Månedsarkiv: marts 2016

Happy Easter!

Da vi ankom for næsten præcis et år siden, gik vi lige præcis glip af al det påskesjov, der er på de her kanter, fordi vi i påskeugen var i Danmark til vores nervepirrende ambassadebesøg. Nøjagtig som ved jul og Halloween bliver haverne her i området pyntet med de fineste og sjoveste påskedekorationer – nogle små og nuttede, andre gigantiske og oppustelige – og den tradition der fylder mest, er naturligvis de mange easter egg hunts. Det er også noget af det eneste, der fylder, for som det er tilfældet med rigtig mange andre af de helligdage vi er vant til hjemmefra, så er det der med fridage og ferie altså ikke noget, man gør det så meget i her. Fredag (Langfredag) var fridag for mange, men det er ikke en federal holiday, dvs. butikker, banker og lignende er åbne. Børnenes skole var dog lukket, ligesom den er det hele denne uge, fordi der er spring break. Men altså, påskeferie som vi kender det hjemmefra, er der ikke noget af, og derfor er jagten på påskeæggene det helt store.

Klar, parat, æggejagt! (Bemærk champagnen nederst til højre, som jeg med vilje ld blive i billedet. Det var en stor del af glæden ved at agere påskehare!)
Klar, parat, æggejagt! (Bemærk champagnen nederst til højre, som jeg med vilje lod blive i billedet. Det var en stor del af glæden ved at agere påskehare!)

Sådan en jagt var vi inviteret til hjemme hos M’s veninde A. Vi ankom klokken tre, og så gik børnene i kælderen for at se tegnefilm i et rum uden vinduer, mens de voksne – for at hjælpe den hårdt pressede påskehare – gik i haven med hver vores pose af plasticæg fyldt med chokoladegodter. A’s forældre var dem, der gav os vores livs måske sejeste vinoplevelse, så da vi gik i haven som påskehareassistenter, var det selvfølgelig også med et glas af en temmelig rar champagne i den ene hånd.

Påskeharen tager ikke hensyn til hverken højde, drøjde eller alder, så ved nogle af æggene måtte der lidt hjælp til.
Påskeharen tager ikke hensyn til hverken højde, drøjde eller alder, så ved nogle af æggene måtte der lidt hjælp til.

Jeg tror, vi lagde (høhø) mere end hundrede æg i forhave, baghave, på træer og biler, i buske og bede, men det tog ikke de fem børn mere end max. et kvarter at finde dem alle. De fik lov at smage et par bidder, og så stod den på hyggelig aftensmad med (mere) god vin og masser af snak. M og S fik tippet os om en vinsmagning i Washington til maj, som lød så god, at vi skyndte os hjem og bookede pladser, så nu har vi endnu en tur i kalenderen! Vinsmagningen, som er en del af et velgørenhedsprojekt, bliver holdt på det femstjernede Mandarin Oriental – et hotel, vi normalt aldrig ville finde plads til i budgettet, men i anledning af vinsmagningen sælger de værelser til virkelig rimelige priser, og det kunne vi ikke sige nej til. Vinsmagning direkte fra californiske tønder er fristende nok i sig selv, og når det så ovenikøbet kan kombineres med at bo på luksushotel til en slik, er vi nok lidt nemme at lokke… 🙂

Hmmm... Mon hønsene gemmer på nogle æg?
Hmmm… Mon hønsene gemmer på nogle æg?

Well, det var et sidespor. 🙂 Vores hyggelige påskearrangement blev startskuddet til denne ferieuge, som til at begynde med mest kommer til at stå på afslapning af den indendørs slags. Pollensituationen herovre er fuldstændig vanvittig lige nu, og selv N, som aldrig har set skyggen af høfeber, er ramt. Det samme er lille A, som blev syg sidste uge og stadig hiver efter vejret, og den langsommelige bedring kan ifølge hans børnelæge meget vel skyldes de helt urimelige pollentilstande, der hærger nu og et par uger frem. Jeg ved ikke, hvad den værste pollensynder er, men den mest synlige er fyrrepollen, der lige nu ligger som et tyndt, men meget tæt og synligt, neongult lag på biler, havemøbler og alt andet udendørs. Det er helt vildt.

Udbyttet var stort og alle glade.
Udbyttet var stort og alle glade (nogle mere synligt end andre, haha!).

Men om et par uger er det forhåbentlig overstået, og på det tidspunkt kan vi se frem til intet mindre end tre besøg hjemmefra (nogen i forlængelse, nogen samtidig), og inden da har vi en (anden) Washington DC-tur, vi kan glæde os til. Vi tager af sted senere denne uge, og jeg lover, at det nok skal give anledning til blogspam. Jeg glæder mig helt vildt til at se byen og monumenterne – og ikke mindst at tage lidt mere hul på vores indenrigsoplevelser herovre. 🙂

Happy anniversary!

Det her indlæg burde jeg have skrevet i går, men der skete for mange andre ting til, at det kunne lade sig gøre. I går var på en måde en lidt stor dag – det var nemlig årsdagen for vores ankomst hertil. Jeg kan stadig huske rejsen herover meget, meget tydeligt. Den var helt og aldeles rædselsfuld, fordi M var så ulykkelig på sin egen, knap femårige indesluttede måde, og jeg anede ikke, hvad jeg skulle gøre for hende. Jeg husker også ret tydeligt de første par dage på hotellet, de næste måneder i den møblerede lejlighed og turen tilbage til Danmark for at tage det møde på ambassaden, som vi troede var rene formaliteter, men som viste sig at være meget tæt på at sætte en stopper for hele opholdet. Og alt det, der kom efter… Tja, det husker jeg nok mest i glimt, øjeblikke, begivenheder og følelser, for hold op, hvor er tiden fløjet.

Det oplagte for et indlæg som dette ville nok være at gøre en slags status over året, men hvis jeg skulle foretage mig noget så systematisk og struktureret, ville indlægget ikke blive årsdag plus en dag, men årsdag plus en måned eller to. Så nu bliver det i stedet lidt løst, lidt improviseret, lidt associerende.

Hende her. Hun var lille og utryg, da vi kom, og nu er hun stor, stærk, klog, kærlig og så meget andet.
Hende her. Hun var lille og utryg, da vi kom, og nu er hun stor, stærk, klog, kærlig og så utrolig meget andet.

Det altoverskyggende fra året, der er gået, er naturligvis hvordan det er gået. Hvor ualmindelig taknemmelige vi føler os over, at det er gået så godt, som det er. Ja, der har været hårde perioder, men de har været korte, og de har aldrig været så hårde, at de på nogen måde virkede uoverkommelige. Og ja, vi savner venner og familie, men til gengæld får vi lov til at invitere folk herover og vise dem den verden, der nu er vores. Vi får lov at blive ekstra glade for at se dem, vi holder af, og når vi til sommer tager til Danmark på ferie, får vi lov at kramme en masse mennesker ekstra hårdt og nyde det ekstra meget. Men ja – det er gået godt. N’s virksomhed, som var den, der bragte os hertil, udvikler sig fuldstændig vildt, og der er så stor efterspørgsel på det han kan og gør, at han lige nu kunne ansætte fire nye folk til opgaverne (han er i fuld gang).Det betyder selvfølgelig også, at vi er i stand til at leve på en måde, der gør opholdet endnu bedre, for vi har råderum til at rejse og til at opsøge og opleve de eventyr, der falder os ind.

Vores børn stortrives. Jeg har skrevet det mange gange før, og det her bliver helt sikkert heller ikke sidste gang: De går i verdens bedste skole, som hver dag giver dem de mest fantastiske, kærlige, omsorgsfulde, rummelige, udfordrende, spændende og inspirerende rammer, og jeg kan næsten ikke vente med at se, hvad der sker næste år, hvor de begge rykker op. M læser rigtig meget nu, og ud over at hun laver de fineste projekter i sin klasse, har hun også fået mange virkelig gode venner. I eftermiddag havde hun en legeaftale med (en anden) M, som hun ret hurtigt fik et tæt forhold til, da vi kom – måske fordi denne M er næsten helt døv, og de to fandt et fællesskab gennem den udfordring det var at kommunikere? Jeg aner det ikke, men de fandt hinanden og elsker at være sammen. M blev taget imod med de mest rørende åbne små børnearme af alle kammeraterne, da hun begyndte i sin klasse, og ikke et sekund har hun følt sig udenfor eller uvelkommen. Tværtimod er hun blevet krammet og holdt af fra første dag.

A er gået fra den lille babyagtige fyr han var, da vi rejste, til at være en rigtig tumlingedreng. Han går under navnet “sweet boy” i skolen, og når vi har været til forældrekonsultation, roser hans lærer ham blandt andet for hans store hjerte og fine empati. Han er ingen ballademager, men han har masser af vilje og humor, og i dag fandt jeg ud af, at han og hans bedste ven A havde fået den fremragende idé at smide bukserne (jep, også de inderste) på legepladsen og indtage gyngerne med bar mås. Han skifter ubesværet mellem dansk og engelsk, og han er så tæt knyttet til sin primære lærer, at han jævnligt fortæller os, at han elsker hende. Jeg ved godt, jeg er en gammel sentimental tudefis, men jeg lyver ikke, når jeg siger, at skolen, lærerne og børnene giver mig en klump i halsen flere gange om ugen.

Min egen lille "sweet boy", som har udviklet sig fra en halvandetårig babydreng til en lille fyr med fart på...
Min egen lille “sweet boy”, som har udviklet sig fra en halvandetårig babydreng til en stor fyr med fart på…
...men aldrig så meget fart, at der ikke lige er tid til at stoppe op og snuse til blomsterne.
…men aldrig så meget fart, at der ikke lige er tid til at stoppe op og snuse til blomsterne.

Og så er der mig, og den er lidt sværere, for på den ene side føles det, som om jeg bare har fået lov at stoppe tiden og være i nuet (ja, det er en kliché, men det er en kliché, som jeg har været enormt dårlig til at gøre til virkelighed), og at der ikke er sket noget med mig – på den anden side synes jeg, der er sket så meget. Og de to sider hænger selvfølgelig sammen, for netop det privilegium det har været at sætte hverdagen som jeg kender den på stand-by, er hele grunden til, at jeg alligevel godt kan mærke en forandring. Som det er svært at sætte ord på, men noget med ro. Noget med at få lov at gøre hvad jeg har lyst til, og have friheden til det. At granske indersiden for impulser og ønsker og lyst til at udforske noget andet end den vej, jeg var havnet på. Som var en vildt god vej i øvrigt, men jeg har haft godt at lade den ligge og se i andre retninger. Jeg ved godt, alt det ovenstående er en omgang abstrakt fluff, men måske skal der mere end et år til, før jeg kan se rigtig klart og beskrive det lidt bedre.

Hvad jeg til gengæld kan beskrive er det fuldstændig vanvittig skønne i at have de her år så tæt på mine børn. Vi havde alle sammen et dejligt liv i Danmark, og jeg er slet ikke i tvivl om, at mine børn ville have elsket deres børnehave- og skoleliv i disse år, men samtidig ved jeg også, at jeg her har fået muligheden for at være mor på anden måde – og det er den måde, jeg foretrækker lige nu. Om ikke ret mange år bliver de to små mere og mere ligeglade med os, mere og mere selvstændige og får mere og mere lyst til at tilbringe mindre og mindre tid med deres forældre, men lige nu – lige nu er vi stadig det meste af deres verden, og det er så fedt at få lov at indtage den plads fuldt og helt. Og uanset hvad det næste år byder på, uanset om vi aldrig når en brøkdel af de rejser, som vi har planlagt gennem knappenålene i vores verdenskort, så har dét været det hele værd. At få lov at vælge tiden med børnene til hele tiden og ikke skulle kæmpe for at få den presset ind.

Tilbage er der nok bare en opfordring: Hvis I nogensinde får chancen for noget lignende, så gør det. Det er et kæmpestort spring, det er angstprovokerende og uoverskueligt, og der en masse bureaukratiske forhindringer, der lige skal forceres, men alt det er væk og glemt, når alle opturene melder sig. Og de kampe, der kan føles svære at komme igennem, er nok i virkeligheden de mest værdifulde, for det er dem, der føles som en ny styrke, når man når ud på den anden side.

I dag har vi taget hul på år to, og hvis det bliver bare halvt så berigende som det år, der er gået, så er vi faktisk kommet rimelig godt fra start.

P.S. Og så har jeg ikke engang nævnt vejret! Vi tøffer rundt i 28 graders solskin i disse dage og er nu på vej ind i en sommersæson, der sikkert varer til engang ind i december. Ah, the sweet sunny life… 😀

Den republikanske kejser

Jeg ved ikke hvor meget I derhjemme hver især følger med i amerikansk politik, men her er der naturligvis fuld gang i den på grund af det forestående præsidentvalg. Jeg har aldrig været specielt politisk begavet, og jeg skal helt ærligt indrømme, at jeg har været en af dem, der i den grad har mærket politikerleden melde sig. Jeg synes, de seneste år i dansk politik har været virkelig uinspirerende og præget af al, al for meget spindoktori, for mange levebrødspolitikere, for få visioner og ambitioner og for lidt ægte vilje. Nå, men alt det kunne jeg jo så mageligt nok tage en pause fra, da jeg flyttede, for jeg må ikke længere stemme nogen steder, og jeg er således forvist til at følge både den danske og amerikanske debat på behørig afstand og uden nogen form for indflydelse.

Sidstnævnte er virkelig svært at acceptere herovre, som tingene ser ud lige nu. Det er formentlig ikke gået nogens næse forbi, at Donald Trump stiller op – og at han har overraskende meget vind i sejlene. Til at begynde med, og inden det hele blev alvor, var det nærmest lidt underholdende og komisk. Ingen tog det rigtig seriøst, og de fleste grinede af den skøre mand med det endnu skørere hår og de vanvittige udtalelser om at bygge en stor mur mellem USA og Mexico (en mur, som mexicanerne i øvrigt skal betale for), så der ikke slap flere af de uønskede immigranter ind. I ved, “make America great again”, ikke? Det var sjovt nok, lige indtil det begyndte at gå op for folk, at manden faktisk havde tilhængere, og de blev flere og flere. Og sådan er det sådan set fortsat gennem det sidste halve år – Trump sejrer, og han sejrer stort. Han vinder stat efter stat i the primaries, og hans konservative konkurrenter Cruz, Kasich og Rubio ligger langt efter ham.

Jeg har siddet bænket foran de fleste af de tv-transmitterede debatter – især de republikanske. Jeg ville selv stemme demokratisk, hvis jeg kunne, men de republikanske debatter har altså været virkelig interessante at følge, ikke mindst fordi udviklingen i dem har været så markant. Til at begynde med var det et cirkus af dimensioner – kandidaterne stod og råbte i munden på hinanden, Trump pralede med sine forbindelser, præstationer og penge, Rubio hånede den føntørrede milliardærs manddom, og det hele var virkelig skørt, når man er vant til de trods alt relativt stuerene danske debatter. Men nu er stemningen ved at ændre sig. De tilbageværende kandidater ved godt, at det er nu de skal vise sig som potentielle statsmænd frem for skolegårdsbøller, og i CNN’s debat fra Miami mellem de fire republikanere i går aftes var der for første gang masser af både fakta og substans at hæfte sig ved.

Fra nogen i hvert fald. For det blev for første gang også pinligt tydeligt, hvor lidt Trump kan, og hvor lidt han ved. Mens hans konkurrenter svarede detaljeret på kommentatorernes virkelig gode spørgsmål med fakta, konkrete planer og bredt kendskab til både inden- og udenrigspolitiske forhold, var Trump på helt vildt dybt vand og gentog fuldstændig indholdsløse floskler som svar på stort set alt. Det var så soleklart, at nu hvor han ikke længere kan bruge sin “frække dreng i klassen”-attitude og sine mobber-fornærmelser til at jorde de andre og skabe momentum – ja, så har han faktisk ikke særlig meget tilbage. Han har vitterlig ikke noget tøj på. Selv for en med så overfladisk politisk kendskab som mig var det tåkrummende tydeligt, at han ganske enkelt ikke har styr på helt basale begreber og sammenhænge – og han har haft for travlt med at føre sig frem på sin egen storhed til at sætte sig ind i det.

Jeg håber, at hovmod står for fald. Jeg ved, at Trump på mange måder er blevet den lille mands mand, og mange af hans følgere er uuddannede, og uden at lyde alt for arrogant er det måske for meget at forvente, at netop den del af hans tilhængere så den debat i går – og så det samme som jeg gjorde. De ægte Trump-fans er formodentlig så forblændede af hans selvtillid, ekstreme holdninger (“alle muslimer hader USA”, “Putin er en stærk leder” osv.) og vilde løfter, at de på nuværende tidspunkt ikke hører alt det, han ikke siger – og ikke ser alt det, han ikke kan. Samtidig er der nok bare en så vidtrækkende frustration over landets nuværende tilstand (det er bestemt ikke alle, der er så vilde med Obama, som Europa og diverse Hollywood-kendisser er), at de i deres desperation og afmagt sætter krydset ved den kandidat, der i høj grad er blevet billede på og en talsmand for netop deres egen vrede og foragt.

Jeg er virkelig spændt på, hvordan det udvikler sig nu, og om Trump rent faktisk bliver republikanernes endelige præsidentkandidat. For slet ikke at tale om landets næste præsident. Det er så surrealistisk en tanke, at jeg kan mærke min hjerne gå i stå, når jeg prøver at tænke den til ende. Jeg ved ikke hvor meget, der ligger i, at jeg bor her (naturligvis en del), men jeg har aldrig oplevet en så spændende optakt til et amerikansk præsidentvalg før. Det er lidt som at blive afhængig af en ny serie og bingewatche den på Netflix – med den lille detalje, at jeg desværre ikke har muligheden for at slukke, hvis slutningen bliver så vanvittig, som jeg godt kunne frygte.

Namaste!

“Du ved godt, at du ryger direkte ind i klicheen, ikke?” spurgte N med et ikke særlig skjult smil, da jeg forleden indviede ham i en plan jeg havde. Og jo, det vidste jeg godt. Og det gode var, at jeg alligevel var ret ligeglad. Det handler om yoga. Om en midaldrende (eller midaldrende er måske at stramme den… hvad hedder det, når man er i slutningen af 30’erne?) mor til to, der bliver hjemmegående i et fremmed land og pludselig – tadaa – får øjnene op for yoga. Så meget, faktisk, at hun begynder at drømme en lillebitte smule om at gøre så meget ud af yogaen, at hun måske endda kan undervise i det.

Det er snart et år siden vi kom hertil, og det er næsten lige så længe siden, jeg begyndte at dyrke yoga; nærmere betegnet Vinyasa/Flow i 40 graders varme. Og jeg har elsket det inderligt lige siden første gang jeg trådte ind i det stegende hede og fugtige lokale, hvor jeg begyndte som den vildeste elefant-i-glasbutikken-parodi, men efterhånden føler mig så meget hjemme, at det ikke engang føles som “at tage op at træne” længere. Det er bare noget, jeg gør, og som jeg glæder mig til hver gang. Med undtagelse af pauser som ferier, besøg fra Danmark og den slags har jeg dyrket det fast to gange om ugen (ud over træningen herhjemme), og jeg har ikke en eneste gang IKKE haft lyst. Eller gået derfra med en følelse af, at jeg ikke fik, hvad jeg kom efter. Eller måske endda noget andet og mere.

Nogle af de sjoveste yogaposeringer er dem, hvor man "flyver". Jeg øver mig dagligt og stædigt på både crow og side crow - og de er ved at være der!
Nogle af de sjoveste yogaposeringer er dem, hvor man “flyver”. Jeg øver mig dagligt og stædigt på både crow og side crow – og de er ved at være der!

Som jeg tidligere har nævnt, var yoga virkelig ikke noget, der fangede mig i Danmark. Jeg prøvede det et par gange og kedede mig hver gang dybt og inderligt og fattede ikke, hvordan en enkelt time kunne føles som en hel eftermiddag. Jeg ved ikke, om jeg har prøvet den “forkerte” slags – som sagt holder jeg mig til vinyasa nu og orker stadig ikke de langsomme former med dyyyyybe stræk, der holdes i evigheder – eller om tilgangen herovre er anderledes. Eller om det slet og ret er mig, der er sket noget med. Men faktum er, at yoga er den eneste form for træning – med undtagelse af min fortid som passioneret hestepige – som jeg dyrker uden overhovedet at tænke på, om jeg kan tabe mig af det. Det er den første træningsform, der har fået mig til at se, hvor meget sjovere det er at være stærk end bare slank, og hvor jeg rent faktisk presser mig selv ud over egne grænser og hæmninger hver gang jeg træder ind i det brandvarme rum.

Det er også den eneste træningsform, der har givet mig noget ud over det fysiske. Jeg er hverken blevet buddhist, frelst eller på anden måde “bedre”, men jeg kan mærke, at jeg tager så mange gode ting med mig fra måtten og ud i verden. En følelse af et godt fundament. En følelse af at være god, stærk, fokuseret og have det meste af hjertet det rette sted. En påmindelse om at give slip på de ting, der ikke er gode for mig, og om ikke at dømme – hverken andre eller mig selv. Dermed ikke sagt, at jeg kan sætte et flueben ved alle egenskaber, men jeg kan faktisk mærke, at jeg siden jeg begyndte i hvert fald er på rette vej, og det giver en virkelig dejlig ro indeni.

Jeg har kæmpet med mine balanceøvelser i månedsvis, og følelsen af at ramme rigtigt er fantastisk!
Jeg har kæmpet med mine balanceøvelser i månedsvis, og følelsen af at ramme rigtigt er fantastisk!

Jep, min begejstring for yoga har nærmet sig besættelsesniveau. N forstår det ikke, og han kan slet ikke sætte sig ind i det (jeg har i meget tydelige vendinger droppet et par hints om, at mit største fødselsdagsønske er et yoga retreat), og jeg kan også godt se, at det kan virke lidt underligt, at ens kone går fra at shoppe tasker, sko og de helt rigtige jeans til at bruge formuer på privattimer og de perfekte yogapants. Og han griner lidt af det, fordi det er så langt fra hvad jeg tidligere har gjort. Men en stor del af hele ideen med at tage herover var jo at åbne både sind og sanser, og yoga er altså det, der fundet vej til mig. Jeg kan godt forstå, at man ikke kan forstå det, men jeg er glad for, at det er sket.

Alle billederne herover er fra min privattime med min fantastiske instruktør, Andrea - og det her er taget sekundet inden jeg mistede balancen. Om en uge er den der, og stængerne er strakte. :D
Alle billederne herover er fra min privattime med min fantastiske instruktør, Andrea – og det her er taget sekundet inden jeg mistede balancen. Om en uge er den der, og stængerne er strakte!

Al den begejstring er således endt med, at jeg rent faktisk overvejer – når jeg er blevet lidt mere erfaren – at uddanne mig til yogalærer. Uden egentlig at vide, hvor det skal bære mig hen, men simpelthen fordi jeg er sikker på, det ville være en fantastisk oplevelse. Og jep, jeg kan sagtens trække på smilebåndet over at leve op til den ultimative kliché om hjemmemoren, der så lyset i yogamåtten, men det er heldigvis ikke en tanke, der sætter sig fast. For hvis der er én ting, yogaen har givet mig, så er det at ignorere og efterhånden ikke engang genkende frygten for, hvad andre tænker. Først og fremmest fordi sandheden er, at andre ikke bruger en brøkdel af den energi, jeg bruger på at bekymre mig, på at tænke på mig og mine valg – og dernæst fordi det er ligemeget.

På vej mod musikken

Som jeg flere gange har nævnt, så har en af mine (og vores) ambitioner med det her ophold hele tiden været at opleve. Se landet, udforske naturen, mærke de mange kulturelle forskelle (seriøst, at tage fra New York til f.eks. Savannah er som at rejse mellem to kontinenter, rent kultur- og stemningsmæssigt) og i det hele taget bare opsøge og opleve. Og eftersom vi altid har været ret musikglade her i familien, dækker oplevelser selvfølgelig også over koncerter, så alle muligheder for at se bands, vi ikke nødvendigvis ville se derhjemme, gribes. Jeg var på pletten efter Beyoncé-billetter, og da jeg så, at Fall Out Boy skulle spille i Charleston, kunne jeg simpelthen ikke lade være med at købe billetter. Fall Out Boy er ved gud ikke noget specielt “cool” band at køre fire timer efter, men jeg har aldrig været specielt snobbet, når det kom til musik (jeg kan lide ret mange u-cool kunstnere); jeg har haft en ting for dem, siden de brød igennem med “Infinity on High” for næsten 10 år siden, og personligt tænker jeg, at man må have et hjerte af sten, hvis man kan lytte til lille Patrick Stumps store stemme uden at blive den mindste smule blød i betrækket.

Anyways, af sted skulle jeg, og da jeg godt vidste, at FOB absolut ikke er noget for N, og at vi i så fald også ville have en babysitterudfordring, fik jeg heldigvis lokket min danske veninde M med. Vi afleverede alle vores fire børn tirsdag morgen og satte kursen mod Charleston i fuld sol og med taget nede. Jep, marts var kun én dag gammel, og vi sad i korte ærmer og nød solen hele vejen til South Carolina (med kun lidt røde næser, da vi ankom). Det var en virkelig effektiv tur: Hotellet lå lige over for koncertstedet, så da vi ankom, fik vi lige ordnet vores vindblæste manker og tilføjet lidt makeup, inden vi gik ud, spiste en god middag (med masser af martinier), og så luntede vi til koncert.

Charlestons eftermiddagssol sørgede godt for både glød og humør.
Charlestons eftermiddagssol sørgede godt for både glød og humør.

Det var en både fed, anderledes og overraskende oplevelse. Fed, fordi koncerten var alt, hvad jeg havde håbet på. Lyden var lige i øjet, bandet gav den gas, den store stemme var lige så stor i virkeligheden som i mine højttalere derhjemme – og koncerter er bare altid gode for sjælen. På den ene eller anden måde. Anderledes, fordi der var så mange børn! Det var SÅ mærkeligt, fordi jeg virkelig ikke er vant til at se børn til koncerter, men herovre er det åbenbart helt normalt, at man slæber sine 8-, 10- og 14-årige med til koncert. Hvilket egentlig var ret hyggeligt, fordi det var tydeligt, at både forældre og børn havde en fest! Hvis der så bare var nogen, der ville opdrage alle generationer til at lægge deres sk*de telefoner væk i stedet for at stå og filme koncerten (seriøst, hvad i alverden skal I bruge det til? I er her for at se LIVE musik. Ikke for at optage live musik og gå hjem og se en film af det. Surt opstød, men jeg var virkelig ved at gå amok over de 20 mobilskærme, der konstant lyste foran mig), så ville det hele være glade dage.

Sidst, men ikke mindst var det overraskende, fordi jeg nåede at savne mine børn. Vi snakker en tur på 24 timer, folkens! Jeg savnede dem ikke på den dér “jeg kan bare ikke holde ud at være væk et minut længere”-måde, og jeg nød al min børnefrie og martinifyldte tid i fulde drag – men da vi vågnede næste morgen og satte kursen hjemad, kunne jeg altså godt mærke, at jeg er vant til at være mere sammen med dem og derfor på en anden måde end tidligere skal vænne mig til at være væk fra dem. Det var egentlig lidt underligt, for jeg havde altså ikke regnet med at savne dem efter et døgn. Ikke desto mindre var det altså det, der skete. Jeg havde simpelthen M- og A-abstinenser. Og da jeg hentede dem den eftermiddag, føltes det som den perfekte afrunding på en mors lille eventyr. 😉