Månedsarkiv: januar 2016

Should I Stay or Should I Go?

Jeg er pinligt bevidst om, at det ikke er ret meget I hører fra mig i øjeblikket. Tro mig, det er ikke fordi jeg ikke gerne vil dele det hele med jer – men det er som om, at jo mere hverdag og hjem det her bliver, jo mindre reflekterende bliver min holdning til det. Det er selvfølgelig ikke ensbetydende med, at jeg ikke stadig jævnligt støder på ting, der får tanker i gang, men det sker ikke så intenst, som da alt stadig var relativt nyt. Så kunne jeg selvfølgelig bare skrive dagbogsagtige indlæg herinde, men det bliver alligevel også en smule for tamt. Og nok også temmelig uinteressant, min knap så action packed hverdag taget i betragtning!

Til gengæld er der så nogle andre tanker, der begynder at melde sig lidt i disse dage. N og jeg har nemlig hele tiden haft den aftale, at vi til foråret skulle lande på en beslutning om, hvorvidt vi vil forlænge vores ophold herovre. Det kræver selvfølgelig, at den amerikanske ambassade i Danmark siger god for det, men derudover er beslutningen vores. Jeg har hele tiden haft en masse plusser og minusser kørende rundt i mit hoved, og mine overvejelser for og imod fylder mine tanker næsten dagligt. En af mine veninder nævnte forsigtigt, at beslutningen måske ikke bliver nemmere at tage, jo længere tid vi bor her, og jo længere væk vores danske liv kommer, men på en eller anden måde har jeg nok fået overbevist mig selv om, at det blev nemmere at træffe et valg, når vi var faldet til herovre, og der var ro nok på til at se det hele i et lidt skarpere lys.

Min kloge veninde havde selvfølgelig ret, for nej, selvfølgelig er det ikke blevet den mindste smule nemmere. Jo, måske er valget om den umiddelbare fremtid blevet lidt mere oplagt, for hvis jeg skal være helt ærlig, så kan jeg næsten ikke bære tanken om igen at skulle hive børnene ud af en hverdag de elsker og er trygge ved og i, om bare et års tid. Og en ting er hverdagen, noget helt andet og mere specifikt er skolen. Jeg har nævnt før, at jeg synes vores Montessoriskole er verdens bedste sted for dem at være og lære, og den holdning har ikke ændret sig siden – tværtimod. M har en alder nu, hvor hun, hvis vi boede i Danmark, skulle i 0. klasse efter sommerferien, og jeg må indrømme, at jeg lige nu ikke er særlig sikker på, hvad jeg ville synes om at sende hende i en dansk folkeskole. Hvilket lyder helt vildt, det ved jeg godt. Danmark er jo kendt for sit gode skolesystem, og vi bor endda i et af de bedste skoleområder i landet. Men alligevel. Jeg er simpelthen så glad for den måde, deres nuværende skole ser børnene, måden de lærer på, måden de bliver mødt, og hele den ro og respekt og overskuddet, der hviler over stedet – fra vuggestuealderen til 9. klasse.

Så jo. Jeg tror godt, vi kunne finde på at blive lidt længere end de først planlagte to år. Men derudover? Der er det, at min hjerne begynder at brænde lidt sammen, fordi det er de samme fordele og ulemper, der popper op og skubber til hinanden, hver gang jeg begynder at tænke på det. Og indtil videre har ingen af dem vundet. Det ender altid bare med, at jeg erkender, at jeg stadig ikke er kommet nærmere en side at hælde mod, og så lægger jeg tanken væk igen. Det der gør det så svært er, at de ting, der taler så varmt for at blive, er virkelig mange – men de ting, der taler for at tage hjem igen, er virkelig vigtige. Familien. Vennerne. Det er dem, der popper op og bliver savnet og ødelægger hele min evne til at tage en beslutning, de skarn! 😉

Heldigvis sker der jo ikke noget drastisk endnu, og vi har stadig (minimum) et år og lidt mere at nyde herovre. Og til sommer får vi alle dem vi savner, at se – og så bliver beslutningen sikkert bombet helt tilbage til nul, haha!

P.S. Hvis nogen skulle være have tænkt over en opdatering på den her lille situation, så kan jeg fortælle jer, at jeg valgte en løsning, som i første omgang føltes meget krysterisk: Jeg sendte ganske enkelt en mail til ham, der har musikstedet og fortalte ham, at jeg stoppede. Jeg fortalte ikke i detaljer hvorfor; kun, at det var blevet klart for mig, at den måde jeg gerne ville lære på, ikke helt passede med den måde, jeg blev undervist på. Jeg følte mig som den største svagtisser, indtil min søde veninde skrev til mig: “Jeg ser det ikke som en svaghed, men mere som at du er et rart menneske. Måske de næste “modne” kvinder han skal undervise vil nyde hans fortællinger, så at I ikke var et match behøver man jo ikke at fortælle ham.”
Er der noget at sige til, at jeg ind imellem savner mine veninder? 😉

New year, new me…

…eller i hvert fald en mig, der er et helt, helt andet sted end sidste år på denne tid.

For et år siden var Raleigh stadig en måske-ting. Det var hemmeligt, det var uvist, og vi ventede på en afklaring på noget, der havde været undervejs temmelig længe. Jeg var i en jobsituation, der bød på udfordringer – nogle af dem med bedre udsigt end andre – men som også bød på dagevis af variation og inspiration og ikke mindst utallige gode timer med de fineste kollegafolk. Vores børn levede det liv, som mange danske børn med to arbejdende forældre gør: lidt for mange timer i institutionen, lidt for mange dage med lidt for løbende næser og lidt for lidt overskud (stadig i institutionen), lidt for lidt tid og ro. For et år siden havde vi også stadig (næsten) alle vores venner helt tæt på, og alle familiemedlemmer var en køretur væk. Alt det er ændret nu, og selv om de to sidstnævnte punkter stadig er anledning til savn, er der ingen af os, der i dag er den mindste smule i tvivl om, at den måske-ting, der endte med at blive en let’s go-ting, er noget af det bedste, der er sket for vores lille familie. Jeg kan stadig huske følelsen i maven den sene januaraften, da N efter en telefonsamtale og stadig med telefonen i hånden kom ind i stuen og sagde: “Vi skal til Raleigh!” Okay, så er det nu. Vi gør det!

Så hvad så, 2016? Alt er åbent, og jeg har helt oprigtigt ingen anelse om, hvad det kommende år har i vente for os. Ud over, at vi kommer til at tilbringe det her i Raleigh, er der ikke så meget andet, der er sikkert. Efter sommerferien rykker M op i den del af skolen, der hedder Lower Elementary, og hun begynder i det, der svarer til 1. klasse. A rykker fra Toddler Class og op i Children’s House, som M samtidig forlader. Jeg har al tiltro i verden til, at de kommer til at klare sig fint, og at deres fantastiske skole stadig vil være en stor del af den harmoni, der er blevet en så stor og mærkbar del af dem begge.

Personligt håber jeg på at få gang i noget arbejde. Jeg kan ikke sige så meget om, hvad det bliver, men jeg har både nogle ideer, nogle ønsker og nogle konkrete planer, som jeg vil arbejde på at få skudt i gang. Og så bliver 2016 mit yoga-år. Hvilket er endnu en ting, der har ændret sig fra sidste år: Hvis nogen for et år siden havde fortalt mig, at jeg ville blive så forelsket i og opslugt af yoga, ville jeg have rullet mine øjne helt op i panden. Jeg har altid set yoga som de mest dødssyge timer, jeg aldrig ville få igen – i dag kan jeg ikke få nok. Men jeg er stadig ny; der er stadig så mange stillinger jeg er så langt fra at kunne, og i år bliver året, hvor jeg kan. Yoga gør mig ikke bare stærkere; det er også en helt uvurderlig vej til en indre ro og bevidsthed, som jeg ikke har oplevet før. Jep, jeg er sgu nok blevet lidt hippie-agtig på den front. 😀

N er jeg ikke i tvivl om. Han er så dygtig til det, han gør, at min eneste bekymring for ham er, at han vil blive hevet så meget i, at det bliver svært for os at få tid til alt det, vi gerne vil opleve, mens vi bor her. Men vi har forpligtet os ved at købe et stort væg-verdenskort, som vi skal dekorere med knappenåle i tre forskellige farver: en farve for de steder, vi har været; en farve for de steder, vi har konkrete planer om at besøge, og en farve for de steder, vi drømmer om at opleve.

Den midterste kategori kan allerede få i hvert fald én nål, for når mine forældre kommer på besøg til foråret, har de tilbudt at tage en weekend alene med børnene, så N og jeg kan komme af sted for os selv. Behøver jeg sige, at der ikke gik ret mange minutter fra dén melding til, at både fly og overnatning i New York var booket? 😉 Vi har også en Las Vegas-tur på programmet, en sommerferie i Danmark – og forhåbentlig en masse små indenrigs-weekendture. Vi har venner i Pittsburgh, der skal besøges, og der er så mange andre steder i USA, vi så gerne vil se. Vi tog hul på det med vores roadtrip i sommer, men vi mangler stadig så meget. Og hey, hvis I har gode tips til must-see places i USA, så fyld endelig kommentarfeltet! Ikke mindst, hvis I kender til steder, vi måske ikke lige selv ville falde over på normal guidebog-vis.

Så bare kom i gang, 2016. Vi er klar til dig, og jeg kan næsten med sommerfugle i maven sige, at vi glæder os til dig. Ligemeget hvad der sker, bliver det mindeværdigt.

Godt nytår!