Om at miste langt væk.

For et par indlæg siden nævnte jeg, at vi – børnene og jeg – var i København på lynvisit hen over påsken og et par dage efter. Besøget var hyggeligt og dejligt, men baggrunden for det var ikke helt så opløftende. Vi skulle egentlig først have været hjem til sommer, men i løbet af vinteren begyndte min mormor på 89 at skrante. Ikke sådan virkelig meget, men nok til, at vi tænkte, at sommeren måske alligevel var lige lovlig langt væk, og derfor besluttede vi at tage hjem over påsken, så vi kunne se hende. Et par uger inden vores hjemtur gik det rigtig ned ad bakke, og der var en aften, hvor jeg var klar til at bestille en flybillet til dagen efter – men så gik det fremad igen. Og da vi kom hjem sidst i marts, var min kære mormor blevet udskrevet fra hospitalet, og vi besøgte hende på det genoptræningscenter hun var kommet hen på – og det var faktisk rigtig fint. Hun havde det godt – så godt som man nu kan have det, når man er 89 og har været igennem en månedslang hospitalsomgang – hun var klar i hovedet, i godt humør, og hun var så glad for at se børnene. Og de hende. ❤

I dag er jeg helt ubeskrivelig glad og taknemmelig for, at vi valgte den hjemtur. For i fredags takkede min søde, seje, sjove, stærke, stædige, skarpe mormor af. Hun kunne ikke mere, og selv om det jo ikke er i orden, så var det det alligevel. Nogle gange er det tid, og det vidste og ved vi alle sammen, at det  var. Og jeg har brugt de seneste dage siden beskeden på at navigere i hvordan det føles at miste en, jeg har været så tæt på, når jeg er så langt væk.

Jeg fik opkaldet natten til fredag, og senere den dag løb jeg en tur for at samle mig selv. Og jeg lagde mærke til, at min umiddelbare reaktion var at føle mig lille. Spørg mig ikke hvorfor, for jeg aner det ikke. Min mormor var den sidste bedsteforælder jeg havde tilbage, så alt andet lige skulle man tro, at tabet af den sidste del af en generation ville få mig til at føle mig gammel. Men som jeg løb dér og tænkte på min mormor og de minder jeg har med hende, følte jeg mig bare som et barn. Måske fordi det var dét, jeg trods alt var for hende i så mange år. Jeg følte mig lille på en måde jeg ikke er vant til, og det var ikke ubehageligt, bare… uventet.

Jeg vil ikke skrive så meget om min mormor, fordi det er privat, synes jeg. Men jeg vil gerne gå lidt ind i dét der med at være langt væk, når man mister. For det er altså en ret særlig situation, og det er selvfølgelig en situation, der sætter et væld af følelser i gang. Og ja, en eller anden version af skyld er en af dem. Jeg er som sagt helt utrolig glad for, at vi nåede hjem – men jeg var der ikke til sidst. Jeg nåede ikke ud på hospitalet, jeg kunne ikke give min mor, min bror og min far og resten af familien et stort kram og dele tårer og minder med dem. Jeg VAR der ikke. Og den svider altså lidt. Ikke at jeg tror nogen forventer andet – jeg ville lyve, hvis jeg påstod at “hvad nu hvis…”-tanken ikke har strejfet mig flere gange. Selvfølgelig har den det. Der er masser af plusser ved at bo her, men der er altså også de få, men vigtige aspekter, der gør, at man ind imellem er nødt til at mande sig op og håndtere, at der også er tab og afkald.

Jeg har tænkt meget over dét – over, at når vi vælger eventyret og udrejsen og oplevelsen, så vælger vi også præmissen, der følger med. Og i den ligger, at hvis nogen går bort derhjemme, så er man der ikke til hverken at holde i hånd eller give kram eller række ud. Det er altså en pille, man skal være i stand til at sluge. Og jeg tror ikke, man rigtig kan forudse, hvordan det vil føles, for det kommer nok meget an på tiden op til, og om man føler, at man på en eller anden måde fik taget afsked. Jeg synes, vi gjorde. Jeg tror ikke man kan rådgive nogen om en situation som den, for det er så nært og privat, men hvis jeg skulle, så ville jeg sige hellere en hjemrejse for meget end én for lidt.  Selv hvis den hjemrejse du tager af potentielt sørgelige grunde viser sig at være unødig, så har du stadig fået tid og øjeblikke med en person du elsker, og det kan man ikke få for meget af. Slet ikke når man er langt væk.

Jeg ville så gerne have været der for og med min familie, men i en eller anden afskygning nåede jeg og mine børn – min mormors yngste oldebørn – at sige farvel, også selv om jeg ikke rigtigt troede, at det var den slags farvel. Jeg kunne godt mærke på min mormor, da vi sagde farvel, inden vi rejste tilbage til Raleigh, at hun så det som et farvel og ikke et på gensyn. Jeg smilede det væk og krammede hende og prøvede med alt mit kropssprog og mit ansigt at overbevise hende om, at selvfølgelig sås vi til sommer – til hendes 90 års fødselsdag.

Det blev min mormor, der fik ret. ❤

Otte år med dig.

Jeg har brugt et par uger på dels at løbe rundt og rydde op, ordne og forberede (og guderne skal vide, at det ikke er min stærke side), og oven i det hele har jeg skullet lyde overbevisende, når jeg sagde til M, at det var heeeeelt ok, at hun ikke kom til at se sin mor på sin fødselsdag i år. Hvilket… altså, dét i sig selv er jo en sætning, der er lidt svær at sige, når man er mor, og selv skulle tro på den, og den er endnu sværere at sælge ind til en syvårig, der siden dag ét har været all about her mama. Vi var en tur omkring skolens kontor i dag, og da de søde damer spurgte M til hvilke spændende planer hun havde på sin fødselsdag, svarede hun med en meget trist mine, at i år ville hun kun se sin far på sin fødselsdag og ikke sin mor eller bror eller kanin. Og uddybede ikke yderligere. Og jeg måtte, stille og roligt og efter at have set ansigterne på de mennesker hun snakkede med, forklare hende, at hendes valg af ansigtsudtryk kombineret med selektiv udelukkelse af dele af hendes fortælling om bemeldte forestående fødselsdag nok måske muligvis gjorde, at folk troede, at hendes mor og far ikke længere boede sammen. Det fandt hun ret overraskende.

Men hun har ret i kendsgerningerne. Jeg kommer ikke til at se min pige på hendes otte års fødselsdag, fordi hun er på en Y Guides-tur med sin far. Og lad mig lige indskyde her, at jeg synes Y Guides er sådan circa det bedste der nogensinde er opfundet for fædre og døtre – ever. Ja, det er opfundet af YMCA, og det kan man jo så mene om hvad man vil, men faktum er, at min mand nogle gange om året mødes med andre fædre og deres døtre og har en fest. På månedsbasis er det den enkelt gruppe af fædre, der bestemmer, hvad tiden skal gå med, og to gange om året er der “outings” på YMCA’s fuldstændig vanvittige camp sites, hvor alle far-/dattergrupperne mødes og har en weekend sammen i bjergene eller ude ved kysten. Der er zip lines, hajtandsfinding, s’mores-grillning, godnathistorier, bueskydning, cykling, kano og kajak og alt muligt andet.

Fælles for det hele er, at far og datter gør det SAMMEN. Så selv om man er af sted en gruppe, der kender hinanden (og ja, far-/datterparrene er sammen i grupper med navne og læderveste med strygemærker…), er der ikke noget med at lade pigerne løbe rundt og passe sig selv – far og datter er sammen og laver alt sammen indtil lysene slukkes om aftenen. Det er fuldstændig fantastisk, og hvis man, som os, har en far, der har travlt i hverdagen, er det uvurderligt. Der er ingen undskyldninger for at bruge tid på sin telefon, og der er ingen mails eller conference calls. Der er bare tid sammen. I vilde omgivelser. Og når pigerne er færdige med at gide at bruge tid på fædrene, har fædrene tid til at sidde og kigge lidt ind i et bål. Hvilket mange nok kunne have godt af.

Nå, men hvor meget jeg end elsker alt det her, og det gør jeg virkelig, så skulle jeg stadig sende min lille pige af sted i eftermiddag med tanken om, at hele dagen i morgen, lørdag, ville det være hendes fødselsdag, og jeg ville ikke se hende. For første gang i hendes otte år er det ikke mig, der laver hendes morgenmad og vækker hende med fødselsdagssang. Men det er ok. Hun får en helt igennem fantastisk weekend ved kysten, og selv om hun var skeptisk ved kun at fejre fødselsdag med sin far (og nogle få hundrede andre Y guides-medlemmer), blev hun sendt af sted ved godt mod. Og thank god for Facetime, amirite??

Til gengæld holdt hun fødselsdag i klassen i dag, og hun havde specifikt bedt om danske fødselsdagsboller med pålægschokolade. Sidstnævnte kan man ikke få her, så det (samt alle de danske flag, som skulle i bollerne, og som alle klassekammeraterne puttede i håret og havde en fest med, og som læreren udtrykkeligt måtte bede dem om at fjerne inden de gik på legepladsen, for det var jo TOOTH PICKS!!!) importerede vi fra Danmark i påsken, og førstnævnte stod jeg op klokken 5 for at bage, fordi den slags bagværk bare ikke er lækkert hvis det er bagt dagen i forvejen.

Hun har haft en skøn dag. Det har jeg også. Jeg kommer til at savne hende fuldstændig skørt i morgen, og det bliver en mærkelig følelse ikke at have min helt egen krammemakker, grinebider, dansemus og country music-partner in crime hos mig på hendes fødselsdag. Hendes far er heldig. Og jeg smækker et ekstra kys på hendes bror, som i i weekendens anledning har fået lov at sove ved siden af sin mor (så hun han kysse ham).

God weekend – og tillykke til alle fødselsdagsbørnene derude. ❤

Mit store fødselsdagsbarn, som heldigvis trods alt ikke er for stort til kys fra mor.
Arhmen der er jo ikke et øje tørt, hva’? Dét er da fødselsdagsboller, som ville have givet Frk Jensen en tåre i krogen!
Ja, amerikanerne synes nok det er spøjst, at vi putter danske flag i vores fødselsdagsboller. Men bollerne røg ned, og flagene røg i håret som pynt.
Otte år. Manner. På søndag kommer hun hjem og er endnu større og har haft sin første fødselsdag uden sin mor. Til gengæld vil hun huske den altid.

 

København, din gamle lurendrejer…

Yikes, det har været en af de dage. Faktisk har der været et par stykker af dem. N er ude at rejse (stort set alle hans forretningsrejser går til et sted så eksotisk som Cleveland, Ohio, og hvis der er andre som jeg, der var ret hooked på The Drew Carey Show, så ved I, at det ikke nødvendigvis er en destination man behøver være sydende misundelig på), M har fødselsdag på lørdag, men er på camp med sin far indtil søndag, hvor vi så også får familiebesøg fra Danmark. Så jeg løber rundt som en høne uden hoved og ordner hytten her, planlægger klassefødselsdag til på fredag, leger singlemor/græsenke, pakker fødselsdagsgaver ind og forsøger at plante et par træer i haven. Og nå ja, så glemte jeg yngstebarnets skoletaske inklusive frokost, så jeg skulle bruge ekstra gode 45 minutter på en tur frem og tilbage til skolen. Nå, men ingen brok herfra. Det går jo alt sammen. Og solen skinner – her til eftermiddag har vi haft 27 grader.

Midt i al rundsusningen har jeg også brugt lidt tid på at undersøge undervisningsmaterialer i dansk. Jeg har besluttet mig for, at jeg vil begynde at give M et par dansktimer om ugen herhjemme; ikke fordi hun ikke taler fint dansk (det gør hun stadig), men fordi hun jo på et eller andet tidspunkt skal hjem i en dansk skole, og så vil det alt andet lige gøre det lidt nemmere, hvis hun er bare lidt forberedt inden for skriftligt dansk, som klart vil være dér udfordringerne vil melde sig. Jeg er slet ikke i tvivl om, at hun kommer til at være helt med på alle de ikke-sprogligt baserede fag, men hvis hun aldrig har skrevet et essay på dansk, kan det måske godt føles lidt uoverskueligt at blive kastet direkte ud i det. Og jeg tror helt ærligt, at skiftet og kulturchokket bliver svært nok i forvejen, så der er ingen grund til ikke at sætte ind, hvor vi kan.

For jo, vi skal jo hjem på et tidspunkt. Jeg er holdt op med at give et konkret bud på vores ETA, for alt er usikkert og flydende, og ting og situationer kan ændre sig hele tiden. Men vi taler stadig om at komme hjem inden for en overskuelig årrække, og selv om tanken i sig selv godt kan give mig lidt koldsved – jeg VED, det bliver svært – så er der også bare de dér små ting, der gør, at jeg slet ikke er i tvivl. Som København. ❤

Børnene og jeg var hjemme på lynvisit over påsken, og selv om der var ting, der ikke just imponerede (hallo, sne og stiv kuling i april?!), så er der også bare ting, man ikke kan tage fra København. Som den morgen, hvor solen endelig, ENDELIG kom, og jeg løb en tur rundt om Søerne, og selv om temperaturen stadig var til den blålige side, sad alle de glade københavnere ved de udendørs caféborde med deres små cortado’er og store solbriller. Og de var pakket ind i uld og dun, men solen var der, så det var smilene også. Det er fantastisk at se danskeres humørskift, når de endelig får lov at indhylle sig i forårssol. Det er ægte glæde, og det er en helt særlig form for taknemmelig ekstase.

Men dét øjeblik, der battede allermest for mig, var den aften hvor jeg skulle hente M fra en legeaftale, hun havde med sin gamle vuggestueveninde hjemme i Virum. De to piger, som har holdt kontakten via Skype siden vi flyttede, havde leget hele eftermiddagen, og jeg havde med bævende hænder lånt mine forældres bil (jeg er i al beskedenhed en helt igennem fremragende bilist i Raleigh-trafik, men tanken om pludselig at skulle forholde mig til cyklister, barnevogne og knap så samarbejdsvillige medbilister var rimelig nervepirrende) for at køre ud og hente min glade pige. Og som jeg kørte dér, gennem Københavns gader, i de dér helt rigtige smukke skumringsminutter, fik jeg øje på en ung mand på en cykel. På bagagebæreren sad hans veninde eller kæreste eller studiekammerat, og lige med ét blev jeg fuldstændig oversvømmet af minder om dét at være ung i København. Hold nu kæft, det er fedt. Små lejelejligheder med brusebad over toilettet og smøger på bagtrappen, forelæsninger, fredagsbar, læseferier, studiejobs, flirterier og dates, madklubber, venindeaftener, byture… og cykler. Alting altid på cykel – ædru eller beruset, forsinket eller i ro og mag, med stiv modvind eller en lun og mild sommerbrise i håret. Alene eller med a special someone på bagagebæreren. Lange, lyse aftener og nætter.

Når vi er i tyverne, drømmer så mange af os om New York, Paris, London eller måske endda Shanghai og Tokyo. Det gjorde jeg også. Men jeg kan slet ikke forestille mig IKKE at have været ung i København (og her kan man jo passende indsætte Aarhus, Odense eller andre danske studiebyer, hvis det er dem, der bringer minderne frem). For mig er det det ubetinget smukkeste sted at leve sin ungdom, og selvfølgelig skal vores børn da dét. Der er slet ingen tvivl. De skal i hvert fald have muligheden serveret lige foran deres næser. Og selv om vi jo helt klart regner med at komme hjem lang tid inden da, så var det alligevel dét, der – for mig – slog hovedet på sømmet. København, det kan godt være, du er lidt grå og ret sur og også sådan lidt på tværs en stor del af tiden – men du kan altså noget, som ingen andre kan. ❤

På vores sidste aften inden det alt for tidlige morgenfly så udsigten fra mine forældres vinduer sådan ud. Jeg tror den fine by prøvede at fortælle os noget.

 

The BIG four-oooooh…

Det er lige om hjørnet. Om godt to måneder fylder jeg simpelthen 40. Den slags runde dage/skarpe hjørner, hvordan man nu vælger at se på det, har det jo med at sætte gang i den indre Spørge-Jørgen. Er jeg hvor jeg gerne vil være? Hvad skal der ske med de næste 40? Hvad hænger, og hvad er blevet blødere? Jeg har virkelig – og det kan jeg sige med 100 % oprigtighed – ingen problemer med at blive 40. Overhovedet. Hvilket egentlig er overraskende, for jeg har altid været sådan relativt forfængelig, og jeg havde faktisk troet, at 40 ville være en streng én. Men det er den altså ikke. Endnu i hvert fald, det kan jo nå at ændre sig, så spørg mig om to måneder, haha!

Er jeg dér, hvor jeg troede jeg ville være? Øhmm, nej. Overhovedet ikke. Jeg tror ikke, at særlig mange danske piger vokser op med et fremtidsscenarie, hvor de er hjemmegående mødre som 40-årige. Min situation, som den ser ud nu, lå på ingen måde i kortene. I min forestilling lavede jeg nok en variant af hvad jeg gjorde inden vi rejste; bare med lidt mere dybde og måske også lidt mere ansvar (ikke for meget, jeg har aldrig gået med lederdrømme) og med dagligt udgangspunkt i vores lille fine hus i Virum. I stedet sidder jeg her, i Raleigh, NC, med dage så åbne som Amager Fælled og al tid i verden til at beslutte mig for, hvad mit næste skridt skal være. For der kommer et næste skridt, og jeg har masser af ideer, men arbejder på dén, der rodfæster sig nok til at blive handlet helhjertet på.

Så jeg er ikke dér, hvor jeg havde troet. Men er jeg et godt sted? Helt uden diskussion, tvivl og tøven. Jeg er der lige dér, hvor jeg skal være lige nu. Det skal ikke misforstås som, at alt er flødeskum og regnbuefarvede enhjørninger hver dag, hele dagen – men life is pretty damn good. Det er det altså.

På trods af, at 40 som sådan ikke er noget syleskarpt hjørne i mine tanker eller mit “mig-billede”, så skal det selvfølgelig markeres, og jeg har brugt uforholdsmæssigt meget tid på at tænke over hvordan. Da N fyldte 40 sidste år, tog vi til Wrightsville Beach, som er vores nærmeste NC-strand, og spenderede fire dage i total fødselsdagsafslapning. Det var bare os fire, en strand, sol, surf & sjusser, og det var lige i øjet. Det var den perfekte fødselsdagsfejring – i hvert fald når man nu ikke kan samle alle sine venner og andre kære til en stor fest. Så jeg overvejede, om vi skulle gøre det samme denne gang, men på den anden side: det ville også virke lidt tamt bare at prøve at kopiere en succes. Så snakkede vi om St. Pete Beach og nogle dage på The Don, som stadig står for mig som en af vores allerbedste strandoplevelser. Jeg elsker den strand, og at sidde på min balkon og nyde et fuldstændig frit udsyn til solnedgang og delfiner med en Corona i den ene hånd og en pizzaslice i den anden – dén tanke kunne jeg godt lige holde ud at kombinere med en fødselsdag. Vi snakkede også om New York. Børnene har aldrig været der, og de er efterhånden store nok til, at de virkelig kunne få noget ud af det – og vi ville kunne have dem med uden at føle, at der gik totalt storbylegeplads i den.

St. Pete kaldte, men ikke højt nok. Det bliver en anden gang – uden tvivl!

Selv om begge ovenstående forslag var fristende, var der alligevel et eller andet, der blokerede for, at vi bare bookede et af dem og kaldte det planen. Og så – midt i en rus af post-Danmarkspåskeferie-jetlag og søvnmangel og et forsøg på at holde mig vågen til klokken 21 – faldt det hele på plads. Hvaler. Jeg har haft et brændende ønske om at se hvaler nærmest så længe jeg kan huske, og siden vi flyttede til USA, hvor der jo er muligheder en masse for netop dét, var det jo så oplagt, at jeg ikke ved hvorfor tanken ikke ramte før. Men heldigvis ramte den i tide, så dagen inden min fødselsdag flyver vi til Boston og kører videre til Gloucester, hvor vi næste morgen stævner ud på hvalsafari. Vi bliver i Gloucester resten af dagen (hvor jeg satser på, at alle mine 40-års-måltider skal bestå af hummer i den eller anden afskygning), og dagen efter kører vi så tilbage til Boston og bruger et par dage dér, inden vi flyver hjem til Raleigh.

Jeg glæder mig helt vildt. Det bliver så stor en oplevelse, og jeg er så glad for, at vi endte med en plan, som jeg er så henrykt over, at forventningens glæde til min fødselsdag føles, som den gjorde, da jeg fyldte 10. Nu er det 40, og det bliver fedt. Hvaler, manner!

Billedet er ikke mit, men lånt af min søde veninde N, som har været så heldig at se hvaler i Grønland. Jeg håber Gloucester kan lidt af det samme!

Må jeg egentlig mene noget om kvindekampen?

På Kvindernes Kampdag i går svømmede mine nyhedsfeeds over med artikler om stærke kvinder, inspirational quotes og masser af motiverende slagord. Jeg delte selv et citat på instagram, for jeg skulle da ikke stå tilbage. Eller skulle jeg? Sandheden er nemlig den, at når man har valgt at være hjemmegående, som jeg har været det i snart tre år, så er dét at have ret til noget at sige på den dag, der handler om ligestilling, bestemt ikke en selvfølge. De hyppigste reaktioner jeg møder, når jeg fortæller folk om vores liv herovre, er dels en undren – og dels en form for usagt fordømmelse/skuffelse, fordi jeg jo svigter. Jeg svigter kønskampen, søsterskabet, alle dem, der har kæmpet – og stadig kæmper – for ligestillingen, og selv om det ikke er noget, der bliver sagt ligeud i utvetydige vendinger, er det helt tydeligt, at det er dén reaktion, mit nuværende valg tit afstedkommer.

Hvis nogen skulle være i tvivl, kan jeg afsløre, at mange har det helt fint med at fortælle mig, hvordan de aldrig kunne holde ud ikke at have et arbejde, og hvordan de ville blive vanvittige af det. Jeg gør mit bedste for ikke at tage det personligt, fordi jeg ved godt, at det ikke er ment sådan – men jeg kan alligevel ikke lade være med at tænke over hvor fjernt det ligger mig (og de fleste andre) at sige til en skolelærer, en tandlæge, en sygeplejerske, en revisor, en ingeniør eller en indsæt-en-hvilken-som-helst-stillingsbetegnelse, hvordan jeg aldrig ville kunne holde ud at gøre hvad vedkommende gør. Det er en løjerlig ting, dét med, at reglerne for hvad man kan tillade sig at sige, ind imellem forekommer at være 100 % modtagerbestemte.

Nå, men det er jo på sin vis et sidespring, for indlægget her skulle sådan set ikke handle om hvor mange der ikke kunne drømme om at leve som jeg – men derimod om jeg på den anden side har lov til at mene noget om kvindernes position i dag? Kan jeg tillade mig at sidde og råbe om ligeløn og bedre stillinger, når jeg af egen fri vilje ikke har haft et betalt job i tre år, men ladet mig forsørge af min mand og dermed bombet mig selv og vores familiemønster tilbage til 50’erne? Jeg synes – ikke overraskende – gerne, at jeg må. For mig handler hele den her kamp ikke om hvad vi kvinder laver. Den handler om, at det er vores eget valg – og at vores køn ikke skal stå i vejen for det valg; hverken den ene eller anden  vej. Det er jo så simpelt, at det nærmest føles helt dumt at skrive det, men jeg synes ind imellem det bliver glemt. Vi skal helst alle sammen være frygtløst ambitiøse i vores karrierer, og dem, der vælger ikke at være det – om det så er for en periode eller mere permanent – kommer hurtigt til at føle sig klemt. Jeg tror ikke, der er nogen kvinder, der ikke gerne så alle medsøstre have lige så mange og gode muligheder som mændene, men det er altså en tanke værd, at netop “gode muligheder” ikke betyder det samme for alle. For nogen betyder det en direktørstilling, en karriere som selvstændig eller et mellemlederjob med masser af indflydelse. For andre kan det være et job, der måske ikke redder verden, men er sjovt, og som måske giver en mulighed for at gå på deltid. Og for andre igen kan det betyde et par år i udlandet uden job, men med masser af tid til sine børn. 😉

Så ja. Selv om det ikke altid føles sådan, og selv om jeg faktisk skulle overveje det lidt, inden jeg hoppede på bølgen af instagram-slagord i går, så synes jeg faktisk gerne jeg må være med i koret. Jeg synes ikke, jeg skader kvindekampen ved at gå hjemme. Ville det være endnu bedre, hvis flere mænd tog det samme valg? Uden diskussion. Men her er det altså mig, der gør det, og tilfældigvis også mig, der virkelig, virkelig nyder det. I fulde drag. Samtidig med, at jeg selvfølgelig gør mig nogle overvejelser i forhold til den syvårige pige, der hver dag ser på sin mor med et naturligt behov for at have et forbillede, og som forhåbentlig også kan få øje på noget inspiration.

Jeg gør hvad jeg kan for hver dag at sende M ud i verden med en tro på, at hun kan lige hvad hun vil. Om det så gælder et regnestykke i skolen, en melodi på violinen eller en drøm om fremtiden. Jeg har ingen forestilling – hverken god eller skidt – om, at dét at jeg går hjemme, skal få hende til at tro, at det også er hendes fremtid. Hun kan godt huske, at jeg arbejdede, og hun kan huske hvad jeg lavede. Vi snakker om det tit. Hun ved også godt, at vores liv lige nu er taget lidt ud af en sammenhæng, og at de fleste mødre i Danmark arbejder, mens de fleste herovre ikke gør.
Og hun vil i øvrigt være astronaut.

Happiness starts with a wet nose…

…and ends with a tail.

Jeg måtte to år tilbage i arkiverne for at finde dette indlæg – og tankerne fra det har altså luret lige siden.  Vi endte med at opfylde M’s brændende ønske om en kanin, og siden maj dét år har søde, bløde Butterscotch boet hos os. Vi overtog hende fra en pige, som ikke kunne have hende længere, og alle i familien er vilde med hende. Hun er nuttet, legesyg, rolig og jo flere hænder, der vil ae, klø og nusse hende, jo bedre.

Men… indlægget dengang handlede jo sådan set ikke rigtigt om kaniner. Og det gør det her heller ikke. Det handler nemlig om at nu, efter overvejelser og tanker og snakke og flere overvejelser har vi langt om længe besluttet os for at få en hund. Alle de tanker vi gjorde os dengang, gør vi os stadig, men på en eller anden måde har tidspunktet aldrig føltes mere rigtigt end nu. Jeg kan virkelig mærke, at den dér længsel, der sikkert er naturlig for rigtig mange af os, der er vokset op med hund, kun bliver større, og samtidig har vi og især jeg jo aldrig haft så god tid til at tage os af en hund som nu. Jeg bruger i forvejen så lang tid på gå- og løbeture, at en hund bare ville være en sjov makker, og jeg bruger unægteligt også rigtig meget tid herhjemme, så den ville aldrig være alene hjemme ret lang tid ad gangen. Børnene har en alder, hvor de forstår hvad det vil sige at have en hund, og så har de jo groft sagt “øvet” sig lidt på dét med kæledyr i og med, at de begge har været så glade for kaninen.

Da vi var nået frem til, at tiden var rigtig, kom næste spørgsmål: hvilken slags hund skal vi have? I kommentarerne til det tidligere indlæg nævnte jeg, at vi ville gå efter en internathund, og det var også vores tanke. Men det viste sig at præsentere nogle problemer, som fik os til at gå væk fra det igen. Den primære og altafgørende årsag er, at nogle muskelhunde – pitbulls og american staffordshire terriers – er meget udbredte her i området, og jeg vil skyde på, at de ses hos omkring 85 % af de hunde jeg ser på internaternes hjemmesider. Selv ved dem, der ikke er “ægte” muskelhunde, men blandinger som beskrives som for eksempel “labrador mix”, “terrier mix” og “hound mix”, er det tydeligt at se, at der er noget pitbull eller amstaff (eller lignende) i dem. Den type hund har et andet ry herovre, hvor mange elsker dem og beskriver dem som de kærligste og skønneste familiehunde (og alligevel tænker jeg, at der må være en grund til, at så mange af dem ender på internat…), men jeg kunne aldrig drømme om at lade en pitbull – blanding eller ej – i nærheden af mine børn. Det er simpelthen for stor en risiko at løbe, og det ville være fuldstændig udelukket, at vi fik en hund med den type terrier i sig. Der er selvfølgelig også helt andre hunde, men de fleste af dem bliver enten beskrevet som meget nervøse og menneskesky, ikke velegnede til familier med mindre børn eller andre faktorer, der gjorde dem og vores familie til et uhensigtsmæssigt match. Meningen er jo, at vi skal finde en hund, der kan være hos os altid – ikke en, der viser sig at være et dårligt match, fordi vi ikke magter den opgave det er at “genopbygge” den.

Så vi endte med at gå en anden vej – og blev skrevet på en hvalpeventeliste. Valget er faldet på en sheepadoodle, som – ud over en fuldstændig vanvittig nuttethedsfaktor (seriøst, prøv at google dem – jeg lover, at I ikke bliver skuffede) – på stort set alle måder passer så fint til os. Det er en blanding af en Old English Sheepdog (som jeg er vokset op med) og en puddel, så den bliver relativt stor, og det var længe vores eneste grund til at holde lidt igen med at vælge den. Men vi kiggede  på cockapoos, sproodles, schnoodles, golden retrievers, cavalier king charles spaniels og alle mulige andre, og vi kunne ikke slå sheepadoodlen ud af hovedet. Og vi endte med at vedtage, at hvis dét at den bliver lidt større end hvad vi havde forestillet os, er den eneste hage, så må vi jo bare løse dét. Det er en blandingsrace, som næsten ikke fælder, og som ikke gøer for meget (sagt med forbehold for, at alle hunde selvfølgelig er forskellige, men det er normen).

Vi håber at kunne få en hjem til efteråret – vi kommer til at være i Danmark en stor del af august, så det ville være lidt uhensigtsmæssigt at få den inden da – og præcis hvornår afhænger jo af hvornår den opdrætter vi har valgt, har et kuld klar. Og nu hvor beslutningen er taget, er det jo SÅ svært at vente helt til efteråret, men der må jeg nok lige finde voksen-Julie og lidt tålmodighed frem, haha! 😁 Vi glæder os i hvert fald alle helt vildt, og selv om A hellere ville have haft en kat og nok egentlig føler sig lidt overhørt, så er han også ret spændt. Listen med potentielle navne er allerede alenlang (og spænder relativt vidt fra  Bubblegum og Raleigh over Daffodil og Peanut til Spirit Guide 😂) – men én ting er i hvert fald sikker: det bliver den mest elskede, krammede, kyssede, nussede hund man kan forestille sig. ❤

A little bit of Southern glam…

Jeg tilbringer vel 80 % af min tid i ren komfort, når det kommer til påklædning. Jeg kan svinge mig op til jeans i (nogle af) hverdagene, men ellers står den altså på yoga pants, løbetøj og sågar sweatpants relativt ofte. Makeup er ikke noget, mine hverdage kender til, medmindre vi skal ud om aftenen, og jeg elsker det sådan. Jeg er helt klart en hyggetype, og bare tanken om at skulle dresse up hver dag giver mig koldsved. MEN! Når det så skal være, så giver jeg den gas, og det elsker jeg lige så meget. Date nights er lig med høje hæle, krøllejern, pyntede øjne og røde læber, og vi er heldigvis gode til at komme på dates ret ofte – så lørdags-Julie er temmelig anderledes end onsdags-Julie, i hvert fald på ydersiden, haha.

For et par weekender siden var vi inviteret med til en gallafest. Jeg har aldrig været til den type galla før – I ved, den amerikanske type, hvor det hele handler om at samle penge til et godt formål, så billetterne koster en formue, og så kan man få lov at byde på forskellige auktionselementer, der koster endnu flere formuer. Vi var inviteret af en god ven, som er tidligere bestyrelsesmedlem hos American Heart Association, der stod for arrangementet, så vi var med på en fribillet og kunne bare inhalere den oplevelse det var. AHA’s galla er endda en af rigtig store hvert år, og der var altså dømt fuld glam. Der var rød løber og masser af smokingklædte mænd, champagne og dollarsedler, og det var altså virkelig skægt at opleve. N og jeg følte os lidt som the odd ones out, men mest fordi vores udgangspunkt bare er så anderledes. Det var så amerikansk og over the top og så fyldt med glitter og stort hår, at vi bare kunne læne os tilbage og nyde at være en del af en slags festligt kulturchok.

På fremtoningssiden var der til gengæld intet at komme efter. Når vi nu endelig havde chancen og undskyldningen for at glamme totalt op, skulle den altså have lidt at leve af, så N investerede i et nyt, mørkt jakkesæt og en butterfly (jeg kan afsløre, at det bliver lidt akavet, når man går i et stormagasin for at købe en butterfly og glemmer, at butterfly ikke hedder butterfly på engelsk), og jeg havde lejet en kjole. Gallafester er som sagt ikke noget vi gør det meget i, så det ville være tosset at gå ud og købe en kjole – i stedet gik jeg på en side, der hedder “Rent the Runway” og valgte en kjole, som så blev leveret til mig et par dage før festen. Fantastisk koncept – jeg valgte min størrelse og en back up-størrelse og oven i fik jeg lov at vælge en back up-kjole i tilfælde af, at ingen af størrelserne på mit førstevalg duede. Det fungerede SÅ godt, og jeg var helt vild med den kjole, jeg havde valgt.

Fint tøj gør det selvfølgelig ikke alene, så jeg allierede mig med mit helt eget lille glam squad – en fantastisk veninde, der er tidligere makeup-artist, og hendes nanny, der laver hår OG tager billeder – og så gik de ellers i gang med deres magi. Resultatet får I herunder – jeg følte mig som en lille million, og helt ærligt: tag lige et kig på min handsome hubby, hva’? Ej, men det er jo ren James Bond!

Rød løber og orkester – det er altså lidt af en upgrade fra de velkomster vi normalt får! (Foto: The Picture Guy Photography LLC)
Dygtige Bri stod for både de bløde Hollywood-krøller og den efterfølgende fotosession.

All glammed up and ready to go!

Might have a little dirt on my boots…

Jeans og boots – et look, jeg har set mig mere end almindelig lun på!

Ok, så jeg gav min countryafhængighed fuld skrue i sidste indlæg (og ja, titlen på indlægget her er naturligvis også en countryreference – vi er ikke færdige, venner!). Jeg ved ikke hvor mange af jer, der blev nysgerrige vs. hvor mange der bare gled let hen over det uden at skænke Miranda en yderligere tanke (I går glip af noget! Jeg siger det bare!!), men om man er til countrymusik eller ej, tror jeg simpelthen ikke man kan bo i Sydstaterne uden at blive påvirket en smule af the Southern charm og de tendenser, der følger med. Det være sig stort hår, yogaleggings (hver dag, hele dagen), sweet tea eller, som i mit tilfælde… cowboy boots. Manner, vi elsker vores boots i vores familie! Den første der ønskede sig – og fik – et par, var M. Hun havde flere skolekammerater, der løb rundt i de sejeste boots, og hun ønskede sig så brændende at følge trop. Som den strenge danskermor jeg er, var jeg ikke synderligt henrykt for hverken de spidse snuder eller semihøje hæle til en seksårig pigefod, så det krævede lidt research, inden de helt rigtige med rummelige snuder og en helt lav hæl, men stadig fantastiske, blev skrevet på ønskelisten sidste jul. Støvlerne endte under træet (tak til mormor og morfar!), og de var et HIT. De har været hendes foretrukne fodtøj, hver gang det er for køligt til sandaler – eller slet og ret stridt vintervejr, og de går til alt. Ved den nyligt overståede jul fik hun samme model i størrelsen større, og så har hun fået lov at udvide sit udvalg med et par af de spidse og (lidt) høje, som dog kun må bruges én skoledag om ugen (jaja, strenge mor).

M’s første støvler, som det sidste halvandet år er blevet stylet med alt fra basketballshorts til fine flæsekjoler, bare ben og tykke strømper.

Én dag om ugen får hun lov til at have sine yndlingsstøvler på. Der er en lille hæl og lidt spidse snuder, og så er de bare helt igennem cowgirlcool.

N var den næste i rækken, der hoppede på westernbølgen, og efter vores legendariske Nashvilletur var jeg også hooked. Jeg hoppede direkte ud i mine første Lucchese-støvler i det blødeste skind, og de er de mest behagelige – og på sin vis – smukkeste støvler jeg har ejet. I samme ombæring fik A sine første støvler, og han har stort set levet i dem siden. Der er ikke så meget stilpjat, og de ryger på til joggingsæt, shorts, jeans og nattøj. De går gennem sne og regn, og de løber hurtigt. Hvad mere har man brug for, når man er fire?

Boots og bolo – det er lidt som at tage på date night med Rhett Butler!
A har stort set levet i sine støvler siden han fik dem. Hvem havde troet, at cowboystøvler skulle ende som det perfekte fodtøj til en fireårig?

For ganske nyligt læste jeg et blogindlæg, hvor cowboystøvlen var i charmerende fokus. Om den er ved at genfinde et publikum i Danmark, aner jeg ikke, men hvor ville det være fedt. Jeg ved godt, at de fleste af os (i hvert fald dem på min alder) tænker på den type støvle som noget, vi var seje i i 90’erne – gerne kombineret med en skovmandsskjorte; så var det lokale diskotek klar til at blive gjort usikkert – men den øjenåbner der er fulgt med at genopdage cowboystøvlen i Syden er, at her er den tidløs. Det er ikke en trend, der kommer og går – det er fodtøj. Som altid kan fås i et utal af mere eller mere farverige, frynsede og pyntede varianter, når bare man ved hvor man skal gå hen. Og den er så cool til så meget. Vi har vores lokale western-pusher (som også har været leveringsdygtig i N’s bolo tie, det westernslips han ynder at sætte til sine støvler), og det er lidt som at træde ind i anden verden. Med Lucky Luke, Butch Cassidy og Johnny Cash bag disken. Og når man alligevel har lukket countrymusikken, Nashville og rigelige mængder barbecue ind i sine årer, så kan man altså ikke leve uden et par boots. Jeg drømmer allerede om mit næste par – spørgsmålet er bare, om de skal være lave og knap så larmende eller røde og totalt over the top. Time will tell.

Hey there, mister Tin Man…

Om et par uger kaster N og jeg os ud i noget, vi ikke har prøvet før: Vi overlader børnene til en babysitter, mens vi tager væk natten over. Vi har været på voksenture før, men det har altid været i forbindelse med, at mine forældre har været her, så de kunne få lidt tid med børnebørnene, og vi trygt kunne tage af sted for os selv. Denne gang er der ikke lige bedsteforældre i nærheden, men af sted skal vi. For Miranda Lambert spiller halvanden time herfra, og der er ganske enkelt intet i denne verden, der kunne få mig til at misse det. Og fordi min begejstring for Lambert er helt ubeskrivelig (grænsende til noget der ligner en besættelse, haha!), har det her indlæg ligget i baghovedet et stykke tid, men jeg har ikke været helt sikker på, om det skulle ud. Jeg er nemlig helt klar over, at hun ikke er en, der strejfer tankerne hos mange af jer derhjemme – men det vil jeg så gerne lave om på. Så her kommer et lille Lambert-intro-indlæg, og jeg HÅBER sådan, at I vil give hende et lyt og en chance. Om I er til country eller ej. Hun er noget helt, helt særligt, og for mig er hun nærmest grunden til, at jeg lærte at elske country. Det forventer jeg ikke nødvendigvis sker for jer (medmindre I lige smider en Nashville-weekend oveni!), men hvis jeg nu bare kunne glæde én af jer med en Miranda-øjenåbner, er det såmænd også fantastisk nok.

Hvis I nu rent faktisk føjer mig lidt og lytter jer igennem indlægget her – eller noget af det – så tag lige og smid en kommentar, ikke? Eller send mig en mail. Jeg vil SÅ gerne høre hvad I synes. Om I kan høre hvorfor jeg er blevet så ultrafascineret af Lambert, eller om det er en total fis i en countryhornlygte for jer.

Jeg går kronologisk frem, men i omvendt rækkefølge (kan man så egentlig kalde det kronologisk?) – ganske enkelt fordi det var hendes seneste album, “The Weight of These Wings”, der fik mig til at opdage hende. Albummet er en ordentlig dobbeltkleppert med 24 numre, og det står stadig for mig som 2016’s ubetinget bedste album – og ikke kun i countrygenren. Der er ikke ét svagt nummer på; til gengæld er der så mange stærke og  magiske, at jeg havde svært ved at vælge bare ét. Og alligevel er der ikke så meget tvivl: “Tin Man” forever. “Tin Man” er så rørende, at jeg stadig – efter hundredevis af gennemlyt – ikke kan høre den uden at få tårer i øjnene. Det er sandt. Det er vildt, hvad musik kan gøre, ikke? Hele “The Weight of These Wings”-albummet er skrevet som en reaktion på den (herovre) meget offentlige skilsmisse mellem Lambert og country-kollegaen Blake Shelton, og albummet er fyldt med så ægte sorg, skuffelse, frustration, tristesse, selvbebrejdelse, håb og alle de andre følelser, der kommer i kølvandet på hjertesmerte, at det bare kryber ind under huden og ligger der. “Vice” og “Runnin’ Just in Case” er andre I bør tjekke, men “Tin Man” er i særklasse (Tin Man, eller rettere The Tin Woodman, fra klassikeren “The Wizard of Oz” er ham, der så brændende ønsker sig et hjerte). Den er så ren, så enkel og så ægte, at jeg ikke kan høre den uden at føle den. Lov mig, at selv om I dropper de andre Lambert-numre, så lyt i det mindste til den her et par gange.

Der er desværre ikke lavet en video (det er ærgerligt nok tilfældet for de fleste af sangene her), men sangen er her – først i albumversionen og bagefter i liveversionen fra sidste års ACM Awards. Begge er gåsehudsskabende.

OBS: Af en eller anden grund (formentlig mine manglende tech skills) er det ikke alle link, der viser videoen som billede her – men tryk bare alligevel. 😄

Liveversionen af “Tin Man” – ståpels coming up:

https://www.youtube.com/watch?v=V8ZzlB0Xp0c

Inden skilsmissen og “The Weight…” kom “Platinum”, som handlede en del om berømmelsen i countrybranchen, Lamberts image og – ironisk nok – ægteskabet med Shelton. Titelnummeret er et sjovt og skarpt, tvetydigt nik til farven på både Lamberts lokker og pladerne på væggen derhjemme. Altså, det er jo umuligt ikke at elske en linje som “You don’t need to be a fighter, honey, just go one shade lighter”. Det er country, når det er bedst: ikke så kompliceret, ikke så mange dikkedarer, men altid med en snert af skarphed. What doesn’t kill you only makes you blonder. 😄

“Platinum”:

https://www.youtube.com/watch?v=rbIfI-8iYuA

“Four the Record” er, som navnet antyder, Lamberts fjerde album og måske min favorit efter TWOTW. Det er klart det album, hvor Miranda har inviteret flest med-sangskrivere på, men det gør absolut ikke noget. Tværtimod giver det sangene variation, luft og overraskende elementer. “Nobody’s Fool”, som er den jeg har valgt at fremhæve, er faktisk ikke engang skrevet af Lambert selv, men derimod af Chris Stapleton (som siden er blevet en kæmpestjerne i sig selv og ryddede bordene ved de store country-awardshows sidste år), og den har det hele: en bar, neon lights (det er svært at finde en ægte countrybasker uden ordene neon lights!), et knust hjerte og en ganske enkelt medrivende melodi. “When they ask I’ll just say he’s nobody – and me, well, I’m nobody’s fool”. Ej, men det fungerer bare.
“All Kinds of Kinds” og “Mama’s Broken Heart” er andre topnumre, og så er der “Over You”, som er en anden tåreperser for mig. På overfladen virker den som endnu en i rækken af kærlighedssange, men den fik skovlen under mig, da jeg læste, at den oprindeligt er skrevet af Blake Shelton (Mirandas daværende mand) til den bror, han mistede i en trafikulykke. Shelton var 14, da det skete, og da han senere havde skrevet sangen, var det for hårdt for ham selv at fremføre den – så den endte som Mirandas. Og den er hjerteskærende.

“Nobody’s Fool”:

https://www.youtube.com/watch?v=5mM4i3-d6Wc

“Over You”:

https://www.youtube.com/watch?v=3Y2icHOgC5U

På “Revolution” er “The House that Built Me” en af de sange, der er værd at fremhæve, men “White Liar” er også et lyt værd.

Jeg fuldstændig forgabt i “Crazy Ex-Girlfriend”, som var Lamberts andet album. Der er simpelthen så meget power i det album; sangene er uperfekte, skramlende og rå, sjove og stærke, og så er det bare et album med så meget personlighed, at jeg aldrig kan lade være med at SKRÅLE med. Højt!! Titelnummeret “Crazy Ex-Girlfriend” er et must-hear, som er umuligt at sidde stille til (personligt kan jeg ikke lade være med at råbesnerre “I’m mad as hell!”), men “Gunpowder and Lead” er også en virkelig vigtig spiller her. “More Like Her” er sød og sørgelig og rørende. Og så er “Famous in a Small Town” bare en ægte feelgood-basker, som jeg elsker – og den eneste af de nævnte med en video. Så den er her.

“Famous in a Small Town”:

https://www.youtube.com/watch?v=_xjy6EuMPGA

Sidst, men ikke mindst, har vi “Kerosene”, der bare er en helt igennem bomstærk debut. Lambert har braget igennem siden da, og hvert eneste album har budt på en markant udvikling i hende, både som sangskriver og performer – men personligheden er aldrig forsvundet. Titelnummeret og “New Strings” er oplagte at hive frem, men balladen “Love Your Memory” kan altså også noget.

“Kerosene”:

https://www.youtube.com/watch?v=rB7ONnfIjaI

Tak fordi I lyttede med!

Det jeg savner allermest…

Kan I huske dengang hvor det var lidt en joke, at folk kunne tage på ferie til Mallorca eller Rhodos og hver aften finde en ny restaurant med et menukort, der, ud over en dansk og tysk  oversættelse, også bød på frikadeller, rødkål og remoulade? Jeg ved faktisk ikke, om det stadig er sådan – altså, at folk gør det, når de tager på en uges charterferie sydpå. Men jeg ved derimod, at det med at savne bestemte fødevarer og retter er en meget håndgribelig ting, når man er væk hjemmefra på et lidt mere permanent plan. Og det sjove er jo, at selv om køkkenet i Virum langt oftere bød på fettuccine end frikadeller, så kommer sidstnævnte til at virke som en hofret fra det forjættede land, når man kommer langt nok væk.

Med lidt opfindsomhed og kreativitet og ikke mindst åbent sind er det muligt og endda ret nemt at genskabe alle de gode hjemlandskulinariske oplevelser. For et godt stykke tid siden fik jeg en surdej af en venlig sjæl, og imod alle – og jeg mener virkelig ALLE – odds har jeg formået at holde den i live og rent faktisk bage virkelig gode rugbrød. Som jeg prakker alle mine amerikanske venner og naboer på, mens jeg belærer dem om vigtigheden af en god kartoffelmad med lidt majo og purløg. Jeg har fundet en (og kun én; de fleste andre ser på mig med en blanding af undren og let væmmelse, når jeg spørger) slagter, hvor jeg kan bestille flæskesteg, og mine frikadeller herovre er bedre, end de de nogensinde var i Danmark (faktisk er de så vellykkede, at et (amerikansk) vennepars 11-årige datter hvert år på sin fødselsdag ønsker, at jeg laver dem til hende). World Market sælger Salte Sild, og hos Trader Joe’s har jeg fundet en kyllingelevermousse, der smager så meget som Stryhns franske postej, at gode minder om regn på ruden og lunkne madpakker vælder ind over mig, når jeg sætter tænderne i sådan en klapsammen.

Men der er én ting, som ikke kan fås herovre, og som jeg savner helt uforholdsmæssigt. Bland-selv-slik. Jep. Endeløse rækker af bakteriefyldt, ulovligt importeret skum-, vekao- og gelatinestads med små skovle og store poser og det chok, der følger, når man endelig når til kassen og sætter sækken på vægten. Jeg ved ærligt talt ikke hvad det er, der gør længslen efter bland-selv-slik så overvældende; om det er slikket i sig selv, princippet om at kunne bestemme over sin egen sukkerkombi eller hele konceptet, der som regel hænger sammen med fredag aften, start på weekend, X Factor i fjerneren og vin i glasset – men faktum er, at jeg kan blive sådan helt vemodig og helt utroligt selvmedlidende, når jeg ser billeder af bland-selv-slik på de sociale medier. Det er, for nu at sige det ligeud, en smule ynkeligt, men det er ikke desto mindre sandt.

Selvfølgelig er der masser af andre fødevarer, jeg storsavner. Fjordrejer er en af de helt store spillere hér. Stenbiderrogn og nye kartofler. Meyers kanelsnurrer. Pålægschokolade. En ordentlig skæreost. For nu at nævne en brøkdel. Under “noter” i min telefon er der et fast element med titlen “Spise i DK”, som opdateres og vedligeholdes forud for hver hjemrejse. Men af en aller anden grund er det altså bland-selv-slikket, der sætter flest madsavnsfølelser i gang. Jeg aner ikke hvorfor, men det er også ligemeget. For min mave behøver heldigvis ingen forklaring, og når børnene og jeg snart vender snuderne hjemad på lynvisit, glæder jeg mig til at fråde mig igennem min liste og slutte af med at pakke kufferten med skammelige mængder bland-selv-godt, der (måske, måske ikke) kan holde mig kørende indtil næste tur over Atlanten.

Glædelig mandag derhjemme. Og spis en skumbanan for mig! 🍫🍌