Alle indlæg af Julie B.

Might have a little dirt on my boots…

Jeans og boots – et look, jeg har set mig mere end almindelig lun på!

Ok, så jeg gav min countryafhængighed fuld skrue i sidste indlæg (og ja, titlen på indlægget her er naturligvis også en countryreference – vi er ikke færdige, venner!). Jeg ved ikke hvor mange af jer, der blev nysgerrige vs. hvor mange der bare gled let hen over det uden at skænke Miranda en yderligere tanke (I går glip af noget! Jeg siger det bare!!), men om man er til countrymusik eller ej, tror jeg simpelthen ikke man kan bo i Sydstaterne uden at blive påvirket en smule af the Southern charm og de tendenser, der følger med. Det være sig stort hår, yogaleggings (hver dag, hele dagen), sweet tea eller, som i mit tilfælde… cowboy boots. Manner, vi elsker vores boots i vores familie! Den første der ønskede sig – og fik – et par, var M. Hun havde flere skolekammerater, der løb rundt i de sejeste boots, og hun ønskede sig så brændende at følge trop. Som den strenge danskermor jeg er, var jeg ikke synderligt henrykt for hverken de spidse snuder eller semihøje hæle til en seksårig pigefod, så det krævede lidt research, inden de helt rigtige med rummelige snuder og en helt lav hæl, men stadig fantastiske, blev skrevet på ønskelisten sidste jul. Støvlerne endte under træet (tak til mormor og morfar!), og de var et HIT. De har været hendes foretrukne fodtøj, hver gang det er for køligt til sandaler – eller slet og ret stridt vintervejr, og de går til alt. Ved den nyligt overståede jul fik hun samme model i størrelsen større, og så har hun fået lov at udvide sit udvalg med et par af de spidse og (lidt) høje, som dog kun må bruges én skoledag om ugen (jaja, strenge mor).

M’s første støvler, som det sidste halvandet år er blevet stylet med alt fra basketballshorts til fine flæsekjoler, bare ben og tykke strømper.

Én dag om ugen får hun lov til at have sine yndlingsstøvler på. Der er en lille hæl og lidt spidse snuder, og så er de bare helt igennem cowgirlcool.

N var den næste i rækken, der hoppede på westernbølgen, og efter vores legendariske Nashvilletur var jeg også hooked. Jeg hoppede direkte ud i mine første Lucchese-støvler i det blødeste skind, og de er de mest behagelige – og på sin vis – smukkeste støvler jeg har ejet. I samme ombæring fik A sine første støvler, og han har stort set levet i dem siden. Der er ikke så meget stilpjat, og de ryger på til joggingsæt, shorts, jeans og nattøj. De går gennem sne og regn, og de løber hurtigt. Hvad mere har man brug for, når man er fire?

Boots og bolo – det er lidt som at tage på date night med Rhett Butler!
A har stort set levet i sine støvler siden han fik dem. Hvem havde troet, at cowboystøvler skulle ende som det perfekte fodtøj til en fireårig?

For ganske nyligt læste jeg et blogindlæg, hvor cowboystøvlen var i charmerende fokus. Om den er ved at genfinde et publikum i Danmark, aner jeg ikke, men hvor ville det være fedt. Jeg ved godt, at de fleste af os (i hvert fald dem på min alder) tænker på den type støvle som noget, vi var seje i i 90’erne – gerne kombineret med en skovmandsskjorte; så var det lokale diskotek klar til at blive gjort usikkert – men den øjenåbner der er fulgt med at genopdage cowboystøvlen i Syden er, at her er den tidløs. Det er ikke en trend, der kommer og går – det er fodtøj. Som altid kan fås i et utal af mere eller mere farverige, frynsede og pyntede varianter, når bare man ved hvor man skal gå hen. Og den er så cool til så meget. Vi har vores lokale western-pusher (som også har været leveringsdygtig i N’s bolo tie, det westernslips han ynder at sætte til sine støvler), og det er lidt som at træde ind i anden verden. Med Lucky Luke, Butch Cassidy og Johnny Cash bag disken. Og når man alligevel har lukket countrymusikken, Nashville og rigelige mængder barbecue ind i sine årer, så kan man altså ikke leve uden et par boots. Jeg drømmer allerede om mit næste par – spørgsmålet er bare, om de skal være lave og knap så larmende eller røde og totalt over the top. Time will tell.

Hey there, mister Tin Man…

Om et par uger kaster N og jeg os ud i noget, vi ikke har prøvet før: Vi overlader børnene til en babysitter, mens vi tager væk natten over. Vi har været på voksenture før, men det har altid været i forbindelse med, at mine forældre har været her, så de kunne få lidt tid med børnebørnene, og vi trygt kunne tage af sted for os selv. Denne gang er der ikke lige bedsteforældre i nærheden, men af sted skal vi. For Miranda Lambert spiller halvanden time herfra, og der er ganske enkelt intet i denne verden, der kunne få mig til at misse det. Og fordi min begejstring for Lambert er helt ubeskrivelig (grænsende til noget der ligner en besættelse, haha!), har det her indlæg ligget i baghovedet et stykke tid, men jeg har ikke været helt sikker på, om det skulle ud. Jeg er nemlig helt klar over, at hun ikke er en, der strejfer tankerne hos mange af jer derhjemme – men det vil jeg så gerne lave om på. Så her kommer et lille Lambert-intro-indlæg, og jeg HÅBER sådan, at I vil give hende et lyt og en chance. Om I er til country eller ej. Hun er noget helt, helt særligt, og for mig er hun nærmest grunden til, at jeg lærte at elske country. Det forventer jeg ikke nødvendigvis sker for jer (medmindre I lige smider en Nashville-weekend oveni!), men hvis jeg nu bare kunne glæde én af jer med en Miranda-øjenåbner, er det såmænd også fantastisk nok.

Hvis I nu rent faktisk føjer mig lidt og lytter jer igennem indlægget her – eller noget af det – så tag lige og smid en kommentar, ikke? Eller send mig en mail. Jeg vil SÅ gerne høre hvad I synes. Om I kan høre hvorfor jeg er blevet så ultrafascineret af Lambert, eller om det er en total fis i en countryhornlygte for jer.

Jeg går kronologisk frem, men i omvendt rækkefølge (kan man så egentlig kalde det kronologisk?) – ganske enkelt fordi det var hendes seneste album, “The Weight of These Wings”, der fik mig til at opdage hende. Albummet er en ordentlig dobbeltkleppert med 24 numre, og det står stadig for mig som 2016’s ubetinget bedste album – og ikke kun i countrygenren. Der er ikke ét svagt nummer på; til gengæld er der så mange stærke og  magiske, at jeg havde svært ved at vælge bare ét. Og alligevel er der ikke så meget tvivl: “Tin Man” forever. “Tin Man” er så rørende, at jeg stadig – efter hundredevis af gennemlyt – ikke kan høre den uden at få tårer i øjnene. Det er sandt. Det er vildt, hvad musik kan gøre, ikke? Hele “The Weight of These Wings”-albummet er skrevet som en reaktion på den (herovre) meget offentlige skilsmisse mellem Lambert og country-kollegaen Blake Shelton, og albummet er fyldt med så ægte sorg, skuffelse, frustration, tristesse, selvbebrejdelse, håb og alle de andre følelser, der kommer i kølvandet på hjertesmerte, at det bare kryber ind under huden og ligger der. “Vice” og “Runnin’ Just in Case” er andre I bør tjekke, men “Tin Man” er i særklasse (Tin Man, eller rettere The Tin Woodman, fra klassikeren “The Wizard of Oz” er ham, der så brændende ønsker sig et hjerte). Den er så ren, så enkel og så ægte, at jeg ikke kan høre den uden at føle den. Lov mig, at selv om I dropper de andre Lambert-numre, så lyt i det mindste til den her et par gange.

Der er desværre ikke lavet en video (det er ærgerligt nok tilfældet for de fleste af sangene her), men sangen er her – først i albumversionen og bagefter i liveversionen fra sidste års ACM Awards. Begge er gåsehudsskabende.

OBS: Af en eller anden grund (formentlig mine manglende tech skills) er det ikke alle link, der viser videoen som billede her – men tryk bare alligevel. 😄

Liveversionen af “Tin Man” – ståpels coming up:

https://www.youtube.com/watch?v=V8ZzlB0Xp0c

Inden skilsmissen og “The Weight…” kom “Platinum”, som handlede en del om berømmelsen i countrybranchen, Lamberts image og – ironisk nok – ægteskabet med Shelton. Titelnummeret er et sjovt og skarpt, tvetydigt nik til farven på både Lamberts lokker og pladerne på væggen derhjemme. Altså, det er jo umuligt ikke at elske en linje som “You don’t need to be a fighter, honey, just go one shade lighter”. Det er country, når det er bedst: ikke så kompliceret, ikke så mange dikkedarer, men altid med en snert af skarphed. What doesn’t kill you only makes you blonder. 😄

“Platinum”:

https://www.youtube.com/watch?v=rbIfI-8iYuA

“Four the Record” er, som navnet antyder, Lamberts fjerde album og måske min favorit efter TWOTW. Det er klart det album, hvor Miranda har inviteret flest med-sangskrivere på, men det gør absolut ikke noget. Tværtimod giver det sangene variation, luft og overraskende elementer. “Nobody’s Fool”, som er den jeg har valgt at fremhæve, er faktisk ikke engang skrevet af Lambert selv, men derimod af Chris Stapleton (som siden er blevet en kæmpestjerne i sig selv og ryddede bordene ved de store country-awardshows sidste år), og den har det hele: en bar, neon lights (det er svært at finde en ægte countrybasker uden ordene neon lights!), et knust hjerte og en ganske enkelt medrivende melodi. “When they ask I’ll just say he’s nobody – and me, well, I’m nobody’s fool”. Ej, men det fungerer bare.
“All Kinds of Kinds” og “Mama’s Broken Heart” er andre topnumre, og så er der “Over You”, som er en anden tåreperser for mig. På overfladen virker den som endnu en i rækken af kærlighedssange, men den fik skovlen under mig, da jeg læste, at den oprindeligt er skrevet af Blake Shelton (Mirandas daværende mand) til den bror, han mistede i en trafikulykke. Shelton var 14, da det skete, og da han senere havde skrevet sangen, var det for hårdt for ham selv at fremføre den – så den endte som Mirandas. Og den er hjerteskærende.

“Nobody’s Fool”:

https://www.youtube.com/watch?v=5mM4i3-d6Wc

“Over You”:

https://www.youtube.com/watch?v=3Y2icHOgC5U

På “Revolution” er “The House that Built Me” en af de sange, der er værd at fremhæve, men “White Liar” er også et lyt værd.

Jeg fuldstændig forgabt i “Crazy Ex-Girlfriend”, som var Lamberts andet album. Der er simpelthen så meget power i det album; sangene er uperfekte, skramlende og rå, sjove og stærke, og så er det bare et album med så meget personlighed, at jeg aldrig kan lade være med at SKRÅLE med. Højt!! Titelnummeret “Crazy Ex-Girlfriend” er et must-hear, som er umuligt at sidde stille til (personligt kan jeg ikke lade være med at råbesnerre “I’m mad as hell!”), men “Gunpowder and Lead” er også en virkelig vigtig spiller her. “More Like Her” er sød og sørgelig og rørende. Og så er “Famous in a Small Town” bare en ægte feelgood-basker, som jeg elsker – og den eneste af de nævnte med en video. Så den er her.

“Famous in a Small Town”:

https://www.youtube.com/watch?v=_xjy6EuMPGA

Sidst, men ikke mindst, har vi “Kerosene”, der bare er en helt igennem bomstærk debut. Lambert har braget igennem siden da, og hvert eneste album har budt på en markant udvikling i hende, både som sangskriver og performer – men personligheden er aldrig forsvundet. Titelnummeret og “New Strings” er oplagte at hive frem, men balladen “Love Your Memory” kan altså også noget.

“Kerosene”:

https://www.youtube.com/watch?v=rB7ONnfIjaI

Tak fordi I lyttede med!

Det jeg savner allermest…

Kan I huske dengang hvor det var lidt en joke, at folk kunne tage på ferie til Mallorca eller Rhodos og hver aften finde en ny restaurant med et menukort, der, ud over en dansk og tysk  oversættelse, også bød på frikadeller, rødkål og remoulade? Jeg ved faktisk ikke, om det stadig er sådan – altså, at folk gør det, når de tager på en uges charterferie sydpå. Men jeg ved derimod, at det med at savne bestemte fødevarer og retter er en meget håndgribelig ting, når man er væk hjemmefra på et lidt mere permanent plan. Og det sjove er jo, at selv om køkkenet i Virum langt oftere bød på fettuccine end frikadeller, så kommer sidstnævnte til at virke som en hofret fra det forjættede land, når man kommer langt nok væk.

Med lidt opfindsomhed og kreativitet og ikke mindst åbent sind er det muligt og endda ret nemt at genskabe alle de gode hjemlandskulinariske oplevelser. For et godt stykke tid siden fik jeg en surdej af en venlig sjæl, og imod alle – og jeg mener virkelig ALLE – odds har jeg formået at holde den i live og rent faktisk bage virkelig gode rugbrød. Som jeg prakker alle mine amerikanske venner og naboer på, mens jeg belærer dem om vigtigheden af en god kartoffelmad med lidt majo og purløg. Jeg har fundet en (og kun én; de fleste andre ser på mig med en blanding af undren og let væmmelse, når jeg spørger) slagter, hvor jeg kan bestille flæskesteg, og mine frikadeller herovre er bedre, end de de nogensinde var i Danmark (faktisk er de så vellykkede, at et (amerikansk) vennepars 11-årige datter hvert år på sin fødselsdag ønsker, at jeg laver dem til hende). World Market sælger Salte Sild, og hos Trader Joe’s har jeg fundet en kyllingelevermousse, der smager så meget som Stryhns franske postej, at gode minder om regn på ruden og lunkne madpakker vælder ind over mig, når jeg sætter tænderne i sådan en klapsammen.

Men der er én ting, som ikke kan fås herovre, og som jeg savner helt uforholdsmæssigt. Bland-selv-slik. Jep. Endeløse rækker af bakteriefyldt, ulovligt importeret skum-, vekao- og gelatinestads med små skovle og store poser og det chok, der følger, når man endelig når til kassen og sætter sækken på vægten. Jeg ved ærligt talt ikke hvad det er, der gør længslen efter bland-selv-slik så overvældende; om det er slikket i sig selv, princippet om at kunne bestemme over sin egen sukkerkombi eller hele konceptet, der som regel hænger sammen med fredag aften, start på weekend, X Factor i fjerneren og vin i glasset – men faktum er, at jeg kan blive sådan helt vemodig og helt utroligt selvmedlidende, når jeg ser billeder af bland-selv-slik på de sociale medier. Det er, for nu at sige det ligeud, en smule ynkeligt, men det er ikke desto mindre sandt.

Selvfølgelig er der masser af andre fødevarer, jeg storsavner. Fjordrejer er en af de helt store spillere hér. Stenbiderrogn og nye kartofler. Meyers kanelsnurrer. Pålægschokolade. En ordentlig skæreost. For nu at nævne en brøkdel. Under “noter” i min telefon er der et fast element med titlen “Spise i DK”, som opdateres og vedligeholdes forud for hver hjemrejse. Men af en aller anden grund er det altså bland-selv-slikket, der sætter flest madsavnsfølelser i gang. Jeg aner ikke hvorfor, men det er også ligemeget. For min mave behøver heldigvis ingen forklaring, og når børnene og jeg snart vender snuderne hjemad på lynvisit, glæder jeg mig til at fråde mig igennem min liste og slutte af med at pakke kufferten med skammelige mængder bland-selv-godt, der (måske, måske ikke) kan holde mig kørende indtil næste tur over Atlanten.

Glædelig mandag derhjemme. Og spis en skumbanan for mig! 🍫🍌

Nå, men…bliver man så tyk af at bo i USA?

Et halvt års tid efter vi var flyttet hertil, skrev jeg det her indlæg, fordi tanken om automatisk at lægge mig ud var noget af det, jeg tænkte over, inden vi flyttede hertil. Og jeg tænkte, at det måske kunne være sjovt med en opdatering her to et halvt år senere. Jeg har også skrevet lidt om dét med at have en anden tilgang til børnesnacks end mange af de andre mødre, men hvordan ser det ud med moren selv her knapt tre år efter udflytningen?

I mit første indlæg om emnet nævnte jeg, at jeg havde taget tre kilo på. Oh lordy. Little did I know at det et års tid senere snarere skulle hedde +10. 😳 Jeg har ikke tænkt mig at lyve eller underdrive: i starten af 2017, lige omkring vores visumforlængelses-besøg i Danmark vejede jeg omkring 12 kilo mere, end da vi kom hertil. Og selv om jeg er relativt høj og aldrig har været spinkelt bygget, så er 12 kilo altså noget, der kan ses. Jeg kan ikke helt huske, hvad der gjorde udfaldet i forhold til at vende skuden (bogstaveligt talt, haha!), men efter en sjov, hyggelig og kalorierig venindetur til New York i foråret, hvor jeg blev mere og mere desillusioneret for hvert prøverum jeg trådte ind i, besluttede jeg mig for, at det skulle være løgn, og jeg gik i gang med at gøre noget ved det. Jeg skal nok lade være med at kede jer med detaljerne, men jeg lavede selvfølgelig drastisk om på min kost, og så begyndte jeg at løbe stort set hver dag. Ikke særlig langt og absolut heller ikke særlig hurtigt, men meget konsekvent. Hver morgen, når jeg havde afleveret børnene, løb jeg en tur, typisk på 4-5 kilometer. Efterhånden som sommeren nærmede sig, blev det sindssygt varmt at løbe (det er altså ikke meget fart jeg får på i 35 graders varme), men jeg holdt fast i at komme af sted hver dag, og kombineret med et noget ændret kalorieindtag havde det virkelig en effekt. Da vi nåede august, var jeg tilbage til et sted, jeg var tilfreds med.

Forskellen på at løbe om sommeren herovre og i Danmark (som på billedet her fra vores tur hjemme i august) var helt utrolig. Temperaturen, luften – pludselig føltes det som ren leg!

Jeg har holdt fast i de vaner jeg fik etableret, og jeg løber stadig – og har hele vejen igennem mit lille løbeeventyr i øvrigt været enormt inspireret af hende her. Jeg løber ikke længere hver dag, men minimum hveranden – medmindre selvfølgelig, at jeg er syg. Eller et barn er sygt. Eller skolen er lukket pga sne. Men der skal virkelig en uløselig situation til – ellers løber jeg hveranden dag, altid. Hvis jeg ved, at der er en dag, jeg ikke kan komme til at løbe, planlægger jeg dagene op til, så det stadig ender med at passe med hveranden dag – nogle gange betyder det så to løbedage i træk. Jeg løber typisk mellem 7 og 11 kilometer og aldrig under 5 (og det er kun, hvis jeg er tømmermændsramt eller på anden måde helt energiforladt, at jeg løber 5). I begyndelsen løb jeg altid med musik i ørerne, men da en giftslange en dag krydsede stien lige da jeg skulle til at tage et skridt, spurgte N mig, om jeg ikke ville droppe musikken på løbeturene, så jeg kunne have fuldt fokus på hvor jeg trådte – og siden har jeg løbet 100 % støjfrit. Og hvor jeg tidligere troede, at det nærmest var fysisk umuligt for mig at løbe uden musik i ørerne, nyder jeg nu helt vildt at være helt uforstyrret og til stede i naturen på turen.

De dage hvor jeg ikke løber, går jeg som regel lange ture, og ofte går jeg de samme ruter, som jeg løber. Så sætter jeg bare lidt længere tid af til det. Og i modsætning til løbeturene er mine gåture fyldt med underholdning i form af podcasts. Jeg er blevet fuldstændig hooked på true crime-podcasts, som jeg grådigt sluger et par afsnit af på sådan en tur.

Det er naturligvis i situationer som denne, at dét med at være housewife bliver et enormt privilegium, fordi jeg jo om nogen har tiden til at gå, løbe cykle, dyrke yoga eller hvad der nu føles rigtigt den dag. Jeg er ikke afhængig af at skulle stå op før resten af familien eller presse en løbetur ind efter aftensmaden, når børnene er puttet, som det jo er tilfældet for langt de fleste udearbejdende forældre. Så det her indlæg er altså på ingen måde et “det er så nemt og alle kan jo bare gøre som jeg”-indlæg, og det skal egentlig heller ikke læses som et fitness- eller sundhedsindlæg. Snarere bare en slags svar på nogle refleksioner jeg selv gjorde mig, inden vi flyttede til et land, der kæmper med ekstrem overvægt, og hvor jeg kendte mig selv godt nok til at vide, at jeg sagtens kunne høre til den gruppe af mennesker, der ville tage lige vel rigeligt for mig af retterne.

Så ja… man bliver tyk af at bo i USA. Eller rettere, jeg gjorde. En kombination af minus motion i hverdagen, amerikanernes besættelse af at putte ost i og på ALT, en forkærlighed for pomfritter og en generel mangel på mådehold fik skovlen under mig. Og på en eller anden måde virkede det nærmest lidt uundgåeligt. Jeg skulle lige op og runde et eller andet magisk punkt som konsekvens af min laden stå til, inden jeg kunne vende tilbage til et sted, hvor halvdelen af min garderobe ikke bare hang og grinede af mig. Og hvor mærkeligt det end lyder, så har jeg det helt ok med hele forløbet. For jeg nød virkelig den ost. 😁

 

Tætte eller trætte?

Vi nærmer os treårsjubilæet for vores flytning hertil, og når man gør sådan noget som at flytte sin familie til udlandet (og har meget tid i sit eget hoved i hverdagen, haha), så kommer man unægtelig til at tænke en del over hvad det har betydet. Hvad betød det for vores børn, at vi flyttede dem? Hvad betød det for vores familie? Hvad betød det for mig og min karriere, at jeg valgte at tage en helt gennemført pause fra det jeg lavede før, og som jeg måske, måske ikke, vil lave igen i én eller anden afskygning? Og så selvfølgelig: hvad betød det for vores parforhold? Sidstnævnte er en stor ting. Fordi det at flytte ud bare ER en stor ting for alle de relationer, det rammer. Og ja, det har haft en enorm betydning for vores forhold, som jeg synes har udviklet sig en hel masse gennem de tre år. Om det havde været komplet anderledes, hvis vi var blevet i Danmark, er jo ikke til at sige, men der er i hvert fald faser af udviklingen, som jeg tror har været meget typiske konsekvenser af det valg vi nu engang tog dengang.

Den første tid var hård, og det er der virkelig ingen grund til at forsøge at strø sukker ud over. For det var den altså. Vi var alle sammen pressede, og der var noget benhårdt over at gå fra at have taget beslutningen og have vild optur over dét, til rent faktisk at ankomme og så skulle til at finde ud af det hele. Det praktiske, det sociale, det logistiske. Fordi udflytningen skete som en del af N’s job, var det ham der havde al kontakt til immigrationsadvokater og andre magthavere, og der var en masse ventetid i forhold til at få alt på plads. Dét stressede os helt vildt. Jeg var frustreret over ikke at vide noget, og N blev frustreret over, at jeg frustreret pressede ham for svar han ikke havde, og som han ingen chance havde for at få, før de kom. Vi boede i en møbleret og personlighedsløs lejlighed i et kompleks, som man ikke kunne komme til eller fra uden en bil, og de første par dage havde vi kun én, så børnene og jeg var lukket lidt inde. Der gik utrolig meget tid med tegnefilm på et sprog, de ikke forstod, og på en legeplads med så meget statisk elektricitet, at jeg fik så mange stød, at jeg sikkert mistede et par hjerneceller i den periode. Nåja, næsten.

Jeg husker, at vi bed en del af hinanden i den periode, og der var flere skænderier, end vi var vant til. Og jeg husker følelsen af at være alene på den magtesløse måde. Hver gang jeg syntes at N opførte sig som en røv, gjorde det mig endnu mere sur og skuffet at tænke på, at jeg ikke havde andre end ham, og det sagde jeg til ham. Tit. Det er en sætning jeg husker gå igen fra den tid: “Du tager af sted og ser mennesker hver dag, men jeg har ikke andre end børnene og dig.” Bum. Det var sandt, men hvad skulle have han gøre? Altså ud over at lade være med at være en røv til at starte med, men altså – ingen af os var de bedste versioner af os selv, og vi var pressede, så ingen havde nok noget at lade den anden høre. Og oven i vores egne forsøg på at finde os til rette med hinanden i nye rammer, kom alt det, som man opdager er dét, der virkelig tager tid: få oprettet bankkonti, få kreditkort, tage kørekort, få social security number og så freakin’ videre.

Efter noget tid faldt flere ting på plads; børnene kom i skole, vi flyttede ind i vores første hus, vi fik vores møbler fra Danmark, vi kunne begynde at skabe os en base, som vi kunne føle os hjemme i. Men det er jo heller ikke noget der kommer fra den ene dag til den anden. N arbejdede en hel masse af døgnets timer, og selv om jeg er så privilegeret at være glad for mit eget selskab, så var jeg stadig langt fra at have opbygget det sociale netværk jeg har i dag. Men stille og roligt kom i hvert fald følelsen af ikke at være alene mere. Og at have andre end min mand. Og efterhånden er det faktisk mere eller mindre blevet sådan, at jeg er den, der står for vores netværk, og fordi jeg har været god til at møde mennesker og skabe kontakter, har det ført en masse positive og betydningsfulde ting med sig: vores hus, en opgave for N’s firma, skolen – og, vigtigst af alt, en masse søde, sjove og rare mennesker, som vi virkelig holder af at bruge tid med.

Men samtidig med al dét, samtidig med vores “opdyrkning” af vores individuelle nye roller og identiteter, er der jo sket en udvikling af vores indbyrdes forhold. Og den synes jeg, hånden på hjertet, har været ret unik og virkelig fin. Man kunne sagtens have frygtet, at vi ville blive trætte af hinanden, at vi ville gå hinanden på nerverne, fordi vi i nu tre år har tilbragt så meget tid sammen og bare grundlæggende været så meget sammen om alting. Men det er slet ikke det, der er sket; tværtimod. I stedet for at været blevet trætte, er vi blevet tætte. På en meget rolig, nærmest usagt måde. Det er som om at kombinationen af den udfordring det var til at begynde med, og intensiteten i den tid vi har brugt sammen på at opleve, lære og være et firkløver har bragt et nyt fundament med sig, som er svært at forklare, men som føles meget tydeligt. En følelse af “os mod verden” dukker op i mit hoved, men den dækker det ikke helt, for det er ikke en kamp. Det er bare en følelse af at være og have været sammen om noget, der ikke er helt almindeligt, og hvor vi stadig lidt føler os som de udefrakommende, der blev plumpet ned. Vi oplever det, vi suger det ind, vi nyder det, vi lever det, og når dagen så er gået, så ved vi lige præcis hvad den anden mener, når han eller hun fortæller om det. Skænderierne er væk, og når de en sjælden gang dukker op, har de altid en meget forudsigelig grund – som når vi er ultrapressede over en situation, vi ikke selv har kontrol over.

Det er en ret særlig ting. Og det er også en af de ting, der kan give mig lidt møl i maven ved tanken om at skulle hjem igen, for hvad sker der med vores sammenhold i nye, gamle rammer? Nuvel, det er ikke noget, jeg går og bekymrer mig om, for som tingene er nu, og som de forhåbentlig er et stykke tid endnu, så føles det bare fint og roligt og rart. Og der er i øvrigt heller ingen grund til at gå og bekymre sig om noget, der formentlig slet ikke bliver et problem, for hvorfor skulle vi ikke kunne bevare de gode følelser hvor som helst?

Vores rejse har været en rejse på mange flere måder end dén over Atlanten, og der er sikkert masser af mellemlandinger foran os. Men vi er landet et godt sted for nu, og jeg kan ikke lade være med at føle, at vores forhold, på trods af den uundgåeligt bumlede begyndelse, har nydt godt af det. For at være sammen om noget og manøvrere sig selv og hinanden igennem det – og opdage, at selv om forholdets og familiens roller kan være flydende, så flyder de altid sammen – dét er ret magisk.

When it snows, it pours…

Talemåden hedder jo egentlig “when it rains, it pours”, men med dét syn vi vågnede til i sidste uge, virkede det helt bogstaveligt yderst passende at sætte snow ind i stedet. Januar er altid, sådan vejrmæssigt i hvert fald, en smule personlighedsforstyrret, og der er intet unormalt ved at gå en tur i 20 grader og korte ærmer den ene dag, for så at finde lufferne og huen frem til de minus 14, der slår én lige i ansigtet to morgener senere. Det er vildt syret, men vi er ved at lære det. Så da vejrudsigten i sidste uge begyndte at tale om snestorm, vidste vi godt hvad klokken var slået. En lukket skole, kaos på vejene og masser af tid hjemme. Det ville have gjort sig gældende, selv om der bare var faldet et par centimeter (som det var tilfældet ugen inden, og som selvfølgelig også betød en lukket skole), men heldigvis (når det nu skulle være), var det ikke dét, der ventede os, da vi kiggede ud af vinduerne onsdag morgen.

Det var derimod et vaskeægte winter wonderland, og endda nok et af de fineste jeg har set. En tyk dyne af sne dækkede alt, og kombineret med en himmel, der stadig blændede med sin helt særlige nuance af carolina blue, var det noget, der satte gang i både børnehvin (hos børnene) og barneglæde (hos alle). A var desværre en sygemus, så den første dag gik i sengen for ham, men M fandt det skitøj, som vi havde pakket sammen efter skiferien, frem igen, løb over til naboen, og så så vi faktisk ikke mere til hende før dagen efter. Bogstavelig talt, for hun valgte at sove hos veninden, og de kom kun ind for at hente forsyninger og lidt varm cacao en gang imellem.

Dagen efter lå sneen der stadig, og A var frisk nok til at få glæde af den. Vi gik en lille tur i det frostklare, smukke solskin, og senere på dagen slog vi os sammen med vores gode venner på den anden side af vores lille bagvej og gik ned i den lokale minipark, hvor der endda lå et par kælke til fri afbenyttelse.

To en halv hjemmedage blev det til, og selv om jeg efterhånden havde en følelse af, at vores børn ikke havde været i skole det meste af januar, så var lige de her fridage altså ret velkomne. Der er altså ikke ret meget, der er hyggeligere end sne og al den glæde, der følger med. ❤️

Den første spæde sne kom allerede tirsdag…
…men det var INTET imod det syn, vi stod op til onsdag morgen! Udsigten fra M’s værelse var ikke til at tage fejl af: winter wonderland, når det er smukkest.
A var kun halvandet, da vi flyttede herover, så hans erfaring med rigtig snesjov er begrænset. Det fik vi rådet bod på! (og ja, det er gummistøvler. Vi har så lidt ægte vintervejr herovre, at dét med at investere i et par store støvler aldrig rigtig er kommet på tapetet. Til gengæld har han verdens sejeste cowboyboots 😁)
Glad dreng, blå, blå himmel. Ren endorfingaranti. ❄️
Jeg er ret begejstret for klimaet generelt, og som regel er det solen og varmen, der gør mig glad – men det her kan altså også noget!

Den strenge mor på vejen

Noget af det allerbedste ved vores (nu ikke længere så) nye hus er, at børnene har venner at lege med. Over det hele. Og at der rent faktisk er et område, hvor det er sikkert at sende dem ud for at lege – på ægte dansk manér, haha. De fleste dage er vi knap nået hjem fra skole, før M er smuttet ind til nabopigen, som hun går i klasse med. Hun er en vildt sød pige, de leger så fint, og vi er rigtig gode venner med forældrene, så det er ret perfekt. Hvis altså ikke lige…

Ovre hos nabopigen, K, er der mange snacks. Som i virkelig, VIRKELIG mange. Og K’s forældre har ikke rigtig nogen regler for hvor mange snacks man må spise, for familien spiser alligevel sjældent aftensmad sammen, så det betyder ikke så meget, om man har spist sig mæt i løbet af eftermiddagen. De første par gange M var derovre, kom hun altid tilbage lige inden aftensmaden – så mæt, at hun nærmest ikke rørte det, der et kvarter senere lå på hendes tallerken. Og da jeg spurgte lidt ind til det, gik det op for mig, at hun havde fyldt sig med alle mulige herlige snacks, som kiks (søde og salte), lidt kyllingenuggets, browniebidder (i supermarkedsposeform), noget udefinerbart slikhejs og mac’n’cheese-snacks (hvordan mac’n’cheese kan eksistere i snackform fatter jeg ikke, men det må være en anden snak). Vi tog en snak om, at det måske ikke var den bedste ide at proppe sig med snacks hele eftermiddagen, så man ikke kunne spise aftensmad, og det kunne hun godt se fornuften i.

Næste dag gik eftermiddagen med, at jeg fik sms’er fra K’s mor: “Can M have x?” “Can M have y?” “Cand M have a piece of z?” Jeg svarede venligt “helst ikke” til det meste og prøvede at forklare, at hun ikke ville kunne spise aftensmad, men gav mig lidt til sidst, fordi jeg også syntes det var lidt flovt at være den der strenge mor, der sagde nej til alt. Og ved det efterfølgende besøg kom M igen proppet tilbage, fordi “jeg troede bare, det var lige dén dag du mente, at jeg ikke skulle spise så mange snacks!” Ok, om igen. Nu har vi lavet en helt klar aftale. Max én snack, når hun leger hos K om eftermiddagen på hverdage. Og jeg ved godt, hun synes det er supertræls og at jeg er en værre skrappemor, når jeg siger sådan. Og så må det være sådan. I går fik jeg en sms fra moren, der spurgte om M måtte få Gatorade, og jeg måtte igen hive skrapkasketten på og sige helst ikke.

Det gør det også lidt udfordrende, når de leger her, for K spørger altid om diverse kiks og snacks, og jeg ved jo, at hun godt må for sine forældre, men mine børn må ikke – så skal jeg bare lade hende fortsætte som hun vil, mens mine børn sidder med deres lækre (😏) æblebåde og ser hende hælde guldfiskekiks i sig? Eller skal jeg sige stop for alle og så for alvor blive set som den strenge mor på vejen? I huset, hvor al sjov med snacks tager hen for at dø?

Jeg har aldrig forestillet mig, at jeg ville blive den strenge mor, men hold op, hvor er det nemt at føle sig sådan her. Snacks’ne er én ting. Men jeg laver heller ikke særskilt pasta hver aften til et barn, der ikke vil spise det samme som vi andre – som en anden veninde gør. Vi er ret hårde med, at vores børn ikke får dessert, før de har spist ordentligt af aftensmaden, hvilket nogle gange har resulteret i, at især A har siddet og stukket temmelig slukøret i sin mad, mens han kigger på de efterladte, fyldte tallerkner fra selskabets andre børn, der har rejst sig for at lege inden desserten. Vi lader ikke vores børn sige nej til at smage på maden, hverken ude eller hjemme. Vi lader ikke M få huller i ørerne, før hun bliver 10, og vi siger blankt nej til, at hun må få sin egen telefon. Begge ting, som hun ser hos mange af sine jævnaldrende og utvivlsomt i sit stille sind bebrejder os vildt for.

Det er ikke sådan, at vi aldrig nogensinde afviger fra principper og regler, for selvfølgelig gør vi det. Men nogle af dem er bare for vigtige til at blive bøjet hele tiden – for eksempel har snack-reglen en masse at gøre med, at amerikanske snacks er så usunde, at jeg simpelthen ikke vil have, at mine børn spiser sig mætte i dem. Og aftensmaden er vigtig for os. Vi sidder sammen, vi spiser sammen. Og der er helt sikkert en masse andre regler, som jeg ikke engang har med her, og som udløser lige lovlig mange “det synes jeg ikke er en god ide” og “helst ikke” og slet og ret “nej”.

Men jeg kan godt ind imellem føle mig lidt udfordret på alle de regler, som vi ind imellem virker som de eneste, der har. Både dem, der handler om sundhed og dem, der handler om opdragelse.  For det er altså ikke fordi det er specielt sjovt at være den mor, der siger nej til alt det sjove. Det er en ævfølelse for mig, og jeg er helt sikker på, at M synes det er superirriterende (uden at hun nogensinde har givet udtryk for det, men hun vil jo gerne have lov til alle de ting, så selvfølgelig synes hun det). Jeg er ligeglad med hvad andre vælger for deres børn, men jeg kan godt ind imellem få lidt ondt af mine børn, som tydeligvis er dem, der har det hårdest med den strenge mor og far.

Heldigvis er det ikke noget, der har fået nogen indflydelse på vores venskaber eller vores forhold til naboerne, som både vi og børnene stadig ser nærmest dagligt og har det vildt hyggeligt og sjovt med. Men jeg kan godt mærke, at jeg lige skal sluge den der med at være den strenge mor på vejen – måske endda i byen.  😳

 

Hej 2018!

Godt nytår derude. ❤️ Jeg håber I kom forrygende ind i det med masser af bobler og kys. Vi havde gæster herhjemme og havde en hyggelig aften med rigelige mængder fantastisk mad – på grund af diverse stakkels sygdomsramte venner og venners børn var vi en lille sluttet skare, og da klokken slog midnat, var vi kun os fire herhjemme til at hoppe ned fra stolene og ind i det nye år. Det er første gang børnene har været vågne til nytår, og N og M tog sig en lille sød svingom ind i 2018. Hjertesmelt. 😊

Selve nytårsaften og dagene op til var præget af lidt vemod for mit vedkommende – det var som om en masse ting lige pludselig ramte mit hoved, og jeg sluttede egentlig ikke året af i det bedste humør. Det er jeg dog sikker på, at 2018 nok skal få rådet bod på, og til gengæld kan jeg glæde mig over, at vi havde sådan cirka verdens dejligste jul. I hvert fald under omstændighederne. Jeg er lidt af en julefreak, men det gælder jo kun, når jeg er hjemme og kan være sammen med familien på den måde det “skal” være og har været i årevis, så når det nu ikke er sådan, må man jo skabe nogle andre rammer, der fungerer. Og det fik vi i den grad gjort. Vi havde tidligere på året besluttet os for at fejre jul på ski denne gang, så den 22. december fløj vi til Colorado og kørte mod Keystone, et skiområde i Rocky Mountains. Vi havde fem hele dage på ski, og jeg havde hjemmefra booket bord på en fin restaurant til middag både juleaften og juledag.

Klar, parat, ski!

Den 23. startede med at få al det lejede udstyr på plads (note to self: ønsk dig skistøvler i fødselsdagsgave!) og børnene afleveret ved skiskolen, der startede kl 9. “Ja, så ses vi jo klokken halv fire, når I henter dem”, blev der sagt. Gulp. Det er da en lang dag! Men off we went, og børnene blev godt taget imod af de sødeste skilærere, der simpelthen arbejdede benhårdt og imponerende for at give dem de bedste dage som spirende skiproffer. N og jeg greb henholdsvis snowboard og ski og tog gondolen til toppen af bjerget, hvor vi ikke bare blev mødt af lange, skønne pister og bidende kulde, men også den mest fantastiske udsigt. Synet af spidserne på The Rockies er uden tvivl noget af det mest bjergtagende (høhø) og forpustende smukke jeg nogensinde har set, og jeg tog mig selv i at falde i svime over synet flere gange dagligt. Og tog selvfølgelig syvtusind billeder af samme udsigt, haha. Især de dage, hvor solskinnet indhyllede, var helt ubegribelige. Vi var på pisterne hele dagen, kun afbrudt af en frokostpause på bjergtoppen, inden vi hentede børnene og gik de fem minutter hjem til hotellejligheden i den lille by. Keystone er to timer bagefter Raleigh, og tidsforskellen kombineret med en hel dag på ski gjorde, at vi havde et par børn, der var MEGET klar til at gå i seng, da klokken var 18. Fedt med en voksenaften, ikke? Hvis altså ikke det var fordi, at vi selv sad og nikkede i sofaen klokken 19.30 og måtte tvinge os selv og hinanden til at holde ud til klokken ni. 😂

U, me and The Rockies. Keystone var et hit.

Dagen efter, juleaftensdag, startede med solskin og same procedure as yesterday. Vi lagde en lang eftermiddagslur ind i programmet, så vi alle kunne være klar til fin julemiddag om aftenen, og for første og, skulle det vise sig, eneste gang den uge kom vi ud af skiundertøjet og klædte os fint på (note to self part II: pak en brøkdel af det tøj, du tror du skal bruge. Skiundertøjet er uniformen. Hver dag, hele dagen. Selv indkøbene foregik i lange underdrenge. 😂). Vi blev hentet af restaurantens bil, der kørte os til det hyggeligste spisested, og da vi var en velkomstdrink og en halv ret inde i de voksnes femretters julemenu, gav A op og fik en pude af den søde tjener, så han kunne ligge og sove på to stole. M holdt ud i fin stil og nød sin bøf (og sikkert også at have sin mor og far alene til middag). Det krævede ikke mange overvejelser at beslutte os for at droppe bordreservationen dagen efter, så vores juledagsmiddag kom i stedet til at bestå af spaghetti carbonara á la mor. 😁

Guldkjole, røde kinder og ditto bøf. Ret god juleaften!

Det sneede juleaften og hele natten, så juledag vågnede vi til det fineste pudder på pisterne – som vi øvrigt havde stort set for os selv, fordi amerikanerne var blevet hjemme for at fejre jul. Jeg har aldrig prøvet at stå i så fin puddersne før, og det var så vildt. Først og fremmest var det overraskende hårdt, og det er en hel anden muskelgruppe, der pludselig kommer på arbejde, men mest af alt var det bare fedt. En af de ting, man bliver sådan helt euforisk af.

Pudderdagen var nok ikke min kønneste, sådan ret teknikmæssigt. Men det var så afgjort en af de sjoveste!

Og sådan gik dagene. På fjerdedagen kom begge børnene med os på ski, men på femtedagen valgte vi faktisk at lade A komme i skiskole igen, mens M stod med os. De lærte begge så sindssygt meget på de fem dage; både i skolen og når de stod med os, og det var så vildt imponerende at se de små mennesker suse gennem sneen. Det var deres allerførste gang på ski, men helt uden tvivl første af mange. Ingen af os kan nærmest vente med at komme af sted igen, og det var en helt fantastisk måde at fejre jul på, når det nu skulle gøres anderledes. Keystone er helt vildt børnevenligt, så ud over at have fantastisk skiløb og milelange pister, er det også et sted, der byder på underholdning for de yngre og ikke mindst en fuldstændig superb skiskole. Alt er indrettet med børnefamilier i tankerne, men uden at det bliver for meget. Cookieværksted, verdens største sne-borg, skøjtebane og så mange andre cool ting. Det var helt perfekt. Og julemanden kom selvfølgelig forbi – en lille reminder om, at det jo rent faktisk VAR jul. Et faktum vi egentlig godt kunne glemme lidt nogle gange.

A klarede den fint ned af pisterne, når jeg havde ham i stropperne (“det var faktisk mig, der trak dig, mor!”), men mine knæ kunne ikke rigtigt holde til at plove i timevis, så vi tog kun en dag på den måde.
Pit stop!

Vi havde kun taget et par julegaver med af hensyn til kuffertsituationen. Vi havde valgt et par stykker ud til børnene af dem, der ikke fyldte meget, så de lige kunne åbne to hver. Resten gemte vi, til vi kom hjem, og da vi landede i Raleigh sent om aftenen den 28., røg børnene direkte i seng, og N og jeg lagde alle gaverne under træet; klar til at blive åbnet næste morgen. Resten af dagen blev der lavet rødkål og risalamande, optøet (!!) en and, brunet kartofler og kogt sovs ind, og om aftenen sad vi klar om bordet til ægte dansk julemiddag. Det var så hyggeligt og lækkert og så fin en afrunding på juleferien.

USA’s måske mest familievenlige skiresort har selvfølgelig også besøg af Santa selv.

Vi skal på ski igen – og gerne snart. Nok ikke nødvendigvis over julen næste gang; mest fordi priserne er hakket totalt i vejret, og pisterne lige bortset fra selve julemorgen utvivlsomt er mere crowdede end på andre, ikke-højtidsrelaterede tidspunkter, så en slut-februartur kunne  helt sikkert godt komme på tale. Og gerne Colorado igen. Manner, jeg er ikke færdig med Colorado. Men Utahs Park City står også ret højt på listen, så måske det er dér vi skal kigge næste gang.

Og nu venter 2018. 2017 var en på mange måder en blandet omgang – ikke for mig personligt, for sådan helt generelt syntes jeg, at jeg havde endnu et priviligeret, lykkefyldt og kærlighedspræget år – men jeg må sgu indrømme, at jeg synes verden og ikke mindst USA tog nogle tæsk i året der gik. Det er jeg temmelig klar til at sige adjø til og så håbe på, at 2018 ser lidt lysere, lettere og mere opløftende ud.

 

If it ain’t broke…

Taget i betragtning at “housewifing” teknisk set er mit officielle job herovre, så er det faktisk imponerende, hvor elendig jeg er til det. Jeg er, for nu at sige det ligeud, et rodehoved. Har altid været det, og selv om det er blevet bedre med årene, så er det aldrig blevet HELT godt. Jeg hader at rydde op, jeg kan ikke fordrage at gøre rent, og bare tanken om vasketøj kan gøre mig helt modløs. Så når de dér huslige pligter skal overstås herhjemme, kræver det både selvdisciplin, tilløb og adspredelse, og sidstnævnte kommer ofte i form af en Mads & Monopolet-podcast. Jeg har fundet ud af, at det program er fuldkommen eminent at folde vasketøj til, så da jeg i dag havde en af de større bunker, der lå og hvæsede af mig, satte jeg en udsendelse på og gik i gang. Og der var en sætning, der satte sig fast i mit hoved: “Don’t change a winning horse”. Jeg kan ikke huske dilemmaet, der bragte den op, og selve sætningen er vist et sammensurium af forskellige ordsprog, men meningen er jo rimelig klar. Og den fik mig til at tænke.

Det her er et indlæg, som har været undervejs længe, men jeg har aldrig vidst, hvordan jeg skulle få det ud. Om det var mod, ordene eller sammenhængen, der manglede – eller lidt af det hele –  ved jeg ikke, men nu prøver jeg i hvert fald. Måske det stadig bliver lidt usammenhængende. Men det er faktisk én af de ting ved vores nuværende situation, der fylder allermest, så lad mig se, om jeg ikke kan få lidt ord på.

Der går aldrig mange dage imellem, at vi bliver spurgt, hvor længe vi bliver herovre. Af folk, vi lige har mødt, af folk vi har kendt længe, af folk hjemmefra. Og hver gang gør det mig lige konfus. For sandheden er, at vi jo ikke ved det. Og at det afhænger af så meget. Der er jo hele den praktiske side: Hvis nu N’s virksomhed pludselig ikke længere går så godt, hvis nu det politiske klima ændrer sig yderligere (man ved fandme aldrig med den spradebasse, der er ved roret lige nu), hvis og hvis… så kan der jo være faktorer, der tvinger os ud af landet. Det er vi ikke rigtigt herre over. Men så er der hele den anden del, nemlig os – og hvad vi vil.

Da vi først besluttede os for at tage herover, var planen at vi skulle være her i to år. De gik som bekendt virkelig hurtigt, og vi havde det virkelig godt, og da de var gået, havde vi en følelse af, at vi jo kun lige var kommet i gang. Så vi besluttede at blive. Den seneste plan har heddet, at vi ikke tager tilbage, før A er gammel nok til at komme i skole, så han ikke skal have flere skift end højst nødvendigt (så vi undgår et skift fra skolen her til en dansk børnehave og så en ny, dansk skole). Men så er der dén hage, at de er et år længere fremme herovre end i Danmark, så efter næste sommerferie starter han i det, der svarer til 0. klasse, selv om han kun lige er blevet fem år på det tidspunkt. Og hvornår er det så det rigtige tidspunkt at lade ham skifte til en dansk skole, så han ikke skal “holdes tilbage” fagligt? De samme tanker gælder selvfølgelig for M, men hun er jo altså allerede godt i gang med sin skolegang.

Men det svære, det allerallersværeste, det er det følelsesmæssige. Og i særdeleshed den skyld, som jeg var inde på her (i et indlæg, som jeg til at begynde med stemplede som et værre Debbie Downer-indlæg, indtil en kær gammel ven blandede sig på indlæggets facebook-post og sagde nogle fantastisk kloge og søde ord – tak for det, Jeppe). For der er jo ingen tvivl om, at der er mennesker derhjemme, der gerne så, at vi flyttede hjem. Og hellere i går end i morgen. Mennesker, som savner at se deres børn, børnebørn og endda oldebørn, nevø og niece på en noget mere jævnlig og dagligdags basis, og mennesker, som savner de gode tider med gode venner. Mennesker, som vi også savner. Intenst og hver dag og ind imellem så meget, at vi kan blive helt i tvivl om, hvad vi dog laver her i så lang tid.

For… dét her var jo aldrig en plan, nogen af os havde. Vi har altid drømt om at tage ud og opleve og måske også bo i udlandet, men jeg tror ikke vi havde forestillet os, at den drøm skulle vare i 4+ år. Ikke desto mindre er det dér vi nu er, og den virkelighed vi er nødt til at forholde os til. Og der er det, at citatet med den vindende hest kommer ind i billedet. Fordi vi føler, at vi sidder på en vindende hest lige nu. Vi er glade. Vi trives. Børnene har det godt, vi har mere tid sammen end nogensinde, og vi oplever en helt anden ro og samhørighed end tidligere. Og når jeg tænker på hvornår vi “bør” tage tilbage til Danmark, så bunder det mest af alt i dårlig samvittighed. Over for alle dem, der savner os, og som vi savner. Jeg føler, at vi påfører dem et savn, der ikke er retfærdigt, fordi det trods alt er vores beslutning, det her. Jeg føler, at vi svigter dem, når vi vælger at blive længere. Jeg tænker på alle de ting, vi går glip af, og jeg tænker på de ting, DE går glip af med os (og med os mener jeg nok primært børnene, da jeg tror det er dem, der generer mest savn 😉). Og ja, jeg tænker heldigvis også på, at når vi så ses, er det jo intenst og dejligt og føles, som om vi aldrig har undværet hinanden. Sidst, mine forældre var på besøg, var vi fire voksne ude at spise, og jeg blev så glad, da min far skålede og sagde, at selv om vi nu boede så langt væk, og vi sås dét sjældnere end tidligere, så var det så dejligt at mærke, at når vi så er sammen, så er alt som det plejer. Afstanden har ikke sat mærker på samværet, og det er jeg SÅ glad for. Og jeg er glad for, at de også synes det. Men det fjerner ikke den første følelse.

Skylden, altså. Den er en værre bandit, ikke? For hvad skal man bruge den til? Én ting er sikker: jeg tror ikke på, at skyld og dårlig samvittighed nogensinde har skabt et godt grundlag for livsvigtige beslutninger. Og hvis vi valgte at rejse hjem, mens vi følte, at vores USA-hest stadig var vinder, baseret på en følelse af ikke at ville svigte, så er jeg ikke sikker på, at vi ville ende med at være glade for den beslutning. Hvad nu hvis vores re-integration går helt ad pommern til? Hvad nu hvis børnene slet ikke kan finde sig til rette i en dansk skole, og skiftet er for voldsomt for dem? Hvad nu hvis jeg slet ikke kan finde ud af, hvad jeg vil, når vi kommer hjem? Ja, det er mange hvad-nu-hvis’er, og der er flere hvor de kommer fra, og de skal såmænd nok melde sig under alle omstændigheder. Men pointen er: Hvis vi nu vælger at tage hjem, ikke fordi vi egentlig synes at vi er klar, men fordi vi ikke vil gøre folk vi holder af, kede af det – er det så et holdbart beslutningsgrundlag? Jeg er ikke sikker på det. Men følelsen fylder for meget til ikke at tage den med i hele den her proces.

Vi ved stadig ikke med sikkerhed, hvornår vi vender hjem. Og det er heldigvis heller ikke en beslutning, vi behøver at tage lige nu. Men som min allerældste, kære, dejlige veninde så klogt sagde, da jeg første gang udtrykte tvivl om, hvor længe vi ville blive her: “Det er nok ikke en beslutning, der bliver nemmere, jo længere I bliver”. Hun havde ret.

Måske jeg skulle skrive til Mads & Monopolet. 😉

What I’m thankful for…

Det er den tid på året igen. Skolen lukker, udsalgene starter, og pumpkin spice synes at overtage alle madvarer. På torsdag er det Thanksgiving – eller turkey day, som vores børn kalder det. Vi havde egentlig lidt planlagt at forbigå den i semitavshed (så meget man nu kan når alle snakker om Thanksgiving hele tiden), ikke fordi vi ikke kan lide den helligdag, men fordi det jo ikke rigtig er en tradition vi sådan HELT føler. De første to år vi var her, kørte vi virkelig gennemførte Thanksgivingmiddage med baconsvøbt kalkun, mashed potatoes, green bean casserole, stuffing, sovs, pecan pie – alt selvfølgelig lavet fra bunden, hvilket betød at det meste af dagen foregik i køkkenet, lige indtil det var tid til at få et bad og gøre sig præsentabel til middagen. Men de to år var noget andet, for vi havde besøg fra Danmark, og det gjorde det lidt sjovere at give den hele armen. I år er vi bare os, og hvor hyggeligt det end er, så må jeg altså indrømme, at jeg ikke helt orker det store kalkunshow. Vi overvejede et splitsekund om vi skulle rejse et sted hen over Thanksgiving – nu hvor skolen alligevel er lukket og N uden dårlig samvittighed kan tage fri fra arbejde de dage, der alligevel er lukket ned – men vi følte egentlig, at vi havde været så meget på farten og eventyr i den senere tid, at vi ikke havde ret meget lyst til at tage af sted igen (luksusproblem, I know!). Juleferien kommer til at foregå på ski i Colorado, så vi har også dét at se frem til.

Altså besluttede vi at blive hjemme, og vi begyndte at undersøge mulighederne for at bruge dagen til at hjælpe i et soup kitchen eller lignende – altså steder, der laver og serverer mad til mennesker, der ikke har hverken midlerne til selv at lave det eller et hjem at spise det i. Desværre viste det sig, at man ikke må have børn med i den slags køkkener, og da det skulle være noget vi kunne gøre sammen, måtte den plan lægges på hylden. Jeg  overvejede også om man så måske skulle benytte lejligheden til at lave en ægte dansk julemiddag med and, risalamande og hele pivetøjet, når vi nu heller ikke får dét ellers i år. Men lige så snart børnene hørte om de tanker, gik der fuldstændig panik i dem. “Jamen, vi SKAL da have kalkun!! Hvad med baconen?? Det er jo turkey day! VI SKAL HAVE KALKUN!!!!!” Så kalkun it is. Det bliver en skrabet version af Thanksgivingmiddagen, men kalkunen slipper vi altså ikke for. Måske jeg kan snige en waldorfsalat ind som tilbehør, gnæg gnæg…

N’s baconflettetalent er rimelig sejt, og børnene lader ham vist ikke slippe i år.
Resultatet af rundt regnet otte timer i køkkenet: en tallerken fyldt med kalkun og ting, man ikke kan se hvad er. Bevares, det er lækkert – men i år er det altså ikke arbejdet værd. 😂

I morgen er der Thanksgiving feast i M’s klasse. Det er en årligt tilbagevendende tradition, hvor hendes klasse sammen med to andre klasser laver en r*vfuld mad af forskellig slags, som de så alle spiser sammen efterfølgende. Der bliver lavet mad hele formiddagen, og forældrene kan så melde sig til at komme og hjælpe. Det er helt klart en fordel ved at være den hjemmegående husmor herovre (og at der er så mange af os) – jeg har altid muligheden for at melde mig til diverse aktiviteter, og børnene elsker, når jeg gør det. Det er så hyggeligt at være sammen med dem om skoleaktiviteter, og på en eller anden måde er de altid helt vildt stolte over at dele deres skoleliv med os. Jeg tænker, at det ikke er en følelse, de bliver ved med at have, så jeg må hellere nyde det, så længe de gider have mig rendende. 😉

Efter Thanksgiving er der kun et par uger tilbage af skolen inden juleferien (de holder sig nogle pænt lange ferier på vores skole), og jeg er glad for, at vi i år skal et sted hen med sne og julestemning. Hvor meget jeg end elsker klimaet i North Carolina – og det gør jeg virkelig – så kan jeg ikke lade være med at mærke hvordan nostalgien kommer galopperende, når jeg ser de sociale medier svømme over i danske julebilleder. Pynt på Kgs Nytorv, eftermiddagsjulemørke foran stormagasinerne, gløgg og julefrokoster – ej, men det er jo det hyggeligste i verden. Jeg kan godt mærke savnet af julemåneden derhjemme komme snigende, så turen til Colorado, hvor der er masser af sne, litervis af varm kakao, hue, vanter og forhåbentlig også en julemand skal nok blive den helt rigtige afslutning på et begivenhedsrigt og smukt år. Som jeg slet ikke behøver en stor kalkun for at føle mig taknemmelig for. ❤️