Månedsarkiv: juni 2015

En dag ved stranden

Det er ikke mange ord, der kommer ud fra bloggen i disse dage, og grunden er ganske hyggelig. Vi har nemlig besøg hjemmefra! Min mor ankom lige inden vores møbler og skal være her i to uger. Det betyder masser af god morgenmad på yndlingscafeen, shopping, ture og ikke mindst aftenvin og -rosé (det skal jo være lidt ekstra hyggeligt, når man har gæster, ikke?), og så er det altså ikke altid, at bloggen her bliver husket. Men den er altså heller ikke glemt. 😉

Besøget har også været en virkelig god anledning til endelig at få tjekket en af North Carolinas mange fine strande ud. En af de mest kendte og besøgte hedder Wrightsville Beach, og den ligger ca. to timers kørsel fra vores hjem. Der er masser af muligheder for overnatning derude, men med så kort varsel og midt i højsæsonen var det ikke rigtig realistisk at finde en enkelt nat til rimelige penge, så vi gjorde det bare til en dagstur. Det fungerede helt fint – vi kørte, da børnene var stået op og havde fået lidt at spise, og så spiste vi morgenmad på vejen derud. Tilbragte nogle timer ved stranden, inden vi spiste en sen frokost og kørte hjemad sidst på eftermiddagen. Børnene er vist efterhånden så vant til deres nye bilkørselsspækkede liv, at to gange to timer på en dag ikke udgør nogen stor udfordring, og de fik begge et par lure på vejen.

IMG_2035

En af de helt store nyhedsemner i den senere tid har været de hajangreb, der har fundet sted langs med North Carolinas kyst – senest ved Oak Island, som er en meget fin strand tæt på Wrightsville, hvor vi var. Vi har joket lidt med, at N selvfølgelig tænkte, at det var en fantastisk idé at sende svigermor i vandet først – evt. med et lille paper cut – men sådan helt seriøst, så var jeg faktisk en anelse skeptisk ved at tage til stranden så kort tid efter angrebene. Men da vi først var der, var der jo ingenting at frygte. Atlanterhavsbølgerne var alligevel så vilde, at vi aldrig nåede længere ud end soppedybde, og der var masser af folk på stranden. Hajangreb er alligevel så relativt sjældne, at selv om det  selvfølgelig er skræmmende og frygtelig trist for dem, der blevet ramt, er det altså ikke nok til at afholde hverken badegæster eller surfere fra de sjove, salte bølger.

IMG_2029

Og det VAR virkelig sjovt. Børnene havde en kæmpefest bare med at stå i vandkanten og blive væltet af bølgerne (selvfølgelig med et godt greb i en voksenhånd), og vandet var fantastisk. Som Vesterhavet, men mange grader varmere. Wrightsville Beach er en virkelig dejlig strand, som trods sin popularitet ikke på nogen måder virker proppet (eller også havde hajerne alligevel haft en effekt!), og langs kysten ligger der en masse restauranter med forrygende seafood.

IMG_2098

Dagen efter strandturen fejrede vi fødselsdag – min faktisk. 😀 Jeg blev vækket af en trippende M, som var ved at briste af spænding over den gave, hun skulle give mig. Da vi for halvandet år siden var i Thailand i fem uger, fik hun og jeg massage på stranden side om side, og vi har tit snakket om, at det var noget af det allerbedste ved hele den tur. Så hendes gave til mig var, at vi skal have det igen – denne gang i Florida, som vi rammer på sommerferiens roadtrip. Og det havde hun selvfølgelig illustreret med en tegning. Hjemmelavede børnegaver er et (indrømmet, oplagt) emne for masser af jokes, men når de ser ud som denne, overstråler de altså resten af gavebordet.

IMG_2103

 

Hjemme igen!

Jeg elsker at gå ud at spise. Virkelig. Jeg er et kæmpestort madøre, og fra det øjeblik jeg ved, jeg skal ud at spise, kan jeg bruge oceaner af tid og tanker på at glæde mig til middagen, tjekke menuen online, forestille mig smagen af de forskellige lækkerier, som en eller anden dygtig fremmed tilbereder til mig.

Nu har jeg spist ude i næsten tre uger, fordi vi flyttede ind i et hus uden inventar og måtte vente lidt længere tid på, at vores møbler kom, end vi havde håbet på. Og helt ærligt? Jeg er TRÆT af at gå ud at spise. Træt af, at alle måltider skal være en udflugt eller spises af pizza bakker på lånte havemøbler, træt af at skulle betale drikkepenge og ikke mindst træt af ikke at vide, hvad der er i min mad. Og selv kunne bestemme det! Indrømmet, det er ikke alle vores aftensmåltider der er blevet indtaget på den slags restauranter, som jeg normalt ville vælge til en “aften i byen”, men alligevel. Restaurantmad hænger mig langt ud af halsen.

flyttebil

Derfor var lyden af lastbiler, der parkerede foran vores hus i onsdags, så sød, så sød i mine ører. Tre stærke mænd tog fat, bar ind, pakkede ud, samlede og placerede, og i løbet af dagen blev vores hus fyldt med møbler. VORES møbler! Det er helt åndssvagt, men jeg fik næsten tårer i øjnene, da jeg kom tilbage efter at have afleveret børnene, og jeg så vores spisebord stå lige dér i stuen (jeg sagde jo, at jeg er et madøre!). Og vores sofa. Og dyner.

IMG_1998

Den dag kunne A sove middagslur i sin egen seng frem for den rejseseng, vi havde lånt af gode venners naboer, og M hvinede af fryd, hver gang hun så en af sine mange bamser dukke op af en flyttekasse. Børnene spiste aftensmad i deres Trip Trap-stole, og N fyrede op under den nyindkøbte grill, for nu skulle der denondelyneme laves mad! De gode flyttemænd pakkede al vores habengut ud, mens min mor – som er på besøg fra Danmark til hele familiens store glæde – hjalp mig med at finde skuffer og skabe til kopper, krukker og køkkenmaskiner.

IMG_1993

Jeg er ikke specielt glad for at lave mad. Det er ikke sådan, at jeg ikke kan lide det, men jeg er bare ikke en af dem, der elsker at gå og kokkerere, sautere, blanchere, temperere og finpudse i timevis. Jeg ville ønske, jeg havde det sådan, for jeg elsker at have folk på besøg til mad, og det ville være endnu sjovere, hvis hele optakten var en del af fornøjelsen, men sådan er det altså ikke helt. Eller sådan VAR det ikke helt. For efter at have undværet alt, hvad der hedder køkkengrej i flere uger, var det en glæde og nydelse på linje med dét at træde ud i den første forårsdag at få lov at lave mad igen.

IMG_2009

Det virker lidt overdrevent, egentlig. For det er jo ikke fordi jeg ikke har undværet at lave mad før. Jeg har været på månedlange rejser, hvor alle måltider er blevet indtaget på caféer og restauranter, og det har aldrig generet mig. Men jeg tror, det handler om, at det her er mit hjem. Og et tomt hjem er bare ikke særlig hjemligt. Så selv om vi i princippet har været hjemme, siden vi flyttede ind, har det bare alligevel været en bogstaveligt talt tom fornemmelse. Nu står vi med en masse kasser med ting, der skal pakkes ud og findes plads til, men det gør ingenting. Vi skal nok finde et hjem til dem også.

Patent på den gode barndom

IMG_1913

Det er en følelse, som mange forældre sikkert kender: Man går i seng om aftenen, og det man hører, er lyden af ens egen stemme, der runger af surhed. “Hør nu efter, hvad jeg siger”, “lad nu være med at drille”, “nu vil jeg ikke sige det flere gange” osv. De der dage hvor man synes, at man har været Sure Mor. Og hvor er det bare en ufed følelse at gå i seng på. Det er ingen hemmelighed, at uanset hvor sjove, nuttede og elskelige ens børn er, så kan de også bare være sk*deirriterende ind imellem. Den følelse forsvinder ikke, fordi man, som jeg nu, kan skrue tempoet ned og være sammen med dem det meste af dagen – tværtimod får vi nok nogle gange lov til at gå hinanden lidt for meget på nerverne. Og så er det den dårlige samvittighed kommer snigende, for hvem er det lige, der er den voksne her i foretagendet?

Herovre er den i høj grad ubrugelige dårlige samvittighed krydret med sin lige så lidt konstruktive kusine: skyldfølelsen. Mens jeg ligger og genoplever dagens irettesættelser og korte lunter, kommer jeg altid ud ad den samme sidevej: Den, der husker mig på, at det er os – min mand og jeg – der har taget den her beslutning om at flytte børnene ud af deres trygge verden for at placere dem et nyt sted, hvor deres eneste faste holdepunkt er os. Som så er lidt for sure. Og de har klaret det så godt, de to. Imponerende godt. Så hvordan kan vi tillade os at blive irriterede på dem?

På et eller andet tidspunkt er den skyldfølelse nok nødt til at få sparket, for hvad er det lige ved det, vi har gjort, der kræver så meget tilgivelse? Jeg tror, det handler om min egen usikkerhed på hvad den gode barndom er. Jeg synes, jeg har haft en skøn barndom. Jeg er vokset op trygge steder med gode venner, alle de problemer og rutsjebaneture man skal igennem som både barn og teenager, og jeg sidder tilbage med en masse gode minder om en god og tryg opvækst. Men det er også den eneste opvækst, jeg kender indefra. Den hvor man bor det samme sted i mange år, cykler til skole på små provinsstier, kender sine omgivelser og ikke har for mange rodmæssige udsving, så man bare får lov at koncentrere sig om at være barn.

Den ide om den “rigtige” barndom udfordrer vi lige nu med vores egne børn som forsøgskaniner. Det er jo ikke fordi vi bare har kastet os ud i det uden overvejelser, men faktum er, at ingen af os ved, hvordan det er at være barn i de rammer, som vi lige nu tilbyder. Vi gør det bedste vi kan, og håber, at det – også – er godt. Og i den forbindelse tror jeg, det er forbandet vigtigt for os at huske på, at det kan godt være, vi lige nu ikke giver vores børn de samme oplevelser, som vi selv fik, men det, vi giver dem i stedet, er forhåbentlig lige så godt. Selv om det er noget andet.

Man kan godt se det som, at vi giver dem et eventyr, men det er bare heller ikke helt retvisende, synes jeg. Og egentlig heller ikke (kun) det, jeg ønsker. For det eventyr, vi har taget hul på, skal også blive deres hverdag, og det skal – i hvert fald i nogle år – være det, de tænker tilbage på som deres hjem og deres barndom. Det er ikke bare en rejse, det er en tilstand og en lille æra.

I går var vi til baseballkamp, hele familien. Det var en minor league-kamp, men det var med nationalsang og flag og hotdogs og absurd pauseunderholdning (aber, der rider på hunde for at jagte geder – I kid you not) og det hele. Det var helt fantastisk børnevenligt, og selv om vi alle sammen var ved at smelte ned af sæderne i North Carolinas 30 graders aftenhede, var det lige der dét, det hele handler om. Det, som børnene en dag kan tænke tilbage på som noget af det, der gjorde deres barndom god. Og som er “hjemme”.

Hvis vi ikke havde valgt som vi gjorde, havde vi heller aldrig fået muligheden for det set-up, der er lige nu. Jeg ville ikke bare kunne vælge at gå hjemme og bestemme over mine egne dagstimer. Børnene og jeg har så meget tid sammen, og jeg kan mærke, at jeg lærer dem at kende på en anden måde. Og at få lov at opleve hinanden er jo også en god oplevelse, ikke? For slet ikke at tale om M’s madpakker, der med sine små poser med mandler, nødder, gulerødder og vindruer aldrig har været så gennemført lækre, som de er lige nu! Det er ren speltmor, og jeg kan med oprigtighed sige, at det ikke sker på bekostning af hverken mit arbejde eller mig selv.

Når man selv er ny og usikker i noget, kan det svært at huske på, at det man gør, godt kan være det rigtige alligevel. Jeg kan mærke, at jeg tror på det her i maven og hjertet, og at jeg nogle gange bare lige skal have hovedet med også. Det kan godt være, jeg sagde mit job op og rejste fra vores velkendte verden, men mor-samvittigheden er nok bare nissen, der følger med. Heldigvis er netop nisser noget, der hører mere hjemme i Danmark end i USA, så min plan er at lade netop denne nisse få en blid overgang, inden jeg kyler den tilbage, hvor jeg ikke længere kan høre den. 🙂

Hvad siger manden?

Det her kommer til at lyde ret upstairs/downstairs-agtigt, men jeg er i fuld gang med at hyre både havemand, rengøringshjælp og insektforebyggefirma. Man har folk til alt, og hvis jeg skal være helt ærligt, passer det mig helt fint. Jeg har hele tiden glædet mig til at få mere tid, og det var ikke en del af planen, at jeg skulle sige mit job op og rejse til den anden side af jorden for at gøre 350 m2 gigahus rent og ordne Wisteria Lanes sirlige blomsterbede.

Det er til gengæld lidt af en jungle at finde ud af hvem man skal hyre, og i går kom jeg virkelig i problemer. I Danmark ville jeg få nogle anbefalinger og gå på et par udvalgte firmaers hjemmeside for at tjekke priserne og booke dem online. Sådan er det ikke her. Det er virkelig kommet bag på mig, hvor få firmaer der bruger dét der internet, og halvdelen af de gange jeg bliver anbefalet noget, kan jeg slet ikke finde det online. I de få tilfælde, hvor jeg rent faktisk kan finde en hjemmeside, kan jeg glemme alt om at se en pris. Man skal ringe – eller udfylde en formular, så de kan ringe én op – og de skal komme på besøg, og så får man et tilbud.

Det prøvede jeg så i går. Jeg ringede til havemanden Philipe, som en af naboerne havde anbefalet, og som navnet antyder, var det en spansktalende person, der svarede. Her er jeg nødt til lige at pointere, at jeg har boet et år i Costa Rica og i en periode af mit liv talte fuldstændig fejlfrit og flydende spansk – bevares, det er rustet noget siden, men ikke helt væk. Den telefonsamtale var en total katastrofe. Jeg ville gerne referere den her, men sandheden er, at jeg ikke aner hvad manden sagde. Ikke ét eneste ord. Han talte engelsk med så tyk sydamerikansk accent og så snublende hurtigt, at jeg ganske enkelt var sat af fra begyndelsen.

Jeg TROR, jeg fik hevet ud af samtalen, at han bad mig sige hvilket nummer han kunne skrive til mig på (sikkert fordi han hørte hvor håbløst det var), men eftersom jeg stadig ikke har hørt noget, var det sikkert noget andet, han sagde. Jeg prøvede at svare alt det, der gav mening for mig – adresse, hvad jeg skulle have udført, hvor tit, hvem der havde anbefalet ham – og den hårdt prøvede mand blev ved med at spørge mig om det samme mudrede spørgsmål. Til sidst med let hævet stemme, men hvad i alverden skulle jeg stille op? Det var jo helt sort!

I weekenden talte vi med vores danske venner herovre om den kæmpe forskel, der er i holdningen til sprog og udtale i USA kontra i Danmark. Amerikanerne er simpelthen så vant til at høre deres sprog blive kørt igennem både spanske, franske, kinesiske, russiske og diverse andre nationaliteters vridemaskiner, at deres tolerancetærskel for at forstå det er imponerende høj. Hvorimod vi i Danmark er så lullet ind i vores eget “uangrebne” tungemål, at vi nærmest råber på undertekster, når en franskfødt prinsgemal udtaler sig (personligt har jeg faktisk ind imellem savnet et par linjer i bunden af skærmen, når en eller anden meget vestjysk fisker har udtalt sig i nyhederne). Vi bliver lidt underligt tilmode, når vi taler med folk, der taler meget gebrokkent dansk, og hvis de ikke gør sig forståelige ret hurtigt, kan vi godt have en lidt for hurtig tilbøjelighed til at opgive samtalen. Vi er simpelthen ekstremt sprogforvænte!

USA er så rig på rødder og nationer, at det ikke duer at lukke af for sprogstrømninger med lidt anderledes krydderi. I samtalen mellem Philipe og mig var der ingen tvivl om, at det var mig med den begrænsede sprogforståelse, der gjorde dialogen besværlig – ikke hans tykke latinamerikanske accent. Den er lige som den skal være. Og jeg leder stadig efter en havemand.

Tre måneder…

Tre måneder – et kvart år! – er der nu gået, siden vi vinkede farvel til flyttemændene, der pakkede hele vores lille hus ned i en stor container og kørte den af sted mod Københavns Havn, hvor den stod og ventede på at blive sendt over Atlanten. I de tre måneder har vi boet dels hos familie, dels i en møbleret lejlighed og dels i et tomt hus med lidt havemøbler (og et nyligt indrettet gæsteværelse, som nu indeholder husets eneste rigtige seng!). Og jeg kan lige så godt sige det, som det er: Jeg SAVNER mine ting! Kender I det, når man pludselig, ud af det blå, kan smage noget, som man har helt vildt lyst til? Sådan havde jeg det her til aften, hvor jeg – mæt af pizza, et par Coors Light og en og Starbucks-kaffe, pludselig mærkede en snert af fiktivt æg med tomat på rugbrød ramme mine smagsløg. Og så kom jeg til at savne min æggedeler helt vildt (ja, jeg har en æggedeler. Det var en af de første ting, jeg købte til mit køkken, da jeg flyttede hjemmefra. En æggemad smager bare bedre, når den er skiveskåret ordentligt!).

Det er en kæmpe kliché, dét der med ikke at vide hvad man har, før man ikke har det længere. Og som oftest er det nok også noget, der mere dækker ulykkelig kærlighed. I mit tilfælde gælder det lige nu inventar. Køkkenudstyr, for nu at være helt specifik. Nøj, hvor jeg savner at bage nogle boller,  smække en kødsauce sammen, stege et par frikadeller – og altså koge et æg, som jeg kan dele med min æggedeler og spise på rugbrød.

Vores møbler blev afsendt fra Savannah, Georgia, i lørdags og skulle efter planen være ankommet til Charlotte i går og hos os i dag. Sådan blev det ikke, og vi venter stadig på dem. Nyhedens interesse og den indendørs camping er efterhånden ved at miste pusten en smule, og nu vil vi bare gerne videre. Med en sofa, et spisebord, vores seng og dyner – og tøj! Vi har ventet så længe, at jeg fuldstændig har glemt, hvad jeg pakkede ned i flyttekasserne med tøj, dengang vi pakkede. Lige nu synes jeg, at jeg har oceaner af klæder i min garderobe her, og jeg kan slet ikke se, hvad jeg mangler. Jeg frygter lidt, at det, jeg finder i de søfarende flyttekasser er en masse fuldstændig overflødigt vintertøj. Bevares, der skal nok blive koldt, når vi kommer til vinteren, men med de 32 grader vi i øjeblikket bevæger os i, er tanken om cardigans, blazere og strømper egentlig bare tosset.

Det er også sværere at være social, når man ikke har noget at være social i. Vi har altid elsket at have besøg; at invitere venner og familie til mad og en masse vin, men det er som om det er lidt fesent at invitere til takeout i havemøblerne og vin fra plasticglas. Jeg vil have mine ting, og jeg vil have gæster!

Med lidt held har vi fået vores ting, inden ugen er omme, og så kan hele familien komme på plads. M får sin seng, sit lille bord, sine billeder og plakater, sine hylder og sine bamser. A får… well, han får sin seng. Som den ægte 2’er han er, flyttede han bare ind på storesøsters værelse og levede dér blandt alt det lilla og lyserøde tingel og hejs, indtil vi rejste. Så hans værelse skal bygges op fra bunden. Hvilket jeg må indrømme, at jeg glæder mig ret meget til.

Der er gået så lang tid, og så mange ting er endelig faldet på plads, og alligevel virker det som om vi stadig har fire hundrede hurdler, der lige skal forceres. Det er fint, vi tager det som det kommer, og vi når det hele. Men jeg er glad for, at vi trods alt har nogle år herovre, så vi også kan nå at nyde livet på den anden side af overgangen! 🙂

Hun kan tale!

Der er gået en god uge siden flytningen, og hverdagen – så meget hverdag det nu bliver, når man stadig lever i et inventarløst hus – er ved at indfinde sig i vores nye hjem. Vi har fået wifi og kabel-tv (og varmt vand!), og vi har også købt lidt småting, som gør det hele lidt sjovere: et lille badebassin til vores lille gårdhave, farvekridt til fliserne, et fjernsyn osv. Så det hele begynder at tage lidt form. Vores møbler skulle efter planen ankomme i morgen, men vi venter stadig på at få besked fra leveringsfirmaet, så mon ikke det bliver skudt en dag eller to…

Børnene havde sidste skoledag i fredags – jep, skolen lukker simpelthen sit almindelige program ned fra begyndelsen af juni til slutningen af august. I en del af de tre mellemliggende måneder kan man så vælge at sende sine børn på “summer camp”, og det har vi valgt, fordi vi mente, at det var det bedste for børnene ikke at få et alt for langt afbræk i den skole, de kun lige er begyndt at føle sig hjemme i. Midt i juli holder vi familiesommerferie, men indtil da har M en masse skolesommersjov foran sig.  A har kun et par uger, fordi vi kom så sent ind i skolen, at mange af pladserne på toddler camp allerede var snuppet.

Denne uge står på “Adventures of the deep blue sea” for M’s vedkommende. En temauge, hvor børnene lærer en masse om livet i havene; de tegner og maler fisk og andre havdyr – og det hele foregår i et andet klasselokale og med andre lærere, end dem M normalt kender. Selv om hun har været supersej med sin skolestart, ville jeg lyve, hvis jeg påstod, at tanken om at hun nu skulle omgives af nye fremmede – stadig med et nyt, fremmed sprog – ikke gav mig en lille klump i maven. Vi aftalte, at jeg skulle tale med læreren den første dag og forklare, at M jo altså ikke taler engelsk, og at hun glædede sig, men ikke forstod så meget endnu.

Som sagt, så gjort, og den rare ældre lærerinde lovede mig at tage sig godt af den lille ny med det begrænsede sprog. Det var dejligt, betryggende – og, skulle det vise sig, helt igennem unødvendigt. Da jeg hentede M, kom læreren over til mig og sagde: “Jeg tror, hun løber om hjørner med os. Hun forstår alt! Hun tæller på engelsk og er med på det hele.”

Jeg tror maksimalt vi har fået fem engelske ord ud af M. Hun bliver alt for selvbevidst, når vi spørger, om vi må høre hvad hun kan sige, og ud over “thank you” og “bye bye” har jeg nærmest ikke hørt hende ytre et engelsk ord. Men de er derinde! Hun lærer og suger til sig, og hun udvikler sit sprog – det foregår bare sammen med alle andre end os. Og det er helt, helt i orden. Jeg kan godt forstå, det er lidt mere uforpligtende at øve sig på sit helt nye sprog sammen med nogen, der IKKE står og stirrer på én med store forventningsfulde forældreøjne, klar til at huje og klappe. Hun skal nok lukke os ind i det, når hun er klar, og indtil da vil jeg bare smile lidt over at få et par små, hemmelige indblik i udviklingen nogle gange. Som da jeg hentede hende og én af hendes klassekammerater overrasket udbrød: “You know what? She talks!!”

Det gør hun nemlig. Som et vandfald. Og nu også snart som et waterfall.

Oh, the hassle!

Jeg har sendt en fax i dag. Det kan tælles på meget få fingre, hvor mange gange i mit liv jeg har været nødt til at sende en fax, men det er egentlig meget sigende for det teknologiske tempo, mange ting herovre bevæger sig i.

Det hele startede i går aftes, da jeg undrede mig over, at vandet i håndvasken i et af kæmpehusets mange badeværelser ikke blev sådan rigtig varmt. Jeg tænkte ikke videre over det før i morges, da N skulle på arbejde og måtte konstatere, at der kun var koldt vand i bruseren. Da jeg gravede lidt i potentielle årsager, gik det op for mig, at vores tilmelding til gas – som er det, der giver os varmt vand – ikke var gået igennem, så de havde slukket for gassen på skæringsdatoen for de tidligere lejeres udflytning. Det måtte jeg selvfølgelig skynde mig at gøre noget ved, så jeg ringede til gasfirmaet for at få oprettet vores konto rigtigt. Det var så lettere sagt end gjort! Damen i telefonen skulle bruge mit social security number, som vi – efter en evighed på et socialkontor – fik ansøgt om, da vi havde været her i 10 dage, og det fik hun så. Det kunne imidlertid ikke bruges som id, da det åbenbart var for nyt.

“Hvad gør jeg så?” spurgte jeg, efterhånden lidt desperat ved tanken om, at jeg nærmest kunne mærke mit hår fedte mere og mere til. “Inde på vores hjemmeside skal du finde den formular, der hedder Identity Verification Form,” svarede hun. “Den skal du printe og udfylde, og så skal du have den stemplet af en notarius publicus, og så skal du sende den hertil. Hvis du gerne vil have, det skal gå hurtigt (ja tak!!), så kan du faxe den til os, når den er stemplet. Og så skal du sende originalen med posten, så vi har den inden 10 dage, ellers lukker vi for gassen igen! Så kan vi sende en i morgen til at lukke op for gassen. Men der skal være en voksen hjemme!”

“Ok,” svarede jeg. “Kan jeg få en eller anden tidsramme, for jeg er nødt til at køre børnene i skole og hente dem igen?” “Nej, det kan vi desværre ikke give,” beklagede hun. “Men vi kan ringe til dig en halv time før. Men vi ringer fra privat nummer, som du ikke kan se på din telefon, og hvis du ikke svarer første gang vi ringer, så ringer vi ikke igen, og så skal der laves en helt ny aftale!”

Suk. “Ok, så må vi gøre det sådan. Så hvis jeg får printet den her form og faxet den til jer, så kan vi få varmt vand i morgen?” “Ja. Du skal lige først betale et depositum på 230 dollars. Og husk så lige at ringe til os fem minutter inden du sender faxen, så vi kan sørge for, at der er nogen ved maskinen.” “Eehmm, ok. Kan jeg få et direkte nummer at ringe på?” “Nej, ma’am. Det er kundeservice-nummeret, som du finder på vores hjemmeside.” “Ok. Tak for hjælpen.” “Selv tak. Y’all have a good one!”

Det her er ikke et lille, lokalt gasfirma. Det er hovedudbyderen og vores eneste mulighed for varmt vand og et komfur, vi kan lave mad på. Og situationen her er på ingen måde ikke enestående. Da vi skulle have elektricitet og kabel-tv, tog det mig halvanden time i telefonen. Ikke i ventetid eller kø, men i snak og udveksling af oplysninger (og stavning af efternavn) med et levende menneske. Da jeg skulle sørge for, at vi stadig har service i forhold til vand, kloak og affaldshentning, skulle jeg møde op personligt downtown for at oprette en konto hos en dame bag et skrankevindue. Og det er bare et par af de mange eksempler på situationer, hvor jeg har følt mig sendt tilbage til sen-firserne.

Med tanke på hvor vanvittig veludviklet et land USA er, så er det virkelig rystende at observere (og være offer for) den antikvariske administrationsverden, der hersker så mange steder. Det er umuligt bare at ordne noget hjemmefra online – i hvert fald når man er nye i landet, som vi er. Det er stadig ikke lykkedes os at få et kreditkort, fordi vi ikke har nogen “credit history”, som er det, alle økonomiske aftaler er bygget op over her. N har stadig ikke nogen bil, fordi han ikke har opbygget tilstrækkelig credit history til at lave en god betalingsaftale. Og gæt hvordan man opbygger credit history? Med et kreditkort. Eller et billån. Eller en af de andre finansielle muligheder, som vi ikke har, fordi vi ikke har nogen… credit history.

Det er hønen og ægget og Gøg og Gokke, og det er et bureaukrati, der er til at få kuk af. Især når man er vant til lille logiske Danmark, hvor det meste trods alt kan ordnes med nem-ID og penge på kontoen. Jeg tror heldigvis, vi er ved at være ovre de værste administrative hurdler, men lad os nu se. Jeg stoler ikke på nogen eller noget, før jeg har fået mig et varmt bad!

Virkelighedens Wisteria Lane

IMG_1894
Velkommen til idyllen!

En lille uges tid har der været helt, helt stille på bloggen, men det har heldigvis sine gode grunde. I weekenden fik vi nemlig endelig nøglerne til vores nye hus, så i dagene op til pakkede vi sammen og ned (selv om vi har boet i en midlertidig lejlighed med lejede møbler, når man alligevel at få samlet voldsomt meget bras sammen i løbet af et par måneder!), og lørdag aften fejrede vi de nye rammer med pizza ud af bakken på et trægulv i et hus, der gav ekko. Det gør det sådan set stadig, for alle vores møbler befinder sig lige nu i Charlotte, hvor de er i gang med at blive fortoldet, inden vi kan få dem bragt til vores nye hus. Det skulle gerne ske inden for den næste uges tid, så indtil da sover vi på luftmadrasser og teltsenge og spiser take-out i de havemøbler, som vores nabo allerede har været så sød at låne os.

M har en fest. Noget af det første vi gjorde, var at købe et telt, som vi har slået op på hendes værelse, så hun camperer derinde og elsker det. Hun står på rulleskøjter over de tomme gulve gennem hele stueetagen, og hun er ellevild over at have fået sit helt eget badeværelse, hvor hun sirligt har placeret sin tandbørste i øverste skuffe. A er kommet sig over sin loftvifte-angst, men er forståeligt nok en anelse skeptisk ved at blive flyttet endnu en gang – denne gang til et hus med 350 kvadratmeter på tre etager. Så meget af hans tid foregår på min eller hans fars arm. Men ellers tager han det nu ret cool.

IMG_1891
“Nydningen” midt på vejen er allerede indviet.

Vi voksne elsker det. Selv om vi lige nu ikke engang har så meget som en elkedel til at koge vand i (hallelujah for Starbucks’ drive thru!) eller et køleskab til lidt mælk, så er det lige præcis det her, vi drømte om. Jeg troede, at Wisteria Lane var indbegrebet af en smuk, amerikansk villavej, men det var indtil jeg flyttede ind på Society Place i Raleigh! Hele kvarteret er bygget op af de smukkeste Charleston-inspirerede villaer med søjler, store vinduer, gyngestolspyntede verandaer og frodige haver. Og midt i det hele er der den skønneste lille pavillon, som M og jeg allerede i weekenden indviede med limonade og gætteleg. Hun har døbt stedet Nydningen, og det er lige hvad det er.

IMG_1889
Den ene af vores to verandaer (som begge kalder på gyngestole og vinglas!).

Jeg glæder mig helt vanvittigt til at nyde utallige subtropiske aftener i en gyngestol på min veranda med et glas kold hvidvin og lyden af de mange fantastiske dyr og fugle, vi hele tiden ser herovre. Forhåbentlig mange af gangene i gode venners selskab – både de danske og amerikanske. I første omgang glæder jeg mig vildt til at sige hej til hende her, som kigger forbi i dag og i morgen undervejs på sit sommer-roadtrip. Vi skal spise på byens bedste mexicanske, og i morgen tager jeg hende og kæresten (hendes, ikke min) med på min absolutte yndlings-morgenmadscafé. Jeg ville elske at have spist den i North Carolinas ellers gavmilde morgensol, men vi har lige netop i dag taget hul på noget, der ligner ni dages regn. Oh, well.