Månedsarkiv: februar 2016

Når man selv bor i… paphus?

Raleigh – og det meste af North Carolina i almindelighed –  har et såkaldt fugtigt, subtropisk klima. Det er ensbetydende med skønne, lange somre (med vildt høj luftfugtighed) og korte vintre, der som regel er milde, men ind imellem krydres med en snestorm og isslag. Det betyder også, at vejret her er noget vildere, end vi er vant til det fra Danmark, og det fik vi en smagsprøve på i går. Hele dagen blev der varslet om mulige tornadoer, og midt på formiddagen fik jeg et opkald fra skolen om, at børnene skulle hentes inden 12 på grund af det forestående uvejr. Da jeg hentede dem, var der stadig ikke mange tegn på storm, men vi kørte hjem gennem et fælt regnvejr og brugte eftermiddagen med at sove (børnene, ikke mig), se tegnefilm og klippeklistre lidt, mens de lokale vejrnyheder kørte på fjernsynet i baggrunden.

Vi fulgte situationen tæt via tv og telefon, og på skærmbilledet fra min app kan man se hele det område, der på det tidspunkt var under warning. Den røde knappenål er vores placering, og jo mørkere område, jo større fare.
Vi fulgte situationen tæt via tv og telefon, og på skærmbilledet fra min app kan man se hele det område, der på det tidspunkt var under warning. Den røde knappenål er vores placering, og jo mørkere område, jo større fare.

Det mest af eftermiddagen var vores område under det, der hedder tornado watch. Det betyder, at man skal forberede sig på at gå i sikkerhed, holde sig indendøre og vide, hvor i huset man skal gå hen, hvis tilstanden udvikler sig. Det sikreste rum i huset er kælderen, men hvis man – som os – ikke har sådan én, skal man finde et rum så tæt på jorden som muligt og med så mange vægge ud til det fri som muligt – og uden vinduer. I vores hus er de eneste rum, der opfylder de kriterier vores walk in-closets.

N kørte fra arbejdet, da han kunne se, at det begyndte at tage til, for han ville gerne være sikker på at nå hjem til os, mens det stadig var sikkert at køre. En times tid efter han kom hjem, blev vores tornado watch opgraderet til en tornado warning. Når området kommer under warning, bliver en høj, metallisk computersirenelyd (jeg aner ikke hvad sådan en hedder) sendt ud af tv, radio, telefoner og hvad man ellers måtte have af medier. En “her er London”-agtig stemme siger så, at dette område nu er under tornado warning indtil et givent tidspunkt, og at man skal søge i sikkerhed. Jeg havde ikke sagt så meget om uvejret til børnene forinden, fordi jeg ikke ville skræmme dem – især hvis det nu ikke blev til noget – men jeg havde forberedt dem på netop den lyd, for den er høj og underlig, og den kan godt være uhyggelig for børn. Selv jeg synes, den er lidt uhyggelig, haha! Jeg havde også fortalt dem, at hvis vi hørte den, skulle vi gå ind i skabet – hvilket de syntes var en anelse mærkeligt, men de greb en iPad og et par bamser, og så satte vi os alle sammen derind.

Husets utallige walk in-closet er ikke bare en hverdagsluksus. De - i hvert fald dem i underetagen - er også husets sikreste rum ved tornadovarsler!
Husets utallige walk in-closet er ikke bare en hverdagsluksus. De – i hvert fald dem i underetagen – er også husets sikreste rum ved tornadovarsler!

Vi nåede gennem et par warnings i løbet af eftermiddagen, men selv om der blev registreret flere tornadoer i områder i nærheden, blev vi heldigvis ikke ramt. Hvilket jeg er virkelig, virkelig glad for, når jeg i dag ser skaderne fra de områder, der blev ramt. Det er fuldstændig vanvittige naturkræfter, vi har at gøre med her, og jeg tør slet ikke tænke på, hvordan vores høje, tynde træhus ville klare sig i sådan en omgang. Både i aftes og i nat hørte jeg vinduerne give sig i de hårde vindstød, og det var jo “bare” storm. Hvad ville der mon ikke ske i en tornado? Der er altså ikke mange gode, solide murermestervillaer herovre, og vores hus, der er fra 1996 og dermed af ældre dato i manges øjne, virker altså nogle gange mere eller mindre som et paphus. Det er smukt, det har charme, og det er kæmpestort – men sådan rigtig kram er det altså ikke. 🙂

I dag er alt roligt igen. Solen skinner, og det blæser lidt, men der er ingen tegn på, at flere områder i staten blev mere eller mindre kørt over af tornadoer. Og nu, hvor alt endte så fint, tør jeg godt sige, at det jo på en eller anden måde også var lidt spændende at opleve. Misforstå mig ikke, der er intet spændende ved naturkatastrofer, og jeg har al respekt i verden for naturens kræfter. Men at få lov at mærke det så tæt på og stadig i sikkerhed – det er en lillebitte smule sejt.

At tale med to tunger

Som I nok har kunnet fornemme på en del af mine indlæg, er sproget en af de ting, der har fyldt mest i flytningen hertil – især, når det kommer til børnene. M, som snart er seks år gammel, er virkelig godt med efterhånden, og selv om hun stadig roder lidt med grammatikken og har en (lille) snert af en dansk accent, så er hun virkelig flydende på engelsk nu. Hun slår tit over i engelsk, når hun ikke lige tænker over det – og kalder mig på bedste sydstatsvis ofte for “momma” – og når hun leger med sin lillebror og andre, herboende danske børn, foregår det helt automatisk på engelsk, fordi det nu, efter snart et år, er blevet det sociale sprog, hun omgås alle andre end os med.

A’s situation er lidt anderledes. Han er to et halvt nu, og i modsætning til M havde han ikke engang lært sit eget modersmål, da han kom herover, halvandet år gammel, og pludselig blev introduceret for et nyt sprog, der omgav ham fem af ugens dage. Derudover begyndte han sit liv med en lang periode med væske på ørerne, hvilket nedsatte hans hørelse og dermed formodentlig også gik lidt ud over hans sprog, indtil han en uge før vi tog herover fik lagt dræn. Siden har hans hørelse, så vidt vi ved, ikke fejlet det mindste, men rent sprogligt har vi haft sværere ved at vurdere hans udvikling. Siden vi kom herover, er det nemlig kun gået langsomt frem med hans sprog, men det ER trods alt gået frem, og vi har hele tiden haft i tankerne, at det er meget, meget almindeligt for børn i hans alder at blive bremset lidt i den sproglige udvikling, når de pludselig skal forholde sig til og  lære ikke bare et, men to sprog på én gang. Så det er ikke noget, der har bekymret os, men vi er selvfølgelig opmærksomme på det.

Vi har hele tiden insisteret på at tale dansk med børnene. På et eller andet tidspunkt skal vi jo hjem igen, og så ville det godt nok være tosset, hvis de ikke kunne tale dansk, fordi vi ikke havde “lært” dem det eller holdt det ved lige. Samtidig føler jeg mig også lidt fjollet ved at gå rundt og tale engelsk herhjemme, når vi nu allesammen ER danskere og taler dansk. Og som jeg tidligere har været inde på, er engelsk stadig et fremmedsprog for både N og mig, så det er ikke naturligt for os bare at gå rundt og tale det hele dagen. M spørger os tit om ting på engelsk, men jeg svarer hende altid på dansk (medmindre der er andre, ikke-dansktalende, til stede, naturligvis. Det ville være uhøfligt). A har hele tiden kun talt dansk herhjemme – i det omfang, han nu kunne.

Men i weekenden prøvede jeg  – kortvarigt og mest for sjov – at tale engelsk med ham. Og det var nærmest, som om hele hans lille ansigt lyste helt op, og han så på én gang både lidt glad, lidt stolt og lidt genert ud. Og han snakkede engelsk med mig. Dét, der var meget, meget tydeligt lige med det samme var, hvor meget mere ubesværet hans engelske virkede. Det virkede næsten som en lettelse for ham at “få lov” at tale engelsk, og det var som om sætningerne kom lettere ud af hans mund, end de gør på dansk. Jeg vidste godt, at hans engelske var fint, for han kommunikerer jo med alle i skolen, og vi kan hver uge læse på hans klasses blog om, hvad de har snakket om, og jeg har faktisk tit tænkt, at jeg ikke engang vidste, at han kunne svare på så komplekse spørgsmål som dem, de fortæller om dernedefra.

Og dét skaber selvfølgelig lidt af et dilemma. Eller måske er dilemma det forkerte ord, for jeg er sådan set overhovedet ikke i tvivl om, at jeg vil blive ved med at tale dansk med ham. Hvordan skal han ellers lære det? Men så i hvert fald en bekymring. For samtidig med, at jeg synes, det er så vigtigt, at han også taler dansk, synes jeg jo også, at det er synd, at han ikke kan udtrykke sig lige så frit herhjemme, som han kan i skolen. Det er synd, at han ikke får lov til at bruge sit sprog lige så kreativt og alderssvarende, som han jo godt kan – når det altså foregår på engelsk. Forskellen var ikke så voldsom, at det virkede alarmerende, men den var alligevel mærkbar nok til at sætte nogle tanker i gang. Tanker, som jeg forestiller mig stort set alle andre udlandsfamilier med mindre børn har haft på et tidspunkt, haha!

Heldigvis virker A ikke som om han synes, det er noget stort problem. Han er glad og sjov og nysgerrig – på alle sprog. Men det er endnu en af de situationer, der viser mig, at dét at flytte til udlandet er en proces, der strækker og udvikler sig over meget, meget længere tid, end man lige tror. Der vil nok blive ved med at dukke spørgsmål op, og jeg vil nok blive lige overrasket hver gang. 🙂

Jeg er for broke til det her sted!

Midt i denne uge tikkede der en sms ind på min telefon. “Would you guys like to come over for a wine tasting dinner this Saturday? 7 o’clock with six other grown ups…” Beskeden var fra Stephanie, som er mor til M’s bedste skoleveninde. Vi har set Steph og hendes mand et par gange uden for skolen – det var dem, der inviterede os til deres hyggelige julearrangement, og  vi har haft dem på besøg til flæskesteg med sprød svær, hjemmelavet rødkål og masser af sovs og kartofler. Jeg svarede beskeden med, at jeg lige måtte se, om vi kunne finde en babysitter (som I måske kan forestille jer, er det ikke verdens nemmeste sag at finde en sitter til den lørdag, der støder op til Valentine’s Day, med et par dages varsel), og da det heldigvis lykkedes, kunne vi sige ja tak til invitationen. Som i sig selv virkede relativt casual, men da vi kender lidt til Steph og hendes mand, tænkte vi, at vi hellere måtte finde det pænere tøj frem.

Det er jeg ret glad for, at vi gjorde. Den aften, der ventede os i går, var noget virkelig, virkelig særligt, og det var på mange forskellige måder en vild oplevelse. Vi kom lidt før de andre, så Stephs mand, M, tog os med nedenunder, hvor smagningen skulle være. Vi så ikke kælderetagen, sidst vi var der, så vi fik en rundtur nu, og det, der åbenbarede sig for os, kan vel nærmest betegnes som en moderne gildesal – og lidt til. Der var en spisebord med et langt, rustikt “landbord”, en stor stue med et gigantisk fjernsyn (“for football season”, uddybede M), basketballhjørne og bløde sofaer, der var et hjørne med en bardisk med plads til 10 personer – og ved siden af den var vinkælderen. Jeg vidste godt, at M var vininteresseret, men det syn, der mødte os var alligevel mere end vi havde forestillet os. Et fuldstændig præcist temperatur- og fugtstyret rum, der indeholdt vin for millioner af kroner. Han havde samlet i omkring 20 år, fortalte han, og interessen var ved at vokse ud af den ellers pænt store vinkælder, som han fik installeret, da de fik bygget deres hus for tre år siden.

Temaet for smagningen den aften viste sig at være 10 år gamle Napa Valley Cabernet Sauvignon’er, og de ni flasker, vi skulle blindsmage, stod alle pakket ind i sølvfolie med håndskrevne tal på. Vi fik et ark til at notere kommentarer og top 3 på, og da resten af flokken – vi var 10 i alt – var kommet, gik vi i gang. Jeg har aldrig været vildt begejstret for Cabernet Sauvignon, men den første dråbe, jeg smagte i går, var uden overdrivelse noget af det bedste, jeg nogensinde har smagt. Efter fire smagsprøver opdagede jeg, at der lå en stak papirer med beskrivelser af de ni vine – inkl. priserne. Og det var sådan cirka her, det gik op for mig, hvad vi var med til. Vinene lå på 3-, 4- og 500 dollars, og her sad jeg og pimpede mig igennem dem, mens jeg skrev kommentarer som “ok, men lidt anonym”, “lidt mere vandet” og “metallisk eftersmag”. Jeg havde SLET ikke haft nogen anelse om, hvad det var jeg sad og drak, og selv om min nyfundne viden om vinenes værdi ikke ændrede på mine førstehåndsindtryk, gjorde det nok, at jeg alligevel tog det hele lidt mere seriøst. Jeg havde i øvrigt kun lovprisning til overs for langt de fleste af flaskerne, og jeg skal love for, at jeg skal til at udforske Napa Cabs fra nu af. Omend i et andet prisleje. 😉

Aftenens stjerner. Som i øvrigt blev tømt til allersidste dråbe.
Aftenens stjerner. Som i øvrigt blev tømt til allersidste dråbe.

Det var en fantastisk sjov aften. Da vi havde smagt alle vinene, fået dem afsløret og skænket os nogle gode store glas af vores respektive favoritter, gik værtsparret i køkkenet, og kort tid efter stod der nyrørt tatar af friskfanget tun, vanvittige, perfekt stegte steaks og det lækreste tilbehør foran os. Og nå ja, maden blev i øvrigt fragtet ned til os på en lille vogn – med elevator. Jep, der var en elevator fra stueetagen ned til gildesalen. Vi snakkede med deres venner – et åbenbart grotesk velhavende par, der har tjent deres penge på at tage franchise på North og South Carolinas del af en restaurantkæde, et homoseksuelt par, der ejer et par high end skønhedssaloner i byen, og et andet franchisepar; i dette tilfælde en fitnesskæde. De her mennesker, som alle var søde, sjove, venlige og i enkelte tilfælde lidt småskøre, sad og snakkede om alt muligt, og i det her tilfælde indbefatter “alt muligt” blandt andet hvorvidt de efterhånden gad at flyve på første klasse mere, for det var egentlig ikke så tit, de syntes, de fik så meget ud af det.

Der var ikke noget ved aftenen, der ledte mine tanker hen på hverken snobberi eller “visen sig frem”, men på turen hjem tænkte jeg på, hvor forskellig rigdom kan se ud. Og hvor vidt et begreb, det er herovre. Vi vidste godt, at Stephs mand klarede sig godt, men det er ikke noget, de nogensinde gør opmærksom på eller viser. Og dér, nede i den kælder blev det pludselig ret tydeligt, HVOR velhavende de her mennesker og deres omgangskreds er. Samtidig er de jo på ingen måde i en gruppe af mennesker, der er usædvanligt rige efter amerikanske forhold, men der var slet ingen tvivl om, at det her altså var folk med penge – efter vores forhold. Rigtig mange penge. Det var lidt interessant at få et indblik i – og på samme tid var det jo også bare en supersjov, superhyggelig aften i selskab med søde mennesker og gode venner. Med den lille detalje, at da vi kom hjem ud på natten, var det med vin for mange, mange tusind kroner i mavesækken og på smagsløgene.  Det var en god aften, som på én gang bestod af noget meget uvant og noget meget bekendt. Det var også en aften, der et øjeblik fik mig til at blive lidt usikker på næste invitation fra os til dem, fordi det kan godt være, vi kan smække en sprødstegt grisehud på bordet, men vi har altså ikke 500 dollars-vine liggende på lager til at følge den på vej! Og så skubbede jeg den tanke væk og huskede mig selv på, at de jo inviterede os, fordi de godt kan lide vores selskab.

Kort sagt var det en aften, vi ikke vil tøve med at jagte en babysitter for, hvis chancen skulle byde sig en anden gang. 🙂

En lille familieforøgelse?

Inden jeg nu giver både vores familie og andre, der kender os, et par mindre chokanfald, så lad mig bare understrege, at der trods overskriften altså ikke er babyer på vej. No no, det pjat er vi ovre med de to små pragteksemplarer, vi har. 😉

Det er en helt anden type familiemedlem, der er tale om, og tankerne om det er røget oven i alle de andre overvejelser, der fylder lige nu. M har i årevis ønsket sig en kanin, og da vi tog herover, var det egentlig planen, at vi ville lade hende få en, når vi kom tilbage til Danmark. Men nu, hvor tidsplanen er blevet lidt mere flydende, og vi ikke ved præcis, hvornår vi tager hjem, er dét løfte jo ikke længere det fedeste, så N og jeg begyndte at overveje, om vi skulle lade hende få en herovre, når hun om et par måneder fylder seks. Jeg ved godt, at hoveddelen af det arbejde, der følger med sådan en pelsven, kommer til at ligge hos os, og det er også helt ok. Jeg er ikke i tvivl om, at M stadig vil passe, pleje og elske den, og at hun samtidig lærer en masse.

Sidstnævnte er noget af det, der for mig er det allerbedste ved børn og dyr. Jeg er selv vokset op med hund (to af dem), og når jeg tænker tilbage på min tid med hunde, kommer jeg ikke bare i tanke om nogle af de allerbedste minder jeg overhovedet har – jeg er også sikker på, at det har givet mig nogle helt uvurderlige erfaringer i forhold til omsorg, ansvar og respekt for andre levende væsner. Børn og dyr er en af de bedste kombinationer, der findes – det tror jeg, enhver der har set et barn kramme deres kæledyr kan skrive under på.

Så ja, vi vil gerne give M et kæledyr, og ja, vi vil gerne tage ansvaret for det, så længe hun deler det og forstår det. Men så var det, jeg tænkte lidt videre… Siden jeg flyttede hjemmefra, har jeg ønsket mig en hund, men jeg har altid skudt det foran mig. I begyndelsen, fordi jeg var ung og forlystelsessyg og bestemt ikke skulle være afhængig af et kæledyr, og senere fordi jeg havde både børn og arbejde og syntes, det ville være forfærdelig synd for en hund at bo hos en familie, der var så lidt hjemme. Selv om det altså trak i mig, da vi boede 20 sekunder fra Danmarks største hundeskov, og jeg så alle de søde, glade vovser løbe rundt og lege.

Men hvad med nu? Jeg arbejder ikke – i hvert fald meget sporadisk – og jeg har alverdens mulighed for at passe en hund. Jeg ville elske det, børnene ville elske det – for slet ikke at tale om N, der også er vokset op med hund og på helt samme måde som jeg har en følelse af, at det “hører til” i en familie. Og derudover er USA det vildeste hundeland – nærmest alle har en hund herovre. Der er ikke ret mange, der køber dem fra en opdrætter eller kennel – de adopterer rescue dogs fra diverse dyreinternater, som der findes masser af herovre. Så hvorfor skulle vi ikke få os en hund?

For det første er der selvfølgelig det aspekt, at vi gerne vil have friheden til at rejse rundt i landet og se en masse. Tage på weekendture og roadtrips uden, at noget (eller nogen) holder os hjemme. På den anden side kan jeg nu se tilbage på næsten et år herovre, og SÅ mange af de ture er det altså ikke blevet til. Ikke flere, end at man måske godt kunne overveje en hundepension eller nogle søde vennepassere i det omfang, det eventuelt skulle udvikle sig. Dét, der er en langt større usikkerhedsfaktor, er derimod vores hjemrejse – for hvad gør vi så? Jeg ville aldrig få en hund for at skille mig af med den igen efter et par år, så det skulle være en, der kunne komme med til Danmark, når vi tager tilbage – men hvordan er mulighederne for det? Kan man bare det? Skal den i karantæne i månedsvis – og er det ikke voldsomt stressende for en hund?

Der er stadig masser af spørgsmål, og jeg har ikke fundet ret mange af svarene, så indtil videre er hundetankerne stadig bare en drøm og et ønske. Men skulle der sidde nogen derude med erfaringer med at tage et pelset familiemedlem med over Atlanten, så fyld endelig op i kommentarfeltet herunder! 😉