Månedsarkiv: juli 2015

Verdens bedste skole

Chiafrøene spirer i den lille kålorm.
Chiafrøene spirer i den lille kålorm.

Da vi havde været her i halvanden måned, begyndte begge børnene i skole, og som nogle af jer måske husker, valgte vi dengang en Montessoriskole, hvor de begge kunne gå.  Min fornemmelse – uden at jeg har ret meget at have den i – er, at det i Danmark stadig er relativt langt fra normen at vælge en privatskole til sine børn, mens det herovre er ret almindeligt. Raleigh har nogle virkelig gode offentlige skoler, og det er klart, at vi kunne have sparet formuer ved at vælge en af dem, men der var flere forhold, der fik os til at vælge Montessori. Først og fremmest fordi vi hørte nogle fantastiske ting fra vores gode venner herovre, der havde deres børn i en Montessori, og så spillede det faktisk også en ret stor rolle, at det var det eneste sted, hvor begge børn kunne gå samtidig. Ud over at det selvfølgelig er praktisk, havde vi det også rigtig godt med tanken om, at de ville have hinanden tæt på.

Halskæden har fine aftryk af fyrrenåle.
Halskæden har fine aftryk af fyrrenåle.

Alle de skoledage der er gået siden, har bekræftet os i, at det var det rigtige valg. Selv om A har haft det rigtig svært med at blive afleveret, ved jeg, at han har det SÅ godt dernede. Han snakker om sin lærer, og hun har sendt mig små videoer, hun har taget af ham i løbet af dagen, hvor det er tydeligt, at han elsker at være der. M har lige fra første dag været SÅ cool. Hun giver mig et knus, træder ind i lokalet, hænger sin taske på knagen, og så er hun i gang. Ikke et kny. Ikke engang dengang hun var helt ny og ikke forstod et ord. Hun kastede sig bare ud i det.

Bladmontage med fund fra legepladsen.
Bladmontage med fund fra legepladsen.

Men så blev det sommer. Og ferie. Og bortset fra et par ugers sommerskole lige efter sidste skoledag har hun været sammen med mig 24 timer i døgnet, hver dag. Hvilket resulterede i, at da hun i mandags skulle starte endnu en uges sommerskole (som altså foregår på Montessoriskolen, hvor man melder børnene til temahold uge for uge), slet ikke havde lyst. Hun havde allerede i ugen op til sagt, at hun ikke glædede sig til at komme i skole igen, og da mandag formiddag kom, brød hun helt sammen. Hun græd, og da vi kom hen til skolen, græd hun igen og gemte sig bag mig, da lærerne kom ud for at byde hende velkommen. Jeg forklarede dem kort situationen, og de tog hendes hånd, sagde “Come on Martha, let’s go paint”, og så førte de min hulkende lille pige ind i klasselokalet. Det er nok ikke nødvendigt at sige, at jeg gik derfra med verdens tungeste moderhjerte – og sorteste samvittighed.

Sukkulent med sommerfugl. What's not to love?
Sukkulent med sommerfugl. What’s not to love?

Jeg beholdt min telefon tæt på mig, hvis de nu skulle ringe fra skolen og sige, at hun var for ked af det til, at det var rimeligt at lade hende blive der. Men jeg hørte intet, og da jeg tre timer senere kom tilbage, var det en storsmilende, gadedrengehoppende M, der kom løbende ud til mig med ordene: “Det har været den BEDSTE dag nogensinde!” Det holdt dog kun indtil den efterfølgende dag, som var endnu bedre. Og den næste, som slog den forrige. Og sådan har det fortsat hele ugen.

Temaet for ugen hed “Grow where you’re planted”, og hele ugen har de knoklet som små gartnere, håndværkere og kunstnere. M er kommet hjem med så mange små værker, at jeg ikke længere har tal på dem, og ja, jeg er hendes mor og synes selvfølgelig, at de hver især er et lille unikum, men fra et lidt mere overordnet perspektiv er jeg også dybt imponeret over, hvad de får lavet i den skole. Vel at mærke på en måde, der stadig føles som leg og supersjov nydelse for børnene. Jeg har ikke meget erfaring med den danske folkeskole (ud over min egen skolegang, som, indrømmet, ligger en del år tilbage), men jeg kan allerede nu sige, at Montessori bliver noget af det sværeste for os at give slip på, når vi engang forlader USA. Omsorgen, overskuddet, kvaliteten og den helt igennem fantastiske holdning til børn og deres personligheder og læring, der hviler over den skole – det er næsten nok til at få os til at blive bare LIDT længere.

Et lille udvalg af ugens høst og hårde arbejde.
Et lille udvalg af ugens høst og hårde arbejde.

 

Mors naturskole

Børnenes skoleår sluttede den 5. juni og begynder igen 18. august. Og lad mig bare være helt ærlig og indrømme, at jeg GLÆDER mig! Vi har haft en fantastisk familiesommerferie alle fire, og børnene og jeg har også haft virkelig mange gode dage sammen herhjemme, men nu nærmer vi os altså et punkt, hvor jeg virkelig ser frem til lidt tid uden to små væsener, der vil mig et eller andet hele tiden. 🙂

Med så mange fridage er det helt afgørende at få proppet nogle aktiviteter ind, så alle får lidt luft, lidt adspredelse og får set noget andet end hinanden. Udfordringen herovre er varmen – efter klokken 11 er det stort set umuligt at foretage sig noget udendørs. Selv om der er mange virkelig gode legepladser, har næsten ingen af dem skygge, så når solen har været fremme et par timer, er alle rutsjebaner, gynger og hoppedyr varme som en uisoleret ovnlåge, og efter fem minutter kan man se, hvordan børnene er fuldstændig hummerrøde i ansigterne, fordi de simpelthen koger indefra.

IMG_1876

Samtidig er vi lidt afhængige af at være hjemme omkring middagstid, fordi A stadig sover middagslur og gerne tager et par timer på det tidspunkt. Og herovre foregår det altså indenfor i sengen – ikke udendørs i en barnevogn!

En af de ting, jeg er blevet virkelig glad for, er at tage på tur om morgenen. Lige så snart morgenmaden er slugt og tænderne børstet, smider vi klapvogn og løbehjul bag i bilen og kører af sted – og her er det, at Raleigh virkelig brillerer! Der er simpelthen så mange fantastiske naturområder, som er lige til at tage hen og udforske, og de fleste af dem ligger inden for et kvarters køretur. Der er en masse søer – små, som man kan gå rundt om i skygge, og store som man kan bade i – og det er helt perfekt at tage sådan en tur, hvor vi ikke bare kommer lidt ud af huset, men også får mulighed for at kigge på skildpadder, slanger, egern, kaniner, store sommerfugle og alt muligt andet, der hitter hos børn (og mig!).

IMG_1928

Raleigh er vokset nærmest eksplosivt de senere år, og det betyder, at mange af de steder, der nu er smukke kvarterer med store villaer, stadig er omringet af relativt rå natur. Vi bor i et ret tætbefolket område, men møder masser af kaniner, egern, murmeldyr og andre spændende kræ på vejen. Og ja, det er altså ret vigtigt at tjekke trappestenen for slanger, inden man går ud for at tømme postkassen på bare fødder!

På en af vores seneste ture gik vi en tur i skoven på en halv kilometer og nåede at se flere rådyr, end vi kunne tælle. Da vi kom tilbage til parkkontoret, mødte vi ikke bare stedets faste slange beboer, men så også kolibrier og en gigantisk large fishing spider. Det her er kun en ti minutters køretur væk, men kan med lidt god vilje altså næsten opleves lidt som en tur i junglen. 😉

IMG_1875

Jeg synes, det er skønt. Jeg elsker at vi bor så (efter omstændighederne) urbant, men alligevel har naturen lige ved hånden. Og jeg bliver nærmest helt barnligt begejstret, når jeg får øje på endnu et vildt dyr, jeg ikke er vant til at se i det fri. Den slags er virkelig sjovt at opleve sammen med en fem- og  knap toårig – og det er altså med til at gøre steghede sommerdage langt mere interessante!

P.S. Nogle gange går det så hurtigt med at få børnene i bilen og komme af sted, at jeg ikke får kameraet med. Så I må tage til takke med halvdårlige iPhone-billeder i denne omgang!

Cape Canaveral eller Colosseum?

Både mit facebook- og Instagramfeed fyldes i disse uger af skønne, glade billeder fra diverse solrige hjørner af Sydeuropa. Og eftersom selvsamme feeds i lige så høj grad har dokumenteret, hvor helt igennem elendig den danske sommer har været i år, kan jeg virkelig ikke bebrejde mine venner på de sociale medier for at fylde deres sider op med lidt tiltrængt varme! Og som én, der ikke har set hverken overtøj eller sågar lange ærmer i månedsvis, under jeg dem det kun alt for godt. Samtidig giver billederne mig et lille stik, for selv om vi kun har været af sted i godt fire måneder, er der et ganske særligt fænomen, jeg allerede savner: rejserne sydpå!

Jeg har altid ELSKET at rejse i Europa, og om det er til storbyer, strandsand eller solkyssede små flækker er egentlig underordnet. Jeg er vild med, at man kan sætte sig ind i et fly og to timer efter være i Rom, hvor historien nærmest kan mærkes, hver gang man trækker vejret ind, og hvor hver eneste ruin, hver kirke og hvert gadehjørne giver en fornemmelse af noget, der var engang. Noget kæmpestort. Eller at man på endnu kortere tid kan være så ekstremt heldig at finde sig selv i Paris, der med al sin arrogance og utilnærmelige charme repræsenterer noget af det smukkeste og mest indtagende, vores verdensdel har at byde på. Jeg har boet i Amsterdam, som på mange måder mindede meget om København og dermed ikke ligefrem kunne kategoriseres som et kulturchok, men som alligevel var så tilpas anderledes, at jeg stadig kan mærke noget, der er en lille bitte smule eksotisk, når jeg lukker øjnene og tænker tilbage.

Europa har så meget vildt at byde på, og jeg føler mig helt vildt privilegeret over at være vokset op et sted, hvor jeg har så mange muligheder for kultur, historie og i det hele taget bare fantastiske oplevelser inden for en så overskuelig rækkevidde. Klart, det er ikke gratis, og jeg er ikke sikker på, jeg når at se halvdelen af det jeg gerne ville, men jeg er ret begejstret over, at de relativt korte afstande giver en – ikke helt urealistisk – følelse af, at alt er muligt at opleve.

USA er på alle måder kæmpestort, og som jeg skrev lidt om her, har vi lige været på en fantastisk tur nogle hundrede miles sydpå. Også her gælder det, at hvert hjørne er helt sit eget, og ja, muligheden for at stifte bekendtskab med vidt forskellige kulturer er i høj grad tilstede. Men det er bare ikke HELT det samme. For selv om Sydstaternes charme og imødekommenhed sammenlignet med de nordlige staters tilknappede og noget koldere attitude godt kan få en til at tænke, at der er tale om forskellige nationaliteter, så er det jo ikke tilfældet. Det hele er samme land, og det glemmer man aldrig rigtigt.

En stor del af grunden kan sikkert findes i landets – sammenlignet med andres – unge alder.  For nu at bruge en virkelig hærget floskel, så kan historiens vingesus opsøges nærmest ubegrænset i Europa, mens den herovre er lidt mindre mærkbar. For mig, vel at mærke. For der er ingen tvivl om, at amerikanerne mærker deres historie. Nok også en del mere, end jeg som dansker mærker min. Jovist, jeg kender da til den, men mest gennem lærdom og sporadisk interesse og ikke rigtig som noget, jeg føler har så meget med MIG at gøre. Amerikanernes historie er en så stor del af deres identitet, og det er så tydeligt, at den skaber en samhørighed, som jeg ikke har mærket andre steder. Det er faktisk ret vildt at observere udefra, og jeg bliver altid både fascineret og imponeret over det stærke bånd mellem amerikanerne og deres land.

Måske er det derfor, jeg er en total sucker for den amerikanske nationalsang. Jeg tuder altid, når jeg hører den live! Det er fuldstændig ligegyldigt, om det er til en Farmer League Baseballkamp eller inden et Harley Davidson-optog (ja, sådan et blev vi fanget i i weekenden, da N skulle ind og have en ny udstødning til sin nyindkøbte HD, og ja, nationalsangen blev sunget, inden løbet startede) – den er sikker hver gang. Jeg står der med en klump i halsen og må blinke et par tårer væk. Og selv om det føles lidt fjollet og pinligt i situationen, kan det jo være, at dét til gengæld er noget jeg vil savne, når jeg om et par år forhåbentlig bruger lidt af sommerferien på at drikke kold rosé på en vingård i Provence. 😉

 

Min smukke – og velkomne – familie

Nu er det ikke fordi jeg har tænkt mig at genoptage den ammedebat, der efterhånden har kørt et par gange (jeg bliver faktisk både mentalt og fysisk udmattet bare ved tanken), men den har været en del af et, i mine øjne, større problem: At børn lidt for ofte kan få én til at føle sig lidt uønsket i Danmark. Jeg kan huske hvor ærgerlig og ked af det ammedebatten gjorde mig, selv om den ikke berørte mig personligt nogle af de gange den kørte – den ramte alligevel, og den prikkede til den dér følelse af, at børn tit bare bliver set som noget, der er larmende, fedtet, upassende og i det hele taget lidt besværligt for omgivelserne. Det er sat på spidsen, og heldigvis er der mange steder, man kan tage hen og føle sig aldeles velkommen, men faktum er, at Danmark ikke er præget af en overvældende børnevenlighed.

Selv om følelsen har meldt sig under de førnævnte debatter, er det dog ikke noget, jeg nogensinde har tænkt så meget over, som nu, hvor jeg mærker en oprigtigt rørende forskel. Jeg har aldrig været et sted, hvor børn er så velkomne og bliver så fint modtaget som her. Alle steder. I supermarkedet, på gaden, på restauranter. Af alle de restauranter vi har været på, har der været én, der ikke havde høje stole og farvekridt til børnene (og selv dér med de hvide duge og voksne stole blev de små budt varmt velkomne alligevel), og jeg tror stadig ikke, jeg har oplevet en eneste dag, hvor mine børn ikke er blevet smilet og sludret til af fuldstændig fremmede mennesker, der bare synes, de er søde.

For få timer siden slog jeg vejen forbi Starbucks for at bruge lidt tid med en kaffe, mens jeg ventede på, at den butik jeg havde et ærinde i, skulle åbne. Køen var gigantisk, men manden, der stod bagest, tøvede ikke et sekund med at insistere på, at vi skulle foran ham. “Jeg kan godt huske, hvordan det er!” sagde han med et sideblik på mine to børn, og så begyndte han ellers at sludre med dem begge. Åbent og interesseret. Da vi havde bestilt kaffen og stod og ventede, sagde en af de andre ventende helt ud af det blå: “You have a beautiful family”.

Nu ved jeg godt, at de fleste mødre er til fals for smigrende ord om deres poder, og selvfølgelig varmer det, når nogen synes, mine børn er nuttede og endda kalder min familie smuk. Men i et lidt større perspektiv er det også bare så fantastisk befriende at kunne færdes over det hele – restauranter, cafeer, hoteller, parker – og mærke, hvordan de ikke alene bliver betragtet som søde, men også velkomne. Som små mennesker, der har al ret i verden til at færdes de steder, og som endda får både smil, snak og hilsner med på vejen. Det er klart, at vi ikke tager dem med på femstjernede restauranter og i operaen, men rammerne for, hvor det er “ok” at have børnene med, er bare videre her.

Og nej, den ekstra plads, tolerance og rummelighed er absolut ikke noget, der får os til at slække på holdningen til, hvordan de skal begå sig blandt andre. Vi er nøjagtig lige så (i deres øjne) strenge, som vi plejer at være, og der er hverken mere larm eller kaos ved vores restaurantbord herovre, end der ville være herhjemme. Den store forskel er nok bare, at herovre har jeg lidt mindre trang til at finde et musehul at krybe i, når de – som små børn nu engang gør – glemmer den gode opførsel. For selv når de er allermest børn, er de stadig velkomne.

De dér drenge…

Bedste venner på Skagen Havn

M har en lille ven i Danmark – lille C. Hun har selvfølgelig mere end én ven, men ham her er noget ret specielt. Ikke nok med, at han er søn af min ældste, næreste veninde og født bare et par uger efter M (og vi boede endda i samme gade på det tidspunkt – tal lige om en perfekt timet barsel!), han er også en dreng. Hvilket i sig selv ikke burde være noget uden for normen, men jeg kan ikke lade være med at blive så glad, når jeg tænker på de venskaber, der ind imellem udfolder sig blandt drenge og piger, lang tid inden diverse forskelle og besværligheder og “drenge-og-piger-kan-ikke-bare-være-venner”-regler indtræder.

IMG_5613

Måske har det noget at gøre med, at jeg altid selv har haft mange drengevenner – og sat virkelig meget pris på dem. Nok også mere, end de selv vidste. I børnehaven var der en håndfuld drenge, som netop samme veninde og jeg legede med, og senere, da jeg var flyttet til en anden by og begyndt i folkeskolen, var mange af mine allerbedste venner drenge – fra klassen, klasserne over og under og fra vejen. Jeg var både barn, teenager og ung med de drenge, og selv om der vist altid lægger sig et romantiseret skær over mange af barndommens minder, så husker jeg de drenge med en fin og særlig varme. Jeg havde selvfølgelig også masser af veninder, men teenagetidens venindeskaber er – ud over den stærke kærlighed og omsorg – præget af så mange komplicerede følelser og energier, at de minder også indeholder en masse uro, usikkerheder, ting man ville ønske, man havde gjort anderledes. Når jeg tænker tilbage på min drengevenskaber, er det som om det er med en anden… ro. Ja, ro er nok det bedste ord, jeg lige kan komme på. 🙂

IMG_0268

Som voksen har jeg ikke føjet så mange nye mandlige bekendtskaber til, men dem, der har været (og er), har været rare, trygge, begivenhedsrige, dynamiske. Og sjove! Vilde latterbrøl er noget af det, der kendetegner netop de venskaber allermest, og dét i sig selv er så stor en gave, at jeg – også selv om der går lang tid mellem at vi ses – vil gøre alt for at bevare dem.

IMG_0713

Alt det kom jeg til at tænke på, da M forleden sagde til mig, at hun savnede C, og at hun altså gerne snart ville se ham igen. Og jeg var nærmest ved at tude, da jeg et par dage efter skrev med C’s mor, og hun fortalte mig, at stort set samtidig havde C spurgt hende, hvornår M kom hjem fra sin lange rejse, for han savnede hende altså. Tænk, at de to små sjæle har krydset tanker hele vejen hen over Atlanten!

IMG_0831

Jeg ved ikke, om de vil blive ved med at være så gode venner, som årene går, og relationen skal klare sig igennem udlandsophold, travle forældre og interesser, der allerede nu er begyndt at pege i vidt forskellige retninger. Men jeg håber det sådan, og ja, jeg kunne sagtens finde på at blive sådan en overivrig mor, der i den grad sørgede for at pushe venskabet jævnligt. Bare fordi jeg ved, hvor dejligt det er at have nogle gode drenge i hele sit liv. 🙂

Trippin’!

Troede I, jeg var helt væk? Det var jeg ikke, men på en måde alligevel, for da vi havde vinket farvel til min mor i lufthavnen, fejrede vi lige uafhængighedsdag herhjemme med et par gode venner, og så tog vi på ferie. Pakkede bilen og børnene og kørte sydpå. Vi havde planlagt de første par stop, men fra halvvejs var rejsen åben, og det endte vi med at blive rigtig glade for, for her, hjemme igen, kan vi se tilbage på en tur, der bare var helt, som den skulle være. Helt efter den plan, der ikke rigtigt var der.

Vi lagde ud med Charleston i South Carolina – mest af alt af praktiske årsager. A skal nemlig have fornyet sit pas, og eftersom vi ikke kommer til Danmark for at gøre det, måtte vi til et konsulat. Det nærmeste er i Charleston, så der lagde vi vejen forbi. Vi havde kun en enkelt overnatning og nåede desværre ikke at se så meget af byen, men vi skal helt sikkert tilbage en dag. Der var vildt hyggeligt, smukt og med en vildt charmerende sydstatsstemning.

IMG_2480

Derefter tog vi mod Daytona Beach – det var et af de mere random stop og tjente egentlig bare til det formål, at vi – eller rettere børnene – skulle have en pause fra bilkørslen. Ved alle vores overnatningssteder var det et must, at der var pool. Først og fremmest for, at der skulle være noget sjovt for børnene undervejs, og så har det den praktiske bivirkning, at hvis man tilbringer morgenen og formiddagen i poolen med vild vandleg og svømning, er det er par trætte børn, der sætter sig ind i bilen – og sådan 4-5 timers bilkørsel går altså lidt nemmere, når en stor del af dem tilbringes sovende.

Fra Daytona kørte vi mod Miami, der var rejsens første “rigtige” feriestop. Og feriens eneste skuffelse. Jeg ved ikke helt hvad jeg havde ventet, men nok noget mere glamourøst end det turistmekka, vi havnede i. South Beach, som vi boede lige ud til, var fin, og gåturen langs strandpromenaden helt ned i spidsen med kig til Fisher Island var ret cool – men det var altså ikke nok til at veje op for de fuldstændig latterligt opskruede priser, den manglende stemning og følelsen af hele tiden at blive taget en lille smule i måsen, fordi det lige tilfældigvis var Miami Beach. Her er det dog nok en vigtig pointe at tage med, at vi rejste som familie med to små børn – hvis det er en festtur, man er ude efter, er Miami Beach helt sikkert stedet.

Smuk er den, South Beach - men også hæsblæsende og svinedyr.
Smuk er den, South Beach – men også hæsblæsende og svinedyr.

Efter to nætter i Miami tog vi videre mod det, der hele tiden havde været målet for turen, nemlig Key West. Som for mig altid har stået som en eller anden tropeparadisfantasi med palmer og hvidt sand, eksotiske drinks og hængekøjero. Alt dét levede Key West så på ingen måde op til – men til gengæld kunne den SÅ meget andet. Faktisk kunne den så meget, at vi endte med at forlænge vores planlagte tre nætter med to mere, fordi vi bare gerne ville ha’ mere.

På vej hjem fra sejltur med både snorkling og familiekajak i mangroven.
På vej hjem fra sejltur med både snorkling og familiekajak i mangroven.

Ved første øjekast kan Key West virke som en slidt turistfælde på linje med så mange andre. Hovedgaden Duval Street er fuld af tacky barer, fulde rejsende og frygtelige souvenirshops, og hele området omkring Sunset Pier er proppet med gøgl, gadehandlere og krejlere, der venter på at rippe dig for dine dollars. Det var vores første møde, og jeg må indrømme, at jeg var lidt slukøret den første dag. Men efterhånden som dagene gik, opdagede vi alt det, der fik os til at blive: Hemingways hus, bådturene, solnedgangene, stranden ved nationalparken Fort Zachary Taylor, de små restauranter på den mindre proppede side af havnen, sommerfugleparken … Key West endte med at tage os med en stille storm, og N og jeg aftalte, at vi skulle tilbage uden børn en dag. Bare en weekend, hvor vi kunne tilbringe hver aften på Schooner Warf Bar med Shrimp’n’Chips, mai tais og den nærmest klichéagtigt betagende solnedgang i baggrunden.

Key West er en blærerøv, når det kommer til solnedgange!
Key West er en blærerøv, når det kommer til solnedgange!

Fem dage endte vi med i Key West, inden vi kørte til Everglades for at tage en sejltur på floden og bagefter køre videre mod Clearwater Beach ved Tampa Bay på Floridas vestkyst. Det var et af de stop, vi ikke havde planlagt hjemmefra, men bestemte os for et par dage inden. Clearwater Beach er kendt som en af de smukkeste strande i Florida, og selv om vi ankom i skumringstiden, var det ikke svært at få øje på årsagen. Sandet er det blødeste, kridhvideste, jeg nogensinde har set, vandet er varmt og turkisblåt, og solnedgangen, som vi havde førsterækkeudsigt til fra restauranten lige ved siden af hotellet, var fuldstændig ubeskrivelig.

Da vi forlod Clearwater, slog vi et smut omkring Florida Aquarium i Tampa, som var et kæmpehit hos hele familien – og så fortsatte vi mod Savannah i Georgia. Det er en lang tur, men den gik så fint. Og helt generelt er jeg fuldstændig på måsen over, hvor godt børnene har klaret den her ferie. Vi har tilbragt MANGE timer i bilen, og vi havde forudset masser af kriser, kedsomhed og fuldt berettiget jammer fra bagsædet, men vi har ikke hørt et muk. De har hygget sig, sovet, set film eller spillet på iPads, spist slik og snacks og leget med os og hinanden. De har simpelthen været to små stjerner.

Altid sammen, altid venner. Og de mest fantastiske små rejsekammerater!
Altid sammen, altid venner. Og de mest fantastiske små rejsekammerater!

Savannah er smuk, gammel og så hyggelig. Vi startede med at tage en tur til Wormsloe Plantation, som (som navnet antyder) er en gammel plantage, man kan gå rundt på. Jeg ville så gerne derud på grund af den tre kilometer lange allé, der fører op til plantagehuset, og som på hver side følges af flere hundrede år gamle egetræer, der mødes over vejen og med deres hængende mos danner en ramme, der er som taget ud af et maleri. Dét syn alene var hele turen værd, men selve grunden er også et fint sted at tage en lille, overskuelig gåtur. Med tanke på, at vi kun havde én hel dag i Savannah, og at byen trods alt er for stor til at kunne krydses med små børneben, valgte vi om eftermiddagen at se den fra en hestevogn. Det var en vildt hyggelig tur, og vi lærte så meget om byen på en charmerende og underholdende måde.

IMG_2281
Wormsloe Plantations egetræspyntede allé er intet mindre end eventyrlig.

I dag er vi så kommet hjem. Vi har kørt hele vejen fra Savannah til Raleigh, og vi er glade. Vi havde ingen anelse om, hvordan et roadtrip ville fungere for os, men det har på alle måder været forrygende og, har det vist sig, en helt perfekt måde at holde ferie på. Vi har sat både tempo og dagsorden undervejs, og alt hvad vi har lavet, har været en oplevelse for hele familien. I morgen skal der soves længe og vaskes tøj, men mest af alt skal vi bare ride lidt længere på bølgen fra en ferie, der overgik alle forventninger.