Månedsarkiv: marts 2015

At vælge hjem

I dag har vi brugt hele eftermiddagen på at køre rundt med en relocation agent for at se på områder og huse, som vi kunne tænke os at kalde for hjemmerammer om (forhåbentlig) en måneds tid eller to. Det er vanvittig svært. Hvis vi nu skulle no i New York, ville jeg have al mulig viden om Brooklyn, Queens og de forskellige områder på Manhattan, men det her er ikke New York. Det er Raleigh, North Carolina, og hvis jeg nu skal være helt ærlig, så er det en by, jeg aldrig havde hørt om, inden jeg fik at vide, at jeg skulle bo i den.

Lige nu bor vi midlertidigt i et område et stykke uden for byen i en lejlighed, som vi bruger som base for at undersøge. Det fungerer fint; det er en fin og stor lejlighed, hvor alle har eget værelse og walk-in closets (som M i øvrigt er helt skudt i og kalder sit “snydeskab”. A er ret ligeglad med skabet og ville nok bare ønske, at lige præcis hans værelse ikke havde en loftsvifte), og der er masser af muligheder for at finde aktiviteter i området. Indtil i går hældte vi ret kraftigt til, at det var et område, vi godt kunne se os selv i fremover, men så tog vi en køretur ind mod byen for at finde en diner til morgenmad, og så forelskede vi os i flere områder på vejen.

Nu prøver jeg at lave en for- og imod-liste, men hvad er vigtigt, når man ikke ved, hvad hverdagen skal byde på? Gode daginstitutioner? Tjek, de er over det hele, især hvis man er villig til at betale for dem. Shopping? Well, der ligger kæmpemæssige centre strøet ud over hele området, så det er vist bare at vælge en kørselsretning. Hyggelig bymidte? Glem det. Her taler vi om store, mangesporede veje, hvor man skal kende sin afkørsel (eller gps) for at vide, hvor man skal tage en afstikker og finde de mest charmerende kvarterer. Der er alt lige fra Wisteria Lane-klonerne til de store palæer, Dodge’n kører op foran i amerikanske julefilm, og der er PLADS. Masser af plads. Men det lokale gadekær eller min elskede Lyngby Hovedgade er altså helt andre verdener end denne.

Jeg har fået uvurderlige input fra to, jeg har mødt herovre, og det er jeg dybt taknemmelig for, for uden havde vi været fuldstændig lost i vores søgen. Alligevel føler jeg mig stadig lidt på bar bund, for man kan jo få nok så mange input og nok så nyttig insiderviden, men det er jo kun os, der kan svare på, hvad der er vigtigt for os de næste to år. Og hvis ikke engang vi ved det, hvor skal vi så lede?

Til at begynde med burde jeg nok bare gå efter et sted med en masse træningscentre. Taget i betragtning, at jeg endnu ikke har fået serveret et måltid uden generøse mængder cheddar, bliver der vist brug for det. 😉

Små bonusser

Inden vi besluttede os for at kaste os ud i udlandseventyret, var der selvfølgelig en masse overvejelser, der kom, gik, blev siddende eller svandt. En del af dem har jeg tidligere skrevet om, men der har virkelig været mange og mange flere, hvilket nok kun er naturligt, når det er så stort et valg man tager stilling til – ikke bare på egne vegne, men på en hel families. Inklusiv små familiemedlemmer, som nok har en stemme, men alligevel ikke rigtig har noget at skulle have sagt.

Hvad ville det for eksempel betyde for mig og min mentale tilstand, at jeg ikke længere skulle arbejde, når min mand skulle i gang med sit? Hvad skulle jeg få tiden til at gå med? Bevares, jeg er bestemt ikke typen, der ikke kan sætte pris på en hel dag i sofaen, men det dér med sådan helt konsekvent ikke at have noget at lave; ikke at høre til et sted, det har jeg aldrig prøvet, og jeg er stadig spændt på, hvad det vil betyde for mig, når alt er faldet på plads, og vores hverdag rigtig begynder.

Endnu vigtigere end dét har dog været overvejelserne omkring børnene. Hvad ville det betyde for især M at sige farvel til alle sine venner og nære, og hvordan ville A reagere på at få helt nye omgivelser? De to spørgsmål kender vi (og I) jo allerede begyndelsen af svaret på, men derudover har vi faktisk allerede nu fået øje på en lille bonus, som vi slet ikke havde skænket en tanke inden.

Vi har nemlig været så ualmindelig selvcentrerede, at vi primært har tænkt over, hvor meget det ville give børnene at få så meget tid med os (og især mig) herovre – helt uden at overveje, hvor meget det selvfølgelig også giver dem at have tid med hinanden! Lige præcis dét er allerede nu så tydeligt, at jeg slet ikke kan vente med at se, hvordan det udvikler sig herfra. De er vant til at være i hver deres daginstitution hele dagen, have et par timer sammen om eftermiddagen og aftenen, og i weekenden har de selvfølgelig hinanden på noget nær fuldtid, men der er som regel både planer, aftaler og ting, der skal ordnes.

Herovre har de helt, helt ro på, for vi skal ingenting. Vi har heller ikke særlig meget legetøj, ud over hvad vi lige kunne have i en kuffert og så et par ting, vi har købt eller lånt herovre. Men de NYDER at se hinanden, at være sammen, at lege, kramme og fjolle. Det er vanvittig fedt at se, hvor gode venner de bliver, og hvor glade de er for at have hinanden.

Jeg kan godt blive lidt flov over ikke at have tænkt den tanke forinden, men det går nok. Det er i lige så høj grad de små positive overraskelser, der får den her beslutning til at føles mere og mere rigtig, som det er svarene på de spørgsmål, vi selv har stillet.

Ro og raske børn

Efter en lille uges tavshed er det vist på tide med en opdatering her på bloggen. 🙂 Jeg har fået så mange søde tilkendegivelser i forhold til vores svære start, så det vil jeg begynde med at følge op på. M bliver gladere og gladere for hver dag, og vi ser meget mere af den M vi kender, nu. Hun har stadig nedture – nogle af dem forudsigelige, andre komplet ud af det blå – men de bliver færre og mindre voldsomme. Hun er begyndt at finde ud af, hvor mange ting, der både er sjove og spændende og nok ikke helt så anderledes, som hun frygtede. Vi har været virkelig flittige med Skype og Facetime, så der er blevet vist rundt i lejligheden med iPad’en og fortalt og beskrevet.

Det er stadig overvældende for hende, at hun bliver talt til i et sprog, hun ikke forstår, og det er jo lige nu både det skønne og svære ved, at folk herovre er så utrolig imødekommende – ikke mindst, når det gælder børn. For uanset hvor vi er, er der folk der henvender sig til hende og A, fortæller dem, at de nuttede, smiler til dem, griner til dem. Og hver gang kan man se, hvordan genertheden overvælder M, fordi hun ikke forstår et ord. Heldigvis bliver alt jo hurtigt oversat, men det bliver så fint, når hun selv begynder at forstå lidt.

Men alt i alt er fremskridtene kommet meget hurtigere, end jeg havde turdet håbe de første par dage. De er begge nogle robuste små skabninger, og selv om det var hjerteskærende i begyndelsen, er jeg faktisk glad for, at M reagerede på de følelser hun havde, og lod dem både vokse og svinde ind igen – og erstatte af nogle, der er nemmere at håndtere.

For A’s vedkommende har det mest bemærkelsesværdige – ud over hans angst for lofternes femarmede uhyrer – faktisk været hans vejrtrækning. Han har haft virkelig mange problemer med konstante forkølelser, hoste, lungebetændelser og hvæsende vejrtrækning derhjemme, og nærmest fra dét sekund vi landede, var det væk. Hans vejtrækning er rolig og normal, og vi har nærmest ikke hørt et host, siden vi kom. 7-9-13. Vi havde tænkt på, om det subtropiske klima kunne gøre en forskel, men vi havde ikke regnet med, at det kunne ses så hurtigt.

Vi er alle begyndt at få en hverdag med alt hvad det nu indebærer her. For eksempel at købe ind til spaghetti carbonara i det lokale kæmpesupermarked og finde ud af, at man er kommet hjem med bacon, der er marineret i ahornsirup. At ryste tøj, der har ligget på gulvet, for at tjekke for black widow-edderkopper. At tage bilen til supermarkedet, selv om det ligger 300 meter væk. Og alle de andre små syrede ting, som er dem, der gør det her så sjovt.

Der er lidt længere mellem indlæggene disse dage; ikke fordi tiden ikke er der, men fordi det er begrænset hvad vi oplever lige nu. Vi tager den med ro, prøver at få lidt rutine på dagene og nyder bare, at vi har så meget tid til alt og hinanden. Det er helt, som det skal være. 🙂

Små overraskelser

Jeg er simpelthen nødt til at begynde dette indlæg med en kæmpe tak til jer derude. Mit indlæg i går resulterede i så mange fantastiske input, tanker og råd – herinde, i facebook-beskeder og på mail – og det er guld værd. Alt er læst og taget ind – og ubeskrivelig værdsat. Tak for det!

I dag flyttede vi fra hotellet over til den midlertidige lejlighed, og i første omgang var det måske dét, der skulle til. M nåede at få en total nedsmeltning i bilen på vejen og ville ikke tale med nogen af os, men da vi ankom, lyste hun helt op. Og da hun fandt ud af, at det var her, hun skulle bo nu, var det som om så mange af hendes må sorte skyer lettede. Hun var nærmest euforisk over at have fået sit eget værelse (med både en seng til hende OG hendes bamser!), og da hun opdagede, at der ligger en skøn lille legeplads lige på den anden side af parkeringspladsen, blev det gode humør fordoblet. Det har været så fantastisk at se den ændring, der har været bare i dag, og selv om der stadig er et stykke vej at gå, er den gode udvikling helt håndgribelig. Jeg har endda fået flere knus i dag, og der har været både smil, latter, drillerier og varme. Hun kører stadig provostilen, men vi hopper ikke på den, og jeg kan mærke, at det giver anledning til en lille lettelse hos hende, hver gang vi glider af på hendes provokationer.

Vi andre er også temmelig begejstrede for vores nye bolig. Pludselig har vi plads omkring os! Og hvis man lige ser bort fra lyden af vandfald, der kommer fra loftet, hver gang overboen trækker ud, er her stille, rart og roligt.

Den eneste, der er skeptisk ved stedet, er A. Og her kommer så en af de små overraskelser, som viser sig hen ad vejen, og som jeg er helt sikker på bare er én i rækken af mange: Vores lille fyr er ganske enkelt skrækslagen for de vifter, der hænger i loftet. Han hænger på os i hele huset som en koalabjørn med alle kløer ude, mens han stirrer stift på de femarmede loftmonstre. Det er synd for ham – og temmelig udfordrende, når 90 % af alle rum herovre er udstyret med sådan en! Vi satser på, frygten aftager inden for de næste par dage og forsøger at fortrænge den kendsgerning, at han efter halvandet år med vores robotstøvsuger derhjemme stadig ikke tør gå gennem spisestuen, når den står derinde…

 

En lille pige med store følelser

Vi ankom til Raleigh i går aftes, og jeg havde nok troet, at mit første indlæg herovrefra ville blive sådan et “woop, så er vi her, her er 25 grader, og eventyret venter”-agtigt. Det bliver det overhovedet ikke. Det bliver ulykkeligt, trist og fyldt med afmagt. Det bliver også frygtelig langt – og ét, som jeg ville blive lykkelig for input til og tanker om. Af alle slags.

Vores datter på fire har altid været en følsom pige. Ikke sådan over-følsom, men alligevel. Hun er ikke en, der kaster sig uhæmmet og uden tvivl ud i vilde ting, og hun har altid haft det bedst med sin mor i hånden. Hun bliver ked af det og flov, hvis nogen taler hårdt til hende, og hun har aldrig været specielt trodsig eller grænsesøgende. Selvfølgelig har hun da prøvet os af, men alt i alt har hun bare været ret mild, ret blid, sjov og skæv, men med nogle store følelser. Og stort set altid glad.

Efterhånden som den her beslutning var mere og mere sikker, begyndte vi at forberede hende på det, og hun glædede sig – så meget, man nu kan, når man er fire og ikke aner, hvad det egentlig vil sige at flytte til et helt andet land. Vi snakkede om de ting, der ventede – et nyt sprog, nye venner, nyt hus, ny børnehave – og selvfølgelig også om de ting, der skulle siges farvel til derhjemme. Hun tog det fint, og vi tænkte, at der jo nok ville komme en reaktion på et tidspunkt, men at det var helt ok, hvis opstarten på den mentale forberedelse kunne være lidt stille og rolig.

Torsdag aften før afrejsemandag begyndte hun at få feber og klagede over ondt i maven, og hun hostede meget. Jeg fik en tid hos lægen fredag for at få hende tjekket for både lungebetændelse (som hendes lillebror havde samtidig) og blærebetændelse (fordi der var nogle andre symptomer, som gav mig mistanke), men der var intet at finde. Fredag eftermiddag flyttede vi ind til min bror, hvor vi skulle bo indtil mandag, fordi vores hus nu var tømt. Lørdag aften holdt vi afsked for familie og venner, og det var et virkelig rart arrangement, hvor M fik leget med alle sine venner, og vi stort set ikke så noget til hende. Hun klagede stadig over ondt i maven, men det kom og gik lige som feberen.

Søndag aften tog det til med maven, og det blev rigtig slemt. Hun kunne godt falde i søvn om aftenen, men vågnede efter en time og skreg af smerte. Jeg har aldrig hørt hende skrige sådan før, og vi kunne næsten ikke få kontakt med hende. Hun skreg så meget, at jeg, da jeg ringede til lægevagten, fik besked på, at hun nu var indlagt over telefonen, og at vi skulle skynde os at køre til hospitalet. Da vi kom derud, blev hun tjekket, mærket, trykket og lyttet på, de fik en urinprøve. Der var intet. Hun havde heller ikke ondt, mens vi var derude, og det gjorde ikke ondt på hende, når lægen trykkede. Hun sov fint resten af natten.

Mandag klagede hun stadig lidt over ondt i maven, men mest af alt var hun bare ked af det. Trist og mut og indelukket og bare slet, slet ikke glad. Vi talte selvfølgelig om, at det måtte være meget overvældende for hende nu, og vi endte med at konkludere, at mavesmerterne kunne være en blanding af at have hostet så meget, at mavemusklerne gjorde ondt, og simpelthen stress over den store ændring, der ventede.

Hun klarede flyevturen fint, men hun var ikke sig selv. Overhovedet. Hun spiste ingenting, sagde ingenting og søgte slet ikke kontakt med os. Jeg prøvede at spørge lidt ind til hvad hun tænkte, men fik ikke noget svar. Hun ville ikke fortælle mig, hvorfor hun var ked af det. Jeg kan slet ikke beskrive, hvor helt igennem forfærdeligt og hjerteskærende det er at se sin lille pige kæmpe så meget – og have det alt sammen inde i en lille krop, der slet ikke er stor nok til at bære det. Jeg var helt, helt ulykkelig.

Det er jeg sådan set stadig. Vi kom til hotellet i går aftes, og i dag har børnene og jeg hygget os. M klager næsten ikke over mavesmerter længere, og humøret stiger lidt i etaper, men hun er slet ikke sig selv. Hun er så langt fra sig selv, at jeg får fysisk ondt i maven, når jeg ser hendes lille ikke-smilende ansigt. Hun har altid været “mors pige” med alt det nærvær og de kys og kram, der hører med dét, men lige nu søger hun mig slet ikke. Hun virker på en eller anden måde vred på mig, hun er distanceret, og det gør så ondt, at jeg slet ikke ved, hvordan jeg skal beskrive det. Hun griner heller ikke meget, og selv om der kommer flere og flere smil, er det stadig få. Hun spiser stort set ikke. Hun siger hun er sulten og bestiller mad, men når det er der, rører hun det ikke.

Samtidig er hun med ét blevet langt mere grænsesøgende end hun nogensinde har været. Det er ikke voldsomt, men for os, der kender hende, er det soleklart. Jeg har to lommepsykologiske teorier: den ene er, at hun er vred på os for at have sat hende i den her situation, som hun tydeligvis føler sig så skidt til mode i. Den anden er, at hun lige nu er så utryg, at hun tester vores kærlighed for at være helt sikker på, at den er der, og at hun, når alt nu er så overvældende og usikkert, stadig kan regne med den og os. At intet ændrer sig, og vi er de samme, som vi altid har været. Eller en kombination eller noget helt tredje. Uanset hvad det er, er hun en anden.

Jeg ved godt, vi har været bundnaive. Vi havde forventet en reaktion, men jeg havde helt ærligt ikke forventet den her reaktion. At vores lille, glade, omsorgsfulde, udadvendte pige skulle blive så indesluttet, så trist, så tynget af en eller anden forfærdelig utryghed, der faktisk minder om en depression. Jeg ved godt, at vi lige er kommet, og at det er alt, alt for tidligt at konkludere noget som helst. Men … det er så hårdt. Jeg er dybt ulykkelig over at se hende sådan, og jeg tænker hele tiden på, om vi har “ødelagt” hende. Om hun nogensinde bliver sig selv igen. Om den her beslutning i virkeligheden bare var helt, helt forkert for en som hende, og om den her begyndelse er for stort et traume.

Vores aftale lige nu er ikke at presse hende. Hverken til at tale om det eller til at “ville os”. Vi er hos hende hele tiden, og vi gør os umage for at vise hende, at vi er, lige som vi altid har været, og at intet mellem hende og os har ændret sig, selv om vores omgivelser har. Vi er nødt til at give det og hende lidt tid, inden vi gør noget mere drastisk. Men det er noget af det sværeste, jeg nogensinde har oplevet, og det er kommet helt bag på mig. Lige nu går jeg bare og venter på, at hun vil kramme mig igen.

Glæder I jer?

Bloggen er i disse dage temmelig præget af tavshed, det ved jeg godt. Baggrunden er noget så håndgribeligt, at vi netop nu er i fuld gang med at forberede “the big move”. Godt nok har vi hyret professionelle til at pakke huset ned og putte al indholdet i en stor container, men inden da skal alt jo sorteres: Hvad skal med? Hvad skal blive? Hvad skal gives væk? Hvad skal ud? Og når man så tager med i ligningen, at der i sorteringsarbejdet befinder sig gamle flyttekasser fra vores respektive singlelejligheder, ja, så kan I måske forestille jer, at det tager mere end et par timer. I går aftes skulle vi udfylde et dokument, hvor vi skulle nedskrive alle de ting, der skal med i containeren – og deres værdi. Prøv at gøre det bare for et enkelt rum – og gang det så med køkken, børneværelse, soveværelse, stue, gang, kælderrum, kontor… Jep, det tog lidt tid. Og for at det ikke skal være for let, krydrede vi det med en lungebetændelsesramt dreng, som allerhelst bare vil sidde på vores arm hele tiden.

Det spørgsmål, jeg helt forståeligt hører mest nu, er: “Glæder I jer?” Og ja, det gør vi selvfølgelig. Der er også en masse tanker, der giver andre følelser end bare glæde, men i bund og grund glæder vi os. Heldigvis!

Men forleden fik min mand så et spørgsmål, der var virkelig godt. “Glæder I jer lige meget?” Altså han og jeg.  Og manner, hvor det på en eller anden måde både ramte og rørte. For jeg tror faktisk, der ER rigtig stor forskel på vores forventningsglæde. Ikke hvor meget, men hvordan. Min mand ved sådan nogenlunde hvad der venter ham. Han har været derovre, glæder sig til den opgave der venter ham, han har mødt de mennesker, han – og vi – skal omgås.

Jeg aner intet. Jeg har aldrig været i nærheden af området, kan slet ikke forestille mig, hvordan der er eller ser ud, og jeg ved faktisk heller ikke ret meget om, hvad jeg skal lave. Alligevel kan jeg godt mærke, jeg glæder mig rigtig meget, for uanset hvad véd jeg, at der kommer noget godt ud af det her, og at det kun kan være sundt for mig. Vores børn får det vildeste eventyr, og de får endda lov til at få det sammen med en mor, der har meget mere tid og overskud end nogensinde før, og det kan jo kun være godt, ikke?

Men spørgsmålet ramte altså en eller anden god plet i mig, for ud over at vidne om både en god portion perspektiv og en masse omsorg, så fik det min mand og mig til at reflektere over det; både sammen og selv. For mit vedkommende fik det mig til at tænke lidt ud over børnehøjde og overveje, hvordan det bliver for mig. Ikke moren mig, men mig’et mig. Det er gode tanker at gå i gang med (og de kører stadig, så jeg kan faktisk ikke sige så meget klogt om dem).

Af andre gode spørgsmål fik jeg i dag et for første gang: “Er det dit job, I skal ud med?” spurgte en sød nabo, som for første gang hørte om planerne. Hun er den eneste, der har spurgt om det. Blandt de efterhånden virkelig, virkelig mange – kvinder og mænd, gamle og unge – er hun den absolut eneste, der ikke har spurgt: “Nå, er det din mand, der skal udstationeres?” Ja, det ER min mands arbejde, vi flytter efter, men det provokerer mig alligevel en anelse, at alle bare antager, at det er sådan situationen er. Manden udstationeres, kvinden følger med. Bevares, det giver mig ikke søvnløse nætter, men det er da tankevækkende. Så tak, progressive nabo, for dét spørgsmål. 😉

Det bliver nok lidt op og ned med hyppigheden af indlæg i den kommende uges tid. Jeg håber, I stadig vil følge med – også når der er lidt længere mellem snapsene. Jeg skal nok komme stærkt og oversøisk igen!

Når sider vendes

En af mine bedste, ældste og næreste veninder – og altså en af dem, der kender mig bedst – udbrød forleden temmelig overrasket: “Ej, kan du blive uvenner med nogen? Det kan jeg slet ikke forestille mig”, da jeg fortalte hende om en ærgerlig situation, jeg havde været i tidligere. Ud over at det fik mig til at grine højlydt (og min mands rungende latter må have kunnet høres over det meste af hovedstadsområdet), fik det mig også til at tænke på de sider, andre i vores liv og hverdag ser af os. For ja, selvfølgelig kan jeg både blive uvenner, barnlig, fornærmet, spydig, urimelig og såret, men det er nok ikke en side, den veninde ser af mig særlig tit. Ikke fordi hun ikke må, men fordi vores forhold er på en måde, der ikke bringer de sider frem ret ofte. Heldigvis.

Dagen efter jeg havde sagt farvel til mit arbejde, havde jeg en bytur med en del af kollegaerne. Vi har en masse (for os) vældig underholdende traditioner, såsom tinnitusfremprovokerende fællessang af både “Bohemian Rhapsody” og “First Like”, og der er ingen krav for hverken pænhed eller kontrolleret opførsel. Da jeg på et tidspunkt sad ude på altanen med en festsmøg og kunne høre Queen-tonerne gjalde inde fra stuen, fik jeg et af de dér stik, der efterhånden kommer fere og flere af. Dem, der fortæller mig, at dét her er noget unikt og noget, jeg nu giver afkald på. Helt konkret i det her tilfælde en håndfuld fantastiske mennesker, som jeg ikke bare har arbejdet sammen med og brugt flere timer sammen med end jeg har med mange af mine venner – det er også mennesker, jeg efterhånden kender så godt og føler mig så tryg ved, at jeg ikke behøver lægge hverken filter eller låg på. Vi er bare sammen.

Om to uger sidder jeg, jetlagget og på en eller anden måde ret alene, flere tusind kilometer væk. Alle de relationer jeg har opbygget gennem tiden, små som store, nære som perifære – de er væk. Ikke for altid; mere melodramatisk skal det heller ikke blive. Men for en ret lang periode. Og hvem ved, hvor og hvordan de relationer er, når vi kommer hjem igen? De stærkeste af dem ændrer sig ikke det store, det ved jeg. Men hvad med alle de andre? Dem, der måske ikke er livslange, men stadig har lagt lag og dimensioner til min verden og personlighed? Dem, der måske ikke lige har en tur til North Carolina på tapetet, og som derfor i løbet af to år godt kunne havne i en endnu større periferi.

Lige efter beslutningen var taget, kunne jeg kun tænke på hvilken betydning vores flytning ville have for børnene. Men jeg må nok erkende, at jo nærmere vi kommer og jo flere mennesker jeg ser for (i hvert fald for en tid) sidste gang, jo mere begynder min egen lille sociale verdensnavle også at give lyd fra sig. Jeg tror ikke helt, jeg ved hvad det indebærer at gøre det, vi gør lige om lidt. Jeg glæder mig. Helt uden tvivl. Men sommerfuglene begynder at indfinde sig, og med dem kommer endnu en side, de færreste ser: Den, der slet ikke kan alt, men i virkeligheden er en lillebittesmule bange for, hvordan det hele skal gå. 🙂