Månedsarkiv: december 2015

Ved I, hvem jeg er?

Jeg håber, I alle er kommet godt igennem julen! Det er vi. Det var en noget anderledes oplevelse kun at være os fire, og selvfølgelig savnede vi alle dem, vi plejer at holde jul med, men alt taget i betragtning var det en rigtig, rigtig fin jul. Vi blev kastet ud i selv at lave vores eget julemåltid (er det ikke det, man har mødre til?!), og det skulle naturligvis indeholde både and med æbler og svesker, brune og hvide kartofler, rødkål, sovs og risalamande med kirsebærsauce. Som I nok kan regne ud, er flere af tingene ikke lige noget, man finder på glas nede i det lokale supermarked, så flere dage i forvejen gik jeg i gang med rødkål og kirsebærsauce fra bunden. Lad mig bare – helt uden at prale – sige, at vi fik skruet et rimelig fantastisk julemåltid sammen!

Efter maden dansede vi om træet (og ja, “Nu’ det jul igen” med løben rundt i huset var en del af seancen), men gaveåbningen ventede vi med til den 25. for at tilføre julen et amerikansk islæt, nu hvor vi trods alt bor her. Vi var spændte på, hvordan børnene ville klare at skulle vente helt til dagen efter, men der kom ikke et eneste pip af utilfredshed. De hyggede sig hele aftenen, kom sent i seng, og da de sov, bar vi alle gaverne ind. Dagen efter lavede vi brunch og åbnede gaver stille og roligt. Det var så fin en oplevelse, og der var en virkelig skøn ro over det hele. Ro er i det hele taget noget, der har karakteriseret juledagene, og derfor har I heller ikke hørt fra mig før nu. 🙂

Senere på dagen den 25. var vi inviteret over til Amber, som er M’s meget, meget gode veninde i klassen. Ambers mor og far har en tradition, hvor de hvert år juledag inviterer venner til at kigge forbi mellem kl. 16 og 22 til en pastaret, som Ambers far, der har italienske rødder, bruger timevis på at lave. Der er nærmest åbent hus, og man behøver ikke melde til eller fra; man kan bare møde op. Det gjorde vi, og det var vildt hyggeligt. Der blev rørt i gryder og skænket vin, mens vi alle stod rundt om køkkenøen og nød den fuldstændig fremragende mad. Vi mødte en masse søde mennesker, og M og A legede med Amber, hendes to søskende og alle de andre børn, der var der. Senere blev der tændt bål udenfor – hvor der var varmere end inde – og der blev ristet S’mores og kigget på fuldmåne.

Den dag – og dagen efter, hvor naboen inviterede os til chili con carne sammen med en masse andre børnefamilier fra vejen – gik det op for mig, hvor meget sprog betyder. Jeg har simpelthen været så optaget af tanken om, hvordan mine børn klarer sig med et nyt sprog, at jeg helt har glemt at overveje, hvordan jeg selv klarer mig. For selv om mine engelskkundskaber er helt som de skal være, så går det mere og mere op for mig, hvor svært det er at være sig selv på et andet sprog. Eller måske snarere, hvor svært det er at gengive det billede man har af sig selv. Og alt, hvad der har med sprog, formidling, kommunikation at gøre, er så stor en del af mig og mit selvbillede, at det, når det udfordres, bliver sat på lidt af en prøve.

Jeg synes, jeg er ret sjov på dansk. 😉 Jeg synes også, jeg er både skarp og ret velformuleret. Det er trods alt det, jeg har levet af de seneste mange år. Jeg er ikke nogen prangende danser, jeg er ikke smukkere end gennemsnittet, og jeg holder ikke hele selskaber tryllebundet med et liv af beundringsværdige bedrifter. Vi har alle vores sociale styrker, og jeg ved, at jeg er både sjov, underholdende, klog og reflekteret. Bevares, jeg er hverken kedelig, usjov eller uintelligent på engelsk, men den der skarphed, jeg føler mig hjemme i, er bare sværere at få helt med, når man unægteligt og uundgåeligt hører sig selv tale med både accent og – når det går lidt hurtigt – grammatiske brølere. Jeg kan ikke lade være med at tænke på, at mine småfejl og sproglige upsere får mig til at fremstå mindre skarp, mindre morsom og lidt mindre intelligent end på mit modersmål, og derfor går jeg ofte fra den type selskaber med en følelse af ikke at kunne være helt mig selv. Det er jeg selvfølgelig – men rent verbalt synes jeg faktisk, der findes en bedre udgave af mig.

Det er ikke et problem som sådan, og det er ikke noget, der forhindrer mig i at få venner herovre, men netop som jeg er i gang med at udvide mit sociale netværk mere og mere, er det i højere grad et element, jeg bliver opmærksom på. Jeg har aldrig tænkt, at fænomenet “sprogbarriere” skulle være noget, der ville gælde for mig i et engelsksproget land, for i Danmark taler de fleste af os jo fint engelsk, ikke? Og jo, det gør vi – og det gør jeg. Men det er ikke mit modersmål, og jeg kan ikke komme uden om, at uanset hvor farverig jeg selv synes jeg er, så går nogle af nuancerne altså tabt.

Men hey – hvem sagde også, at det kun skulle være børnene, der lærte noget? Jo mere engelsk bliver hverdagen for mig, jo mere skal jeg nok komme til at føle mig hjemme. Og der er heldigvis ingen af vores nye amerikanske bekendtskaber, der har sorteret os fra endnu. Grammabrølere eller ej. 😉

 

 

It’s not me, it’s you…

Lad mig bare være ærlig og indrømme, at dét der med at slå op med nogen aldrig har været et sådan vildt tilbagevendende tema i mit liv. Dels har jeg ikke ligefrem et hav af forhold bag mig, og dels har jeg (mindst) lige så ofte været den, der blev slået op med. Men nu står jeg der altså. Det er dog ikke et kæresteforhold, der er tale om – men derimod forholdet til min guitarlærer.

IMG_2438 (1)

Jeg har gået til guitarundervisning en gang om ugen siden begyndelsen af oktober, og hver tirsdag mødes jeg med Bob i et lillebitte lokale, hvor han i teorien skal lære mig at klimpre lystigt og uhøjtideligt, så jeg altid kan sørge for en god stemning ved diverse bål og børnefødselsdage. Jeg skriver “i teorien”, fordi selv om Bob uden tvivl er en dygtig lærer og en haj på en guitar, så har vores halvtimes-sessions simpelthen handlet om alt, alt for meget andet end guitarspillet. Og nu er jeg nået dertil, hvor jeg ikke orker det mere. Bob er flink og rar, men han er nok også vant til at undervise folk, der er væsentligt yngre end jeg er, og eftersom han selv er i 50’erne, tror jeg, han i mig har fået øje på en slags sjæleven. En, han uge efter uge kan delagtiggøre i sine sorger og glæder, som har meget, meget lidt med guitar at gøre.

Jeg ved, at han har profiler på Tinder, Match og diverse andre datingsider, at hans mor døde for tre år siden (og at han hvert år bruger en uge omkring hendes dødsdag på at sørge), at han bruger læbepomade med granatæble, fordi det efter sigende skulle være godt for testosteronniveauet, at han vil begynde at spise mere asparges, fordi broccoli virker væskeophobende i kroppen (det har en af hans mange dates fortalt ham), at han i sidste uge mødte en masse piger, der hed Debbie, og at det derfor var lidt sjovt, at han i denne uge mødte hele to Cynthia’er. At han godt kan lide romantiske komedier (som han tit græder til), at han ikke spiser sukker, men at han alligevel har tænkt sig at prøve at invitere en pige på en date, hvor de kun spiser dessert, fordi det var noget han så i en film. Jeg har også set billeder på hans telefon af hans Thanksgivingmad (han fik laks og kammuslinger), og på samme telefon har han vist mig, hvordan han ser ud, når han er tyndere, for han vil gerne være tynd igen (deraf asparges-planen).

Alt det ovenstående er et meget, meget lille – faktisk nærmest forsvindende – udpluk af eksempler på dele af Bobs liv, jeg har fået indblik i. Min vurdering vil nok være, at han hver uge bruger cirka 10 minutter på selve guitardelen og 30 på at tale om sit privatliv (og ja, det giver 40 minutter i alt, selv om vi kun har en halv time, men han overskrider det altid, for som han siger, “jeg har ikke nogen efter dig, så vi har ikke travlt!”). Og selv om det måske lyder sjovt, og han lyder som en spøjs type (det er han), så er det blevet for meget. Og derfor har jeg besluttet mig for at slå op med min guitarlærer.

Jeg har allerede fundet et alternativ, som jeg skal prøve første gang i dag. N foreslog, at jeg prøvede at køre dobbeltundervisning et par uger for at se, om det andet var bedre, så det gør jeg december ud. Mit største problem lige nu er at få sagt det til Bob. Det er ikke noget, jeg er særlig stolt af, men jeg er meget, meget dårlig til konfrontationer. Jeg er vanvittig konfliktsky, og bare tanken om at sige til ham, at jeg stopper, giver mig mavepine. For slet ikke at tale om tanken om at skulle fortælle ham hvorfor!

Jeg spurgte N, hvad han syntes jeg skulle give Bob som begrundelse, og hans svar var: “det, der sårer hans følelser mindst muligt”. Jeg kan godt lide det svar. Ikke bare fordi det er venligt og empatisk, men også fordi det fritager mig fra at være ærlig! Spøg til side: Jeg kunne sagtens sige til ham, at jeg stopper hos ham, fordi jeg ikke orker at høre to minutter mere af hans konstante privatlivsvidendeling, og det ville være sandheden. At der er for meget snak og for lidt guitar. På den anden side mener han jo ikke noget ondt med det, og der er jo også noget sødt i, at han åbenbart synes, jeg er så god en lytter, at han bare giver los. Det er bare ikke det, jeg betaler ham for. Heller ikke selv om, han godt kan lide mig, fordi jeg minder ham om Goldie Hawn. (?!)

Jeg har stadig ikke helt besluttet mig for, hvordan jeg vil forklare min exit, men mon ikke det kommer til mig, når jeg står i det. Under alle omstændigheder glæder jeg mig til at begynde på en frisk – forhåbentlig med lidt mindre sludder og lidt mere spil.

Det vi takker for…

Det er nok gået de færrestes næse forbi, at sidste torsdag stod i Thanksgivings navn. Thanksgiving er af gode grunde ikke noget, vi fejrer i Danmark, men herovre er det stort – større end jul. Helligdagen falder altid på den sidste torsdag i november, og folk holder fri på selve dagen og dagen efter – den dag, der nu er kendt som Black Friday – og ud over den tiltrængte fritid (amerikanerne har virkelig ikke særlig meget ferie) handler de to dage i meget høj grad om én ting: Mad.

Vi havde for længst besluttet, at vi skulle have en “rigtig” Thanksgiving, hvor der skulle kokkereres hele dagen, spises hele aftenen og slås mave på sofaen efterfølgende. Vi var så heldige at have besøg fra Danmark i ugen omkring Thanksgiving, så ud over at få hjælp til det store madlavningsshow, kunne vi også fejre dagen og ferien med folk, vi holder af. Det gør altså det hele lidt sjovere, og ikke mindst for børnene er det guld værd at have besøg hjemmefra.

M og morfar hånd i hånd på Museum of Life and Science. Familiebesøg er guld værd!
M og morfar hånd i hånd på Museum of Life and Science. Familiebesøg er guld værd!

Dét med besøg fra Danmark kan være lidt af en balancegang. Vi har helt bevidst lejet et hus, hvor der er rigtig god plads til gæster (de får faktisk deres helt egen etage), fordi vi ønskede, at folk skulle kunne besøge os uden at være bange for at trænge sig på – og så de stadig kunne have lidt privatliv. Og vi lægger ikke skjul på, at alle, der har lyst til at komme herover, er mere end velkomne. Men samtidig kan det godt være svært at smide invitationer ud til højre og venstre, for vi er jo også godt klar over, at det at tage til Raleigh og måske blive her i en uge eller to, ikke bare er dyrt i form af flybilletter – det koster også på feriekontoen. Samtidig er Raleigh måske ikke lige det sted, de fleste ville prioritere at bruge ferietid og -kroner på, hvis vi nu ikke lige var her. Så vi prøver at finde balancen mellem at lade folk vide, at vi SÅ gerne vil se dem herovre, men ikke risikere, at nogen skal føle sig dårligt til mode ved at takke nej – eller føle sig presset til at sige ja. Det lyder måske åndssvagt, at dét skulle være et problem, men ikke desto mindre er det en omstændighed, vi er nødt til at forholde os til, når vi nu har valgt at flytte os så langt væk fra venner og familie.

Nå, men tilbage til Thanksgiving. Vi holdt os til planen, og der blev lavet både kalkun med stuffing og baconfrakke, tranebærsauce, sovs, kartoffelmos, green bean casserole, sweet potato fries og pecan pie. Mit krav til madlavningen var, at alt skulle laves fra bunden – ingen tranebærsauce på glas eller stuffing fra pose! – og det holdt stik. N’s krav til madlavningen var, at alle køkkenets fem blus OG to ovne skulle være i brug – ellers talte det ikke. Det holdt også stik. Desværre med det resultat, at fritterne og pie’n kom til at lide skrækkeligt under, at jeg ikke havde helt styr på den nederste ovns temperatur, men med lidt god vilje og ikke så mange fine fornemmelser fandt vi ud af, at pecan pie’n faktisk smagte vildt lækkert … når man altså lige havde skrabet det forkullede låg af. 🙂

IMG_4051
Seks kilo fugl med fyld af brød og overfrakke af gris. Velbekomme!

Der er ingen tvivl om, at vi skiller os mere ud her end derhjemme med vores manglende religiøse ståsted, og jeg kan vist med fuld overbevisning sige, at hverken N eller jeg nogensinde har bedt bordbøn. Men skik følge og så videre, så traditionen tro begyndte vi måltidet med at sige, hvad vi hver især var taknemmelige for. Det var faktisk rigtig fint, og lad mig bare gentage en del af min taksigelse her, da det i høj grad er dét, hele den her blog handler om: Jeg er ovenud og ubeskriveligt taknemmelig for, at vores eventyr indtil videre har udviklet sig så vellykket, som det har. Jeg er dybt taknemmelig for, at vores børn har klaret flytningen, den her helt vilde omvæltning, som små flytteverdensmestre, og at de simpelthen er faldet så godt til, at jeg ind imellem får tårer i øjnene bare af at se dem trives. Jeg er taknemmelig for, at N og jeg også har klaret flytteskærene – vi er begge glade, N klarer det han skal så vildt kompetent, at man skulle være et skarn, hvis man ikke var vildt stolt af ham. Og jeg er glad. Jeg er faldet til, jeg føler mig hjemme, jeg har ro indeni. Ja, jeg savner; det gør vi alle – men det er også kun noget, vi kan være taknemmelige for. At vi er så vanvittig heldige at have så mange dejlige mennesker at savne.

Nu står julen for døren, og vi har taget de første skridt mod vores amerikanske jul. Sokkerne hænger ved kaminen, vores foreløbig eneste julekort står på hylden over, og børnene har fået deres eget lille træ, som de begyndte at pynte i går. Der er ingen tvivl om, at det bliver underligt at holde jul bare os fire, men jeg glæder mig nu alligevel ret meget. Også selv om julestemningen ikke ligefrem har indfundet sig i det t-shirt-inviterende solskin, der stadig hersker her! 🙂

Julestemning? Ikke just. Men gyldent, lunt og strålende smukt!
Julestemning? Ikke just. Men gyldent, lunt og strålende smukt!