Månedsarkiv: november 2015

To som elsker hinanden

Hvad skriver man efter en weekend som den, vi lige er blevet væltet af? Jeg ved det ikke rigtigt. Selv her, langt fra Paris, er katastrofen, sorgen og skrækken smerteligt mærkbar, og mine forskellige feeds flyder over med både kloge ord, mindre kloge og masser af stof til eftertanke. Jeg har ikke nogen store, perspektiverende tanker at komme med, men jeg kan sige, at det fra et helt nært og personligt perspektiv føles meget, meget underligt at tænke på, at vi – N og jeg – med lethed kunne have været blandt dem, der blev ramt. Havde vi været i nærheden af Paris, havde vi været på Bataclan den aften. Eagles of Death Metal er blandt vores favoritbands, og deres koncert i Paris kunne sagtens have været en, vi – og mange af vores nærmeste venner – havde rejst efter. Det gjorde vi heldigvis ikke, og heldigvis er vi her. Langt væk, men alligevel er det hele alt for tæt på.

I den slags situationer er dét at have børn på én gang både det bedste og det værste. Det værste, fordi det er umuligt ikke at tænke på, hvad der venter dem i den verden, de vokser op i, og fordi dét at få børn bare skaber et helt nyt og sårbart følelsesliv, der bliver flået helt igennem, når sådan noget sker. Og det bedste, fordi de – i hvert fald når de er så små som vores og så langt væk fra tv-nyheder og blodige billeder – heldigvis ikke har den fjerneste anelse om, hvad der sker omkring dem, og derfor formår at hive os ud af de sorteste tanker og tvinge vores fokus over på andre, langt mere glædelige, ting. Som kærlighed. Til os og hinanden.

I otte måneder har vores børn været rigtig, rigtig meget sammen. I begyndelsen hele tiden, hver dag, og efter et par måneder med nogle skoletimers afbrydelse, men hele vejen igennem har de været langt, langt mere sammen, end de ville have været, hvis vi stadig havde boet i Danmark. De har været hinandens vigtigste støtter og ligesindede, når alt har været ukendt, og alle andre på deres alder talte underligt og uforståeligt, og de har været og er stadig hinandens bedste venner. De savner hinanden, når de har været for længe fra hinanden, og M vil stadig ikke gå i seng om aftenen uden at have kysset A og snuset til hans hoved, som hun har gjort, siden han var helt nyfødt.

Det bånd, der er blevet skabt mellem dem, mens vi har været her, er simpelthen så fint at få lov at se fra sidelinjen. Af alle de oplevelser og eventyr, der kommer ud af det her, er den tætte, stærke forbindelse mellem dem måske dét, jeg er allermest taknemmelig for. Så meget omsorg, så meget kærlighed – i så små kroppe. Det er fint og fantastisk og rørende,  og det er utrolig meget mere trygt at være vidne til end rigtig meget andet lige nu.

Dig og mig for altid.

 

 

The great BIG South

Jeg har virkelig villet skrive det her indlæg rigtig mange gange, men hver gang jeg prøvede, var det som om det alligevel virkede lidt underligt at skrive om noget så tilsyneladende vildt overfladisk. Der dukkede ligesom altid nogle vigtigere temaer op. På den anden side har det været et af de emner, som jeg tænkte en del over, inden vi flyttede hertil – og som andre på vej herover måske også tænker lidt over: Bliver man tyk af at bo i USA?

“Amerikanere er så fede” er en stereotyp kliché, der lever i bedste velgående, og selv om jeg absolut ikke bryder mig om den slags generaliseringer, så kan hverken jeg eller andre benægte det faktum, at der altså er rigtig, rigtig mange overvægtige mennesker i det her land. Overvægt er et kæmpestort og voksende problem – især i Syden, hvor jeg bor. Og ja – der er rigtig, rigtig gode muligheder for at blive tyk, når man bor her. Der er fastfood-kæder overalt (en meget populær kæde i Syden er Bojangles, der bl.a. laver friturestegt kylling serveret med en fedtet scone-agtig bolle), og det kan været rigtig svært at finde noget sundt på de forskellige menukort. Salaterne svømmer i fede og sukkerfyldte dressinger, og i de fleste sandwiches er der proppet så meget ost og mayo ind, at de er svære at gabe over. Restaurantklassikere som lasagne, pizza, diverse pastaretter og forretter er som regel overhældt med ost i mængder, der gør der gør retterne nærmest ukendelige.

Mange amerikanere har virkelig dårlige madvaner, og der hvor N arbejder lige nu, møder mange af de ansatte ind med en morgenmad bestående af pizza eller donuts og et par liter sodavand. Klokken syv om morgenen. Skolebørn får kiks, juice og sågar slik med på deres madpakker, og det er på ingen måde usædvanligt at give sit barn en lille Snickers med til frokost. Min veninde L fortalte mig, at lærerne på hendes datters skole havde måttet understrege over for forældrene, at marmeladen i en peanut butter & jelly sandwich altså ikke talte som frugt, og at ostepops ikke var rigtig ost.

I Danmark cyklede jeg alle steder, især da vi boede i København. Og selv da vi flyttede ud af byen, cyklede jeg hver dag – til børnenes institution, til stationen, til supermarkedet – til bland selv-slikbutikken 😉 . Herover er der ikke noget, der hedder daglig “uplanlagt” motion, og hvis jeg vil bevæge mig, skal jeg træffe et aktivt valg for at få det ind i min dag. Jeg bruger så meget tid i min bil, og selv om vi bor tæt på alt, gør afstandene stadig, at det aldrig ville være en mulighed at gå til skolen eller supermarkedet. Og jeg ville aldrig turde bevæge mig ud på vejene med en børnefyldt ladcykel! Jeg har en intention om at få bevæget mig på en eller anden måde hver dag, og lige nu skifter jeg mellem hot yoga – som jeg virkelig har forelsket mig i – og små løbeture på 4-5 kilometer. Jeg er omringet af smuk natur, og årstiden lige nu gør bare det hele endnu smukkere, så et par gange om ugen løber jeg rundt om Lake Lynn, som er mit yndlings-frisk-luft-sted.

Jeg løber mine ture om morgenen, når jeg har afleveret børnene - og lyset er allersmukkest!
Jeg løber mine ture om morgenen, når jeg har afleveret børnene – og lyset er allersmukkest!

Lige nu vejer jeg tre kilo mere, end da vi kom. Og det kunne SAGTENS have været meget mere. At bo her – især når man ikke hører til den kategori af mennesker, der kan spise hvad de har lyst til og aldrig tage på – kræver virkelig, at jeg er opmærksom på ikke bare min egen kost, men så sandelig også børnenes, så de ikke vokser op med en forestilling om, at Snickers, ostepops og æblejuice til frokost er normen. M er begyndt at beklage sig lidt over, at hun ikke har chokolade med ligesom flere af sine venner, og hun synes uden tvivl, at jeg er både benhård og vildt irriterende, når jeg ikke vil give mig. Vi har for nylig lavet en aftale om, at hun får lov at få et lille stykke chokolade med om fredagen – et kompromis, vi begge kan leve med. Vores børns skole er endda langt fra så slem som mange af de andre, og de fleste har (relativt og efter omstændighederne) god og sund mad med. Men sammenlignet med danske rugbrødsmadder er det altså stadig i en helt anden madpyramidekategori!

Efteråret er fantastisk herovre og gør det ret nemt at komme udenfor!
Efteråret er fantastisk herovre og gør det ret nemt at komme udenfor!

Så ja – man kan meget nemt blive tyk af at bo her, og det kræver faktisk ikke nogen særlig stor indsats. Men man kan også sagtens IKKE blive det. Hvis man vænner sig til, at valg, der har med kost og motion at gøre, nok er nødt til at være mere bevidste herovre end derhjemme, er man godt på vej. Og samtidig med, at mulighederne for fedtet, friturestegt junk er nærmest uudtømmelige, så byder supermarkederne altså også på et langt større udvalg af sund mad, end jeg nogensinde har oplevet derhjemme. Mit yndlingssupermarked er Whole Foods, som måske nok kommer til at smadre familiens madbudget, men som har så meget fantastisk lækker og sund mad, at det kan føles som en lille fest at handle der.

Bottom line: Der er noget om snakken, men så slemt behøver det heller ikke at være. Mest af alt handler det nok bare om at tage mere ansvar for sin sundhed, end man er vant til. Og når alt kommer til alt, er det måske ikke det værste, man kan gøre, vel?

 

 

Farvel til konkurrencestaten

Det var faktisk min mening at skrive et fint og billedspækket indlæg om vores lille køretur på Blue Ridge Parkway i weekenden, men pludselig dukkede der noget op, der satte nogle lidt andre tanker i gang. Så de kommer her – og så må I få billederne næste gang. 😉

Det er nok ikke gået mange næser forbi, at H&M lige har lanceret deres nyeste designersamarbejde, denne gang med Balmain. Det er der som sådan ikke noget nyt i, og jeg har (eller har haft) ting fra masser af deres tidligere samarbejder, men jeg mindes ikke, at hypen har været så vild (eller priserne så høje) som denne gang. Og efterhånden, som nyhederne fyldtes af artikler og historier om unge, der pjækkede fra skole for at ligge i kø i dagevis og efterfølgende brænde mange, mange tusinde kroner af på (H&M)tøj – i flere tilfælde både støttet og sponsoreret af deres forældre – blev jeg ikke bare godt gammeldags forarget, men faktisk også lidt lettet.

Jeg har brugt en stor del af et årti i en stilling, der var både lærerig, udviklende, interessant, underholdende og sjov, men på mange måder også dybt overfladisk. Det jeg beskæftigede mig var overfladisk, og på en eller anden måde smittede det også af på min person og mine værdier på den måde, at de ting, jeg gik op i at udstråle, i lang tid også var overfladiske. Og, for nu at sige det ligeud, skideligegyldige. Samtidig har jeg altid lidt af den usikkerhed, som så skræmmende mange piger og kvinder oplever gennem alt for mange år. Jeg har brugt så meget tid og energi på at gå op i mit ydre, min status, min vægt, min coolness, min usikkerhed, at jeg nærmest kan blive helt deprimeret ved tanken om, hvad den energi, tid og tankevirksomhed ellers kunne have været brugt på af langt mere konstruktive ting.

Jeg havde gjort mig nogle tanker om forfængelighed, inden vi kom herover, men det, jeg synes, jeg kan mærke en forskel på nu, er noget andet og mere end bare forfængelighed. Det er den evige konkurrence, jeg har ladet mig selv ligge under for i alt, alt for mange år. Den evindelige sammenlignen mig selv med alle andre – veninder, (be)kendte, tilfældige piger på gaden, i bladene og alle mulige andre steder. Sammenligninger, der ikke bare er fuldstændig umulige og pære/banan-agtige, men også helt igennem formålsløse. Hvad er pointen? Hvad er pointen i at bruge så meget energi på at tænke over, om jeg nogensinde kan blive lige så slank/glathudet/spændende/energisk/positiv/velklædt som hende dér, der står ved siden af mig? Og som jeg måske ikke har noget forhold til og om fem minutter aldrig ser igen?

Den konkurrence kan jeg mærke, at jeg har sluppet. Og det bedste af det hele er nærmest, at det er sket helt uden, at jeg lagde mærke til det, før jeg pludselig blev bombarderet med alle de der H&M/Balmain-artikler, der mindede mig om, hvor hårdt og tomt det kan være at holde sig oppe i det konkurrende miljø, jeg som både ung og lidt ældre levede i derhjemme. Jeg sammenligner ikke mig selv med nogen herovre. Jeg forsøger ikke at imponere, jeg har ikke noget image, der skal plejes. Jeg bruger stort set aldrig makeup længere, mit hår lever sit eget liv, og når jeg dyrker sport, er det for første gang i mit liv, fordi det gør mig glad og giver mig overskud – ikke fordi, jeg håber det gør mig tynd. Jeg er blevet mere rummelig, mere rolig – og langt mindre dømmende, ikke bare i forhold til andre, men også mig selv. Det er en kolossal lettelse, og jeg anede faktisk ikke, at jeg kunne. At det var muligt for mig at give slip på alle de forventninger, jeg havde sat op for mig selv, om at jeg skulle ligne de andre.

Det her blev et af de mere rodede indlæg, og jeg håber, I kan finde lidt hoved og hale i det. Jeg håber også, at det ikke fremstår alt for “jeg er taget til Tibet og har fundet mig selv, og fra nu af vil jeg kun tale positivt og langsomt”-agtigt, for det er langt fra dér, jeg er. Det er små skridt. Jeg kan bare mærke, at min egen lille benhårde konkurrencestat har slippet sit krævende tag i mig – og uden, at mit legeme har tabt et gram, har dét gjort mig ti kilo lettere.