Månedsarkiv: november 2016

I dag er det hele sort

Jeg var egentlig mest tilbøjelig til at vente med det her indlæg, til chokket har lagt sig lidt. Jeg er så berørt, så modløs lige nu, og det ville måske være fornuftigt at vente med at skrive alt for meget, til støvet har lagt sig, og jeg (måske) kan se lidt klarere. Men her er det altså alligevel. Skrevet ud fra et grundlag, der startede med frygt, gik over i chok og lige nu mest af alt minder om sorg. For ja, Donald Trump vandt i nat. Han er USA’s næste præsident. Ingen forstår det og så alligevel. En del gør jo. For ellers var han ikke blevet valgt.

Jeg stod op til sms’er og mails fra bekymrede danske venner og familiemedlemmer. Hvordan kunne det gå så galt? Det samme har jeg spurgt mig selv om, lige siden det i går aftes begyndte at se ud som om vejen lige så stille og roligt, men sikkert, blev banet til det resultat, vi ser nu. Og svaret er selvfølgelig ikke enkelt, men består af lige dele vrede, frustration, afmagt, historie, angst og alle mulige andre elementer, som nok er forskellige, men fælles for dem er, at ikke ret mange har en positiv klang over sig. Donald Trump blev ikke valgt på et grundlag af håb og ønske om at se fremad. Han blev valgt på et fundament af angst, vrede og splittelse – som han vel at mærke selv var med til at så og dyrke fra den dag han annoncerede, at han stillede op.

Ingen demokrater så det her komme – og heller ikke ret mange republikanere. Hillary har ført i meningsmålingerne det sidste lange stykke tid, og selv om hun fik et tilbageslag, da email-sagen blev genåbnet forrige uge, så troede ingen rigtigt på, at det ville koste hende sejren. Når Trump-lejren blev ved med at sige, at de troede, han ville sejre stort, blev det slået hen med, at de var en flok vildfarne fjolser, der nægtede at se sandheden i øjnene, og på en eller anden måde lykkedes det os alle sammen at lukke ørerne, når de talte om alle de “skjulte” Trump-vælgere derude. Dem, som meningsmålingerne aldrig fanger, fordi de af mange forskellige årsager ikke ønskede at fortælle, at de ville stemme på ham. Men de var der altså, og de stemte. Samtidig har Trump arbejdet sin orange røv i laser for at banke stemmer op i vigtige valgmandsstater, der så ud til at gå demokraterne – en stat som Wisconsin, som Clinton åbenbart følte sig så sikker på, at hun nærmest droppede under sin kampagne, men som det altså lykkedes Trump at få i hus. Der er mange (flere) faktorer, men kun ét udfald: Trump vandt, og han vandt overbevisende. Også selv om Hillary står til faktisk at have fået et flertal af folkets stemmer. Det er nemlig ikke dem, der ender med at tælle til 270 valgmandsstemmer.

Jeg fulgte valget i går aftes og slukkede først for fjernsynet i nat, da jeg var sikker på, at det utænkelige rent faktisk var ved at ske. Og så stod jeg op og kunne mærke, hvordan chokket var blevet til noget meget mere knugende; noget der hele dagen har siddet som en sort, hård klump i min mave. Jeg bliver (formentlig) ikke personlig ramt af det her – faktisk er Trump sikkert bedre for vores egen lille privatøkonomi end Hillary ville have været – men jeg er simpelthen så ked af det. Jeg kan slet ikke forstå, at så mange amerikanere valgte at stemme på en bully, en narcissist, en chauvinist, en racist, en der mener det er helt i orden at forulempe kvinder, at ytre de grimmeste ord om folk, han ikke er enig med, at gøre grin med handicappede, at tale ned om familier til amerikanske soldater, der er døde i krig (fordi deres efternavn er Khan og ikke Johnson)… Og alle de andre forfærdelige ting, Trump har gjort og sagt. Alle de frygtelige ting han ER. At amerikanerne besluttede, at ingen af de faktorer er diskvalificerende, når man søger verdens mest magtfulde job og burde være en, resten af verden kan se op til. Jeg kan ikke forstå det, og det gør mig både rasende, modløs og helt ufattelig ked af det.

N havde svært ved at forstå, at jeg sad i min bil og græd lidt over det efter at have afleveret børnene i morges, men da vi snakkede om det, gik det op for os, at forskellen ligger meget i hvem vi møder i vores hverdag. På den fabrik hvor han kører projekt lige nu, er der massevis af Trump-vælgere, og han taler med dem – også om valget. Han fortæller hvordan de er søde, rare, ordentlige mennesker, der bare er så lede ved Washington og “systemet” og så meget imod Hillary, som i bund og grund er mere af det samme – og derfor stemmer de på Trump. Han har et lysere syn på menneskeheden herovre, fordi han ser en anden side af Trump-vælgerne. Jeg møder eller kender dem ikke, så jeg kan ikke sætte ansigter og personligheder på, og for mig ER de ham. De har godkendt ham og det, han er. Det har ændret mit syn på USA og amerikanerne helt fundamentalt, og jeg må helt ærligt indrømme, at det land jeg troede jeg flyttede til, ikke er det samme i mine øjne længere. Mit syn på amerikanerne har ændret sig, og jeg kan lide dem mindre nu. Ja, det er vildt generaliserende, men de valgte Trump som deres præsident.

Jeg er ikke færdig med at samle mig selv sammen, og jeg gruer for fremtiden herovre lige nu. Jeg håber, at hans skøreste planer bliver stoppet, men jeg tør ikke rigtig håbe på noget længere. Verden blev et lidt sørgerligere sted at være i nat, og det tager tid at komme sig over.