Kategoriarkiv: Ikke kategoriseret

Tætte eller trætte?

Vi nærmer os treårsjubilæet for vores flytning hertil, og når man gør sådan noget som at flytte sin familie til udlandet (og har meget tid i sit eget hoved i hverdagen, haha), så kommer man unægtelig til at tænke en del over hvad det har betydet. Hvad betød det for vores børn, at vi flyttede dem? Hvad betød det for vores familie? Hvad betød det for mig og min karriere, at jeg valgte at tage en helt gennemført pause fra det jeg lavede før, og som jeg måske, måske ikke, vil lave igen i én eller anden afskygning? Og så selvfølgelig: hvad betød det for vores parforhold? Sidstnævnte er en stor ting. Fordi det at flytte ud bare ER en stor ting for alle de relationer, det rammer. Og ja, det har haft en enorm betydning for vores forhold, som jeg synes har udviklet sig en hel masse gennem de tre år. Om det havde været komplet anderledes, hvis vi var blevet i Danmark, er jo ikke til at sige, men der er i hvert fald faser af udviklingen, som jeg tror har været meget typiske konsekvenser af det valg vi nu engang tog dengang.

Den første tid var hård, og det er der virkelig ingen grund til at forsøge at strø sukker ud over. For det var den altså. Vi var alle sammen pressede, og der var noget benhårdt over at gå fra at have taget beslutningen og have vild optur over dét, til rent faktisk at ankomme og så skulle til at finde ud af det hele. Det praktiske, det sociale, det logistiske. Fordi udflytningen skete som en del af N’s job, var det ham der havde al kontakt til immigrationsadvokater og andre magthavere, og der var en masse ventetid i forhold til at få alt på plads. Dét stressede os helt vildt. Jeg var frustreret over ikke at vide noget, og N blev frustreret over, at jeg frustreret pressede ham for svar han ikke havde, og som han ingen chance havde for at få, før de kom. Vi boede i en møbleret og personlighedsløs lejlighed i et kompleks, som man ikke kunne komme til eller fra uden en bil, og de første par dage havde vi kun én, så børnene og jeg var lukket lidt inde. Der gik utrolig meget tid med tegnefilm på et sprog, de ikke forstod, og på en legeplads med så meget statisk elektricitet, at jeg fik så mange stød, at jeg sikkert mistede et par hjerneceller i den periode. Nåja, næsten.

Jeg husker, at vi bed en del af hinanden i den periode, og der var flere skænderier, end vi var vant til. Og jeg husker følelsen af at være alene på den magtesløse måde. Hver gang jeg syntes at N opførte sig som en røv, gjorde det mig endnu mere sur og skuffet at tænke på, at jeg ikke havde andre end ham, og det sagde jeg til ham. Tit. Det er en sætning jeg husker gå igen fra den tid: “Du tager af sted og ser mennesker hver dag, men jeg har ikke andre end børnene og dig.” Bum. Det var sandt, men hvad skulle have han gøre? Altså ud over at lade være med at være en røv til at starte med, men altså – ingen af os var de bedste versioner af os selv, og vi var pressede, så ingen havde nok noget at lade den anden høre. Og oven i vores egne forsøg på at finde os til rette med hinanden i nye rammer, kom alt det, som man opdager er dét, der virkelig tager tid: få oprettet bankkonti, få kreditkort, tage kørekort, få social security number og så freakin’ videre.

Efter noget tid faldt flere ting på plads; børnene kom i skole, vi flyttede ind i vores første hus, vi fik vores møbler fra Danmark, vi kunne begynde at skabe os en base, som vi kunne føle os hjemme i. Men det er jo heller ikke noget der kommer fra den ene dag til den anden. N arbejdede en hel masse af døgnets timer, og selv om jeg er så privilegeret at være glad for mit eget selskab, så var jeg stadig langt fra at have opbygget det sociale netværk jeg har i dag. Men stille og roligt kom i hvert fald følelsen af ikke at være alene mere. Og at have andre end min mand. Og efterhånden er det faktisk mere eller mindre blevet sådan, at jeg er den, der står for vores netværk, og fordi jeg har været god til at møde mennesker og skabe kontakter, har det ført en masse positive og betydningsfulde ting med sig: vores hus, en opgave for N’s firma, skolen – og, vigtigst af alt, en masse søde, sjove og rare mennesker, som vi virkelig holder af at bruge tid med.

Men samtidig med al dét, samtidig med vores “opdyrkning” af vores individuelle nye roller og identiteter, er der jo sket en udvikling af vores indbyrdes forhold. Og den synes jeg, hånden på hjertet, har været ret unik og virkelig fin. Man kunne sagtens have frygtet, at vi ville blive trætte af hinanden, at vi ville gå hinanden på nerverne, fordi vi i nu tre år har tilbragt så meget tid sammen og bare grundlæggende været så meget sammen om alting. Men det er slet ikke det, der er sket; tværtimod. I stedet for at været blevet trætte, er vi blevet tætte. På en meget rolig, nærmest usagt måde. Det er som om at kombinationen af den udfordring det var til at begynde med, og intensiteten i den tid vi har brugt sammen på at opleve, lære og være et firkløver har bragt et nyt fundament med sig, som er svært at forklare, men som føles meget tydeligt. En følelse af “os mod verden” dukker op i mit hoved, men den dækker det ikke helt, for det er ikke en kamp. Det er bare en følelse af at være og have været sammen om noget, der ikke er helt almindeligt, og hvor vi stadig lidt føler os som de udefrakommende, der blev plumpet ned. Vi oplever det, vi suger det ind, vi nyder det, vi lever det, og når dagen så er gået, så ved vi lige præcis hvad den anden mener, når han eller hun fortæller om det. Skænderierne er væk, og når de en sjælden gang dukker op, har de altid en meget forudsigelig grund – som når vi er ultrapressede over en situation, vi ikke selv har kontrol over.

Det er en ret særlig ting. Og det er også en af de ting, der kan give mig lidt møl i maven ved tanken om at skulle hjem igen, for hvad sker der med vores sammenhold i nye, gamle rammer? Nuvel, det er ikke noget, jeg går og bekymrer mig om, for som tingene er nu, og som de forhåbentlig er et stykke tid endnu, så føles det bare fint og roligt og rart. Og der er i øvrigt heller ingen grund til at gå og bekymre sig om noget, der formentlig slet ikke bliver et problem, for hvorfor skulle vi ikke kunne bevare de gode følelser hvor som helst?

Vores rejse har været en rejse på mange flere måder end dén over Atlanten, og der er sikkert masser af mellemlandinger foran os. Men vi er landet et godt sted for nu, og jeg kan ikke lade være med at føle, at vores forhold, på trods af den uundgåeligt bumlede begyndelse, har nydt godt af det. For at være sammen om noget og manøvrere sig selv og hinanden igennem det – og opdage, at selv om forholdets og familiens roller kan være flydende, så flyder de altid sammen – dét er ret magisk.

When it snows, it pours…

Talemåden hedder jo egentlig “when it rains, it pours”, men med dét syn vi vågnede til i sidste uge, virkede det helt bogstaveligt yderst passende at sætte snow ind i stedet. Januar er altid, sådan vejrmæssigt i hvert fald, en smule personlighedsforstyrret, og der er intet unormalt ved at gå en tur i 20 grader og korte ærmer den ene dag, for så at finde lufferne og huen frem til de minus 14, der slår én lige i ansigtet to morgener senere. Det er vildt syret, men vi er ved at lære det. Så da vejrudsigten i sidste uge begyndte at tale om snestorm, vidste vi godt hvad klokken var slået. En lukket skole, kaos på vejene og masser af tid hjemme. Det ville have gjort sig gældende, selv om der bare var faldet et par centimeter (som det var tilfældet ugen inden, og som selvfølgelig også betød en lukket skole), men heldigvis (når det nu skulle være), var det ikke dét, der ventede os, da vi kiggede ud af vinduerne onsdag morgen.

Det var derimod et vaskeægte winter wonderland, og endda nok et af de fineste jeg har set. En tyk dyne af sne dækkede alt, og kombineret med en himmel, der stadig blændede med sin helt særlige nuance af carolina blue, var det noget, der satte gang i både børnehvin (hos børnene) og barneglæde (hos alle). A var desværre en sygemus, så den første dag gik i sengen for ham, men M fandt det skitøj, som vi havde pakket sammen efter skiferien, frem igen, løb over til naboen, og så så vi faktisk ikke mere til hende før dagen efter. Bogstavelig talt, for hun valgte at sove hos veninden, og de kom kun ind for at hente forsyninger og lidt varm cacao en gang imellem.

Dagen efter lå sneen der stadig, og A var frisk nok til at få glæde af den. Vi gik en lille tur i det frostklare, smukke solskin, og senere på dagen slog vi os sammen med vores gode venner på den anden side af vores lille bagvej og gik ned i den lokale minipark, hvor der endda lå et par kælke til fri afbenyttelse.

To en halv hjemmedage blev det til, og selv om jeg efterhånden havde en følelse af, at vores børn ikke havde været i skole det meste af januar, så var lige de her fridage altså ret velkomne. Der er altså ikke ret meget, der er hyggeligere end sne og al den glæde, der følger med. ❤️

Den første spæde sne kom allerede tirsdag…
…men det var INTET imod det syn, vi stod op til onsdag morgen! Udsigten fra M’s værelse var ikke til at tage fejl af: winter wonderland, når det er smukkest.
A var kun halvandet, da vi flyttede herover, så hans erfaring med rigtig snesjov er begrænset. Det fik vi rådet bod på! (og ja, det er gummistøvler. Vi har så lidt ægte vintervejr herovre, at dét med at investere i et par store støvler aldrig rigtig er kommet på tapetet. Til gengæld har han verdens sejeste cowboyboots 😁)
Glad dreng, blå, blå himmel. Ren endorfingaranti. ❄️
Jeg er ret begejstret for klimaet generelt, og som regel er det solen og varmen, der gør mig glad – men det her kan altså også noget!

Den strenge mor på vejen

Noget af det allerbedste ved vores (nu ikke længere så) nye hus er, at børnene har venner at lege med. Over det hele. Og at der rent faktisk er et område, hvor det er sikkert at sende dem ud for at lege – på ægte dansk manér, haha. De fleste dage er vi knap nået hjem fra skole, før M er smuttet ind til nabopigen, som hun går i klasse med. Hun er en vildt sød pige, de leger så fint, og vi er rigtig gode venner med forældrene, så det er ret perfekt. Hvis altså ikke lige…

Ovre hos nabopigen, K, er der mange snacks. Som i virkelig, VIRKELIG mange. Og K’s forældre har ikke rigtig nogen regler for hvor mange snacks man må spise, for familien spiser alligevel sjældent aftensmad sammen, så det betyder ikke så meget, om man har spist sig mæt i løbet af eftermiddagen. De første par gange M var derovre, kom hun altid tilbage lige inden aftensmaden – så mæt, at hun nærmest ikke rørte det, der et kvarter senere lå på hendes tallerken. Og da jeg spurgte lidt ind til det, gik det op for mig, at hun havde fyldt sig med alle mulige herlige snacks, som kiks (søde og salte), lidt kyllingenuggets, browniebidder (i supermarkedsposeform), noget udefinerbart slikhejs og mac’n’cheese-snacks (hvordan mac’n’cheese kan eksistere i snackform fatter jeg ikke, men det må være en anden snak). Vi tog en snak om, at det måske ikke var den bedste ide at proppe sig med snacks hele eftermiddagen, så man ikke kunne spise aftensmad, og det kunne hun godt se fornuften i.

Næste dag gik eftermiddagen med, at jeg fik sms’er fra K’s mor: “Can M have x?” “Can M have y?” “Cand M have a piece of z?” Jeg svarede venligt “helst ikke” til det meste og prøvede at forklare, at hun ikke ville kunne spise aftensmad, men gav mig lidt til sidst, fordi jeg også syntes det var lidt flovt at være den der strenge mor, der sagde nej til alt. Og ved det efterfølgende besøg kom M igen proppet tilbage, fordi “jeg troede bare, det var lige dén dag du mente, at jeg ikke skulle spise så mange snacks!” Ok, om igen. Nu har vi lavet en helt klar aftale. Max én snack, når hun leger hos K om eftermiddagen på hverdage. Og jeg ved godt, hun synes det er supertræls og at jeg er en værre skrappemor, når jeg siger sådan. Og så må det være sådan. I går fik jeg en sms fra moren, der spurgte om M måtte få Gatorade, og jeg måtte igen hive skrapkasketten på og sige helst ikke.

Det gør det også lidt udfordrende, når de leger her, for K spørger altid om diverse kiks og snacks, og jeg ved jo, at hun godt må for sine forældre, men mine børn må ikke – så skal jeg bare lade hende fortsætte som hun vil, mens mine børn sidder med deres lækre (😏) æblebåde og ser hende hælde guldfiskekiks i sig? Eller skal jeg sige stop for alle og så for alvor blive set som den strenge mor på vejen? I huset, hvor al sjov med snacks tager hen for at dø?

Jeg har aldrig forestillet mig, at jeg ville blive den strenge mor, men hold op, hvor er det nemt at føle sig sådan her. Snacks’ne er én ting. Men jeg laver heller ikke særskilt pasta hver aften til et barn, der ikke vil spise det samme som vi andre – som en anden veninde gør. Vi er ret hårde med, at vores børn ikke får dessert, før de har spist ordentligt af aftensmaden, hvilket nogle gange har resulteret i, at især A har siddet og stukket temmelig slukøret i sin mad, mens han kigger på de efterladte, fyldte tallerkner fra selskabets andre børn, der har rejst sig for at lege inden desserten. Vi lader ikke vores børn sige nej til at smage på maden, hverken ude eller hjemme. Vi lader ikke M få huller i ørerne, før hun bliver 10, og vi siger blankt nej til, at hun må få sin egen telefon. Begge ting, som hun ser hos mange af sine jævnaldrende og utvivlsomt i sit stille sind bebrejder os vildt for.

Det er ikke sådan, at vi aldrig nogensinde afviger fra principper og regler, for selvfølgelig gør vi det. Men nogle af dem er bare for vigtige til at blive bøjet hele tiden – for eksempel har snack-reglen en masse at gøre med, at amerikanske snacks er så usunde, at jeg simpelthen ikke vil have, at mine børn spiser sig mætte i dem. Og aftensmaden er vigtig for os. Vi sidder sammen, vi spiser sammen. Og der er helt sikkert en masse andre regler, som jeg ikke engang har med her, og som udløser lige lovlig mange “det synes jeg ikke er en god ide” og “helst ikke” og slet og ret “nej”.

Men jeg kan godt ind imellem føle mig lidt udfordret på alle de regler, som vi ind imellem virker som de eneste, der har. Både dem, der handler om sundhed og dem, der handler om opdragelse.  For det er altså ikke fordi det er specielt sjovt at være den mor, der siger nej til alt det sjove. Det er en ævfølelse for mig, og jeg er helt sikker på, at M synes det er superirriterende (uden at hun nogensinde har givet udtryk for det, men hun vil jo gerne have lov til alle de ting, så selvfølgelig synes hun det). Jeg er ligeglad med hvad andre vælger for deres børn, men jeg kan godt ind imellem få lidt ondt af mine børn, som tydeligvis er dem, der har det hårdest med den strenge mor og far.

Heldigvis er det ikke noget, der har fået nogen indflydelse på vores venskaber eller vores forhold til naboerne, som både vi og børnene stadig ser nærmest dagligt og har det vildt hyggeligt og sjovt med. Men jeg kan godt mærke, at jeg lige skal sluge den der med at være den strenge mor på vejen – måske endda i byen.  😳

 

Hej 2018!

Godt nytår derude. ❤️ Jeg håber I kom forrygende ind i det med masser af bobler og kys. Vi havde gæster herhjemme og havde en hyggelig aften med rigelige mængder fantastisk mad – på grund af diverse stakkels sygdomsramte venner og venners børn var vi en lille sluttet skare, og da klokken slog midnat, var vi kun os fire herhjemme til at hoppe ned fra stolene og ind i det nye år. Det er første gang børnene har været vågne til nytår, og N og M tog sig en lille sød svingom ind i 2018. Hjertesmelt. 😊

Selve nytårsaften og dagene op til var præget af lidt vemod for mit vedkommende – det var som om en masse ting lige pludselig ramte mit hoved, og jeg sluttede egentlig ikke året af i det bedste humør. Det er jeg dog sikker på, at 2018 nok skal få rådet bod på, og til gengæld kan jeg glæde mig over, at vi havde sådan cirka verdens dejligste jul. I hvert fald under omstændighederne. Jeg er lidt af en julefreak, men det gælder jo kun, når jeg er hjemme og kan være sammen med familien på den måde det “skal” være og har været i årevis, så når det nu ikke er sådan, må man jo skabe nogle andre rammer, der fungerer. Og det fik vi i den grad gjort. Vi havde tidligere på året besluttet os for at fejre jul på ski denne gang, så den 22. december fløj vi til Colorado og kørte mod Keystone, et skiområde i Rocky Mountains. Vi havde fem hele dage på ski, og jeg havde hjemmefra booket bord på en fin restaurant til middag både juleaften og juledag.

Klar, parat, ski!

Den 23. startede med at få al det lejede udstyr på plads (note to self: ønsk dig skistøvler i fødselsdagsgave!) og børnene afleveret ved skiskolen, der startede kl 9. “Ja, så ses vi jo klokken halv fire, når I henter dem”, blev der sagt. Gulp. Det er da en lang dag! Men off we went, og børnene blev godt taget imod af de sødeste skilærere, der simpelthen arbejdede benhårdt og imponerende for at give dem de bedste dage som spirende skiproffer. N og jeg greb henholdsvis snowboard og ski og tog gondolen til toppen af bjerget, hvor vi ikke bare blev mødt af lange, skønne pister og bidende kulde, men også den mest fantastiske udsigt. Synet af spidserne på The Rockies er uden tvivl noget af det mest bjergtagende (høhø) og forpustende smukke jeg nogensinde har set, og jeg tog mig selv i at falde i svime over synet flere gange dagligt. Og tog selvfølgelig syvtusind billeder af samme udsigt, haha. Især de dage, hvor solskinnet indhyllede, var helt ubegribelige. Vi var på pisterne hele dagen, kun afbrudt af en frokostpause på bjergtoppen, inden vi hentede børnene og gik de fem minutter hjem til hotellejligheden i den lille by. Keystone er to timer bagefter Raleigh, og tidsforskellen kombineret med en hel dag på ski gjorde, at vi havde et par børn, der var MEGET klar til at gå i seng, da klokken var 18. Fedt med en voksenaften, ikke? Hvis altså ikke det var fordi, at vi selv sad og nikkede i sofaen klokken 19.30 og måtte tvinge os selv og hinanden til at holde ud til klokken ni. 😂

U, me and The Rockies. Keystone var et hit.

Dagen efter, juleaftensdag, startede med solskin og same procedure as yesterday. Vi lagde en lang eftermiddagslur ind i programmet, så vi alle kunne være klar til fin julemiddag om aftenen, og for første og, skulle det vise sig, eneste gang den uge kom vi ud af skiundertøjet og klædte os fint på (note to self part II: pak en brøkdel af det tøj, du tror du skal bruge. Skiundertøjet er uniformen. Hver dag, hele dagen. Selv indkøbene foregik i lange underdrenge. 😂). Vi blev hentet af restaurantens bil, der kørte os til det hyggeligste spisested, og da vi var en velkomstdrink og en halv ret inde i de voksnes femretters julemenu, gav A op og fik en pude af den søde tjener, så han kunne ligge og sove på to stole. M holdt ud i fin stil og nød sin bøf (og sikkert også at have sin mor og far alene til middag). Det krævede ikke mange overvejelser at beslutte os for at droppe bordreservationen dagen efter, så vores juledagsmiddag kom i stedet til at bestå af spaghetti carbonara á la mor. 😁

Guldkjole, røde kinder og ditto bøf. Ret god juleaften!

Det sneede juleaften og hele natten, så juledag vågnede vi til det fineste pudder på pisterne – som vi øvrigt havde stort set for os selv, fordi amerikanerne var blevet hjemme for at fejre jul. Jeg har aldrig prøvet at stå i så fin puddersne før, og det var så vildt. Først og fremmest var det overraskende hårdt, og det er en hel anden muskelgruppe, der pludselig kommer på arbejde, men mest af alt var det bare fedt. En af de ting, man bliver sådan helt euforisk af.

Pudderdagen var nok ikke min kønneste, sådan ret teknikmæssigt. Men det var så afgjort en af de sjoveste!

Og sådan gik dagene. På fjerdedagen kom begge børnene med os på ski, men på femtedagen valgte vi faktisk at lade A komme i skiskole igen, mens M stod med os. De lærte begge så sindssygt meget på de fem dage; både i skolen og når de stod med os, og det var så vildt imponerende at se de små mennesker suse gennem sneen. Det var deres allerførste gang på ski, men helt uden tvivl første af mange. Ingen af os kan nærmest vente med at komme af sted igen, og det var en helt fantastisk måde at fejre jul på, når det nu skulle gøres anderledes. Keystone er helt vildt børnevenligt, så ud over at have fantastisk skiløb og milelange pister, er det også et sted, der byder på underholdning for de yngre og ikke mindst en fuldstændig superb skiskole. Alt er indrettet med børnefamilier i tankerne, men uden at det bliver for meget. Cookieværksted, verdens største sne-borg, skøjtebane og så mange andre cool ting. Det var helt perfekt. Og julemanden kom selvfølgelig forbi – en lille reminder om, at det jo rent faktisk VAR jul. Et faktum vi egentlig godt kunne glemme lidt nogle gange.

A klarede den fint ned af pisterne, når jeg havde ham i stropperne (“det var faktisk mig, der trak dig, mor!”), men mine knæ kunne ikke rigtigt holde til at plove i timevis, så vi tog kun en dag på den måde.
Pit stop!

Vi havde kun taget et par julegaver med af hensyn til kuffertsituationen. Vi havde valgt et par stykker ud til børnene af dem, der ikke fyldte meget, så de lige kunne åbne to hver. Resten gemte vi, til vi kom hjem, og da vi landede i Raleigh sent om aftenen den 28., røg børnene direkte i seng, og N og jeg lagde alle gaverne under træet; klar til at blive åbnet næste morgen. Resten af dagen blev der lavet rødkål og risalamande, optøet (!!) en and, brunet kartofler og kogt sovs ind, og om aftenen sad vi klar om bordet til ægte dansk julemiddag. Det var så hyggeligt og lækkert og så fin en afrunding på juleferien.

USA’s måske mest familievenlige skiresort har selvfølgelig også besøg af Santa selv.

Vi skal på ski igen – og gerne snart. Nok ikke nødvendigvis over julen næste gang; mest fordi priserne er hakket totalt i vejret, og pisterne lige bortset fra selve julemorgen utvivlsomt er mere crowdede end på andre, ikke-højtidsrelaterede tidspunkter, så en slut-februartur kunne  helt sikkert godt komme på tale. Og gerne Colorado igen. Manner, jeg er ikke færdig med Colorado. Men Utahs Park City står også ret højt på listen, så måske det er dér vi skal kigge næste gang.

Og nu venter 2018. 2017 var en på mange måder en blandet omgang – ikke for mig personligt, for sådan helt generelt syntes jeg, at jeg havde endnu et priviligeret, lykkefyldt og kærlighedspræget år – men jeg må sgu indrømme, at jeg synes verden og ikke mindst USA tog nogle tæsk i året der gik. Det er jeg temmelig klar til at sige adjø til og så håbe på, at 2018 ser lidt lysere, lettere og mere opløftende ud.

 

If it ain’t broke…

Taget i betragtning at “housewifing” teknisk set er mit officielle job herovre, så er det faktisk imponerende, hvor elendig jeg er til det. Jeg er, for nu at sige det ligeud, et rodehoved. Har altid været det, og selv om det er blevet bedre med årene, så er det aldrig blevet HELT godt. Jeg hader at rydde op, jeg kan ikke fordrage at gøre rent, og bare tanken om vasketøj kan gøre mig helt modløs. Så når de dér huslige pligter skal overstås herhjemme, kræver det både selvdisciplin, tilløb og adspredelse, og sidstnævnte kommer ofte i form af en Mads & Monopolet-podcast. Jeg har fundet ud af, at det program er fuldkommen eminent at folde vasketøj til, så da jeg i dag havde en af de større bunker, der lå og hvæsede af mig, satte jeg en udsendelse på og gik i gang. Og der var en sætning, der satte sig fast i mit hoved: “Don’t change a winning horse”. Jeg kan ikke huske dilemmaet, der bragte den op, og selve sætningen er vist et sammensurium af forskellige ordsprog, men meningen er jo rimelig klar. Og den fik mig til at tænke.

Det her er et indlæg, som har været undervejs længe, men jeg har aldrig vidst, hvordan jeg skulle få det ud. Om det var mod, ordene eller sammenhængen, der manglede – eller lidt af det hele –  ved jeg ikke, men nu prøver jeg i hvert fald. Måske det stadig bliver lidt usammenhængende. Men det er faktisk én af de ting ved vores nuværende situation, der fylder allermest, så lad mig se, om jeg ikke kan få lidt ord på.

Der går aldrig mange dage imellem, at vi bliver spurgt, hvor længe vi bliver herovre. Af folk, vi lige har mødt, af folk vi har kendt længe, af folk hjemmefra. Og hver gang gør det mig lige konfus. For sandheden er, at vi jo ikke ved det. Og at det afhænger af så meget. Der er jo hele den praktiske side: Hvis nu N’s virksomhed pludselig ikke længere går så godt, hvis nu det politiske klima ændrer sig yderligere (man ved fandme aldrig med den spradebasse, der er ved roret lige nu), hvis og hvis… så kan der jo være faktorer, der tvinger os ud af landet. Det er vi ikke rigtigt herre over. Men så er der hele den anden del, nemlig os – og hvad vi vil.

Da vi først besluttede os for at tage herover, var planen at vi skulle være her i to år. De gik som bekendt virkelig hurtigt, og vi havde det virkelig godt, og da de var gået, havde vi en følelse af, at vi jo kun lige var kommet i gang. Så vi besluttede at blive. Den seneste plan har heddet, at vi ikke tager tilbage, før A er gammel nok til at komme i skole, så han ikke skal have flere skift end højst nødvendigt (så vi undgår et skift fra skolen her til en dansk børnehave og så en ny, dansk skole). Men så er der dén hage, at de er et år længere fremme herovre end i Danmark, så efter næste sommerferie starter han i det, der svarer til 0. klasse, selv om han kun lige er blevet fem år på det tidspunkt. Og hvornår er det så det rigtige tidspunkt at lade ham skifte til en dansk skole, så han ikke skal “holdes tilbage” fagligt? De samme tanker gælder selvfølgelig for M, men hun er jo altså allerede godt i gang med sin skolegang.

Men det svære, det allerallersværeste, det er det følelsesmæssige. Og i særdeleshed den skyld, som jeg var inde på her (i et indlæg, som jeg til at begynde med stemplede som et værre Debbie Downer-indlæg, indtil en kær gammel ven blandede sig på indlæggets facebook-post og sagde nogle fantastisk kloge og søde ord – tak for det, Jeppe). For der er jo ingen tvivl om, at der er mennesker derhjemme, der gerne så, at vi flyttede hjem. Og hellere i går end i morgen. Mennesker, som savner at se deres børn, børnebørn og endda oldebørn, nevø og niece på en noget mere jævnlig og dagligdags basis, og mennesker, som savner de gode tider med gode venner. Mennesker, som vi også savner. Intenst og hver dag og ind imellem så meget, at vi kan blive helt i tvivl om, hvad vi dog laver her i så lang tid.

For… dét her var jo aldrig en plan, nogen af os havde. Vi har altid drømt om at tage ud og opleve og måske også bo i udlandet, men jeg tror ikke vi havde forestillet os, at den drøm skulle vare i 4+ år. Ikke desto mindre er det dér vi nu er, og den virkelighed vi er nødt til at forholde os til. Og der er det, at citatet med den vindende hest kommer ind i billedet. Fordi vi føler, at vi sidder på en vindende hest lige nu. Vi er glade. Vi trives. Børnene har det godt, vi har mere tid sammen end nogensinde, og vi oplever en helt anden ro og samhørighed end tidligere. Og når jeg tænker på hvornår vi “bør” tage tilbage til Danmark, så bunder det mest af alt i dårlig samvittighed. Over for alle dem, der savner os, og som vi savner. Jeg føler, at vi påfører dem et savn, der ikke er retfærdigt, fordi det trods alt er vores beslutning, det her. Jeg føler, at vi svigter dem, når vi vælger at blive længere. Jeg tænker på alle de ting, vi går glip af, og jeg tænker på de ting, DE går glip af med os (og med os mener jeg nok primært børnene, da jeg tror det er dem, der generer mest savn 😉). Og ja, jeg tænker heldigvis også på, at når vi så ses, er det jo intenst og dejligt og føles, som om vi aldrig har undværet hinanden. Sidst, mine forældre var på besøg, var vi fire voksne ude at spise, og jeg blev så glad, da min far skålede og sagde, at selv om vi nu boede så langt væk, og vi sås dét sjældnere end tidligere, så var det så dejligt at mærke, at når vi så er sammen, så er alt som det plejer. Afstanden har ikke sat mærker på samværet, og det er jeg SÅ glad for. Og jeg er glad for, at de også synes det. Men det fjerner ikke den første følelse.

Skylden, altså. Den er en værre bandit, ikke? For hvad skal man bruge den til? Én ting er sikker: jeg tror ikke på, at skyld og dårlig samvittighed nogensinde har skabt et godt grundlag for livsvigtige beslutninger. Og hvis vi valgte at rejse hjem, mens vi følte, at vores USA-hest stadig var vinder, baseret på en følelse af ikke at ville svigte, så er jeg ikke sikker på, at vi ville ende med at være glade for den beslutning. Hvad nu hvis vores re-integration går helt ad pommern til? Hvad nu hvis børnene slet ikke kan finde sig til rette i en dansk skole, og skiftet er for voldsomt for dem? Hvad nu hvis jeg slet ikke kan finde ud af, hvad jeg vil, når vi kommer hjem? Ja, det er mange hvad-nu-hvis’er, og der er flere hvor de kommer fra, og de skal såmænd nok melde sig under alle omstændigheder. Men pointen er: Hvis vi nu vælger at tage hjem, ikke fordi vi egentlig synes at vi er klar, men fordi vi ikke vil gøre folk vi holder af, kede af det – er det så et holdbart beslutningsgrundlag? Jeg er ikke sikker på det. Men følelsen fylder for meget til ikke at tage den med i hele den her proces.

Vi ved stadig ikke med sikkerhed, hvornår vi vender hjem. Og det er heldigvis heller ikke en beslutning, vi behøver at tage lige nu. Men som min allerældste, kære, dejlige veninde så klogt sagde, da jeg første gang udtrykte tvivl om, hvor længe vi ville blive her: “Det er nok ikke en beslutning, der bliver nemmere, jo længere I bliver”. Hun havde ret.

Måske jeg skulle skrive til Mads & Monopolet. 😉

What I’m thankful for…

Det er den tid på året igen. Skolen lukker, udsalgene starter, og pumpkin spice synes at overtage alle madvarer. På torsdag er det Thanksgiving – eller turkey day, som vores børn kalder det. Vi havde egentlig lidt planlagt at forbigå den i semitavshed (så meget man nu kan når alle snakker om Thanksgiving hele tiden), ikke fordi vi ikke kan lide den helligdag, men fordi det jo ikke rigtig er en tradition vi sådan HELT føler. De første to år vi var her, kørte vi virkelig gennemførte Thanksgivingmiddage med baconsvøbt kalkun, mashed potatoes, green bean casserole, stuffing, sovs, pecan pie – alt selvfølgelig lavet fra bunden, hvilket betød at det meste af dagen foregik i køkkenet, lige indtil det var tid til at få et bad og gøre sig præsentabel til middagen. Men de to år var noget andet, for vi havde besøg fra Danmark, og det gjorde det lidt sjovere at give den hele armen. I år er vi bare os, og hvor hyggeligt det end er, så må jeg altså indrømme, at jeg ikke helt orker det store kalkunshow. Vi overvejede et splitsekund om vi skulle rejse et sted hen over Thanksgiving – nu hvor skolen alligevel er lukket og N uden dårlig samvittighed kan tage fri fra arbejde de dage, der alligevel er lukket ned – men vi følte egentlig, at vi havde været så meget på farten og eventyr i den senere tid, at vi ikke havde ret meget lyst til at tage af sted igen (luksusproblem, I know!). Juleferien kommer til at foregå på ski i Colorado, så vi har også dét at se frem til.

Altså besluttede vi at blive hjemme, og vi begyndte at undersøge mulighederne for at bruge dagen til at hjælpe i et soup kitchen eller lignende – altså steder, der laver og serverer mad til mennesker, der ikke har hverken midlerne til selv at lave det eller et hjem at spise det i. Desværre viste det sig, at man ikke må have børn med i den slags køkkener, og da det skulle være noget vi kunne gøre sammen, måtte den plan lægges på hylden. Jeg  overvejede også om man så måske skulle benytte lejligheden til at lave en ægte dansk julemiddag med and, risalamande og hele pivetøjet, når vi nu heller ikke får dét ellers i år. Men lige så snart børnene hørte om de tanker, gik der fuldstændig panik i dem. “Jamen, vi SKAL da have kalkun!! Hvad med baconen?? Det er jo turkey day! VI SKAL HAVE KALKUN!!!!!” Så kalkun it is. Det bliver en skrabet version af Thanksgivingmiddagen, men kalkunen slipper vi altså ikke for. Måske jeg kan snige en waldorfsalat ind som tilbehør, gnæg gnæg…

N’s baconflettetalent er rimelig sejt, og børnene lader ham vist ikke slippe i år.
Resultatet af rundt regnet otte timer i køkkenet: en tallerken fyldt med kalkun og ting, man ikke kan se hvad er. Bevares, det er lækkert – men i år er det altså ikke arbejdet værd. 😂

I morgen er der Thanksgiving feast i M’s klasse. Det er en årligt tilbagevendende tradition, hvor hendes klasse sammen med to andre klasser laver en r*vfuld mad af forskellig slags, som de så alle spiser sammen efterfølgende. Der bliver lavet mad hele formiddagen, og forældrene kan så melde sig til at komme og hjælpe. Det er helt klart en fordel ved at være den hjemmegående husmor herovre (og at der er så mange af os) – jeg har altid muligheden for at melde mig til diverse aktiviteter, og børnene elsker, når jeg gør det. Det er så hyggeligt at være sammen med dem om skoleaktiviteter, og på en eller anden måde er de altid helt vildt stolte over at dele deres skoleliv med os. Jeg tænker, at det ikke er en følelse, de bliver ved med at have, så jeg må hellere nyde det, så længe de gider have mig rendende. 😉

Efter Thanksgiving er der kun et par uger tilbage af skolen inden juleferien (de holder sig nogle pænt lange ferier på vores skole), og jeg er glad for, at vi i år skal et sted hen med sne og julestemning. Hvor meget jeg end elsker klimaet i North Carolina – og det gør jeg virkelig – så kan jeg ikke lade være med at mærke hvordan nostalgien kommer galopperende, når jeg ser de sociale medier svømme over i danske julebilleder. Pynt på Kgs Nytorv, eftermiddagsjulemørke foran stormagasinerne, gløgg og julefrokoster – ej, men det er jo det hyggeligste i verden. Jeg kan godt mærke savnet af julemåneden derhjemme komme snigende, så turen til Colorado, hvor der er masser af sne, litervis af varm kakao, hue, vanter og forhåbentlig også en julemand skal nok blive den helt rigtige afslutning på et begivenhedsrigt og smukt år. Som jeg slet ikke behøver en stor kalkun for at føle mig taknemmelig for. ❤️

 

Nashville on my mind

Tænk, at vi allerede i er i november, ikke? Jeg synes simpelthen 2017 er fløjet forbi – og det er jo lidt af en kliché, dét der med at tiden går hurtigt, men jeg synes helt seriøst kun lige jeg har vænnet mig til at skrive 2017 på diverse papirer, haha! Nå, men når tiden flyver, har det jo ret ofte noget at gøre med en masse oplevelser, især de gode/spændende/sjove af dem. Og dem har der virkelig været mange af i år, synes jeg. For nu at give os selv (mig og familien) et rigtig stort, fedt klap på skulderen (det skal man altså også nogle gange!), så synes jeg vi er virkelig gode til at opsøge oplevelserne, mens vi bor her, og virkelig få det bedste ud af tiden. Så meget, at vi til tider tænker “ok, nu trænger vi vist til en hjemmeperiode”. Det er da luksus!

En af de rigtig, rigtig gode oplevelser havde vi – N og jeg – for et par uger siden, hvor vi tog en weekend i Nashville. Vi havde besøg af mine forældre, og traditionen tro bød dét på en chance for N og mig til at tage en voksenweekend. Vi havde faktisk planlagt at tage Miami og var meget tæt på at have alt booket, men så kom der som bekendt et par orkaner ind over kysten her, og da vi ikke var helt sikre på hvordan Miami ville se ud efter den omgang, besluttede vi os i stedet for Nashville, som også længe har stået på vores liste over steder, vi vil se. Og hvor er jeg dog glad for, at det endte sådan! (altså ikke med orkanerne – men med vores retningsskift, ikke?) Nashville var simpelthen den mest fantastiske oplevelse, og jeg får stadig glædesbobler i maven af at tænke på den tur. Jeg vil gerne tilbage (snart! nu faktisk!), og jeg hælder helt klart til at smutte til Nashville igen næste gang en chance for en weekend væk byder sig.

Allerede fra flyet var det tydeligt, at Nashville bød os velkommen. Se lige den solopgang!

Og hvad er det så, der er så specielt ved Nashville? Jeg fristes til at råbe “ALT!!!”, men det ville måske også gøre indlægget her lige lovlig kødløst. Men der ER bare så meget godt ved Nashville. Allerførst skal det siges, at det selvfølgelig er en fordel at være bare en lille smule into countrymusik – ellers kan det sgu nok godt blive en lang weekend, haha! Hvis man til gengæld er det, er det ren slaraffenland. Jeg har været ret vild med country et stykke tid og blev for alvor solgt med Miranda Lamberts 2016-album, “The Weight of These Wings”, som stadig kører på repeat herhjemme – og som stadig sagtens kan få mig til at fælde en tåre. Det er det smukkeste album, og sådan helt overordnet er Miranda bare en fuldstændig fantastisk sangerinde, sangskriver og musiksjæl. Jeg er vild med hende og alt hvad hun laver – men “The Weight…” er altså noget helt særligt.

Countryen har altså langsomt, men sikkert sneget sig ind på mig efter vi flyttede hertil, og nu elsker jeg det. Både det dybe og stemningsfulde, det intense, det poppede og det helt igennem tacky (er man nysgerrig på hvad sidstnævnte dækker over, kan jeg varmt anbefale nummeret “Buy Me a Boat” med Chris Janson. “I’ll name the Dogs” med Blake Shelton er absolut heller ikke ueffen) – og Nashville har det hele og en hel masse andet. Vi havde to dage – landede tidligt fredag morgen og fløj hjem igen tidligt søndag morgen, så fredag og lørdag blev udnyttet til fulde. Vi startede fredag med en tur på Country Music Hall of Fame (hvor det for alvor gik op for mig, hvor afslappende det er at rejse uden børn – man har jo tid til at læse hvad der står på de forskellige skilte i diverse montrer!), som var helt fantastisk og helt vildt lærerigt. Både deres permanente og midlertidige udstillinger var helt vildt fascinerende og gav et virkelig spændende indblik i countrymusikkens historie. Efterfølgende fik vi frokost og så begav vi os mod downtown for at se hvad Nashville havde at byde på (vi boede i The Gulch – et område cirka en kilometer fra downtown Nashville, som i sig selv mestendels består af partygaden Broadway og et par sidegader) – og vi blev ikke skuffede. Broadway, som er Nashvilles “hovedgade”, er simpelthen én lang fest i form af Honky Tonk-barer – steder, hvor folk drikker og fester og lytter til livemusik fra bands, der i mange tilfælde spiller covernumre af populære countryhits, men i nogle tilfælde også spiller deres eget.

Ingen Nashvilletur uden Honky Tonk. I massevis!

Broadway er på mange måder ren Jomfru Ane-gade – og så igen alligevel ikke. For det er jo ikke uden grund, at Nashvilles andet navn er Music City, og det betyder blandt andet, at der er SÅ meget talent. Alle steder. Så de utallige honky tonks har alle sammen bands/kunstnere, der spiller – og de er alle sammen stinkende gode. Der er ganske enkelt så mange om buddet i Nashville, at du ikke ender på scenen på en af Broadways honky tonks uden at kunne noget. Og det kan de altså. Vi endte ved et tilfælde på den måske mest tacky og mest turistede honky tonk af dem alle (når man har bartendere der også er Maxim-modeller, tiltrækker det nok en del kunder og drikkepenge…), og ja, det var helt vildt skørt og tacky og fyldt med fulde folk (fun fact: Nashville er en af de helt store polterabend-byer for piger) og på alle måder alt, alt for meget – men det var også bare helt igennem fantastisk og god stemning og cool musik og øl i stride strømme og så sjovt, at vi kom igen dagen efter. Det blev vores eftermiddags-hangout. 😁

Donny Lee og hans band stod for underholdningen begge vores eftermiddage. Jeg ville tage tilbage til Honky Tonk Central på et splitsekund!

Efter at have tilbragt et par timer på Honky Tonk Central daffede vi tilbage til hotellet og gjorde os klar til at gå ud til middag. Nashville har virkelig gode restauranter, og jeg havde bestilt bord på to af dem i god tid i forvejen. Så fint tøj på, bobbet hår og lidt rødt på læberne, inden vi igen drog mod centrum. De vildeste honky tonks er nok ikke nogen, jeg ville frekventere sent om aftenen (igen, der ER stadig en Jomfru Ane-vibe), så vi fandt en lidt mere lowkey-bar efter maden og kunne igen bare nyde fantastisk musik og skøn stemning indtil vi hoppede hjemad.

Obligatorisk “ude uden børn-“selfie. Med glade smil og musik helt ind i sjælen.

Næste dag tog vi en Lyft (samme koncept som Uber) lidt ud af byen mod The Grand Ole Opry, som er et af de mest legendariske steder inden for countrymusikkens udbredelse. Det er en slags koncerthus, som hver weekend sender live (og har gjort det i næsten 100 år), og nogle af genrens største stjerner er medlemmer og stamgæster på scenen. Vi tog deres backstage-rundtur, som var supersjov, og efterfølgende tog vi tilbage til centrum, fik frokost, kiggede på cowboy boots, fandt endnu en gang vej til nogle forskellige honky tonks – og endte på vores festfavorit fra dagen før. Vi endte faktisk med at blive der flere timer, inden vi satte kursen mod hotellet og gentog mønsteret fra aftenen før: middag på en god restaurant og så ud for at finde musik. Denne gang havde vi besluttet os for at tjekke noget bluegrass ud, og jeg skal være helt ærlig og indrømme, at jeg ikke anede noget som helst om bluegrass. Men vi havde fået det anbefalet, og genren fylder så meget i Nashvilles musikmiljø og historie, at det ville være helt åndssvagt ikke at udforske dét også. Vi tog på The Station Inn, som er et af de mest kendte bluegrass-steder i byen, og helt uden at vide hvad de havde på programmet, fik vi æren af at sidde og lytte til en ægte bluegrass-legende, nemlig Bobby Osborne. Igen, jeg kendte ham ikke i forvejen, men manden er født i 1937, er medlem af The Grand Ole Opry, og som han stod deroppe med sin mandolin og fortalte anekdoter og brød ud i sin stærke og samtidig vildt skrøbelige stemme,  så var det altså svært ikke at blive lidt rørt. Mand, det var en fed oplevelse – og noget helt, helt andet end vores honky tonk-fester – det her var intimt, respektfuldt og en helt perfekt afslutning på vores Nashville-weekend – selv om jeg sagtens kunne være blevet længere!

The Grand Ole Opry. Næste gang vi skal til Nashville, skal vi høre musik her!
Bobby Osborne på The Station Inn. Lille, ældre herre med en stor, stor stemme.

Jeg var – og er – VILD med Nashville. Sådan helt nyforelsket-agtigt. Jeg kan kun anbefale alle med bare en lille smule countryblod i årerne at hoppe på et fly og opleve Music City. Tag den ind, nyd den for alt hvad den er – det skøre, det skæve, det stille og rolige og alt det ind imellem. Bare kom af sted. Det kan endda være vi mødes der, for jeg står på spring til at tage tilbage så snart jeg kan! ❤️

Run from the water, hide from the wind…

Ovenstående kunne jo egentlig sagtens være en eller anden form for inspirational quote – guderne skal vide man støder på mange af dem herovre – men det er det ikke. Slet ikke. Det er tværtimod en tragisk og skræmmende nødvendig tommelfingerregel, der lige nu forsøges indprentet hos folk i Florida, Caribien og alle de andre, der rammes af orkanen Irma – skarpt forfulgt af José, som først ikke synede af meget, men så pludselig blev en lige lovlig højtråbende lillebror. (P.S. Er det i øvrigt ikke sådan lidt som om, at Trump hævdede, at de påståede klimaforandringer var et stort hoax, og så sagde klimaet “hold my beer”… ?)

Jeg får dagligt mails og beskeder fra søde, omsorgsfulde, bekymrede mennesker, der  vil vide hvordan det ser ud med os og orkanen. Og helt egoistisk set ser det helt fint ud. Seneste melding er, at vi i North Carolina ikke kommer til at tage et direkte slag fra Irma eller José, men meldingerne ændrer sig hele tiden, og jeg ville lyve, hvis jeg påstod, at jeg ikke har købt 30 liter kildevand og nærmest manisk holder min bil på max. benzinbeholdning (man har vel lært af storkonflikten i 1998…), så vi ved ingenting med sikkerhed. Faktum er, at lige nu er 300.000 husstande uden strøm, og vindstød med en styrke på næsten 60 meter i sekundet brager lige nu gennem Florida Keys og resten af staten. Lige i hælene på Harvey, som smadrede Houston, og lige foran José, som vi ikke ved så meget om endnu, men som skræmmende nok ser ud til art tiltage i styrke dag for dag.

Naturen er så vild. Og da jeg hørte ovenstående råd – “you run from the water and you hide from the wind” –  på en af de landsdækkende tv-stationer, løb det mig koldt ned ad ryggen. For shit, altså. Vinden er vild og ødelæggende, og den tager dine ting – men vandet… det flygter du altså fra. Lige nu. Stormfloderne er komplet altødelæggende, og jeg tør slet ikke tænke på de tab, de her katastrofer forårsager. Vi er lige midt i det nu, og om en uge er alt noget andet. Florida Keys er noget helt andet, Miami er noget andet, mennesker kommer til at miste alt, hvad de troede var trygt, stater vil bede om hjælp til at komme til at ligne det de var engang. Engang som i for en uge siden. Og uden på nogen måde at ville negligere de gener som mange af os derhjemme har haft i forbindelse med danske skybrud, så er det her altså af en helt, helt anden kaliber end en oversvømmet kælder. Det er uoprettelige ødelæggelser og tab så store, at familier vil bruge resten af deres liv på at skaffe sig selv på fode igen – hvis det da nogensinde lykkes.

Vi er i sikkerhed her i Raleigh indtil videre, men vi følger udviklingen tæt, og jeg tror alle i byen og staten er tavst, men smertefuldt bevidste om, at trygheden er for nu. Ingen ved, hvornår katastrofen rammer her, og det er nok mere et spørgsmål om når end om.

Tripping 2.0, vol II!

Jeg er tilbage med anden del af vores roadtriprejseberetning – første del finder I lige her.

Fjerde stop: St. Pete Beach

Efter vores mere eller mindre vellykkede Sanibel-stop (ej, jeg skal også være fair – Sanibel ER virkelig smuk og har fantastisk meget at byde på, og vi havde det dejligt; jeg er bare bitter over de fordømte bug bites!) satte vi kursen videre mod St. Pete Beach, som også ligger på Floridas golfside. På vores første roadtrip var vi omkring Clearwater Beach, som ligger på samme strækning meget tæt på St. Pete, og som jeg var helt vild med. Selve byen (hvis man overhovedet kan kalde det dét, det var vel snarere en hovedgade med afstikkere til stranden) bød ikke på den store charme, men stranden! Åh, stranden. Vand med den smukkeste azurblå farve, sand, der er så blødt og så hvidt, at det skærer i øjnene, og solnedgange, der efterlader én målløs (ja, jeg har en ting for solnedgange, og dem vi så i San Diego var nok til at få mig til at overveje at flytte til Vestkysten, men det er en helt anden snak). Der var så smukt. Da jeg samtidig havde hørt en del om St. Pete fra flere venner, havde jeg fået oparbejdet en ikke ubetydelig forventning til dette magiske strandsted, og man kunne godt have frygtet, at jeg ville blive slemt skuffet. Men nogle gange GÅR drømme i opfyldelse, og St. Pete var alt det, jeg havde drømt om. Køreturen over broen fra kysten og længere ud på den lille tange gav en god forsmag på hvad der ventede os i form af blå bølger og klare skyer, og da vi så det fuldstændig skøre og legendariske hotel Don CeSar puste sig op i forgrunden, vidste vi, at det her ville blive godt. På Floridamåden, forstås.

Don CeSar er det ubetinget mest berømte hotel i St. Pete, og med god grund. Alene det ydre er nok til at fascinere: et gigantisk slotlignende palæ – i nærmest skrigende lyserødt. Jep, der var en syvårig på bagsædet, der var rimelig betaget. 😁 Hotellet har sin egen bro ind over hovedgaden, og mange af værelserne vender direkte ud mod den mexicanske golf. Vi ville oprindeligt have boet på Don CeSar, men da jeg ringede for at bestille værelset, fortalte receptionisten mig om deres hotellejligheder – Beach House Suites by Don CeSar – der ligger en lille kilometer nede af stranden. Lejlighederne er kæmpestore og har store balkoner, som alle vender direkte ud til golfen. Der er en bus, der kører til Don CeSar (hvis man ikke gider gå den lillebitte halve mile langs den smukke strand), hvor man som lejlighedsgæst har lov at bruge alle faciliteter – pool, fitnessrum osv. Da lejligheden så også kostede en tredjedel af et hotelværelse var det en rimelig nem beslutning – og det var uden tvivl det absolut fedeste sted vi boede på hele vores tur. Det var også det eneste sted, hvor vi en aften valgte ikke at gå ud at spise, men i stedet bare hive nogle pizzaer med ud på balkonen og spise dem, mens vi så solnedgang.

St. Petersburg, som er byen der ligger i forbindelse med St. Pete Beach, har i øvrigt et fuldstændig fantastisk Salvador Dalí-museum, som vi brugte en af vores formiddage på – og sagtens kunne have brugt meget mere tid på. Det var et sindssyg spændende museum, som ud over at have en virkelig fascinerende samling, virkelig også havde gjort noget ud af at gøre informationen om den excentriske kunstner spændende og lettilgængelig. Vi gik alle fire rundt med hver vores iPod og tilhørende høretelefoner, og det var så nemt at vælge hvilket værk man ville høre om, at selv M uden problemer kunne finde ud af det. Og nød det! Det er ikke voldsomt mange “voksenmuseer” vi hiver vores børn med på, men det her var et hit og kan virkelig anbefales.

Vi skal helt klart tilbage til St. Pete en dag. Måske bare en weekend, måske bare os voksne, der så skal bo på den ægte Don og ligge ved poolen og drikke cocktails under palmerne hele dagen i skyggen af det pink palads.

“Se mor, et ægte slot” Jep, et vaskeægte Floridaslot. 😁
Den daglige gåtur langs vandet fra det pink palæ til vores lejlighed på stranden.
Er der noget at sige til, at jeg har en ting for solnedgange? Ej, men helt ærligt altså! Og det er uden filter, venner.
Pizza og Corona på balkonen kan altså virkelig noget, når det er med den udsigt i forgrunden. Og ja, A legede fotograf med selvudløseren.

Femte stop: Cape Canaveral

Efter tre herlige dage på St. Pete (som jeg i øvrigt på ingen måde var klar til at forlade) pakkede vi endnu engang vores trofaste bil og satte kursen mod Cape Canaveral for at besøge Kennedy Space Center. Vi kørte faktisk lige forbi Orlando, men havde på forhånd besluttet os for, at Disney World ikke blev i denne omgang. Vi venter et år eller to, til A er lidt større og får mere ud af det, så det er rigtig sjovt for dem begge. Og heldigvis ventede der os i Cape Canaveral med Kennedy Space Center så stor en oplevelse, at ingen tænkte på Disney så meget som et sekund! Jeg var helt blæst bagover hvor fedt et sted det var, og hvor meget der er at opleve. M’s største forventningsglæde ved den tur var, at hun ville få lov at møde en rigtig astronaut (hendes fremtidsplan har i lang tid været at være astronaut, så det var ret stort), og dét fik hun lov til. Derudover kan man komme helt tæt på rumfærgen Atlantis, der har en hel sektion dedikeret til sig med film, effekter, interaktive aktiviteter og en simulator, hvor man kan få lov at føle hvordan det føles at blive skudt af sted i en rumfærge som den. Det var simpelthen et helt fantastisk sted, og vi var ALLE helt vilde med det. Vi havde desværre kun en dag til besøget og en lang køretur foran os, så vi nåede slet ikke alt det, vi gerne ville. Men vi skal uden tvivl tilbage en dag – jeg anede slet ikke, at jeg var så meget til rum og raketter, haha!

Det gjorde så absolut heller ikke vores besøg mindre spændende, at NASA lige præcis den morgen vi var der, valgte at sende en raket til vejrs. Affyringen af Atlas V var blevet forsinket fra begyndelsen af august til senere på måneden, og så – ved et vildt tilfælde – blev den altså rykket til den eneste dag vi var der. Og på den måde kunne vi stå på stranden foran vores hotel og se en raket blive affyret. Det er svært at forklare, hvorfor det var så fedt at se – og ikke mindst høre! – men det var det altså. Jeg bliver stadig helt glad, når jeg tænker på, at vi fik lov at overvære det.

Jeg tror aldrig jeg har set M så stolt, som da hun fik lov at møde en ægte astronaut – James Reilly, som blandt andet har været med på Atlantis. Se lige det blik!
3, 2, 1, blast off!!! Raketaffyringen som vi så fra Cocoa Beach var noget af det mest fascinerende, jeg har oplevet.

Sjette stop: Kiawah Island

Vores stop ved Cape Canaveral var ultrakort, og efter bare en enkelt overnatning satte vi kursen nordpå igen, mod Kiawah Island i South Carolina. Vi havde fået stedet anbefalet af en bekendt, men selv om der var både fint, og vi nød at være et sted, hvor vi kune leje cykler og komme rundt og se os omkring på ægte dansk familiemanér, var der ikke noget mindeværdigt at fortælle derfra – altså ud over de mange alligatorer på øen (vi havde blandt andet besøg af en i søen bag hotellet ved morgenmaden). Det var et fint sted til afslapning, men kunne ikke så meget mere end dét (medmindre man spiller golf; det er vistnok lidt af et golfparadis), og det var nok også derfor, at det var det eneste sted, vi endte med at tilbringe nærmest en hel dag i og ved poolen.

Kiawah Island var fin, men ikke finere end så meget andet. Det forhindrede os dog ikke i at have det sjovt!

Syvende og sidste stop: Eclipse!

Kiawah Island skulle oprindeligt have været vores sidste stop inden turen hjem til Raleigh, men pludselig gik det op for os, at der var noget med en solformørkelse, og at det vist ville blive rimelig stort. Vi besluttede inden vi tog af sted at forlænge turen med en dag, så vi kunne stoppe i Charleston på vej hjem og se solformørkelsen, og vi havde allerede booket et hotel i begyndelsen af juli – hvor det allerede var næsten umuligt at finde noget! To uger inden formørkelsen fik jeg så en mail om, at vores reservation desværre var blevet aflyst på grund af overbooking. På det tidspunkt var det fuldstændig umuligt at finde et sted at bo i nærheden af Charleston. Og når jeg siger umuligt er det ikke ment som en talemåde – det var HELT umuligt. Jeg prøvede alle obskure motorvejshoteller i små flækker, men alt var optaget. Rimelig bittert. Vi endte med at finde et værelse tre timer fra Charleston (i modsætning til de 45 minutter vi skulle have kørt), hvorfra vi så kunne køre til byen Columbia en time væk. Ikke optimalt og en del mere kørsel, men vi ville ikke gå glip af den begivenhed, så det blev vores plan. På selve dagen tog vi tidligt af sted – jeg havde læst, at dyr kan opføre sig sjovt under en komplet solformørkelse, så vi valgte at tage i byens zoo for at se det – og sørgede for at få en parkeringsplads i det kaos, der allerede var begyndt. Millioner af mennesker kørte til de byer, hvor formørkelsen var total, så der var travlhed alle steder. Vi brugte timerne inden selve formørkelsen på at se på dyr, står i kø til mad, se på flere dyr og vente i varmen. Og så kom den, månen. Og jeg er SÅ glad for, at vi valgte strabadserne for at se den. Det var en virkelig vild oplevelse, ikke kun selve skyggen for solen, men hele lyset, der ændrede sig, stemningen, folk, der hujede og klappede. Det var det mest mærkelige twilight-agtige dagslys, cikaderne begyndte at larme, og hele stemningen var så vild. Turen hjem til Raleigh tog en evighed i trafikken sammen med alle de andre, der skulle hjem – men det var det hele værd.

Det her billede har I nok set i hundredevis af versioner siden i mandags. Men det her er vores, og vores oplevelse var uforglemmelig.

Og sådan sluttede vores ferie. Med en skygge for solen og en lang tur hjem, inden vi mætte, trætte og helt uforskammet glade ankom til vores hus. Verdens bedste ferie. Igen!

Trippin’ 2.0!

For to år siden valgte vi, at vores fælles sommerferie herovre skulle foregå på fire hjul, og jeg berettede begejstret om det her. Det viste sig at være en virkelig ideel måde for os at holde ferie på, og vi var helt enige om, at det ikke var sidste gang, vi tog på udvidet roadtrip. Fast forward til to år senere, nemlig nu, hvor vi netop er vendt hjem fra vores andet af slagsen – og det var om muligt en endnu større succes end det første! Om det er fordi børnene er blevet ældre og mere i stand til at tage oplevelserne ind, eller om vi bare havde valgt bedre destinationer end sidst, skal jeg ikke kunne sige – men vi kom hjem sent mandag aften med to ugers eventyr bag os (fire for mit og børnenes vedkommende; umiddelbart inden nuppede vi nemlig to uger i Danmark, hvor vi fik spist, krammet og grinet os gennem familie, venner, fjordrejer og flæskesteg) – og en hel masse overskud og glæde over alt det vi var ude i sammen på vores vej rundt.

For at gøre det en smule mere spiseligt og overskueligt har jeg valgt at dele denne omgang rejseberetning ind i to indlæg – første del kommer her, og del to følger senere denne uge. Jeg har valgt ikke at skrive detaljer om hoteller, restauranter og turarrangører ind i selve indlæggene, men skriv endelig, hvis I vil have tips. Jeg har masser af dem og deler dem hjertensgerne ud!

Første stop: Charleston

Charleston er en juvel. Intet mindre. Det er ikke et oplagt feriemål for mange danskere (eller europæere i det hele taget), men hver gang vi har besøg hjemmefra, opfordrer jeg virkelig kraftigt folk til at tage en tur derned. Charleston ligger cirka fire timers kørsel fra Raleigh, og når man først når den superfine by, forstår man hvad Southern charm dækker over. Det er en overskuelig by, som man sagtens kan spadsere rundt i, eller hvis man som os har to sæt mindre ben med, kan man vælge at se byen fra hestevogn eller cykeltaxa. Vi valgte førstnævnte, efter at jeg havde researchet grundigt på hvilke af de mange hestevognsfirmaer, der havde en holdning til dyrevelfærd. Mange af firmaerne går desværre ikke rigtig op i hvordan deres heste har det i Charlestons stegende hede, så det var meget vigtigt for os at finde nogen, der tog sig godt af deres dyr.

Ud over gamle huse, der bringer tankerne tilbage til Nord & Syd og Borte med Blæsten, en fantastisk smuk havnefront (hej delfiner, der lige hopper forbi, mens jeg nyder lidt hvidvin!) og de hyggeligste små skjulte veje og alléer, så byder Charleston altså også på noget af den bedste mad, man kan finde i Sydstaterne, hvor battered & deep fried ellers virker som en lidt for gennemgående tilberedningsmetode. Helt ærligt, når man bor lige ved et hav så fyldt med så meget lækkert, hvem i alverden finder så på at pakke alt ind i en tyk dej og smide det i ønskebrønden, indtil alt smager af den samme gråzone? Det er der heldigvis rigtig mange i Charleston, der ikke er hoppet på, og derfor er byen med rette kendt for sine mange fremragende restauranter.

Tag en tur til Charleston. Gør det! I vil aldrig fortryde.

Andet stop:  Crystal River

Da vi besluttede os for at tage på roadtrip, havde vi oprindeligt en plan om at køre nordpå mod Cape Cod, men efter lidt research og en lang snak med en erfaren Cape Cod-ven, besluttede vi os, at højsommeren var et skidt tidspunkt for den plan. Priserne er skyhøje og alle destinationerne overfyldte, så vi blev i stedet rådet til at gøre det i september (det bliver så ikke denne september, men måske næste!). Så røg vi tilbage i tænkeboksen og begyndte at tænke mere over HVAD vi gerne ville se – end HVOR. Jeg har i mange, mange år haft en drøm om at se manatees (søkøer) i det fri, og Florida er et af de absolut bedste steder – hvis ikke DET bedste – at gøre netop det. Bl.a. derfor valgte vi altså at køre sydpå igen, og af præcis den grund blev andet stop på turen den relativt ukendte flække Crystal River. Søkøer lever stort set overalt i Florida, men de er meget nemmere at finde i de kolde måneder, hvor de søger ind i statens mindre floder; der hvor vandet er varmere. August var altså ikke ligefrem det oplagte tidspunkt at tage på manateetur. Men lige præcis Crystal River har en helårsbestand af søkøer, der bare altid bliver – så det blev næste stop.

Lad mig bare sige det ligeud: Det var en fuldstændig magisk oplevelse. Jeg har dykket ved virkelig spektakulære destinationer over hele verden, og jeg synes generelt jeg har oplevet ret vilde ting på mine rejser, men det her var altså én af de rigtig store. Vi tog ud med et firma med et rigtig godt ry (igen satte vi os ind i deres forhold til søkøernes tilstand og deres holdning til dét at komme så tæt på et vildt dyr uden at stresse det), og de var simpelthen ultraprofessionelle og dygtige. De fandt lynhurtigt en mor og hendes baby og så en han-manatee, der havde hægtet sig lidt på. Vi havde fået strenge instrukser om, hvordan vi skulle gebærde os, hvis vi var så heldige at møde søkøerne – lig stille i overfladen af vandet (ingen plasken med ben og arme) og ikke noget med at forsøge at røre dyrene, mens de svømmer, spiser eller passer sig selv. Hvis de derimod selv bliver nysgerrige og kommer over for at undersøge dig, må du gerne ae dem lige så stille – med én hånd ad gangen! Der var mange regler – og heldigvis for det, så de fine, blide væsner ikke bliver skræmte af de mennesker, der svømmer rundt for at møde dem.

De første, der gled ud i vandet, da vi havde fundet søkøerne, var M og hendes far – og det næste der skete, var at den lille af søkøerne kom op for at hilse på M. Den kom helt tæt på hendes ansigt, og min stolte pige kunne altså få lov at ae en søko på kinden. Det var simpelthen så fint og så sødt, og jeg var SÅ glad på M’s vegne. Senere havde jeg selv en af dem helt, helt tæt på mit ansigt, men den var på vej op for at trække luft, så jeg holdt hænderne for mig selv for ikke at forstyrre og lod mig bare fuldstændig opsluge af glæden og ærefrygten ved at få lov at komme så tæt på. Nuttede, magiske, overvældende dyr. Og en af de største oplevelser i mit liv. Hvis det ikke var så møgbesværligt at tude med en snorkel i munden, var jeg nok brudt ud i tårer fyrre gange på den tur.

Om aftenen tog vi på den lokale havnerestaurant og spiste blue crabs, som vi selv bankede op med en hammer – og dagen efter var vi klar til at tage videre, høje på gårsdagens oplevelse og en ferie, der var kommet umanerlig godt fra start.

Martha & the Manatee – en stor oplevelse for en lille pige.
Jeg havde en ret klar regel for min feriemenu: seafood, seafood, seafood og helst ikke ret meget andet. The Crab Plant i Crystal River leverede varen.

Tredje stop: Sanibel Island

Selv om jeg egentlig synes, at vores ferie var noget nær perfekt, så vil der jo næsten altid være et eller andet – et sted, et måltid, en forkølelse, en sur trafikant – der drypper malurt i bægeret, og i vores tilfælde var det vores tredje stop. Sanibel Island er en ellers smuk halvø, der ligger ud for Ft Myers på Floridas golfside, og vi havde glædet os til optimal afslapning, fænomenale solnedgange og børn, der skulle bruge timevis på at samle skaller på stranden som er kendt som en af de ultimative jagtmarker for skal-entusiaster. Desværre var det noget helt tredje, der endte med at overskygge vores Sanibel-stop, nemlig de fordømte små insekter kaldet no see ums. Det er små, næsten usynlige fluer, som måske nok er svære at se, men ikke at mærke. De bider – hele tiden og konstant, men mest når solen er ved at gå ned og hele vejen til solopgang. Hvilket betyder, at dét at være ude for at nyde en solnedgang for de flestes vedkommende ender i et sandt mareridt. Det er ikke som myggestik, der viser sig med det samme – bid fra de her små bæster kan være dage om at bryde ud, og så klør de til gengæld som død og helvede. Som med myggestik er der selvfølgelig nogle ofre, der reagerer kraftigere end andre, og M hørte desværre til den første kategori. Hun havde bid overalt, og ingen af os sov stort set de tre nætter vi havde på øen, fordi hun lå og kradsede sig til blods i hel- og halvsøvne. Vi andre var også slemt ramt – alle bortset fra A, der bare lå og blærede sig med sin fuldstændig uberørte marcipanhud, mens vi andre kradsede vores lemmer åbne som besatte.

Vi prøvede alle midler både for at forebygge bid og for at mindske kløen, og intet virkede. De bider gennem den mest aggressive DEET-koncentration, og selv om jeg flere gange dagligt brugte timer på at duppe M’s vel omkring 100 bid med kløestillende lotion, hjalp det kun i ganske kort tid. Det eneste, der endte med at lindre lidt, var Benadryl-tabletter, som så til gengæld gjorde det stakkels barn så søvnig, at hun næsten ikke kunne hænge sammen.

Sanibel har meget at byde på – vi fik feriens måske bedste måltid på en restaurant der, vi var på en supersjov kajaktur i en nationalpark, og vi hjembragte vores egen vægt i smukke skaller – men alene på grund af de bidende bæster kan jeg med ret stor sikkerhed sige, at vi ikke kommer tilbage. På trods af, at det er over en uge siden vi var der, kæmper N stadig med efterdønninger på sit ene ben, og de søvnløse nætter, blodige sår og det generelle ubehag taget i betragtning var stoppet simpelthen ikke dét værd.

Alt var ikke skidt på Sanibel. Vi lejede kajakker og tog på alligatorjagt i marsken!
Hej ven!

Er I stadig med? Det var første uge, og på trods af lidt minor setbacks på den seneste destination var vi alle ved særdeles godt mod, da vi efter Sanibel satte kursen mod St. Pete Beach, som skulle vise sig at være undertegnedes totale happy place.  Mere om dét, en raketaffyring og en solformørkelse i næste indlæg, der rammer bloggen en af de nærmeste dage. 🙂