(Knap så) Modige mor…

Der skete et eller mærkeligt med mig, da jeg fik børn. Jeg blev pludselig bange for en masse ting, som jeg aldrig tidligere havde skænket en tanke. En af de mest markante – og noget af det, der ærgrer mig mest – var dykning. N og jeg dykkede virkelig meget, inden vi blev forældre, og stort set alle vores længere ferierejser var med dykning som hovedtema. Vi har dykket langs en 600 meter højt, lodret revvæg ved Borneo, i huler i Mexico, på vrag i Egypten og masser af andre fantastiske steder – og det har været de største ferieoplevelser i mit liv. Men efter jeg er blevet mor, har jeg haft meget, meget svært ved at dykke. Jeg har faktisk kun gjort det en enkelt gang, og der var jeg virkelig tæt på at få et anfald af panikangst under vandet, hvilket selvfølgelig er noget af det allerværste, man kan gøre. Jeg fik undveget det meste af det ved at give signal til vores guide, som holdt mig i hænderne og kiggede mig i øjnene, indtil det var drevet over, og resten af dykket gik fint. Men dykning er ikke det samme længere; der er kommet en angst ind over.

Det samme med højder. Jeg har aldrig i mit liv haft noget, der bare mindede om højdeskræk – men det har jeg nu. Jeg er virkelig, virkelig ikke glad for højder. Og den frygt kom til udtryk i weekenden på et tidspunkt, hvor jeg simpelthen var nødt til at undertrykke den.

Vi tilbragte weekenden i bjergene på en fuldstændig fantastisk tur. N havde med firmaet inviteret alle sine medarbejdere og deres familier med i en hytte ved Black Mountain, og det var så skøn en weekend. Vi boede 13 mennesker sammen i en kæmpe træhytte med egen pool og udendørs opvarmet boblebad, og bortset fra lørdag formiddag, hvor der stod arbejde på programmet, var det ren social hygge med god mad, masser af drikke, afslapning, badetid og andre aktiviteter.

Kuechly og Newton - dog i en anden slags fodbold, end de navne normalt forbindes med. ;)
Luke Kuechly og Cam Newton – dog i en anden slags fodbold, end de navne normalt forbindes med. ;)

Blandt sidstnævnte var et såkaldt ropes course (jeg ved faktisk ikke, hvad det danske navn er?), hvor man bliver spændt ind i en masse seletøj og så bliver sluppet løs oppe på forhindringsbaner af forskellig sværhedsgrad mellem træerne. A var ikke gammel nok, så han måtte blive på jorden, men M måtte gerne være med på de to nemmeste, som N og jeg skiftedes til at tage hende med på. Den første, som N tog, gik fint, og M havde en fest. Den næste… Not so much. Det var den, jeg var med på, og på et tidspunkt skulle hun tage et skridt fra et bræt til et andet, men hun kunne ikke få fodfæste og blev virkelig bange. Hun græd og ville ned, men med hjælp fra chefen og støttende tilråb fra mig, der var lige bag hende, gik det, og sammen kom vi igennem resten af banen.

Not my proudest moment...
Not my proudest moment…

Det var ikke sjovt lige dér. Ikke kun fordi hun blev bange og var ked af det, men fordi jeg faktisk også var halvvejs rædselsslagen. Da jeg bagefter stod og kiggede på på banen, så den jo ikke engang ud til at være specielt højt oppe, men da vi var deroppe, synes jeg det var frygteligt. Men det var ikke rigtig en mulighed at give luft for min egen frygt, da jeg foran mig havde en skrækslagen seksårig, som bare havde brug for at holde sin mor i hånden og vide, at alt var trygt og godt og slet ikke så farligt, som hun følte, at det var.

Det gik, og efterfølgende var M simpelthen så høj på adrenalin over at have klaret det, at hun snakkede i up-tempo nonstop hele vejen hjem. Hun var helt oppe at køre. Jeg syntes også, det var sjovt – bagefter – og det var en cool fornemmelse at have gjort det (selv om den blev lidt fladere, når man stod og kiggede på de baner, som de andre tog helt oppe mellem træerne, hvor de kom frem ved hjælp af klatrevægge, hulahopringe og andre obskure hjælpemidler). Men det er en mærkelig følelse, dét med at være bange for noget og på en eller anden måde være i stand til at lægge låg på det. Bare fordi man for f*anden SKAL. Der er ikke rigtig nogen vej uden om, når man skal være den voksne til den bange. Det er sikkert meget sundt, fordi jeg lærte lidt om hvad frygt egentlig er, og hvor meget mere i kontrol over min egen frygt jeg kan være, når jeg skal. Men jeg tror ikke, jeg skal op i træerne igen lige foreløbig. 😉

Bjergene vil jeg til gengæld gerne tilbage til. Der er ingen højdeskræk – bare en helt igennem overvældende ro, udsigt og stemning. Vi må snart tilbage.

IMG_9827

Sit still, look pretty

“Mødre forelsker sig i deres sønner og identificerer sig med deres døtre.” Jeg kan ikke huske, hvor jeg læste det udsagn, men det bed sig fast – i al sin amerikanske, one liner-agtige storladenhed. For selv om det er poppet, så har jeg efterhånden – efter seks år som pigemor og tre som drengemor – lært, at der er et eller andet om det. Da vi opdagede, at vi ventede barn nummer to, havde jeg (selv om man jo helst ikke skal sige den slags) et lille bitte håb om, at det var endnu en pige. Ikke fordi jeg havde noget imod drenge, men fordi jeg har en teori om, at søskende af samme køn ofte får et tættere forhold, når de vokser op. De har et andet fællesskab end søskende af forskelligt køn, og jeg synes tit, jeg møder voksne søster- og brødrepar, som er hinandens bedste venner. Det kunne jeg godt tænke mig at give M. For det andet var der også bare dét der med, at jeg jo vidste hvordan man var pigemor, ikke? Nu havde jeg jo ligesom prøvet det, og det ville være så nemt bare at fortsætte.

Nu har jeg så som bekendt prøvet begge dele, og ja, der er en kæmpe forskel. Men jeg har nok snarere lært, at forskellen ligger i mig og min egen “hunkønsidentifikation” langt mere, end den har at gøre med mine børns køn. Det er svært at forklare præcis hvad der sker, men jeg har en helt klar følelse af, at min måde at opdrage M på og min måde at være hendes mor er langt mere kompleks og langt mere “mudret” af, at jeg selv er hunkøn og selv har været igennem alt det, hun er. Jeg har så mange ønsker og håb for hende, og de er alle sammen blandet med et virvar af ængstelige følelser om, hvorvidt hun nu får det bedste ud af at være pige.

M har for længst nået en alder, hvor glitter, pynt og alt, der er smukt, har en kæmpestor interesse – og det betyder noget at være fin. Hun står foran spejlet og laver ansigter og poserer, og hun låner min læbestift og vil helst skifte tøj tre gange om dagen. Det er helt i orden, og jeg ved, hvor naturligt det er for (mange) piger at gå op i deres udseende og lade det fylde meget. Men så er det min frygt kommer snigende, for hvornår fylder det FOR meget? Jeg prøver at minde hende om hvor fedt det er at være stærk og lidt vild og turde tro på, at man kan, hvad man vil. Jeg elsker, når hun bedyrer, at hun vil være astronaut, når hun bliver stor – altså, kun fra mandag til torsdag, for om fredagen vil hun gerne være sammen med sine børn. 😉 Jeg vil så gerne, at hun vokser op med et ønske om at kunne og være meget, meget mere end den pæne pige, der aldrig stikker ud eller tager kontrollen. Jeg vil have, at hun skal vide, at hun kan det hele, og at der ikke er nogen “rigtig” måde at være pige på. Det handler ikke om at være pæn. Det handler om at være den bedste, man kan være. Og som det er nu, er der absolut intet at bekymre sig om. Hun går fuldstændig lige så meget op i at blive god til at svømme, slå vejrmøller, synge og læse, som hun gør i at være fin.

Men samtidig kan jeg ikke lade være med at tænke på, hvor meget af det jeg selv giver videre til hende. Jeg taler meget, meget bevidst aldrig om noget, der omhandler vægt eller kropsbillede foran hende, men jeg er da selv forfængelig, og det ser hun jo. Det er også mig, der elsker at købe en ny badedragt til hende, komme hjem med nyt gymnastiktøj eller overraske hende med en kjole – ikke fordi hun måske reelt havde brug for det, men fordi det var PÆNT. Og FINT. Og så bliver hun glad, og så handler det lige pludselig igen lidt for meget om at se ud. Ligesom jeg jo også er ret bevidst om, hvor fuldstændig åndssvagt meget tid og energi jeg selv har brugt på at tænke over, hvordan jeg så ud, hvor meget jeg vejede, hvor dumt mit hår krøllede – og alt det andet. Og i al min iver over IKKE at ville give det videre, er det måske netop det jeg kommer til, fordi det får så meget fokus i min bevidsthed. Jeg tror, jeg gemmer det væk, men i virkeligheden bliver det måske mere påtrængende end alt det andet, jeg hellere vil lære hende?

Jeg tror, at mange pigemødre ofte kommer til at lægge lidt for meget af sig selv over i opdragelsen, og alle de usikkerheder, man selv har – eller havde som barn og ung – kommer til at fylde for meget. Det er jo ok at give sine erfaringer videre, men der skal være en grænse for, hvad der er nyttige erfaringer, og hvad der er usikkerheder, der intet har med næste generation at gøre – og som en datter slet ikke skal forholde sig til.

På mange måder har det været mere ligetil med A. Jeg kunne ikke drømme om at påstå, at det er nemmere at opdrage drenge end piger, men jeg kan mærke, at det for mig personligt har været mindre… broget. Der har været en anden og mere ukompliceret følelse af at kunne følge de normer, vi har sat op for ham og den retning, vi gerne vil præge ham i, uden at min egen bagage kommer så meget ind over. Han og jeg har vores sammenstød – og vi har mange flere, end jeg nogensinde havde med M – men de er på en eller anden måde mindre komplekse, og et eller andet sted handler det nok om tvivl (og selvfølgelig om, at han stadig kun er tre år, haha). Jeg tvivler meget mere på mig selv som pigemor end som drengemor, måske fordi jeg naivt håber på, at jeg kan styre hende uden om de usikkerheder og tvivl, jeg selv har haft, hvis jeg bare gør noget andet. Det giver ingen mening, og det er helt urealistisk. Og i virkeligheden nok også generelt en dårlig ide, for jeg tror jo egentlig, at når vi bliver alt for fokuserede på de fejl, vi IKKE vil begå, overser vi alle de andre, som vi så begår i stedet. Som næste generation så vokser op med at kæmpe sig væk fra. Og så videre.

Det er svært, og det bliver absolut ikke nemmere, jo ældre hun bliver, og jo mere personlighed, der vokser frem. Jeg ved godt, at jeg gør det det godt, og jeg ved, at jeg er en god mor for begge mine børn. Men jeg ville nok ikke tage skade af at prøve at bevæge mig lidt væk fra alle usikkerhederne og i stedet minde mig selv om, at M er M. Hun er ikke mig, og hun skal ikke genleve mit liv. Hun er, lige som hun skal være – både når hun er fin og stærk og det hele på én gang.

 

De farvede medier

Det kommende præsidentvalg og i særdeleshed de to uhørt upopulære kandidater er naturligt nok noget, der fylder ekstremt meget i medierne herovre, og det det kommer formodentlig kun til at fylde mere og mere fra nu og til november, hvor det endelige slag skal stå. Her til morgen læste jeg en artikel fra Berlingske, skrevet af Poul Høi, som fokuserede på måden, de amerikanske medier nu er begyndt at rette både kandidaterne og deres tilhængere og kritikere, når de bevæger sig ud i påstande og udsagn, som er decideret usande. Jeg nævnte nogle af Trumps fadæser her, men sandheden er jo, at der er så meget mere at tage fat i – og at den republikanske kandidat mere end én gang er blevet grebet i direkte at lyve. Det er ret rystende at overvære, og det er så langt fra fornuftige menneskers opvækst og børnelærdom: At det er forkert at lyve. Når en præsidentkandidat bliver taget i det – og ikke engang vil indrømme det, når han(/hun) bliver afsløret – hvilke rammer og normer er det så, vi alle sammen har at forholde os til?

Der findes meget få neutrale/objektive medier i USA – hvis nogen overhovedet – og jeg er udmærket klar over, at det er en vinklet, redigeret og endog meget farvet version af begivenhederne jeg får, når jeg to timer hver aften sætter mig foran CNN. Stationen er meget tydeligt anti-Trump, og det har efterhånden nået en grad, hvor det er, om ikke pinligt, så i hvert fald påfaldende. For mange står CNN som en af de mest troværdige nyhedskilder (jeg er også godt klar over, at mange ikke giver en fløjtende fis for den), og det er alt andet lige usædvanligt at se en respekteret, landsdækkende tv-station tage så meget side. Et lille, men ret karakteristisk eksempel kom i går aftes, hvor nyhedsværten Don Lemon (som jeg i øvrigt er ret vild med) afsluttede en debat mellem finansjournalisten Ali Velshi og ejendomsmægleren (og Trump-supporteren) Katrina Campins med ordene: “Thank you, Ali, a very well-respected global affairs economist and also, uhmm, Katrina, a…luxury real estate specialist and winner of the first season of “The Apprentice””.  Det var så lidt subtilt og så helt upassende partisk, at det var komisk.*

Så hvorfor er medierne nærmest gået i selvsving i deres partstagen? Jeg mener, vi har altid vidst, at Fox News var højredrejet propaganda på speed, men det har ligesom været præmissen, og bryder man sig ikke om det, kan man lade være med at se det. CNN har i de senere år bevæget sig i en mere og mere skarpt redigeret retning, men det har aldrig været så markant, som tilfældet er lige nu. Min egen lille lommeteori – som jeg måske nok tror er for simpel til rigtig at kunne gøre sig gældende – har været, at et medie som CNN ganske enkelt, som så mange andre i USA, er rædselsslagne for, at Trump rent faktisk skulle gå hen og vinde det her valg. At de i højere grad end nogensinde før ser det som et fuldstændig uacceptabelt udfald og derfor sætter alt ind på at vise deres seere, hvor helt igennem vanvittig en opførsel, han står for, og derfor helt er stoppet med at nedtone deres holdning og belyse fra flere sider. Trumps støtter – som i øvrigt i lige så høj grad som modparten får lov at komme til orde og deltage i debatterne; alt andet ville også være helt sort – anklager pressen for ikke at fokusere lige så meget på Hillarys fejl som Trumps, og som Don Lemon sagde i går (noget lignende, i hvert fald): Nogle gange kan man ikke fokusere én til én, fordi den anden part ikke altid gør og siger ting, der er lige så langt ude.

Og han har jo ret, men det efterlader stadig spørgsmålet: hvor langt kan pressen tillade sig at gå i deres vinkling, før det bliver utroværdigt? Og endnu vigtigere, hvor langt kan de gå, inden det får den modsatte effekt af den ønskede? Der er ingen tvivl om, at Trumps hardcore-tilhængere ikke giver meget for CNN’s dækning og nok nærmere søger endnu længere mod den modsatte grøft, fordi de ser hvert angreb mod Trump som socialistisk Hillary-propaganda. I mange tilfælde ser de sig nok endda så sure på dækningen, at de stopper med overhovedet at lade det sive ind. På trods af, at ingen kan komme uden om, at Trump har løjet så mange gange, at det måske faktisk overstiger de gange, han har talt sandt, at han mangler basal viden om udenrigspolitiske forhold, og at hver dag byder på nye tilfælde af hans egne partifæller, der tager afstand fra ham og melder sig under Hillarys faner. Det er kendsgerningerne, og de er iøjnefaldende. Men jeg er ikke sikker på, de trænger ind dér, hvor de skal.

Well, i dag er en ny dag i Trump-land, og hver dag er en dag mindre, inden vi når november. Jeg er sindssygt spændt på at følge både debatten, meningsmålingerne og bare det generelle cirkus, der følger med det her show af et præsidentvalg.

* I kan se debatten mellem Ali Velshi og Katrina Campins her – det kan godt anbefales.

Sydens mange ansigter

Som jeg nævnte i mit Trump-indlæg (og manner, hvor er der sket meget på den front siden da – jeg skal nok opdatere, når støvet fra Demokraternes konvent lige har lagt sig), så er North Carolina (desværre) en af de stater, hvor den republikanske kandidat vandt stort ved primærvalgene. Sådan uden nævneværdig konkurrence. Jeg kører dagligt forbi postkasser med Make America great again-klistermærker, og jeg tænker virkelig tit over, hvem af de mennesker, jeg dagligt møder og taler med, der rent faktisk hører til Trump-lejren. Det er heller ikke nogen hemmelighed, at NC også er en af de stater, der stadig har deres at kæmpe med og rydde op i, når det kommer til racisme og rummelighed (eller i sidstnævntes tilfælde, manglen på samme), og jeg får altid en virkelig mærkelig følelse i maven, når jeg kommer lidt uden for byen og ser de relativt mange sydstatsflag blafre i vinden. Jeg har også læst på flere online debatfora, at racismen lever i bedste velgående, når man kommer længere ud på landet her. Jeg oplever det ikke selv, fordi 1) jeg er meget hvid og meget gennemsnitlig og 2) det område jeg bor i, og de områder jeg færdes i, mestendels består af veluddannede, urbane mennesker, der trods alt er kommet lidt videre gennem det seneste halve århundrede. Men altså, jeg ved, at det findes.

Området er på mange måder ekstremt modsætningsfyldt, for selv om Raleigh stormer fremad i sin udvikling og tiltrækker arbejdskraft fra hele landet og hele verden, så er NC også bare en sydstat og som sådan temmelig gammeldags og både reaktionær og konservativ. Jeg bliver mindet om det, hver gang jeg passerer en af de sådan cirka syv milliarder kirker, der er i nærheden, og når jeg tænker på, at nogle af de mest ekstreme af dem hører til dem, der foretager omvendelseslejre – “Pray the gay away” – og så var der selvfølgelig hele spektaklet med den meget kontroversielle (og fuldstændig vanvittige) “toiletlov”, HB2, der forbyder transseksuelle at bruge offentlige toiletter for det køn, de identificerer sig med. Det er pinligt, og det er i mine øjne en skamplet på et samfund, der har så meget andet at byde på.

Men det er samtidig en underlig fornemmelse at vide, at den slags – og meget andet – forekommer, når det er så langt fra hvordan jeg selv oplever stedet her. Jeg har tidligere skrevet om den southern hospitality de er så kendt for herovre, og den møder jeg hver dag og mange gange. Jeg får så meget hjælp og så mange smil og hjertelige hilsner, at det er umuligt ikke at føle, at folk bare ER venlige og imødekommende, og jeg tror simpelthen ikke på, at det kun er fordi jeg er bleg og historisk velstillet. Jeg oplever bare ikke den diskrimination, som jeg ved findes, og det er så svært at forholde sig til, når det nu ikke er synligt. En af M’s allerbedste veninder i skolen er en sort hørehæmmet pige, og N’s ekstremt religiøse, hjemmeskolede kollega og hans kone (som begge er meget hvide) har lige adopteret en lille afroamerikansk dreng fra en misbrugsfamilie. Ikke fordi de ikke kunne få børn selv – de har to yndige piger – men fordi deres opdragelse og værdier (og vel nok også deres tro?) får dem til at føle, at det er det rigtige. Og det er ikke kun indbyrdes i de små familier. Lokalsamfundene hænger sammen på grund af indbyggernes vilje til at hjælpe hinanden og gøre en indsats.

Jeg håber på at blive lidt klogere på byen, staten og de folk der bor her, fremover, for der er så mange flere nuancer at grave frem. Og så vil det nok heller ikke skade, at jeg graver lidt i mig selv – og ikke mindst mine fordomme. Og indser, at man godt kan være både konservativ, dybt religiøs og med et værdisæt, der ligger meget langt fra mit eget – og alligevel være et af den slags mennesker, som jeg sagtens kunne lære en masse af. 😉

Jeg puttede en seksårig og blev vækket af en teenager

Da jeg for mindre end en uge siden skrev et indlæg om hvor meget jeg nød at være så meget sammen med mine børn, burde jeg have vidst, at man aldrig, aldrig, ALDRIG skal blive så dumdristig høj i hatten over den slags. For efterfølgende fulgte en tid, der egentlig mest af alt gav mig lyst til at tage et fuldtidsjob; gerne med lidt ekstra overarbejdstimer, og det behøvede ikke engang være specielt spændende – bare det foregik langt væk fra huset her.

Sagen er den, at min søde, omsorgsfulde, betænksomme, milde og næsten altid glade seksårige gik fra at være netop alt dét til pludselig flere gange dagligt at forvandle sig til en flabet teenagekopi, der driller sin lillebror, svarer mig igen, stiller et ugideligt ansigt op til en masse ligegyldige ting og skal have besked om fuldstændig basale situationer og gøremål 16 gange, inden hun reagerer. Jeg har seriøst ingen ide om, hvordan det skete, og jeg havde da slet ingen anelse om, at den slags kunne ske så hurtigt. Det er jo nærmest kommet snigende over natten! De første par hændelser slog jeg hen med, at vi lige var kommet hjem fra vores dejlige, men hektiske Danmarkstur, og vi alle var plagede af jetlag i tiden efter, men efterhånden som den nye opførsel så ud til at bide sig mere og mere fast, gik det op for mig, at det ikke var noget, vi kunne holde hverken jetlag, savn eller en fyldt kalender ansvarlig for.

Til at begynde med blev jeg virkelig gal. Jeg er absolut ikke fan af at skælde ud, og jeg prøver så vidt muligt at undgå det, medmindre vi er ude i ekstreme situationer. Samtidig har det faktisk heller aldrig været specielt aktuelt at skælde ud, når det kommer til M. Hun er følsom og bliver enormt skamfuld, hvis man skælder hende ud, og som regel er det alt rigeligt, hvis man  – med alvor – forklarer hende, hvorfor det hun gør/har gjort, ikke er i orden. Men de seneste par dage har jeg hørt mig selv både semiråbe, true hende med at komme i seng uden den livret, hun selv havde bestilt, og sågar gå så vidt som til at straffe ved at fratage hende privilegier, hun troede hun havde eller skulle have. Det har mildt sagt ikke været optimalt, og jeg har været grædefærdig, når jeg lagde mig til at sove om aftenen. Jeg har været virkelig flov over ikke at kunne holde hovedet koldt over for en seksårig, og jeg har været ked af at slukke lyset efter endnu en dag, der bare slet ikke var så hyggelig, som den skulle være – men mest af alt har jeg været møgforvirret. For hvad er det, der sker?

Jeg hører til dem, der søger og finder tonsvis af både mere og mindre brugbar information på nettet, og efter at have googlet diverse variationer over temaet “seksårig opfører sig som en teenager” opdagede jeg, at det er helt normalt og endda forventeligt i seksårsalderen. Noget med løsrivelse og identitet og en masse af de temaer, der som regel er i spil, når børn pludselig bliver kropumulige. Jeg læste og forstod (lidt), og på trods af, at jeg stadig var virkelig bombet i hovedet over, at den slags kan komme SÅ pludseligt, gav det en vis ro. Og en tro på, at det ikke var os, der havde ødelagt hende fuldstændig fra den ene dag til den anden. Efter at have læst og være blevet lidt klogere på seksåriges hjerner, tog jeg en helt klar beslutning om, at det skulle være fuldstændig slut med dét der skældud i den her forbindelse. Jeg ville fortsat fortælle hende helt klart, når hun gik over grænsen, men samtidig ville jeg virkelig gøre en indsats for at finde overbærenhed og tålmodighed frem – og mest af alt ville jeg sørge for at prøve at forstå hende. Og vise hende, at hun stadig er fuldstændig lige så dejlig og god og elsket, som hun altid har været. Også selv om hun lige nu måske har lidt svært ved at finde et par hylder, der passer. For hun passer altid.

Oveni droppede jeg alt om planer med andre i kalenderen og sørgede for, at der var tid til, at vi tre – M, A og jeg – kunne lave noget hyggeligt sammen. Så det har vi gjort. Og indtil videre har taktikken virket over al forventning. Vi har hverken haft konflikter eller sammenstød, hun er sød og hjælpsom, og hun hører efter, hvad jeg siger til hende uden konstant at sætte spørgsmålstegn ved det. I næste uge skal både hun og A på summer camp igen, men hele denne uge har vi tre ferie sammen, og jeg er helt stålsat på, at vi alle sammen skal nyde det.

Det har været en underlig omgang, og ud over at det jo bare altid er ufedt at være Sure Mor, så har det gjort ekstra ondt, fordi M og jeg altid har haft noget særligt. A har “valgt” sin far nærmest fra dag ét, og de to har altid haft et ret unikt bånd, som er så fint at se og mærke. Og M har altid været mors pige. Selvfølgelig har jeg godt vidst, at den slags bånd både udvikler og ændrer sig med tiden – heldigvis da! – men at gå så pludseligt fra fjollerier, kys og kram til en følelse af mest af alt at være et brokmonster… Dét har godt nok været en desillusionerende oplevelse. Jeg kan heldigvis mærke, at vi er på vej tilbage på sporet igen nu, men de bange anelser udebliver ikke, når jeg tænker på, hvad fremtiden bringer. Jeg er fuldstændig sikker på, at M fortsat vokser sig stærk, klog, empatisk, fornuftig, følsom og alt muligt andet både godt og svært – men jeg er nok også i højere og højere grad ved at få øjnene op for de barske realiteter. At dét at være mor (og far!) ikke bare er højtlæsningshygge, krammeture og tegnefilm i sengen. Det er også alt det andet; det sure og det, der får os til at tvivle. Heldigvis fylder det gode stadig meget mere end det mindre gode, og heldigvis er dét, der fylder allermest trods alt stadig og altid kærligheden. I sin reneste, fineste og mest betingelsesløse form.

DSCN1142

DSCN1143 (1)

 

Hvad sker der, USA?

Det her indlæg har været i mine tanker et godt stykke tid efterhånden. Jeg har ikke helt vidst, hvordan jeg skulle gribe det an (og det bliver muligvis også derefter), men de seneste dages begivenheder her i landet har i hvert fald gjort det umuligt for mig IKKE at få det ud.  Så, here goes…

For nogle måneder siden var der en del danskere, der havde behov for at proklamere, at de skammede sig over at være netop det: danskere. Jeg kunne aldrig drømme om at udtale, at jeg skammede mig over min nationalitet, men jeg vil gerne være ærlig og indrømme, at den flygtningepolitik og -retorik, Danmark efterhånden er blevet mere berygtet end berømt for, bekymrer mig og gør det svært at omtale mit land med samme oprejste pande som tidligere. Og ja, det faktum, at så mange danskere ved sidste folketingsvalg valgte at stemme på Dansk Folkeparti skræmmer rent ud sagt livet af mig.

Det er dog intet imod den rædsel jeg føler, når jeg sidder herovre og er vidne til, hvad der lige nu foregår i amerikansk politik. Jeg berørte mine bekymringer i forhold til Donald Trump i indlægget her, og siden er det kun gået ned ad bakke på en måde og med en fart, der bogstavelig talt giver mig kuldegysninger. Jeg har brugt de seneste måneder på at prøve at fatte, hvad det er der sker i det her land lige nu, men jeg kan simpelthen ikke få det til at hænge sammen. Ikke med min fornuft, i hvert fald.

Både republikanerne og demokraterne har netop overstået deres respektive konventer, og som forudset endte Donald Trump og Hillary Clinton som kandidater til præsidentvalget i november. De pessimistiske hovedpointer og behovet for at sprede skræk og rædsel i befolkningen ved republikanernes konvent blev (næsten) overskygget af Melania Trumps tale, der viste sig at være lidt for inspireret (ahem…) af Michelle Obamas tale ved en tidligere lejlighed, men det er efterdønningerne fra demokraternes konvent, der har skabt flest overskrifter. Blandt de mange talere var Mr. og Mrs. Khan, som er såkaldte Gold Star Parents. Udtrykket bruges om forældre/familier, der har mistet pårørende i krig, og Humayun Khan døde i Irak i 2004, da han som amerikansk statsborger kæmpede for sit land. Men familien Khan er muslimer, og da de stadig sørgende forældre gik på talerstolen i sidste uge var det i det stadig rungende ekko fra Trump, der vil forbyde muslimer adgang til USA, og som har udtalt, at alle muslimer hader landet. Hr og fru Khan var der for at fortælle om deres og deres søns fædrelandskærlighed og ikke mindst ultimative offer, og undervejs i talen sendte Khizr Khan en klar besked til Donald Trump: “You have sacrificed nothing and noone.”

I USA er der er uskreven regel om, at man ikke rører Gold Star Families. Man kritiserer dem ikke, man udfordrer dem ikke på deres sorg, og man fornærmer dem slet ikke. Men Donald Trump – som sædvanlig udstyret med et temperament som en femårig bølle – gik direkte ind i et interview og satte ikke bare spørgsmålstegn ved Khans budskab (“Jeg har ofret en masse. Jeg har arbejdet meget hårdt og skabt masser af arbejdspladser.”); han tillod sig at kritisere Mrs. Khan, fordi hun ikke sagde noget. Trump kom med en slet skjult hentydning til islams berygtede kvindesyn, da han noterede sig, at Mrs. Khan ikke åbnede munden på talerstolen – og at hun måske ikke havde fået tilladelse til det. Efterfølgende udtalte Ghazala Khan, at grunden til, at hun ikke talte, skulle finde i hendes sorg; i, at hun ganske enkelt ikke ville kunne tale om sin søn uden at bryde sammen.

Trump kom med flere andre fornærmelser, og nogle mener, at han måske er ved at have nået grænsen for, hvad amerikanerne vil finde sig i at høre fra en præsidentkandidat. Men faktum er, at han ER republikanernes kandidat – også selv om mange republikanere har haft travlt med at tage afstand fra hans seneste udtalelser – og at det her så langt fra er første gang, han opfører sig stødende, aggressivt, mobbende og i det hele taget helt ubegribelig modbydeligt. Trump har sat lighedstegn mellem mexicanske immigranter og voldtægtsforbrydere, han lægger ikke syn på sit forhistoriske kvindesyn, han har opfordret Rusland til at hacke Hillary Clintons email, han har udvist komplet ignorance i forhold til udenrigspolitik (og løjet om sit forhold til Vladimir Putin, som han i øvrigt tidligere også har omtalt som en stor leder), og han har helt åbenlyst mobbet og gjort grin med en journalist med et handicap. Ingen af disse ting er enlige svaler, men de er blandt de mange sørgelige beviser på, at vi i Trump har at gøre med en megaloman psykopat med et forfærdeligt menneskesyn.

Det har været frygteligt at være vidne til, men det værste er, at Trump hele vejen igennem har kunnet nyde sig selv stige i meningsmålingerne. Der har indtil videre været nærmest dødt løb mellem ham og Hillary, og det er dét jeg slet, slet ikke forstår. Jeg bor et sted, hvor jeg stort set kun møder venlige, intelligente og imødekommende mennesker, men det er også en stat, der er erklæret Trump-land. Jeg ville SÅ gerne have en snak med en Trump-tilhænger, som jeg rent faktisk respekterer og kunne lytte til. Jeg nægter at tro, at så stor en del af befolkningen er så langt ude, at de kan støtte den mands hadefulde retorik, og jeg kunne oprigtig talt godt tænke mig en forklaring fra et normalt tænkende menneske. Jeg ved, at mange stemmer på Trump, fordi han ikke er Hillary Clinton – den tidligere førstedame er mildt sagt ikke den mest populære kandidat demokraterne har disket op med de sidste mange år – men jeg er stadig meget, meget forvirret. Jeg kan ikke forstå, at man kan kende til Trump og hans udtalelser og menneskesyn og stadig mene, at han er et forsvarligt valg som en af verdens absolut mest magtfulde ledere. Han skaber had, splittelse og frygt, og ingen stopper ham. Det virker, som om Trump aldrig bliver stillet til regnskab for sine vanvittige udgydelser, og i stedet har han formået at storme frem. Jeg er nået dertil, hvor det ikke bare forvirrer mig, det fortvivler mig og skræmmer mig helt vildt.

Jeg er vanvittig spændt på at følge valgkampen fra nu og til november, men selv hvis Hillary vinder, vil hele det her forløb i mine øjne altid være en skamplet på USA. At så mange mennesker støttede en psykopat. Det er ikke første gang, det er sket i historien, men vi havde nok alle sammen håbet, at det ikke ville ske igen.

(Jeg kan i øvrigt varmt anbefale at se hele Khizr Khans ekstremt rørende tale – I kan finde den her)

Om jeg kan holde det ud?

Da vi var på hjembesøg, var der naturligt nok masser af spørgsmål, som både venner og familie gerne ville have svar på. Hvordan trives børnene, hvordan er vejret, hvor skræmmende er det, at Trump lige nu er en reel præsidentmulighed, hvordan går det med sproget og så videre. Et spørgsmål, der ofte gik igen, var rettet mod mig og lød: “Hvad med dig? Kan du stadig godt holde ud ikke at lave noget?”

Det er jo et helt reelt (og ikke mindst omsorgsfuldt og velment) spørgsmål, og jeg kan godt forstå, at det kan være rigtig svært at sætte sig ind i, hvordan et veluddannet menneske, som altid har haft gode og udfordrende stillinger, lever med pludselig at være hjemmegående. Uden arbejdsplads, uden indtjening, uden kollegaer. Uden dagligt input fra fagligt og intellektuelt ligesindede, om man vil. Alligevel – selv om jeg godt kan forstå det – er der også noget ukomfortabelt i at skulle svare på det på dén måde. Om hvorvidt jeg kan holde det ud. Det får en klang af noget ufedt; noget de færreste ville kunne “holde ud”. Og jo flere gange jeg fik spørgsmålet, jo mere fik jeg en følelse af at skulle forsvare min hverdag, og jeg hørte mig selv svare nærmest lidt undskyldende. Men jo, det kan jeg godt holde ud. Og jeg ikke bare holder det ud, jeg er faktisk ret vild med det.

Herovre er der ingen af mine veninder, der arbejder. Det er absolut ikke ensbetydende med, at de ikke er veluddannede (nogle af dem har virkelig seje jobs bag sig) eller at de ikke laver noget. Men de arbejder altså ikke. Derfor bliver jeg selvfølgelig heller aldrig mødt med en undren over at have fundet mig fint til rette dér hvor vi er lige nu. Det er på mange måder normen, og de hjemmegående mødre jeg kender herovre, kan sagtens finde ud af at bruge deres tid fornuftigt. Også, når deres børn er i skole. Mange af dem er involverede i skolearbejdet (eller kirken – det er trods alt bibelbæltet, dét her), velgørenhed eller forskellige projekter, og så er de vildt sociale og sindssygt dygtige til at netværke, også selv om de ikke lige nu har brug for det rent professionelt. De gør det bare.

Af samme årsag var det også nærmest en lettelse, da jeg en af vores allersidste dage i Danmark sås med min søde, gamle (altså fra gamle dage! :)) veninde N, som aldrig stillede det spørgsmål. Hun er hjemmegående med sine tvillingepiger og har været det i nogle år efterhånden – og stortrives med det. Endda i Danmark, hvor det trods alt skiller sig noget mere ud, end det gør her, og hvor det måske nogle gange godt kan føles lidt sværere at få lov at trives med det. Det var så fint at snakke med hende om alt det helt igennem dejlige ved vores situation, og den gensidige forståelse – og bare dét ikke at behøve at forklare hvorfor det faktisk ikke er så svært at holde ud af at have al den tid, man kunne drømme om, med sine børn – var bare rar at have. Nogle gange kommer situationer og omstændigheder til at føles så selvfølgelige og naturlige, at man glemmer, at de for andre godt kan se lidt slørede ud – og så er det bare rart at sætte sig ned sammen med en, for hvem det hele er lige så krystalklart. :)

Jeg synes også, det ind imellem bliver glemt, at ja, jeg har fjernet en masse elementer fra min vante hverdag – men nogle af de mest mærkbare ting, der er væk, er travlheden, den dårlige samvittighed og følelsen af aldrig rigtig at være noget sted nok. Hele klicheen “hverdagens stress” er fuldstændig elimineret herhjemme, og jeg kan oprigtigt ikke huske, hvornår vi sidste gang har haft udfordringer med at få dagens timer til at hænge sammen. Det har betydet alverden for os som familie, og det giver en ro, som børnene nu tager for givet, fordi de ikke kan huske at have prøve andet – men det kan jeg. Samtidig føler jeg faktisk ikke, at det bare er tomhjernet tidsfordriv at gå hjemme (hvilket i øvrigt er et misvisende udtryk, for jeg er ikke specielt meget hjemme i løbet af dagen) – jeg synes, det giver mig en masse, jeg ellers ikke ville have mulighed for. Jeg kan træde til, når nogen har brug for hjælp, når der behøves lidt ekstra hænder på skolen – som for eksempel, da alle børnene pakkede madkasser til sultende børn, og en bunke af forældrene som en selvfølge stod klar til at hjælpe og koordinere – jeg kan tage på en ubeskrivelig smuk og fredfyldt kajaktur ned ad floden hele formiddagen, jeg kan udforske alle områdets kulturelle tilbud, løbe ture, dyrke yoga, kaste mig over al den litteratur jeg orker… Og alt det andet, der kunne melde sig som en lyst.

Som det som regel sker med alle andre tilstande, skal jeg nok nå et punkt, hvor jeg gerne vil videre fra denne. Hvor der skal ske noget andet, og hvor vores børn er blevet så store, at det ikke føles som tid fra dem, at jeg bruger min på noget andet. Og hvor jeg igen skal spytte i husholdningskassen. 😉 Men jeg har ikke noget behov for at fremskynde den dag, bare fordi jeg kan mærke, at nogle normer fortæller mig, at jeg burde blive rastløs og ivrig efter noget andet eller “mere”. Jeg holder det fint ud. Og jeg er ret sikker på, at når jeg engang ser tilbage på de valg jeg tog, vil årene hjemme med mine småbørn ikke være ét af dem, jeg fortryder.

“Og kom så hjem!”

For godt tre uger siden pakkede vi en masse kufferter og satte kursen mod Danmark – vores første hjemtur, siden vi for alvor landede herovre i slutningen af april 2015. Vi havde 19 dage derhjemme, og takket være et minutiøst planlagt program og et par uhyre fleksible børn lykkedes det os faktisk at få set næsten alle de mennesker, vi havde planlagt at se – med undtagelse af et par sygdomsfremkaldte afbud og den slags, men det er svært at gardere sig imod. Vi landede i øst, kørte næsten straks mod vest og så tilbage til øst og et smut nordpå… Og vi nåede så meget. Det var dejligt – og noget af det allerdejligste var faktisk at opdage, at selv om vi ikke havde set venner og dele af familien i næsten halvandet år, så føltes det jo ikke sådan. Alt var, som det plejer, og alt føltes hjemligt og godt.

En truende horisont og ulden hue på yngstebarnet - nej, Danmark gav os ikke den varmeste velkomst.
En truende horisont og ulden hue på yngstebarnet – nej, Danmark gav os ikke den varmeste velkomst.
Til gengæld var bedstefars finske badekar et gigantisk hit gennem alle de kolde dage - intet er så skidt, I ved...
Til gengæld var bedstefars finske badekar et gigantisk hit gennem alle de kolde dage – intet er så skidt, I ved…

Apropos hjemligt… På et tidspunkt fik jeg en sms fra min amerikanske veninde Chloe, der bad om lov til at bruge et billede af mig, der drikker en af hendes restaurants cocktails, på deres instagram-profil. Jeg sagde selvfølgelig ja, hun takkede – og tilføjede så: “Now come home. :)” Jeg blev vildt glad for den lille afrunding, fordi det (på en helt særlig navlepillende måde, haha) føles virkelig rart at være savnet både hjemme og… well, hjemme. Det er så stor en luksus at kunne danne så fine relationer, at man er savnet, når man rejser væk – og det gælder både væk fra Danmark og væk fra USA. Efterfølgende sagde Chloe, at hun, lige da hun havde sendt sms’en, var blevet lidt usikker på, om hun havde skrevet noget “forkert”. “You know, because I guess you were home”, som hun sagde. Men der var ikke noget forkert i det. Vi var hjemme på besøg og bagefter tog vi hjem. Sådan er det.

Ka' de li' østers? Jo, tak som byder - og smid bare lidt krabbeklør og andre af havets goder oveni! Dansk frokost, når det er bedst.
Ka’ De li’ østers? Jo, tak som byder – og smid bare lidt krabbeklør og andre af havets goder oveni! Dansk frokost, når det er bedst.
Ingen sommer uden friskpillede fjordrejer. Det - og nye kartofler - er min ubetingede sommerlivret, og heldigvis fik jeg chancen flere gange!
Ingen sommer uden friskpillede fjordrejer. Det – og nye kartofler – er min ubetingede sommerlivret, og heldigvis fik jeg chancen flere gange!

Af samme årsag er det også lidt underligt at komme tilbage hertil, og jeg kan godt mærke, at Danmarksbesøget – og at det nu er slut – lige skal fordøjes. At gense så mange mennesker, der betyder så meget, at se vores eget lille hus hjemme på vejen i Virum, at bade i Kattegat, at spise smørrebrød, stjerneskud og friskpillede fjordrejer og se solen gå ned, mens marsvinene hopper op og ned i vandet i horisonten… At mærke, hvor velkomne vi var, og hvor helt utrolig hjælpsomme og gæstfrie alle var, så vi både havde steder at bo, spise og aflevere børnene, når N og jeg gerne ville spise en frokost i bare hinandens selskab. Det er lidt som at få rippet op i noget, der egentlig ikke føltes som et sår, men som nu hvor det igen er så tæt på, godt kan fremkalde lidt melankoli. Det er ikke så skidt, tænker jeg, fordi det betyder jo bare, at vi stadig føler os hjemme derhjemme – og at det hele venter på os, når vi igen vender tilbage.

Jeg har aldrig set Kattegat så smuk som i de dage, vi tilbragte i strandkanten i mine forældres sommerhus. Krystalklart, blikstille og en drøm at tage en lang dukkert i.
Jeg har aldrig set Kattegat så smuk som i de dage, vi tilbragte i strandkanten i mine forældres sommerhus. Krystalklart, blikstille og en drøm at tage en lang dukkert i.

Vi landede i begyndelsen af juli, så som I nok kan regne ud, ankom vi til seriøst møgvejr. Som egentlig bare fortsatte de første to uger vi var der. Der var (meget få) undtagelser, hvor vi kunne smide tørklæderne og jakkerne, men helt overordnet var det bare dybt, dybt nedslående. Det blæste og regnede, og alle vores drømme om lange, lyse danske sommernætter blev skyllet ud med Limfjordens bølger, som vi de første mange aftener sad og kiggede ud over, mens ilden knitrede i brændeovnen. Yes, så koldt var det. Senere kom solen og sommeren heldigvis, og vi fik en masse sommeraktiviteter ind til allersidst. Og selv om det bare var et par dage, var det nok til at minde os om, hvor skønt Danmark er, når det gider.

Tak for denne gang, pelsplettede ven. Vi ses igen!
Tak for denne gang, pelsplettede ven. Vi ses igen!

Vi har været tilbage i USA i tre dage, og hvor umenneskeligt det end lyder, er børnene faktisk allerede tilbage i skolen. Det var sidste chance for summer camp, inden skolen holder sommerlukket op til skolestart, og eftersom begge børnene rykker op i nye “store” klasser nu, syntes vi det var vigtigt at lade dem komme på de virkelig gode forberedelsescamps, skolen har i denne uge. Men jeg vil gerne indrømme, at det er en lidt barsk start – ikke mindst fordi jetlagget på en eller anden måde er værre end det har været før, og vi alle sammen har været hårdt ramt på skift. Vi starter stille og roligt ud denne uge, og i næste uge er der igen ferie for børnene. Vi har både en weekend i bjergene med smukke, charmerende Asheville og en tur til stranden på programmet denne måned, så vi har oplevelser nok at se frem til. Og hvor solen skulle trækkes modvilligt frem i Danmark, bruger vi helt frivilligt størstedelen af dagen indendørs herovre; i sikkerhed for de 40 grader, der lige nu pløjer ind over området.

It’s all good. 😉

 

Et lille ord med en stor betydning

Jeg har aldrig været en af de piger/kvinder, der talte specielt feminint eller pænt. Jeg kan tage mig selv i at lyde frygtelig københavnsk ind imellem, og hele min ungdom har jeg brugt rigtig mange bandeord. Jeg ved ikke hvorfor, jeg tror bare, det var normalt i min omgangskreds, at man smed om sig med sgu, fandme, satan… og fuck. Sidstnævnte er jo – sammen med shit – nærmest blevet et dagligdagsord på linje med alt muligt andet slang, og selv som voksen har jeg hørt mig selv sige fuck, fucking, what the fuck, for fucks sake og andre varianter rigtig, rigtig mange gange hver dag. Det er såmænd også røget med i et par artikler, er jeg sikker på. Og det er ikke noget, der (så vidt jeg ved) har stødt nogen.

Dét der med at bande er jo mest af alt bare en dårlig vane, men jeg skal godt nok love for, at det er en vane, jeg har lagt fra mig efter at være flyttet hertil. Man siger IKKE fuck her. No, ma’am. Vi er i det pæne Syden, og her bander man ikke. Det gik ret hurtigt op for mig, at ord som fuck og shit er totalt uacceptable her, og jeg har helt ærligt ikke hørt nogen sige nogen af dem i det offentlige rum. Der er heller ingen af vores amerikanske venner, der bruger dem – lige med undtagelse af Steph, men hun er født og opvokset i New Jersey, så hun er på en måde undskyldt, haha. Og selv når hun gør det, så hvisker hun det – og kun på behørig afstand af børnene.

Jeg kunne ikke drømme om at bruge de ord foran vores børn nu. Jeg har helt sikkert bandet foran dem, mens vi stadig boede i Danmark, og der kan måske også godt ryge en “ej, men for fanden da!”-finke af panden herovre, men det er kun fordi det ikke gør så meget, hvis de bliver gentaget blandt andre mennesker. 😉 Ord som fuck og shit er fuldstændig bandlyst i vores hjem nu, og selv om det primært er på grund af børnene, så har N og jeg stort set bare vænnet os af med at sige dem. Det bliver simpelthen opfattet så groft, så stødende og så ubehøvlet at sige den slags herovre, og selv om jeg heldigvis ikke kan tale af erfaring, så er jeg faktisk ikke i tvivl om, at vi ville blive kaldt til en alvorlig samtale på skolen, hvis et af børnene nogensinde brugte de ord.

Længere nordpå er det helt normalt at høre f-ordet brugt i flæng, og jeg tror, ikke man kan bevæge sig ned ad en New York-gade uden at høre det mindst fem gange. Men sådan er det altså ikke her. Her bander man ikke, man råber ikke af fremmede – heller ikke hvis man synes de opfører sig tosset – og man dytter ikke i trafikken (selv om jeg stadig ikke helt har luret, om det er en del af høflighedstingen, eller om det er fordi man aldrig ved hvad folk kører rundt med af våben i deres trucks og derfor ikke bør provokere unødigt). Man opfører sig ordentligt, siger gosh darnit og by golly og oh, my goodness – og man hæver ikke stemmen.

For os danskere, der er vant til ikke bare at høre ord som shit og fuck brugt konstant, men endda også kan se dem brugt i avisoverskrifter og tv-programmer, er det lidt af en omvæltning. Men til alle, der overvejer at bosætte sig i Syden, kan jeg kun anbefale på det allerallervarmeste, at man lægger det fra sig – og helst inden ankomst. 😉

Voksenveninder

Jeg har tidligere skrevet lidt om, hvor svært det ind imellem er at undvære alle vores nære, gamle venner i Danmark. Vi har en tæt knyttet og virkelig kærlig vennekreds, hvor mange endda kender hinanden på kryds og tværs, og jeg har altid følt, at vi havde de sjoveste, bedste, dejligste venner, nogen kunne forestille sig. Jeg har virkelig følt mig heldig med de venner og veninder jeg har, og inden vi flyttede, fyldte det rigtig meget i mine tanker, at vi nu skulle til at undvære dem hele tiden.

En anden tanke, der fyldte en del var, om jeg (og vi) ville få nye venner herovre. Af den lokale slags. Af en eller anden grund havde jeg svært ved at forestille mig det. Ikke fordi jeg er specielt introvert eller asocial, men fordi det 1) kan være en udfordring at skabe “rigtige” relationer på tværs af sprog og kultur og 2) på en eller anden måde føles sværere at få nye venner, når man er voksen. Det er ikke svært at finde bekendte og mennesker, man kan “hænge ud med”, men de der rigtige venskaber, som jo i så høj grad dannes på en baggrund af historie, fortid og fælles oplevelser – det kan godt føles så langt væk, når man er voksen, at det på en eller anden måde bare er nemmere at lade være.

Jeg er glad for, at jeg ikke opgav tanken helt, for så ville jeg ikke have mødt Chloe, som ikke bare er blevet en fin og dejlig veninde, men også har vist mig, hvor nemt det egentlig kan være at finde hinanden på trods af alt det, der umiddelbart adskiller – hvis man bare gerne vil og åbner øjnene lidt.

Chloe er indbegrebet af en amerikansk “hottie”. Hun er petit og sindssygt smuk – en anden ven beskrev hende som striking, hvilket er ret rammende – hun har lækkert hår, søde børn, er veluddannet og bor i et fantastisk hus i den hippeste del af byen. Hendes mand ejer en succesrig restaurant, de tager på luksusferier til Miami og Bahamas, og de har cool, sjove venner. Og vigtigst af alt: Chloe er sød, kærlig og ægte. Hvilket er ret overraskende, når man hører hvad hun kommer fra.

Chloe voksede op for enden af en grusvej uden for en lille by oppe i North Carolinas bjerge. Jeg er ikke helt klar over, hvad hendes forældre lavede – ud over at drikke og tage stoffer. Der var ingen rammer og ingen tryghed, og hun har fortalt hvordan hendes fordrukne far ind imellem vækkede børnene midt om natten med larm – bare fordi han syntes, det var sjovt at se, hvordan de reagerede. Chloe har tre søskende, to brødre og en søster – den yngste bor stadig hjemme hos deres mor, og de to andre er henholdsvis alkoholiker og stiknarkoman med HIV. Deres far mishandlede alle børnene gennem hele deres opvækst; drengene både med psykisk og fysisk vold, pigerne kunne nøjes med den psykiske del. Chloe var den, der slap nådigst – “Han så mig som sin lille perfekte pige, så det var kun, når jeg trådte forkert, at han var ond mod mig. De andre var han ond mod hele tiden,” forklarede hun forleden.

Jeg lærte Chloe at kende, fordi hendes yngste søn går i klasse med A, og de to er bedste venner. De er frække og sjove sammen, og de hænger sammen som to små stykker tyggegummi. Chloe har også en dreng på fire, og jo mere jeg hører om, hvordan hun selv er vokset op, jo mere imponeret bliver jeg over, hvor god en mor hun er, og hvor harmoniske og velfungerende hendes sønner er. Selv tvivler hun altid på sine evner, og hun har stadig sit at slås med. Hun ser en psykolog, og det kommer hun måske til altid. Når hun ind imellem brænder sammen over for sine børn, som vi alle sammen prøver fra tid til anden, er der altid en usikkerhed i hende: Sker det her for mig, fordi jeg er vokset op, som jeg gjorde? Hun skal lære, at ikke alle handlinger skyldes hendes bagage, og det kan være virkelig svært at navigere i. Men hun gør det godt.

Så jo. Man kan altså godt få nye, gode veninder fra andre lande, med et andet sprog og en mildt sagt anderledes baggrund – også efter man har rundet de 35. 😉 Jeg savner stadig alle mine hjemmevenner frygtelig meget hver eneste dag, men det trøster lidt at opdage, at der stadig ligger så mange spændende relationer og venter på at blive udforsket.