Månedsarkiv: september 2015

In a New York minute…

I weekendens kalender stod der et punkt, jeg har glædet mig til ustyrlig længe. P og jeg, som har været alt for langt fra hinanden alt for længe, havde aftalt, at nok måtte være nok, og nu skulle vi mødes. Og hvilket bedre sted at mødes end New York? Onsdag aften boardede jeg et lille indenrigsfly, og få timer senere befandt jeg mig i Manhattans West Village. I en – for New Yorker-standarder – gigantisk toværelses lejlighed med en ubeskrivelig og uhindret udsigt over Hudson River og New Jersey. P ankom efter en noget længere transporttid (som ikke ligefrem blev gjort nemmere af Norwegians defekte fly og flere timers forsinkelse), og efter en kort opdatering på hinandens liv og hverdag og en hurtig nattesøvn var vi klar til at indtage Manhattan.

Nå, det her? Det er såmænd bare udsigten fra vores West Village-hjem. Uden filter, naturligvis.
Nå, det her? Det er såmænd bare udsigten fra vores West Village-hjem. Uden filter, naturligvis.

Dagsordenen var, at der ingen dagsorden var. Shopping som punkt giver sig selv, og derudover var planen lige så flydende, som vi var begejstrede for at være der. Dagen inden afrejse gik det op for mig, at jeg aldrig, i de fem et halvt år jeg har været mor, har været så længe væk fra nogen af børnene, og selv om det sikkert er enormt ukorrekt at sige, så blev min frygt for, at savnet ville blive helt ulideligt, gjort ret meget til skamme. For sandheden er, at selv om jeg savnede dem sådan proforma, så trængte jeg nok bare så meget til lidt tid for mig selv, at det i allerhøjeste grad var et savn, der var til at overskue.

IMG_2574 (3)
Eggs Benedict. En af mange…

Tiden gik med det, den skulle: snak, shop, spis og spadsér. I vilkårlig og blandet rækkefølge. Og det var fedt. New York er indiskutabelt fantastisk, og jeg bliver aldrig så mættet, at jeg ikke får en smule åndenød ved synet af Manhattans skyline. Vejret var med os; vi indtog byen og dens gader og lækkerier i sandaler og bare arme, og om aftenen sad vi ude – sidste aften med hjælp fra en varmelampe, men inden da var byens varme tilstrækkelig.

En tur på The High Line er vel nærmest obligatorisk. Især, når den ligger fem minutter fra hoveddøren!
En tur på The High Line er vel nærmest obligatorisk. Især, når den ligger fem minutter fra hoveddøren!

Og så var der de små ting, der for mange lyder helt vildt bagatelagtige, men som for to småbørnsmødre er noget af det nærmeste, man kommer femstjernet luksus: alle måltider blev nydt uden hverken afbrydelser, mad på tøjet eller højstole; vi kunne sove, til vi vågnede, der var ingen middagslur at tage hensyn til (medmindre vi selv ville ha’ en) – der var med andre ord ingen, der VILLE os noget. Vi var bare os, og vi kunne lade både tid og rytme flyde.

Pitstop i Williamsburgs formiddagssol.
Pitstop i Williamsburgs formiddagssol.

De fire dage gik som det sagnomspundne New York minute, og selv om tiden fløj, var det alligevel nok til, at det savn, der oprindeligt førte os begge til samme storby, kunne glemmes for en tid. Søndag aften krammede vi farvel på et West Village-hjørne – P med ekstra vægt i kufferten, jeg med nogenlunde samme antal ekstra kilo i maven – og senere samme aften kunne jeg kysse mine børn godnat. To børn, der i øvrigt havde hygget sig så meget med deres far og diverse aktiviteter, at de på ingen måde havde haft tid til at savne deres mor.

New York er en by, jeg altid vil have mere af, og jeg må nærmest knibe mig selv lidt i armen ved tanken om, at den er så meget inden for rækkevidde lige nu. En time i fly eller otte-ni timer i bil er nok til at møde synet af den usammenlignelige skyline, og det ville være fuldstændig skørt ikke at udnytte det, mens vi bor her. Samtidig er NYC dog ikke en by, jeg ville kunne overskue med små børn (og jeg tvivler på, det ville være deres idé om en drømmeferie), så næste mission må blive at udtænke en plan for at komme af sted med N uden børn… Indtil da vil jeg leve skyhøjt på minderne om den solrige, venlige, mættende og helt igennem overskudsgivende weekend jeg lige har suget i mig – og stornydt.

Så gik der tid med det…

Som jeg nævnte i mit sidste indlæg – der efterhånden ligger laaaang tid tilbage – kæmpede jeg med en dum hånd med senebetændelse. Den blev desværre ikke rigtigt bedre, før jeg kom på piller og holdt hånden i en skinne og langt væk fra computeren, så derfor har der altså været temmelig tavst herfra. Nu – efter mere end en måned – har den det dog meget bedre, og hvilken bedre måde at fejre det på end ved tastaturet, right? 😉

Tiden væk fra skærmen har heldigvis ikke været spor spildt, for vi har haft besøg af mine forældre, som har været her i næsten to uger. De tager hjem i morgen aften, og ud over, at der bliver frygtelig tomt i hjemmets penthouseafdeling, er der især to små væsener, der skal til at omstille sig. M har vænnet sig til at gå ovenpå i stedet for nedenunder, når hun vågner om morgenen, og så ligger hun ellers deroppe med mormor og morfar, indtil de alle sammen lusker ned på underetagen til morgenkaffe og cornflakes. A tror vist nærmest bare, de er flyttet ind, så han vil nok undre sig noget, når han lørdag morgen kalder “MORFAAAAAR”, og ingen svarer. Heldigvis kommer de igen til Thanksgiving, så der går ikke så længe, før store og små ses igen!

Mormor blev straks spurgt, om hun ikke ville læse højt for M's klasse - og takkede ja! Sammen blev de enige om, at "Det Gule Hus" (som jeg fik læst, da jeg var lille) var det perfekte valg, og en lille oversættelse senere var lekturen klar!
Mormor blev straks spurgt, om hun ikke ville læse højt for M’s klasse – og takkede ja! Sammen blev de enige om, at “Det Gule Hus” (som jeg fik læst, da jeg var lille) var det perfekte valg, og en lille oversættelse senere var lekturen klar!

Ud over familiebesøget er der faktisk også sket noget andet, mens jeg har været væk: Det er blevet efterår! Altså, ikke sådan i dansk forstand (og jeg kan slet ikke forholde mig til, at alle mine danske facebook- og instagramvenner nu lægger billeder op iført støvler, strømpebukser og strik!), men der er sket et klart og mærkbart skift i vejret herovre. Hvor der før nærmest konstant var over 20 grader, og eftermiddagene som regel lå og rodede i midten af 30’erne, vågner vi nu til 11 og 14 grader. Det bliver varmere i løbet af dagen, og jeg har endnu ikke behøvet skifte til lange ærmer, men det er slet ikke samme hede som før.

Morgenerne lige nu er noget af det smukkeste jeg har oplevet herovre. Det er svært at forklare, men luften, lyset og stemningen er så anderledes, og jeg kan mærke, at det gør mig sådan lidt smålykkelig på den dér nede-på-jorden-hverdagsmåde. Duften og følelsen af sprød efterårsluft er noget af det, der gør mig allerbedst tilpas, og lige nu topper det om morgenen. Det er ret fantastisk, og selv om jeg faktisk godt kan mærke, at jeg har vænnet mig så meget til varmen, at jeg ikke er helt klar til at hoppe i de varmere klæder endnu, så glæder jeg mig ret meget til at opleve, hvordan årstidsskiftene føles her.

Pæne bjergpanoramaer danner rammen for legendariske Blue Ridge Parkway, hvor N og jeg tog en køretur i weekenden.
Pæne bjergpanoramaer danner rammen for legendariske Blue Ridge Parkway, hvor N og jeg tog en køretur i weekenden.

Åh, og så er der kommet en lille del af et svar på den usikkerhed, jeg skrev om her. N og jeg benyttede os nemlig af mormor og morfars besøg og efterlod dem med børnene, mens vi ræsede en tur i bjergene i den åbne bil, og i den lille hippieby Asheville, hvor vi boede, fik jeg en gammel drøm opfyldt: Jeg købte mig en guitar. Jeg kan absolut intet på en guitar, men jeg har altid gerne villet, og nu skal det være. Jeg har tiden og aner ikke, hvornår jeg igen får chancen. Og jeg har allerede meddelt M’s klasselærer, at jeg kommer ned og spiller for dem i slutningen af skoleåret. Det er godt at have en ambition at arbejde sig hen imod, ikke? 😉

Jeg aner ikke, hvad jeg laver med den her fine fætter. Endnu!
Jeg aner ikke, hvad jeg laver med den her fine fætter. Endnu!

 

Hey, batter batter batter!

Hvis I synes, der er lidt mangel på indlæggene i disse dage, er der en god, men lidt kedelig forklaring: Jeg har pådraget mig en virkelig dum senebetændelse i håndleddet, så indtil det er blevet bedre, prøver jeg at minimere min tid ved tastaturet. Men helt stille skal her jo heller ikke være,  så lad mig benytte denne dejlige fredag til at komme med en anbefaling til alle, der pønser på en USA-tur – nemlig baseball!

I den tid vi har boet her, har vi været ret nysgerrige efter at prøve all things American, og der kommer man altså ikke uden om baseball, som lægger sig meget tæt op af både basketball og (amerikansk) fodbold, når det gælder amerikanernes foretrukne sportsgren. I vores lokalområde er det Durham Bulls (som nogen måske husker fra 80er-filmen “Bull Durham” – eller “En sikker vinder” på dansk – med Kevin Costner og Susan Sarandon) og Carolina Mudcats, der spiller, og vi har indtil videre været til tre af sidstnævntes kampe. Og lad mig bare sige det ligeud: baseball er skidesjovt!

IMG_2295
Hele familien – og M’s veninde A – er på plads og klar til kamp. Selvfølgelig med skumfinger!

Jeg har været til én fodboldlandskamp i mit liv og et par superligakampe, som min FCK-fan-storebror tog mig med til i min ungdom, men ellers er det virkelig ikke (nogen former for) boldspil set fra tilskuerpladserne, der har fanget min interesse. Jeg havde heller ikke de store forventninger til baseball, første gang vi tog af sted, men N havde allerede været af sted én gang og forsikrede mig om, at både jeg og resten af familien ville elske det. Og han fik helt ret.

Der er en ganske særlig stemning ved baseballkampe – og den er god. Alle kampe begynder naturligvis med nationalsangen, der bliver sunget med store mængder pathos af en af de lokale piger eller kvinder, og der tager man selvfølgelig kasketten af og er helt, helt stille. Så bliver kampen skudt i gang, og selv om det hele selvfølgelig handler om at vinde, så er det faktisk sjældent spillet, der er det mest fascinerende. Baseball er ikke sådan videre action packed, men til gengæld sker der så meget andet på og uden for banen, at man er underholdt hele vejen igennem de timer en kamp tager.

Muddy the Muscat på en af de obligatoriske ATV-ture.
Muddy the Mudcat på en af de obligatoriske ATV-ture.

Der er en del pauser i sådan en kamp, og de pauser bliver fyldt med konkurrencer med både små og store deltagere, den lokale maskot (i vores tilfælde Muddy the Mudcat; et temmelig nicheagtigt havkatteagtigt dyr fra ferskvandsbundene), der fiser banen rundt på en ATV, kyllingedans med tilskuerne på storskærmen og diverse andre festligheder, som i rigtig mange tilfælde virker helt igennem groteske (ved vores første kamp var der monkey rodeo, og hvis man er i tvivl om, hvad det er, så er det lige præcis dét, det lyder som: aber, der kommer ridende ind på banen på hunde, mens de jagter geder sammen i en flok), men som alligevel giver mening lige dér. Næsten i hvert fald.

Geder bliver gennet sammen af aber på hunde. Lyder det vanvittigt? Det er bare baseball!
Geder bliver gennet sammen af aber på hunde. Lyder det vanvittigt? Det er bare baseball!

På trods af min stærkt begrænsede sportsinteresse er jeg helt vild med at tage til baseballkamp, og hvad endnu sjovere er: børnene ELSKER det. De er vilde med alt det, der sker, stemningen, Muddy (to gange har jeg stået i kø med spændte børn for at få bunddyrets autograf på en skumfinger eller baseball), de vanvittige mængder popcorn, candyfloss og hot dogs – og toårige A er endda oprigtigt optaget af spillet. De klapper, synger, danser, og vi har virkelig opdaget, at ud over de oplagte aktiviteter som pools og legepladser er baseball faktisk noget af det sjoveste vi kan lave sammen med som familie.

Den åbne mund skyldes ikke en stoppet næse - A er bare virkelig optaget af kampen og elsker baseball.
Den åbne mund skyldes ikke en stoppet næse – A er bare virkelig optaget af kampen og elsker baseball.

Carolina Mudcats er et minor league-hold, så det hele er meget ned på jorden. Billetterne er billige, og hvis man køber dem et par dage i forvejen, kan man altid få pladser helt ned ved banen med perfekt udsigt. En kamp varer typisk et par timer, men man kan sagtens gå før, hvis børnene for eksempel får nok, inden kampen er slut. Det gjorde vi de første par gange.

Sæsonen er slut nu, og nu gælder det football, som vi helt sikkert også skal have tjekket ud. Men herfra kommer altså den allervarmeste anbefaling: Skal man til USA – og især hvis man har børn med – så hop ind omkring en baseballkamp. Det er ærkeamerikansk, det er tacky og skørt – og så er det virkelig, virkelig sjovt!