Skyggesiden, savnet… og skylden.

Der er så utrolig mange fantastiske aspekter ved at bo her. Jeg tror jeg har beskrevet de fleste af dem i diverse begejstrede indlæg om klimaet, skolen, vores hus, mulighederne for rejser, elimineringen af hverdagsstress som vores livsstil har bragt med sig – og endnu flere pluspunkter, som jeg sikkert ikke har behandlet på bloggen, fordi de bare… er der. Uden at gøre det store væsen af sig. Men der er også en masse aspekter, som er mindre fantastiske – de fleste af dem er dog så ubetydelige i det store billede, at de ikke rigtigt fylder. Som Trump, der efterhånden er blevet så stor en joke, at det ikke engang kan betale sig for alvor sådan på daglig basis at hidse sig op længere, for hver dag dukker der noget nyt og vildere op, og gad vide, om den rigsretssag endelig er på vej, når I står op til det her indlæg? Det er heller ikke den relativt iøjnefaldende mængde slanger (heraf en pæn del giftige), der dukker op på mine løbe- og gåture og minder mig om, at her er livsfarligt. 😉 Ligesom det heller ikke er længslen efter fjordrejer på hvidt brød, smørrebrød, nye kartofler eller Meyers kanelsnurrar, der ind imellem lægger en dæmper på stemningen.

Det er skyld. Slet og ret. Skyld og dårlig samvittighed. Og det er som bekendt en af de mindst konstruktive sindsstemninger, man kan befinde sig i, men det er ikke desto mindre en tilstand, der fylder rigtig, rigtig meget, når man vælger at flytte sig selv og sine børn væk fra mennesker, der holder af os og dem. Og jo længere tid vi er væk, jo mere hjemme vi føler os her, jo mere fylder det.

Da vi tog beslutningen om at tage herover, var det for to år – så skulle vi hjem igen. Derfor valgte vi at leje vores hus ud i stedet for at sælge det, og jeg kan faktisk helt oprigtigt sige, at jeg ikke regnede med, at vi ville blive her længere end det. Nu har vi været her i to år og to måneder, vi har købt et hus herovre og sat vores danske til salg, og vi har også taget en beslutning om at blive her i hvert fald til A skal starte i hvad der svarer til dansk første klasse. Hver gang vi tager en beslutning om at forlænge, føles det rigtig, men det er også  med et tungt hjerte at vi giver beskeden videre til familie og venner – ikke fordi vi ikke er klar over, at de er ubeskrivelig glade på vores vegne, men fordi vi ved, at vores valg er et, der gør andre kede af det. Jeg ved godt, hvor meget vores børns bedsteforældre savner dem, og jeg ved også godt, at de helt 100 % savner dem hundrede gange mere end de giver udtryk for (for ikke at give os dårlig samvittighed). Jeg ved også, at jo længere tid vi bliver herovre, jo større bliver indflydelsen på vores danske venskaber – og måske også distancen, den, der går ud over den geografiske.

Men… Jeg ved også, at vi er GLADE her. Virkelig, virkelig glade. Vi savner, ja – helt vildt. Selvfølgelig gør vi da det. Vi savner mennesker, vi savner vores bånd. Men vi trives også. Vores børn trives, og de udvikler sig på måder vi kun kan observere med beundring og stolthed. Vi har muligheden for at leve et liv på en anden måde end vores danske ville være, og vi nyder det helt vildt. For det meste føles det stadig som en forlænget luksusferie, og jeg føler stadig, at vi lever så privilegeret, at det næsten ikke kan være sådan helt rigtigt.

Hvordan vurderer man hvad den rigtige beslutning er? Hvordan vejer man hverdagsrelationerne til de mennesker der rent faktisk betyder mest, op mod en hverdag, hvor alle får lov til at være de bedste udgaver af sig selv? I et makroperspektiv, et forsimplet blik på det liv vi lever nu og her, er alle glade og har fundet deres plads på en eller anden hylde, der føles rigtig rigtig. I et større billede, derimod, er der så mange følelser og tvivl, der melder sig: Hvad gør det ved vores børns relation til deres bedsteforældre, onkler, tanter, fætre, kusiner og alle de andre, at de bor så langt væk? Hvor længe kan vi tillade os at gøre det? Er der aspekter vi overser? Og… vil vi fortryde det? Jeg har altid haft et ekstremt tæt forhold til min familie, og hvis det ikke var fordi det føltes så naturligt at være her nu, så ville det føles meget, meget unaturligt. Helt forkert. Og helt ærligt, skylden fylder.

Jeg er sikker på, det her virker om et underligt og rodet indlæg for de fleste, men det er vigtigt for mig at beskrive alle aspekterne af det at flytte ud. Ikke kun de sjove, ikke kun alle eventyrene, solskinstimerne og hængekøjeidyllen. Det er så vigtigt at få de mere skyggebelagte sider med, og i det øjeblik man vælger at rejse langt væk med sin familie, er der en (for mig i hvert fald) helt uforudset og uventet lavine af følelsesmæssige rundkørsler, blindgyder og t-kryds, der melder sig, og de bringer ikke altid retningsanvisninger med sig. Sjældent, faktisk. Hvilket er grunden til, at det her indlæg har været så længe undervejs og stadig er så svært at få ned på skrift. For i virkeligheden ved jeg ikke helt hvad jeg vil med det ud over at fortælle, hvad udlandsdrømmen også er. Nemlig en hulens masse kvaler over, at den beslutning, der måske gør dig glad, kan ende med at gøre dem du elsker kede af det. Og når man sidder flere tusind kilometer væk, kan dén lille krølle godt være svær at glatte ud. ❤️

Når identiteten gemmer sig

Pausen fra bloggen de seneste to måneder har været min hidtil længste. Og det er ikke fordi jeg bevidst satte mig for at holde en pause, men det har heller ikke været sådan, at jeg har klasket mig selv i hovedet for ikke at komme til tasterne noget før. Sandheden er, at der pludselig skete så mange ting – nogle var spændende, andre knap så fede, og de mindre fede gjorde, at jeg i laaaang tid ikke rigtig kunne finde motivationen til at skrive. Yderst kort fortalt tog vi til Danmark for at forlænge vores visum, og det blev en noget anden oplevelse, end vi havde regnet med. Vi var fanget i Danmark i tre uger, mens vi ventede på en afklaring, og selv om vi nød at tilbringe en masse tid med familien og tilmed nåede at se en masse af de venner vi ellers ikke ville have nået, så var uvisheden og tanken om alt det, vi havde efterladt herovre, virkelig stressende. Det løste sig heldigvis tilsidst, og vi kunne rejse hjem – med ro i sindet og fem nye år på vores visum.

Da alt det var lagt bag os, begyndte hverdagen herovre igen, og så fik vi pludselig småtravlt. Jeg har nemlig fået arbejde! Ejeren af det yogastudie, som er hele grunden til, at jeg blev så vild med yoga overhovedet (og hvor jeg tog min uddannelse) har tilbudt mig at undervise dér, og det har været med lige dele rædsel, nervøsitet, spænding, ærefrygt, henrykkelse og usikkerhed, at jeg har kastet mig ud i at undervise nogle gange om ugen. Det er ikke min plan, at det skal blive til mere end to eller højst tre timer ugen, og det har selvfølgelig at gøre med, at en del af præmissen herovre er, at jeg er den, der står til rådighed i forhold til børn, skole, aktiviteter og den slags, så det har ikke på noget tidspunkt været planen, at jeg skulle finde mig et fuldtidsjob. Jeg må nok også indrømme, at jeg efterhånden sætter lidt for meget pris på vores livsstil til at ændre drastisk på det, haha!

Og about that. Jeg har nævnt det før, men noget af det, jeg får flest spørgsmål om i forhold til vores liv herovre er, hvordan jeg trives med ikke at arbejde. Ikke være den, der hiver en hyre hjem, og til gengæld være den, der er 100 % afhængig af, at en anden gør det. Den, der bruger et kreditkort med penge, jeg ikke selv har sat ind på kontoen, og den der “bare” er mor uden alle de andre lag, som det kan være så rart at lægge på, når identiteten kan føles lidt endimensionel. Mange spørger mig til det, både folk jeg kender godt, og folk jeg lige har mødt, og jeg ville lyve hvis jeg påstod, at det ikke også er et tema, der ind imellem sætter små spørgsmålstegn i mit eget sind.

Jeg havde en snak med N om det for et par dage siden, og nogle gange kan det som bekendt være enormt berigende (og befriende) at få vinklen fra nogle, der ikke er mig i samme situation, men som trods alt ER i situationen og både ved, hvordan tingene så ud engang og stadig ser ud for mange andre – men som også er helt med på, hvordan livet ser ud nu, og hvad vi hver især lægger i det. Det var en af de smukke, varme aftener (som vi lige nu nyder i fulde drag) på vores terrasse, og vi sad i gyngestolene med en kold øl, og jeg nævnte noget om, at det ind imellem var en mærkelig følelse, dét med at være den, der hang på og var afhængig. “Hvis du nu går ud og finder en yngre model, så står jeg jo tilbage med nul og niks!” tror jeg, jeg sagde. Og det sjove er, at når jeg lufter den slags tanker, så kan han SLET ikke se det. For det første minder han mig om, at jeg som hans ægtefælle ejer halvdelen af, hvad han tjener og ejer – så dén er jo i vinkel (gnæg). Men som han så også mindede mig om, så er der jo INGEN i den her familie, der ikke bidrager, og selv om min andel i opbygningen af vores fundament herovre muligvis ikke er økonomisk, så er det ikke ensbetydende med, at den ikke er lige så afgørende. Jeg er for eksempel en langt mere social og udadvendt netværker, end N er, og dét er blandt andet grunden til, at vi overhovedet fik fingrene i vores hus, som vi elsker – inden det nogensinde kom på markedet. Det har også ført til andre vigtige kontakter til mennesker, der har haft afgørende betydning for vores liv herovre. Og så er der jo lige dét med, at hvis jeg ikke fik hjemmefundamentet til at hænge sammen – ja, så ville hans opbygning af firmaet og vores økonomi slet ikke have været mulig. Han minder mig om, at min rolle er nøjagtig lige så betydningsfuld og uundværlig som hans.

Alt dét her er ikke noget jeg skriver for at retfærdiggøre noget eller overbevise mig selv om min værdi. Det er snarere fordi jeg tænker, at andre kunne være eller havne i samme situation og med stor sandsynlighed ende med de samme tanker. Om ikke andet, så måske bare en gang imellem. Vi er så vant til at binde vores identitet op på vores job, at det kan være næsten umuligt at finde en form for klarsyn og få øje på hvad vi også består af og bidrager med, når job-selvet skrælles væk. Jeg er glad for at have nogen, der kan hjælpe mig med at få øje på det, når det kniber og usikkerheden rammer, for sandheden er jo – og det er føles jo egentlig helt skørt at skulle skrive det – at jeg ikke er mindre værd eller bidrager med mindre, fordi jeg ikke har en fast månedsløn. Mit arbejde ligger bare i kulisserne i stedet for. 😉

Når Down Dog kommer på cv’et…

Med de vindhekse der har rullet over bloggen her den seneste tid, kunne man måske godt forledes til at tro, at der har været for lidt at skrive om – men nej. Overhovedet ikke. Men tiden er fløjet med en tur til San Francisco (som jeg nok skal vende tilbage til), planlægning af et Danmarksbesøg, der ligger lige om hjørnet – og så var der jo lige den dér yogalæreruddannelse… Det er sidstnævnte, der kommer en opdatering på her, for manner, det har været en intens omgang, som nu er ved at være slut – eller rettere for alvor skal til at begynde. Sidste weekend i forløbet ligge lige om hjørnet, så hvis alt går vel, kan jeg om en uge kalde mig certificeret yogainstruktør. Hvilket faktisk føles totalt fedt. Og ikke mindst virkelig vildt, taget i betragtning, at yoga lå så langt fra mint tankesæt, da jeg kom herover for to år siden. Men hele ideen med (for mit vedkommende) at logge ud af det vante var jo netop at se, hvilke retninger vinden blæste – og yogaretningen var så åbenbart en af dem.

Nye vinde, nye retninger – og nogle gange hjælper det at vende hovedet nedad.

Forløbet har været intenst og ikke mindst tids- og energikrævende. Seks weekender har vi mødtes, de fleste dage 10 timer om dagen, og dagene er gået med teori (om alt lige fra anatomi over Reiki-healing og børneyoga til PTSD-yoga), yogaøvelser, meditation og masser af masser af træning i dét at undervise. Sidstnævnte har været fuldstændig ubeskriveligt grænseoverskridende. Jeg har måttet minde mig selv om, at jeg er en snart 40-årig, velbegavet og velfungerende kvinde og ikke en bævende 13-årige, der skal holde en tale foran familien for første gang. Det har været sindssygt svært, og første gang vi skulle undervise hinanden foran lærerne, var jeg parat til at springe fra. Heldigvis er jeg trods alt så økonomisk ansvarlig, at dét beløb jeg har betalt for den her træning, afholdt mig fra bare at flygte – og hvor er jeg glad for det nu.

Vores lærer brugte SÅ meget tid i begyndelsen på at forsikre os alle om, at når det her forløb var overstået, ville vi alle sammen føle os 100 % klar til at undervise i yoga. Og vi lavede alle sammen usynlige øjenrulninger, for nej. Det lå så langt væk. Alligevel vidste vi jo godt hvorfor vi var der, og der var ikke rigtigt noget at gøre, så vi gjorde hvad der blev sagt – og ganske rigtigt. Her, med kun en weekend tilbage, er der ikke en eneste af os, der ikke føler os klar. Jeg kan faktisk slet ikke vente med at komme i gang!

En del af uddannelsen har været at undervise gratis hold – community classes – som vi selv skulle arrangere. Jeg har undervist en time på børnenes skole, hvor 15 af de ansatte mødte op – det var min allerførste time, jeg var landet fra San Francisco kl 1 om natten aftenen før, og jeg var tæt på at dø af skræk. Det gjorde jeg heldigvis ikke, og det gik så fint. Min anden time var for N’s firma, som vi lokkede herhjem med løfter om masser af drinks og mad efter yogatimen, og den tredje time foregik med naboer fra kvarteret. De gik alle sammen fuldstændig som de skulle – og det var en uvurderlig hjælp i forhold til at forberede mig på at skulle undervise rigtigt.

Min helt egen version af vinyasa yoga og efterfølgende vin – wineyasa, om man vil. 😉

Jeg har været så opslugt af forløbet, at jeg først for et par dage siden kunne se det fra et mere overordnet perspektiv, og så blev jeg faktisk lidt stolt. Tænk, at jeg gjorde det. Tænk, at jeg bevægede mig så langt ud af min tryghedszone, tænk at jeg gennemførte, tænk at jeg rent faktisk har uddannet mig. Nej, det er ikke en ny kandidatgrad, og jeg er heller ikke pludselig blevet professor – men for mig er det en helt ny uddannelse, og jeg er så glad for, at jeg gjorde det. Lyttede til nogle impulser og lod dem styre showet lidt. Jeg har masser af drømme og håb og planer for, hvad der nu skal ske – i første omgang skal jeg se, om nogen vil ansætte mig, og så bevæger jeg mig videre derfra.

Namaste. 🙂

Fri leg!

Forleden, da jeg mødte en af vores utallige nye naboer i alléen bag vores hus, sagde hun grinende, at de var flyttet ind for to år siden og stadig havde uåbnede flyttekasser stående. Er det ikke altid sådan det er? Jeg ved ikke, hvor mange uåbnede kasser vi har tilbage, eller hvornår vi når igennem dem – men jeg ved, vores nye hjem stadig er præget af uophængte billeder på gulvene langs væggene, en daglig leg, hvor vi prøver at finde den urtekniv, hovedpude, æggedeler eller jakke, vi endnu ikke er nået til i udpakningen. Det er helt ok, for efter et mildest talt udfordrende efterår nyder jeg bare helt ind til mine hyggetrængende knogler, at vi nu er kommet hjem. Det var ikke nogen hverken sjov, ligetil eller opløftende proces at få lov at købe huset, men nu, hvor vi er her, er der ingen af os, der er det mindste i tvivl: Det var det hele værd. (at tilstandene herovre lige nu så godt kunne få mig til at flytte tilbage til Danmark i morgen, kan vi tage i et andet indlæg)

Der er mange ting at elske ved vores nye hus: Det er helt utrolig pænt. Det er amerikansk, ja, og dermed lidt mere over the top end de fleste danske huse, men selv efter de standarder er det simpelthen så fint. Det er bedre bygget end det, vi boede i før, og det er meget nemmere at være sammen i det. Det ligger tættere på downtown Raleigh, hvilket betyder en minikort Ubertur til de gode restauranter og hyggelige barer. Men den mest mærkbare forskel for hele familien er kvarteret. Vi flyttede fra en vej, der var noget så smuk, men også meget, meget rolig. Og meget, meget beboet af ældre, venlige par, der nød deres otium og pension. Det betød blandt andet, at vi valgte at fejre begivenheder som Halloween hos venner, der boede i mere børnevenlige kvarterer – og det betød, at vores børn aldrig rigtigt kom ud for at lege. Vi gik med dem ind imellem, når de ville ud og cykle på den lille vej bag husene, og de kunne da også gå ud i gårdhaven og lege med kridt og vand. Men leg med andre børn krævede nøje planlagte legeaftaler og tid.

Der, hvor vi bor nu, er det hele vendt rundt. Det her er børnenes kvarter. Vores garage vender ud til en lille allé, der fører ned til en lang græsplæne med balancereb, fodboldmål og basketkurv. Der er en uskreven regel om, at hvis ens garagedør er åben, er ens hus det også – hvilket forleden medførte, at jeg efter en gåtur ned ad vejen med A kom hjem og fandt et barn i vores køkken. 😀 Børnene løber rundt mellem hinandens huse, og alle leger sammen i alléen, kører på cykler, løber på løbehjul, spiller diverse boldspil og lufter hunde. Nogle gange er der et par forældre, der leger med eller kigger på, men som regel styrer børnene det selv.

Jeg skulle virkelig vænne mig til det. Det er ikke normalt i USA at lade sine børn lege uden opsyn, og jeg kunne aldrig drømme om det, hvor vi boede før. Jeg har flere gange måttet tjekke med Chloe, som bor overfor, at det virkelig er sådan, det er her. At børnene bare kan løbe ud og lege – uden at vi er med til at holde øje og passe på. Og jep, sådan er det. Så har forældrene hinandens numre, så man altid kan sende en sms, hvis man er i tvivl om hvilket hus ens barn har invaderet for at tilrane sig snacks, tv-tid eller bare leg. Jeg har stadig ikke vænnet mig til det, og jeg er stadig i tvivl om, hvornår jeg skal træde i en mere mor-superviserende rolle, men M har i hvert fald kastet sig helhjertet ud i det. Hun når nærmest ikke at sætte sin skoletaske på plads, før nabopigen (som også er hendes klassekammerat) står ved døren, og så er de to klar til at forsvinde sådan cirka til aftensmadstid. Ind imellem kommer M lige susende ind, mens hun råber, “mor, jeg er altså SLET ikke kommet hjem! Jeg skal bare lige hente en jakke!” og så er hun væk igen.

Jeg har tidligere været lidt inde på dét med, at jeg ikke sådan i det daglige går og tænker over eller fokuserer så meget på danskhed. Men lige i det her tilfælde har det været en helt fantastisk og ny, men samtidig velkendt følelse. En af de ting, vi nemlig HAR savnet, har været den mere danske børnekultur, hvor børn løber og leger med andre børn på vejen – og får lov at gøre det alene. Som jeg er vokset op, og som min mand og alle andre vi kender, er vokset op. Vi var begge lidt ærgerlige over, at vores børn ikke fik lov at opleve det – i hvert fald i en årrække – men nu gør de det. Især M (jeg lukker selvfølgelig ikke treårige A ud alene), og hun stornyder det.

Vi andre skal så lige vænne os til mylderet af børn, der kommer ind og ud af vores hus – men da det ofte også følges op af forældre, der lige stikker hovedet ind med et glas vin eller en gang aftensmad, bliver det nok ikke så svært. 😉

 

Let go, ego!

Det er næsten et år siden, at jeg luftede ideen her på bloggen, og i efteråret besluttede jeg mig for rent faktisk at gøre noget ved det. Det var ikke en ligetil beslutning – dels koster det temmelig mange penge, som jeg ikke helt anede hvad jeg ville få for, og dels var (og er) jeg faktisk lidt nervøs for, om jeg kan. Om jeg er god nok. Om jeg kan lære så meget, at andre kan lære noget af mig. Men altså: i fredags kastede jeg mig ud i den første weekend af min uddannelse til yogalærer. Simpelthen. Seks weekender plus det løse i form af træning, lektier, observationer og timer i studiet som assistent skulle til marts meget gerne munde ud i, at jeg er certificeret  200 timers yogainstruktør. Og ja, det falder lige oven i flyttekasser og ditto rod og et hus, som vi overtager i morgen og skal finde os til rette i. Men det var jo ikke til at vide dengang i efteråret, og indtil videre løser det sig fint.

Det var angstprovokerende at begynde på det, og det blev egentlig ikke mindre skræmmende, da jeg først var startet. For jeg indså ret hurtigt, at selv om vi er et lille, intimt hold, er der mange, der er meget, meget bedre end jeg er (og ja, jeg ved godt, at det ikke er meningen, at man skal tale om at “være god til” yoga, men når den ene står på hænder og den anden vrider sig selv i flere knuder end jeg troede muligt, så ser det sådan set ud, som om de er rimelig gode) – og dét i sig selv skubbede til alle de usikkerheder, jeg har og altid har haft. Om at være den lidt store, den lidt klodsede, den meget, meget lidt graciøse. Så ud over at være en overvindelse har min start på uddannelsen også været en påmindelse om en af de ting, yoga fangede mig med helt fra begyndelsen: fraværet af ego. Ikke automatisk, for usikkerheden og egoet parkerer absolut ikke sig selv uden for døren, når jeg træner ind, men jeg bliver mindet om, at det OGSÅ er at “være god til” yoga. At glemme egoet, at lade være med sammenligne mig selv med andre. At huske på, at det her er noget, jeg gør for mig og kun mig, og ikke fordi jeg skal vise nogen som helst andre, hvad jeg kan – eller AT jeg kan. Det er bare mig, og de andre er omkring mig, men de er ikke mig.

Når det kommer til forskellige former for sport, har jeg virkelig aldrig været specielt konkurrencepræget. Jeg har altid haft det bedst med sportsgrene, hvor man ikke kæmper mod andre, men bare for og med sig selv. Og jeg har ikke specielt gode minder om min skoletids badmintonturneringer; ikke fordi jeg ikke kunne lide at spille badminton – tværtimod, jeg elskede det! Men fordi jeg, så snart der var tale om en rigtig konkurrence, hvor det rent faktisk betød noget, at man vandt, fik sådan en virkelig uhensigtsmæssig nedsmeltning, hvor jeg ikke kunne noget som helst. Det betød, at jeg tabte mine egne kampe, og det betød også, at jeg var den, ingen gad spille double med, fordi jeg selvsagt også havde en ret stor andel i at tabe de kampe. Jeg har aldrig været god til konkurrencesport, og jeg droppede alt, hvad der ligner konkurrence, for mange år siden.

Den helhed, som yoga repræsenterer, er fantastisk og unik. Jeg føler virkelig, at yoga på en eller anden måde “tager sig af” mig og hele mig. Jeg bliver stærkere og mere smidig, men lige så vigtigt bliver jeg bevidst om de tanker og følelser, der kommer og går; dem, der fylder – og dem, der fylder for meget. Og i lang tid har det været en fantastisk følelse at mærke, hvordan jeg kunne gå ind i salen, rulle måtten ud og glemme alle de andre derinde. Kun koncentrere mig om min egen træning.

Jeg er blevet slået lidt tilbage med begyndelsen på uddannelsen, men det er der nok en mening med. Der ville ikke være meget mening i at gøre det, hvis det ikke bød på udfordringer og tvang mig til påny og fra en anden vinkel at skulle forholde mig til mig selv og mine egne hæmninger og barrierer. Vi er kun lige begyndt, og jeg håber, at jeg inden ret længe får indsigt nok til at justere på det alt for selvbevidste (og seriøst ukonstruktive) billede af den buttede tumling, der ikke kan det samme som de dygtige piger i klassen, og i stedet ser en snart 40-årig, der har turde vælge en ny vej for at se, hvad den – og ikke mindst hun selv – kan. Det bliver godt.

Expat’ens forbandelse

Det er så vildt at tænke på, at vi ret snart har været her i to år. På den ene side er tiden fløjet af sted så hurtigt, at jeg slet ikke kan forstå, hvor den er blevet af – på den anden har vi allerede oplevet så meget, at det næsten er svært at begribe, at der ikke er gået endnu længere tid. Jeg er stadig så, så glad for at bo her og slet ikke færdig med at leve mit hyggelige amerikanske husmorliv, på trods af, at Danmark jævnligt – og nogle gange oftere end andre og på de særeste tidspunkter – viser sit lille, hjemlige ansigt i mine tanker og følelser. Der har været masser af tanker og savn hjemad gennem de seneste måneder, og jeg har nok også i højere grad tænkt over de mere praktiske omstændigheder omkring vores hjemkomst. Hvor vi skal bo. Hvilken slags skole skal børnene gå i, hvornår er det bedste tidspunkt for dem at vende tilbage, hvad skal JEG lave – og alle mulige andre lignende tanker.

Men oven i savnet og spændtheden er der også en slags… uro. For frygt er nok så meget sagt, men det er stadig en form for bekymring, der nogle gange fylder en del. Jeg er ret spændt på, hvordan det kommer til at føles at komme tilbage. Hvordan vi vil opleve det, der engang var det mest naturlige hjem for os alle – og ikke mindst hvordan vores gamle, nye hjem vil opleve os. Jeg har læst en del artikler om fænomenet “the expat curse”: forbandelsen, der gør, at de (vi), der har valgt at slå os ned ude og finde hjem der, bliver ramt af mere eller mindre uventede problemer, når vi skal finde hjem igen hjemme. For hjem betyder og føles måske som noget andet eller udvidet efter flere år i et andet land – og måske er det slet ikke så nemt at falde til igen i det gamle, som nu føles så anderledes. Det er selvfølgelig en situation, der er mest udtalt for dem, der har været ude i flere år og måske endda levet i flere forskellige lande. Men jeg kan ikke forestille mig, at vi skulle slippe helt for den rodløshed og forvirring, der kan komme – og som måske kan være svær at forberede sig på. For en stor del af den bunder jo også i, hvor meget vi har ændret os – og dét vi ved vi nok ikke selv, før vi bliver konfronteret med det gennem det spejl, som er de mennesker, der kender os bedst.

Det, der står klarest fra en af artiklerne om the expat curse, var et ret rammende citat fra en, der havde været væk fra sit hjemland i seks år: “No one wants to hear your stories.” Dét ramte på en eller anden måde virkelig plet; ikke fordi jeg har oplevet det (endnu, af gode grunde), men fordi jeg ved, jeg kommer til det. Følelsen af at have lyst til at referere til eller fortælle fra og sammenligne med oplevelser og omstændigheder i et tidligere liv et andet sted – og følelsen af bare at lyde irriterende og prætentiøs, når man gør det. Jeg snakker meget, og jeg snakker også meget om mig selv (ja, det er jo januar, så lidt selverkendelse er vel på sin plads), og jeg ved, at jeg vil have SÅ svært ved at finde den balance. For hvornår er dét jeg har lyst til at fortælle om “dengang jeg boede i USA” relevant og interessant – og hvornår er det bare belastende og for meget og “aaargh, nu begynder hun igen…”?

Oven i det, og endnu vigtigere, tænker jeg selvfølgelig virkelig meget over, hvordan børnene vil håndtere det. M kan godt huske Danmark, hun skyper stadig i timevis med sin bedste veninde fra børnehaven (og jeg ELSKER, at de stadig gør det og hygger sig, fniser og fjoller præcis som før), og hun snakker tit om vores hus i Danmark, om skoven, om naboerne – og alle de andre minder, hun stadig har. Men der er heller ingen tvivl om, at hun er fuldt ud integreret her og lever og oplever som en amerikansk first grader. Når hun kommer til Danmark, er hun godt i gang med skolen og skal omstille sig fuldstændigt. Med A er det en smule anderledes, for han har ikke rigtig noget begreb om hvad “Danmark” er. For ham er det mest et sted, man bliver lovet en masse is, når man skal derhen på sommerferie. 🙂 Han var halvandet, da vi flyttede, så han har ingen konkrete minder – men selvfølgelig en masse bånd i form af familie. For ham bliver vores flytning tilbage til Danmark som at flytte til et helt nyt land. Hvor han heldigvis kan sproget, for vi holder stadig stædigt fast i det danske herhjemme – men ikke desto mindre kommer til at skulle starte på ny.

Vi skulle kun have været her i to år, og hvis det var blevet ved dét, ville vi efterhånden begynde at forberede os på at komme hjem – og måske ville forbandelsen ikke være så udtalt. Jo længere vi venter, jo større bliver det omvendte kulturchok utvivlsomt. Men så igen: Jo mere kan vi også nå at opleve. Og hvis ingen andre gider høre om det, kan vi i hvert fald snakke om det med hinanden. 😉

I mit nye hus…

…skal jeg skrive mere.

Det er (mildt sagt!) på tide med en opdatering herfra – det er jo umindelige tider siden jeg har skrevet sidst, og alligevel, på trods af, at der sket en hel masse, sidder jeg med en følelse af ikke rigtigt at vide hvad jeg skal skrive om. Lysten til at skrive har været lidt svær at finde det sidste stykke tid, og det skyldes en masse forskellige sammenfald, som jeg ikke vil kede jer med her – lad mig bare sige, at det har været et efterår fyldt med forhindringer. Jeg snakkede med N om det forleden, at det føles som længe siden, at jeg har været sådan rigtig gennemglad, som om der hele tiden dukker nye forhindringer op. Det har gjort det sværere at sætte sig ned og skrive om stort og småt, men én af de store  kan og vil jeg i hvert fald dele med jer:

Vi har købt et hus!

Jep, vores helt eget amerikanerhus. Det er så fint, og vi elsker det alle sammen allerede. Det ligger perfekt – vi var simpelthen så heldige helt tilfældigt at støde ind i en familie med et hus, der ligger lige præcis dér hvor vi allerhelst vil bo – og de skulle lige til at sælge det. I nabohuset bor en af M’s allerbedste klassekammerater (som hun endda tilfældigvis er på sleepover hos lige nu), hvis forældre er nogle af vores gode venner – og lige på den anden side af husets lille bagvej bor Chloe. Ti skridt fra min havelåge bor min veninde simpelthen (meget vin vil blive drukket på vores terrasser!), og vi glæder os begge helt ubeskriveligt til at blive bagnaboer. Et par veje væk bor vores skønne dansk/amerikanske vennepar, og hele området er fyldt med jævnaldrende venner til M og A. Vi kommer tættere på Downtown Raleigh, og til vores kvarter hører endda en hyggelig, privat pool. Jeg har i øvrigt lavet en regel om, at der i mit nye hus altid skal være Moscow Mules. Så kom bare forbi. 😉

Det er kort sagt det perfekte hus med den perfekte beliggenhed, og normalt ville jeg have været så edderspændt over den situation, at jeg ville skumme over af lykke. Men vejen til at få lov at købe det hus har været så lang og så frustrerende, at den ægte glæde og begejstring over, at det nu – ENDELIG! – er vores, faktisk stadig ikke helt har fundet vej til mig. Den skal nok komme, og når jeg i midten af januar står i mit nye hus, skal den nok indfinde sig. Jeg tror bare lige, jeg skal ud på den anden side af 2016 og et udfordrende efterår først.

Julen, til gengæld, var fin, rolig og hyggelig. Vi tog til Asheville og boede tre dage på The Inn on Biltmore. Biltmore er bygget af George Vanderbilt og er den dag i dag stadig USA’s største private hjem. Området er fuldstændig enormt – 28 km2 – og ud over Biltmore selv og de nærmest uendelige marker og skove ligger der forskellige restauranter og et par hoteller, hvor vi altså boede på det ene. Det var en anderledes oplevelse at holde jul på et hotel, men det funkede sgu ret fint. Vi havde det dejligt, spiste ubeskrivelig lækker mad og skruede hele tempoet ned. Og ja, selvfølgelig kommer julemanden på besøg sådan et sted!

Et par højdepunkter fra min december:

Mit livs første vaniljekranse så dagens lys et par tusind kilometer hjemmefra - og jeg var pænt stolt over resultatet!
Mit livs første vaniljekranse så dagens lys et par tusind kilometer hjemmefra – og jeg var pænt stolt over resultatet!
img_2680-1
To ærkedanske julefrokoster er det også blevet til (endnu en venter i januar) – med snaps og rullepølse, jadak!
Vi måtte en tur forbi hospitalet med en syg, lille fyr to dage før jul - han klarede både dét og julen (trods efterveer) som en ægte lille kriger.
Vi måtte en tur forbi hospitalet med en syg, lille fyr to dage før jul – han klarede både dét og julen (trods efterveer) som en ægte lille kriger.
Mine tre julehjerter. Fint klædt på og klar til juleaftensmiddag.
Mine tre julehjerter. Fint klædt på og klar til juleaftensmiddag.
North Carolinas bjerge er noget helt særligt - og udsigten fra hotellet mindede os om det hver aften ved solnedgang.
North Carolinas bjerge er noget helt særligt – og udsigten fra hotellet mindede os om det hver aften ved solnedgang.

Godt nytår, folkens! Må I komme fantastisk og festligt ind i 2017 – måske I glæder jer lige så meget til et nyt år som jeg?

P.S. Jeg ved simpelthen ikke hvad der sker med billedstørrelserne i det her indlæg, men jeg har ikke kunnet rette det op trods en hård kamp. Det er noget værre rod – men sådan rigtig tech savvy bliver jeg nok aldrig! 😉

Når fædrelandet sniger sig ind på én…

I forgårs ramte en lidt uventet følelse mig. Lige med ét – og ud af absolut ingenting – mærkede jeg et stik af Danmarkssavn helt inde i maven. Og det var mærkeligt, for ud over savnet af venner og familier, som jeg allerede har skrevet om flere gange, så er det altså meget sjældent, at jeg som sådan savner at bo i Danmark. Eller sagt på en anden måde: Der er så mange gode ting herovre, der vejer op for hvad jeg kunne savne i Danmark, så jeg bruger ikke særlig meget tid eller energi på at tænke over mit fædreland. Men lige pludselig kom det altså. Og jeg mener det virkelig, når jeg skriver, at det var ud af det blå – jeg tror seriøst, det var en eller anden erindring om at stå og købe en ansigtscreme på et dansk apotek, der pludselig fik en vemodig form for længsel frem i mig. Det var helt uventet og kom bag på mig – og siden har følelsen faktisk hængt lidt ved. Og det mærkelige er, at det stadig er de komplet random ting, jeg tænker på – ikke de lange lyse sommernætter, cykelture gennem København, efterårsæbleplukning eller adventshygge. Det er helt åndssvage ting – som f.eks. at gå rundt i SuperBest i Virum. I kid you not.

Det er ellers ikke fordi jeg går og føler mig specielt dansk i hverdagen, og det at være dansk er heller noget, jeg går op i eller dyrker – det er der ligesom bare. Men fædrelandet ligger jo nok derinde et sted, og hos mig valgte det så åbenbart at give sig til kende i form af nostalgi her halvandet år efter vi kom. I øvrigt efterfulgt af et ordentligt skud “hjemme”, for vi har lige haft besøg af mine forældre i to dejlige uger. Vi har været på yndlingsrestauranter, holdt Thanksgiving med baconindpakket kalkun, kartoffelmos, green bean casserole, gravy og pecan pie (alt selvfølgelig hjemmelavet!); der er blevet snakket, hygget, læst danske godnathistorier og drukket masser af vin. Og vinket farvel med en dejlig følelse af at være blevet fyldt godt på hjemlighedskontoen. Og et par dage efter kom savnet altså.

Det er ikke et savn, der giver mig en pludselig lyst til at komme hjem før tid eller genoverveje vores planer om at blive herovre. Men det er en følelse, der får mig til at kigge på danske boligsider (hvor skal vi bo, når vi kommer hjem?), læse om de bedste danske skoler (skal det være folkeskole eller privat?) og drømme om gamle venner og bekendte – også dem, jeg ikke har set i årevis og sandsynligvis heller ikke kommer til at se igen nogensinde. Det er en underlig følelse, eller snarere tilstand, men den er ikke u-rar. Den er der ligesom bare. Udefinerbar og lidt ubeskrivelig, men alligevel krystalklar og håndgribelig.

Nå, men uanset hvad er det ikke en følelse, der bliver imødekommet lige foreløbig, for vi har ikke planer om at tage til Danmark de næste par måneder. Vi holder jul i North Carolinas bjerge, nytår herhjemme, og de første par måneder i det nye år har jeg nogle planer, som kommer til at fylde det meste af min weekendtid. Så næste gang vi kommer hjem bliver formentlig, når vores visum skal forlænges til foråret. Indtil da må jeg så finde ud af hvad jeg skal gøre af minderne om storkøbenhavnske apoteker og mandagmorgener i forstæderne. 😉

 

I dag er det hele sort

Jeg var egentlig mest tilbøjelig til at vente med det her indlæg, til chokket har lagt sig lidt. Jeg er så berørt, så modløs lige nu, og det ville måske være fornuftigt at vente med at skrive alt for meget, til støvet har lagt sig, og jeg (måske) kan se lidt klarere. Men her er det altså alligevel. Skrevet ud fra et grundlag, der startede med frygt, gik over i chok og lige nu mest af alt minder om sorg. For ja, Donald Trump vandt i nat. Han er USA’s næste præsident. Ingen forstår det og så alligevel. En del gør jo. For ellers var han ikke blevet valgt.

Jeg stod op til sms’er og mails fra bekymrede danske venner og familiemedlemmer. Hvordan kunne det gå så galt? Det samme har jeg spurgt mig selv om, lige siden det i går aftes begyndte at se ud som om vejen lige så stille og roligt, men sikkert, blev banet til det resultat, vi ser nu. Og svaret er selvfølgelig ikke enkelt, men består af lige dele vrede, frustration, afmagt, historie, angst og alle mulige andre elementer, som nok er forskellige, men fælles for dem er, at ikke ret mange har en positiv klang over sig. Donald Trump blev ikke valgt på et grundlag af håb og ønske om at se fremad. Han blev valgt på et fundament af angst, vrede og splittelse – som han vel at mærke selv var med til at så og dyrke fra den dag han annoncerede, at han stillede op.

Ingen demokrater så det her komme – og heller ikke ret mange republikanere. Hillary har ført i meningsmålingerne det sidste lange stykke tid, og selv om hun fik et tilbageslag, da email-sagen blev genåbnet forrige uge, så troede ingen rigtigt på, at det ville koste hende sejren. Når Trump-lejren blev ved med at sige, at de troede, han ville sejre stort, blev det slået hen med, at de var en flok vildfarne fjolser, der nægtede at se sandheden i øjnene, og på en eller anden måde lykkedes det os alle sammen at lukke ørerne, når de talte om alle de “skjulte” Trump-vælgere derude. Dem, som meningsmålingerne aldrig fanger, fordi de af mange forskellige årsager ikke ønskede at fortælle, at de ville stemme på ham. Men de var der altså, og de stemte. Samtidig har Trump arbejdet sin orange røv i laser for at banke stemmer op i vigtige valgmandsstater, der så ud til at gå demokraterne – en stat som Wisconsin, som Clinton åbenbart følte sig så sikker på, at hun nærmest droppede under sin kampagne, men som det altså lykkedes Trump at få i hus. Der er mange (flere) faktorer, men kun ét udfald: Trump vandt, og han vandt overbevisende. Også selv om Hillary står til faktisk at have fået et flertal af folkets stemmer. Det er nemlig ikke dem, der ender med at tælle til 270 valgmandsstemmer.

Jeg fulgte valget i går aftes og slukkede først for fjernsynet i nat, da jeg var sikker på, at det utænkelige rent faktisk var ved at ske. Og så stod jeg op og kunne mærke, hvordan chokket var blevet til noget meget mere knugende; noget der hele dagen har siddet som en sort, hård klump i min mave. Jeg bliver (formentlig) ikke personlig ramt af det her – faktisk er Trump sikkert bedre for vores egen lille privatøkonomi end Hillary ville have været – men jeg er simpelthen så ked af det. Jeg kan slet ikke forstå, at så mange amerikanere valgte at stemme på en bully, en narcissist, en chauvinist, en racist, en der mener det er helt i orden at forulempe kvinder, at ytre de grimmeste ord om folk, han ikke er enig med, at gøre grin med handicappede, at tale ned om familier til amerikanske soldater, der er døde i krig (fordi deres efternavn er Khan og ikke Johnson)… Og alle de andre forfærdelige ting, Trump har gjort og sagt. Alle de frygtelige ting han ER. At amerikanerne besluttede, at ingen af de faktorer er diskvalificerende, når man søger verdens mest magtfulde job og burde være en, resten af verden kan se op til. Jeg kan ikke forstå det, og det gør mig både rasende, modløs og helt ufattelig ked af det.

N havde svært ved at forstå, at jeg sad i min bil og græd lidt over det efter at have afleveret børnene i morges, men da vi snakkede om det, gik det op for os, at forskellen ligger meget i hvem vi møder i vores hverdag. På den fabrik hvor han kører projekt lige nu, er der massevis af Trump-vælgere, og han taler med dem – også om valget. Han fortæller hvordan de er søde, rare, ordentlige mennesker, der bare er så lede ved Washington og “systemet” og så meget imod Hillary, som i bund og grund er mere af det samme – og derfor stemmer de på Trump. Han har et lysere syn på menneskeheden herovre, fordi han ser en anden side af Trump-vælgerne. Jeg møder eller kender dem ikke, så jeg kan ikke sætte ansigter og personligheder på, og for mig ER de ham. De har godkendt ham og det, han er. Det har ændret mit syn på USA og amerikanerne helt fundamentalt, og jeg må helt ærligt indrømme, at det land jeg troede jeg flyttede til, ikke er det samme i mine øjne længere. Mit syn på amerikanerne har ændret sig, og jeg kan lide dem mindre nu. Ja, det er vildt generaliserende, men de valgte Trump som deres præsident.

Jeg er ikke færdig med at samle mig selv sammen, og jeg gruer for fremtiden herovre lige nu. Jeg håber, at hans skøreste planer bliver stoppet, men jeg tør ikke rigtig håbe på noget længere. Verden blev et lidt sørgerligere sted at være i nat, og det tager tid at komme sig over.

 

Look, jeg swinger højere end you!

For næsten præcis et år siden kom jeg med en lille opdatering på børnenes sprog, og forleden fik jeg lyst til at gøre det igen. Ikke mindst fordi jeg ved, der sidder mange andre udlandsdanske børnefamilier derude, og for dem, der ikke har været af sted så længe, kan det måske være meget rart at høre lidt erfaringer om, hvor lang tid dét der sprog egentlig tager.

Nu, halvandet år siden ankomsten, er vores børn stort set flydende. Der er ikke ret meget dansk accent at spore hos nogen af dem længere – selv om A stadig egentlig bare taler med sin egen hjemmelavede accent, der hverken er fugl eller fisk, men bare sådan lidt spøjs – og jeg vil tro, at ordforrådet i begge sprog efterhånden nærmer sig hinandens niveauer. Dog er der stadig ting, der bliver blandet sammen, men hvor det før drejede sig om nogle virkelig komiske, Eddie Skoller-agtige fordanskninger – som da M sidste efterår skulle give sin veninde et godt råd til en gynge og begejstret råbte “You have to hold good on!!” – er det nu den anden vej rundt – og det danske sprog, der ind imellem får en lidt hårdhændet behandling. Det kan være små, uskyldige hovsa’er, som når A gynger og siger til sin søster: “Look, jeg swinger højere end you!” eller når han råber “hjælp, min fod er stuck!”. Og så er der de mere grelle tilfælde, som da M skulle fortælle mig om en leg, hun havde leget med sin lillebror og gik i gang med forklaringen: “Ej mor, det var så sjovt, for A var håbet til at få flodhesten, og jeg var håbet til at få giraffen, og så fik vi dem!” Jeg ved ikke, om I kan gennemskue den sætning, men det er selvfølgelig ordene “was hoping to get”, der bliver direkte oversat til Danglish vås. 😉

Det er svært ikke at fnise, når vi overhører den slags smuttere, men samtidig er det jo også en påmindelse til os om, at vi har et ansvar i forhold til at styrke deres danske. Vi taler stadig 100 % dansk herhjemme, og selv når M slår over i engelsk, hvilket som oftest sker, når hun leger eller bliver meget optaget af at skulle beskrive eller forklare noget, så svarer vi hende konsekvent på dansk. Det kan godt virke lidt anstrengt, men det er simpelthen så magtpåliggende for os, at begge børn holder fast i det danske og fortsætter med at tale det lige så naturligt som det engelske. På et eller andet tidspunkt inden for de næste år skal vi jo tilbage, og så ville det simpelthen være for ærgerligt, hvis de skulle til at begynde næsten forfra, fordi vi ikke havde gjort os den umage at holde fast i det danske for dem. Derudover er både N og jeg jo så i øvrigt også stadig så gennemdanske, at jeg slet ikke kan forestille mig hvor åndssvagt det ville føles, hvis vi gik herhjemme og talte engelsk sammen. Så dansk it is. 😉

Der er naturligvis nogle (ganske få) undtagelser. Når vi er blandt andre (ikke-danske) mennesker, så taler vi alle sammen engelsk. Ikke, hvis vi går rundt i supermarkedet, men hvis vi er sammen med folk, vi kender, slår vi aldrig over i dansk. Det ville jo bare virke uhøfligt, synes jeg. En anden undtagelse kan være, hvis vi hjælper M med lektier, og hun har brug for, at noget bliver snakket igennem. Så foregår det ind imellem også på engelsk, så hun kan tage det med sig i skolen næste dag. Vi sørger selvfølgelig også for – gennem lærerne – at være meget opmærksomme på, om deres dobbeltsprog er en hæmsko, men det virker på ingen måde, som om det er tilfældet. Snarere tværtimod.

En anden undtagelse er, når børnene leger sammen herhjemme. Det foregår næsten udelukkende på engelsk, og det giver egentlig ret god mening, når man tænker på, at det eneste tidspunkt, de hører dansk, er når de taler med os to voksne. Engelsk er det sprog de taler med deres venner flere timer hver dag, og derfor er det kun naturligt, at det er blevet deres “legesprog”. Det blander vi os selvfølgelig ikke i.

Men ud over de få eksempler er der faktisk ingen situationer, hvor vi ikke taler dansk sammen, og det har vi tænkt os at holde fast i al den tid vi er her. Ikke mindst fordi et af de største argumenter for at begive os ud i det her eventyr faktisk var, at vi syntes, det ville være en fantastisk gave for vores børn at være tosprogede. Og det bliver de jo ikke, hvis de smider det ene væk. Så kan det godt være, at A konsekvent taler om sin blue bil, black jakke og yellow tandbørste, og at M spøger mig, om hun må læse en bog til mig, men hvis vi kan holde det på dét niveau, går det nok. For de er faktisk meget, meget tæt på at være ægte bilingual, og dét i sig selv er noget, der gør mig pavestolt at være vidne til.