If it ain’t broke…

Taget i betragtning at “housewifing” teknisk set er mit officielle job herovre, så er det faktisk imponerende, hvor elendig jeg er til det. Jeg er, for nu at sige det ligeud, et rodehoved. Har altid været det, og selv om det er blevet bedre med årene, så er det aldrig blevet HELT godt. Jeg hader at rydde op, jeg kan ikke fordrage at gøre rent, og bare tanken om vasketøj kan gøre mig helt modløs. Så når de dér huslige pligter skal overstås herhjemme, kræver det både selvdisciplin, tilløb og adspredelse, og sidstnævnte kommer ofte i form af en Mads & Monopolet-podcast. Jeg har fundet ud af, at det program er fuldkommen eminent at folde vasketøj til, så da jeg i dag havde en af de større bunker, der lå og hvæsede af mig, satte jeg en udsendelse på og gik i gang. Og der var en sætning, der satte sig fast i mit hoved: “Don’t change a winning horse”. Jeg kan ikke huske dilemmaet, der bragte den op, og selve sætningen er vist et sammensurium af forskellige ordsprog, men meningen er jo rimelig klar. Og den fik mig til at tænke.

Det her er et indlæg, som har været undervejs længe, men jeg har aldrig vidst, hvordan jeg skulle få det ud. Om det var mod, ordene eller sammenhængen, der manglede – eller lidt af det hele –  ved jeg ikke, men nu prøver jeg i hvert fald. Måske det stadig bliver lidt usammenhængende. Men det er faktisk én af de ting ved vores nuværende situation, der fylder allermest, så lad mig se, om jeg ikke kan få lidt ord på.

Der går aldrig mange dage imellem, at vi bliver spurgt, hvor længe vi bliver herovre. Af folk, vi lige har mødt, af folk vi har kendt længe, af folk hjemmefra. Og hver gang gør det mig lige konfus. For sandheden er, at vi jo ikke ved det. Og at det afhænger af så meget. Der er jo hele den praktiske side: Hvis nu N’s virksomhed pludselig ikke længere går så godt, hvis nu det politiske klima ændrer sig yderligere (man ved fandme aldrig med den spradebasse, der er ved roret lige nu), hvis og hvis… så kan der jo være faktorer, der tvinger os ud af landet. Det er vi ikke rigtigt herre over. Men så er der hele den anden del, nemlig os – og hvad vi vil.

Da vi først besluttede os for at tage herover, var planen at vi skulle være her i to år. De gik som bekendt virkelig hurtigt, og vi havde det virkelig godt, og da de var gået, havde vi en følelse af, at vi jo kun lige var kommet i gang. Så vi besluttede at blive. Den seneste plan har heddet, at vi ikke tager tilbage, før A er gammel nok til at komme i skole, så han ikke skal have flere skift end højst nødvendigt (så vi undgår et skift fra skolen her til en dansk børnehave og så en ny, dansk skole). Men så er der dén hage, at de er et år længere fremme herovre end i Danmark, så efter næste sommerferie starter han i det, der svarer til 0. klasse, selv om han kun lige er blevet fem år på det tidspunkt. Og hvornår er det så det rigtige tidspunkt at lade ham skifte til en dansk skole, så han ikke skal “holdes tilbage” fagligt? De samme tanker gælder selvfølgelig for M, men hun er jo altså allerede godt i gang med sin skolegang.

Men det svære, det allerallersværeste, det er det følelsesmæssige. Og i særdeleshed den skyld, som jeg var inde på her (i et indlæg, som jeg til at begynde med stemplede som et værre Debbie Downer-indlæg, indtil en kær gammel ven blandede sig på indlæggets facebook-post og sagde nogle fantastisk kloge og søde ord – tak for det, Jeppe). For der er jo ingen tvivl om, at der er mennesker derhjemme, der gerne så, at vi flyttede hjem. Og hellere i går end i morgen. Mennesker, som savner at se deres børn, børnebørn og endda oldebørn, nevø og niece på en noget mere jævnlig og dagligdags basis, og mennesker, som savner de gode tider med gode venner. Mennesker, som vi også savner. Intenst og hver dag og ind imellem så meget, at vi kan blive helt i tvivl om, hvad vi dog laver her i så lang tid.

For… dét her var jo aldrig en plan, nogen af os havde. Vi har altid drømt om at tage ud og opleve og måske også bo i udlandet, men jeg tror ikke vi havde forestillet os, at den drøm skulle vare i 4+ år. Ikke desto mindre er det dér vi nu er, og den virkelighed vi er nødt til at forholde os til. Og der er det, at citatet med den vindende hest kommer ind i billedet. Fordi vi føler, at vi sidder på en vindende hest lige nu. Vi er glade. Vi trives. Børnene har det godt, vi har mere tid sammen end nogensinde, og vi oplever en helt anden ro og samhørighed end tidligere. Og når jeg tænker på hvornår vi “bør” tage tilbage til Danmark, så bunder det mest af alt i dårlig samvittighed. Over for alle dem, der savner os, og som vi savner. Jeg føler, at vi påfører dem et savn, der ikke er retfærdigt, fordi det trods alt er vores beslutning, det her. Jeg føler, at vi svigter dem, når vi vælger at blive længere. Jeg tænker på alle de ting, vi går glip af, og jeg tænker på de ting, DE går glip af med os (og med os mener jeg nok primært børnene, da jeg tror det er dem, der generer mest savn 😉). Og ja, jeg tænker heldigvis også på, at når vi så ses, er det jo intenst og dejligt og føles, som om vi aldrig har undværet hinanden. Sidst, mine forældre var på besøg, var vi fire voksne ude at spise, og jeg blev så glad, da min far skålede og sagde, at selv om vi nu boede så langt væk, og vi sås dét sjældnere end tidligere, så var det så dejligt at mærke, at når vi så er sammen, så er alt som det plejer. Afstanden har ikke sat mærker på samværet, og det er jeg SÅ glad for. Og jeg er glad for, at de også synes det. Men det fjerner ikke den første følelse.

Skylden, altså. Den er en værre bandit, ikke? For hvad skal man bruge den til? Én ting er sikker: jeg tror ikke på, at skyld og dårlig samvittighed nogensinde har skabt et godt grundlag for livsvigtige beslutninger. Og hvis vi valgte at rejse hjem, mens vi følte, at vores USA-hest stadig var vinder, baseret på en følelse af ikke at ville svigte, så er jeg ikke sikker på, at vi ville ende med at være glade for den beslutning. Hvad nu hvis vores re-integration går helt ad pommern til? Hvad nu hvis børnene slet ikke kan finde sig til rette i en dansk skole, og skiftet er for voldsomt for dem? Hvad nu hvis jeg slet ikke kan finde ud af, hvad jeg vil, når vi kommer hjem? Ja, det er mange hvad-nu-hvis’er, og der er flere hvor de kommer fra, og de skal såmænd nok melde sig under alle omstændigheder. Men pointen er: Hvis vi nu vælger at tage hjem, ikke fordi vi egentlig synes at vi er klar, men fordi vi ikke vil gøre folk vi holder af, kede af det – er det så et holdbart beslutningsgrundlag? Jeg er ikke sikker på det. Men følelsen fylder for meget til ikke at tage den med i hele den her proces.

Vi ved stadig ikke med sikkerhed, hvornår vi vender hjem. Og det er heldigvis heller ikke en beslutning, vi behøver at tage lige nu. Men som min allerældste, kære, dejlige veninde så klogt sagde, da jeg første gang udtrykte tvivl om, hvor længe vi ville blive her: “Det er nok ikke en beslutning, der bliver nemmere, jo længere I bliver”. Hun havde ret.

Måske jeg skulle skrive til Mads & Monopolet. 😉

What I’m thankful for…

Det er den tid på året igen. Skolen lukker, udsalgene starter, og pumpkin spice synes at overtage alle madvarer. På torsdag er det Thanksgiving – eller turkey day, som vores børn kalder det. Vi havde egentlig lidt planlagt at forbigå den i semitavshed (så meget man nu kan når alle snakker om Thanksgiving hele tiden), ikke fordi vi ikke kan lide den helligdag, men fordi det jo ikke rigtig er en tradition vi sådan HELT føler. De første to år vi var her, kørte vi virkelig gennemførte Thanksgivingmiddage med baconsvøbt kalkun, mashed potatoes, green bean casserole, stuffing, sovs, pecan pie – alt selvfølgelig lavet fra bunden, hvilket betød at det meste af dagen foregik i køkkenet, lige indtil det var tid til at få et bad og gøre sig præsentabel til middagen. Men de to år var noget andet, for vi havde besøg fra Danmark, og det gjorde det lidt sjovere at give den hele armen. I år er vi bare os, og hvor hyggeligt det end er, så må jeg altså indrømme, at jeg ikke helt orker det store kalkunshow. Vi overvejede et splitsekund om vi skulle rejse et sted hen over Thanksgiving – nu hvor skolen alligevel er lukket og N uden dårlig samvittighed kan tage fri fra arbejde de dage, der alligevel er lukket ned – men vi følte egentlig, at vi havde været så meget på farten og eventyr i den senere tid, at vi ikke havde ret meget lyst til at tage af sted igen (luksusproblem, I know!). Juleferien kommer til at foregå på ski i Colorado, så vi har også dét at se frem til.

Altså besluttede vi at blive hjemme, og vi begyndte at undersøge mulighederne for at bruge dagen til at hjælpe i et soup kitchen eller lignende – altså steder, der laver og serverer mad til mennesker, der ikke har hverken midlerne til selv at lave det eller et hjem at spise det i. Desværre viste det sig, at man ikke må have børn med i den slags køkkener, og da det skulle være noget vi kunne gøre sammen, måtte den plan lægges på hylden. Jeg  overvejede også om man så måske skulle benytte lejligheden til at lave en ægte dansk julemiddag med and, risalamande og hele pivetøjet, når vi nu heller ikke får dét ellers i år. Men lige så snart børnene hørte om de tanker, gik der fuldstændig panik i dem. “Jamen, vi SKAL da have kalkun!! Hvad med baconen?? Det er jo turkey day! VI SKAL HAVE KALKUN!!!!!” Så kalkun it is. Det bliver en skrabet version af Thanksgivingmiddagen, men kalkunen slipper vi altså ikke for. Måske jeg kan snige en waldorfsalat ind som tilbehør, gnæg gnæg…

N’s baconflettetalent er rimelig sejt, og børnene lader ham vist ikke slippe i år.
Resultatet af rundt regnet otte timer i køkkenet: en tallerken fyldt med kalkun og ting, man ikke kan se hvad er. Bevares, det er lækkert – men i år er det altså ikke arbejdet værd. 😂

I morgen er der Thanksgiving feast i M’s klasse. Det er en årligt tilbagevendende tradition, hvor hendes klasse sammen med to andre klasser laver en r*vfuld mad af forskellig slags, som de så alle spiser sammen efterfølgende. Der bliver lavet mad hele formiddagen, og forældrene kan så melde sig til at komme og hjælpe. Det er helt klart en fordel ved at være den hjemmegående husmor herovre (og at der er så mange af os) – jeg har altid muligheden for at melde mig til diverse aktiviteter, og børnene elsker, når jeg gør det. Det er så hyggeligt at være sammen med dem om skoleaktiviteter, og på en eller anden måde er de altid helt vildt stolte over at dele deres skoleliv med os. Jeg tænker, at det ikke er en følelse, de bliver ved med at have, så jeg må hellere nyde det, så længe de gider have mig rendende. 😉

Efter Thanksgiving er der kun et par uger tilbage af skolen inden juleferien (de holder sig nogle pænt lange ferier på vores skole), og jeg er glad for, at vi i år skal et sted hen med sne og julestemning. Hvor meget jeg end elsker klimaet i North Carolina – og det gør jeg virkelig – så kan jeg ikke lade være med at mærke hvordan nostalgien kommer galopperende, når jeg ser de sociale medier svømme over i danske julebilleder. Pynt på Kgs Nytorv, eftermiddagsjulemørke foran stormagasinerne, gløgg og julefrokoster – ej, men det er jo det hyggeligste i verden. Jeg kan godt mærke savnet af julemåneden derhjemme komme snigende, så turen til Colorado, hvor der er masser af sne, litervis af varm kakao, hue, vanter og forhåbentlig også en julemand skal nok blive den helt rigtige afslutning på et begivenhedsrigt og smukt år. Som jeg slet ikke behøver en stor kalkun for at føle mig taknemmelig for. ❤️

 

Nashville on my mind

Tænk, at vi allerede i er i november, ikke? Jeg synes simpelthen 2017 er fløjet forbi – og det er jo lidt af en kliché, dét der med at tiden går hurtigt, men jeg synes helt seriøst kun lige jeg har vænnet mig til at skrive 2017 på diverse papirer, haha! Nå, men når tiden flyver, har det jo ret ofte noget at gøre med en masse oplevelser, især de gode/spændende/sjove af dem. Og dem har der virkelig været mange af i år, synes jeg. For nu at give os selv (mig og familien) et rigtig stort, fedt klap på skulderen (det skal man altså også nogle gange!), så synes jeg vi er virkelig gode til at opsøge oplevelserne, mens vi bor her, og virkelig få det bedste ud af tiden. Så meget, at vi til tider tænker “ok, nu trænger vi vist til en hjemmeperiode”. Det er da luksus!

En af de rigtig, rigtig gode oplevelser havde vi – N og jeg – for et par uger siden, hvor vi tog en weekend i Nashville. Vi havde besøg af mine forældre, og traditionen tro bød dét på en chance for N og mig til at tage en voksenweekend. Vi havde faktisk planlagt at tage Miami og var meget tæt på at have alt booket, men så kom der som bekendt et par orkaner ind over kysten her, og da vi ikke var helt sikre på hvordan Miami ville se ud efter den omgang, besluttede vi os i stedet for Nashville, som også længe har stået på vores liste over steder, vi vil se. Og hvor er jeg dog glad for, at det endte sådan! (altså ikke med orkanerne – men med vores retningsskift, ikke?) Nashville var simpelthen den mest fantastiske oplevelse, og jeg får stadig glædesbobler i maven af at tænke på den tur. Jeg vil gerne tilbage (snart! nu faktisk!), og jeg hælder helt klart til at smutte til Nashville igen næste gang en chance for en weekend væk byder sig.

Allerede fra flyet var det tydeligt, at Nashville bød os velkommen. Se lige den solopgang!

Og hvad er det så, der er så specielt ved Nashville? Jeg fristes til at råbe “ALT!!!”, men det ville måske også gøre indlægget her lige lovlig kødløst. Men der ER bare så meget godt ved Nashville. Allerførst skal det siges, at det selvfølgelig er en fordel at være bare en lille smule into countrymusik – ellers kan det sgu nok godt blive en lang weekend, haha! Hvis man til gengæld er det, er det ren slaraffenland. Jeg har været ret vild med country et stykke tid og blev for alvor solgt med Miranda Lamberts 2016-album, “The Weight of These Wings”, som stadig kører på repeat herhjemme – og som stadig sagtens kan få mig til at fælde en tåre. Det er det smukkeste album, og sådan helt overordnet er Miranda bare en fuldstændig fantastisk sangerinde, sangskriver og musiksjæl. Jeg er vild med hende og alt hvad hun laver – men “The Weight…” er altså noget helt særligt.

Countryen har altså langsomt, men sikkert sneget sig ind på mig efter vi flyttede hertil, og nu elsker jeg det. Både det dybe og stemningsfulde, det intense, det poppede og det helt igennem tacky (er man nysgerrig på hvad sidstnævnte dækker over, kan jeg varmt anbefale nummeret “Buy Me a Boat” med Chris Janson. “I’ll name the Dogs” med Blake Shelton er absolut heller ikke ueffen) – og Nashville har det hele og en hel masse andet. Vi havde to dage – landede tidligt fredag morgen og fløj hjem igen tidligt søndag morgen, så fredag og lørdag blev udnyttet til fulde. Vi startede fredag med en tur på Country Music Hall of Fame (hvor det for alvor gik op for mig, hvor afslappende det er at rejse uden børn – man har jo tid til at læse hvad der står på de forskellige skilte i diverse montrer!), som var helt fantastisk og helt vildt lærerigt. Både deres permanente og midlertidige udstillinger var helt vildt fascinerende og gav et virkelig spændende indblik i countrymusikkens historie. Efterfølgende fik vi frokost og så begav vi os mod downtown for at se hvad Nashville havde at byde på (vi boede i The Gulch – et område cirka en kilometer fra downtown Nashville, som i sig selv mestendels består af partygaden Broadway og et par sidegader) – og vi blev ikke skuffede. Broadway, som er Nashvilles “hovedgade”, er simpelthen én lang fest i form af Honky Tonk-barer – steder, hvor folk drikker og fester og lytter til livemusik fra bands, der i mange tilfælde spiller covernumre af populære countryhits, men i nogle tilfælde også spiller deres eget.

Ingen Nashvilletur uden Honky Tonk. I massevis!

Broadway er på mange måder ren Jomfru Ane-gade – og så igen alligevel ikke. For det er jo ikke uden grund, at Nashvilles andet navn er Music City, og det betyder blandt andet, at der er SÅ meget talent. Alle steder. Så de utallige honky tonks har alle sammen bands/kunstnere, der spiller – og de er alle sammen stinkende gode. Der er ganske enkelt så mange om buddet i Nashville, at du ikke ender på scenen på en af Broadways honky tonks uden at kunne noget. Og det kan de altså. Vi endte ved et tilfælde på den måske mest tacky og mest turistede honky tonk af dem alle (når man har bartendere der også er Maxim-modeller, tiltrækker det nok en del kunder og drikkepenge…), og ja, det var helt vildt skørt og tacky og fyldt med fulde folk (fun fact: Nashville er en af de helt store polterabend-byer for piger) og på alle måder alt, alt for meget – men det var også bare helt igennem fantastisk og god stemning og cool musik og øl i stride strømme og så sjovt, at vi kom igen dagen efter. Det blev vores eftermiddags-hangout. 😁

Donny Lee og hans band stod for underholdningen begge vores eftermiddage. Jeg ville tage tilbage til Honky Tonk Central på et splitsekund!

Efter at have tilbragt et par timer på Honky Tonk Central daffede vi tilbage til hotellet og gjorde os klar til at gå ud til middag. Nashville har virkelig gode restauranter, og jeg havde bestilt bord på to af dem i god tid i forvejen. Så fint tøj på, bobbet hår og lidt rødt på læberne, inden vi igen drog mod centrum. De vildeste honky tonks er nok ikke nogen, jeg ville frekventere sent om aftenen (igen, der ER stadig en Jomfru Ane-vibe), så vi fandt en lidt mere lowkey-bar efter maden og kunne igen bare nyde fantastisk musik og skøn stemning indtil vi hoppede hjemad.

Obligatorisk “ude uden børn-“selfie. Med glade smil og musik helt ind i sjælen.

Næste dag tog vi en Lyft (samme koncept som Uber) lidt ud af byen mod The Grand Ole Opry, som er et af de mest legendariske steder inden for countrymusikkens udbredelse. Det er en slags koncerthus, som hver weekend sender live (og har gjort det i næsten 100 år), og nogle af genrens største stjerner er medlemmer og stamgæster på scenen. Vi tog deres backstage-rundtur, som var supersjov, og efterfølgende tog vi tilbage til centrum, fik frokost, kiggede på cowboy boots, fandt endnu en gang vej til nogle forskellige honky tonks – og endte på vores festfavorit fra dagen før. Vi endte faktisk med at blive der flere timer, inden vi satte kursen mod hotellet og gentog mønsteret fra aftenen før: middag på en god restaurant og så ud for at finde musik. Denne gang havde vi besluttet os for at tjekke noget bluegrass ud, og jeg skal være helt ærlig og indrømme, at jeg ikke anede noget som helst om bluegrass. Men vi havde fået det anbefalet, og genren fylder så meget i Nashvilles musikmiljø og historie, at det ville være helt åndssvagt ikke at udforske dét også. Vi tog på The Station Inn, som er et af de mest kendte bluegrass-steder i byen, og helt uden at vide hvad de havde på programmet, fik vi æren af at sidde og lytte til en ægte bluegrass-legende, nemlig Bobby Osborne. Igen, jeg kendte ham ikke i forvejen, men manden er født i 1937, er medlem af The Grand Ole Opry, og som han stod deroppe med sin mandolin og fortalte anekdoter og brød ud i sin stærke og samtidig vildt skrøbelige stemme,  så var det altså svært ikke at blive lidt rørt. Mand, det var en fed oplevelse – og noget helt, helt andet end vores honky tonk-fester – det her var intimt, respektfuldt og en helt perfekt afslutning på vores Nashville-weekend – selv om jeg sagtens kunne være blevet længere!

The Grand Ole Opry. Næste gang vi skal til Nashville, skal vi høre musik her!
Bobby Osborne på The Station Inn. Lille, ældre herre med en stor, stor stemme.

Jeg var – og er – VILD med Nashville. Sådan helt nyforelsket-agtigt. Jeg kan kun anbefale alle med bare en lille smule countryblod i årerne at hoppe på et fly og opleve Music City. Tag den ind, nyd den for alt hvad den er – det skøre, det skæve, det stille og rolige og alt det ind imellem. Bare kom af sted. Det kan endda være vi mødes der, for jeg står på spring til at tage tilbage så snart jeg kan! ❤️

Run from the water, hide from the wind…

Ovenstående kunne jo egentlig sagtens være en eller anden form for inspirational quote – guderne skal vide man støder på mange af dem herovre – men det er det ikke. Slet ikke. Det er tværtimod en tragisk og skræmmende nødvendig tommelfingerregel, der lige nu forsøges indprentet hos folk i Florida, Caribien og alle de andre, der rammes af orkanen Irma – skarpt forfulgt af José, som først ikke synede af meget, men så pludselig blev en lige lovlig højtråbende lillebror. (P.S. Er det i øvrigt ikke sådan lidt som om, at Trump hævdede, at de påståede klimaforandringer var et stort hoax, og så sagde klimaet “hold my beer”… ?)

Jeg får dagligt mails og beskeder fra søde, omsorgsfulde, bekymrede mennesker, der  vil vide hvordan det ser ud med os og orkanen. Og helt egoistisk set ser det helt fint ud. Seneste melding er, at vi i North Carolina ikke kommer til at tage et direkte slag fra Irma eller José, men meldingerne ændrer sig hele tiden, og jeg ville lyve, hvis jeg påstod, at jeg ikke har købt 30 liter kildevand og nærmest manisk holder min bil på max. benzinbeholdning (man har vel lært af storkonflikten i 1998…), så vi ved ingenting med sikkerhed. Faktum er, at lige nu er 300.000 husstande uden strøm, og vindstød med en styrke på næsten 60 meter i sekundet brager lige nu gennem Florida Keys og resten af staten. Lige i hælene på Harvey, som smadrede Houston, og lige foran José, som vi ikke ved så meget om endnu, men som skræmmende nok ser ud til art tiltage i styrke dag for dag.

Naturen er så vild. Og da jeg hørte ovenstående råd – “you run from the water and you hide from the wind” –  på en af de landsdækkende tv-stationer, løb det mig koldt ned ad ryggen. For shit, altså. Vinden er vild og ødelæggende, og den tager dine ting – men vandet… det flygter du altså fra. Lige nu. Stormfloderne er komplet altødelæggende, og jeg tør slet ikke tænke på de tab, de her katastrofer forårsager. Vi er lige midt i det nu, og om en uge er alt noget andet. Florida Keys er noget helt andet, Miami er noget andet, mennesker kommer til at miste alt, hvad de troede var trygt, stater vil bede om hjælp til at komme til at ligne det de var engang. Engang som i for en uge siden. Og uden på nogen måde at ville negligere de gener som mange af os derhjemme har haft i forbindelse med danske skybrud, så er det her altså af en helt, helt anden kaliber end en oversvømmet kælder. Det er uoprettelige ødelæggelser og tab så store, at familier vil bruge resten af deres liv på at skaffe sig selv på fode igen – hvis det da nogensinde lykkes.

Vi er i sikkerhed her i Raleigh indtil videre, men vi følger udviklingen tæt, og jeg tror alle i byen og staten er tavst, men smertefuldt bevidste om, at trygheden er for nu. Ingen ved, hvornår katastrofen rammer her, og det er nok mere et spørgsmål om når end om.

Tripping 2.0, vol II!

Jeg er tilbage med anden del af vores roadtriprejseberetning – første del finder I lige her.

Fjerde stop: St. Pete Beach

Efter vores mere eller mindre vellykkede Sanibel-stop (ej, jeg skal også være fair – Sanibel ER virkelig smuk og har fantastisk meget at byde på, og vi havde det dejligt; jeg er bare bitter over de fordømte bug bites!) satte vi kursen videre mod St. Pete Beach, som også ligger på Floridas golfside. På vores første roadtrip var vi omkring Clearwater Beach, som ligger på samme strækning meget tæt på St. Pete, og som jeg var helt vild med. Selve byen (hvis man overhovedet kan kalde det dét, det var vel snarere en hovedgade med afstikkere til stranden) bød ikke på den store charme, men stranden! Åh, stranden. Vand med den smukkeste azurblå farve, sand, der er så blødt og så hvidt, at det skærer i øjnene, og solnedgange, der efterlader én målløs (ja, jeg har en ting for solnedgange, og dem vi så i San Diego var nok til at få mig til at overveje at flytte til Vestkysten, men det er en helt anden snak). Der var så smukt. Da jeg samtidig havde hørt en del om St. Pete fra flere venner, havde jeg fået oparbejdet en ikke ubetydelig forventning til dette magiske strandsted, og man kunne godt have frygtet, at jeg ville blive slemt skuffet. Men nogle gange GÅR drømme i opfyldelse, og St. Pete var alt det, jeg havde drømt om. Køreturen over broen fra kysten og længere ud på den lille tange gav en god forsmag på hvad der ventede os i form af blå bølger og klare skyer, og da vi så det fuldstændig skøre og legendariske hotel Don CeSar puste sig op i forgrunden, vidste vi, at det her ville blive godt. På Floridamåden, forstås.

Don CeSar er det ubetinget mest berømte hotel i St. Pete, og med god grund. Alene det ydre er nok til at fascinere: et gigantisk slotlignende palæ – i nærmest skrigende lyserødt. Jep, der var en syvårig på bagsædet, der var rimelig betaget. 😁 Hotellet har sin egen bro ind over hovedgaden, og mange af værelserne vender direkte ud mod den mexicanske golf. Vi ville oprindeligt have boet på Don CeSar, men da jeg ringede for at bestille værelset, fortalte receptionisten mig om deres hotellejligheder – Beach House Suites by Don CeSar – der ligger en lille kilometer nede af stranden. Lejlighederne er kæmpestore og har store balkoner, som alle vender direkte ud til golfen. Der er en bus, der kører til Don CeSar (hvis man ikke gider gå den lillebitte halve mile langs den smukke strand), hvor man som lejlighedsgæst har lov at bruge alle faciliteter – pool, fitnessrum osv. Da lejligheden så også kostede en tredjedel af et hotelværelse var det en rimelig nem beslutning – og det var uden tvivl det absolut fedeste sted vi boede på hele vores tur. Det var også det eneste sted, hvor vi en aften valgte ikke at gå ud at spise, men i stedet bare hive nogle pizzaer med ud på balkonen og spise dem, mens vi så solnedgang.

St. Petersburg, som er byen der ligger i forbindelse med St. Pete Beach, har i øvrigt et fuldstændig fantastisk Salvador Dalí-museum, som vi brugte en af vores formiddage på – og sagtens kunne have brugt meget mere tid på. Det var et sindssyg spændende museum, som ud over at have en virkelig fascinerende samling, virkelig også havde gjort noget ud af at gøre informationen om den excentriske kunstner spændende og lettilgængelig. Vi gik alle fire rundt med hver vores iPod og tilhørende høretelefoner, og det var så nemt at vælge hvilket værk man ville høre om, at selv M uden problemer kunne finde ud af det. Og nød det! Det er ikke voldsomt mange “voksenmuseer” vi hiver vores børn med på, men det her var et hit og kan virkelig anbefales.

Vi skal helt klart tilbage til St. Pete en dag. Måske bare en weekend, måske bare os voksne, der så skal bo på den ægte Don og ligge ved poolen og drikke cocktails under palmerne hele dagen i skyggen af det pink palads.

“Se mor, et ægte slot” Jep, et vaskeægte Floridaslot. 😁
Den daglige gåtur langs vandet fra det pink palæ til vores lejlighed på stranden.
Er der noget at sige til, at jeg har en ting for solnedgange? Ej, men helt ærligt altså! Og det er uden filter, venner.
Pizza og Corona på balkonen kan altså virkelig noget, når det er med den udsigt i forgrunden. Og ja, A legede fotograf med selvudløseren.

Femte stop: Cape Canaveral

Efter tre herlige dage på St. Pete (som jeg i øvrigt på ingen måde var klar til at forlade) pakkede vi endnu engang vores trofaste bil og satte kursen mod Cape Canaveral for at besøge Kennedy Space Center. Vi kørte faktisk lige forbi Orlando, men havde på forhånd besluttet os for, at Disney World ikke blev i denne omgang. Vi venter et år eller to, til A er lidt større og får mere ud af det, så det er rigtig sjovt for dem begge. Og heldigvis ventede der os i Cape Canaveral med Kennedy Space Center så stor en oplevelse, at ingen tænkte på Disney så meget som et sekund! Jeg var helt blæst bagover hvor fedt et sted det var, og hvor meget der er at opleve. M’s største forventningsglæde ved den tur var, at hun ville få lov at møde en rigtig astronaut (hendes fremtidsplan har i lang tid været at være astronaut, så det var ret stort), og dét fik hun lov til. Derudover kan man komme helt tæt på rumfærgen Atlantis, der har en hel sektion dedikeret til sig med film, effekter, interaktive aktiviteter og en simulator, hvor man kan få lov at føle hvordan det føles at blive skudt af sted i en rumfærge som den. Det var simpelthen et helt fantastisk sted, og vi var ALLE helt vilde med det. Vi havde desværre kun en dag til besøget og en lang køretur foran os, så vi nåede slet ikke alt det, vi gerne ville. Men vi skal uden tvivl tilbage en dag – jeg anede slet ikke, at jeg var så meget til rum og raketter, haha!

Det gjorde så absolut heller ikke vores besøg mindre spændende, at NASA lige præcis den morgen vi var der, valgte at sende en raket til vejrs. Affyringen af Atlas V var blevet forsinket fra begyndelsen af august til senere på måneden, og så – ved et vildt tilfælde – blev den altså rykket til den eneste dag vi var der. Og på den måde kunne vi stå på stranden foran vores hotel og se en raket blive affyret. Det er svært at forklare, hvorfor det var så fedt at se – og ikke mindst høre! – men det var det altså. Jeg bliver stadig helt glad, når jeg tænker på, at vi fik lov at overvære det.

Jeg tror aldrig jeg har set M så stolt, som da hun fik lov at møde en ægte astronaut – James Reilly, som blandt andet har været med på Atlantis. Se lige det blik!
3, 2, 1, blast off!!! Raketaffyringen som vi så fra Cocoa Beach var noget af det mest fascinerende, jeg har oplevet.

Sjette stop: Kiawah Island

Vores stop ved Cape Canaveral var ultrakort, og efter bare en enkelt overnatning satte vi kursen nordpå igen, mod Kiawah Island i South Carolina. Vi havde fået stedet anbefalet af en bekendt, men selv om der var både fint, og vi nød at være et sted, hvor vi kune leje cykler og komme rundt og se os omkring på ægte dansk familiemanér, var der ikke noget mindeværdigt at fortælle derfra – altså ud over de mange alligatorer på øen (vi havde blandt andet besøg af en i søen bag hotellet ved morgenmaden). Det var et fint sted til afslapning, men kunne ikke så meget mere end dét (medmindre man spiller golf; det er vistnok lidt af et golfparadis), og det var nok også derfor, at det var det eneste sted, vi endte med at tilbringe nærmest en hel dag i og ved poolen.

Kiawah Island var fin, men ikke finere end så meget andet. Det forhindrede os dog ikke i at have det sjovt!

Syvende og sidste stop: Eclipse!

Kiawah Island skulle oprindeligt have været vores sidste stop inden turen hjem til Raleigh, men pludselig gik det op for os, at der var noget med en solformørkelse, og at det vist ville blive rimelig stort. Vi besluttede inden vi tog af sted at forlænge turen med en dag, så vi kunne stoppe i Charleston på vej hjem og se solformørkelsen, og vi havde allerede booket et hotel i begyndelsen af juli – hvor det allerede var næsten umuligt at finde noget! To uger inden formørkelsen fik jeg så en mail om, at vores reservation desværre var blevet aflyst på grund af overbooking. På det tidspunkt var det fuldstændig umuligt at finde et sted at bo i nærheden af Charleston. Og når jeg siger umuligt er det ikke ment som en talemåde – det var HELT umuligt. Jeg prøvede alle obskure motorvejshoteller i små flækker, men alt var optaget. Rimelig bittert. Vi endte med at finde et værelse tre timer fra Charleston (i modsætning til de 45 minutter vi skulle have kørt), hvorfra vi så kunne køre til byen Columbia en time væk. Ikke optimalt og en del mere kørsel, men vi ville ikke gå glip af den begivenhed, så det blev vores plan. På selve dagen tog vi tidligt af sted – jeg havde læst, at dyr kan opføre sig sjovt under en komplet solformørkelse, så vi valgte at tage i byens zoo for at se det – og sørgede for at få en parkeringsplads i det kaos, der allerede var begyndt. Millioner af mennesker kørte til de byer, hvor formørkelsen var total, så der var travlhed alle steder. Vi brugte timerne inden selve formørkelsen på at se på dyr, står i kø til mad, se på flere dyr og vente i varmen. Og så kom den, månen. Og jeg er SÅ glad for, at vi valgte strabadserne for at se den. Det var en virkelig vild oplevelse, ikke kun selve skyggen for solen, men hele lyset, der ændrede sig, stemningen, folk, der hujede og klappede. Det var det mest mærkelige twilight-agtige dagslys, cikaderne begyndte at larme, og hele stemningen var så vild. Turen hjem til Raleigh tog en evighed i trafikken sammen med alle de andre, der skulle hjem – men det var det hele værd.

Det her billede har I nok set i hundredevis af versioner siden i mandags. Men det her er vores, og vores oplevelse var uforglemmelig.

Og sådan sluttede vores ferie. Med en skygge for solen og en lang tur hjem, inden vi mætte, trætte og helt uforskammet glade ankom til vores hus. Verdens bedste ferie. Igen!

Trippin’ 2.0!

For to år siden valgte vi, at vores fælles sommerferie herovre skulle foregå på fire hjul, og jeg berettede begejstret om det her. Det viste sig at være en virkelig ideel måde for os at holde ferie på, og vi var helt enige om, at det ikke var sidste gang, vi tog på udvidet roadtrip. Fast forward til to år senere, nemlig nu, hvor vi netop er vendt hjem fra vores andet af slagsen – og det var om muligt en endnu større succes end det første! Om det er fordi børnene er blevet ældre og mere i stand til at tage oplevelserne ind, eller om vi bare havde valgt bedre destinationer end sidst, skal jeg ikke kunne sige – men vi kom hjem sent mandag aften med to ugers eventyr bag os (fire for mit og børnenes vedkommende; umiddelbart inden nuppede vi nemlig to uger i Danmark, hvor vi fik spist, krammet og grinet os gennem familie, venner, fjordrejer og flæskesteg) – og en hel masse overskud og glæde over alt det vi var ude i sammen på vores vej rundt.

For at gøre det en smule mere spiseligt og overskueligt har jeg valgt at dele denne omgang rejseberetning ind i to indlæg – første del kommer her, og del to følger senere denne uge. Jeg har valgt ikke at skrive detaljer om hoteller, restauranter og turarrangører ind i selve indlæggene, men skriv endelig, hvis I vil have tips. Jeg har masser af dem og deler dem hjertensgerne ud!

Første stop: Charleston

Charleston er en juvel. Intet mindre. Det er ikke et oplagt feriemål for mange danskere (eller europæere i det hele taget), men hver gang vi har besøg hjemmefra, opfordrer jeg virkelig kraftigt folk til at tage en tur derned. Charleston ligger cirka fire timers kørsel fra Raleigh, og når man først når den superfine by, forstår man hvad Southern charm dækker over. Det er en overskuelig by, som man sagtens kan spadsere rundt i, eller hvis man som os har to sæt mindre ben med, kan man vælge at se byen fra hestevogn eller cykeltaxa. Vi valgte førstnævnte, efter at jeg havde researchet grundigt på hvilke af de mange hestevognsfirmaer, der havde en holdning til dyrevelfærd. Mange af firmaerne går desværre ikke rigtig op i hvordan deres heste har det i Charlestons stegende hede, så det var meget vigtigt for os at finde nogen, der tog sig godt af deres dyr.

Ud over gamle huse, der bringer tankerne tilbage til Nord & Syd og Borte med Blæsten, en fantastisk smuk havnefront (hej delfiner, der lige hopper forbi, mens jeg nyder lidt hvidvin!) og de hyggeligste små skjulte veje og alléer, så byder Charleston altså også på noget af den bedste mad, man kan finde i Sydstaterne, hvor battered & deep fried ellers virker som en lidt for gennemgående tilberedningsmetode. Helt ærligt, når man bor lige ved et hav så fyldt med så meget lækkert, hvem i alverden finder så på at pakke alt ind i en tyk dej og smide det i ønskebrønden, indtil alt smager af den samme gråzone? Det er der heldigvis rigtig mange i Charleston, der ikke er hoppet på, og derfor er byen med rette kendt for sine mange fremragende restauranter.

Tag en tur til Charleston. Gør det! I vil aldrig fortryde.

Andet stop:  Crystal River

Da vi besluttede os for at tage på roadtrip, havde vi oprindeligt en plan om at køre nordpå mod Cape Cod, men efter lidt research og en lang snak med en erfaren Cape Cod-ven, besluttede vi os, at højsommeren var et skidt tidspunkt for den plan. Priserne er skyhøje og alle destinationerne overfyldte, så vi blev i stedet rådet til at gøre det i september (det bliver så ikke denne september, men måske næste!). Så røg vi tilbage i tænkeboksen og begyndte at tænke mere over HVAD vi gerne ville se – end HVOR. Jeg har i mange, mange år haft en drøm om at se manatees (søkøer) i det fri, og Florida er et af de absolut bedste steder – hvis ikke DET bedste – at gøre netop det. Bl.a. derfor valgte vi altså at køre sydpå igen, og af præcis den grund blev andet stop på turen den relativt ukendte flække Crystal River. Søkøer lever stort set overalt i Florida, men de er meget nemmere at finde i de kolde måneder, hvor de søger ind i statens mindre floder; der hvor vandet er varmere. August var altså ikke ligefrem det oplagte tidspunkt at tage på manateetur. Men lige præcis Crystal River har en helårsbestand af søkøer, der bare altid bliver – så det blev næste stop.

Lad mig bare sige det ligeud: Det var en fuldstændig magisk oplevelse. Jeg har dykket ved virkelig spektakulære destinationer over hele verden, og jeg synes generelt jeg har oplevet ret vilde ting på mine rejser, men det her var altså én af de rigtig store. Vi tog ud med et firma med et rigtig godt ry (igen satte vi os ind i deres forhold til søkøernes tilstand og deres holdning til dét at komme så tæt på et vildt dyr uden at stresse det), og de var simpelthen ultraprofessionelle og dygtige. De fandt lynhurtigt en mor og hendes baby og så en han-manatee, der havde hægtet sig lidt på. Vi havde fået strenge instrukser om, hvordan vi skulle gebærde os, hvis vi var så heldige at møde søkøerne – lig stille i overfladen af vandet (ingen plasken med ben og arme) og ikke noget med at forsøge at røre dyrene, mens de svømmer, spiser eller passer sig selv. Hvis de derimod selv bliver nysgerrige og kommer over for at undersøge dig, må du gerne ae dem lige så stille – med én hånd ad gangen! Der var mange regler – og heldigvis for det, så de fine, blide væsner ikke bliver skræmte af de mennesker, der svømmer rundt for at møde dem.

De første, der gled ud i vandet, da vi havde fundet søkøerne, var M og hendes far – og det næste der skete, var at den lille af søkøerne kom op for at hilse på M. Den kom helt tæt på hendes ansigt, og min stolte pige kunne altså få lov at ae en søko på kinden. Det var simpelthen så fint og så sødt, og jeg var SÅ glad på M’s vegne. Senere havde jeg selv en af dem helt, helt tæt på mit ansigt, men den var på vej op for at trække luft, så jeg holdt hænderne for mig selv for ikke at forstyrre og lod mig bare fuldstændig opsluge af glæden og ærefrygten ved at få lov at komme så tæt på. Nuttede, magiske, overvældende dyr. Og en af de største oplevelser i mit liv. Hvis det ikke var så møgbesværligt at tude med en snorkel i munden, var jeg nok brudt ud i tårer fyrre gange på den tur.

Om aftenen tog vi på den lokale havnerestaurant og spiste blue crabs, som vi selv bankede op med en hammer – og dagen efter var vi klar til at tage videre, høje på gårsdagens oplevelse og en ferie, der var kommet umanerlig godt fra start.

Martha & the Manatee – en stor oplevelse for en lille pige.
Jeg havde en ret klar regel for min feriemenu: seafood, seafood, seafood og helst ikke ret meget andet. The Crab Plant i Crystal River leverede varen.

Tredje stop: Sanibel Island

Selv om jeg egentlig synes, at vores ferie var noget nær perfekt, så vil der jo næsten altid være et eller andet – et sted, et måltid, en forkølelse, en sur trafikant – der drypper malurt i bægeret, og i vores tilfælde var det vores tredje stop. Sanibel Island er en ellers smuk halvø, der ligger ud for Ft Myers på Floridas golfside, og vi havde glædet os til optimal afslapning, fænomenale solnedgange og børn, der skulle bruge timevis på at samle skaller på stranden som er kendt som en af de ultimative jagtmarker for skal-entusiaster. Desværre var det noget helt tredje, der endte med at overskygge vores Sanibel-stop, nemlig de fordømte små insekter kaldet no see ums. Det er små, næsten usynlige fluer, som måske nok er svære at se, men ikke at mærke. De bider – hele tiden og konstant, men mest når solen er ved at gå ned og hele vejen til solopgang. Hvilket betyder, at dét at være ude for at nyde en solnedgang for de flestes vedkommende ender i et sandt mareridt. Det er ikke som myggestik, der viser sig med det samme – bid fra de her små bæster kan være dage om at bryde ud, og så klør de til gengæld som død og helvede. Som med myggestik er der selvfølgelig nogle ofre, der reagerer kraftigere end andre, og M hørte desværre til den første kategori. Hun havde bid overalt, og ingen af os sov stort set de tre nætter vi havde på øen, fordi hun lå og kradsede sig til blods i hel- og halvsøvne. Vi andre var også slemt ramt – alle bortset fra A, der bare lå og blærede sig med sin fuldstændig uberørte marcipanhud, mens vi andre kradsede vores lemmer åbne som besatte.

Vi prøvede alle midler både for at forebygge bid og for at mindske kløen, og intet virkede. De bider gennem den mest aggressive DEET-koncentration, og selv om jeg flere gange dagligt brugte timer på at duppe M’s vel omkring 100 bid med kløestillende lotion, hjalp det kun i ganske kort tid. Det eneste, der endte med at lindre lidt, var Benadryl-tabletter, som så til gengæld gjorde det stakkels barn så søvnig, at hun næsten ikke kunne hænge sammen.

Sanibel har meget at byde på – vi fik feriens måske bedste måltid på en restaurant der, vi var på en supersjov kajaktur i en nationalpark, og vi hjembragte vores egen vægt i smukke skaller – men alene på grund af de bidende bæster kan jeg med ret stor sikkerhed sige, at vi ikke kommer tilbage. På trods af, at det er over en uge siden vi var der, kæmper N stadig med efterdønninger på sit ene ben, og de søvnløse nætter, blodige sår og det generelle ubehag taget i betragtning var stoppet simpelthen ikke dét værd.

Alt var ikke skidt på Sanibel. Vi lejede kajakker og tog på alligatorjagt i marsken!
Hej ven!

Er I stadig med? Det var første uge, og på trods af lidt minor setbacks på den seneste destination var vi alle ved særdeles godt mod, da vi efter Sanibel satte kursen mod St. Pete Beach, som skulle vise sig at være undertegnedes totale happy place.  Mere om dét, en raketaffyring og en solformørkelse i næste indlæg, der rammer bloggen en af de nærmeste dage. 🙂

 

 

Skyggesiden, savnet… og skylden.

Der er så utrolig mange fantastiske aspekter ved at bo her. Jeg tror jeg har beskrevet de fleste af dem i diverse begejstrede indlæg om klimaet, skolen, vores hus, mulighederne for rejser, elimineringen af hverdagsstress som vores livsstil har bragt med sig – og endnu flere pluspunkter, som jeg sikkert ikke har behandlet på bloggen, fordi de bare… er der. Uden at gøre det store væsen af sig. Men der er også en masse aspekter, som er mindre fantastiske – de fleste af dem er dog så ubetydelige i det store billede, at de ikke rigtigt fylder. Som Trump, der efterhånden er blevet så stor en joke, at det ikke engang kan betale sig for alvor sådan på daglig basis at hidse sig op længere, for hver dag dukker der noget nyt og vildere op, og gad vide, om den rigsretssag endelig er på vej, når I står op til det her indlæg? Det er heller ikke den relativt iøjnefaldende mængde slanger (heraf en pæn del giftige), der dukker op på mine løbe- og gåture og minder mig om, at her er livsfarligt. 😉 Ligesom det heller ikke er længslen efter fjordrejer på hvidt brød, smørrebrød, nye kartofler eller Meyers kanelsnurrar, der ind imellem lægger en dæmper på stemningen.

Det er skyld. Slet og ret. Skyld og dårlig samvittighed. Og det er som bekendt en af de mindst konstruktive sindsstemninger, man kan befinde sig i, men det er ikke desto mindre en tilstand, der fylder rigtig, rigtig meget, når man vælger at flytte sig selv og sine børn væk fra mennesker, der holder af os og dem. Og jo længere tid vi er væk, jo mere hjemme vi føler os her, jo mere fylder det.

Da vi tog beslutningen om at tage herover, var det for to år – så skulle vi hjem igen. Derfor valgte vi at leje vores hus ud i stedet for at sælge det, og jeg kan faktisk helt oprigtigt sige, at jeg ikke regnede med, at vi ville blive her længere end det. Nu har vi været her i to år og to måneder, vi har købt et hus herovre og sat vores danske til salg, og vi har også taget en beslutning om at blive her i hvert fald til A skal starte i hvad der svarer til dansk første klasse. Hver gang vi tager en beslutning om at forlænge, føles det rigtig, men det er også  med et tungt hjerte at vi giver beskeden videre til familie og venner – ikke fordi vi ikke er klar over, at de er ubeskrivelig glade på vores vegne, men fordi vi ved, at vores valg er et, der gør andre kede af det. Jeg ved godt, hvor meget vores børns bedsteforældre savner dem, og jeg ved også godt, at de helt 100 % savner dem hundrede gange mere end de giver udtryk for (for ikke at give os dårlig samvittighed). Jeg ved også, at jo længere tid vi bliver herovre, jo større bliver indflydelsen på vores danske venskaber – og måske også distancen, den, der går ud over den geografiske.

Men… Jeg ved også, at vi er GLADE her. Virkelig, virkelig glade. Vi savner, ja – helt vildt. Selvfølgelig gør vi da det. Vi savner mennesker, vi savner vores bånd. Men vi trives også. Vores børn trives, og de udvikler sig på måder vi kun kan observere med beundring og stolthed. Vi har muligheden for at leve et liv på en anden måde end vores danske ville være, og vi nyder det helt vildt. For det meste føles det stadig som en forlænget luksusferie, og jeg føler stadig, at vi lever så privilegeret, at det næsten ikke kan være sådan helt rigtigt.

Hvordan vurderer man hvad den rigtige beslutning er? Hvordan vejer man hverdagsrelationerne til de mennesker der rent faktisk betyder mest, op mod en hverdag, hvor alle får lov til at være de bedste udgaver af sig selv? I et makroperspektiv, et forsimplet blik på det liv vi lever nu og her, er alle glade og har fundet deres plads på en eller anden hylde, der føles rigtig rigtig. I et større billede, derimod, er der så mange følelser og tvivl, der melder sig: Hvad gør det ved vores børns relation til deres bedsteforældre, onkler, tanter, fætre, kusiner og alle de andre, at de bor så langt væk? Hvor længe kan vi tillade os at gøre det? Er der aspekter vi overser? Og… vil vi fortryde det? Jeg har altid haft et ekstremt tæt forhold til min familie, og hvis det ikke var fordi det føltes så naturligt at være her nu, så ville det føles meget, meget unaturligt. Helt forkert. Og helt ærligt, skylden fylder.

Jeg er sikker på, det her virker om et underligt og rodet indlæg for de fleste, men det er vigtigt for mig at beskrive alle aspekterne af det at flytte ud. Ikke kun de sjove, ikke kun alle eventyrene, solskinstimerne og hængekøjeidyllen. Det er så vigtigt at få de mere skyggebelagte sider med, og i det øjeblik man vælger at rejse langt væk med sin familie, er der en (for mig i hvert fald) helt uforudset og uventet lavine af følelsesmæssige rundkørsler, blindgyder og t-kryds, der melder sig, og de bringer ikke altid retningsanvisninger med sig. Sjældent, faktisk. Hvilket er grunden til, at det her indlæg har været så længe undervejs og stadig er så svært at få ned på skrift. For i virkeligheden ved jeg ikke helt hvad jeg vil med det ud over at fortælle, hvad udlandsdrømmen også er. Nemlig en hulens masse kvaler over, at den beslutning, der måske gør dig glad, kan ende med at gøre dem du elsker kede af det. Og når man sidder flere tusind kilometer væk, kan dén lille krølle godt være svær at glatte ud. ❤️

Når identiteten gemmer sig

Pausen fra bloggen de seneste to måneder har været min hidtil længste. Og det er ikke fordi jeg bevidst satte mig for at holde en pause, men det har heller ikke været sådan, at jeg har klasket mig selv i hovedet for ikke at komme til tasterne noget før. Sandheden er, at der pludselig skete så mange ting – nogle var spændende, andre knap så fede, og de mindre fede gjorde, at jeg i laaaang tid ikke rigtig kunne finde motivationen til at skrive. Yderst kort fortalt tog vi til Danmark for at forlænge vores visum, og det blev en noget anden oplevelse, end vi havde regnet med. Vi var fanget i Danmark i tre uger, mens vi ventede på en afklaring, og selv om vi nød at tilbringe en masse tid med familien og tilmed nåede at se en masse af de venner vi ellers ikke ville have nået, så var uvisheden og tanken om alt det, vi havde efterladt herovre, virkelig stressende. Det løste sig heldigvis tilsidst, og vi kunne rejse hjem – med ro i sindet og fem nye år på vores visum.

Da alt det var lagt bag os, begyndte hverdagen herovre igen, og så fik vi pludselig småtravlt. Jeg har nemlig fået arbejde! Ejeren af det yogastudie, som er hele grunden til, at jeg blev så vild med yoga overhovedet (og hvor jeg tog min uddannelse) har tilbudt mig at undervise dér, og det har været med lige dele rædsel, nervøsitet, spænding, ærefrygt, henrykkelse og usikkerhed, at jeg har kastet mig ud i at undervise nogle gange om ugen. Det er ikke min plan, at det skal blive til mere end to eller højst tre timer ugen, og det har selvfølgelig at gøre med, at en del af præmissen herovre er, at jeg er den, der står til rådighed i forhold til børn, skole, aktiviteter og den slags, så det har ikke på noget tidspunkt været planen, at jeg skulle finde mig et fuldtidsjob. Jeg må nok også indrømme, at jeg efterhånden sætter lidt for meget pris på vores livsstil til at ændre drastisk på det, haha!

Og about that. Jeg har nævnt det før, men noget af det, jeg får flest spørgsmål om i forhold til vores liv herovre er, hvordan jeg trives med ikke at arbejde. Ikke være den, der hiver en hyre hjem, og til gengæld være den, der er 100 % afhængig af, at en anden gør det. Den, der bruger et kreditkort med penge, jeg ikke selv har sat ind på kontoen, og den der “bare” er mor uden alle de andre lag, som det kan være så rart at lægge på, når identiteten kan føles lidt endimensionel. Mange spørger mig til det, både folk jeg kender godt, og folk jeg lige har mødt, og jeg ville lyve hvis jeg påstod, at det ikke også er et tema, der ind imellem sætter små spørgsmålstegn i mit eget sind.

Jeg havde en snak med N om det for et par dage siden, og nogle gange kan det som bekendt være enormt berigende (og befriende) at få vinklen fra nogle, der ikke er mig i samme situation, men som trods alt ER i situationen og både ved, hvordan tingene så ud engang og stadig ser ud for mange andre – men som også er helt med på, hvordan livet ser ud nu, og hvad vi hver især lægger i det. Det var en af de smukke, varme aftener (som vi lige nu nyder i fulde drag) på vores terrasse, og vi sad i gyngestolene med en kold øl, og jeg nævnte noget om, at det ind imellem var en mærkelig følelse, dét med at være den, der hang på og var afhængig. “Hvis du nu går ud og finder en yngre model, så står jeg jo tilbage med nul og niks!” tror jeg, jeg sagde. Og det sjove er, at når jeg lufter den slags tanker, så kan han SLET ikke se det. For det første minder han mig om, at jeg som hans ægtefælle ejer halvdelen af, hvad han tjener og ejer – så dén er jo i vinkel (gnæg). Men som han så også mindede mig om, så er der jo INGEN i den her familie, der ikke bidrager, og selv om min andel i opbygningen af vores fundament herovre muligvis ikke er økonomisk, så er det ikke ensbetydende med, at den ikke er lige så afgørende. Jeg er for eksempel en langt mere social og udadvendt netværker, end N er, og dét er blandt andet grunden til, at vi overhovedet fik fingrene i vores hus, som vi elsker – inden det nogensinde kom på markedet. Det har også ført til andre vigtige kontakter til mennesker, der har haft afgørende betydning for vores liv herovre. Og så er der jo lige dét med, at hvis jeg ikke fik hjemmefundamentet til at hænge sammen – ja, så ville hans opbygning af firmaet og vores økonomi slet ikke have været mulig. Han minder mig om, at min rolle er nøjagtig lige så betydningsfuld og uundværlig som hans.

Alt dét her er ikke noget jeg skriver for at retfærdiggøre noget eller overbevise mig selv om min værdi. Det er snarere fordi jeg tænker, at andre kunne være eller havne i samme situation og med stor sandsynlighed ende med de samme tanker. Om ikke andet, så måske bare en gang imellem. Vi er så vant til at binde vores identitet op på vores job, at det kan være næsten umuligt at finde en form for klarsyn og få øje på hvad vi også består af og bidrager med, når job-selvet skrælles væk. Jeg er glad for at have nogen, der kan hjælpe mig med at få øje på det, når det kniber og usikkerheden rammer, for sandheden er jo – og det er føles jo egentlig helt skørt at skulle skrive det – at jeg ikke er mindre værd eller bidrager med mindre, fordi jeg ikke har en fast månedsløn. Mit arbejde ligger bare i kulisserne i stedet for. 😉

Når Down Dog kommer på cv’et…

Med de vindhekse der har rullet over bloggen her den seneste tid, kunne man måske godt forledes til at tro, at der har været for lidt at skrive om – men nej. Overhovedet ikke. Men tiden er fløjet med en tur til San Francisco (som jeg nok skal vende tilbage til), planlægning af et Danmarksbesøg, der ligger lige om hjørnet – og så var der jo lige den dér yogalæreruddannelse… Det er sidstnævnte, der kommer en opdatering på her, for manner, det har været en intens omgang, som nu er ved at være slut – eller rettere for alvor skal til at begynde. Sidste weekend i forløbet ligge lige om hjørnet, så hvis alt går vel, kan jeg om en uge kalde mig certificeret yogainstruktør. Hvilket faktisk føles totalt fedt. Og ikke mindst virkelig vildt, taget i betragtning, at yoga lå så langt fra mint tankesæt, da jeg kom herover for to år siden. Men hele ideen med (for mit vedkommende) at logge ud af det vante var jo netop at se, hvilke retninger vinden blæste – og yogaretningen var så åbenbart en af dem.

Nye vinde, nye retninger – og nogle gange hjælper det at vende hovedet nedad.

Forløbet har været intenst og ikke mindst tids- og energikrævende. Seks weekender har vi mødtes, de fleste dage 10 timer om dagen, og dagene er gået med teori (om alt lige fra anatomi over Reiki-healing og børneyoga til PTSD-yoga), yogaøvelser, meditation og masser af masser af træning i dét at undervise. Sidstnævnte har været fuldstændig ubeskriveligt grænseoverskridende. Jeg har måttet minde mig selv om, at jeg er en snart 40-årig, velbegavet og velfungerende kvinde og ikke en bævende 13-årige, der skal holde en tale foran familien for første gang. Det har været sindssygt svært, og første gang vi skulle undervise hinanden foran lærerne, var jeg parat til at springe fra. Heldigvis er jeg trods alt så økonomisk ansvarlig, at dét beløb jeg har betalt for den her træning, afholdt mig fra bare at flygte – og hvor er jeg glad for det nu.

Vores lærer brugte SÅ meget tid i begyndelsen på at forsikre os alle om, at når det her forløb var overstået, ville vi alle sammen føle os 100 % klar til at undervise i yoga. Og vi lavede alle sammen usynlige øjenrulninger, for nej. Det lå så langt væk. Alligevel vidste vi jo godt hvorfor vi var der, og der var ikke rigtigt noget at gøre, så vi gjorde hvad der blev sagt – og ganske rigtigt. Her, med kun en weekend tilbage, er der ikke en eneste af os, der ikke føler os klar. Jeg kan faktisk slet ikke vente med at komme i gang!

En del af uddannelsen har været at undervise gratis hold – community classes – som vi selv skulle arrangere. Jeg har undervist en time på børnenes skole, hvor 15 af de ansatte mødte op – det var min allerførste time, jeg var landet fra San Francisco kl 1 om natten aftenen før, og jeg var tæt på at dø af skræk. Det gjorde jeg heldigvis ikke, og det gik så fint. Min anden time var for N’s firma, som vi lokkede herhjem med løfter om masser af drinks og mad efter yogatimen, og den tredje time foregik med naboer fra kvarteret. De gik alle sammen fuldstændig som de skulle – og det var en uvurderlig hjælp i forhold til at forberede mig på at skulle undervise rigtigt.

Min helt egen version af vinyasa yoga og efterfølgende vin – wineyasa, om man vil. 😉

Jeg har været så opslugt af forløbet, at jeg først for et par dage siden kunne se det fra et mere overordnet perspektiv, og så blev jeg faktisk lidt stolt. Tænk, at jeg gjorde det. Tænk, at jeg bevægede mig så langt ud af min tryghedszone, tænk at jeg gennemførte, tænk at jeg rent faktisk har uddannet mig. Nej, det er ikke en ny kandidatgrad, og jeg er heller ikke pludselig blevet professor – men for mig er det en helt ny uddannelse, og jeg er så glad for, at jeg gjorde det. Lyttede til nogle impulser og lod dem styre showet lidt. Jeg har masser af drømme og håb og planer for, hvad der nu skal ske – i første omgang skal jeg se, om nogen vil ansætte mig, og så bevæger jeg mig videre derfra.

Namaste. 🙂

Fri leg!

Forleden, da jeg mødte en af vores utallige nye naboer i alléen bag vores hus, sagde hun grinende, at de var flyttet ind for to år siden og stadig havde uåbnede flyttekasser stående. Er det ikke altid sådan det er? Jeg ved ikke, hvor mange uåbnede kasser vi har tilbage, eller hvornår vi når igennem dem – men jeg ved, vores nye hjem stadig er præget af uophængte billeder på gulvene langs væggene, en daglig leg, hvor vi prøver at finde den urtekniv, hovedpude, æggedeler eller jakke, vi endnu ikke er nået til i udpakningen. Det er helt ok, for efter et mildest talt udfordrende efterår nyder jeg bare helt ind til mine hyggetrængende knogler, at vi nu er kommet hjem. Det var ikke nogen hverken sjov, ligetil eller opløftende proces at få lov at købe huset, men nu, hvor vi er her, er der ingen af os, der er det mindste i tvivl: Det var det hele værd. (at tilstandene herovre lige nu så godt kunne få mig til at flytte tilbage til Danmark i morgen, kan vi tage i et andet indlæg)

Der er mange ting at elske ved vores nye hus: Det er helt utrolig pænt. Det er amerikansk, ja, og dermed lidt mere over the top end de fleste danske huse, men selv efter de standarder er det simpelthen så fint. Det er bedre bygget end det, vi boede i før, og det er meget nemmere at være sammen i det. Det ligger tættere på downtown Raleigh, hvilket betyder en minikort Ubertur til de gode restauranter og hyggelige barer. Men den mest mærkbare forskel for hele familien er kvarteret. Vi flyttede fra en vej, der var noget så smuk, men også meget, meget rolig. Og meget, meget beboet af ældre, venlige par, der nød deres otium og pension. Det betød blandt andet, at vi valgte at fejre begivenheder som Halloween hos venner, der boede i mere børnevenlige kvarterer – og det betød, at vores børn aldrig rigtigt kom ud for at lege. Vi gik med dem ind imellem, når de ville ud og cykle på den lille vej bag husene, og de kunne da også gå ud i gårdhaven og lege med kridt og vand. Men leg med andre børn krævede nøje planlagte legeaftaler og tid.

Der, hvor vi bor nu, er det hele vendt rundt. Det her er børnenes kvarter. Vores garage vender ud til en lille allé, der fører ned til en lang græsplæne med balancereb, fodboldmål og basketkurv. Der er en uskreven regel om, at hvis ens garagedør er åben, er ens hus det også – hvilket forleden medførte, at jeg efter en gåtur ned ad vejen med A kom hjem og fandt et barn i vores køkken. 😀 Børnene løber rundt mellem hinandens huse, og alle leger sammen i alléen, kører på cykler, løber på løbehjul, spiller diverse boldspil og lufter hunde. Nogle gange er der et par forældre, der leger med eller kigger på, men som regel styrer børnene det selv.

Jeg skulle virkelig vænne mig til det. Det er ikke normalt i USA at lade sine børn lege uden opsyn, og jeg kunne aldrig drømme om det, hvor vi boede før. Jeg har flere gange måttet tjekke med Chloe, som bor overfor, at det virkelig er sådan, det er her. At børnene bare kan løbe ud og lege – uden at vi er med til at holde øje og passe på. Og jep, sådan er det. Så har forældrene hinandens numre, så man altid kan sende en sms, hvis man er i tvivl om hvilket hus ens barn har invaderet for at tilrane sig snacks, tv-tid eller bare leg. Jeg har stadig ikke vænnet mig til det, og jeg er stadig i tvivl om, hvornår jeg skal træde i en mere mor-superviserende rolle, men M har i hvert fald kastet sig helhjertet ud i det. Hun når nærmest ikke at sætte sin skoletaske på plads, før nabopigen (som også er hendes klassekammerat) står ved døren, og så er de to klar til at forsvinde sådan cirka til aftensmadstid. Ind imellem kommer M lige susende ind, mens hun råber, “mor, jeg er altså SLET ikke kommet hjem! Jeg skal bare lige hente en jakke!” og så er hun væk igen.

Jeg har tidligere været lidt inde på dét med, at jeg ikke sådan i det daglige går og tænker over eller fokuserer så meget på danskhed. Men lige i det her tilfælde har det været en helt fantastisk og ny, men samtidig velkendt følelse. En af de ting, vi nemlig HAR savnet, har været den mere danske børnekultur, hvor børn løber og leger med andre børn på vejen – og får lov at gøre det alene. Som jeg er vokset op, og som min mand og alle andre vi kender, er vokset op. Vi var begge lidt ærgerlige over, at vores børn ikke fik lov at opleve det – i hvert fald i en årrække – men nu gør de det. Især M (jeg lukker selvfølgelig ikke treårige A ud alene), og hun stornyder det.

Vi andre skal så lige vænne os til mylderet af børn, der kommer ind og ud af vores hus – men da det ofte også følges op af forældre, der lige stikker hovedet ind med et glas vin eller en gang aftensmad, bliver det nok ikke så svært. 😉