Månedsarkiv: maj 2015

Let’s shine, y’all!

Jeg har altid været sådan en, der virkelig gerne ville elske yoga. Men hver eneste gang jeg har prøvet det, er jeg blevet så overvældet af kedsomhed, at en time føles som et år, og så går der et års tid, før jeg igen tænker: “yoga – det må da være lige mig!” og gør endnu et fiaskoforsøg. Jeg har så mange veninder, der er vilde med det, og jeg har haft virkelig svært ved at erkende, at yoga simpelthen bare er noget, jeg ikke fatter. Men da vi flyttede hertil, var det et par år siden jeg sidst havde givet yoga et skud, så selvfølgelig var det på tide at piske en stemning op om det igen. For nu skulle jeg jo have så meget fritid, og det skulle virkelig bruges rigtigt. På yoga! Som sagt, så gjort – jeg begyndte til yoga. Og jeg går der endnu.

Næsten lige da jeg var begyndt på bloggen her, skrev jeg dette indlæg, og jeg tænker tilbage på det, hver gang jeg er til yoga. De timer har nemlig været – og er stadig – helt enormt grænseoverskridende for mig. Jeg har dyrket yoga max. fire gange i mit liv, og jeg er slet, slet ikke bekendt med alle termerne for de forskellige stillinger. Og når det så foregår på engelsk, er jeg HELT lost. Så min første time i et 40 grader varmt træningslokale gik i høj grad med at kigge rundt og se, hvad de andre lavede – alt imens jeg hørte instruktørens minitale om, at alt, der betød noget her og nu, var os selv på vores måtte, og vi skulle kun fokusere på os selv og ingen andre i lokalet.

En af mine ubetinget største svagheder er at bekymre mig alt for meget om, hvad andre tænker. Det kan være virkelig små, åndssvage ting, og hvis jeg prøver at se på det lidt oppefra, kan jeg godt se, at det er både fjollet, hæmmende og egocentreret. Og så er det jo bare helt enormt meningsløst! Hvad pokker skal jeg bruge det til? Jeg har oplevet, at en mand i en bil dyttede af mig herovre, fordi jeg skiftede bane alt for tæt på ham. Jeg blev SÅ flov. Jeg fik næsten en klump i maven resten af dagen, hver gang jeg tænkte på det, for iih, hvor var det pinligt, at jeg havde kørt så dumt, at nogen havde dyttet af mig. Og manden? Mon ikke han glemte det ved næste lyskryds? Det tror jeg egentlig.

Jeg har været i situationer, hvor jeg virkelig havde lyst til at tage et billede af noget, der enten var sjovt, mærkeligt eller bare særligt på en eller anden måde, men måske ikke et oplagt fotomotiv. Og jeg har afholdt mig selv fra det, fordi jeg ikke kunne overskue, at folk skulle se mig stoppe op og tage billede af noget mærkeligt – og synes, at JEG var mærkelig. Jeg har kort sagt brugt så meget tid og energi og er gået glip af så mange sjove situationer, bare fordi jeg ikke ville have, at andre skulle tænke “noget” om mig. Hvad dette “noget” er, ved jeg ikke, men det har ikke desto mindre fået lov at fylde alt for meget.

At blive mere ligeglad med hvad andre tænker, er noget, jeg skal lære. Sådan helt fra bunden. Og det er noget, jeg skal tage et bevidst valg om, hver gang chancen byder sig. Uanset om det er små eller store ting. Det er usundt at tænke så meget over noget, der er så ligegyldigt – og så er det bestemt heller ikke noget, jeg har lyst til at give videre til mine børn. Så jeg prøver at tage mig i det, udfordre mig selv lidt – også når det bringer mig ud af min umiddelbare comfort zone.

Mine hot yoga-timer er en god start. Min første time var én lang lektion i at glemme andre. Jeg var klodset og ny, og jeg har helt sikkert lignet en klovn. Det er et lille hold, så dét med at gemme sig i mængden er ikke en mulighed. Alle kunne se alle mine kiks og forkerte bevægelser. Det krævede SÅ meget af mig at lægge tankerne om, hvad alle de andre tænkte, til side – og bare fokusere på mig selv. Det har hjulpet mig helt enormt, at holdet har verdens bedste instruktør, som gennem hele timen beriger os med små peptalks, som på én gang er superærkeamerikanske (“you do not need permission to SHINE, y’all!!”) og samtidig bare rammer plet på en måde, der hver eneste gang har givet mig tårer i øjnene og lyst til at være sødere ved mig selv. Og så har opholdet her, beslutningen om at prøve det af, nok også sat gang i noget. Jeg har, hånden på hjertet, lidt mere tid til at pille mig i navlen og tænke over, hvordan mit liv skal være, og med de tanker kommer også lysten til at skille mig af med dårlige vaner. Til at gøre noget andet, end det jeg altid har gjort – og tænkt.

 

 

 

Going All-American!

IMG_1852
All-American mad i All-American farver!

Mens I derhjemme nød en fridag på 2. pinsedag, fejrede amerikanerne Memorial Day – dagen hvor de amerikanere, der har ofret deres liv i tjeneste for deres land, hyldes og mindes. Ud over den respekt, der vises rundt omkring – såsom et minuts stilhed flere steder – er det her sydpå, hvor varmen er ovre os, også lig med “All-American cookouts”: Der fyres op under grillen (eller rettere tændes for gassen), og så er det på med burgere, hot dogs og majskolber, som alle sammen akkompagneres af det rette tilbehør.

IMG_1835
Forretten: Deviled Eggs, som er en fast (og LÆKKER!) tradition i syden.

Vi var blevet inviteret til cookout af vores amerikanske venner Lauren og Mike, som bor ca. 40 minutters køretur væk i Durham sammen med Laurens otteårige datter, Elea. Vi havde den hyggeligste dag med solskin, fantastisk mad og to nye vennepar: M og Elea, der på trods af et manglende fælles sprog legede, som om de havde kendt hinanden altid. Og A og familiens hund Mimi, der dannede deres helt eget specielle bånd (som på mange måder var bygget op af A’s tendens til at spilde mad og Mimis glæde ved at finde resterne) og hang sammen hele dagen.

IMG_1830
A’s nye bedste ven, som her bliver fodret med tortillachips.

Det er fantastisk at se, hvordan børn finder hinanden – også uden at tale sammen. Vi var knap nok kommet ind ad døren, før de to piger forsvandt, og vi så dem stort set ikke siden. En enkelt gang bad M mig oversætte noget for Elea, men ellers klarede de sig selv. Og Elea røbede, at M faktisk sagde en masse ord til hende på engelsk. Vi hører hende aldrig sige dem, men jeg tror, det er meget naturligt, at hun måske holder igen over for os, fordi hun ved, at vi er så forældreagtigt optaget af hendes udvikling herovre, og så er det måske bare lige en tand for anstrengende at udforske hvad man kan, når der hver gang man åbner munden, står to voksne på randen af stolthedstårer i øjnene. Jeg tror, hun allerede forstår meget mere, end vi er klar over, og det varmer mit moderhjerte, at hun klarer omstillingen så godt – og har overskud til at få masser af nye venner imens.

IMG_1817
Hvad betyder sproget, når man har varme og venskab?

Om under en uge flytter vi ind i vores nye hus, og så bliver det vores tur til at invitere. Vi var rent faktisk ude for at bestille en grill i går, så selv om vi kommer til at vente en uges tid på vores møbler, efter vi er flyttet ind, får vi i hvert fald rig mulighed for at spise bøffer, pølser, fisk og alt det andet, sådan en stor fætter indbyder til! Og som vejret er lige nu – og formentlig fortsætter – forudser jeg, at at grillstriber bliver en fast del af vores kost de næste mange måneder.

Raleighs fineste floskel

IMG_0720
Aftensol ved springvandet i Lafayette Village. Totalt kitschet – og totalt fantastisk!

Da vi lige var flyttet hertil, blev vi tildelt en såkaldt relocation agent, som skulle hjælpe os med at blive etableret. Hun skulle assistere os i forhold til bankkonti, social security number, kørekort og alle de andre (bjerge af) administrative detaljer, der skal på plads, når man flytter til USA. Noget af det første hun gjorde, var at køre en tur med os. Hun ville gerne vise os lidt forskellige områder og steder, der kunne være interessante for os at kende til. Det allerførste sted, hun tog os hen, hed Lafayette Village. Vi troede, det var en joke. Lafayette Village er ved første (og andet, tredje og…) øjekast det mest kitschede og totalt malplacerede sted, man kan forestille sig. Det er et område af caféer, restauranter og butikker, og den slags områder er der jo utallige af herovre, men Lafayette Village udmærker sig ved at være bygget op som en lille fransk landsby. Der er små gader, pladser med fontæner, markiser, skilte med meget sydeuropæisk klingende navne – ja, der er sågar et Eiffeltårn i miniaturestørrelse. Og så ligger hele området plasket lige ind mellem et par store indfaldsveje. Det er simpelthen så syret!

De første mange uger glemte vi alt om det, fordi det virkede så kunstigt, at vi slet ikke følte trang til at udforske det – lige indtil min gode veninde herovre fortalte mig, at man altså fik byens bedste kaffe på en af caféerne der. Det førte til mit første rigtige møde med Lafayette Village – og hun havde ret. Cafeen Jubala Coffee laver ikke bare den bedste latte, jeg har fået i Raleigh, de laver også fantastisk morgenmad (havregrød med frisk frugt og kandiserede valnøddekerner – ja tak!), der er gratis wi-fi, borde i solen og en skøn stemning.

IMG_0738
En hvedeøl fra fad, mens børnene løber og leger? Tak som byder!

Efterhånden fandt vi ud af, at området faktisk også bød på andre hyggelige restauranter, og det bedste af det hele er, at det er et perfekt sted at have børn med. Vi går meget ud og spiser herovre, og selv om langt de fleste restauranter er virkelig børnevenlige, så kan det altså godt være kedeligt for en på fem og en på knapt to at sidde ved et bord og opføre sig “pænt”. Her ligger de fleste af restauranterne ud til en kæmpe græsplæne med bolde og et lille springvand, og når man har et bord udenfor (og hvorfor skulle man ikke det, når North Carolinas maj-aftener byder på 26 grader?), kan de stæse rundt så meget de vil, så snart de har spist deres mad.

Lafayette Village gik fra at være et sted, vi i vores europæiske snobberi rynkede lidt på næsen af, til at være et regulært stamsted. Jeg kommer der mindst to gange om ugen og spiser morgenmad, når jeg har kørt børnene i skole, og bare i denne weekend har vi spist middag der to gange. Og sådan er der faktisk rigtig mange ting, der åbenbarer sig herovre. Jeg kunne fylde indlægget her med floskler om ikke at skue hunden på hårene, skinnet bedrager osv – men sandheden er, at netop de steder, der ligner de største floskler og som indbyder til at blive omtalt i dem, ret tit også er dem, det kan betale sig at udforske lidt. For under klicheerne venter charmen.

Om sommerfugle og sorg

IMG_1748

I M’s klasse – og på skolen i det hele taget – har sommerfugle en stor betydning. Jeg har aldrig bemærket det eller undret mig over, at M hver dag kommer hjem med sommerfugletegninger eller -malerier. Heller ikke tænkt nærmere over de store, håndlavede sommerfugleformede messingbænke der står i en af skolens mange haver – selvfølgelig omgivet af sommerfuglebuske. Indtil i går, hvor en af de andre forældre hev fat i mig med ordene, “der er lige noget, du bør vide om klassen.”

M har to lærere. Den ene, en midaldrende og meget rolig herre, er hendes klasselærer, og den anden, en midaldrende sydamerikansk kvinde med en accent som Gloria fra “Modern Family” og et varmt hjerte, er lærerassistenten. Samtidig er hun spansklærer for de børn, der går et år over M. Hun er kærlig og omsorgsfuld, krammer M og kalder hende “mi amor” hver dag.

Denne skønne kvinde – Martita – havde engang to døtre. Men for syv år siden mistede hun den ene af dem i en frygtelig mountainbike-ulykke. Datteren var i starten af tyverne, nygift og – fandt de ud af efterfølgende – gravid. Det er så tragisk, som det overhovedet kan blive. Martita var selvfølgelig i dyb sorg og i årevis kunne hun slet ikke tale om hverken ulykken eller datteren, men hvert år på datterens fødselsdag blev hun mindet med en gåtur i et særligt område. Den mor, der fortalte mig om det – Stephanie – er en såkaldt “room parent”, dvs. en, der sørger for at arrangere og organisere, når der er noget, forældrene skal være med til, og hun var med på gåturen. Samtidig begyndte de andre forældre at snakke lidt, for nogen vidste hvad der var sket, andre vidste det ikke, og andre igen havde måske kun en halv eller endda forkert version. Efter nogle år gav Martita Stephanie lov til at fortælle klassens forældre hvad der var sket – og fra da af mødte alle forældre op til gåturen, som de nu går sammen hvert år.

Sommerfugle havde en særlig betydning for Martita og hendes datter, så skolen fik en kunstner til at lave en mindebænk, som er den, jeg ser hver dag – og som jeg nu forstår vigtigheden af. Af samme grund har sommerfugle så stor en plads i de kreative projekter i M’s klasse. Nogle vil måske mene, at det var for meget og ikke på sin plads at blande privatlivet og en personlig sorg ind i sit arbejde med børn på den måde, men jeg er helt uenig. Børnene ved jo ikke, hvorfor de maler så mange sommerfugle, men det betyder, at der er en aura af respekt for Martita – ikke som lærerassistent, men som menneske og mor.

Stephanie fortalte mig ikke historien for at sladre eller skabe drama. Hun ville forberede mig på, at Martita stadig kan blive så berørt af det, at hun kan begynde at græde, og hun ville også gerne have, at jeg kendte til gåturen. Men mest af alt fortalte hun mig det ud af empati. Den sorg, som dette varme, skønne menneske bærer på, forsvinder aldrig, men måske – bare måske – bliver den med årene lidt lettere at bære, når der er flere skuldre til den. Jeg måtte rent faktisk kæmpe for at holde tårerne tilbage, da Stephanie fortalte mig om det – jeg synes trods alt ikke, jeg kender folk godt nok endnu til at bryde ud i gråd midt på skolens parkeringsplads – og selv om min plan var at skrive dette indlæg i går, måtte jeg udskyde det, fordi jeg simpelthen ikke kunne uden at græde. Selvfølgelig primært fordi det er så forfærdeligt, at det ikke er til at bære, men også fordi det virkelig bevægede mig, at alle omkring Martita – ikke kun hendes familie, men kollegaer og hendes elevers forældre – i den grad har taget hendes sorg til sig og gør alt hvad de kan, for at respektere den og hjælpe hende.

Det ville virke helt enormt forkert og temmelig upassende at sige, at jeg glæder mig til den gåtur. Men det fællesskab den repræsenterer, den indbyggede villighed til, ja, nærmest insisteren på, at række en hånd ud til dem, der kæmper – det er jeg glad og taknemmelig for at få lov at deltage i.

Langt fra Los Angeles

Da muligheden for at flytte hertil første gang åbnede sig, skal jeg ærligt indrømme, at min første tanke var: “Raleigh?! Seriøst? Hvorfor ikke New York, San Fransisco, Los Angeles, Boston – eller i det mindste bare en by, jeg har HØRT om?” Raleigh, North Carolina, er nok ikke det første de fleste tænker, når de overvejer at jagte et glimt af den amerikanske drøm – heller ikke jeg. Mens forhandlingerne og forberedelserne stod på, gjorde jeg alt jeg kunne for at blive klogere på stedet, men jeg syntes ikke rigtig, jeg fik nogen åbenbaringer. Og selv om jeg stadig er helt ny herovre, begynder jeg at forstå hvorfor. Raleigh er svær at google sig til. Det skal opleves og læres at kende – og så opdager man, at både byen, områderne og staten er et helt igennem charmerende bekendtskab.

Lad mig begynde med klimaet. Vi ankom første gang i midten af marts, og de dage, vi har haft brug for at have jakker på, kan tælles på én hånd. I øjeblikket ligger temperaturen de fleste dage mellem 27 og 30 grader, og hvis vi lige ser bort fra de allervarmeste eftermiddagstimer, betyder det, at vi kan foretage os alt udendørs. Når vi sidder og spiser frokost på en udendørs café, er det som at være på sommerferie sydpå, og når aftenen nærmer sig, og børnene er puttet, kan vi sidde på terrassen, stadig i shorts og midt i en symfoni af cikader, frøer og subtropiske lyde, vi ikke aner hvor kommer fra.

Raleigh er ikke så meget en by, som det er mange forskellige områder – hver med deres særpræg. Det område, vi har valgt at bo i, består af en masse smukke villaveje, de obligatoriske shoppingområder og et utal af skønne parker og legepladser. Tyve minutters køretur væk ligger den store sø, som byder på sandområder, man kan bade fra, vandrestier og fisketure. Vi har været på jordbærplukningstur, hvor alle børnene kom hjem med røde munde, solbrændte kinder, store maver og plettet tøj, og vi har allerede været til flere byfester med livejazz i gaderne og lokalbrygget øl.

Raleigh er North Carolinas hovedstad, men det er ikke det, man tænker, når man rammer downtown Raleigh. Byens centrum er på mange måder langt mere kedeligt end alle områderne uden for byen, og det eneste sted, vi har rigtig har brugt tid på derinde, er børnemuseet Marbles. Der har vi til gengæld også brugt RIGTIG meget tid! Marbles er det mest fantastiske sted, og jeg har aldrig oplevet mine børn være så optaget af så mange aktiviteter i så lang tid. Der er et område med fuldt udstyrede ambulancer og brandbiler, et landbrugsområde, hvor man trækker i en kedeldragt og fodrer tøjkøer, strigler tøjheste og samler æg fra tøjhøns på lange hylder, der er et pizzeria, hvor man iført forklæde kan kreere sin egen stofpizza, bage den i den kæmpestore legeovn og køre ud med den på en budcykel. Der er et gigantisk sørøverskib med rebstiger og hængekøjer, der er en vandbane, og der er et helt område med basketball, klatrevæg, dansespejle med musik og skørter og fysikforsøg. Og det er bare en brøkdel af det. Alt sammen selvfølgelig i børnehøjde, fyldt med lærerige elementer og vanvittig gennemført. Vi har købt årskort og kommer til at tilbringe mange, mange søndage der.

IMG_1725 (2)

 

IMG_1683 (1)

I det hele taget er Raleigh et rigtig godt sted at være både barn og voksen, og efterhånden som vi opdager flere af områdets muligheder, går det mere og mere op for os, hvor stort et tagselvbord det er. Det kan altså godt anbefales, dét der med at starte forfra en gang imellem; også selv om starten sker fra et ukendt sted. I virkeligheden er det måske de ukendte steder, der har mere potentiale til at overvælde, overvinde og overraske. Præcis som Raleigh er godt i gang med nu. 🙂

 

Så hold dog mund!

En af mine venner er far til tre drenge under 10 år. Han sagde engang, at det eneste sted, han kunne få lidt ro, var på toilettet – og selv dér var han under pres, fordi håndtaget altid blev fundet af minimum ét barn, og døren til privatlivet lige så langsomt var ved at bukke under, mens han sad derude.

Mine dage som hjemmegående “MOOOAR!” byder på et tilbagevendende spørgsmål, som jeg ikke er vanvittig stolt af, men som jeg heller ikke kan ignorere: I hvor høj grad må man bede sine børn om at flette næbbet? Hver dag har jeg to halvtimes bilture, der – når de små bagsædemunde ikke lige er travlt optaget af de snackposer, jeg desperat efter et par minutters stilhed tilbereder hver morgen – består af mig, der prøver at transportere 3/4 af familien sikkert frem og tilbage, mens jeg overdynges af “BUAAAH!”, “A! A! A!”, “OP! OP! OP!” og ustoppelige monologer, der varierer lidt i individuel længde, men afløser hinanden og typisk er skåret over temaerne bamser, is og Frost. Det stopper aldrig.

Når vi kommer hjem, bliver den yngste lagt til at sove, og i dét øjeblik jeg kommer ud fra værelset, står der én klar til at lege gemmeleg, spille Sorteper, lege Anna og Elsa (hvor vi skal det meste af soundtracket igennem, mens vi står på hver vores side af en lukket dør) – selvfølgelig efter, at jeg har hjulpet hende med at få en Rapunzel-kappe på, spændt hendes rulleskøjter, spændt dem op igen, fordi hun havde glemt knæbeskytterne, og “dem skal man altså have på, og jeg kan jo ikke selv spænde dem, for jeg har jo et æble i hånden, og det kan jeg jo ikke bare lægge, for dig og far siger jo, at der er mange insekter her, og så skal man ikke bare lægge mad, og så kommer der også bare noget på min kappe, og det vil jeg altså ikke have, for den skulle jeg jo lige til at lege med, og husk nu at spænde dem ordentligt!” – og tændt lyset på toilettet, fordi hun glemte det, inden hun satte sig (hver gang) og nu ikke kan nå kontakten.

Som flere af jer nok husker, var det en hård start for M, og jeg kan godt mærke, at skyldfølelsen i forhold til at fjerne hende fra venner og familie stadig sidder der i det omfang, at jeg nok tøver mere med at opfordre hende til at underholde sig selv, end jeg ellers ville have gjort. Jeg synes, det er hyggeligt at lege med hende, men jeg må også blankt erkende, at når jeg er sammen med hende og A så mange timer i døgnet, har jeg brug for lidt fred i hovedet – bare ind imellem. Der er hele tiden en, der skal hjælpes, trøstes, underholdes eller bare have opmærksomhed, og det er en hårfin grænse mellem at give dem hvad de behøver og har godt af, og så ind imellem sige fra, fordi de godt kan lege selv. Eller med hinanden. Jeg kæmper lidt med at finde en balance i både frekvensen og (nok endnu mere) måden: Hvordan beder man sine børne om at holde mund?

Jeg synes ikke, børn skal have opmærksomhed hele tiden, hverken når de er halvandet eller fem år. Tværtimod tror jeg, det er rigtig skidt at give dem det. Jeg tror også, at de får en langt bedre mor, hvis hun får lov at samle tankerne ind imellem og tænke lidt andre tanker end dem, der lige falder ind under morkategorien. Men én ting er, hvad jeg tror på, noget helt andet er, hvad jeg rent faktisk gør. Dét at styre efter principper og overbevisning kræver en eller anden form for overblik, så man ikke bare giver op og lader sig rive med af talestrømme, serviceringskrav og opmærksomhedssøgning, og dét overblik skal jeg lige lede lidt efter nogle gange. Jeg skal nok finde det, og indtil da tager jeg de pauser, jeg kan få – uden at bekymre mig alt for meget om, hvordan jeg får dem. Som nu, hvor den ene sover, og den anden er blevet stukket en iPad. Naturligvis iført rulleskøjter, fuldt beskyttelsesudstyr, kappe og med et æble i hånden. Rom blev jo ikke bygget på én dag.

 

Give & take

I går aftes tog jeg på kajaktur med en dejlig dansk dame, jeg har mødt herovre. Hun er gift med en af N’s kollegaer, har to børn på helt samme alder som vores, og så bor hun ti minutter væk. Vores ældste børn leger, som om de har kendt hinanden altid, og forældrene kan også li’ at være sammen. Hvor heldig kan man være!

Vi er i samme båd, hun og jeg. Hun har også sagt farvel til et job i Danmark og er taget hertil med udsigt til en ny karriere som fuldtidshjemmegående. Og dér på floden i går kom vi så til at snakke om, hvad vi egentlig forventer og ønsker af opholdet herovre. Ikke for vores børn, ikke for vores mænds jobs, men for os selv. Sådan helt ego. Jeg har fået spørgsmålet mange gange før, men det er ikke altid jeg har følt mig i stand til at give et klart svar. Det havde jeg egentlig heller ikke der på floden, men turen var alligevel et meget godt eksempel på i hvert fald noget af det, jeg håber for tiden her. Jeg håber på oplevelser. Alle slags oplevelser, både dem, der er nemme og ukomplicerede at kaste sig ud i, og dem, der kræver lidt mere mod eller opfindsomhed.

Samtidig håber jeg på, at det bliver noget, der får en eller anden form for indflydelse på vores forhold. Ikke, at jeg synes, det trænger til at være noget andet, end det er, men jeg tror på, det er sundt at få vendt tingene lidt rundt ind imellem, så man bliver tvunget til at se lidt på hinanden i de nye rammer og måske et nyt lys. Jeg ved endnu ikke, hvad der sker med mig, når jeg går fra at udfylde et dagligt job sammen med andre voksne mennesker til at tilbringe stort set hele dagen med mine børn. Jeg ved, at jeg nogle aftener, når lyset på børneværelserne er slukket, har lyst til at sætte mig ind i min bil og køre langt væk fra lejligheden til et sted, hvor der ikke er nogen, der taler til mig, ikke nogen, der holder om  begge mine ben forfra, mens jeg går, ikke nogen, der skal serviceres, trøstes eller underholdes. Jeg ved også, at jeg allerede nu føler, at jeg kender mine børn bedre end nogensinde, og at det giver mig en meget særlig og meget taknemmelig følelse helt inde i maven, at jeg får lov til at være hos dem så meget. Men hvor efterlader det mig som person; som Julie?

I øjeblikket, mens det hele bliver bygget op, er N typisk væk 11-12 timer alle hverdage. Om aftenen, når vi har spist, og børnene er puttet, har han ofte stadig noget arbejde, han skal sidde og lave, og jeg er som regel pænt basket efter at have været oppe siden kl 6 og været PÅ hele dagen. Det er ikke spor nemt, og jeg har flere gange bandet N’s lange dage langt væk, fordi jeg følte mig alene. Det er en irrationel (og heldigvis kortvarig) vrede, for vi har begge to hele tiden vidst, at starten herovre ville blive hård og travl, og at opbygningen af firmaet ikke bare kan gøres mellem 9 og 5. Men alt det glider bare sådan lidt i baggrunden, når klokken er 17, det ene barn skriger, det andet brokker sig, og man taber en dåsesodavand, som så bliver det eneste (temmelig klistrede) bad, man fik den dag.

I de situationer er det nemt at sende tordenskyer af tanker mod den, der er væk. Men det er også bare FOR nemt. For et par dage siden slog en tanke ned i mig, og jeg må med lidt skam erkende, at det var første gang, mens vi har været herovre: Hvad bidrager du SELV med til forholdet? Ja, du tager dig af børnene, sørger for det praktiske, sørger for, at familien fungerer – men derudover? N har sørget for, at vi overhovedet har fået chancen for at komme herover, han knokler for, at vi kan få det liv, vi vil have mens vi er her, og det er hans job, der danner grundlaget for, at vores børn går i en fantastisk skole, at vi har kunnet skrive under på lejeaftalen på et drømmehus, og at vi i løbet af året kan rejse rundt i staterne og opleve ting, vi ellers aldrig ville være kommet i nærheden af. Så hvad mere er det, vi hver især kan og skal forvente? Ikke kun af hinanden, men af os selv?

Den tanke fik haget sig fast, og den er dukket op jævnligt de sidste par dage, og jeg tror, det ville være sundt for både mig og mit ægteskab, at jeg dvæler ved den, når tiden er der. Vi er her begge som voksne mennesker, og selv om jeg er med på et “konepas”, så er det lige så meget mit ansvar, at vores liv herovre bliver det, vi drømmer om. Lige nu er alt stadig lidt kaotisk, men når overskuddet kommer, kommer roen. Og rummet til netop at se hinandens sider og lys.

 

Hans og Grete i svingbanen

I dag fik vi den færdige, (af alle parter) underskrevede lejeaftale på vores hus tilsendt. Det er det mest fantastiske, Charleston-agtige hus i tre etager, med to verandaer, en million kvadratmeter og sådan cirka lige så mange værelser. Vi glæder os alle fuldstændig vildt til at flytte ind i det – mest fordi det bare bliver skønt at bo i vores (næsten) eget hus med egne møbler og hjemmefølelse, men også fordi området er virkelig dejligt og ligger tæt på børnenes skole. Der hvor vi bor nu, tager det os 30-40 minutter hver vej (afhængig af trafikken), når jeg kører børnene af sted. Det er en lige lovlig lang daglig rejse – til gengæld giver det faktisk gode muligheder for nogle interessante snakke.

Hver dag på hjemvejen holder vi for rødt i det samme venstresvingskryds. Der er to svingbaner, og midterrabatten står hver dag den samme ældre hjemløse mand midt i den steghede sol med et lige så varmt smil og et stærkt begrænset antal tænder i munden. Når vi holder i den bane, plejer jeg at give ham en seddel, og han kvitterer med et “thank you, God bless you, ma’am.” Det har selvfølgelig ført til, at M har spurgt, hvad jeg giver ham og hvorfor. Når jeg forklarer hende, at jeg giver ham nogle penge, fordi der desværre findes nogle mennesker, der ikke har nogle penge og heller ikke et hus at bo i, er det virkelig tydeligt for mig, at hendes lille hoved kommer på arbejde. Selvfølgelig kan hun ikke forholde sig til penge, og hun hverken kan eller skal forstå, hvor frygteligt det er, at der findes så mange mennesker, der lever under så uværdige kår. Men jeg tror på, at det er sundt, at hun allerede nu (så småt) begynder at blive bevidst om, at hun har det godt og lever under nogle forhold, der giver hende rigtig gode chancer.

Da jeg spurgte hende, om hun vidste hvad det betyder at være fattig, svarede hun: “Ja. Det er Hans og Grete også!” Og så snakkede vi lidt om det. Da vi kørte videre i dag, spurgte hun mig, “Kan manden så købe et hus nu?”, og selv om jeg måtte skuffe hende og sige, at det kunne han desværre ikke, så er det virkelig interessant at se, hvor mange og hvilke tanker det sætter i gang hos hende.

Der er jo ingen tvivl om, at fattigdom og hjemløshed er et langt større problem her end i vores trygge hjemland, og selv om det faktisk på ingen måde er så fremtrædende her hvor vi bor, så er det en af de samfundsmæssige problematikker, der gør, at jeg har svært ved at se os blive her i mange år. Det er virkelig svært for mig at forlige mig med et samfund, hvor der er så lidt hjælp at hente, hvis man ikke selv har evnerne, heldet eller familierelationerne til at opbygge sin egen gode indkomst. Jeg elsker at være her, og jeg ved, at de år der venter os, bliver helt uforglemmelige – men jeg ved også, at der er nogle helt grundlæggende og for mig ufravigelige kerneværdier, som jeg gerne vil have, at mine børn vokser op med.

Vi har det på alle måder rigtig godt. Både her og i Danmark, og det skal vi altså huske at værdsætte.

Guds land – mors dag

Gennem de senere år har dage som Valentinsdag og Halloween sneget sig mere og mere ind i den danske mentalitet. Nogle elsker at give den gas med middage på romantiske restauranter den 14. februar, mens andre – og min fornemmelse er, at det stadig er størstedelen – afviser det pure; ofte med kommentarer om, at det er noget importeret amerikansk pjat.

I går var det som bekendt mors dag, og jeg kunne se på både mit facebook- og instagram-feed, at den dag alligevel fylder relativt meget derhjemme. Herovre er det kæmpestort. I ugerne op til har reklamerne for “mors dags-diamanterne” fra diverse smykkebutikker kørt nonstop i min bilradio og vores tv, og uanset hvor vi bevægede os hen i går, blev jeg ønsket tillykke med mors dag (A’s lærer ønskede mig tillykke, da jeg afleverede i morges!). Da vi skulle ud at spise om aftenen, var alle restauranter fuldstændig proppede, og der gik lidt tid, før det gik op for os hvorfor alle var ude at spise. Mors dag. Til gengæld endte vi så som stort set de eneste på McDonalds. 😀

Jeg synes, det er hyggeligt. Jeg elsker, at mennesker og kulturer skaber og vedligeholder måder at fejre sig selv og hinanden på, og jeg var oprigtigt glad for de to potteplanter, som børnene havde lavet til mig i skolen i anledning af mors dag. Jeg glæder mig også helt vildt til Halloween, hvor der virkelig skal skrues op for både udklædning og oppyntning, og lur mig, om N og jeg ikke også finder på noget pladderromantisk, når vi når februar næste år.

Jeg har ofte undret mig over paradokset i, at vi i Danmark generelt er temmelig ligeglade med kirke og religion – og alligevel er langt størstedelen af vores nationale fridage baseret på netop vores religion. Vi elsker foråret, ikke kun for det spirende grønne, men også de dejlig mange helligdage, der giver tid til sommerhusture, storbyferier, alkoholfyldte frokoster og afslapning. Jeg kender ikke en eneste (heller ikke mig), der ser de helligdage som en anledning til lidt ekstra kirkegang.

Amerikanerne – især i syden, hvor jeg bor – er i langt højere grad et folk, der tror på Gud – og dyrker den tro. De går i kirke, de taler om Gud, de har religionsbaserede skoler og børnehaver i alle afskygninger. Men de har godt nok ikke mange helligdage, der handler om Gud. De bruger de nationale fridage til at mindes dem, der er døde i krig for deres land, til at fejre landets uafhængighed, til at hylde en mand, der har ændret livet, forholdene og værdigheden for hele landets sorte befolkning – og alle de andre små og store dage ind imellem.

Jeg vil ikke sige, at jeg foretrækker det ene frem for det andet, men jeg kan godt mærke, at jeg synes, amerikanernes “fejringsdage” på en eller anden måde er lidt mere nærværende. Måske fordi landet trods alt stadig er så relativt ungt, at de rødder, dagene er opstået fra, bare føles tættere på? Jeg glæder mig i hvert fald til at opleve alle de forskellige dage og North Carolinas måde at fejre dem på. Hvilket minder mig om, at jeg skal have læst op på mine turkey stuffing skills, inden det bliver Thanksgiving. 😉

P.S. Herhjemme i lejligheden blev mors dag i øvrigt fejret ved, at M beordrede mig til at gå ind og hvile mig i en time, mens hun lavede en tegning til mig. At hun så var færdig med tegningen efter ti minutter og kom ind med den til mig med ordene “var det dejligt at få hvilet dig i en time, mor?” er flintrende ligegyldigt. Bare dét, at hun mente, at den bedste måde at fejre min helt egen dag var at give mig en lur og en tegning, er noget af det sødeste og mest betænksomme, jeg kan forestille mig.

Stærke, skrøbelige – og åh, så små.

Det absolut mest læste indlæg på bloggen og dét, der har affødt flest reaktioner, var det her. Hvilket nok ikke er så underligt, for det er også uden sammenligning det indlæg, der er skrevet med allermest på spil og med så mange svære følelser. Som I forhåbentlig har kunnet fornemme på de efterfølgende indlæg, så går det heldigvis meget, meget bedre nu. M er glad, A er glad, og så er det egentlig også ret svært for os andre ikke at være glade.

Det er dog ikke ensbetydende med, at vi ikke jævnligt bliver mindet om, at det er små, følende, sårbare mennesker vi har med at gøre. Men også mennesker, der ind imellem besidder en styrke, man slet ikke vidste, at deres små kroppe kunne generere. M har gået i skole i en uge nu, og hun er der hver dag fra 8.30 til 12. Jeg afleverer hende om morgenen, hun vinker med et smil, går ud og hænger sin taske op, og så følger hun dagens aktiviteter ligesom alle de andre i klassen. Ikke én gang har hun grædt eller virket utryg ved at blive afleveret, heller ikke selv om hun stadig er på sprogmæssigt fuldstændig bar bund og tre en halv time hver dag er omringet af mennesker, hun ikke forstår, og som ikke forstår hende.

I går snakkede vi, som så ofte før, om hvordan dagen var gået, og hvad hun havde lavet. “Hvem leger du med derovre?”, spurgte vi hende. “Ikke nogen,” svarede hun. “Jeg leger bare selv.” “Men hvad med ude på legepladsen; leger du heller ikke med nogen dér?” “Næ, der gynger jeg bare. Eller klatrer. Bare med mig selv.” Svarene kom ikke med nogen form for trist mine eller frustration, bare konstaterende, mens hun kørte lidt mere spaghetti ned. Resten af aftenen og her til morgen sad samtalen stadig lidt i mig, for som forældre håber man vel altid på, at ens børn klarer sig godt socialt. At de har gode venner; nogen at være fortrolige med, nogen at være i øjenhøjde med. Tanken om, at hun hver dag går rundt dernede helt uden nogen at lege med, sparkede lidt gang i al den dårlige samvittighed fra da vi kom herover. Men vi hæftede os ved, at hun virkede uberørt, og at hun hver dag siger, at hun godt kan lide at være der. At det har været en god dag.

Sproget har altid været en af M’s største styrker og vigtigste redskaber, og ud over at snakke som et vandfald bruger hun sit sprog og sin sproglige udvikling SÅ meget. Hun er god til at formulere følelser, hun har et virkelig godt ordforråd, og hun reflekterer meget verbalt. Nu er det redskab taget fra hende. Hun kan ikke bruge det i sine nye relationer, hun kan ikke bruge det, når hun har behov for hjælp, og alt er stadig så nyt og uoverskueligt, at andre redskaber er svære at få øje på. Jeg ved godt, at det redskab kommer igen, og jeg ved også godt, at så længe hun trives, er der ingen grund til at problematisere en situation, som hun umiddelbart virker tryg ved. Men det ER altså svært at vide, at min lille femårige pige går rundt i en hverdag uden venner. Og uden særlig meget anden direkte børnekontakt end den, hun har med sin lillebror gennem trådhegnet, der adskiller deres to legepladser.

Heldigvis ved jeg, at der bliver taget hånd om hende. Jeg er virkelig blevet bekræftet i, at den skole vi valgte, er helt, helt rigtig – både for M og lillebror. De er omgivet af så meget omsorg, forståelse og ro. De bliver virkelig set af deres lærere, og på trods af, at A stadig er rigtig ked af at blive afleveret, er jeg helt tryg. Jeg ved, han har det godt. Og at han i øvrigt er glad fem minutter efter jeg er gået.

Det er vildt at tænke på, hvor stærke de to er lige nu. Hvor mange omstillinger, de bliver kastet igennem, og hvor sejt de klarer dem. Og det er bare en af de mange opdagelser, der får dét at vi er her, til at føles rigtigt.