Månedsarkiv: maj 2016

Fødselsdag, gæster og en dejlig masse vin

På månedsdagen for mit seneste indlæg tænkte jeg, at det var på tide med en opdatering. 😉 Tiden er virkelig fløjet på det sidste, og med den seneste weekend føler jeg, at vi er kommet ud på den anden side af en periode, der var helt fyldt med aftaler og planer – af den gode slags, selvfølgelig, men ikke desto mindre også den slags, der måske ikke lige efterlader helt så meget tid og luft til at skrive indlæg og være blognærværende.

Dagen efter mit seneste indlæg fyldte en meget stolt pige herhjemme seks år, og ud over at fejre det med os, mormor, morfar, klassen og lærerne, så holdt M også en børnefødselsdag et par uger efter. Herovre er der ikke rigtig tradition for, at man inviterer børn hjem til sig selv ved den slags lejligheder. I stedet lejer de fleste forældre sig ind i en eller anden forlystelsesanordning – hoppeborgscentre er meget populære – hvor fødselsdagsbarnet så bliver fejret i halvanden til to timer, og så går alle hjem til sig selv. Efter lidt snak frem og tilbage om, hvad M havde allermest lyst til, valgte vi at holde hendes fødselsdag på Winterpast Farm; en spøjs og rodet gård, hvor Farmer Mary, en mindst lige så spøjs og rodet dame, holder alle mulige forskellige slags dyr – kaniner, påfugle, geder, ænder, grise, emuer og meget, meget mere – som i mange tilfælde løber frit rundt på grunden. Børnene kan få lov at holde marsvin og kaniner og børste deres pels, mens de giver dem godbidder, og hvis man er rigtig heldig, kan man endda få lov at give de små gedekid en flaske med mælk. Fødselsdagen var en kæmpe succes, og M var lykkelig. Dagen lå ovenikøbet midt i endnu et familiebesøg, og hun fik lov at fejre den sammen med bedstefar, bedstemor, faster, onkel og to fætre, så det kunne nærmest ikke være bedre.

Winterpast Farm er et slaraffenland for dyrevenner.
Winterpast Farm er et slaraffenland for dyrevenner.

Da alle gæster var rejst herfra, pustede vi ud i en uge, og så gik turen til Washington D.C. til det arrangement, jeg nævnte efter vores påskeæggejagt. Turens primære formål var en virkelig eksklusiv vinsmagning af helt frisktappede røde og hvide Napa Valley-vine, lige fra tønderne (eller fadene? Jeg er ikke voldsomt velbevandret i vinmagerlingo), som man så kunne bestille til modtagelse om et års tid, når de er klar til at komme på flasker. Smagningen var en fantastisk og sjov oplevelse i sig selv, og det kræver en hel del spytten og rationering at smage sig igennem så mange gode vine (der var flere hundrede forskellige) og stadig kunne gå derfra i en nogenlunde lige linje. Vores gode venner, Steph og Milan, som vi rejste med, havde sørget for babysittere til begge familier, så alle børnene blev passet af to søde piger, som vi egentlig bare troede var studerende hos Stephs fætter, som er professor – men som viste sig at være færdiguddannede for længst, og nu arbejder de begge som retsmedicinere. Jeg tror nok, de sagde ja til babysittertjansen som en vennetjeneste, og det for vores vedkommende uden tvivl den mest overkvalificerede babysitter vi har haft, haha! 🙂 Det gav os en chance for at gå ud og spise uden børn både fredag og lørdag aften, og børnene kunne lege med deres venner, lige indtil de skulle sove. Win-win.

Ready to take D.C.!
Ready to take D.C.!

Som sagt var det vinsmagningen, der var omdrejningspunktet for turen, men resten af weekenden stod 100 % i familiens tegn, og det var en virkelig god oplevelse. Efter vores helt igennem succesrige erfaringer med at medbringe løbehjul på den forrige tur til D.C. valgte vi naturligvis at tage det med igen, og denne gang også et til A. De andre tre børn havde også deres med, og hele lørdagen scootede de rundt i D.C. Vi havde selvfølgelig masser af stop, både til leg, mad og sightseeing, men alt i alt var alle børnene bare vanvittig seje til at klare en hel dag på deres fødder.

Et naturstop mellem Washington Monument og Lincoln Memorial udgjorde en perfekt legeplads i en halv times tid.
Et naturstop mellem Washington Monument og Lincoln Memorial udgjorde en perfekt legeplads i en halv times tid.

Vi fik set lidt af det samme som sidst, lidt nyt, og så nåede vi endelig ud til Arlington Cemetery, som stod højt på min liste sidste gang, men som blev droppet, fordi det simpelthen var for frysende koldt den dag, vi skulle have været derud. Jep, så er man vist blevet sydstatsborger, når man ikke engang pakker et ordentligt sæt overtøj. 😉 Denne gang var vejret smukt og strålende, og jeg er virkelig, virkelig glad for, at vi kom derud. Det er et fascinerende, rørende og meget specielt sted, og der er en stemning derude, som man simpelthen ikke kan undgå at blive påvirket af. Vi gik rundt mellem de mange sirligt satte gravsten, vi så Kennedys gravsted med den evige flamme, og vi var så heldige, at vi helt tilfældigt ankom til den ukendte soldats gravsted, lige da der skulle være vagtskifte. Jeg har sagt det før, og jeg siger det gerne igen: Washington D.C. er en fantastisk by, og jeg kan KUN anbefale den som feriedestination. Den er smuk, nem at komme rundt i, der er så meget at se og blive betaget af, og der er fremragende restauranter over det hele.

Arlington Cemetery er et besøg værd for alle. Det er smukt, stille, stemningsfyldt og helt utrolig imponerende.
Arlington Cemetery er et besøg værd for alle. Det er smukt, stille, stemningsfyldt og helt utrolig imponerende.
M knipsede og dokumenterede, og for børnene var turen til den kendte kirkegård også en helt speciel oplevelse.
M knipsede og dokumenterede, og for børnene var turen til den kendte kirkegård også en helt speciel oplevelse.

Vi har været der to gange inden for ret kort tid nu, så vi vender nok ikke tilbage lige foreløbig, men vi har masser af andet at se frem til. Til juli går turen hjem til Danmark i tre uger, som skal fyldes ud med masser af familie, venner, hygge, dansk mad, lyse nætter og forhåbentlig lidt sol. Når vi kommer tilbage til Raleigh, skal N arbejde videre, men weekenderne regner vi med at tilbringe på den fine lille båd, vi har anskaffet os, og som ligger oppe i en stor sø ikke så langt herfra. North Carolinas strande er fantastiske, så kysten kommer også til at kalde i nogle weekender, og så er vi gået i gang med at overveje enten en efterårs- eller juletur. Stay tuned for that. 😉

Det var en længere omgang, men det er også længe siden, venner. Og næste gang jeg vender tilbage, er det med en ny beboer i huset.