Månedsarkiv: april 2016

Bjergtaget!

Hvis I har lagt mærke til, at der endnu en gang er lidt mere stille end sædvanligt på bloggen her, så er I ikke helt galt på den. Vi er så heldige, at vi igen har besøg hjemmefra, og når dette hold bedsteforældre tager af sted på tirsdag, lander et nyt hold – så der er godt med selskab i huset!

I den foregående weekend udnyttede vi familiebesøget til at tage på sightseeing, så vi pakke begge biler og kørte en tur i bjergene. Noget af det, der er allerbedst ved North Carolina, er naturen, som er fuldstændig fantastisk – og kombineret med den omstændighed, at staten her ikke ligefrem er et yndet turistmål, betyder det, at man har mulighed for at se så mange utrolige ting uden at skulle stå i kilometerlange køer med andre turister og betale ågerpriser for entrébilletter. Her kan man se det meste i fred og ro og uden ret mange mennesker ved sin side.

To mænd og en skyline. Udsigten fra Grandfather Mountain er svær at beskrive - og fantastisk at beskue.
To mænd og en skyline. Udsigten fra Grandfather Mountain er svær at beskrive – og fantastisk at beskue.

Bjergkæden her ved os hedder the Appalachians, og i den ligger det (lokalt) kendte Grandfather Mountain, som med sine 1818 meter er det højeste i området Blue Ridge Mountains. Vejen Blue Ridge Parkway går gennem Blue Ridge Mountains, og det var den N og jeg kørte flere timer ad, da vi tog en voksenweekend sidste efterår. Vejen er helt latterligt smuk om efteråret, hvor de røde og gyldne farver lægger sig hele vejen ned over bjergvæggene, men her om foråret, hvor alt spirer og er helt lysegrønt og sprødt, er den altså også temmelig bjergtagende (høhø).

IMG_6640

IMG_6660

Man kan køre hele vejen op af Grandfather Mountain og parkere bilen og derefter tage de sidste skridt op ad en trappe til Mile High Swinging Bridge, som er en hængebro, der går mellem to tinder og, som navnet antyder, befinder sig en mil over havets overflade. For en, der har udviklet lidt højdeskræk på sine ældre dage (hvad sker der egentlig for det?!) kan det godt være en udfordring at bevæge sig ud på sådan en bro, men nu var vi der, og forceres skulle den jo.

Hvad skulle man gøre uden en lille tapper følgesvend, der altid er klar til at tage ens hånd?
Hvad skulle man gøre uden en lille tapper følgesvend, der altid er klar til at tage ens hånd?

I Grandfather Mountains naturparkområde er de rogså en lille zoo med oddere, pumaer, bjørne, ørne og andre dyr, der lever vildt i the Appalachians. Vi prøver altid desperat at få øje på bjørne, når vi kører der, men det er ikke lykkedes os endnu – på trods af, at der altså lever omkring 4000 vildt i området – så det var fint at få lov at se dem her. Børnene var selvfølgelig vilde med den lille zoo, og som så mange gange før blev vi bekræftet i, hvor fedt et sted det er at have børn. Alle steder (medmindre man bevidst vælger det modsatte) er så utrolig børnevenlige, og det er så nemt – og ikke mindst sjovt! – at have dem med på tur og oplevelse.

Findes der ret meget, der er mere nuttet end oddere? Jeg tror det ikke!
Findes der ret meget, der er mere nuttet end oddere? Jeg tror det ikke!

Vi er godt i gang med at udforske området lidt efter lidt, og der er stadig masser at se. Godt vi har masser af tid endnu!

P.S. Nogle af jer har måske hørt lidt om den meget omtalte – og omstridte – “toiletlov”, House Bill 2, som er blevet vedtaget i staten herovre, og som (bl.a.) tvinger transkønnede til at bruge offentlige toiletter, der svarer til deres medfødte køn og altså ikke det køn, de identificerer sig med. Det fylder rigtig, rigtig meget herovre, og loven har blandt andet ført til, at store stjerner som Bruce Springsteen og Pearl Jam har aflyst deres North Carolina-koncerter i protest. DR P1 tager emnet op i morgen eftermiddag og har spurgt, om jeg vil medvirke i et interview over Skype. Så de af jer, der gerne vil høre mere om det – eller bare savner min stemme 😉 – kan stille ind på P1 Eftermiddag i morgen (torsdag den 21.) klokken 15.30 og høre med.

D.C., baby!

Yay! Jeg lovede et indlæg om vores tur til Washington, og her kommer det. N tog en efterhånden velfortjent fridag i fredags, så da han kom hjem fra arbejde torsdag eftermiddag, fik vi pakket bilen og satte kursen mod hovedstaden. Jeg glædede mig virkelig meget til den tur; dels fordi vi stadig ikke har fået holdt så meget ferie sammen alle sammen, og dels fordi der bare er meget at se i D.C. Jeg hører ikke til dem, der stormer alle tænkelige museer, når de rammer en storby, men jeg elsker historisk arkitektur – mindesmærker, monumenter, bygninger… Det er i øvrigt også en af grundene til, at jeg elsker at være i Rom – jeg ved godt, det nærmest ikke kan blive mere klichéagtigt end at bruge udtrykket “at mærke historiens vingesus”, men det er altså ikke desto mindre dét, der sker, når man er i Rom. Hvorend man bevæger sig, kan man nærmest mærke skelsættende historiske øjeblikke krybe ind under huden. Washington D.C. er selvfølgelig på ingen måde historisk på samme måde som en by med Roms alder, men det er ikke desto mindre en by, hvor man virkelig kan blive forkælet, hvis man interesserer sig bare en lille smule for USA’s historie. Og eftersom jeg dels bor her og dels har læst engelsk på universitetet, ville det godt nok være underligt, hvis jeg ikke interesserede mig for det.

Mine fine, glade familie - klar til at indtage Washington D.C.
Mine fine, glade familie – klar til at indtage Washington D.C.
Udsigten fra den ene ende af den legendariske Reflecting Pool og hele vejen til Washington Monument er både storslået og fascinerende.
Udsigten fra den ene ende af den legendariske Reflecting Pool og hele vejen til Washington Monument er både storslået og fascinerende.

Turen begyndte rent ud sagt ad h…… til. D.C. ligger cirka fire timers kørsel fra Raleigh, og da vi havde kørt et par timer, mødte vi pludselig en udstødning med tilhørende lydpotte midt på motorvejen. N undveg så meget han kunne, men med biler til begge sider var det begrænset hvor meget uden om han kunne komme, så vi endte med at køre over en del af den. Til at begynde med skete der ikke noget, men ikke ret længe efter fik vi en advarsel om lavt dæktryk i et af bagdækkene. Vi holdt ind ved en øde tankstation i aftenens mørke og kunne konstatere, at der sad et ordentligt stykke udstødning i dækket. Jeg skal spare jer for detaljerne, og det korte af det lange er, at vi havde 130 kilometer tilbage, og det tog os noget længere tid – sådan cirka tre timer ekstra – end beregnet at nå frem.

Skidt start... Heldigvis kom hun (ja, min bil er en pige, og M har i øvrigt døbt hende Glimmer) hurtigt tilbage.
Skidt start… Heldigvis kom hun (ja, min bil er en pige, og M har i øvrigt navngivet hende Glimmer) hurtigt tilbage.

Men frem kom vi, og da vi havde set vores bil blive trukket væk af en lastbil tidligt næste morgen, var vi klar til at indtage byen. Der er som sagt virkelig, virkelig meget at se i D.C., og taget i betragtning, at vi kun havde tre dage, og at vi havde børn med, var vi nødt til at prioritere ret skarpt for at det ikke skulle blive for presset. Vi havde selvfølgelig klapvogn med til A, og så havde vi fået det, viste det sig, fuldstændig geniale tip at tage et løbehjul med til M. Det gjorde virkelig en kæmpe forskel, og det betød, at vi hele den første dag gik til alt det, vi gerne ville se uden klager og alt for trætte børneben.

IMG_6434

Jeg kan ikke anbefale det varmt nok: Er børnene store nok til løbehjul, er det virkelig en genial transportløsning!
Jeg kan ikke anbefale det varmt nok: Er børnene store nok til løbehjul, er det virkelig en genial transportløsning!

Vi lagde ud med Lincoln Memorial – det velkendte monument med en masse trapper op til en storslået og tænksom statue af Abraham Lincoln, der sidder og skuer ud over byen. Det er et virkelig fint sted, og udsigten deroppefra er helt fantastisk. Der er et skilt om, at man skal respektere stedet og være stille, og det giver altså en ekstra stemning til hele rummet. Efterfølgende gik vi langs det aflange bassin Lincoln Memorial Reflecting Pool, som nok er mest kendt fra Martin Luther King Jr.’s tale (og “Forrest Gump”, haha!). For enden af bassinet ligger mindesmærket for de faldne i Anden Verdenskrig, og det hele ses med Washington Monument – den tårnhøje basilisk – i baggrunden. Vi gik gennem de blomstrende kirsebærtræer over til Det Hvide Hus, og på vejen derhen ville M gerne vide, om jeg havde præsidentens nummer, så vi lige kunne tjekke, om han var hjemme. 🙂 Efter en obligatorisk selfie foran præsidentboligen gik vi tilbage til hotellet, hvor tre af os fik et tiltrængt hvil, mens N hentede bilen – nu med frisk bagpote. Efter luren gik vi en tur i Georgetown, som vi boede lige på grænsen til, og som uden sammenligning er det absolut hyggeligste og mest stemningsfulde område i D.C.

Næste dag startede lidt vådt og trist, så den brugte vi på Naturhistorisk Museum, som er et af de mange, mange museer, der ligger omkring The National Mall. Vi nåede ikke andre museer end (en brøkdel af) dét, så det bliver næste gang. Naturhistorisk Museum er supersejt, både for voksne og børn, og der var simpelthen så meget at opleve. Efter besøget tog vi metroen til Zoologisk Have, hvor hovedattraktionen naturligvis er pandabjørnene. Og nårh, de er søde! Der er to voksne og en baby, og man kan komme virkelig tæt på dem både udenfor i deres “have”, og når de er inde og spise bag deres ruder.

For en der aldrig har set pandabjørne i levende live før, var det en nærmest rørende oplevelse at se de nuttede bamser så tæt på.
For en der aldrig har set pandabjørne i levende live før, var det en nærmest rørende oplevelse at se de nuttede bamser – her pandamor Mei Xiang – så tæt på (billedet er taget gennem en rude, deraf den lidt slørede kvalitet).
Alle kommer til The National Zoo for at se Bei Bei - pandaungen, der blev født sidste sommer. Han var meget træt, da vi var der. ;)
Alle kommer til The National Zoo for at se Bei Bei – pandaungen, der blev født sidste sommer. Han var meget træt, da vi var der. 😉

Søndag ville vi have tilbragt med en tur til Arlington Cemetary, som var en af de ting jeg personligt glædede mig mest til, men vi vågnede simpelthen til minusgrader og folk, der gik rundt udenfor i deres vinterfrakker og huer. Vi havde slet ikke pakket tøj til vintervejr, så det ville blive alt for koldt, ikke mindst for børnene. Så Arlington har førsteprioritet, når vi vender tilbage til D.C. i maj!

Vi havde en virkelig skøn tur. D.C. er en smuk og hyggelig by, på ingen måde så stor, summende og levende som New York, men med sin helt egen kloge og stemningsfyldte ro. Der er plads og luft, og der er så meget at se. A var for lille til at forstå meget af det han så, men vi havde nogle fine små snakke med M om hvad en præsident er for en, hvem der bestemmer hvor, og hvordan landene i verden er forskellige. Jeg synes, det var sådan en god by at have børn med i, og selv om der er langt fra sydstaternes høflighed og imødekommenhed, som vi kender den her, og til Washingtons seriøse og travle storbymentalitet, så følte vi os aldrig uvelkomne eller malplacerede med børnene, heller ikke da vi den sidste aften var på en fin restaurant. Og så er noget af det allerbedste ved byen, at stort set alle de store seværdigheder er gratis, fordi de hører under Smithsonian Institution. Det er altså så genialt, og det giver jo nogle helt vilde muligheder for at se og opleve nærmest ubegrænset.

Vi nåede kun en lille del af det naturhistoriske museum - men nok til at have fået en hel masse med os. Det er et fremragende museum for alle aldre! Og så koster det ikke en krone. What's not to love?
Vi nåede kun en lille del af det naturhistoriske museum – men nok til at have fået en hel masse med os. Det er et fremragende museum for alle aldre. Og så koster det ikke en krone. What’s not to love?

Jeg glæder mig helt vildt til at komme tilbage og se mere af det, vi ikke fik med, og hvis nogen af jer derude overvejer Washington D.C. – med eller uden børn – kan jeg kun sige: gør det! Bare kom af sted. 🙂