Månedsarkiv: maj 2015

Små brikker

Vores Danmarksbesøg har længe været en mental milepæl for os. Vi har hele tiden vidst, at når dét var overstået, kunne vi for alvor begynde at slå nogle rødder, og tiden op til har været spændende, ny og eksotisk, men hele tiden med dét der usikkerhedselement og et konstant tilbagevendende “når alt falder på plads”-mantra. Det gjorde det, og selv om vi vendte tilbage til den samme midlertidige lejlighed med det samme personlighedsløse møblement og det samme ufattelig mangelfuldt udstyrede køkken, så var følelsen en anden. Følelsen af, at NU begynder det hele.

Børnene har tyvstartet lidt på dét med rødderne, for de er startet i skole. Vi endte med at vælge Montessori-skolen til dem, og selv om de kun har været der to gange, er vi allerede ovenud glade for det valg. M, hvis sprogbarriere nok var dét der bekymrede os mest i den forbindelse, har klaret det i stiv arm og vanvittig overskudsagtigt. Montessori er heldigvis sådan indrettet, at lærerne i høj grad viser børnene opgaverne frem for at forklare en masse, og hvis man er interesseret i at observere, behøver man ikke så mange ord. M’s klasselærer viser hende en opgave, og hun løser den. Hun har været der to gange alene – første gang en halv time, anden gang to en halv – og begge gange er det foregået uden de mindste tegn på savn eller utryghed. Det er dejligt, og det viser os, at det er et godt sted for hende at være.

A har haft en lidt mere bumlet start, og han var ikke glad for at blive afleveret. Han har gået hjemme sammen med M og mig den sidste halvanden måned, og at skulle være alene med relativt fremmede mennesker – oven i købet lige oven på en hjemtur og alle de andre indtryk, der flyver ned over ham lige nu – var forståeligt nok ikke noget, han havde lyst til. Han var der en time, så hentede jeg ham efter aftale med læreren. Men på trods af tårerne og hans åbenlyse frustration var der ingen tvivl om, at han følte sig (efter omstændighederne) tryg i sin lærers arme. Han var også i strålende humør resten af dagen, og når han så hendes billede (begge børn har fået en planche med hjem med billeder af deres lærere og nye klassekammerater), smilede han og sagde hendes navn.

Og så var der jo dét der med at finde hjem. Det gjorde vi i weekenden. Vi fandt det dejligste, mest charmerende Charleston/New Orleans-agtige hus med tre etager, veranda, en million værelser og den helt perfekte beliggenhed. Vi har sendt vores ansøgning og krydser nu alle vores egne og børnenes fingre for, at vi bliver godkendt som lejere, så vi kan flytte ind 1. juni (I må gerne krydse med derude!). Brikkerne – både de store og de små – synes at falde lige så roligt på plads.

Resten af weekenden er gået med et skydække, der langsomt gik i opløsning og efterlod os i varmegrader på den indtagende side af 25, spareribs med rare mennesker, byfest med lokalbrygget fadøl, hjemmelavet is i nybagte vafler og jordbærplukning med de gladeste, rødmundede børn. Så er det altså ret svært ikke at synes, at det hele begynder ret godt, ikke?