Månedsarkiv: juni 2016

Et lille ord med en stor betydning

Jeg har aldrig været en af de piger/kvinder, der talte specielt feminint eller pænt. Jeg kan tage mig selv i at lyde frygtelig københavnsk ind imellem, og hele min ungdom har jeg brugt rigtig mange bandeord. Jeg ved ikke hvorfor, jeg tror bare, det var normalt i min omgangskreds, at man smed om sig med sgu, fandme, satan… og fuck. Sidstnævnte er jo – sammen med shit – nærmest blevet et dagligdagsord på linje med alt muligt andet slang, og selv som voksen har jeg hørt mig selv sige fuck, fucking, what the fuck, for fucks sake og andre varianter rigtig, rigtig mange gange hver dag. Det er såmænd også røget med i et par artikler, er jeg sikker på. Og det er ikke noget, der (så vidt jeg ved) har stødt nogen.

Dét der med at bande er jo mest af alt bare en dårlig vane, men jeg skal godt nok love for, at det er en vane, jeg har lagt fra mig efter at være flyttet hertil. Man siger IKKE fuck her. No, ma’am. Vi er i det pæne Syden, og her bander man ikke. Det gik ret hurtigt op for mig, at ord som fuck og shit er totalt uacceptable her, og jeg har helt ærligt ikke hørt nogen sige nogen af dem i det offentlige rum. Der er heller ingen af vores amerikanske venner, der bruger dem – lige med undtagelse af Steph, men hun er født og opvokset i New Jersey, så hun er på en måde undskyldt, haha. Og selv når hun gør det, så hvisker hun det – og kun på behørig afstand af børnene.

Jeg kunne ikke drømme om at bruge de ord foran vores børn nu. Jeg har helt sikkert bandet foran dem, mens vi stadig boede i Danmark, og der kan måske også godt ryge en “ej, men for fanden da!”-finke af panden herovre, men det er kun fordi det ikke gør så meget, hvis de bliver gentaget blandt andre mennesker. 😉 Ord som fuck og shit er fuldstændig bandlyst i vores hjem nu, og selv om det primært er på grund af børnene, så har N og jeg stort set bare vænnet os af med at sige dem. Det bliver simpelthen opfattet så groft, så stødende og så ubehøvlet at sige den slags herovre, og selv om jeg heldigvis ikke kan tale af erfaring, så er jeg faktisk ikke i tvivl om, at vi ville blive kaldt til en alvorlig samtale på skolen, hvis et af børnene nogensinde brugte de ord.

Længere nordpå er det helt normalt at høre f-ordet brugt i flæng, og jeg tror, ikke man kan bevæge sig ned ad en New York-gade uden at høre det mindst fem gange. Men sådan er det altså ikke her. Her bander man ikke, man råber ikke af fremmede – heller ikke hvis man synes de opfører sig tosset – og man dytter ikke i trafikken (selv om jeg stadig ikke helt har luret, om det er en del af høflighedstingen, eller om det er fordi man aldrig ved hvad folk kører rundt med af våben i deres trucks og derfor ikke bør provokere unødigt). Man opfører sig ordentligt, siger gosh darnit og by golly og oh, my goodness – og man hæver ikke stemmen.

For os danskere, der er vant til ikke bare at høre ord som shit og fuck brugt konstant, men endda også kan se dem brugt i avisoverskrifter og tv-programmer, er det lidt af en omvæltning. Men til alle, der overvejer at bosætte sig i Syden, kan jeg kun anbefale på det allerallervarmeste, at man lægger det fra sig – og helst inden ankomst. 😉

Voksenveninder

Jeg har tidligere skrevet lidt om, hvor svært det ind imellem er at undvære alle vores nære, gamle venner i Danmark. Vi har en tæt knyttet og virkelig kærlig vennekreds, hvor mange endda kender hinanden på kryds og tværs, og jeg har altid følt, at vi havde de sjoveste, bedste, dejligste venner, nogen kunne forestille sig. Jeg har virkelig følt mig heldig med de venner og veninder jeg har, og inden vi flyttede, fyldte det rigtig meget i mine tanker, at vi nu skulle til at undvære dem hele tiden.

En anden tanke, der fyldte en del var, om jeg (og vi) ville få nye venner herovre. Af den lokale slags. Af en eller anden grund havde jeg svært ved at forestille mig det. Ikke fordi jeg er specielt introvert eller asocial, men fordi det 1) kan være en udfordring at skabe “rigtige” relationer på tværs af sprog og kultur og 2) på en eller anden måde føles sværere at få nye venner, når man er voksen. Det er ikke svært at finde bekendte og mennesker, man kan “hænge ud med”, men de der rigtige venskaber, som jo i så høj grad dannes på en baggrund af historie, fortid og fælles oplevelser – det kan godt føles så langt væk, når man er voksen, at det på en eller anden måde bare er nemmere at lade være.

Jeg er glad for, at jeg ikke opgav tanken helt, for så ville jeg ikke have mødt Chloe, som ikke bare er blevet en fin og dejlig veninde, men også har vist mig, hvor nemt det egentlig kan være at finde hinanden på trods af alt det, der umiddelbart adskiller – hvis man bare gerne vil og åbner øjnene lidt.

Chloe er indbegrebet af en amerikansk “hottie”. Hun er petit og sindssygt smuk – en anden ven beskrev hende som striking, hvilket er ret rammende – hun har lækkert hår, søde børn, er veluddannet og bor i et fantastisk hus i den hippeste del af byen. Hendes mand ejer en succesrig restaurant, de tager på luksusferier til Miami og Bahamas, og de har cool, sjove venner. Og vigtigst af alt: Chloe er sød, kærlig og ægte. Hvilket er ret overraskende, når man hører hvad hun kommer fra.

Chloe voksede op for enden af en grusvej uden for en lille by oppe i North Carolinas bjerge. Jeg er ikke helt klar over, hvad hendes forældre lavede – ud over at drikke og tage stoffer. Der var ingen rammer og ingen tryghed, og hun har fortalt hvordan hendes fordrukne far ind imellem vækkede børnene midt om natten med larm – bare fordi han syntes, det var sjovt at se, hvordan de reagerede. Chloe har tre søskende, to brødre og en søster – den yngste bor stadig hjemme hos deres mor, og de to andre er henholdsvis alkoholiker og stiknarkoman med HIV. Deres far mishandlede alle børnene gennem hele deres opvækst; drengene både med psykisk og fysisk vold, pigerne kunne nøjes med den psykiske del. Chloe var den, der slap nådigst – “Han så mig som sin lille perfekte pige, så det var kun, når jeg trådte forkert, at han var ond mod mig. De andre var han ond mod hele tiden,” forklarede hun forleden.

Jeg lærte Chloe at kende, fordi hendes yngste søn går i klasse med A, og de to er bedste venner. De er frække og sjove sammen, og de hænger sammen som to små stykker tyggegummi. Chloe har også en dreng på fire, og jo mere jeg hører om, hvordan hun selv er vokset op, jo mere imponeret bliver jeg over, hvor god en mor hun er, og hvor harmoniske og velfungerende hendes sønner er. Selv tvivler hun altid på sine evner, og hun har stadig sit at slås med. Hun ser en psykolog, og det kommer hun måske til altid. Når hun ind imellem brænder sammen over for sine børn, som vi alle sammen prøver fra tid til anden, er der altid en usikkerhed i hende: Sker det her for mig, fordi jeg er vokset op, som jeg gjorde? Hun skal lære, at ikke alle handlinger skyldes hendes bagage, og det kan være virkelig svært at navigere i. Men hun gør det godt.

Så jo. Man kan altså godt få nye, gode veninder fra andre lande, med et andet sprog og en mildt sagt anderledes baggrund – også efter man har rundet de 35. 😉 Jeg savner stadig alle mine hjemmevenner frygtelig meget hver eneste dag, men det trøster lidt at opdage, at der stadig ligger så mange spændende relationer og venter på at blive udforsket.

Vi bli’r lidt endnu…

Som jeg lovede sidste gang, ville jeg vende tilbage med et ekstra familiemedlem og som sagt så gjort. Vi har fået pelset selskab af en kælen, lille ven, som lyder navnet Butterscotch (og ja, navnet ligger forvirrende langt fra hendes ydre). Hun er fire år gammel, og vi adopterede hende som en fødselsdagsgave til M, som har ønsket sig en kanin nærmest siden hun kunne sige ordet. Butterscotch er supersød og helt ekstremt blød, og hun er faldet godt til herhjemme.

Butterscotch er konstant omringet af børn (og voksne), der synes, hun er det mest nuttede i hele verden.
Butterscotch er konstant omringet af børn (og voksne), der synes, hun er det mest nuttede i hele verden.

Butterscotch er også lidt et symbol på en beslutning, vi har taget. Vi har nemlig hele tiden lovet M, at hun ville få en kanin, når vi kom tilbage til Danmark, men… Det ser måske ud til at trække ud. 😉 Vi har som bekendt et visum, der udløber til foråret, og vi har så skullet tage stilling til, hvorvidt vi ville prøve at få det forlænget og blive mere end de to år, som planen var. Og beslutningen er truffet – ja, det vil vi gerne. Vi vil gerne blive et eller to år længere end de to oprindelige, og det er der flere grunde til. Den allervigtigste er selvfølgelig helt oplagt: Fordi vi har det godt. Fordi vi trives, fordi børnene er glade, fordi vi efterhånden er ved at få opbygget et netværk af rigtig søde venner og gode bekendte, og fordi der er så meget mere at opleve. En anden grund er selvfølgelig også mere karrierebaseret, og uden at gå for meget i tekniske detaljer, handler det simpelthen om, at det firma N har udviklet og driver, stadig har så mange fantastiske muligheder at byde på med ham ved roret, at vi ikke er klar til at sige “det var så dét” og give styringen videre.

Det er svært at forklare, men vi har den her følelse af, at vi slet ikke er “færdige” med at være her. Vi har længe følt os hjemme, men det er en følelse, der bliver mere og mere velfunderet – og så hjælper det altså heller ikke, at jo længere tid vi bor her, jo mere går det op for os, hvor mange eventyrligt smukke steder vi simpelthen er nødt til at se, inden vi tager herfra. Dog er det i allerhøjeste grad hverdagslivet – og ikke alle ønskerejserne – der ligger til grund for vores valg.

Af samme årsag har vi i et stykke tid gået lidt med overvejelser om, hvorvidt vi i stedet for at blive boende som lejere skulle købe et hus, og tanken bliver mere og mere fristende. Vi har forelsket os ret meget i et særligt område, og vi kigger lidt – indtil videre bare for sjov – på huse der. Flere af vores venner bor der, det er tæt på byen, og det er generelt bare et virkelig hyggeligt sted. Men vi har stadig et år tilbage på lejekontrakten i huset her, og vi skal (i samarbejde med folk, der ved noget om den slags) finde ud af, hvad der er en god investering. Hvis vi køber et hus her, skal det nemlig enten kunne sælges nemt, når vi flytter, eller alternativt kunne lejes ud. Så det er vigtigt, at det er det rigtige. Det hele afhænger selvfølgelig af, at vi får vores visum forlænget, og belært af nervepirrende erfaring er det en omstændighed, der skal være HELT i mål, før jeg tør tænke tankerne videre.

Heldigvis behøver vi ikke nogen forlængelse for at planlægge resten af året, og det har vi så småt gjort. Om en lille måneds tid tager vi til Danmark på sommerferie, og vi har også et par skønne besøg i vente herovre. Vi pønser også på, at jeg tager en tur til Danmark med børnene i december for så at komme tilbage til jul, som vi overvejer at holde et sted, hvor vi kan stå på ski. Park City, Utah, er lige nu i høj kurs, og det kan godt være, at det bliver der, vi ender med at sidde og synge Jingle Bells. 🙂 Lidt solferie må der også til, og ud over en pigeweekend i Miami for mig og et par andre håber jeg, at hele familien kan få presset en Floridatur ind – vi har et par destinationer, vi meget gerne vil udforske. Og så kommer en stor del af vores sommer til at foregå på vand – vi har købt os en lille båd, som vi har liggende oppe på den nærliggende sø, så den er en helt oplagt weekenddestination. Det samme gælder for strandene – North Carolina har nogle helt fantastiske og relativt oversete strande, så der kommer vi også til at tage et par weekender ude.

IMG_7756 IMG_7661

Vores nye yndlings-hængeudsted er båden, som allerede har været vært for mange fine weekender. Og med den lange sommer, vi har i vente, er vandfesten lige begyndt!
Vores nye yndlings-hængeudsted er båden, som allerede har været vært for mange fine weekender. Og med den lange sommer, vi har i vente, er vandfesten kun lige begyndt!

Dét her med at blive længere har ikke været nogen nem beslutning, og selv om den nu er taget, er den egentlig stadig ikke specielt nem. Der er en masse tanker og tvivl, og jeg skifter mellem at være helt sikker på, at det er det eneste rigtige, til virkelig at tvivle på, om vi ved, hvad vi gør, men når alt kommer til alt, så ER det en rigtig beslutning for os. Og det, jeg måske ind imellem glemmer er, at selv om en beslutning er rigtig, er det ikke ensbetydende med, at den er perfekt. At den ikke også indeholder minusser, afsavn, savn, tvivl, usikkerheder og vemod. Det ville være naivt at tro, at så store beslutninger kunne tages uden en bid af alt dét. Det er alt dét, der gør det svært – men heldigvis ikke forkert. 🙂