Månedsarkiv: august 2015

New beginnings…

Så står vi der igen. Eller rettere: Jeg gør. Det er, som om det meste af det her eventyr vi er ude på, handler om at begynde forfra, at genopfinde sit liv og sin hverdag og i en vis grad også sin identitet. Det har været gældende (og er det stadig) for hele familien, og nu gør nye faktorer, at det er gældende for mig i helt nye dimensioner.

Inden vi tog af sted, var jeg på den samme arbejdsplads i mere end syv år. Minus et par barsler. Det var sjovt, det var lærerigt, det var udviklende, og det var til tider både dramatisk, bizart og ret uforudsigeligt. Jeg var afklaret med at tage afsked med det, da vi rejste, men jeg lavede en freelance-aftale med min arbejdsplads, så jeg fortsatte med at skrive for dem, mens jeg boede herover. Det var en perfekt overgang – jeg havde noget at give mig til, ud over at være fuldtidsmommy, og der var noget fint og trygt i at bevare tilknytningen til de kollegaer, der i mange år var med til at gøre min hverdag sjovere end de flestes. Jeg elskede at gå på arbejde, og det skyldtes i høj grad de mennesker, jeg havde omkring mig hver dag.

Det der skete, da jeg gik freelance herovrefra var, at hele den menneskelige dimension af mit arbejde var taget ud, og hvis jeg skal være helt ærlig, satte den omstændighed nærmest et projektørlys på tomheden af det, jeg skrev om. Emner og historier, som har optaget og underholdt mig i årevis, men som jeg nu – flere år og flere børn senere – ikke finder helt så interessant mere. Og når alt det sociale så var skrællet af, kunne jeg godt mærke, at det, der i næsten et årti har været med til at forme mine dage, godt kunne trænge til at blive taget op til revision.

På den måde passede det mig glimrende, da selvsamme arbejdsplads for et par uger siden fortalte mig, at de havde valgt at spare mine afleveringer væk. Det var ikke overraskende; jeg vidste godt, at vi var på vej i den retning, men jeg vidste ikke hvornår. I går sendte jeg så min sidste tekst af sted til redaktionen, og i dag har jeg ingen arbejdsmæssige forpligtelser.

Det er spændende og et vildt privilegium at have så mange åbne døre lige nu, men det er også en lille smule handlingslammende. Jeg kan alt lige nu! Jeg har tiden og muligheden og rammerne til at vælge frit, og det er mig og kun mig, der kan beslutte hvor det valg skal ende. I vores familieeventyr herovre har der hele tiden været andre mennesker og faktorer, der har været med til at sætte dagsordenen og rammerne for os. Men til den her beslutning kommer der altså ikke nogen og sætter hverken mål eller begrænsninger. It’s all me.

Jeg kan bygge oven på min uddannelse, så jeg synes, den passer bedre til det, jeg kan og er nu. Jeg kan lære at spille guitar. Jeg kan finde noget frivilligt arbejde. Jeg kan gå all in på yoga. Jeg kan tage diverse foto-, madlavnings-, kajak- og indsæt-selv-flere-kurser. Min største udfordring lige nu er, at jeg ikke aner, hvad jeg vil. Efter at have haft en fast hverdag i næsten et årti og ikke på noget tidspunkt have sat spørgsmålstegn ved, at den vej var rigtig, er det overvældende at kigge ud over et åbent landskab fyldt med alle mulige andre veje og vide, at de måske også kan være rigtige.

I de næste par uger vil jeg nyde åbenheden med et lige så åbent sind, en masse afslapning og et længe ventet besøg hjemmefra. Jeg behøver ikke beslutte noget lige nu, og jeg er egentlig ikke spor bekymret for, at jeg nok skal finde min vej igen. Uanset om det er den samme gamle, der måske bare skal have lidt ny asfalt, eller om jeg pludselig finder mig selv startende helt forfra på en lille snørklet grussti.

Frihed uden ansvar

I morges stod jeg op til nyheden om, at to mennesker – en journalist og en kameramand – var blevet skuddræbt, mens de var i gang med at filme og live-sende et tilsyneladende fuldstændig harmløst indslag om en vandpark i Virginia. Virginia er nabostat til North Carolina, hvor jeg bor, og selv om afstandene i USA er så store, at det ikke sådan rigtig er tæt på, så er det det alligevel. På flere planer. Skyderier i USA har i årevis været sådan noget, vi hørte om via medierne derhjemme. På gaden, på skoler, i private hjem. Hver gang en skudnyhed var stor nok til at nå de danske medier, var det forfærdeligt, men det var også så tilpas langt væk og så tilpas fremmed fra vores kultur og hverdag, at man sådan relativt hurtigt kunne lægge det fra sig igen. Sådan er det ikke nu.

Nu bor vi lige midt i det, og blandt alle de faktorer, der spiller ind, når jeg overvejer hvor i verden jeg gerne vil bo med mine børn, er USA’s våbenlov en af de absolut tungest vejende. Jeg har det meget, meget svært med kendskabet til alle de våben, der – i mine øjne – flyder frit og fuldstændig uansvarligt rundt i det her land. Tanken om, at jeg i princippet kunne blive skudt af en eller galning, mens jeg stod og kiggede på vindruer i Whole Foods, eller mine børn kunne blive ramt under en udflugt med skolen – den er altså svær at give slip på. Ja, farerne lurer alle steder og i hele verden, men med en så ukompliceret og lige-ud-ad-landevejen-adgang til våben er der bare lidt for kort fra skør mands tanke til skør mands handling. M/K, selvfølgelig. Man er vel politisk korrekt herovre.

Set med (mine) danske øjne er det en skygge over hele USA, og på en dag som i dag er det en skygge, der er så voldsom, at jeg ikke er sikker på, jeg nogensinde vil føle mig tryg ved at have USA som hjemland i længere tid. Hver aften tjekker jeg de lokale nyheder fra staten og nærområdet – og hver aften handler mindst én af dem om et skyderi. Ikke alle med dødelig udgang, men rigtig mange af dem. Og hver gang slår det mig, hvor mange våben der er herovre. Jeg ser dem ikke, men det gør jeg alligevel. For hver gang jeg ser et gun rack i en truck, hver gang vi tager til baseball og jeg får øje på skiltet med den røde streg over pistolen, hver gang en nyhed som den tragedie der fandt sted i Virginia i morges, indtræffer… Hver gang bliver jeg mindet om, at der er våben overalt. Min nabo har en pistol, og det har resten af vejen med stor sandsynlighed også.

Kære USA, jeg er ked af at sige det, men I har simpelthen for mange tosser til, at det er forsvarligt med en så liberal våbenlov som den, I hylder og kæmper for som jeres grundlovssikrede ret. For mange forstyrrede mennesker, der ikke kender – eller bare er ligeglade med – værdien af et menneskeliv. Ligeglade med den bror, den datter, den mand, den mor, der uden nogen form for logik eller retfærdighed bliver revet ud af hænderne på dem, der elsker dem. Dem, der udslettes, fordi I insisterer på, at dét at bære våben er jeres ret.

Jeg er ikke så naiv, at jeg forestiller mig, at landets våbenlov bliver lavet om i min levetid, og USA skal nok også klare sig uden mig som indvandrer. Men så længe den lov bliver ved med at tilføje skæbner, sjæle og sorg til sin samvittighed, kan den meget vel blive det, der afgør, at USA aldrig vil gøre sig fortjent til at blive det sted, mine børn helhjertet skal kalde for deres hjem.

Skabende venskaber

Jeg vil ikke lyve, det har været en aften på porchen med både rødvin, lokale pale ales og en enkelt cigaret. Men midt i alle de utvivlsomt klogeåge-sandheder, vi er kommet frem til, har N og jeg også talt om vores fremtid herovre, vores børns vilkår og præmisser og ikke mindst de venskaber og relationer, der gør det så svært at beslutte, hvor det rigtige sted for os er. Vi har som udgangspunkt to år herovre, inden vores visum udløber, men sandsynligheden for tre år mere er der – og er det dét, vi vil? Eller rettere, frarøver vi vores børn nogle muligheder for nære, definerende realtioner ved at tage det valg?

Samtalen fik mig til at tænke på mine egne nære relationer. Dem, der har været med til at forme mig; dem, jeg helt oprigtigt kan sige, jeg ikke ville være den samme uden.

Der er P. Den næreste, kæreste. Hende, jeg har haft i mit liv lige siden vi var to år gamle, og som altid ved hvem og hvor jeg er. Vi har været væk fra hinanden, vi har haft lange perioder, hvor vores forhold primært bestod af breve fra den ene af Sjælland til den anden, og vi har uden tvivl levet meget forskellige teenageliv. Men vi har også fundet hinanden igen, uden barrierer, uden forbehold; vi har fået børn på samme tid, og vi har endda formået at bringe vores kærester sammen som venner. Hun kender mig som ingen anden; hun er den eneste, der er ved at dø af grin, når hun stiller et spørgsmål, jeg ikke med det samme forstår, fordi hun på et øjeblik kan afkode den nærmest paniske barnlige forvirring, der opstår i mit ansigt lige dér i et splitsekund. Hun kender og føler mig, og hun føles som familie, og jeg ved nu, at det vil aldrig ændre sig.

E mødte jeg på universitetet. Vi har siden grinet af, at hendes første indtryk af mig på rusturen var, at jeg var en overfladisk snob, og jeg så hende som en (lidt for) kernenordjysk håndboldpige. Vi havde INTET tilfælles. Bortset fra, at det havde vi. For vi fandt hinanden, i stille og roligt (nordjysk) tempo. Vi har spillet luftguitar sammen i min gamle, elskede Bryggelejlighed klokken tre om natten (selv om intet voksent menneske nogensinde bør spille luftguitar), vi har udvidet hinandens musikalske horisonter på Roskilde Festival, vi har hjulpet hinanden gennem smertefulde brud og dårlige dates. Og selv om jeg helt sikkert stadig taler både mere og hurtigere end hun, så har vi stadig lige meget at sige til hinanden. Og vi lytter begge og forstår. Og jeg véd, at hvis jeg nogensinde ringer til hende og siger, jeg har brug for hende, så står hun der.

N mødte jeg gennem P, og vores forhold var de første mange år præget af en eller anden form for gensidig usikkerhed. Den slags, der forekommer, når man ikke helt ved, hvordan man håndterer, at det eneste fællesskab man har, er gennem en tredjepart. Men på den anden side af gymnasieårenes akavethed gik det op for os, at vi havde andet end P tilfælles, og i dag kender jeg hende heldigvis ikke kun andenhånds, men som den helt unikke person, hun er. N står for alt dét jeg ville ønske jeg selv var lige så progressiv omkring: integration, dyrevelfærd, pædagogik og – over alt – medmenneskelighed.

L og jeg går helt tilbage til gymnasiet. Vi fandt en fælles passion, der involverede Australian Bar, Blur, striktrøjer fra Petroleum og brun læbestift fra Clinique. L har altid været min ubestridt mest originale veninde – og det skal forstås i den allermest positive, beundringsværdige ånd! L tog mig med på skrivehøjskole to gange (to af de bedste og sjoveste sommeruger i mit liv), hun har åbnet mit sind for så meget litteratur, musik og så mange gode mennesker, som jeg stadig er hende dybt taknemmelig for. De seneste år har vi set hinanden uforståeligt lidt, men forbindelsen er der, og det er jeg tryg ved og glad for.

N er lidt et wild card. Egentlig var hun “bare” datter til mine forældres venner, og da vi var yngre og boede i samme område, var det min storebror, der legede med hende, fordi de var jævnaldrende. Men en dag, for godt 15 år siden, da jeg gik tur med min daværende kæreste, mødte vi pludselig hans barndomsven og dennes kæreste – som altså var N. Det var vores cue til at finde hinanden igen, og selv om ingen af kæresteforholdene holdt, så gjorde venskabet det. N er smuk, sjov, skarp, smilende, klog og charmerende – men mest af alt er hun oprigtig og ægte, og jeg ved, at alt hvad hun siger, kan jeg stole på. Hun vil mig altid det bedste, og hun ser altid det bedste i mig.

L har jeg ikke set i årevis. Vi har faktisk begge fået flere børn siden vi sidst sås, men alligevel ved jeg, at hvis vi mødtes i morgen, ville intet være forandret. L mødte jeg også gennem en tidligere kæreste, og selv om vi som veninder blev ført sammen af mændene, skabte vi meget hurtigt vores eget bånd. Jeg har aldrig følt, at mit venskab til L var skabt gennem andre, og ligegyldigt hvor mange år der går, så ved jeg, at det kun er vores fysiske forhold, der er i dvale. Mentalt og følelsesmæssigt er vi hos hinanden – også selv om jeg stadig kun er 24 år gammel i hendes øjne. 😉

Så er der M. M er ny, og M er her hos mig nu. Vi har kun kendt hinanden i fem måneder, men til gengæld er det fem måneder, der for mig har været så udviklende, så rivende, så intense. Vi er i samme båd – M har bare siddet i den i 10 måneder mere end jeg – og vi læner os op ad hinanden hver evig eneste dag. På sms, ved morgenmadsdates, på legepladser, på kajakture. M er den, der altid spørger mig: “hvordan er livet?” – og virkelig gerne vil høre svaret. Både de dage, hvor det bliver givet med smil og jokes, og de dage, hvor jeg ikke rigtigt kan få det ud uden en klump i halsen. På en vild måde er M et af de mennesker, der kender mig allerbedst lige nu, fordi vores fælles situation har inviteret os begge til at invitere den anden ind. Sådan helt. Og M er uden tvivl en af de vigtigste årsager til, at jeg ikke føler mig alene.

Alt det ovenstående kan selvfølgelig virke som en omgang rørstrømsk rosésnak fra én, der er langt væk, men det er også meget mere end det. Det er relationer, der har skabt mig, og ikke mindst er det relationer, der lige nu spiller en af de største roller i mine overvejelser omkring vores fremtid. Havde min mand skrevet det her indlæg, ville han have kunnet fylde det med lige så mange gamle, nye og nære relationer, og vi har begge både ønsker og intentioner om, at begge vores børn selvfølgelig skal have muligheden for at skabe de samme, dybe venskaber, som dem vi er så heldige at have. Og som de rammer, vi skaber for dem, skal hjælpe dem med. Vi vil så gerne give dem eventyret – men også rødderne.

 

Hvor går man hen, når man går bort?

M havde en oldemor – hendes fars bedstemor – som døde, lige inden vi tog herovre. Lige inden, som i få dage inden. Hun boede i den anden ende af landet, så M så hende ikke så ofte, men ofte nok til, at de havde et fint og sødt forhold. Oldemor var virkelig glad for at få besøg af os og børnene, og M elskede at være der; ikke kun fordi man altid fik kage og kunne holde udkig efter sæler i fjorden fra vinduet, men fordi Oldemor var sød og med så stor tydelighed viste, at hun kunne lide at have os på besøg.

Lige da vi gav M besked om, at Oldemor nu var død, var det ikke en nyhed, der virkede specielt rystende for hende. Hvilket er naturligt nok for en 4-årig, der nok har en abstrakt idé om hvad døden er, men ikke følelsesmæssigt rigtigt kan forholde sig til den. Så hun tog det meget pænt og har nok også haft det lidt på afstand, fordi det skete lige midt i rejsen hertil, hvor hun ved gud havde meget andet at forholde sig til. Men siden har det været noget, hun tager op med jævne mellemrum. Hun kan sidde en helt almindelig eftermiddag på vej hjem fra skole og så udbryde: “Jeg savner Oldemor!” omme fra bagsædet. Så snakker vi om, at det kan vi godt forstå, og at det gør vi også. Og hvad det var, der var så fint ved Oldemor.

Hun spørger mig også tit, om jeg ikke tror, at far savner Oldemor. “Det var jo hans bedstemor!” Så svarer jeg, at det gør han i hvert fald, og så snakker vi om det. En dag sagde hun: “Jeg kan i hvert fald godt forstå, at han savner hende, for nu kan han jo ikke bare kramme hende længere. For hun er jo død.” Det hele foregår meget stille og roligt og uden drama, men det er ret tydeligt, at det er tanker, der popper op hos hende fra tid til anden. Og de fylder.

Generelt er døden noget, der optager hende jævnligt i øjeblikket. I går, da jeg puttede hende, spurgte hun: “Mor, hvordan kan man egentlig dø? Altså, jeg ved godt, at man kan dø, mens man sover, når man er gammel, eller hvis man ikke kan få luft. Men hvordan kan man ellers dø?” Det er nogle store spørgsmål lige inden sengetid, og jeg skal helt ærligt indrømme, at jeg lige skal bruge et par sekunder på at overveje, hvordan – og ikke mindst – hvor meget – jeg vil vil svare. På den anden side synes jeg også det er vigtigt at respektere, at det er noget, hun gerne vil vide noget om lige nu, og så længe det ikke er noget der skræmmer hende, synes jeg det er ok, at vi taler om det. På en måde, der ikke skaber vilde billeder i hendes hoved.

Jeg mødtes med en veninde til morgenmad i dag, og vi kom til at snakke om “Brødrene Løvehjerte”. Efterfølgende skyndte jeg mig hjem for at tjekke om vi havde den i reolen herovre, og det havde heldigvis. Jeg tror, jeg vil læse den for hende (når vi er færdige med “Den utrolige historie om den kæmpestore pære” 🙂 ), for selv om det er en bog så voldsom, at jeg bogstavelig talt fik både klump i halsen og tårer i øjnene, da jeg sad og læste om den igen, er den i mine øjne også et af de mest fantastiske værker, der er skrevet til børn. Og jeg synes, det er en rigtig god måde at anerkende hendes interesse i at vide noget om døden uden at gøre det til noget stort, dystert, skræmmende og alt for virkeligt.

I det hele taget er det ret vildt, som hendes lille sind udvikler sig. Hun er stadig vores lille Muffe, men hun er også bare en pige, der er ved at finde sin egen personlighed og sine egne indre rammer. Det er ret vildt at være vidne til, og det er en ret stor og til tider intimiderende opgave at skulle håndtere som mor og far. Og samtidig er det en opgave, jeg kniber mig i armen over at få lov at have så tæt på. Hele tiden.

Midtvejstanker

Vi har nået femmåneders-pælen for vores ophold herovre, og selv om der stadig er en masse ting, der er nye, så kan vi ikke rigtig påstå, at vi “lige er flyttet herovre” længere. Vi har næsten været her et halvt år! Vores tid herovre er i første omgang planlagt til to år, men det er en grænse vi selv (og den rare, men yderst bestemte mand på den amerikanske ambassade) har sat, og der er egentlig ikke andre årsager til det end, at vi tænkte, det var passende i forhold til børnene. Mest M, som på det tidspunkt vil skulle begynde i første klasse i Danmark.

Med fem måneder bag os bliver følelsen af at have hjemme her også mere og mere mærkbar. Og med den følelse kommer de utallige dilemmaer, som begynder at trænge sig på, og som jeg forudser kommer til at fylde mere og mere, jo nærmere vores toårs-bagkant nærmer sig. Det er nemlig nogle ret tunge poster, der trækker i hver sin retning i forhold til overvejelserne om, hvad vi skal gøre, når den første fase er udløbet.

Personligt kan jeg godt mærke, at savnet begynder at melde sig. Det er heldigvis ret nemt at holde familiekontakten ved lige med facetime og Skype, og især for børnene er det rart, at der er velkendte ansigter i den anden ende af røret. M snakker meget om sin familie, og jeg ved, der er rigtig mange hun savner. Heldigvis får vi masser af besøg i den næste tid og det kommende år, men børnenes forhold til resten af familien er klart en tungtvejende faktor i de mellemregninger, vi skal forholde os til.

Af en eller anden årsag er det med cybersamtalerne ikke helt så oplagt, når det kommer til venner og veninder, og min kontakt med mine veninder foregår primært over mail og facebook. Det er altid dejligt at høre fra dem, men hold nu op, hvor kan jeg mærke, at jeg savner dem helt vildt. Jeg har gamle veninder – en endda helt tilbage fra vuggestuen – som jeg er vant til at kunne se med kort varsel og så tit det nu har kunnet lade sig gøre for børn, mænd og arbejde, men som i hvert fald aldrig har været længere end en sms og en kort køretur væk. De er så langt væk nu, og det kan jeg mærke. Ikke på vores forhold, for de venskaber er efterhånden så velfunderede og med så gode, solide rødder, at der skal mere end et par tusind kilometer til at rode op i dem. Men afstanden kan mærkes. Jeg savner at have dem ved mig, savner at mødes med dem, snakke med dem, høre om deres liv, deres tanker og i det hele taget bare følge dem, som jeg altid har gjort. Dét savn er et af de helt store dilemmaer i “hvad skal vi så bagefter”-tanken.

Uanset hvor hårdt vennesavnet er, er det trods alt et savn, jeg kan gennemskue og forholde mig til. Når det kommer til vores børns fremtid og deres tarv, er jeg langt mere på dybt vand. For helt ærligt, hvor meget kan vi egentlig tillade os at flytte rundt på dem? Hvis vi nu leger med tanken om, at de to år her følges op af et tilbud et andet sted i USA, er det så overhovedet en mulighed at overveje det, eller begynder vi at nærme os en egoisme, der ikke giver plads til de to små sjæle, der i stedet for at være ligeværdige medlemmer af en oplevende familie bliver reduceret til nomadepåhæng? Jeg er slet ikke i tvivl om, at den oplevelse vi giver dem nu, er fantastisk og på lang sigt udelukkende positiv, men beslutningen om den blev taget ud fra en overbevisning om, at det skulle vare et par år, og så skulle vi hjem igen, og de skulle samle den velkendte danske dagligdag op igen, måske endda med venner, de kunne huske fra tidligere. Ville endnu en flytning, endnu et to- eller treårigt eventyr et nyt sted rent faktisk VÆRE et eventyr? Eller ville det bare være unfair vilkår, der giver dem en følelse af rodløshed og forhindrer dem i at danne dybe, langvarige venskaber – ironisk nok den type venskaber, vi voksne selv savner sådan nu?

Og så er der vejret. 🙂 Hvor overfladisk det end lyder, så får jeg altså mere end almindelig svært ved at forlade klimaet her. Jeg elsker solen, varmen, forudsigeligheden, dét, at vi kan planlægge en strandtur i weekenden og ikke behøver tjekke vejrudsigten inden. Det er jo sommer?! Så skinner solen da! Klimaet har været fuldstændig fantastisk de fem måneder vi har været her, og så sent som i søndags stod jeg i den lokale sø med ansigtet op mod solen og snakkede med en af vores danske venner om, hvordan man nærmest kan mærke D-vitaminerne danse i kroppen. Solstrålerne hiver humøret i vejret hver eneste dag, og jeg ville simpelthen lyve, hvis jeg påstod, at jeg ikke vil have afsindig svært ved at sige farvel til så velsignet et vejr.

Der er masser af andre sider og vinkler, der spiller ind, og vi har heldigvis lang tid at tænke i. Hvem ved – måske bliver vi mødt af helt andre, uventede faktorer, der træffer en beslutning for os. Men lige nu kan jeg i hvert fald mærke, at jo mere det her føles som hjem, jo sværere bliver det – ikke overraskende – at forestille sig at sige farvel til.

 

 

 

Mor på afstand

Det er fredag aften herhjemme. Børnene er puttet, sofaen har indtaget mig, Thelonious Monk flyder i højttalerne, jeg har en kold Yuengling (med twist-off-låg – seriøst, hvorfor er det aldrig slået an derhjemme?) stående ved min ene side, og ved den anden ligger N og tager sig en velfortjent fredagsmorfar oven på endnu en krævende uge. Alt er, som det skal være. Men mine tanker kører lidt mere i vildspor, end de plejer.

Børnene skal starte skole igen på tirsdag. M er ikke vild med tanken, og hun har nogenlunde samme forhåndsreaktion, som den jeg fortalte om her. Så jeg gruer lidt for afleveringen, men jeg ved, at hun vil være glad, når hun er der. Jeg har også lavet en aftale med moren til en af hendes gode klassekammerater om at mødes og lege dagen før – så kan det være, at tanken om næste dags skole måske er lidt nemmere at sluge. Men hun er ikke glad for at tale om skolestart, og i mit hoved udvikler sådan en lille modgang, som de pr. definition gør, efter vi er flyttet herover: med masser af tanker om, hvor årsagerne ligger.

Lige da vi var kommet herover, var jeg slet ikke i tvivl om, at alle ændringer i hendes adfærd og humør skyldtes den store omvæltning, det er at flytte til et nyt land med alt, hvad det indebærer af utryghed og fremmede følelser. Nu, hvor vi nærmer os et halvt år væk fra Danmark, er jeg mere i tvivl. For hvad er efterdønninger fra flytningen, og hvad er bare helt normale og alderssvarende reaktioner på – ja, at være fem år gammel? Af samme årsag kan det faktisk også være rigtig, rigtig svært at finde ud af, hvordan vi skal tackle det, for måske har vi en tendens til at pakke hende lidt for meget ind og tage lidt for meget hensyn, fordi vi stadig føler, at det er “vores skyld”.

Generelt er hun glad, trives og har nogle fantastiske dage. Hun har venner herovre, og hun virker faktisk, som om hun nu opfatter det her som hjem. Hun taler stadig om ting i Danmark, men slet ikke på samme måde som før, og ikke med det savn og den undertone af “hvornår skal vi HJEM”, som der ellers har været. Hun er hjemme her, og her er rart at være.

Gennem den seneste tid synes jeg, hendes adfærd har ændret sig. Det er ikke markant, men det er der. Hun er ikke længere meget for kys (“det er faktisk giftigt at kysse herovre, mor!”), og hun er heller ikke så “putte-agtig” som tidligere. Ind imellem virker hun nærmest lidt pre-teen-provokerende med løftede øjenbryn, når jeg siger noget til hende, og en attitude, der fortæller mig, at jeg bare SLET ikke når ind til hende. Hun svarer ikke igen, er på ingen måde svær eller udfordrende, og vores tid sammen er stadig langt mere skabt af hyggestunder end noget som helst andet, men der er en lille distance, en lille snert af løsrivelse, som jeg ind imellem kan mærke, og som jeg ærligt må indrømme jeg ikke var sådan rigtigt forberedt på.

I nogle situationer er alt, som det plejer – hun vil stadig puttes på samme måde som altid, hun vil meget gerne lege med mig, og hun er nøjagtig lige så kærlig og hjælpsom over for sin lillebror, som hun plejer at være. Men i andre er det altså, som om det slår om – og jeg kommer pludselig til at føle mig som den dér omklamrende kæreste, der ringer og sms’er hele tiden, og som bare bliver mere og mere ynkelig, haha. 😉

Når man har taget det skridt som vi har, og taget børnene med i det, er det svært at vurdere, hvor distancen kommer fra. Især når det er ældstebarnet, og vi ikke har nogen forhistorie at holde udviklingen op imod. Jeg håber og tror, at det vi ser nu, er en helt normal udvikling for en femårig, der i højere og højere grad begynder at sætte sine egne grænser og skabe rammerne for sin egen personlighed. Men med det valg vi tog, fulgte nok også den evige tvivl om, hvad konsekvenserne er for alle i familien. Og eftersom mor-tjansen lige nu er mit fuldtidsjob, må jeg vist indstille mig på, at den kommende tid måske kommer til at byde på lidt følelsesmæssigt overarbejde. 🙂

 

Rejsen til nærheden

Selv om vi efterhånden er kommet fint på plads i vores amerikanske hjem, er der stadig en masse små ting, der lige mangler. Kender I ikke de dér flyttekasser, der bliver ved med at stå upakkede på loftet, selv om det er flere år siden man flyttede (og som minder én om, at når der er noget, man tydeligvis kan undvære at kigge på i årevis, skulle man måske have været en anelse mere hårdhændet under sorteringen af ragelse…)? Well, lidt uden for den kategori er de billeder, vi stadig ikke har fået hængt op på væggene, og som derfor står rundt omkring i stuerne. Et af dem er det her.

IMG_2392

Det er helt tilfældigt, at det står forrest i rækken af tre (ud af mange) billeder, der skal hænges op ved lejlighed, men fordi det gør, ser jeg det hver dag, flere gange om dagen.

Det er et billede, N tog den første nat vi var hjemme i lejligheden på Østerbro efter M’s fødsel. Hun er tre dage gammel på det her billede, og selv om alt var så nyt og ukendt og forvirrende, og vores rolle som forældre kun var præcis lige så gammel som den lille nye person i vores hjem, husker jeg krystalklart, da billedet blev taget, og jeg kan huske, at jeg følte mig så tæt forbundet med hende lige dér.

Det bånd er – heldigvis – aldrig blevet brudt, men der er noget ved vores situation nu, der gør, at det føles mere … til stede. Noget af det, der beskriver det liv, jeg har med børnene lige nu, er nemlig nærheden. Det at være tæt. Ikke bare fysisk, men mentalt; sjældeligt. For hold op, hvor kommer man til at kende hinanden godt, når man er så meget sammen, som børnene og jeg er nu. Det er selvfølgelig på godt og ondt, for det kan godt være, de ser deres mor som én, der hele tiden er der for dem, en der hjælper, støtter og har tid, men de ser så sandelig også deres mor, når hun ikke har den mindste smule overskud tilbage, vrisser og mumler og sådan helt generelt ikke har et eneste “mor-minut” mere i sig.

Det kan godt ind imellem føles lidt uretfærdigt, at jeg er den, der hele tiden skal hjælpe dem i gang, skynde på dem, irettesætte dem, guide dem og rydde op efter dem, når N så kommer hjem og har savnet dem (og været savnet) hele dagen og derfor bare kan tillade sig at udnytte deres sidste vågentid med sjov, leg og fjollet farhygge. Men på den anden side har han ret god grund til at ønske sig dét, jeg har meget af: tid. Tid til at kende dem, mærke deres udvikling, deres retning og deres små sind, der bare ræser af sted lige nu og bliver mere og mere komplekse og nuancerede for hver dag, hvert nyt ord og hver rokketand.

Jeg føler mig virkelig tæt med dem på en måde, som jeg ikke er sikker på, jeg ville have kunnet, hvis vi ikke havde gjort det her. Og jeg ved godt, at ordet privilegium efterhånden er blevet brugt så meget på bloggen her, at det burde have sin egen bandekasse, men det er virkelig den bedste måde, jeg kan beskrive det på. For ja, gu’ er det hårdt at være så meget mor, og gu’ har jeg masser af dage, hvor jeg føler mig som den mest fesne af slagsen, men i bund og grund er vi godt nok heldige, de og jeg. Jeg kender dem, og de kender mig – og det er noget på én gang så spændende og trygt, at man kun kan føle sig dybt taknemmelig.

 

Hjemmet, der delte sig

“Tror du nogensinde vi kommer til at føle os hjemme noget sted igen?”, spurgte jeg N i går aftes, lige inden vi lagde os til at sove. Det er egentlig ikke så dramatisk eller trist, som det måske lyder, men det er noget, jeg har tænkt en del over gennem den senere tid. Jeg synes stadig, det er vildt, at vi er så privilegerede, at vi har den her mulighed for at flytte ud og prøve en helt ny tilværelse i helt nye rammer og skabe os et helt nyt hjem. Men det er også et privilegium, der sætter gang i en form for dilemma – for fra nu af vil der altid være et hjem, vi savner.

Vi har nu været her i fem måneder, og hverdagen er begyndt at være – ja, hverdag. Det begynder at føles som hjemme nu, og alting glider på den dér måde, det gør, når det ikke længere er nyt og fremmed land, men rent faktisk det vante. Det betyder ikke, at vores hjem i Danmark – som vi jo stadig har – føles mindre som hjemme, men nu er der bare to slags “hjemme”. Vi har alle tidspunkter, hvor vi savner vores danske hjem og liv – og det er lige netop den form for savn, som nu begynder at få endnu en dimension.

Når vi på et tidspunkt vender tilbage til Danmark, er jeg slet ikke i tvivl om, at vi vil have nøjagtig samme slags situationer og tidspunkter, hvor vi savner hjemmet i North Carolina. Følelsen af den slags hjem, som det her er nu, har gravet sig ned i os, og der bliver den. Og når vi om nogle år igen sidder i Danmark, vil den uden tvivl komme frem som den dér lidt vemodige følelse af savn og nostalgi. Noget, der nærmest kan mærkes fysisk, når man tænker tilbage på det, der var engang. Som når man har fået et nyt job og tænker tilbage på de gode kollegaer, de sjove julefrokoster og de trygge oplevelser på det gamle.

Når vi rejser herfra, er der en ret stor sandsynlighed for, at vi ikke kommer tilbage. Ikke for at bo i hvert fald. På den måde vil savnet af vores Raleigh-hjem også være anderledes og måske en lidt mere uforløst følelse, end savnet af Danmark er lige nu. For vi ved, vi kommer tilbage til Danmark på et tidspunkt inden for en overskuelig fremtid. Når det her ikke længere er hjemme, så er det … ikke rigtig noget? Samtidig med, at det i en periode har været stort set alt. Hele vores tilværelse og vores fundament. Det vil for altid sidde i os som en følelse af et hjem, der har været.

Det er en rastløshed, der følger med i at være så heldig at kunne rejse ud i verden og gøre nye steder til sit hjem, og det er en præmis, man må acceptere, når man kaster sig ud i et eventyr som det her. Problemet er måske bare, at præmissen ikke kan mærkes på forhånd, og når den først er etableret, er der ikke rigtig nogen vej tilbage. Det er et savn, man er nødt til at tage med, for man kan af gode grunde ikke have syv forskellige hjem rundt omkring i verden – og det er heller ikke rigtig realistisk at køre en eller anden form for international boligrotation på en treårig basis. 😉

Jeg er godt klar over, at det her nærmest må kategoriseres som indbegrebet af i-landsproblemer, men det er ikke desto mindre en tanke, der har sat sig lidt fast i mit hoved. Hvor er hjemme, når hjemmet har delt sig?

Når overskuddet rammer … hårdt!

Det var egentlig meningen, jeg skulle have skrevet et fint lille hyggeindlæg om i går, hvor yngstebarnet herhjemme fyldte to år og startede dagen med familiemorgenmad, fødselsdagssang på to sprog og masser af gaver. I stedet kommer det til at handle om noget helt andet – om den morgen, hvor jeg fik virkelig røde ører.

M har hele ugen været i summer camp i en gymnastikklub i nærheden, og tre timer hver formiddag springer hun rundt sammen med sin danske veninde, A, herovre. A’s mor og jeg ses meget, er i samme båd og kender hinandens historie og situation, og med den viden tænkte jeg i morges, at A’s mor ville blive glad for en latte fra min lokale Starbucks, når vi mødtes for at aflevere pigerne. Jeg kørte af sted i lidt bedre tid end normalt, fordi jeg vidste, at der om morgenen kan være ret lang kø i kaffekædens drive thru, og det var også tilfældet i dag.

Langt om længe nærmer jeg mig den lille højttaler, hvor man afgiver bestilling, inden man betaler ved vinduet, men af en eller anden grund er jeg havnet bag bilen med den pågældende morgens længste/mest komplicerede bestilling. I hvert fald tager det en krig, og mens jeg holder, kan jeg se, hvordan køen fra højttaleren til vinduet er væk – der er helt frit, men kvinden i SUV’en foran mig stopper hele køen bagved. Hun bliver ved. Jeg kan se hende i hendes sidespejl, og bestillingen fortsætter i hvad der  – når man holder i kø og har travlt med at komme videre – føles som det meste af morgenen.

Jeg er ikke i alle situationer verdens mest tålmodige sjæl, og jeg kan lige så godt være ærlig og indrømme, at jeg blev irriteret. Der var ikke så meget at gøre ved det, og jeg måtte jo bare vente pænt, men jeg har sikkert ikke set særlig glad ud. Og her er det så, det begynder at blive pinligt …

Kvinden får endelig færdiggjort sin bestilling, kører mod vinduet for at betale og modtage og er så hurtigt ude af syne – og så er det min tur. Men da jeg tager min telefon frem for at betale, siger pigen i lugen: “Kunden foran dig har faktisk allerede betalt for din kaffe.” “Hvad?” spørger jeg, mens jeg kan mærke, at jeg bliver lidt mindre indeni. “Hvorfor?” “Det ved jeg ikke,” siger den smilende medarbejder. “Hun var vel bare sød.”

Og ja. Hun var lige præcis nok bare sød. I modsætning til mig, der sad der bagved med mit eddikesure first world problem-ansigt og hidsede mig op over, at hun var lidt mere end 30 sekunder om at afgive en bestilling. Seriøst, hvor underskudsagtig kan man være? Jeg blev SÅ flov, og selv om jeg sjældent rødmer sådan rigtigt, så kunne jeg mærke, at jeg gjorde det lige dér. Og jeg kørte resten af turen med en rigtig flov følelse i maven over at have været sådan en minus-person.

Om hun rent faktisk så mig bagved eller bare betalte, fordi hun selv mente, at hun var til besvær, aner jeg ikke, og jeg finder heller aldrig ud af det, for jeg kunne af gode grunde hverken takke eller undskylde. Men hun fik i hvert fald mindet mig om det overskud, jeg igen og igen møder herovre. Der er ikke nogen, der bliver sure over dem, der ligger og kører i motorvejens yderspor uden nogen synlig grund, og der er ikke nogen, der hidser sig op over køer i supermarkedet (ok, dem er der så heller ikke vildt mange af, men alligevel). Der er altid en hjælpende hånd og et smil fra dem, jeg møder, og jeg har endnu ikke oplevet at føle mig til besvær noget sted – hverken fra dem, der skal hjælpe mig, eller dem der venter på, at jeg bliver hjulpet eller betjent, så de selv kan blive det.

Det overskud var denne morgens oplevelse en pinlig og selvforskyldt reminder om – og en, jeg ikke glemmer igen lige foreløbig. 🙂

Lidt Bond-babe er man vel altid…

IMG_1991
Børnene foran den efterhånden temmelig prangende vognpark.

Som jeg nok efterhånden har fået gjort rimelig klart, er der ret mange forskelle på livet i Danmark og livet her. Der er de små som mysteriet om, hvorfor man i et land der på mange måder er så langt foran, er nødt til at betale sin husleje på en check, man sender med posten. “Har I ikke en konto jeg kan overføre til?” “Nej, vi vil helst have, at du sender en check.” Ok så (mumler noget om, at 90’erne ringede, og de gerne vil have deres bankbøger tilbage). Og der er dét der med, at der står folk og pakker ens indkøbsposer nede i supermarkedet og siger “y’all have a good one!”, når man går. Og at vi føler os SÅ outsider-agtige, når vi nyder de varme aftener på terrassen – jeg har aldrig set nogen her på vejen sidde udenfor. De holder sig inde i huset, som er dejligt a/c-afkølet og myggefrit.

Så er der de større forskelle, og en af de klart største er bilerne. Jeg har aldrig interesseret mig voldsomt meget for biler. Da vi fik børn, blev det ret vigtigt for mig, at vi kørte i noget, der var så sikkert som overhovedet muligt, og jeg kan sagtens værdsætte en tur i en luksusbil (ikke, at det er noget, jeg husker at have fået mange af), men derudover er biler som sådan ikke noget, jeg går op i. Men så kom vi herover. Og skulle finde to biler. Og jeg opdagede, hvad man egentlig får for pengene herovre – og så begyndte jeg måske nok at interessere mig en lillebitte smule mere for det!

Vi vidste fra begyndelsen, at vi skulle have en stor bil, som skulle være min og børnenes daglige bil, og som samtidig skulle være den, hele familien skulle køre på ferier i herovre. Og så skulle vi have en mindre en, som N kunne køre på arbejde i – og som gerne måtte være lidt sjovere og mere drengerøvsagtig, men som selvfølgelig stadig skulle have plads til to autostole på bagsæderne, så han også kan hente og bringe, uden at vi skal være afhængige af at bytte biler.

Her er det så, at en anden af de store forskelle i den grad trådte i karakter, for som jeg var lidt inde på her, så kommer man altså ikke ret langt uden credit history herovre. Vi havde ingen gæld, ingen betalingsplaner, ingen amerikanske kreditkort, og uden credit history får man ikke lov til ret meget. BMW viste sig at være et af de eneste firmaer, der kunne tilbyde os en pris, der ikke afspejlede vores manglende finansielle fortid, og derfor endte familiebilen – mere eller mindre tilfældigt – med at være en BMW X5. Det er en kæmpebil (i hvert fald for mig), og i Danmark ville vi aldrig komme i nærheden af sådan en. Jeg vil tro, den koster ca. en tredjedel herovre, og med en ordentlig betalingsplan er det pludselig mere overskueligt.

Så var den ene bil i hus. Den anden skulle vise sig at blive noget sværere, for hverken hos Ford, Dodge, Chevrolet eller andre af de firmaer, der kunne opfylde N’s drøm om en amerikansk drengerøvsbil, ville de sælge ham én. Ingen credit history. Tro mig, han har prøvet. Der er blevet kørt prøveture, sendt papirer ind, fremvist løndetaljer og alt det andet, man kan forvente af sådan en forhandling – og hver gang var svaret det samme. Det er et sindssygt svært marked at prikke hul på som ny herovre. Derfor endte vi – tadaa – med endnu en BMW. De gav os et godt tilbud, og når vi nu havde en hos dem i forvejen, hjalp det også lidt (buy one, get one free, I ved!). Denne gang en rap lille cabriolet, som med sin hvide farve og charmerende silhuet er noget af det lækreste, jeg har kørt i.

Og indrømmet – det er svært ikke at føle sig en lille smule både James Bond-agtig og egentlig også temmelig blærerøvsirriterende, når man kigger ud i garagen, og den er fyldt med BMW’er af både den store og sammenklappelige slags. Men det er også ret sjovt. Og ret vildt. Og man skulle altså være et skarn, hvis man ikke hoppede med og nød turen, når man nu – i en begrænset periode – rent faktisk har muligheden for lidt vind i håret!