Månedsarkiv: oktober 2016

Look, jeg swinger højere end you!

For næsten præcis et år siden kom jeg med en lille opdatering på børnenes sprog, og forleden fik jeg lyst til at gøre det igen. Ikke mindst fordi jeg ved, der sidder mange andre udlandsdanske børnefamilier derude, og for dem, der ikke har været af sted så længe, kan det måske være meget rart at høre lidt erfaringer om, hvor lang tid dét der sprog egentlig tager.

Nu, halvandet år siden ankomsten, er vores børn stort set flydende. Der er ikke ret meget dansk accent at spore hos nogen af dem længere – selv om A stadig egentlig bare taler med sin egen hjemmelavede accent, der hverken er fugl eller fisk, men bare sådan lidt spøjs – og jeg vil tro, at ordforrådet i begge sprog efterhånden nærmer sig hinandens niveauer. Dog er der stadig ting, der bliver blandet sammen, men hvor det før drejede sig om nogle virkelig komiske, Eddie Skoller-agtige fordanskninger – som da M sidste efterår skulle give sin veninde et godt råd til en gynge og begejstret råbte “You have to hold good on!!” – er det nu den anden vej rundt – og det danske sprog, der ind imellem får en lidt hårdhændet behandling. Det kan være små, uskyldige hovsa’er, som når A gynger og siger til sin søster: “Look, jeg swinger højere end you!” eller når han råber “hjælp, min fod er stuck!”. Og så er der de mere grelle tilfælde, som da M skulle fortælle mig om en leg, hun havde leget med sin lillebror og gik i gang med forklaringen: “Ej mor, det var så sjovt, for A var håbet til at få flodhesten, og jeg var håbet til at få giraffen, og så fik vi dem!” Jeg ved ikke, om I kan gennemskue den sætning, men det er selvfølgelig ordene “was hoping to get”, der bliver direkte oversat til Danglish vås. 😉

Det er svært ikke at fnise, når vi overhører den slags smuttere, men samtidig er det jo også en påmindelse til os om, at vi har et ansvar i forhold til at styrke deres danske. Vi taler stadig 100 % dansk herhjemme, og selv når M slår over i engelsk, hvilket som oftest sker, når hun leger eller bliver meget optaget af at skulle beskrive eller forklare noget, så svarer vi hende konsekvent på dansk. Det kan godt virke lidt anstrengt, men det er simpelthen så magtpåliggende for os, at begge børn holder fast i det danske og fortsætter med at tale det lige så naturligt som det engelske. På et eller andet tidspunkt inden for de næste år skal vi jo tilbage, og så ville det simpelthen være for ærgerligt, hvis de skulle til at begynde næsten forfra, fordi vi ikke havde gjort os den umage at holde fast i det danske for dem. Derudover er både N og jeg jo så i øvrigt også stadig så gennemdanske, at jeg slet ikke kan forestille mig hvor åndssvagt det ville føles, hvis vi gik herhjemme og talte engelsk sammen. Så dansk it is. 😉

Der er naturligvis nogle (ganske få) undtagelser. Når vi er blandt andre (ikke-danske) mennesker, så taler vi alle sammen engelsk. Ikke, hvis vi går rundt i supermarkedet, men hvis vi er sammen med folk, vi kender, slår vi aldrig over i dansk. Det ville jo bare virke uhøfligt, synes jeg. En anden undtagelse kan være, hvis vi hjælper M med lektier, og hun har brug for, at noget bliver snakket igennem. Så foregår det ind imellem også på engelsk, så hun kan tage det med sig i skolen næste dag. Vi sørger selvfølgelig også for – gennem lærerne – at være meget opmærksomme på, om deres dobbeltsprog er en hæmsko, men det virker på ingen måde, som om det er tilfældet. Snarere tværtimod.

En anden undtagelse er, når børnene leger sammen herhjemme. Det foregår næsten udelukkende på engelsk, og det giver egentlig ret god mening, når man tænker på, at det eneste tidspunkt, de hører dansk, er når de taler med os to voksne. Engelsk er det sprog de taler med deres venner flere timer hver dag, og derfor er det kun naturligt, at det er blevet deres “legesprog”. Det blander vi os selvfølgelig ikke i.

Men ud over de få eksempler er der faktisk ingen situationer, hvor vi ikke taler dansk sammen, og det har vi tænkt os at holde fast i al den tid vi er her. Ikke mindst fordi et af de største argumenter for at begive os ud i det her eventyr faktisk var, at vi syntes, det ville være en fantastisk gave for vores børn at være tosprogede. Og det bliver de jo ikke, hvis de smider det ene væk. Så kan det godt være, at A konsekvent taler om sin blue bil, black jakke og yellow tandbørste, og at M spøger mig, om hun må læse en bog til mig, men hvis vi kan holde det på dét niveau, går det nok. For de er faktisk meget, meget tæt på at være ægte bilingual, og dét i sig selv er noget, der gør mig pavestolt at være vidne til.

 

 

Westcoasting

Jeg har været i New York og Washington D.C. nogle gange efterhånden, jeg har været på roadtrip hele vejen ned fra North Carolina til Key West, og jeg har oplevet efteråret nordpå i New England og Maine – men jeg har aldrig været på USA’s vestkyst. Ikke fordi jeg ikke har villet – som tidligere sladderbladsjournalist ville jeg være fuld af løgn, hvis jeg påstod, at Los Angeles ikke var lidt af en drøm 😉 – men fordi det bare ikke lige har passet. Det gjorde det så i den nyligt overståede weekend. N’s firma har både advokater og revisorer på vestkysten, og han har længe haft intentioner om at mødes med dem, så alt ikke foregår over telefon og email. Vi valgte at kombinere det og tage en forlænget weekend til San Diego – og manner, nu kan jeg slet ikke VENTE med at komme vestpå igen!

Vi boede i området La Jolla, der ligger et kvarters kørsel uden for selve San Diego. La Jolla er den fineste lille by med charmerende hoteller – mange af dem med fuldstændig uspoleret udsigt over Stillehavet – og fantastiske restauranter. Vi spiste det bedste mad vi overhovedet har fået, mens vi har boet i USA – flere gange. Ikke mindst på seafood-fronten er stedet fuldstændig himmelsk. Det er en rolig lille by ved vandet, og fra vores hotel – hvor vi havde udsigt over Stillehavet fra både vores suite og hotellets pool – var der fem minutters gang til stranden, men hvis man går lidt op i hotelbudget, er der flere hoteller, der ligger direkte ved vandet. I gaderne er der små lokale handlende, spøjse og spændende gallerier – og selvfølgelig et utal af træningscentre. Det ér trods alt Californien. 😉 Der er en stor, fin park nede ved vandet, hvor børn leger, folk træner, par bliver gift, og alle tager billeder.

img_4012

Glade vejrmøller og drengebørn med varm vind i håret.
Glade vejrmøller og drengebørn med varm vind i håret.

Men det bedste – det allerALLERbedste – ved La Jolla var søløverne. Indrømmet, jeg er nærmest fanatiker, når det kommer til dyreliv, og hvis jeg kan spotte bare den mindste smule pels, knurhår, følehorn eller vinger, kommer jeg hurtigt op at køre. I La Jolla (og andre steder i San Diego) ka man gå ned til stranden og uden de store forhindringer stå en meter fra 50 søløver, der ligger og soler sig på klipperne. Det er fuldstændig fantastisk og – hvis man er lidt vild med dyr – lige til at få en lille tåre i øjenkrogen af. Endnu mere eventyrligt var det, at man ved La Jolla Cove kunne gå fra stranden og ud i vandet og så ellers bare svømme, snorkle og dykke rundt med de søde dyr, og vi ærgrede os helt vildt over, at vi ikke havde taget vores våddragter med, så vi kunne have gjort det samme (vandet er KOLDT på vestkysten!). Næste gang, for sure.

img_3995

Seriøst, har I nogensinde set noget så nuttet? Søløver! Så mange af dem! Lige dér for ens fødder.
Seriøst, har I nogensinde set noget så nuttet? Søløver! Så mange af dem! Lige dér for ens fødder.

I samme åndedrag er jeg selvfølgelig nødt til at nævne San Diego Zoo. Den er, så vidt jeg ved, kendt som en af de bedste zoologiske haver i verden, og når man er der, er der ingen tvivl om hvorfor. Der er så mange sjove, spændende og fascinerende dyr, og det bedste er, at de har plads. Med i billetten får man en tur i zoo’ens dobbeltdækkerbus, som giver et virkelig godt indtryk af parken, og en tur i parkens kabinelift, der løfter én højt op over området og giver en ubeskrivelig udsigt (som nok især kan nydes, hvis man ikke lider af højdeskræk…). Med andre ord: Hvis man er i nærheden af San Diego og har børn (eller en glæde for dyr), er San Diego Zoo et must.

img_4041

San Diego Zoo er et af de (desværre) få steder i verden, hvor man kan nyde synet af pandabjørne. Som i nuttethed måske kun får reel konkurrence af koalaerne.
San Diego Zoo er et af de (desværre) få steder i verden, hvor man kan nyde synet af pandabjørne. Som i nuttethed måske kun får reel konkurrence af koalaerne.

Men. Godt nok nævnte jeg, at dyrene var det bedste. Men førstepladsen må nok deles mellem dyrene og solnedgangene. Jeg kan ganske enkelt ikke få nok af at se solen gå ned i Stillehavet (eller andre have), og i La Jolla er synet fuldstændig uden sammenligning. Solen gik ned omkring halv syv om aftenen, da vi var der, så det passede med, at vi kunne gå ned til vandet og nyde synet, inden vi gik over til en af de restauranter vi havde booket bord på i løbet af turen. Jeg har sikkert 70 billeder på både min telefon og mit kamera af noget, der ser rimelig ens ud, haha. Men det er et så betagende syn, at jeg bare måtte forevige hver forandring og hvert lille skifte i lyset.

Solnedgange. Jeg får aldrig nok.
Solnedgange. Jeg får aldrig nok.

Så altså, med andre ord: Kan San Diego anbefales? Oh yeah. Af sted. Nyd det. Nyd maden, nyd dyrene, nyd klimaet, nyd solen – både, når den står højt, og når den glider ned. Det var en fantastisk tur, og der er slet ingen tvivl om, at vestkysten snart kommer på rejseplanen igen.