Månedsarkiv: juli 2016

Om jeg kan holde det ud?

Da vi var på hjembesøg, var der naturligt nok masser af spørgsmål, som både venner og familie gerne ville have svar på. Hvordan trives børnene, hvordan er vejret, hvor skræmmende er det, at Trump lige nu er en reel præsidentmulighed, hvordan går det med sproget og så videre. Et spørgsmål, der ofte gik igen, var rettet mod mig og lød: “Hvad med dig? Kan du stadig godt holde ud ikke at lave noget?”

Det er jo et helt reelt (og ikke mindst omsorgsfuldt og velment) spørgsmål, og jeg kan godt forstå, at det kan være rigtig svært at sætte sig ind i, hvordan et veluddannet menneske, som altid har haft gode og udfordrende stillinger, lever med pludselig at være hjemmegående. Uden arbejdsplads, uden indtjening, uden kollegaer. Uden dagligt input fra fagligt og intellektuelt ligesindede, om man vil. Alligevel – selv om jeg godt kan forstå det – er der også noget ukomfortabelt i at skulle svare på det på dén måde. Om hvorvidt jeg kan holde det ud. Det får en klang af noget ufedt; noget de færreste ville kunne “holde ud”. Og jo flere gange jeg fik spørgsmålet, jo mere fik jeg en følelse af at skulle forsvare min hverdag, og jeg hørte mig selv svare nærmest lidt undskyldende. Men jo, det kan jeg godt holde ud. Og jeg ikke bare holder det ud, jeg er faktisk ret vild med det.

Herovre er der ingen af mine veninder, der arbejder. Det er absolut ikke ensbetydende med, at de ikke er veluddannede (nogle af dem har virkelig seje jobs bag sig) eller at de ikke laver noget. Men de arbejder altså ikke. Derfor bliver jeg selvfølgelig heller aldrig mødt med en undren over at have fundet mig fint til rette dér hvor vi er lige nu. Det er på mange måder normen, og de hjemmegående mødre jeg kender herovre, kan sagtens finde ud af at bruge deres tid fornuftigt. Også, når deres børn er i skole. Mange af dem er involverede i skolearbejdet (eller kirken – det er trods alt bibelbæltet, dét her), velgørenhed eller forskellige projekter, og så er de vildt sociale og sindssygt dygtige til at netværke, også selv om de ikke lige nu har brug for det rent professionelt. De gør det bare.

Af samme årsag var det også nærmest en lettelse, da jeg en af vores allersidste dage i Danmark sås med min søde, gamle (altså fra gamle dage! :)) veninde N, som aldrig stillede det spørgsmål. Hun er hjemmegående med sine tvillingepiger og har været det i nogle år efterhånden – og stortrives med det. Endda i Danmark, hvor det trods alt skiller sig noget mere ud, end det gør her, og hvor det måske nogle gange godt kan føles lidt sværere at få lov at trives med det. Det var så fint at snakke med hende om alt det helt igennem dejlige ved vores situation, og den gensidige forståelse – og bare dét ikke at behøve at forklare hvorfor det faktisk ikke er så svært at holde ud af at have al den tid, man kunne drømme om, med sine børn – var bare rar at have. Nogle gange kommer situationer og omstændigheder til at føles så selvfølgelige og naturlige, at man glemmer, at de for andre godt kan se lidt slørede ud – og så er det bare rart at sætte sig ned sammen med en, for hvem det hele er lige så krystalklart. 🙂

Jeg synes også, det ind imellem bliver glemt, at ja, jeg har fjernet en masse elementer fra min vante hverdag – men nogle af de mest mærkbare ting, der er væk, er travlheden, den dårlige samvittighed og følelsen af aldrig rigtig at være noget sted nok. Hele klicheen “hverdagens stress” er fuldstændig elimineret herhjemme, og jeg kan oprigtigt ikke huske, hvornår vi sidste gang har haft udfordringer med at få dagens timer til at hænge sammen. Det har betydet alverden for os som familie, og det giver en ro, som børnene nu tager for givet, fordi de ikke kan huske at have prøve andet – men det kan jeg. Samtidig føler jeg faktisk ikke, at det bare er tomhjernet tidsfordriv at gå hjemme (hvilket i øvrigt er et misvisende udtryk, for jeg er ikke specielt meget hjemme i løbet af dagen) – jeg synes, det giver mig en masse, jeg ellers ikke ville have mulighed for. Jeg kan træde til, når nogen har brug for hjælp, når der behøves lidt ekstra hænder på skolen – som for eksempel, da alle børnene pakkede madkasser til sultende børn, og en bunke af forældrene som en selvfølge stod klar til at hjælpe og koordinere – jeg kan tage på en ubeskrivelig smuk og fredfyldt kajaktur ned ad floden hele formiddagen, jeg kan udforske alle områdets kulturelle tilbud, løbe ture, dyrke yoga, kaste mig over al den litteratur jeg orker… Og alt det andet, der kunne melde sig som en lyst.

Som det som regel sker med alle andre tilstande, skal jeg nok nå et punkt, hvor jeg gerne vil videre fra denne. Hvor der skal ske noget andet, og hvor vores børn er blevet så store, at det ikke føles som tid fra dem, at jeg bruger min på noget andet. Og hvor jeg igen skal spytte i husholdningskassen. 😉 Men jeg har ikke noget behov for at fremskynde den dag, bare fordi jeg kan mærke, at nogle normer fortæller mig, at jeg burde blive rastløs og ivrig efter noget andet eller “mere”. Jeg holder det fint ud. Og jeg er ret sikker på, at når jeg engang ser tilbage på de valg jeg tog, vil årene hjemme med mine småbørn ikke være ét af dem, jeg fortryder.

“Og kom så hjem!”

For godt tre uger siden pakkede vi en masse kufferter og satte kursen mod Danmark – vores første hjemtur, siden vi for alvor landede herovre i slutningen af april 2015. Vi havde 19 dage derhjemme, og takket være et minutiøst planlagt program og et par uhyre fleksible børn lykkedes det os faktisk at få set næsten alle de mennesker, vi havde planlagt at se – med undtagelse af et par sygdomsfremkaldte afbud og den slags, men det er svært at gardere sig imod. Vi landede i øst, kørte næsten straks mod vest og så tilbage til øst og et smut nordpå… Og vi nåede så meget. Det var dejligt – og noget af det allerdejligste var faktisk at opdage, at selv om vi ikke havde set venner og dele af familien i næsten halvandet år, så føltes det jo ikke sådan. Alt var, som det plejer, og alt føltes hjemligt og godt.

En truende horisont og ulden hue på yngstebarnet - nej, Danmark gav os ikke den varmeste velkomst.
En truende horisont og ulden hue på yngstebarnet – nej, Danmark gav os ikke den varmeste velkomst.
Til gengæld var bedstefars finske badekar et gigantisk hit gennem alle de kolde dage - intet er så skidt, I ved...
Til gengæld var bedstefars finske badekar et gigantisk hit gennem alle de kolde dage – intet er så skidt, I ved…

Apropos hjemligt… På et tidspunkt fik jeg en sms fra min amerikanske veninde Chloe, der bad om lov til at bruge et billede af mig, der drikker en af hendes restaurants cocktails, på deres instagram-profil. Jeg sagde selvfølgelig ja, hun takkede – og tilføjede så: “Now come home. :)” Jeg blev vildt glad for den lille afrunding, fordi det (på en helt særlig navlepillende måde, haha) føles virkelig rart at være savnet både hjemme og… well, hjemme. Det er så stor en luksus at kunne danne så fine relationer, at man er savnet, når man rejser væk – og det gælder både væk fra Danmark og væk fra USA. Efterfølgende sagde Chloe, at hun, lige da hun havde sendt sms’en, var blevet lidt usikker på, om hun havde skrevet noget “forkert”. “You know, because I guess you were home”, som hun sagde. Men der var ikke noget forkert i det. Vi var hjemme på besøg og bagefter tog vi hjem. Sådan er det.

Ka' de li' østers? Jo, tak som byder - og smid bare lidt krabbeklør og andre af havets goder oveni! Dansk frokost, når det er bedst.
Ka’ De li’ østers? Jo, tak som byder – og smid bare lidt krabbeklør og andre af havets goder oveni! Dansk frokost, når det er bedst.
Ingen sommer uden friskpillede fjordrejer. Det - og nye kartofler - er min ubetingede sommerlivret, og heldigvis fik jeg chancen flere gange!
Ingen sommer uden friskpillede fjordrejer. Det – og nye kartofler – er min ubetingede sommerlivret, og heldigvis fik jeg chancen flere gange!

Af samme årsag er det også lidt underligt at komme tilbage hertil, og jeg kan godt mærke, at Danmarksbesøget – og at det nu er slut – lige skal fordøjes. At gense så mange mennesker, der betyder så meget, at se vores eget lille hus hjemme på vejen i Virum, at bade i Kattegat, at spise smørrebrød, stjerneskud og friskpillede fjordrejer og se solen gå ned, mens marsvinene hopper op og ned i vandet i horisonten… At mærke, hvor velkomne vi var, og hvor helt utrolig hjælpsomme og gæstfrie alle var, så vi både havde steder at bo, spise og aflevere børnene, når N og jeg gerne ville spise en frokost i bare hinandens selskab. Det er lidt som at få rippet op i noget, der egentlig ikke føltes som et sår, men som nu hvor det igen er så tæt på, godt kan fremkalde lidt melankoli. Det er ikke så skidt, tænker jeg, fordi det betyder jo bare, at vi stadig føler os hjemme derhjemme – og at det hele venter på os, når vi igen vender tilbage.

Jeg har aldrig set Kattegat så smuk som i de dage, vi tilbragte i strandkanten i mine forældres sommerhus. Krystalklart, blikstille og en drøm at tage en lang dukkert i.
Jeg har aldrig set Kattegat så smuk som i de dage, vi tilbragte i strandkanten i mine forældres sommerhus. Krystalklart, blikstille og en drøm at tage en lang dukkert i.

Vi landede i begyndelsen af juli, så som I nok kan regne ud, ankom vi til seriøst møgvejr. Som egentlig bare fortsatte de første to uger vi var der. Der var (meget få) undtagelser, hvor vi kunne smide tørklæderne og jakkerne, men helt overordnet var det bare dybt, dybt nedslående. Det blæste og regnede, og alle vores drømme om lange, lyse danske sommernætter blev skyllet ud med Limfjordens bølger, som vi de første mange aftener sad og kiggede ud over, mens ilden knitrede i brændeovnen. Yes, så koldt var det. Senere kom solen og sommeren heldigvis, og vi fik en masse sommeraktiviteter ind til allersidst. Og selv om det bare var et par dage, var det nok til at minde os om, hvor skønt Danmark er, når det gider.

Tak for denne gang, pelsplettede ven. Vi ses igen!
Tak for denne gang, pelsplettede ven. Vi ses igen!

Vi har været tilbage i USA i tre dage, og hvor umenneskeligt det end lyder, er børnene faktisk allerede tilbage i skolen. Det var sidste chance for summer camp, inden skolen holder sommerlukket op til skolestart, og eftersom begge børnene rykker op i nye “store” klasser nu, syntes vi det var vigtigt at lade dem komme på de virkelig gode forberedelsescamps, skolen har i denne uge. Men jeg vil gerne indrømme, at det er en lidt barsk start – ikke mindst fordi jetlagget på en eller anden måde er værre end det har været før, og vi alle sammen har været hårdt ramt på skift. Vi starter stille og roligt ud denne uge, og i næste uge er der igen ferie for børnene. Vi har både en weekend i bjergene med smukke, charmerende Asheville og en tur til stranden på programmet denne måned, så vi har oplevelser nok at se frem til. Og hvor solen skulle trækkes modvilligt frem i Danmark, bruger vi helt frivilligt størstedelen af dagen indendørs herovre; i sikkerhed for de 40 grader, der lige nu pløjer ind over området.

It’s all good. 😉