Når fædrelandet sniger sig ind på én…

I forgårs ramte en lidt uventet følelse mig. Lige med ét – og ud af absolut ingenting – mærkede jeg et stik af Danmarkssavn helt inde i maven. Og det var mærkeligt, for ud over savnet af venner og familier, som jeg allerede har skrevet om flere gange, så er det altså meget sjældent, at jeg som sådan savner at bo i Danmark. Eller sagt på en anden måde: Der er så mange gode ting herovre, der vejer op for hvad jeg kunne savne i Danmark, så jeg bruger ikke særlig meget tid eller energi på at tænke over mit fædreland. Men lige pludselig kom det altså. Og jeg mener det virkelig, når jeg skriver, at det var ud af det blå – jeg tror seriøst, det var en eller anden erindring om at stå og købe en ansigtscreme på et dansk apotek, der pludselig fik en vemodig form for længsel frem i mig. Det var helt uventet og kom bag på mig – og siden har følelsen faktisk hængt lidt ved. Og det mærkelige er, at det stadig er de komplet random ting, jeg tænker på – ikke de lange lyse sommernætter, cykelture gennem København, efterårsæbleplukning eller adventshygge. Det er helt åndssvage ting – som f.eks. at gå rundt i SuperBest i Virum. I kid you not.

Det er ellers ikke fordi jeg går og føler mig specielt dansk i hverdagen, og det at være dansk er heller noget, jeg går op i eller dyrker – det er der ligesom bare. Men fædrelandet ligger jo nok derinde et sted, og hos mig valgte det så åbenbart at give sig til kende i form af nostalgi her halvandet år efter vi kom. I øvrigt efterfulgt af et ordentligt skud “hjemme”, for vi har lige haft besøg af mine forældre i to dejlige uger. Vi har været på yndlingsrestauranter, holdt Thanksgiving med baconindpakket kalkun, kartoffelmos, green bean casserole, gravy og pecan pie (alt selvfølgelig hjemmelavet!); der er blevet snakket, hygget, læst danske godnathistorier og drukket masser af vin. Og vinket farvel med en dejlig følelse af at være blevet fyldt godt på hjemlighedskontoen. Og et par dage efter kom savnet altså.

Det er ikke et savn, der giver mig en pludselig lyst til at komme hjem før tid eller genoverveje vores planer om at blive herovre. Men det er en følelse, der får mig til at kigge på danske boligsider (hvor skal vi bo, når vi kommer hjem?), læse om de bedste danske skoler (skal det være folkeskole eller privat?) og drømme om gamle venner og bekendte – også dem, jeg ikke har set i årevis og sandsynligvis heller ikke kommer til at se igen nogensinde. Det er en underlig følelse, eller snarere tilstand, men den er ikke u-rar. Den er der ligesom bare. Udefinerbar og lidt ubeskrivelig, men alligevel krystalklar og håndgribelig.

Nå, men uanset hvad er det ikke en følelse, der bliver imødekommet lige foreløbig, for vi har ikke planer om at tage til Danmark de næste par måneder. Vi holder jul i North Carolinas bjerge, nytår herhjemme, og de første par måneder i det nye år har jeg nogle planer, som kommer til at fylde det meste af min weekendtid. Så næste gang vi kommer hjem bliver formentlig, når vores visum skal forlænges til foråret. Indtil da må jeg så finde ud af hvad jeg skal gøre af minderne om storkøbenhavnske apoteker og mandagmorgener i forstæderne. 😉

 

I dag er det hele sort

Jeg var egentlig mest tilbøjelig til at vente med det her indlæg, til chokket har lagt sig lidt. Jeg er så berørt, så modløs lige nu, og det ville måske være fornuftigt at vente med at skrive alt for meget, til støvet har lagt sig, og jeg (måske) kan se lidt klarere. Men her er det altså alligevel. Skrevet ud fra et grundlag, der startede med frygt, gik over i chok og lige nu mest af alt minder om sorg. For ja, Donald Trump vandt i nat. Han er USA’s næste præsident. Ingen forstår det og så alligevel. En del gør jo. For ellers var han ikke blevet valgt.

Jeg stod op til sms’er og mails fra bekymrede danske venner og familiemedlemmer. Hvordan kunne det gå så galt? Det samme har jeg spurgt mig selv om, lige siden det i går aftes begyndte at se ud som om vejen lige så stille og roligt, men sikkert, blev banet til det resultat, vi ser nu. Og svaret er selvfølgelig ikke enkelt, men består af lige dele vrede, frustration, afmagt, historie, angst og alle mulige andre elementer, som nok er forskellige, men fælles for dem er, at ikke ret mange har en positiv klang over sig. Donald Trump blev ikke valgt på et grundlag af håb og ønske om at se fremad. Han blev valgt på et fundament af angst, vrede og splittelse – som han vel at mærke selv var med til at så og dyrke fra den dag han annoncerede, at han stillede op.

Ingen demokrater så det her komme – og heller ikke ret mange republikanere. Hillary har ført i meningsmålingerne det sidste lange stykke tid, og selv om hun fik et tilbageslag, da email-sagen blev genåbnet forrige uge, så troede ingen rigtigt på, at det ville koste hende sejren. Når Trump-lejren blev ved med at sige, at de troede, han ville sejre stort, blev det slået hen med, at de var en flok vildfarne fjolser, der nægtede at se sandheden i øjnene, og på en eller anden måde lykkedes det os alle sammen at lukke ørerne, når de talte om alle de “skjulte” Trump-vælgere derude. Dem, som meningsmålingerne aldrig fanger, fordi de af mange forskellige årsager ikke ønskede at fortælle, at de ville stemme på ham. Men de var der altså, og de stemte. Samtidig har Trump arbejdet sin orange røv i laser for at banke stemmer op i vigtige valgmandsstater, der så ud til at gå demokraterne – en stat som Wisconsin, som Clinton åbenbart følte sig så sikker på, at hun nærmest droppede under sin kampagne, men som det altså lykkedes Trump at få i hus. Der er mange (flere) faktorer, men kun ét udfald: Trump vandt, og han vandt overbevisende. Også selv om Hillary står til faktisk at have fået et flertal af folkets stemmer. Det er nemlig ikke dem, der ender med at tælle til 270 valgmandsstemmer.

Jeg fulgte valget i går aftes og slukkede først for fjernsynet i nat, da jeg var sikker på, at det utænkelige rent faktisk var ved at ske. Og så stod jeg op og kunne mærke, hvordan chokket var blevet til noget meget mere knugende; noget der hele dagen har siddet som en sort, hård klump i min mave. Jeg bliver (formentlig) ikke personlig ramt af det her – faktisk er Trump sikkert bedre for vores egen lille privatøkonomi end Hillary ville have været – men jeg er simpelthen så ked af det. Jeg kan slet ikke forstå, at så mange amerikanere valgte at stemme på en bully, en narcissist, en chauvinist, en racist, en der mener det er helt i orden at forulempe kvinder, at ytre de grimmeste ord om folk, han ikke er enig med, at gøre grin med handicappede, at tale ned om familier til amerikanske soldater, der er døde i krig (fordi deres efternavn er Khan og ikke Johnson)… Og alle de andre forfærdelige ting, Trump har gjort og sagt. Alle de frygtelige ting han ER. At amerikanerne besluttede, at ingen af de faktorer er diskvalificerende, når man søger verdens mest magtfulde job og burde være en, resten af verden kan se op til. Jeg kan ikke forstå det, og det gør mig både rasende, modløs og helt ufattelig ked af det.

N havde svært ved at forstå, at jeg sad i min bil og græd lidt over det efter at have afleveret børnene i morges, men da vi snakkede om det, gik det op for os, at forskellen ligger meget i hvem vi møder i vores hverdag. På den fabrik hvor han kører projekt lige nu, er der massevis af Trump-vælgere, og han taler med dem – også om valget. Han fortæller hvordan de er søde, rare, ordentlige mennesker, der bare er så lede ved Washington og “systemet” og så meget imod Hillary, som i bund og grund er mere af det samme – og derfor stemmer de på Trump. Han har et lysere syn på menneskeheden herovre, fordi han ser en anden side af Trump-vælgerne. Jeg møder eller kender dem ikke, så jeg kan ikke sætte ansigter og personligheder på, og for mig ER de ham. De har godkendt ham og det, han er. Det har ændret mit syn på USA og amerikanerne helt fundamentalt, og jeg må helt ærligt indrømme, at det land jeg troede jeg flyttede til, ikke er det samme i mine øjne længere. Mit syn på amerikanerne har ændret sig, og jeg kan lide dem mindre nu. Ja, det er vildt generaliserende, men de valgte Trump som deres præsident.

Jeg er ikke færdig med at samle mig selv sammen, og jeg gruer for fremtiden herovre lige nu. Jeg håber, at hans skøreste planer bliver stoppet, men jeg tør ikke rigtig håbe på noget længere. Verden blev et lidt sørgerligere sted at være i nat, og det tager tid at komme sig over.

 

Look, jeg swinger højere end you!

For næsten præcis et år siden kom jeg med en lille opdatering på børnenes sprog, og forleden fik jeg lyst til at gøre det igen. Ikke mindst fordi jeg ved, der sidder mange andre udlandsdanske børnefamilier derude, og for dem, der ikke har været af sted så længe, kan det måske være meget rart at høre lidt erfaringer om, hvor lang tid dét der sprog egentlig tager.

Nu, halvandet år siden ankomsten, er vores børn stort set flydende. Der er ikke ret meget dansk accent at spore hos nogen af dem længere – selv om A stadig egentlig bare taler med sin egen hjemmelavede accent, der hverken er fugl eller fisk, men bare sådan lidt spøjs – og jeg vil tro, at ordforrådet i begge sprog efterhånden nærmer sig hinandens niveauer. Dog er der stadig ting, der bliver blandet sammen, men hvor det før drejede sig om nogle virkelig komiske, Eddie Skoller-agtige fordanskninger – som da M sidste efterår skulle give sin veninde et godt råd til en gynge og begejstret råbte “You have to hold good on!!” – er det nu den anden vej rundt – og det danske sprog, der ind imellem får en lidt hårdhændet behandling. Det kan være små, uskyldige hovsa’er, som når A gynger og siger til sin søster: “Look, jeg swinger højere end you!” eller når han råber “hjælp, min fod er stuck!”. Og så er der de mere grelle tilfælde, som da M skulle fortælle mig om en leg, hun havde leget med sin lillebror og gik i gang med forklaringen: “Ej mor, det var så sjovt, for A var håbet til at få flodhesten, og jeg var håbet til at få giraffen, og så fik vi dem!” Jeg ved ikke, om I kan gennemskue den sætning, men det er selvfølgelig ordene “was hoping to get”, der bliver direkte oversat til Danglish vås. 😉

Det er svært ikke at fnise, når vi overhører den slags smuttere, men samtidig er det jo også en påmindelse til os om, at vi har et ansvar i forhold til at styrke deres danske. Vi taler stadig 100 % dansk herhjemme, og selv når M slår over i engelsk, hvilket som oftest sker, når hun leger eller bliver meget optaget af at skulle beskrive eller forklare noget, så svarer vi hende konsekvent på dansk. Det kan godt virke lidt anstrengt, men det er simpelthen så magtpåliggende for os, at begge børn holder fast i det danske og fortsætter med at tale det lige så naturligt som det engelske. På et eller andet tidspunkt inden for de næste år skal vi jo tilbage, og så ville det simpelthen være for ærgerligt, hvis de skulle til at begynde næsten forfra, fordi vi ikke havde gjort os den umage at holde fast i det danske for dem. Derudover er både N og jeg jo så i øvrigt også stadig så gennemdanske, at jeg slet ikke kan forestille mig hvor åndssvagt det ville føles, hvis vi gik herhjemme og talte engelsk sammen. Så dansk it is. 😉

Der er naturligvis nogle (ganske få) undtagelser. Når vi er blandt andre (ikke-danske) mennesker, så taler vi alle sammen engelsk. Ikke, hvis vi går rundt i supermarkedet, men hvis vi er sammen med folk, vi kender, slår vi aldrig over i dansk. Det ville jo bare virke uhøfligt, synes jeg. En anden undtagelse kan være, hvis vi hjælper M med lektier, og hun har brug for, at noget bliver snakket igennem. Så foregår det ind imellem også på engelsk, så hun kan tage det med sig i skolen næste dag. Vi sørger selvfølgelig også for – gennem lærerne – at være meget opmærksomme på, om deres dobbeltsprog er en hæmsko, men det virker på ingen måde, som om det er tilfældet. Snarere tværtimod.

En anden undtagelse er, når børnene leger sammen herhjemme. Det foregår næsten udelukkende på engelsk, og det giver egentlig ret god mening, når man tænker på, at det eneste tidspunkt, de hører dansk, er når de taler med os to voksne. Engelsk er det sprog de taler med deres venner flere timer hver dag, og derfor er det kun naturligt, at det er blevet deres “legesprog”. Det blander vi os selvfølgelig ikke i.

Men ud over de få eksempler er der faktisk ingen situationer, hvor vi ikke taler dansk sammen, og det har vi tænkt os at holde fast i al den tid vi er her. Ikke mindst fordi et af de største argumenter for at begive os ud i det her eventyr faktisk var, at vi syntes, det ville være en fantastisk gave for vores børn at være tosprogede. Og det bliver de jo ikke, hvis de smider det ene væk. Så kan det godt være, at A konsekvent taler om sin blue bil, black jakke og yellow tandbørste, og at M spøger mig, om hun må læse en bog til mig, men hvis vi kan holde det på dét niveau, går det nok. For de er faktisk meget, meget tæt på at være ægte bilingual, og dét i sig selv er noget, der gør mig pavestolt at være vidne til.

 

 

Westcoasting

Jeg har været i New York og Washington D.C. nogle gange efterhånden, jeg har været på roadtrip hele vejen ned fra North Carolina til Key West, og jeg har oplevet efteråret nordpå i New England og Maine – men jeg har aldrig været på USA’s vestkyst. Ikke fordi jeg ikke har villet – som tidligere sladderbladsjournalist ville jeg være fuld af løgn, hvis jeg påstod, at Los Angeles ikke var lidt af en drøm 😉 – men fordi det bare ikke lige har passet. Det gjorde det så i den nyligt overståede weekend. N’s firma har både advokater og revisorer på vestkysten, og han har længe haft intentioner om at mødes med dem, så alt ikke foregår over telefon og email. Vi valgte at kombinere det og tage en forlænget weekend til San Diego – og manner, nu kan jeg slet ikke VENTE med at komme vestpå igen!

Vi boede i området La Jolla, der ligger et kvarters kørsel uden for selve San Diego. La Jolla er den fineste lille by med charmerende hoteller – mange af dem med fuldstændig uspoleret udsigt over Stillehavet – og fantastiske restauranter. Vi spiste det bedste mad vi overhovedet har fået, mens vi har boet i USA – flere gange. Ikke mindst på seafood-fronten er stedet fuldstændig himmelsk. Det er en rolig lille by ved vandet, og fra vores hotel – hvor vi havde udsigt over Stillehavet fra både vores suite og hotellets pool – var der fem minutters gang til stranden, men hvis man går lidt op i hotelbudget, er der flere hoteller, der ligger direkte ved vandet. I gaderne er der små lokale handlende, spøjse og spændende gallerier – og selvfølgelig et utal af træningscentre. Det ér trods alt Californien. 😉 Der er en stor, fin park nede ved vandet, hvor børn leger, folk træner, par bliver gift, og alle tager billeder.

img_4012

Glade vejrmøller og drengebørn med varm vind i håret.
Glade vejrmøller og drengebørn med varm vind i håret.

Men det bedste – det allerALLERbedste – ved La Jolla var søløverne. Indrømmet, jeg er nærmest fanatiker, når det kommer til dyreliv, og hvis jeg kan spotte bare den mindste smule pels, knurhår, følehorn eller vinger, kommer jeg hurtigt op at køre. I La Jolla (og andre steder i San Diego) ka man gå ned til stranden og uden de store forhindringer stå en meter fra 50 søløver, der ligger og soler sig på klipperne. Det er fuldstændig fantastisk og – hvis man er lidt vild med dyr – lige til at få en lille tåre i øjenkrogen af. Endnu mere eventyrligt var det, at man ved La Jolla Cove kunne gå fra stranden og ud i vandet og så ellers bare svømme, snorkle og dykke rundt med de søde dyr, og vi ærgrede os helt vildt over, at vi ikke havde taget vores våddragter med, så vi kunne have gjort det samme (vandet er KOLDT på vestkysten!). Næste gang, for sure.

img_3995

Seriøst, har I nogensinde set noget så nuttet? Søløver! Så mange af dem! Lige dér for ens fødder.
Seriøst, har I nogensinde set noget så nuttet? Søløver! Så mange af dem! Lige dér for ens fødder.

I samme åndedrag er jeg selvfølgelig nødt til at nævne San Diego Zoo. Den er, så vidt jeg ved, kendt som en af de bedste zoologiske haver i verden, og når man er der, er der ingen tvivl om hvorfor. Der er så mange sjove, spændende og fascinerende dyr, og det bedste er, at de har plads. Med i billetten får man en tur i zoo’ens dobbeltdækkerbus, som giver et virkelig godt indtryk af parken, og en tur i parkens kabinelift, der løfter én højt op over området og giver en ubeskrivelig udsigt (som nok især kan nydes, hvis man ikke lider af højdeskræk…). Med andre ord: Hvis man er i nærheden af San Diego og har børn (eller en glæde for dyr), er San Diego Zoo et must.

img_4041

San Diego Zoo er et af de (desværre) få steder i verden, hvor man kan nyde synet af pandabjørne. Som i nuttethed måske kun får reel konkurrence af koalaerne.
San Diego Zoo er et af de (desværre) få steder i verden, hvor man kan nyde synet af pandabjørne. Som i nuttethed måske kun får reel konkurrence af koalaerne.

Men. Godt nok nævnte jeg, at dyrene var det bedste. Men førstepladsen må nok deles mellem dyrene og solnedgangene. Jeg kan ganske enkelt ikke få nok af at se solen gå ned i Stillehavet (eller andre have), og i La Jolla er synet fuldstændig uden sammenligning. Solen gik ned omkring halv syv om aftenen, da vi var der, så det passede med, at vi kunne gå ned til vandet og nyde synet, inden vi gik over til en af de restauranter vi havde booket bord på i løbet af turen. Jeg har sikkert 70 billeder på både min telefon og mit kamera af noget, der ser rimelig ens ud, haha. Men det er et så betagende syn, at jeg bare måtte forevige hver forandring og hvert lille skifte i lyset.

Solnedgange. Jeg får aldrig nok.
Solnedgange. Jeg får aldrig nok.

Så altså, med andre ord: Kan San Diego anbefales? Oh yeah. Af sted. Nyd det. Nyd maden, nyd dyrene, nyd klimaet, nyd solen – både, når den står højt, og når den glider ned. Det var en fantastisk tur, og der er slet ingen tvivl om, at vestkysten snart kommer på rejseplanen igen.

Come away with me!

Siden vi kom, har vi haft en masse gode intentioner om, at dette ophold ikke kun skulle bruges på at bo i USA, men i lige så høj grad på at opleve USA. Vi har vores verdenskort på væggen med en masse små knappenåle, kategoriseret i farvekoder for steder, vi har besøgt, steder vi drømmer om at besøge, og steder vi har konkrete planer (dvs. en booket tur) om at besøge. Men som det så ofte sker, indfinder hverdagen sig, og det gør den jo også, selv om man bor i USA. Det er klart, at N ikke bare kan rejse uger væk fra jobbet i tide og utide, og nu hvor M er rykket op, er det bestemt heller ikke hverken velset eller hensigtsmæssigt at tage hende ud af skolen, når lysten til at rejse melder sig.

Alligevel forsøger vi virkelig at få set og gjort noget, mens vi er her – inden for de rammer, der nu engang gælder – og heldigvis er der jo masser af muligheder for ture, der ikke behøver vare længere end en weekend. Der er ikke mange uden for landet her, der er klar over det, men North Carolina har nogle af østkystens mest fantastiske strande, og i modsætning til f.eks. Virginia og South Carolina, så er strandene her ikke overrendt. Wrightsville er den strand de fleste besøger; ikke mindst fordi den ligger lige op ad byen Wilmington, som både er hyggelig og fin og byder på masser af god mad og drikke. Topsail, Emerald Isle og Carolina Beach er bare nogle af de mange andre, der et besøg værd, og nærmest siden vi kom, har vi haft en drøm om at besøge Outer Banks, som er en række tanger, der strækker sig ned langs kysten med Atlanterhavet på den ene side og sundet på den anden.

img_0417
Klar, parat, hvornår tager vi til stranden?
Nu!
Nu!
img_3917
Løøøøøøøb!
Solnedgang over sundet
Solnedgang over sundet

Outer Banks har ry for at være lidt mere råt og u(s)poleret end mange andre steder, og så er området endda hjemsted for North Carolinas vilde heste, der møffer rundt derude. Vi er så heldige, at N har en ansat, John, hvis familie har et hus ved Outer Banks – og sidste weekend inviterede John og hans kone Katie os derud. Det ligger en pæn køretur væk – godt fire timer – men åh, hvor var det al tiden værd! De vilde heste så vi ikke, men solnedgang over sundet, et hus med en fantastisk udsigt, friskfanget tun, den smukkeste strand (med en halvskildpadderede lige på nippet til at sende alle de små flappede babyer ud i det åbne vand) og fuldstændig ro og fred var alt sammen med til at gøre weekenden en lille tand bedre end så mange andre.

Udsigten fra vores badeværelse...
Udsigten fra vores badeværelse…
...og fra terrassen.
…og fra terrassen.

Jeg har nævnt det før, men gør det alligevel igen: North Carolina er måske ikke det oplagte udflugtsmål, når man vil besøge USA, men hvis natur og dyreliv er på ens liste over ønskværdige seværdigheder, så kan man fordel overveje at lægge vejen forbi. Stedet skuffer ikke. Jeg er endda så priviligeret, at jeg ikke behøver rejse særlig langt for at få lysten styret, for bare ti minutter væk kan jeg hoppe i en kajak og tage halvanden time ned langs Neuse River, som i sandhed burde kunne fås som recept mod stress og anspændthed. Det er vild luksus – af den tilgængelige, naturlige slags.

Helt stille, helt roligt - og helt, helt afslappet.
Helt stille, helt roligt – og helt, helt afslappet.

Næste gang venter San Diego, som vi flyver til om et par uger. Der står søløver, zoo og seafood på programmet, men hvis nogle af jer derude sidder med kendskab til ting vi bare ikke må misse, mens vi er der, så kom frit frem. Jeg glæder mig som et lille barn. 🙂

Skal vi være venner?

For et par uger siden sendte min mor – som er virkelig sød til at holde mig opdateret i den danske nyhedsstrøm – mig et link til denne artikel om hvor svært det kan være for en udlænding at blive venner med en dansker. Den var virkelig interessant for mig at læse på trods af, at min vinkel i sagens natur går den anden vej rundt. Her er det mig, der er expat’en, og mig, der skal sørge for at skaffe mig nogle venner. Og lige præcis herfra hvor jeg sidder, er det ret nemt at få øje på et par forskelle mellem amerikanske og danske venskaber.

Amerikanerne er enormt gode til at socialisere. Sådan helt vildt, og jeg bliver lige imponeret hver gang. Vi var til noget eftermiddags-poolhygge for et par uger siden, og i løbet af en halv time havde en af vores bekendte introduceret mig for fire nye mennesker, som ikke var en del af selskabet, men som boede i området, og lige kom forbi. Det førte til, at N pludselig havde en ny potentiel kunde, og at vi i næste uge skal se på et hus i det område, vi gerne vil købe en bolig. Og sådan er det hver gang vi deltager i noget. “Julie, this is Ashley/Amy/Nancy/Jessica/Steve/Michael/etc who lives down the street and has three children in our school. (S)he owns a company that…” og fortsæt så bare i fantasien. Så går snakken, og pludselig er man på en helt ny sms-liste til næste weekends komsammen af en eller anden slags. Det er ret sjovt og meget socialt, og det er lige før det kan blive helt hæsblæsende. Men hvis der er noget, der virkelig er gået op for mig, så er det hvor sindssyg meget godt, der kan komme ud af den slags hurtige bekendtskaber. For det er lige præcis dét, de er: bekendtskaber. Det er ikke sådan, at vi nu pludselig har otte nye fantastiske og nære vennepar, som vi tager på weekend med, mens vi deler alle vores inderste tanker. Slet ikke. Men det er bekendtskaber med sjove, gode og kloge mennesker, og af dem har jeg lært, at bekendtskaber kan være om ikke helt, så i hvert fald næsten lige så givtige som venskaber.

Jeg har tidligere skrevet om mine veninder, og af den sluttede kreds, jeg betragter som mine nærmeste, kom den seneste til, mens jeg gik på universitetet – altså for over 15 år siden! We all go way back. Jeg har mødt masser af andre skønne, sjove og dejlige folk siden da, men det er mit – og den føromtalte artikels forfatters – helt klare indtryk, at vi danskere går rigtig meget op i vores gamle venner. Og når vi ligesom føler, at vi er omringet og favnet af de helt rigtige mennesker, så havner dem, der kommer til senere, i en anden kategori. Det har sikkert også en hel masse at gøre med, at de gamle venner er dem, der ved det hele, og dem, der har set os græde, tvivle, vokse op og lave bommerter, og derfor er de trygge og kærlige at have.

Amerikanernes hang til bekendtskaber hænger for det første sikkert sammen med den “overfladiskhed”, som de så ofte bliver kritiseret for (og som jeg tidligere har sat spørgsmålstegn ved). Alt behøver ikke at have en dybere mening eller et værdibaseret formål – et møde med et andet menneske kan også bare være noget sjovt og hurtigt, og lad os da lige se, hvad der kan komme ud af det? Jeg tror også, det handler meget om, at de i mange tilfælde er langt mere mobile, end vi danskere bryder os om at være. Alle de mennesker jeg har mødt, er flyttet rundt mellem forskellige stater, og det er snarere reglen end undtagelsen, at man flytter sig efter et job – uanset, om man bor i Oregon, og jobbet er i Oklahoma. Samtidig er der heller ikke den samme tradition for at blive i et job i årtier, så der kan altså komme rigtig mange flytninger ind i løbet af et liv – og dermed rigtig mange nye bekendtskaber.

Jeg er rigtig glad for at have begge dele i mit liv lige nu, også selv om det er et kæmpesavn for mig, at mine gamle venner er langt væk, og at min jævnlige kontakt med dem er sat lidt på standby. Jeg er virkelig, virkelig glad for at have fået nogle rigtig gode venner herovre – ikke kun bekendte, men gode, dejlige veninder –  men jeg er også nødt til at forholde mig til det faktum, at i det øjeblik deres liv pludselig byder dem en chance i Californien eller Illinois, kan de være væk igen. Og så er det lidt sværere at holde kontakten end i Danmark, hvor distancen mellem vennerne sjældent overstiger 50 kilometer. Og det samme gælder jo for mig. Mine venner herovre ved jo godt, at jeg kun er her i en begrænset periode. Alligevel har de absolut ikke haft nogen forbehold over for at lukke mig ind. Snarere tværtimod. Det har været så fint at mærke, og det er helt klart noget af det, der har betydet, at jeg føler mig så godt tilpas her og rent faktisk ser Raleigh som mit hjem nu.

Det kunne vi måske godt lære noget af derhjemme. Jeg skal være den første til at indrømme, at det aldrig er faldet mig ind at have expat-venner (eller -bekendte) i Danmark. For det første har jeg nok altid set dem som et slags lukket selskab, og for det andet, så havde jeg jo hvad jeg skulle bruge på vennefronten, ikke? Det er nok en holdning, jeg vil være mere bevidst om fremover. For nu er det mig, der er expat’en, og jeg ved heldigvis kun, hvordan det føles at få venner i et nyt land. Ikke hvordan det føles ikke at få dem – men jeg kan kun forestille mig, at det gør ondt. Så næste gang I møder en expat-mor i daginstitutionen, så overvej lige at invitere hende og familien til en omgang ægte dansk grillhygge. Jeg tør næsten garantere, at de vil elske det. 🙂

“Vil du lege med mig, mor?”

Det lyder virkelig ikke særlig pænt, men ovenstående er en af de sætninger, jeg frygter mest at høre fra M (i princippet også A, men han spørger ikke så tit, og det er sjældent fulgt op af en tanke, han har tænkt færdig). Misforstå mig ikke, jeg elsker at tilbringe tid med hende (med begge mine børn), og havde spørgsmålet lydt “vil du læse for mig?”, “vil du sidde med mig og nusse mig?”, “vil du snakke med mig?”, “vil du gå en tur med mig?” og tusindvis af andre spørgsmål, så er der nærmest ikke noget, jeg hellere vil svare ja til. Men… jeg er ikke god til at lege. Og jeg synes heller ikke, det er særlig sjovt. There, I said it. Jeg har sikkert tabt sørgeligt mange af mine legende tendenser gennem årene, og nu har jeg mistet evnen til at nyde at fordybe mig i en leg. Jeg synes virkelig, virkelig ikke det er sjovt at være lillesøsteren, der besøger storesøsteren, der lige har fået lov at tygge tyggegummi og som er fourth year i skolen, og at skulle følge alle de regler og regulativer, der følger med den leg. Eller være en (næsten) valgfri karakter fra Lego Friends. Eller for gudvedhvilken gang lege “Mit Kæledyr” (Ramasjang-forældre, I ved, hvad jeg taler om), hvor M er pigen Elise/Molly/Emily/Mia, der får en kanin, mens jeg spiller rollerne som både Silja, det andet barn (der allerede har et kæledyr) og begge Elises forældre. Nå ja, og så skal jeg synge kendingsmelodien både ved start og slut.

Jeg er ikke et legebarn. Og det er forfærdeligt, for M bliver jo frygtelig skuffet, hver gang jeg takker nej. Selvfølgelig siger jeg også ja, men absolut ikke hver gang, for principielt synes jeg egentlig også, det er noget underligt kunstigt noget at gå ind i en leg, man ikke rigtig gider. Børn er jo ikke dumme. Jeg vil langt hellere lave noget med hende, som vi begge to synes er sjovt, og andre gange siger jeg også nej, fordi jeg ganske enkelt har andre ting, jeg skal nå på det tidspunkt.

Hvilket leder mig til en anden problematik, nemlig balancen mellem nej og ja, når man er hjemmegående. Da vi boede i Danmark og jeg arbejdede, var det egentlig rimelig enkelt: jeg så ikke mine børn det meste af dagen, så den tid der var fra vi kom hjem, til de skulle i seng, blev brugt sammen, så vidt det overhovedet var muligt. Det gav sig selv. Men nu har jeg mange, mange flere timer til rådighed sammen med dem hver dag, og hvor meget jeg end nyder deres selskab, så synes jeg hverken det er sundt for dem eller mig selv at være sammen heeeeeele tiden. De skal også kunne underholde sig selv og hinanden, og bare fordi jeg HAR mere tid, er det jo ikke ensbetydende med, at det hele skal bruges på dem. Mere end før – selvfølgelig! Men med en balance. Og jeg har opdaget, at den balance godt kan være lidt svær at finde, for hvis det er op til dem, så laver vi noget, der er SJOVT. Hele tiden. Og mor er med. Og det er naturligvis, fordi jeg er den voksne, op til mig at definere rammerne for, hvornår det er ok at sige, at nu er mor IKKE med.

Jeg tror dét med at være hjemmegående stadig er så anderledes en følelse, at det er svært at finde det naturlige forhold mellem sammen og ikke sammen. Jeg har været så vant til, at den tid, jeg KUNNE bruge med børnene også blev det, og jeg kan sagtens mærke den dårlige samvittighed, hver gang jeg beder dem om at finde på noget selv. Eller med hinanden. Nogle gange lykkes det, men de fleste af gangene bliver afslaget mødt med skuffede miner og diverse forsøg på overtalelse. Men jeg synes virkelig, det er vigtigt, at vi ikke bliver et uadskilleligt trekløver, der altid skal finde på “sjove ting” sammen. Selvfølgelig fordi det ville gå ud over min mentale tilstand, men først og fremmest, fordi jeg helt uden tvivl mener, at det er det sundeste for dem. De har masser af tid med mig, og de skal lære også at nyde og bruge den, de har med og for sig selv. Ligesom jeg gør.

(Knap så) Modige mor…

Der skete et eller mærkeligt med mig, da jeg fik børn. Jeg blev pludselig bange for en masse ting, som jeg aldrig tidligere havde skænket en tanke. En af de mest markante – og noget af det, der ærgrer mig mest – var dykning. N og jeg dykkede virkelig meget, inden vi blev forældre, og stort set alle vores længere ferierejser var med dykning som hovedtema. Vi har dykket langs en 600 meter højt, lodret revvæg ved Borneo, i huler i Mexico, på vrag i Egypten og masser af andre fantastiske steder – og det har været de største ferieoplevelser i mit liv. Men efter jeg er blevet mor, har jeg haft meget, meget svært ved at dykke. Jeg har faktisk kun gjort det en enkelt gang, og der var jeg virkelig tæt på at få et anfald af panikangst under vandet, hvilket selvfølgelig er noget af det allerværste, man kan gøre. Jeg fik undveget det meste af det ved at give signal til vores guide, som holdt mig i hænderne og kiggede mig i øjnene, indtil det var drevet over, og resten af dykket gik fint. Men dykning er ikke det samme længere; der er kommet en angst ind over.

Det samme med højder. Jeg har aldrig i mit liv haft noget, der bare mindede om højdeskræk – men det har jeg nu. Jeg er virkelig, virkelig ikke glad for højder. Og den frygt kom til udtryk i weekenden på et tidspunkt, hvor jeg simpelthen var nødt til at undertrykke den.

Vi tilbragte weekenden i bjergene på en fuldstændig fantastisk tur. N havde med firmaet inviteret alle sine medarbejdere og deres familier med i en hytte ved Black Mountain, og det var så skøn en weekend. Vi boede 13 mennesker sammen i en kæmpe træhytte med egen pool og udendørs opvarmet boblebad, og bortset fra lørdag formiddag, hvor der stod arbejde på programmet, var det ren social hygge med god mad, masser af drikke, afslapning, badetid og andre aktiviteter.

Kuechly og Newton - dog i en anden slags fodbold, end de navne normalt forbindes med. ;)
Luke Kuechly og Cam Newton – dog i en anden slags fodbold, end de navne normalt forbindes med. 😉

Blandt sidstnævnte var et såkaldt ropes course (jeg ved faktisk ikke, hvad det danske navn er?), hvor man bliver spændt ind i en masse seletøj og så bliver sluppet løs oppe på forhindringsbaner af forskellig sværhedsgrad mellem træerne. A var ikke gammel nok, så han måtte blive på jorden, men M måtte gerne være med på de to nemmeste, som N og jeg skiftedes til at tage hende med på. Den første, som N tog, gik fint, og M havde en fest. Den næste… Not so much. Det var den, jeg var med på, og på et tidspunkt skulle hun tage et skridt fra et bræt til et andet, men hun kunne ikke få fodfæste og blev virkelig bange. Hun græd og ville ned, men med hjælp fra chefen og støttende tilråb fra mig, der var lige bag hende, gik det, og sammen kom vi igennem resten af banen.

Not my proudest moment...
Not my proudest moment…

Det var ikke sjovt lige dér. Ikke kun fordi hun blev bange og var ked af det, men fordi jeg faktisk også var halvvejs rædselsslagen. Da jeg bagefter stod og kiggede på på banen, så den jo ikke engang ud til at være specielt højt oppe, men da vi var deroppe, synes jeg det var frygteligt. Men det var ikke rigtig en mulighed at give luft for min egen frygt, da jeg foran mig havde en skrækslagen seksårig, som bare havde brug for at holde sin mor i hånden og vide, at alt var trygt og godt og slet ikke så farligt, som hun følte, at det var.

Det gik, og efterfølgende var M simpelthen så høj på adrenalin over at have klaret det, at hun snakkede i up-tempo nonstop hele vejen hjem. Hun var helt oppe at køre. Jeg syntes også, det var sjovt – bagefter – og det var en cool fornemmelse at have gjort det (selv om den blev lidt fladere, når man stod og kiggede på de baner, som de andre tog helt oppe mellem træerne, hvor de kom frem ved hjælp af klatrevægge, hulahopringe og andre obskure hjælpemidler). Men det er en mærkelig følelse, dét med at være bange for noget og på en eller anden måde være i stand til at lægge låg på det. Bare fordi man for f*anden SKAL. Der er ikke rigtig nogen vej uden om, når man skal være den voksne til den bange. Det er sikkert meget sundt, fordi jeg lærte lidt om hvad frygt egentlig er, og hvor meget mere i kontrol over min egen frygt jeg kan være, når jeg skal. Men jeg tror ikke, jeg skal op i træerne igen lige foreløbig. 😉

Bjergene vil jeg til gengæld gerne tilbage til. Der er ingen højdeskræk – bare en helt igennem overvældende ro, udsigt og stemning. Vi må snart tilbage.

IMG_9827

Sit still, look pretty

“Mødre forelsker sig i deres sønner og identificerer sig med deres døtre.” Jeg kan ikke huske, hvor jeg læste det udsagn, men det bed sig fast – i al sin amerikanske, one liner-agtige storladenhed. For selv om det er poppet, så har jeg efterhånden – efter seks år som pigemor og tre som drengemor – lært, at der er et eller andet om det. Da vi opdagede, at vi ventede barn nummer to, havde jeg (selv om man jo helst ikke skal sige den slags) et lille bitte håb om, at det var endnu en pige. Ikke fordi jeg havde noget imod drenge, men fordi jeg har en teori om, at søskende af samme køn ofte får et tættere forhold, når de vokser op. De har et andet fællesskab end søskende af forskelligt køn, og jeg synes tit, jeg møder voksne søster- og brødrepar, som er hinandens bedste venner. Det kunne jeg godt tænke mig at give M. For det andet var der også bare dét der med, at jeg jo vidste hvordan man var pigemor, ikke? Nu havde jeg jo ligesom prøvet det, og det ville være så nemt bare at fortsætte.

Nu har jeg så som bekendt prøvet begge dele, og ja, der er en kæmpe forskel. Men jeg har nok snarere lært, at forskellen ligger i mig og min egen “hunkønsidentifikation” langt mere, end den har at gøre med mine børns køn. Det er svært at forklare præcis hvad der sker, men jeg har en helt klar følelse af, at min måde at opdrage M på og min måde at være hendes mor er langt mere kompleks og langt mere “mudret” af, at jeg selv er hunkøn og selv har været igennem alt det, hun er. Jeg har så mange ønsker og håb for hende, og de er alle sammen blandet med et virvar af ængstelige følelser om, hvorvidt hun nu får det bedste ud af at være pige.

M har for længst nået en alder, hvor glitter, pynt og alt, der er smukt, har en kæmpestor interesse – og det betyder noget at være fin. Hun står foran spejlet og laver ansigter og poserer, og hun låner min læbestift og vil helst skifte tøj tre gange om dagen. Det er helt i orden, og jeg ved, hvor naturligt det er for (mange) piger at gå op i deres udseende og lade det fylde meget. Men så er det min frygt kommer snigende, for hvornår fylder det FOR meget? Jeg prøver at minde hende om hvor fedt det er at være stærk og lidt vild og turde tro på, at man kan, hvad man vil. Jeg elsker, når hun bedyrer, at hun vil være astronaut, når hun bliver stor – altså, kun fra mandag til torsdag, for om fredagen vil hun gerne være sammen med sine børn. 😉 Jeg vil så gerne, at hun vokser op med et ønske om at kunne og være meget, meget mere end den pæne pige, der aldrig stikker ud eller tager kontrollen. Jeg vil have, at hun skal vide, at hun kan det hele, og at der ikke er nogen “rigtig” måde at være pige på. Det handler ikke om at være pæn. Det handler om at være den bedste, man kan være. Og som det er nu, er der absolut intet at bekymre sig om. Hun går fuldstændig lige så meget op i at blive god til at svømme, slå vejrmøller, synge og læse, som hun gør i at være fin.

Men samtidig kan jeg ikke lade være med at tænke på, hvor meget af det jeg selv giver videre til hende. Jeg taler meget, meget bevidst aldrig om noget, der omhandler vægt eller kropsbillede foran hende, men jeg er da selv forfængelig, og det ser hun jo. Det er også mig, der elsker at købe en ny badedragt til hende, komme hjem med nyt gymnastiktøj eller overraske hende med en kjole – ikke fordi hun måske reelt havde brug for det, men fordi det var PÆNT. Og FINT. Og så bliver hun glad, og så handler det lige pludselig igen lidt for meget om at se ud. Ligesom jeg jo også er ret bevidst om, hvor fuldstændig åndssvagt meget tid og energi jeg selv har brugt på at tænke over, hvordan jeg så ud, hvor meget jeg vejede, hvor dumt mit hår krøllede – og alt det andet. Og i al min iver over IKKE at ville give det videre, er det måske netop det jeg kommer til, fordi det får så meget fokus i min bevidsthed. Jeg tror, jeg gemmer det væk, men i virkeligheden bliver det måske mere påtrængende end alt det andet, jeg hellere vil lære hende?

Jeg tror, at mange pigemødre ofte kommer til at lægge lidt for meget af sig selv over i opdragelsen, og alle de usikkerheder, man selv har – eller havde som barn og ung – kommer til at fylde for meget. Det er jo ok at give sine erfaringer videre, men der skal være en grænse for, hvad der er nyttige erfaringer, og hvad der er usikkerheder, der intet har med næste generation at gøre – og som en datter slet ikke skal forholde sig til.

På mange måder har det været mere ligetil med A. Jeg kunne ikke drømme om at påstå, at det er nemmere at opdrage drenge end piger, men jeg kan mærke, at det for mig personligt har været mindre… broget. Der har været en anden og mere ukompliceret følelse af at kunne følge de normer, vi har sat op for ham og den retning, vi gerne vil præge ham i, uden at min egen bagage kommer så meget ind over. Han og jeg har vores sammenstød – og vi har mange flere, end jeg nogensinde havde med M – men de er på en eller anden måde mindre komplekse, og et eller andet sted handler det nok om tvivl (og selvfølgelig om, at han stadig kun er tre år, haha). Jeg tvivler meget mere på mig selv som pigemor end som drengemor, måske fordi jeg naivt håber på, at jeg kan styre hende uden om de usikkerheder og tvivl, jeg selv har haft, hvis jeg bare gør noget andet. Det giver ingen mening, og det er helt urealistisk. Og i virkeligheden nok også generelt en dårlig ide, for jeg tror jo egentlig, at når vi bliver alt for fokuserede på de fejl, vi IKKE vil begå, overser vi alle de andre, som vi så begår i stedet. Som næste generation så vokser op med at kæmpe sig væk fra. Og så videre.

Det er svært, og det bliver absolut ikke nemmere, jo ældre hun bliver, og jo mere personlighed, der vokser frem. Jeg ved godt, at jeg gør det det godt, og jeg ved, at jeg er en god mor for begge mine børn. Men jeg ville nok ikke tage skade af at prøve at bevæge mig lidt væk fra alle usikkerhederne og i stedet minde mig selv om, at M er M. Hun er ikke mig, og hun skal ikke genleve mit liv. Hun er, lige som hun skal være – både når hun er fin og stærk og det hele på én gang.

 

De farvede medier

Det kommende præsidentvalg og i særdeleshed de to uhørt upopulære kandidater er naturligt nok noget, der fylder ekstremt meget i medierne herovre, og det det kommer formodentlig kun til at fylde mere og mere fra nu og til november, hvor det endelige slag skal stå. Her til morgen læste jeg en artikel fra Berlingske, skrevet af Poul Høi, som fokuserede på måden, de amerikanske medier nu er begyndt at rette både kandidaterne og deres tilhængere og kritikere, når de bevæger sig ud i påstande og udsagn, som er decideret usande. Jeg nævnte nogle af Trumps fadæser her, men sandheden er jo, at der er så meget mere at tage fat i – og at den republikanske kandidat mere end én gang er blevet grebet i direkte at lyve. Det er ret rystende at overvære, og det er så langt fra fornuftige menneskers opvækst og børnelærdom: At det er forkert at lyve. Når en præsidentkandidat bliver taget i det – og ikke engang vil indrømme det, når han(/hun) bliver afsløret – hvilke rammer og normer er det så, vi alle sammen har at forholde os til?

Der findes meget få neutrale/objektive medier i USA – hvis nogen overhovedet – og jeg er udmærket klar over, at det er en vinklet, redigeret og endog meget farvet version af begivenhederne jeg får, når jeg to timer hver aften sætter mig foran CNN. Stationen er meget tydeligt anti-Trump, og det har efterhånden nået en grad, hvor det er, om ikke pinligt, så i hvert fald påfaldende. For mange står CNN som en af de mest troværdige nyhedskilder (jeg er også godt klar over, at mange ikke giver en fløjtende fis for den), og det er alt andet lige usædvanligt at se en respekteret, landsdækkende tv-station tage så meget side. Et lille, men ret karakteristisk eksempel kom i går aftes, hvor nyhedsværten Don Lemon (som jeg i øvrigt er ret vild med) afsluttede en debat mellem finansjournalisten Ali Velshi og ejendomsmægleren (og Trump-supporteren) Katrina Campins med ordene: “Thank you, Ali, a very well-respected global affairs economist and also, uhmm, Katrina, a…luxury real estate specialist and winner of the first season of “The Apprentice””.  Det var så lidt subtilt og så helt upassende partisk, at det var komisk.*

Så hvorfor er medierne nærmest gået i selvsving i deres partstagen? Jeg mener, vi har altid vidst, at Fox News var højredrejet propaganda på speed, men det har ligesom været præmissen, og bryder man sig ikke om det, kan man lade være med at se det. CNN har i de senere år bevæget sig i en mere og mere skarpt redigeret retning, men det har aldrig været så markant, som tilfældet er lige nu. Min egen lille lommeteori – som jeg måske nok tror er for simpel til rigtig at kunne gøre sig gældende – har været, at et medie som CNN ganske enkelt, som så mange andre i USA, er rædselsslagne for, at Trump rent faktisk skulle gå hen og vinde det her valg. At de i højere grad end nogensinde før ser det som et fuldstændig uacceptabelt udfald og derfor sætter alt ind på at vise deres seere, hvor helt igennem vanvittig en opførsel, han står for, og derfor helt er stoppet med at nedtone deres holdning og belyse fra flere sider. Trumps støtter – som i øvrigt i lige så høj grad som modparten får lov at komme til orde og deltage i debatterne; alt andet ville også være helt sort – anklager pressen for ikke at fokusere lige så meget på Hillarys fejl som Trumps, og som Don Lemon sagde i går (noget lignende, i hvert fald): Nogle gange kan man ikke fokusere én til én, fordi den anden part ikke altid gør og siger ting, der er lige så langt ude.

Og han har jo ret, men det efterlader stadig spørgsmålet: hvor langt kan pressen tillade sig at gå i deres vinkling, før det bliver utroværdigt? Og endnu vigtigere, hvor langt kan de gå, inden det får den modsatte effekt af den ønskede? Der er ingen tvivl om, at Trumps hardcore-tilhængere ikke giver meget for CNN’s dækning og nok nærmere søger endnu længere mod den modsatte grøft, fordi de ser hvert angreb mod Trump som socialistisk Hillary-propaganda. I mange tilfælde ser de sig nok endda så sure på dækningen, at de stopper med overhovedet at lade det sive ind. På trods af, at ingen kan komme uden om, at Trump har løjet så mange gange, at det måske faktisk overstiger de gange, han har talt sandt, at han mangler basal viden om udenrigspolitiske forhold, og at hver dag byder på nye tilfælde af hans egne partifæller, der tager afstand fra ham og melder sig under Hillarys faner. Det er kendsgerningerne, og de er iøjnefaldende. Men jeg er ikke sikker på, de trænger ind dér, hvor de skal.

Well, i dag er en ny dag i Trump-land, og hver dag er en dag mindre, inden vi når november. Jeg er sindssygt spændt på at følge både debatten, meningsmålingerne og bare det generelle cirkus, der følger med det her show af et præsidentvalg.

* I kan se debatten mellem Ali Velshi og Katrina Campins her – det kan godt anbefales.