Månedsarkiv: februar 2015

Rødder

Så langt tilbage jeg kan huske, har musik betydet virkelig meget for mig. Jeg tror det begyndte allerede i otteårsalderen og en spirende forelskelse i min brors idolplakater med Duran Duran, og så fortsatte det med Bros, Rick Astley, New Kids On The Block – og derudaf i årene, der kom. Min musiksmag udviklede sig heldigvis, så den dækkede lidt mere end bare boybands, men både de og alle de andre musikalske input, der kom til senere hen, har uden tvivl været med til at forme mig til den person jeg er nu. Jeg aner intet om “musikpsykologi”, og jeg kan hverken læse en eneste node eller slå en eneste akkord an, men jeg kan sagtens mærke musikkens betydning. Også selv om den er uhåndgribelig.

De senere år har jeg lyttet virkelig ukritisk til virkelig meget – og faktisk nydt både det kunstnerisk velskabte og dét, der er helt igennem bras. Hitlisteørehængere, masseproduceret pop, rap, rock – ikke særlig meget er blevet sorteret fra.

For et par uger siden dukkede så en tilsyneladende “ud-af-det-blå”-indskydelse op. Jeg fik vildt meget lyst til at genhøre en masse Blur – et band, der om nogen har haft betydning for den lidenskab, jeg har til musikken. Jeg begyndte med “Parklife”, gik ret hurtigt videre til “The Great Escape” og har ind imellem også haft små genlyt med de tidligere værker. Sideløbende kunne jeg mærke, at den dér indskydelse bredte sig, og pludselig gik mine dage med at lytte mig igennem alle de albums, jeg i mine yngre år skamlyttede fuldstændigt. Det kom endda så vidt, at min mand løftede et meget spørgende øjenbryn, da han kom hjem en dag og fandt mig i færd med at lave mad til Dire Straits’ “Brothers in Arms”. Et album, jeg havde på vinyl, og som udgjorde en stor del af mit teenagesoundtrack.

Jeg har droppet alt hvad der hedder radio til fordel for The Streets, som jeg fulgte intenst, alle de år Mike Skinner udgav genialiteter under det navn. Ricochets, som minder mig om utallige aftener i indre by med en fasttømret venneskare, som alle delte kærligheden til rockmusik. Becks “Mutations” røg på og sendte mig direkte tilbage til røgfyldte lørdage med to veninder, der var lige så glade for både det album og blå Kings.

Uden at der sådan skal gå al for meget Holger Fortolker i den, så har jeg reflekteret lidt over den her pludselige trang til at høre alt det gamle. Og jeg tænker, at det måske har noget at gøre med at søge en tryghed?

Jeg har sagt mit job op, og selv om vi har en plan, er alt usikkert. Også min fremtid. Hvem skal jeg være nu? Måske, når alt dét navlepilleri bliver så frygtelig usikkert, er det dejlig trygt at finde tilbage til noget af det, man i hvert fald VED, man er. Eller har været. Lidenskaben for musik har aldrig været noget, jeg har valgt til – den har bare været der. Og den har været velkommen, og jeg har dyrket den og holdt af den.

Det giver virkelig meget mening for mig, at hele den side af mig kommer så meget til overfladen nu. Måske er jeg alligevel lidt mere intimideret af alt det der venter, end jeg gik og troede; måske følte jeg lige et behov for at finde nogle rødder – og som så ofte før er det musikken, der sætter ord på de følelser, jeg måske ikke selv er helt i kontakt med. Eller vidste var der!

Og nu må I have mig undskyldt- jeg har vist en gammel Lisa Ekdahl-sag jeg skal have fundet frem. 😉

 

Grænseoverskridende

For nogle mennesker kommer dét med at sprænge rammerne og bryde grænserne helt naturligt. Det gør det ikke for mig. Der er virkelig mange ting, jeg skal tage mig sammen og samle mod til, og i mange tilfælde gælder det så harmløse ting, at det virker helt åndssvagt at være bange for det.

For eksempel var det en kæmpe overvindelse for mig at fortælle om bloggen på facebook. Jeg var helt lammet af tanker om, hvad alle mine venner nu ville tænke om det og mig; om det virkede vildt kikset at begynde på en blog nu (sådan ca. hundrede år efter alle de cool bloggere); om jeg kom til at fremstå som én stor kliché. Jeg var også fristet til at præsentere den i kombination med en masse afvæbnende undskyldninger á la “Jaja, nu skal jeg flytte til udlandet, og så skal jeg jo selvfølgelig blogge som en rigtig housewife, haha”. I stedet for bare at lade bloggen og beslutningen stå alene. Jeg valgte alligevel og heldigvis sidstnævnte, fordi jeg bestemte mig for, at jeg simpelthen ikke gad at undskylde for det valg, jeg nu en gang havde taget. Jeg ville jo gerne blogge, så hvorfor undskylde for det? Og hvem var det egentlig, jeg mente fortjente den undskyldning?

Det er så sundt og vigtigt at overskride sin grænser. Også – og måske især – når man ikke er alt for vant til det, og når det føles farligt. Det føles også pænt farligt at sige mit gode, velkendte job op for at følge i hælene på min mand med to børn under armene. Ligesom det er helt vildt farligt og grænseoverskridende at tænke på, at jeg skal til at køre firhjulstrækker på sekssporede motorveje.

Da jeg præsenterede bloggen, blev alle de bange følelser erstattet af gode. Selvfølgelig! Jeg har jo kun søde, gode folk i mit liv – hvorfor skulle det være farligt at lukke dem ind i noget, jeg glæder mig over? Det samme kommer helt sikkert til at ske de næste par måneder. Der er en masse forvirrede fornemmelser, der flakser rundt i krop og hoved lige nu. Men når først skridtet mod og over grænsen er taget, vil det jo vise sig, at farerne i virkeligheden bare er venner, der venter.

Værdier til overvejelse

I sidste uge bragede #covergate løs i alle medier. En meget, meget tynd pige havde fundet vej til magasinet Covers modesider, og det medbragte en shitstorm af den anden verden. Hvilket jeg personligt godt kan forstå, men jeg var dødsensuenig i den retning skidtet blev kastet i første omgang – nemlig efter den stakkels pige. Det tog heldigvis en anden og langt mere relevant drejning, og jeg synes hele problematikken er utrolig godt beskrevet her.

Nå, men ud over den åbenlyse tematik om modebranchens syge idealer og de stakkels piger, der ligger under for dem, får den slags sager mig også altid til at tænke ekstra meget over mit eget ansvar over for den snart femårige pige, jeg har herhjemme (selvfølgelig også drengen, men det er lidt mindre åbenlyst lige nu). Mit håb og min ambition er, at hun aldrig vil måle sit værd på sit udseende. At hun vil have et roligt og respektfuldt forhold til sin krop, at hun vil nyde at bruge den aktivt og energisk, men at hun aldrig vil se den som dét andre mennesker vurderer hende ud fra.

Men børn lærer jo som bekendt en hel del mere af hvad de ser deres forældre gøre, end hvad de hører dem sige, og dér rammer vi så en udfordring. Jeg har aldrig nemlig aldrig selv haft det forhold til min krop, som jeg gerne vil give videre. Jo, jeg kan godt lide at bruge den, og jeg trives klart bedst i de perioder, hvor jeg er både aktiv og tænker over, hvad jeg propper i den, men jeg ville lyve, hvis jeg påstod at det ikke handlede om slank frem for sund og stærk. Alle påbegyndte livsstilsændringer, alle løbeture, alle reformertimer, alle halve tallerkner med dampet broccoli – det har ALTID været slankheden; de dér irriterende ekstra 2, 5 eller 8 kilo, der var det primære mål, og sundheden var så den ekstra bonus, der fulgte med.

Jeg kan godt mærke, at det er en udfordring for mig at give de rigtige værdier videre til min datter, fordi de simpelthen ikke er naturligt lagret i min egen mentalitet. Jeg skal forcere de tanker og “sælge” dem, frem for bare at lade dem afspejles af mine egne handlinger og min måde at “kropsliggøre” hverdagen på. Jeg hører mig selv overbevise hende om, at hun skal spise sit rugbrød før ostehapsen, fordi “det bliver man stor og stærk af”.

Om ganske få uger flytter vi til en stat, hvor 65 % af alle voksne er overvægtige. En stat, der ligger på en ærgerlig femteplads over børnefedme, og med så uheldige tal handler det altså ikke om forfængelighed. Det handler ikke om at være slank eller leve op til nogle subjektivt fastsatte idealer. Det handler om små kroppe, der skal bygges ordentligt og være springbræt for alt det sjove, en barndom har at byde på.

De første par måneder kommer børnene til at gå hjemme sammen med mig, og det er vist en rigtig god lejlighed til at tage et nysgerrigt og grundigt kig på alle de muligheder, der er for hver dag at bruge sin krop. Uden at tænke så meget over det – det skal bare gøres, leges, spilles, fanges, kildes, tumles og udforskes. Jeg er sikker på, det bliver vildt sjovt for mine børn – og rigtig, rigtig sundt for mig. 😉

Ændrede planer

BlogSyg

Sådan ser man ud, når man er halvandet år og ramt af Roskildesyge. Eller influenza. Eller hvad end det er, der får den lille mand til at kaste op (og dét, der ryger den anden vej) og lige nu sove på fjerde time.

Lille A skulle have lagt dræn i ørerne i dag, men ørelægen ville af gode grunde ikke lægge ham i fuld narkose, når han stadig var syg, og selv om det da ville have været virkelig rart at få det overstået, så er jeg alligevel ret tryg ved den beslutning. Tanken om det lille menneske i fuld narkose er skræmmende nok i forvejen – kombineret med opkast bliver det ikke ligefrem bedre.

Det betyder også, at vi måtte få en ny tid om to uger. Hvilket så er ti dage, inden vi rejser, så det kan man da kalde at vente til sidste øjeblik.

Nå, men indlægget her er samtidig også en lille billedetest. Jeg er jo fuldstændig grøn i det her bloggergame, og jeg har stadig store problemer med at gennemskue hvordan jeg får sat billederne ind, så de passer til indlæggene! Jeg plejer ellers at være temmelig fortrolig med diverse computerting (ok, med dét ordvalg afslørede jeg så, at jeg vist ikke er SÅ fortrolig alligevel, haha!), men når jeg sidder og fedter rundt bag kulisserne til bloggen her, føler jeg mig som en elefant i en glasbutik.

Så altså: I må lige bære over med, at billederne stadig roder lidt rundt. Jeg skal nok lære det en dag! 🙂

Langvarigt lagt ned

Jeg ved godt, det er ultraüberdumt, men jeg har altid pralet lidt af, at jeg var sådan en, der aldrig havde barn syg. Vores datter var seriøst aldrig syg som lille, og indtil for et par måneder siden kunne mine barn syg-dage tælles på én hånd. Helt vildt og temmelig privilegeret. Og som sagt, helt vildt dumt nogensinde at sige højt.

For så kom 2015.

Hold nu op, hvor har det været en l*rtestart på året; sådan børnesygdomsmæssigt. På én måned – ÉN! – har vi i husstanden haft besøg af streptokokker, børneorm (oh yes), lungebetændelse, mellemørebetændelse, influenza og roskildesyge. Fordelt ligeligt på to børn. Heldigvis har jeg verdens bedste arbejdsplads, når det kommer til forstående chefer og kollegaer, men min samvittighed over for netop de kollegaer har godt nok været kulsort, når jeg igen er taget tidligere hjem for at afløse manden i det private hospital. Eller slet ikke er kommet på arbejde, fordi nogen nu igen havde feber.

De seneste par dage har vi vasket mere tøj (og ved højere grader) end sidste måned sammenlagt, tror jeg – og grunden til det er stadig en lille slatten fyr. Som i øvrigt skal have lagt dræn i morgen, så der skal vi selvsagt også være hjemme.

Derfor kan jeg også helt oprigtigt sige, at jeg GLÆDER mig til at skulle på arbejde hele søndag nat. Vi skal live-opdatere fra Oscar-showet, og vi skal hygge og Hollywood-OD’e og holde hinanden vågne med sladder og tonsvis af snacks.

Inden da står den dog på forsinket fastelavnsfest, haveoprydning og ca. 100 ture til genbrugsstationen. Det er rimelig omfattende at gøre et hus klar til nye lejere, men lur mig, om vi ikke har godt af at få ryddet lidt op i det hele. 😉

I en nøddeskal – og noget om en lille BFF

I dag lagde jeg en masse annoncer på Den Blå Avis med ting vi skal have solgt, inden vi rejser. Vores elskede ladcykel. Babyjoggeren. Puslebordet. Og det er fantastisk, at jeg få timer efter fik flere henvendelser på flere af tingene – og endnu mere fantastisk, at jeg lige har fået en mail fra en, der rigtig gerne vil komme og se på puslebordet nu! Om en time!

Det ville selvfølgelig være en lille smule MERE fantastisk, hvis hele huset ikke sejlede, og hvis min søn ikke lige havde brækket sig som en fuldvoksen mand. Ud over mig og hele badeværelset. Jeg er ikke voldsomt sart i forhold til hvordan andre ser mit hjem, og da slet ikke fuldstændig fremmede, men… Jeg foretrækker bare at de ser det, når der ikke er maveindhold på gulv, vægge, skamler, skabe. Med mere (meget mere).

Nå, men derudover begynder det her farvel jo sådan lidt at tage form. Ikke kun rent lavpraktisk i forhold til de ting, vi så prøver at sælge, men også i den mere følelsesladede afdeling. Og det rammer faktisk en lille smule nogle gange.

I weekenden var vi til fødselsdag hos min bror og hans kæreste. Tre af deres fem skønne sammenbragte børn fyldte otte år, og særligt den ene af min brors bonuspiger har min datter et helt specielt forhold til. Der er godt tre år imellem dem, men deres bånd har altid været noget helt særligt, og det er så rørende at se, hvordan de kan fordybe sig sammen; hvordan den store er lidt ekstra omsorgsfuld og nærmest lidt storesøsteragtig, og den lille nyder at lege med en pige, der måske nok er ældre, men behandler hende som en 100 % ligeværdig.

Inden vi gik, fik min datter en venindehalskæde af netop den kusine. Et halvt hjerte, hvor kusinen havde den anden halvdel og sagde: “Så kan den minde M om mig, når hun er i USA!”

Det var så sødt og bevægende og samtidig lidt af et wake up call. For jeg kunne ikke slippe tanken om, at den relation – blandt mange andre – gør vi jo noget ved nu. Og selv om den selvfølgelig ikke bliver ødelagt, så bliver en eller anden form for tæthed jo i hvert fald sat lidt på standby.

Jeg ved godt, at vi med den her tur giver vores børn en helt fantastisk oplevelse for livet. Men puh, hvor det ind imellem også rammer samvittigheden, når jeg bliver mindet om, hvad vi også gør – nemlig flår deres rødder op og kaster dem ud i en helt ny tilværelse uden alle de små, men nære bånd, de har skabt herhjemme.

Boller op, boller ned

Sidste år til fastelavn var vi i Thailand, og til næste år er vi i USA. Så det er klart, at det i år var virkelig vigtigt for især vores datter (den halvandetårige forstår trods alt ikke meget af det endnu; han var bare pavestolt af sit kække outfit) at gøre noget ud af det i år. Og med “noget ud af det” menes der selvfølgelig ikke, at moren sættes i gang ved symaskinen for at udtænke diverse eventyrlige hjemmelavede kreationer – nej, der menes selvfølgelig at sende faren i en Disney-butik for at finde en “Frost”-kjole.

Vores datter er lige så kæmpestor fan af “Frost” som rigtig mange andre små piger, og selv om det var Elsa, der var i højest kurs, var det altså kun Annas outfit, der var på lager. I en størrelse, der var så meget for stor, at kjolen skulle løftes hele dagen for ikke at give anledning til grimme fald.

Som det plejer at gå med den slags billeder, var det fuldstændig umuligt at fange de to på et pænt, opstillet fastelavnsbillede. Og da jeg kiggede alle de mange forsøg – mislykkede som vellykkede, semiskarpe som slørede – gjorde det jo ingenting. For et billede som det her siger alligevel det hele. 🙂

fastelavn1

Da Charlie kom til København

Det var svært at finde en titel til dagens indlæg, og det er egentlig også svært at skrive det. For hvor virker en blog, mine familienavnebeskuende tanker, bekymringer og usikkerheder så uendelig ligegyldige, når det land og den verden, vi lever i, rammes af noget så trist som det, der skete i nat.

Igen.

Det er så uforståeligt for mig, at noget menneske, uanset tro, rødder og overbevisning vil lade netop de tre faktorer overtrumfe andre menneskers liv. At man kan tro, man har retten til at tage en far, en søn, en bror, en ven, en kollega, en elsket fra dem, der elsker. Her bagefter er det svært ikke at fyldes af en følelse af vrede og hævntørst, men det er netop i sådanne situationer (som der i vores verden lige nu ulykkeligvis er alt for mange af), at det er så uendelig vigtigt ikke at lade de følelser tage over. At anerkende chokket og sorgen, men samtidig blive ved med at tro på det gode i det gode flertal, på værdierne i forskelligheden, på alt dét, der verden også er. Alt dét, som de få ødelagte, syge sjæle aldrig skal få lov at knuse.

 

Social media power!

Da jeg var fem år gammel, fik min far en stilling i en lille på Sydsjælland, og vi flyttede til en endnu mindre by i nærheden. Byen havde et par tusind indbyggere, så det var virkelig et lokalsamfund, hvor man ikke kunne skjule noget for nogen, hvis man ville. Men det var også et nært samfund på den måde, at relationer var tætte og dybe, og jeg havde virkelig mange gode venner i de ti år, vi boede der. Både piger og drenge, og det er en af de sidstnævnte jeg kan takke for baggrunden for dagens indlæg.

Jeg har ikke set Martin, siden vi flyttede fra den lille by i 1994, men for et års tid siden blev vi venner på facebook. Ikke at dét på nogen måde øgede vores kontakt, men gennem vores digitale venskab kunne jeg se, at han og familien var flyttet til USA, så da vores nuværende planer begyndte at finde en støbeske, skrev jeg til Martin for at spørge lidt ind til, hvordan det havde været for dem og deres børn. Det er ingen hemmelighed, at det er vores to børn og de indtryk og forandringer, der venter dem, som fylder mest i mine tanker om flytningen. Martin har givet mig en masse gode informationer og aspekter, vi kan forholde os til. Men endnu bedre kunne han give mig en kontakt – en veninde til hans kollega – som rent faktisk er vokset op i Raleigh, har boet i Grækenland og Paris, og nu er vendt tilbage til Raleigh, hvor hun bor med sin datter og mand.

Jeg skrev til hende, og hun havde uendelig mange gode input til områder, skoler, aktiviteter – ja, alting. Af den slags ting, der bare hjælper rigtig godt med at gøre “the great unknown” lidt mere known – og lidt mindre skræmmende.

Siden den første mailkorrespondance er jeg også blevet facebook-ven med Lauren, og vi skriver sammen dagligt – hun svarer på alle mine mange tusind spørgsmål og kommer med viden, jeg ikke vidste jeg behøvede, men som jeg elsker at få, og vi glæder os begge til at mødes, når jeg og familien er flyttet derover.

Så lige nu – hvor det at skulle sige farvel til alle mine fantastiske venner og vores kærlige familier giver anledning til ret mange tårevædede tanker – er jeg bare ret glad for, hvad facebook kan gøre. Ikke nok med, at jeg kan holde kontakten til alle dem herhjemme – facebook har også allerede banet vejen for nye relationer hvor vi kommer frem. Det lyder måske sådan lidt sødsuppe-agtigt, men nu ER det jo også USA, vi flytter til. Og when in Rome, right? 😉

“Nå, men hvad skal DU så lave?”

Ovenstående er nok det spørgsmål, jeg har hørt flest gange i den senere tid. Og det er forståeligt nok, for jeg har også stillet det selv mange gange – til mig selv.

Når jeg er tilbage på jobbet på mandag efter denne uges ferie, har jeg ni arbejdsdage tilbage. Ni små bitte dage på en arbejdsplads, der har været en markant del af min identitet de seneste syv et halvt år. En arbejdsplads, som jeg – med få undtagelser – har glædet mig til at være en del af hver eneste dag. Dét i sig selv er egentlig vildt nok. Jeg har været gennem fire chefer, endnu flere kollegaer og også et par ubehagelige omstruktureringer, og alligevel glæder jeg mig hver eneste morgen til at komme derind. Det er ikke lyv!

Det er en virkelig mærkelig følelse, at det nu er slut, og at jeg selv har valgt at sige farvel og bytte den tilstand med total usikkerhed.

Meget af det handler selvfølgelig om, at jeg har verdens bedste kollegaer, og at min arbejdsplads bare ER et underholdende, farverigt, uforudsigeligt og inspirerende sted at være. Men en lige så stor del af det bunder også i, at jeg, siden jeg var 13 år gammel og begyndte at arbejde i den lokale bagerbutik, altid har arbejdet. På den ene eller anden måde. Gennem min skoletid, under mit sabbatår, gennem universitetet, efter universitetet – altid. Jeg har været så vanvittig priviligeret, at der altid har været et job til mig et eller andet sted, og som regel har det været et rigtig godt ét.

Nu har jeg sagt det op. Jeg siger farvel til min stilling og status for at følge efter min mand, som skal arbejde udenlands. Det er hans job, der får os derover; det er ham, der skal sørge for familiens indkomst, og det er mig, der følger med. Så ja – hvad SKAL jeg egentlig lave?

Vi har to små børn, som lige om lidt får revet deres tilværelser op med små, men dybe rødder. Mit nye job bliver i første omgang at sørge for, at de lander sikkert, trygt og godt og med en klar vished om, at mor og far har styr på det her. At alt er godt. Selv om vennerne, familien og alt det, de kender, nu er langt, langt væk. De skal i nye institutioner, hvor alle taler et fremmed sprog, hvor ingen forstår hvad de siger, og de skal skabe nogle nye relationer blandt ukendte ansigter på børn og voksne. Så ja. De første par måneder handler min hverdag om dem og ikke om mine egne ambitioner om noget som helst andet end at være deres mor.

Jeg håber, min mand og jeg har skabt et par små, robuste skabninger, og inden længe vil deres hverdag i USA være… ja, hverdag. Derefter kan jeg begynde at forme min hverdag, som helt uden tvivl kommer til at bestå af meget andet end livet på North Carolinas svar på Wisteria Lane. Hvad det er, ved jeg ikke endnu, men jeg har en ide. Eller rettere mange. Og når jeg nu tænker rigtig godt efter, så er en helt ny begyndelse og en ditto horisont vel det allermest oplagte sted at afprøve nye ideer, ikke?