Månedsarkiv: oktober 2015

No elbows on the table!

M’s klassetrin i skolen hedder Children’s House, og aldersinddelingen dækker børn mellem tre og seks år. De første to år i Children’s House går skoledagen fra 8.30 til 12, og det sidste år er for de 5-6-årige, som går i det, der hedder Extended Day. Det betyder, at de er der længere end de yngre børn – til kl. 14.50 – og at de har deciderede fag, der skal gøre dem klar til at rykke op i Lower Elementary til næste år. Der er selvfølgelig nogle mere eller mindre faste fag – spansk, idræt, kunst – men derudover har lærerne også mulighed for at sætte andre aktiviteter på skemaet. For eksempel etiquette class, som M og hendes andre seks venner i Extended Day nu har haft et par gange. Det er ikke helt så formelt, som det lyder, og M’s lærere har kørt det før med stor succes. En af forældrene på skolen, Miss Kathleen, kommer tre eller fire gange og underviser børnene i, hvordan man sidder pænt ved bordet. De synes alle sammen, det er vildt spændende, og herhjemme har det resulteret i, at N og jeg utallige gange aften efter aften har fået formaningerne napkin goes in the lap! og no elbows on the table! Den sidste etiquette class blev fejret med et lille formelt teselskab. Børnene fik en kursivskrevet indbydelse med hjem, og sidste fredag mødte de så op med deres pæneste tøj og ditto manerer.

Som flere af jer sikkert ved, er der i langt højere grad end i Danmark tradition for, at forældrene tager del i undervisningen og hele livet omkring skolen herovre. Som forældre kan man melde sig til et utal af aktiviteter og tjenester – bl.a. medbragt frokost eller morgenkaffe til lærerne, håndarbejder med børnene og madlavning med extended day– eleverne. For måneder siden havde jeg meldt mig til sidstnævnte og havde egentlig tænkt mig at lave frikadeller med børnene, men skæbnen ville, at min madlavningsdag endte med at falde sammen med teselskabet – så hvad var mere oplagt end at bage scones med de syv søde børn?

20151023_111642
Syv små par hænder – og en enkelt lidt større – samler scones.

Det var vildt sjovt. Scones er det nemmeste i verden at bage, og den største udfordring var faktisk at sikre, at alle syv fik lov til at deltage lige meget med det meget begrænsede antal opgaver, der er i scones-bagning. Men det lykkedes, børnene havde det supersjovt med det, og jeg syntes, det var noget af det hyggeligste. Mens bagværket var i ovnen, klædte eleverne om, og bordet blev dækket med bordkort, dug, porcelæn (som endda var Miss Kathleens bryllupsgave) og selvfølgelig et fornemt stativ med små, sirligt skårede cucumber sandwiches på toppen og de nybagte scones i bunden.

Det fineste afternoon tea-bord!
Det fineste afternoon tea-bord!

Det var så fint et selskab. Børnene fik læst en sød historie, mens de nød både sandwich og scones, og der var en tydelig stemning af, at alle syntes, det her var noget ganske særligt. Hele omgangen kulminerer i øvrigt i næste uge med en fin frokost hjemme hos en af børnene, og i går modtog vi invitationen med vedhæftet tre-retters menu. Det bliver uden tvivl et stort hit, som børnene vil tale om i månedsvis efterfølgende!

Både hænder og servietter lå fint i skødet, mens børnene ventede på at gå ombord i sandwich og scones.
Både hænder og servietter lå fint i skødet, mens børnene ventede på at gå ombord i sandwich og scones.

Men frokosten er på tirsdag, og i mellemtiden kommer det arrangement nok til at glide lidt i baggrunden. For Halloween-ånden har i den grad sænket sig, og de seneste par uger er mængden af græskar, gigantiske edderkoppespind, haveskeletter og spøgelser nået mere og mere imponerende niveauer, og i morgen går det hele løs. Først med en fest på N’s arbejde (jep, der er præmie for bedst udklædte familie, og jep, vi går all in) og senere med vennehygge, trick or treat og s’mores over bål i haven.

Inden da har vi bare lige en omgang streptokokker, vi skal af med…

Lad os løfte i flok

Tilbage i maj skrev jeg om M’s colombianske lærer – der faktisk hedder det samme som M; det er lidt hyggeligt – og hendes store sorg. Hun og hendes mand mistede for otte år siden en datter, Hillary, i en tragisk mountainbike-ulykke, og det er selvfølgelig noget, der den dag i dag stadig påvirker søde Martita meget. I går ville det have været Hillarys fødselsdag, og traditionen tro blev den mindet med en gåtur, som Martita og hendes mand tager hvert år på den dag. Hvert år foregår det i samme område – en smuk sti omgivet af museumspark og kuperet natur – som et minde om, at Hillary var et meget aktivt, udendørselskende naturmenneske. Og hvert år inviterer de alle, der kender dem, til at gå turen med dem.

Dagen var smuk og fremmødet fint til den årlige "Hillary's Walk".
Dagen var smuk og fremmødet fint til den årlige “Hillary’s Walk”.

Vores M har et ret særligt forhold til Martita – eller rettere, det FØLES som om hun har det, men i virkeligheden tror jeg bare det handler om, at Martita er den type menneske, som får alle til at føle, at de har et særligt bånd til hende – så vi tøvede selvfølgelig ikke et sekund med at joine Martita og hendes mand. Og hvor var det en fin oplevelse! Masser af forældre til børn i Martitas klasse, deres børn og selvfølgelig en masse lærere fra skolen mødte op, og efter et par rørende ord fra Martitas mand fra ladet af en pick up-truck bevægede alle sig af sted på turen, som trods anledningen var fyldt med smil, latter, sludren og en virkelig fin stemning.

Alle - fra de alleryngste til de meget ældre - nød turen og den særlige stemning, der indrammede den.
Alle – fra de alleryngste til de meget ældre – nød turen og den særlige stemning, der indrammede den.

Der er ingen tvivl om, at Martita og hendes mand værdsætter den opbakning helt vildt. Og det kan jeg godt forstå. Jeg kan – gudskelov – slet ikke sætte mig ind i den sorg det må være at miste et barn, men jeg kan kun forestille mig, at den slags støtte fra mennesker man ser hver dag, må være uvurderlig. Jeg er nok efterhånden syltet så meget ind i the American way, at jeg, mens jeg sidder og skriver dette, faktisk ikke helt kan vurdere, om den slags begivenheder hører til dem, vi i Danmark typisk ville stemple som vildt amerikanske og “for meget”. Jeg kan ikke forestille mig, at noget tilsvarende ville ske i Danmark – altså ikke dét at sørge og mindes, for det er uafhængigt af kultur og nationalitet – men at markere det i den grad. Med gåtur, taler, involvering af stort set hele skolen.

M og vennerne klarede den knap halvanden time lange tur med store smil og - næsten - uden klager.
M og vennerne klarede den knap halvanden time lange tur med store smil og – næsten – uden klager.

Det kan måske virke som en form for svælgen i noget, mange ville vælge at holde mere privat. Men som jeg gik der i går, med min mand og min søn, og længere fremme kunne se min datter gå hånd i hånd med en kvinde, der ikke længere kunne gøre netop det med sin egen datter, blev jeg godt nok evigt, ubeskriveligt taknemmelig over, hvad jeg har. Og jeg ved, at netop dét er Martita og hendes mands mening med at invitere så mange: For at give alle en chance for og anledning til at huske, hvad de har – og nyde det. Glædes over det og lade tiden stå stille omkring det. Bare et øjeblik.

Hvis alenehed er et ord…

…så er det nok det helt rigtige til at beskrive en stor del af min tilværelse lige nu.

Jeg har aldrig haft noget imod mit eget selskab. Jeg har altid nydt at være alene, og jeg kan stadig genkalde mig følelsen af at glæde mig inderligt til en alene-aften i de ellers socialt travle ungdoms- og studieår. Jeg anser ellers mig selv for en meget socialt anlagt person, og jeg elsker at tilbringe både planlagt og spontan tid med gode folk. Venner, familie, nye bekendtskaber. Men selv om jeg til fulde nyder at være sammen med andre, så har jeg altså heller ikke noget imod at være helt, helt alene. Det er ret praktisk i forhold til den situation, jeg står i nu.

Siden vi kom herover, har N mødt på arbejde meget, meget tidligt om morgenen. Jeg skulle til at skrive et klokkeslæt, men det gik op for mig, at han tager af sted så tidligt, at jeg stadig er så langt væk under dynen, at jeg faktisk ikke ved, hvad klokken er. Når børnene er stået op, spist af og gjort klar, kører jeg dem i skole, og så starter min alenetid. En eller to gange om ugen kommer der en kaffedate ind over, men størstedelen af ugedagene er det bare mig. Jeg løber en tur. Øver mig på mit guitarspil. Læser nyheder og bøger. Tager til yoga. Går en lang tur et sted. Eller jeg sætter mig på en café og nyder, at jeg kan bruge al den tid, jeg har lyst til, på at drikke min kaffe og spise min vaffel.

Aktiviteterne varierer fra dag til dag, men selskabet er i vidt omfang det samme: Mig selv. Og hvis jeg skulle komme med ét konkret råd til nogen, der overvejer, om tilværelsen som at home mom i udlandet er noget for dem, så ville det være at lære at elske deres eget selskab, hvis de ikke allerede gør det. Nye venner kommer ikke bare dumpende ned fra himlen – i hvert fald ikke i de mængder, man har fået oparbejdet derhjemme – og selv om man kan Skype, Facetime og skrive med alle dem, man savner, så kommer man altså ikke uden om, at rigtig mange timer foregår alene. Og hvis man keder sig i sit eget selskab – ja, så bliver det altså nogle lange dage, uger og måneder!

Det fine ved alenehed er, at selv om mange unægtelig vil kæde det sammen med ensomhed, så behøver de to ting slet ikke have noget med hinanden at gøre. I de syv måneder vi har været her, har jeg været rigtig meget alene, jeg har savnet utallige mennesker maveknugende inderligt, og jeg har nok også følt mig lidt rastløs ind imellem. Men på intet tidspunkt har jeg følt mig ensom. På intet tidspunkt har jeg følt, at jeg ikke havde nogen hos mig, eller at jeg stod alene med de ting, der betyder noget. Og så længe, det er sådan aleneheden præsenterer sig, er den lige så velkommen som en god ven.

 

De omstillingsparate

Advarsel: Det her er et blæreindlæg. Så hvis man ikke rigtig orker tanken om en mor, der skamroser sine poder, så kan det godt være, at det i dag er en god ide at springe over bloggen her. Hvis man derimod ikke har et problem med skamløs lovprisning, så læs bare videre.

Som beskrevet tidligere, sker der virkelig meget med børnenes sprog lige nu, og det er ret sjovt at høre, når M spørger mig, hvad der står på den “nexte side” i bogen, og når A råber “all done!” og rejser sig fra middagsbordet. Men det er ikke kun på sprogfronten, at de to har fart på. Forleden var vi til “fall conference”; en samtale mellem forældre og lærere, hvor formålet er at give forældrene et indblik i, hvordan deres børn klarer sig. Det er vel det, der på godt dansk hedder en forældrekonsultation. Og det var ikke noget særligt for vores børn, fordi de er indvandrere og fremmedsproglige – det gælder alle skolens børn.

Jeg har altid grinet af min mor, fordi hun har så let til tårer. Som teenager rullede jeg med øjnene, når hun kneb en tåre over “Dirty Dancing” (det tror jeg faktisk stadig, hun gør), men det gør jeg ikke mere, for ved I hvad? Nu er jeg selv blevet sådan. Jeg tuder over ALT! Det er helt forfærdeligt. Og vi var ikke nået ret langt ind i samtalen med A’s lærer, før jeg mærkede tårerne stige, og i øjenkrogen så N skæve lidt nervøst til mig (han vidste godt, hvad der ventede), for det, vi hørte, var så fint. Og så rørende. A klarer sig så godt; han forstår stort set alt, hvad der bliver sagt, han løser stuens sværeste puslespil, og han koncentrerer sig om dem i op til 25 minutter, hvilket er ret imponerende (ifølge læreren – ikke kun moderen!) for en toårig. Han blev rost til skyerne for sin rumlige forståelse, sin intelligens og sin empati i forhold til andre børn.

Ugen efter gjaldt det M, og jeg vil gerne indrømme, at jeg var lidt mere spændt på den samtale. Mest fordi A var så lille, da vi kom herover, og hans omstilling har slet ikke været så bevidst som M’s. Som mor kan jeg selvfølgelig godt mærke, om min datter er glad og trives, men jeg var alligevel ret spændt på at høre, hvordan hun klarer hverdagen i skolen. Om hun er med, om hun trives socialt, om hun er engageret og interesseret. Og dét er hun. På alle måder. Hun er dybt optaget og motiveret af alle deres fag dernede, er begyndt at læse fonetisk, interesserer sig for matematik, elsker at synge på spansk og fiser rundt i idræt. Hun er vildt afholdt af de andre børn og har en rigtig god fornemmelse for, hvad der er rigtigt og forkert. Jeg vil ikke sige, at jeg forventede problemer, men jeg havde tænkt, at der måske – de sproglige udfordringer taget i betragtning – ville være områder, hvor hun skulle have lidt ekstra hjælp, lidt ekstra kærlig støtte. Men nej. Ikke det fjerneste.

Må jeg godt sige, at jeg efter begge de samtaler gik hjem og var helt vildt overdrevet stolt? Jeg tror, de fleste forældre er ret stolte af deres børn, men da vi tog beslutningen om den her tur, da vi planlagde den, da vi tog af sted, og da vi begyndte vores hverdag herovre, tænkte jeg rigtig meget og rigtig tit over, hvordan børnene ville klare den omstilling. Om de ville falde til og være lige så glade som de var derhjemme, for de daglige rammer vi fandt til dem. Nu kender vi svaret, og jeg er så taknemmelig, så glad og stolt over, at de to små mennesker, vi har taget med og plantet herovre, er gjort af så godt og stærkt et stof, at de ikke bare klarer sig, men klarer sig rigtig godt. Uden hæmninger, uden begrænsninger – bare som de små, harmoniske, glade sjæle de er.

 

 

Feministiske forbilleder

Forleden, da jeg var på en af ugens morgenkaffedates med min danske veninde M, kom vi til at snakke om det liv, vi hver især lever herovre – og ikke mindst vores ønsker for det. Hvor det for mig, her godt et halvt år inde i opholdet, stadig er relativt nyt; ikke mindst dét med at have så meget tid alene og med mine børn, så har M været her i over et år, og hun og familien ved faktisk ikke, hvor de står om endnu et år. M’s mands kontrakt udløber, og hvad deres rejse så bringer dem – eller hvor den tager dem hen – ligger på ingen måde fast endnu. Og mens vi sad der og snakkede om, at M, i tilfælde af at de skulle blive i landet længere, gerne ville et andet sted hen end den meget velfriserede forstadsidyl, North Raleigh har at byde på, kom vi ind på arbejde.

“Jeg vil også gerne have, at mine piger ser mig have et arbejde,” sagde M, og jeg var ret hurtig til at erklære mig enig. Måske endda lidt for hurtig, for da jeg efterfølgende tænkte lidt over det, var jeg faktisk ikke helt klar over, hvorfor jeg var så enig. Hvorfor er det så vigtigt, at vi viser vores døtre, at vi har et rigtigt arbejde? Eller rettere: Hvad er det vi gerne vil have, at de skal se? Er det vigtigt, at vi som mødre arbejder, fordi det er sådan, vi viser vores døtre, at kvinder kan det samme som mænd? Eller handler det i virkeligheden ikke bare om at vise dem, at det måske ikke handler så meget om, hvad vi laver, men hvorfor – og for hvem?

Der hersker vist ikke meget tvivl om, at der ikke er supermeget prestige i at være hjemmegående. Slet ikke i Danmarks hovedstadsområde, hvor både M og jeg boede, inden vi flyttede herover. Herovre er det langt mere almindeligt, at kvinden bliver hjemme med med børnene de første år – ikke mindst fordi prisen for at have dem i institution, indtil de er gamle nok til at komme i en public school, ofte overstiger den løn, moren får, og det derfor ganske enkelt ikke kan betale sig – og det er ikke mit indtryk, at kvinder af den grund bliver mindre interessante; hverken i deres mænds eller medsøstres øjne. I Danmark ville jeg som hjemmegående helt sikkert føle et behov for at forklare mig, hver gang jeg mødte nogen, der uundgåeligt ville spørge mig, hvad jeg lavede.

Men for mig handler livet som hjemmegående i denne tid ikke om nød eller noget, der ikke kunne være anderledes. Det handler ikke om, at vi ikke har råd til at få børnene passet, og det handler heller ikke om, at jeg ikke har evnerne til andet. Det har derimod været et meget bevidst valg fra min og og hele familiens side, og det var i høj grad en del af overvejelserne, da muligheden for at tage herover bød sig. N skulle arbejde, og jeg skulle være mere sammen med børnene. At lægge karrieren i dvale for en begrænset periode var ikke et afkald fra min side, og jeg har ikke på noget tidspunkt følt, at jeg faldt i nogens anseelse. Tværtimod føles det for det meste som et helt vildt privilegium – at vi rent faktisk har muligheden for den konstellation, vi lige nu lever i. Hvor mange har muligheden for at tage to år ud af kalenderen og se deres børn, lige så meget de overhovedet vil?

Jeg ved godt, at det for mange kvinder ville være dødssygt og uinspirerende at melde sig ud af jobscenen og ambitionerne for en tid og i stedet lade dagene gå op i moderskab og og migtid. Jeg forstår også godt, at det for mange kan syne både lidt uambitiøst og ikke særlig visionært. Men det er bare ikke sådan, det føles. For mig. Det føles som et pusterum, en helt vild chance for at få lov til at vende alting lidt på hovedet, få lidt balance ind, opleve noget mere og tage nogle andre valg i hverdagen. Skifte perspektivet og se, hvad dét så bringer. Og jeg er ikke i tvivl om, at det er skidesundt. Både for mig og min familie.

Min datter – og min søn for den sags skyld – skal nok komme til at se mig arbejde igen. Ikke fordi jeg skal, men fordi jeg på et eller andet tidspunkt ikke kan lade være. Indtil det sker, vil jeg nyde at vise dem begge et alternativ, som de måske ikke ville få samme nuancerede syn på, hvis vi var blevet hjemme: En selvstændig, intelligent og tænkende mor, der lige nu er meget hjemme, fordi hun synes det er det rigtige. Og at så længe vi beslutter med både refleksion, overbevisning og hjerte, så har vi god grund til at være stolte af vores valg.

Can I please få the brrot?

Jeg ved godt, at mantraet om at tænke positivt og holde glasset halvt fyldt og hvad vi nu ellers kan komme i tanke om af floskler, er yderst populært – meget mere end det, der handler om at brokke sig. Men nogle gange hjælper det åbenbart med lidt brok, for dagen efter jeg havde skrevet dette indlæg, kom solen igen – og med den en helt magisk fornyet energi. I går begyndte en nærmest euforiserende sensommer, og jeg ved godt, jeg lyder som verdens største kliché, når jeg skriver, at de sprøde solstråler der hører lige præcis efterårsmånederne til, gør mig lykkelig. Men det gør de altså. På sådan en helt vildt befriende ukompliceret måde. At de herovre så også er akkompagneret af 25 grader er en omstændighed, jeg gerne tager med. Når det nu skal være. 😉

Jeg tog min første rigtige løbetur i næsten et år i morges. Med en baggrund som denne var det ikke spor hårdt!
Jeg tog min første rigtige løbetur i næsten et år i morges. Med en baggrund som denne var det ikke spor hårdt! Stedet er Lynn Lake, hvor jeg i den her uge har tilbragt alle mine morgener.

Nå, men det her indlæg skulle faktisk slet ikke handle om vejret (det er bare for fantastisk til at forbigå i tavshed), men om sprog. Jeg tænkte nemlig, at jeg ville give en lille opdatering på, hvordan det går med børnenes sprog – ikke mindst fordi det har været et af de fænomener, der har interesseret mig mest ved hele ideen om at flytte familien til et andet land: Hvordan og hvor hurtigt lærer sådan et par små egentlig et nyt sprog?

M er efterhånden ved at være ret godt med. Hun forstår stort set alt, hvad der bliver sagt i skolen, og hun retter os prompte, hvis vi ikke får det overdrevet rullende amerikaner-R med i ord som starfish, horse og Starbucks (sidstnævnte er i øvrigt et sted, hun efterhånden er ret bekendt med fra en bagsædevinkel, så da jeg forleden spurgte hende, om hun vidste hvad kaffe hed på engelsk, svarede hun uden tøven: “ja, det hedder latte!”). Hun taler også i sætninger, men der er stadig ord, hun ikke helt har fået med, så det er p.t. en ret sjov blanding af engelske og danske gloser. “Can I få the spaghetti?” spørger hun ved bordet, og da vi i morges havde taget hjemmebagte boller med til hendes klasse, overhørte jeg hende fortælle sin amerikanske veninde A, at hun havde taget “brrot” med. “Look, we have brrot!”

Ved mange enkelte ord er hendes udtale lige på kornet, men hendes sprog og sætninger er stadig præget af en dansk-klingende accent, som hendes klassekammerater er så fascinerede af, at de rent faktisk er begyndt at efterligne den. Forleden fik jeg en video tilsendt fra A’s mor, hvor A fortæller om et græskar hun har fået, på et helt forrygende cirkusengelsk. Hun prøvede at tale som M. 🙂

Vores egen A herhjemme er mere sporadisk i sin tilegnelse. Han er konsekvent begyndt at sige no i stedet for nej, han beder om butter på sin bolle, og om aftenen dikterer han, at daddy eller mommy putter. Der sniger sig engelske ord ind hist og pist, men han er selvfølgelig på ingen måde så bevidst om det som sin søster. De dukker bare op. I skolen kommunikerer han fint med sine lærere, så han har uden tvivl en fornemmelse for hvornår “man” taler engelsk, men derudover virker hans drys af engelske ord ikke som et specielt aktivt valg.

Jeg er ret sikker på, at når yderligere nogle måneder er gået, vil de to børn – og også M og hendes danske veninde A – sikkert i højere og højere grad begynde at lege sammen på engelsk; ganske enkelt fordi det er det, der for dem bliver normen. Dansk er noget, man snakker med mor og far, og leg foregår på engelsk. Det er så sjov en udvikling at følge, og jeg er sindssygt glad for, at de, når det her eventyr engang slutter, kommer tilbage til Danmark med ikke bare en masse fantastiske oplevelser, men også et fuldt udviklet andet sprog. Det er den slags, der giver en følelse af, at det er rigtig godt, det vi har gang i lige nu. Dét og så efterårssolen. 😉

 

Så kom dagen…

Det måtte jo ske. Jeg har fortrængt det og prøvet at blokere alle tanker om det, men jeg vidste godt, at jeg på et eller andet tidspunkt måtte se i øjnene, at den dag ville komme. Dagen, hvor jeg igen var nødt til at iføre mig lange ærmer. Jeg har haft uld på i denne uge. ULD! “Er vi i Danmark eller hvad?” plejer M at spørge, når temperaturen sniger sig under de 20, og jeg kan godt følge hende. Jeg ved godt, at hvis jeg stadig boede i Danmark, havde den vamsede hyggestrik og tæpperne i sofaen indfundet sig for længst, men indtil for ganske få dage siden var her stadig 25 grader, og jeg er slet, slet ikke klar til at sige farvel til de bare ben og min efterhånden velfunderede tan endnu.

Smukke farver breder sig. Og det er kun begyndelsen!
Smukke farver breder sig. Og det er kun begyndelsen!

Men den slags bestemmer man som bekendt ikke selv, og pludselig faldt temperaturen fra 26 til 16. Fra den ene dag til den anden. Samtidig begyndte både blæsten og regnen (der allerede havde meldt sin ankomst nogle dage forinden) at tage til, og de sidste par dage har det altså været virkelig efterårsagtigt herovre. Skal man tro diverse vejr-apps, vender det dog snart, og fra i morgen kan vi igen se frem til 24 grader og høj sol.

Selv om jeg virkelig er vild med klimaet herovre, har jeg aldrig haft noget imod Danmarks skiftende og utilregnelige årstider, og jeg elsker faktisk efteråret. I Danmark boede vi lige ved en skov, og det var noget af det, jeg nød allermest ved vores hus. At gå ud af havelågen og få sekunder efter befinde mig i den hyggeligste skov, hvor jeg hele året kunne se på, dufte til og nyde sæsonerne. Jeg har ikke en skov i baghaven her, men jeg har masser af søer og naturparker i nærheden, og da jeg havde afleveret børnene i morges, kørte jeg hen til en af dem for at gå en lang tur. Jeg mødte ikke mange på vejen – mine sydstatsnaboer synes vist ikke, der er så meget at nyde ved blæsten og regnen – men det gjorde det bare endnu bedre. Helt alene, helt stille – og helt glad.

IMG_2798
Blæst, småregn og masser af rusk. Lige vejr til en gåtur ved søen!

Weekenderne kommer nok heller ikke til at stå på så meget badning fra nu af, men der er heldigvis masser af børneglæder, der venter alligevel. Jeg har tidligere fortalt om børnemuseet Marbles, og i nabobyen Durham har vi for nylig opdaget Museum of Life and Science, som også er et helt fantastisk sted, hvor jeg forudser, at mange af vores fremtidige søndage vil blive tilbragt. Der er en sommerfuglehave, en udstilling med insekter, edderkopper og bistader, der er et lille bondegårdsområde med grise, alpacaer og køer, en kæmpe naturlegeplads, en sti med dinosaurer langs hele vejen, bjørne, ulve og lemurer – og så alt det, vi ikke nåede at se i denne omgang. Og det bedste er, at området er så stort, at man kan opleve det hele uden at skulle kæmpe om pladsen.

Dinosaurus-stien er virkelig gennemført og en af favoritterne. M kunne i øvrigt informere os om, at dinosaurerne levede "dengang morfar var lille." :)
Dinosaurus-stien er virkelig gennemført og en af favoritterne. M kunne i øvrigt informere os om, at dinosaurerne levede “dengang morfar var lille.” 🙂

Mange af aktiviteterne er udendørs, så besøget i går krævede regntøj og en trøje indenunder, men det gjorde ikke stedet mindre sjovt eller spændende. Og børn er jo for det meste ret ligeglade med, om det regner lidt. Faktisk kan et par vandpytter jo gøre det ud for flere timers underholdning, så det er bare os voksne, der skal finde både regnfrakken og ja-hatten frem!

En lille kuperet have med dis, man selv kan sætte i gang, er et af de mange store hits på Museum of Life and Science.
En lille kuperet have med dis, man selv kan sætte i gang, er et af de mange store hits på Museum of Life and Science.

Om få uger begynder efteråret for alvor, og så er jeg klar. Jeg glæder mig helt vanvittigt til at opleve de fortryllende farver, der lægger sig omkring området, og vi har planer om at køre en tur i bjergene for virkelig at få løvfaldet med. Men indtil da har jeg altså lige lidt flere solstråler, jeg skal have suget til mig, så jeg venter lige med at pakke shorts og solcreme væk. Bare lige et par dage… 😉