Månedsarkiv: april 2015

Så går det løs!

Orv, hvor blev der pludselig stille her, hva’? Det har nu sine gode grunde: Som tidligere nævnt skulle vi en tur til Danmark, og den tur gik så langt fra som forventet, at jeg simpelthen ikke har haft hverken tid eller rum til at tænke blogtanker.

Hele formålet med hjemturen var et besøg på den amerikanske ambassade i København. Det skal man, når man søger visum, og vi havde fået en tid til samtale sidste onsdag kl. 14. Den samtale gik ikke helt, som vi havde troet, at den ville, men det endte heldigvis med, at vi fik vores visum. Til gengæld blev det forsinket et par dage, og da det gik igennem fredag, og vi havde flybilletter til onsdagen efter, og der kan gå op til fem arbejdsdage, inden man får sine pas tilbage fra ambassaden, var vi en anelse pressede, da vi tirsdag stadig ikke havde vores pas i hånden. For at gøre en utrolig lang og (for os) virkelig nervepirrende historie en del kortere, så endte tirsdagen med, at flere af PostDanmarks helt utrolig søde medarbejdere løb rundt på deres pakkecenter for at grave vores pakke med pas frem blandt jeg ved ikke hvor mange tusinde andre pakker. Det lykkedes, og tirsdag aften kunne vi hente vores pas inkl. visum – for så at få en mail fra SAS om, at vores afgang onsdag var lavet om. Fra en til to mellemlandinger og fem timer længere. Det er ikke verdens sjoveste besked at få, aftenen før man skal ud på en i forvejen lang tur med to små børn.

Men nu er vi her. Nu er vi hjemme. Og det er faktisk dejligt; ikke kun fordi det var en lang og drænende tur, men fordi vi har ventet på det her så længe. Vi har ventet på at få vores visum, så vi kan finde et hus, få vores egne møbler herover og bare sådan begynde den tilværelse, som vi hele tiden har glædet os til. Nu er det der; nu er alt åbent og klar, og jeg kan slet ikke vente med at komme i gang. Vi har kig på nogle huse, som vi forhåbentlig kan se i weekenden, børnene starter i skole – de har faktisk allerede en dag der i morgen – og vi er i fuld gang med at få social security number, North Carolina-kørekort osv. på plads. Det er nu, det går løs!

Jeg ved ikke, hvornår vi kommer til Danmark igen, så selv om det her var et “tvungent” (og unødvendigt emotionelt drænende) besøg, så var det også et rigtig rart et. Vi har et fantastisk netværk af familie og venner, der står klar til både at huse, hygge og hjælpe, og det er guld værd. Samtidig fik M holdt sin fødselsdag, set sine børnehavevenner, leget med sine elskede kusiner og fætre, jeg fik set mine savnede kollegaer og desværre slet ikke så mange venner, som jeg gerne ville, men alt i alt fik vi fyldt lidt op på nærhedskontoen, og det var en rar følelse at rejse på.

Så nu sidder jeg her. I sofaen med åbne, halvtomme og halvfyldte kufferter omkring mig, en bugnende vasketøjskurv og et ekko-tomt køleskab. Børnene sover til middag efter at have klaret verdens længste tur så utrolig imponerende, og jeg er udkørt, mat, træt ind til benet – og boblende glad. Selv om vi mangler at få så mange ting på plads, så er vi det alligevel. På plads. Det er en følelse, vi har ventet så længe på, og nu er den der. Og den er meget, meget velkommen.

Der er noget i luften…

…og det er fugt!

Jeg er født med masser af naturkrøl i mit hår. Jeg har brugt timer, dage og år på at forbande det, hade det, græde over det (ja, vi har vel alle haft vores drama queen moments) og generelt bare ønske det langt væk. Gennem en ikke uvæsentlig del af mine teenageår var en af mine yndlings-selvtorturbeskæftigelser at sidde og stirre på Kelly Taylors hår i “Beverly Hills 90210”. Og sende mit eget krøllede, hvirvlede, uvorne hår masser af hadefulde tanker.

Det kommer man ikke ret langt med, og efter utallige glattejernsseancer og behandlinger begyndte jeg for nogle år siden at slutte fred med mine krøller. Ikke bevidst, det skete bare. Det havde helt klart noget med alder og accept at gøre – men også med det faktum, at mit hår, jo ældre jeg blev, blev mere og mere medgørligt. Jeg begyndte endda at holde af mine krøller. Og lige så lettet jeg var over det nye forhold til mit hår, lige så chokeret blev jeg første gang jeg var i Thailand og tilbragte fire uger som 80’er-puddelrocker. Mit hår var VANVITTIGT. Luftfugtigheden fik det til at krølle og kruse, og efter et par dage måtte jeg give op. Det levede sit eget liv, og jeg bliver stadig en smule forskrækket, når jeg ser på billederne fra den tur. Men det vendte tilbage til normalen, da vi kom hjem, og jeg kunne igen rent faktisk styre det, bare sådan minimalt.

Jeg er blevet forberedt på North Carolinas høje luftfugtighed, som i august typisk ligger over de 90 procent, og indtil videre har jeg mest tænkt, at det bliver varmt, og vi bliver svedige. Og så var det, jeg kom til at tænke på mit hår. Mest fordi jeg så mig i spejlet. Mit hår er vanvittigt igen. Jeg har en glorie af kruset krøl hele vejen rundt om hovedet, og alt hvad der er inden for glorien er blevet besat af det reneste, pureste fugtige djævelskab. Lige nu er luftfugtigheden på omkring de 40. Så mit spejlbillede kombineret med dobbelt så meget fugt om nogle måneder … well, det er en oprigtigt skræmmende tanke.

Inden vi tog af sted, gjorde jeg mig en masse tanker om, hvad mit liv skulle indeholde herovre. Ikke bare i form af aktiviteter, men også sådan rent mentalt. Og jeg havde en forestilling om, at en af de ting, jeg gerne ville prøve at lægge lidt væk, var forfængelighed. Ikke forstået sådan, at jeg nu skulle til at lade pelsen stå og leve i joggingbukser, men faktum er, at jeg har tilbragt over syv år i et job, som har været uendelig sjovt og fantastisk, men som også har handlet rigtig meget om at forholde sig til udseende, gå op i udseende, lægge mærke til udseende og skrive om udseende. Den slags har det med at smitte af, og jeg glædede mig til at vende fokus lidt væk fra både mit eget og andres ydre – og se, hvilke tanker og ideer, der i stedet blev plads til.

Den tanke og intention er stadig helt og fuldt gældende, og nej, jeg har ikke tænkt mig hverken at dyrke Kelly Taylor-voodoo eller knibe en tåre over mine uregerlige lokker. Men lad mig bare sige det som det er: Det er altså nemmere ikke at fokusere så meget på det ydre, når det ydre ikke opfører sig som en møgunge! 😉

P.S. Lille M, som er familiens anden krøltop, har i øvrigt udviklet de mest fantastiske slangekrøller herovre. Jeg håber inderligt, at hun går en anden vej end jeg gjorde, og elsker dem fuldt og helt, for de er intet mindre end gudesmukke!

Guddommeligt mersalg

Det er ingen nyhed, at USA ikke bare er mulighedernes, men også afstandenes land, og at man derfor er ret meget på spanden uden en bil. Offentlig transport – i hvert fald her i North Carolina – er stort set ikke-eksisterende, og de fleste mennesker kører rundt i store, robuste biler. Tit er det firhjulstrækkere og pick up-trucks, og når man ser den imponerende mængde roadkills der ligger langs vejene, forstår man godt, hvorfor mange vælger Fiat 500’en fra.

Forleden skulle jeg ud at prøve en “konebil” (det er altså et lamt ord!), og eftersom en god bil her koster en brøkdel af hvad den gør derhjemme, var barren sat højt. Vi tog hen til et af de store og dyre bilmærker, og jeg satte mig ind sammen med den utrolig rare sælger. Undervejs på turen snakkede vi om vores planer herovre og om, at jeg nu for første gang i mit liv skulle prøve at være hjemmegående, og hvordan det på samme tid både var en stor omvæltning og et kæmpe privilegium. Hans kone havde også altid haft fuldtidsarbejde, fortalte han. Men i år havde de i fællesskab valgt, at hun skulle sige sit job op for at gå hjemme med deres datter. De havde snakket meget om det, og beslutningen blev taget efter mange snakke – og bønner.

Det var første gang Gud kom op under vores besøg hos bilsælgeren, men det skulle ikke blive den sidste. Tim, som sælgeren hed, fortalte os ikke bare om alle fortræffelighederne ved den bil vi havde i tankerne og området vi planlægger at bo i, men også om sin kirkegang og hvor hans præsts børn gik i skole. Inden vi gik, sagde han: “Og så skal jeg jo spørge jer, fordi det er mit job, om I har overvejet hvilken menighed I vil høre til?”

Jeg tvivler på, at nogen nogensinde i Danmark er taget ud for at prøve en bil og så har oplevet at få en menighed med i købet. Det er i hvert fald en type mersalg, jeg ikke mindes at være stødt på. 😉

North Carolina er muligvis ikke the deep south, men det er helt klart southern. Og her tænker jeg ikke bare på den vildt charmerende sydstatsdialekt, som i nogle tilfælde er så tyk, at jeg har svært ved at forstå hvad de velmenende mennesker siger til mig, men også på den religiøse stemning, der er til stede rigtig, rigtig mange steder. I vores jagt på den rigtige skole til M kan vi vælge mellem private, offentlige og kirkelige institutioner – og sidstnævnte er der altså mange af! Når man kører langs landevejene, er en stor del af haverne pyntet med store kors, og i nogle – indrømmet, ret creepy – tilfælde er korsdekorationen endda videreudviklet med en knælende, bedende dukke i menneskestørrelse.

Da jeg sad der i bilen og snakkede med Tim om indbygget GPS, sædeindstillinger og Gud, kunne jeg ikke lade være med at tænke på, hvor meget en mand som ham ville falde uden for normen hjemme i Danmark. Folk, der er helhjertet kristne og står ved det, får ofte et lidt kikset og særlingeagtigt stempel på sig. Tim var hverken kikset eller sær; han var helt utrolig rar og imødekommende og på alle måder behagelig at snakke med. Selvfølgelig var han det.

Det varer sikkert ikke ret længe, før vi har vænnet os til, at Gud sniger sig ind ret mange steder her. Og selv om vores ophold herovre nok ikke ligefrem kommer til at gøre os mere religiøse, så er jeg sikker på, det vil gøre os mere åbne og mindre fordomsfulde over for dem, der er. 🙂

 

Vi skal hjem!

Om et par uger vender vi næserne mod Danmark for en kort bemærkning. Vi skal på den amerikanske ambassade og forhåbentlig få klaret de endelige visumdetaljer, der betyder, at vi kan finde hus, børnehave, en hverdag.

Forhåbentlig bliver det også det vendepunkt, der gør, at vi kan begynde den proces, det er at føle sig hjemme. Vi tager os selv i konstant at omtale Danmark som “hjem”, selv om vi prøver at lade være. For fra nu af er dét her jo hjemme. Det er så vigtigt, at vi og allemest børnene når et punkt, hvor omgivelserne her føles lige så trygge, rare og hjemlige som “dem derhjemme”, men det er selvsagt lidt svært, når vi voksne konstant taler om “hjemme” kontra “herovre”. Det er en vanesag, og det skal nok komme, men tiden indtil nu har været præget af en mellemlandingsstemning. Vi er ikke rigtig flyttet, men er det lidt alligevel.

Når “hjemme” er på plads, kan vi også finde ud af, hvor børnene skal til at bruge deres hverdage. Området her har masser af gode offentlige skoler, men der er stadig en langt bredere tendens til at sende sine børn i privatskole, end der er derhjemme (se, der gjorde jeg det igen!) Vi prøver desperat at blive klogere på, hvad det rigtige valg for os er, men det er svært, når det virker, som om der bliver lagt vægt på nogle andre ting her. Mange skoler går meget op i på månedsbasis at vise forældrene, hvor meget deres børn har lært – til gengæld virker det ikke som om sociale færdigheder, som i mine øjne er mindst lige så vigtige, fylder så meget i pensum – heller ikke i de helt små klasser.

Vi skal kun være her nogle år, så for mig er det vigtigere, at M får en god start på sit skoleliv, end at hun opnår en akademisk førsteplads i sin børnehaveklasse. Det er også vigtigere for mig, at A får lov at lege og udforske, som han ville gøre det i en institution i Danmark. Samtidig synes jeg, det er fantastisk, at de amerikanske skoler – private såvel som offentlige – går så meget op i deres ansvar og virkelig gør en dyd ud af at forberede selv de små børn på lærdom og dygtiggørelse. Jeg vil bare gerne have en blanding, der gør børn glade!

Brassfield, Goddard, Ravenscroft, Primrose og Montessori er nogle af navnene på skoler i området, som både er anerkendte og dyre. Alle har fine hjemmesider, der fortæller en masse om hvad de kan og hvorfor lige præcis de er det bedste valg. Men når man sidder herovre, ret mutters og helt ny, og bare gerne vil have en masse personlige erfaringer, og det er lige præcis dem, der er sværest at få – ja, så føles det altså lidt som et lotteri. Vi må mærke efter, når vi har taget en rundtur på dem, der ligger i nærheden af vores nye hjem.

 

Den overfladiske effekt

Klicheen om de overfladiske amerikanere er gammel og stædig. Alle steder bliver man mødt af et “Hi, how are you?”, og nej, det er ikke en invitation til at gå i dybden med, hvordan dagen i dag faktisk er særlig hård, fordi man blev vækket tidligt af en havemand med en løvblæser lige uden for vinduet (true story). Det er derimod en invitation til at svare “I’m great, thanks! How are you?” Eller fabulous. Eller bare good. Den lille gestus har rigtig mange danskere (og sikkert europæere generelt) altid betragtet som værende ekstremt overfladisk. Hvorfor spørge, hvis man alligevel ikke er rigtig interesseret i svaret?

Jeg har ikke været her ret mange uger, men jeg forstår det faktisk godt. Jeg har svaret på “how are you”-spørgsmålet utallige gange hver eneste dag, og mit svar er altid nogenlunde enslydende. Umiddelbart en tom floskelgestus – og dog. For den hilsen er et virkelig godt eksempel på den imødekommenhed, der med al naturlighed florerer herovre. Det kan godt være, der ikke er meget indhold i det, men man bliver faktisk i bedre humør af at blive mødt med et smil og et “How are you?”. Ja, det er måske overfladisk – og hvad så? Effekten er der stadig, og smilet svarer man jo også på – og det føles ikke overraskende bedre end at fortsætte videre ind i butikken med et tomt blik og ligeud-mund.

I sidste uge var jeg ude med Lauren, som jeg har mødt herovre. Hun er født og opvokset i Raleigh, men boede indtil for få år siden en årrække i både Paris og på Kreta, inden hun flyttede tilbage hertil. Og netop de små, tilsyneladende ligegyldige hilsner var noget af det, hun var glad for at komme hjem til. “Selv hvis man nu ikke er spor great, hvis man nu har en virkelig dårlig dag,” sagde hun, “så står der én der med et stort smil og spørger “how are you?” med den muntreste stemme, og så vil jeg da i hvert fald ikke være den, der dræber den gode stemning! Så smiler jeg og siger “great, thanks!”, og så kan jeg mærke, at humøret allerede er steget lidt.” Overfladisk? Helt sikkert. Men hvis effekten nu er positiv og resultatet en bedre dag, hvorfor så ikke tage imod med kyshånd?

Den amerikanske imødekommenhed mærkede vi også, da vi i går besøgte den lokale brandstation. Jeg havde fået et tip om, at brandmændene dernede var meget glade for at vise deres virkelig imponerende brandbiler frem – især for børn. Så jeg tog M og A med derned, og vi blev mødt af den sødeste brandmand, der bød os indenfor, viste rundt på stationen og lod børnene kravle op og rundt i en af brandbilerne. Mens de sad i den, gik alarmen, og så måtte de hoppe ud og kunne stå og se den suse af sted med blink og sirener. Det var en kæmpe oplevelse for dem begge, og den blev kun bedre af, at brandmanden var så utrolig rar. Han kom endda med to børnehjelme og et par nøgleringe til dem begge, mens han hele vejen igennem med smil og tyk sydstatsaccent forsikrede mig om, at jeg bare skulle lade børnene gå på opdagelse i bilen. “They can’t break nothin’, ma’am.”

Sådan er det alle steder herovre, og det er fedt. Børn er velkomne på stort set alle restauranter, god service er reglen snarere end undtagelsen, og man hjælper hinanden. Der er en positiv og rummelig mentalitet, og det er guld værd at føle sig så velkommen, når man skal finde sig til rette et helt nyt sted. 🙂

Mor under lup

Det er typisk. Efter virkelig mange dage med stort set intet at skrive om, har jeg pludselig adskillige emner på hjerte. Men jeg må hellere tage ét ad gangen:

Når man, som jeg, er godt oppe i trediverne og har fået de børn, man skal have, er det ret naturligt at begynde at fokusere på karrieren igen. Det var også det jeg gjorde, da jeg var færdig med min anden barsel – jeg havde et sjovt, spændende og udfordrende job, og jeg glædede mig vildt til at kaste mig over dét og nye elementer af det. Det nåede jeg så at gøre i et halvt års tid, inden det her skift satte ind. Der skete en masse på det halve år, og jeg nåede virkelig at få færten af mange flere spændende jobår.

Så skete det her. Der kom en mulighed, som var for svær at modstå, også selv om det betød, at min karriere skulle på standby, og som det er nu, har jeg rigtig, rigtig meget tid med mine børn – og mig selv. Det betyder (ikke overraskende), at jeg er virkelig vild med ro, når de er lagt i seng, men det betyder også, at jeg har fået en ret unik mulighed for at tænke over og mærke, hvilken slags mor jeg egentlig er. Når man henter sine børn klokken 16 og har tre timer med dem, inden de skal i seng, kan man sagtens finde tid til at lege lidt, men for mit eget vedkommende synes jeg ofte, der går lidt autopilot i eftermiddagene, og der er stadig alle mulige tanker fra arbejdsdagen, der kører rundt. Konflikter, scenarier, udfordringer – “voksenting”, der burde lægges væk, når det er familietid, men som jo sjældent rigtig bliver det.

Herovre er der ikke ret mange voksenting. Endnu. Tempoet giver mig lov til at se os lidt udefra og overveje, hvordan vores familie fungerer. Hvornår siger jeg nej? Hvorfor? Hvordan får børnene lov til at håndtere konflikter? Hvilke regler gælder? Og er det andre regler her end hjemme (i Danmark – på et eller andet tidspunkt må jeg vænne mig til at kalde det her for hjemme! 😉 )? Hvordan taler jeg med børnene? Hvordan hjælper jeg dem med de sociale spilleregler, når der nu ikke er andre børn omkring dem?

Det er selvfølgelig slet ikke så formaliseret, og de spørgsmål dukker jo heller op som spørgsmål. Men jeg kan mærke, at de melder sig som fornemmelser og små refleksioner. Og det er faktisk en ret vild ting. Det er voldsomt utrendy at gå så meget op i sit eget moderskab, men for mig, lige nu, lige her, er det det vildeste privilegium at få lov til at tage de overvejelser med alverdens ro og plads. Jeg havde frygtet, at så meget børnetid ville brænde min hjerne lidt af, men det er det modsatte, der sker. Og jeg vil nyde det, så længe det varer.

God påske derude!