Månedsarkiv: september 2016

Come away with me!

Siden vi kom, har vi haft en masse gode intentioner om, at dette ophold ikke kun skulle bruges på at bo i USA, men i lige så høj grad på at opleve USA. Vi har vores verdenskort på væggen med en masse små knappenåle, kategoriseret i farvekoder for steder, vi har besøgt, steder vi drømmer om at besøge, og steder vi har konkrete planer (dvs. en booket tur) om at besøge. Men som det så ofte sker, indfinder hverdagen sig, og det gør den jo også, selv om man bor i USA. Det er klart, at N ikke bare kan rejse uger væk fra jobbet i tide og utide, og nu hvor M er rykket op, er det bestemt heller ikke hverken velset eller hensigtsmæssigt at tage hende ud af skolen, når lysten til at rejse melder sig.

Alligevel forsøger vi virkelig at få set og gjort noget, mens vi er her – inden for de rammer, der nu engang gælder – og heldigvis er der jo masser af muligheder for ture, der ikke behøver vare længere end en weekend. Der er ikke mange uden for landet her, der er klar over det, men North Carolina har nogle af østkystens mest fantastiske strande, og i modsætning til f.eks. Virginia og South Carolina, så er strandene her ikke overrendt. Wrightsville er den strand de fleste besøger; ikke mindst fordi den ligger lige op ad byen Wilmington, som både er hyggelig og fin og byder på masser af god mad og drikke. Topsail, Emerald Isle og Carolina Beach er bare nogle af de mange andre, der et besøg værd, og nærmest siden vi kom, har vi haft en drøm om at besøge Outer Banks, som er en række tanger, der strækker sig ned langs kysten med Atlanterhavet på den ene side og sundet på den anden.

img_0417
Klar, parat, hvornår tager vi til stranden?
Nu!
Nu!
img_3917
Løøøøøøøb!
Solnedgang over sundet
Solnedgang over sundet

Outer Banks har ry for at være lidt mere råt og u(s)poleret end mange andre steder, og så er området endda hjemsted for North Carolinas vilde heste, der møffer rundt derude. Vi er så heldige, at N har en ansat, John, hvis familie har et hus ved Outer Banks – og sidste weekend inviterede John og hans kone Katie os derud. Det ligger en pæn køretur væk – godt fire timer – men åh, hvor var det al tiden værd! De vilde heste så vi ikke, men solnedgang over sundet, et hus med en fantastisk udsigt, friskfanget tun, den smukkeste strand (med en halvskildpadderede lige på nippet til at sende alle de små flappede babyer ud i det åbne vand) og fuldstændig ro og fred var alt sammen med til at gøre weekenden en lille tand bedre end så mange andre.

Udsigten fra vores badeværelse...
Udsigten fra vores badeværelse…
...og fra terrassen.
…og fra terrassen.

Jeg har nævnt det før, men gør det alligevel igen: North Carolina er måske ikke det oplagte udflugtsmål, når man vil besøge USA, men hvis natur og dyreliv er på ens liste over ønskværdige seværdigheder, så kan man fordel overveje at lægge vejen forbi. Stedet skuffer ikke. Jeg er endda så priviligeret, at jeg ikke behøver rejse særlig langt for at få lysten styret, for bare ti minutter væk kan jeg hoppe i en kajak og tage halvanden time ned langs Neuse River, som i sandhed burde kunne fås som recept mod stress og anspændthed. Det er vild luksus – af den tilgængelige, naturlige slags.

Helt stille, helt roligt - og helt, helt afslappet.
Helt stille, helt roligt – og helt, helt afslappet.

Næste gang venter San Diego, som vi flyver til om et par uger. Der står søløver, zoo og seafood på programmet, men hvis nogle af jer derude sidder med kendskab til ting vi bare ikke må misse, mens vi er der, så kom frit frem. Jeg glæder mig som et lille barn. 🙂

Skal vi være venner?

For et par uger siden sendte min mor – som er virkelig sød til at holde mig opdateret i den danske nyhedsstrøm – mig et link til denne artikel om hvor svært det kan være for en udlænding at blive venner med en dansker. Den var virkelig interessant for mig at læse på trods af, at min vinkel i sagens natur går den anden vej rundt. Her er det mig, der er expat’en, og mig, der skal sørge for at skaffe mig nogle venner. Og lige præcis herfra hvor jeg sidder, er det ret nemt at få øje på et par forskelle mellem amerikanske og danske venskaber.

Amerikanerne er enormt gode til at socialisere. Sådan helt vildt, og jeg bliver lige imponeret hver gang. Vi var til noget eftermiddags-poolhygge for et par uger siden, og i løbet af en halv time havde en af vores bekendte introduceret mig for fire nye mennesker, som ikke var en del af selskabet, men som boede i området, og lige kom forbi. Det førte til, at N pludselig havde en ny potentiel kunde, og at vi i næste uge skal se på et hus i det område, vi gerne vil købe en bolig. Og sådan er det hver gang vi deltager i noget. “Julie, this is Ashley/Amy/Nancy/Jessica/Steve/Michael/etc who lives down the street and has three children in our school. (S)he owns a company that…” og fortsæt så bare i fantasien. Så går snakken, og pludselig er man på en helt ny sms-liste til næste weekends komsammen af en eller anden slags. Det er ret sjovt og meget socialt, og det er lige før det kan blive helt hæsblæsende. Men hvis der er noget, der virkelig er gået op for mig, så er det hvor sindssyg meget godt, der kan komme ud af den slags hurtige bekendtskaber. For det er lige præcis dét, de er: bekendtskaber. Det er ikke sådan, at vi nu pludselig har otte nye fantastiske og nære vennepar, som vi tager på weekend med, mens vi deler alle vores inderste tanker. Slet ikke. Men det er bekendtskaber med sjove, gode og kloge mennesker, og af dem har jeg lært, at bekendtskaber kan være om ikke helt, så i hvert fald næsten lige så givtige som venskaber.

Jeg har tidligere skrevet om mine veninder, og af den sluttede kreds, jeg betragter som mine nærmeste, kom den seneste til, mens jeg gik på universitetet – altså for over 15 år siden! We all go way back. Jeg har mødt masser af andre skønne, sjove og dejlige folk siden da, men det er mit – og den føromtalte artikels forfatters – helt klare indtryk, at vi danskere går rigtig meget op i vores gamle venner. Og når vi ligesom føler, at vi er omringet og favnet af de helt rigtige mennesker, så havner dem, der kommer til senere, i en anden kategori. Det har sikkert også en hel masse at gøre med, at de gamle venner er dem, der ved det hele, og dem, der har set os græde, tvivle, vokse op og lave bommerter, og derfor er de trygge og kærlige at have.

Amerikanernes hang til bekendtskaber hænger for det første sikkert sammen med den “overfladiskhed”, som de så ofte bliver kritiseret for (og som jeg tidligere har sat spørgsmålstegn ved). Alt behøver ikke at have en dybere mening eller et værdibaseret formål – et møde med et andet menneske kan også bare være noget sjovt og hurtigt, og lad os da lige se, hvad der kan komme ud af det? Jeg tror også, det handler meget om, at de i mange tilfælde er langt mere mobile, end vi danskere bryder os om at være. Alle de mennesker jeg har mødt, er flyttet rundt mellem forskellige stater, og det er snarere reglen end undtagelsen, at man flytter sig efter et job – uanset, om man bor i Oregon, og jobbet er i Oklahoma. Samtidig er der heller ikke den samme tradition for at blive i et job i årtier, så der kan altså komme rigtig mange flytninger ind i løbet af et liv – og dermed rigtig mange nye bekendtskaber.

Jeg er rigtig glad for at have begge dele i mit liv lige nu, også selv om det er et kæmpesavn for mig, at mine gamle venner er langt væk, og at min jævnlige kontakt med dem er sat lidt på standby. Jeg er virkelig, virkelig glad for at have fået nogle rigtig gode venner herovre – ikke kun bekendte, men gode, dejlige veninder –  men jeg er også nødt til at forholde mig til det faktum, at i det øjeblik deres liv pludselig byder dem en chance i Californien eller Illinois, kan de være væk igen. Og så er det lidt sværere at holde kontakten end i Danmark, hvor distancen mellem vennerne sjældent overstiger 50 kilometer. Og det samme gælder jo for mig. Mine venner herovre ved jo godt, at jeg kun er her i en begrænset periode. Alligevel har de absolut ikke haft nogen forbehold over for at lukke mig ind. Snarere tværtimod. Det har været så fint at mærke, og det er helt klart noget af det, der har betydet, at jeg føler mig så godt tilpas her og rent faktisk ser Raleigh som mit hjem nu.

Det kunne vi måske godt lære noget af derhjemme. Jeg skal være den første til at indrømme, at det aldrig er faldet mig ind at have expat-venner (eller -bekendte) i Danmark. For det første har jeg nok altid set dem som et slags lukket selskab, og for det andet, så havde jeg jo hvad jeg skulle bruge på vennefronten, ikke? Det er nok en holdning, jeg vil være mere bevidst om fremover. For nu er det mig, der er expat’en, og jeg ved heldigvis kun, hvordan det føles at få venner i et nyt land. Ikke hvordan det føles ikke at få dem – men jeg kan kun forestille mig, at det gør ondt. Så næste gang I møder en expat-mor i daginstitutionen, så overvej lige at invitere hende og familien til en omgang ægte dansk grillhygge. Jeg tør næsten garantere, at de vil elske det. 🙂

“Vil du lege med mig, mor?”

Det lyder virkelig ikke særlig pænt, men ovenstående er en af de sætninger, jeg frygter mest at høre fra M (i princippet også A, men han spørger ikke så tit, og det er sjældent fulgt op af en tanke, han har tænkt færdig). Misforstå mig ikke, jeg elsker at tilbringe tid med hende (med begge mine børn), og havde spørgsmålet lydt “vil du læse for mig?”, “vil du sidde med mig og nusse mig?”, “vil du snakke med mig?”, “vil du gå en tur med mig?” og tusindvis af andre spørgsmål, så er der nærmest ikke noget, jeg hellere vil svare ja til. Men… jeg er ikke god til at lege. Og jeg synes heller ikke, det er særlig sjovt. There, I said it. Jeg har sikkert tabt sørgeligt mange af mine legende tendenser gennem årene, og nu har jeg mistet evnen til at nyde at fordybe mig i en leg. Jeg synes virkelig, virkelig ikke det er sjovt at være lillesøsteren, der besøger storesøsteren, der lige har fået lov at tygge tyggegummi og som er fourth year i skolen, og at skulle følge alle de regler og regulativer, der følger med den leg. Eller være en (næsten) valgfri karakter fra Lego Friends. Eller for gudvedhvilken gang lege “Mit Kæledyr” (Ramasjang-forældre, I ved, hvad jeg taler om), hvor M er pigen Elise/Molly/Emily/Mia, der får en kanin, mens jeg spiller rollerne som både Silja, det andet barn (der allerede har et kæledyr) og begge Elises forældre. Nå ja, og så skal jeg synge kendingsmelodien både ved start og slut.

Jeg er ikke et legebarn. Og det er forfærdeligt, for M bliver jo frygtelig skuffet, hver gang jeg takker nej. Selvfølgelig siger jeg også ja, men absolut ikke hver gang, for principielt synes jeg egentlig også, det er noget underligt kunstigt noget at gå ind i en leg, man ikke rigtig gider. Børn er jo ikke dumme. Jeg vil langt hellere lave noget med hende, som vi begge to synes er sjovt, og andre gange siger jeg også nej, fordi jeg ganske enkelt har andre ting, jeg skal nå på det tidspunkt.

Hvilket leder mig til en anden problematik, nemlig balancen mellem nej og ja, når man er hjemmegående. Da vi boede i Danmark og jeg arbejdede, var det egentlig rimelig enkelt: jeg så ikke mine børn det meste af dagen, så den tid der var fra vi kom hjem, til de skulle i seng, blev brugt sammen, så vidt det overhovedet var muligt. Det gav sig selv. Men nu har jeg mange, mange flere timer til rådighed sammen med dem hver dag, og hvor meget jeg end nyder deres selskab, så synes jeg hverken det er sundt for dem eller mig selv at være sammen heeeeeele tiden. De skal også kunne underholde sig selv og hinanden, og bare fordi jeg HAR mere tid, er det jo ikke ensbetydende med, at det hele skal bruges på dem. Mere end før – selvfølgelig! Men med en balance. Og jeg har opdaget, at den balance godt kan være lidt svær at finde, for hvis det er op til dem, så laver vi noget, der er SJOVT. Hele tiden. Og mor er med. Og det er naturligvis, fordi jeg er den voksne, op til mig at definere rammerne for, hvornår det er ok at sige, at nu er mor IKKE med.

Jeg tror dét med at være hjemmegående stadig er så anderledes en følelse, at det er svært at finde det naturlige forhold mellem sammen og ikke sammen. Jeg har været så vant til, at den tid, jeg KUNNE bruge med børnene også blev det, og jeg kan sagtens mærke den dårlige samvittighed, hver gang jeg beder dem om at finde på noget selv. Eller med hinanden. Nogle gange lykkes det, men de fleste af gangene bliver afslaget mødt med skuffede miner og diverse forsøg på overtalelse. Men jeg synes virkelig, det er vigtigt, at vi ikke bliver et uadskilleligt trekløver, der altid skal finde på “sjove ting” sammen. Selvfølgelig fordi det ville gå ud over min mentale tilstand, men først og fremmest, fordi jeg helt uden tvivl mener, at det er det sundeste for dem. De har masser af tid med mig, og de skal lære også at nyde og bruge den, de har med og for sig selv. Ligesom jeg gør.