Månedsarkiv: december 2016

I mit nye hus…

…skal jeg skrive mere.

Det er (mildt sagt!) på tide med en opdatering herfra – det er jo umindelige tider siden jeg har skrevet sidst, og alligevel, på trods af, at der sket en hel masse, sidder jeg med en følelse af ikke rigtigt at vide hvad jeg skal skrive om. Lysten til at skrive har været lidt svær at finde det sidste stykke tid, og det skyldes en masse forskellige sammenfald, som jeg ikke vil kede jer med her – lad mig bare sige, at det har været et efterår fyldt med forhindringer. Jeg snakkede med N om det forleden, at det føles som længe siden, at jeg har været sådan rigtig gennemglad, som om der hele tiden dukker nye forhindringer op. Det har gjort det sværere at sætte sig ned og skrive om stort og småt, men én af de store  kan og vil jeg i hvert fald dele med jer:

Vi har købt et hus!

Jep, vores helt eget amerikanerhus. Det er så fint, og vi elsker det alle sammen allerede. Det ligger perfekt – vi var simpelthen så heldige helt tilfældigt at støde ind i en familie med et hus, der ligger lige præcis dér hvor vi allerhelst vil bo – og de skulle lige til at sælge det. I nabohuset bor en af M’s allerbedste klassekammerater (som hun endda tilfældigvis er på sleepover hos lige nu), hvis forældre er nogle af vores gode venner – og lige på den anden side af husets lille bagvej bor Chloe. Ti skridt fra min havelåge bor min veninde simpelthen (meget vin vil blive drukket på vores terrasser!), og vi glæder os begge helt ubeskriveligt til at blive bagnaboer. Et par veje væk bor vores skønne dansk/amerikanske vennepar, og hele området er fyldt med jævnaldrende venner til M og A. Vi kommer tættere på Downtown Raleigh, og til vores kvarter hører endda en hyggelig, privat pool. Jeg har i øvrigt lavet en regel om, at der i mit nye hus altid skal være Moscow Mules. Så kom bare forbi. 😉

Det er kort sagt det perfekte hus med den perfekte beliggenhed, og normalt ville jeg have været så edderspændt over den situation, at jeg ville skumme over af lykke. Men vejen til at få lov at købe det hus har været så lang og så frustrerende, at den ægte glæde og begejstring over, at det nu – ENDELIG! – er vores, faktisk stadig ikke helt har fundet vej til mig. Den skal nok komme, og når jeg i midten af januar står i mit nye hus, skal den nok indfinde sig. Jeg tror bare lige, jeg skal ud på den anden side af 2016 og et udfordrende efterår først.

Julen, til gengæld, var fin, rolig og hyggelig. Vi tog til Asheville og boede tre dage på The Inn on Biltmore. Biltmore er bygget af George Vanderbilt og er den dag i dag stadig USA’s største private hjem. Området er fuldstændig enormt – 28 km2 – og ud over Biltmore selv og de nærmest uendelige marker og skove ligger der forskellige restauranter og et par hoteller, hvor vi altså boede på det ene. Det var en anderledes oplevelse at holde jul på et hotel, men det funkede sgu ret fint. Vi havde det dejligt, spiste ubeskrivelig lækker mad og skruede hele tempoet ned. Og ja, selvfølgelig kommer julemanden på besøg sådan et sted!

Et par højdepunkter fra min december:

Mit livs første vaniljekranse så dagens lys et par tusind kilometer hjemmefra - og jeg var pænt stolt over resultatet!
Mit livs første vaniljekranse så dagens lys et par tusind kilometer hjemmefra – og jeg var pænt stolt over resultatet!
img_2680-1
To ærkedanske julefrokoster er det også blevet til (endnu en venter i januar) – med snaps og rullepølse, jadak!
Vi måtte en tur forbi hospitalet med en syg, lille fyr to dage før jul - han klarede både dét og julen (trods efterveer) som en ægte lille kriger.
Vi måtte en tur forbi hospitalet med en syg, lille fyr to dage før jul – han klarede både dét og julen (trods efterveer) som en ægte lille kriger.
Mine tre julehjerter. Fint klædt på og klar til juleaftensmiddag.
Mine tre julehjerter. Fint klædt på og klar til juleaftensmiddag.
North Carolinas bjerge er noget helt særligt - og udsigten fra hotellet mindede os om det hver aften ved solnedgang.
North Carolinas bjerge er noget helt særligt – og udsigten fra hotellet mindede os om det hver aften ved solnedgang.

Godt nytår, folkens! Må I komme fantastisk og festligt ind i 2017 – måske I glæder jer lige så meget til et nyt år som jeg?

P.S. Jeg ved simpelthen ikke hvad der sker med billedstørrelserne i det her indlæg, men jeg har ikke kunnet rette det op trods en hård kamp. Det er noget værre rod – men sådan rigtig tech savvy bliver jeg nok aldrig! 😉

Når fædrelandet sniger sig ind på én…

I forgårs ramte en lidt uventet følelse mig. Lige med ét – og ud af absolut ingenting – mærkede jeg et stik af Danmarkssavn helt inde i maven. Og det var mærkeligt, for ud over savnet af venner og familier, som jeg allerede har skrevet om flere gange, så er det altså meget sjældent, at jeg som sådan savner at bo i Danmark. Eller sagt på en anden måde: Der er så mange gode ting herovre, der vejer op for hvad jeg kunne savne i Danmark, så jeg bruger ikke særlig meget tid eller energi på at tænke over mit fædreland. Men lige pludselig kom det altså. Og jeg mener det virkelig, når jeg skriver, at det var ud af det blå – jeg tror seriøst, det var en eller anden erindring om at stå og købe en ansigtscreme på et dansk apotek, der pludselig fik en vemodig form for længsel frem i mig. Det var helt uventet og kom bag på mig – og siden har følelsen faktisk hængt lidt ved. Og det mærkelige er, at det stadig er de komplet random ting, jeg tænker på – ikke de lange lyse sommernætter, cykelture gennem København, efterårsæbleplukning eller adventshygge. Det er helt åndssvage ting – som f.eks. at gå rundt i SuperBest i Virum. I kid you not.

Det er ellers ikke fordi jeg går og føler mig specielt dansk i hverdagen, og det at være dansk er heller noget, jeg går op i eller dyrker – det er der ligesom bare. Men fædrelandet ligger jo nok derinde et sted, og hos mig valgte det så åbenbart at give sig til kende i form af nostalgi her halvandet år efter vi kom. I øvrigt efterfulgt af et ordentligt skud “hjemme”, for vi har lige haft besøg af mine forældre i to dejlige uger. Vi har været på yndlingsrestauranter, holdt Thanksgiving med baconindpakket kalkun, kartoffelmos, green bean casserole, gravy og pecan pie (alt selvfølgelig hjemmelavet!); der er blevet snakket, hygget, læst danske godnathistorier og drukket masser af vin. Og vinket farvel med en dejlig følelse af at være blevet fyldt godt på hjemlighedskontoen. Og et par dage efter kom savnet altså.

Det er ikke et savn, der giver mig en pludselig lyst til at komme hjem før tid eller genoverveje vores planer om at blive herovre. Men det er en følelse, der får mig til at kigge på danske boligsider (hvor skal vi bo, når vi kommer hjem?), læse om de bedste danske skoler (skal det være folkeskole eller privat?) og drømme om gamle venner og bekendte – også dem, jeg ikke har set i årevis og sandsynligvis heller ikke kommer til at se igen nogensinde. Det er en underlig følelse, eller snarere tilstand, men den er ikke u-rar. Den er der ligesom bare. Udefinerbar og lidt ubeskrivelig, men alligevel krystalklar og håndgribelig.

Nå, men uanset hvad er det ikke en følelse, der bliver imødekommet lige foreløbig, for vi har ikke planer om at tage til Danmark de næste par måneder. Vi holder jul i North Carolinas bjerge, nytår herhjemme, og de første par måneder i det nye år har jeg nogle planer, som kommer til at fylde det meste af min weekendtid. Så næste gang vi kommer hjem bliver formentlig, når vores visum skal forlænges til foråret. Indtil da må jeg så finde ud af hvad jeg skal gøre af minderne om storkøbenhavnske apoteker og mandagmorgener i forstæderne. 😉