Månedsarkiv: januar 2017

Let go, ego!

Det er næsten et år siden, at jeg luftede ideen her på bloggen, og i efteråret besluttede jeg mig for rent faktisk at gøre noget ved det. Det var ikke en ligetil beslutning – dels koster det temmelig mange penge, som jeg ikke helt anede hvad jeg ville få for, og dels var (og er) jeg faktisk lidt nervøs for, om jeg kan. Om jeg er god nok. Om jeg kan lære så meget, at andre kan lære noget af mig. Men altså: i fredags kastede jeg mig ud i den første weekend af min uddannelse til yogalærer. Simpelthen. Seks weekender plus det løse i form af træning, lektier, observationer og timer i studiet som assistent skulle til marts meget gerne munde ud i, at jeg er certificeret  200 timers yogainstruktør. Og ja, det falder lige oven i flyttekasser og ditto rod og et hus, som vi overtager i morgen og skal finde os til rette i. Men det var jo ikke til at vide dengang i efteråret, og indtil videre løser det sig fint.

Det var angstprovokerende at begynde på det, og det blev egentlig ikke mindre skræmmende, da jeg først var startet. For jeg indså ret hurtigt, at selv om vi er et lille, intimt hold, er der mange, der er meget, meget bedre end jeg er (og ja, jeg ved godt, at det ikke er meningen, at man skal tale om at “være god til” yoga, men når den ene står på hænder og den anden vrider sig selv i flere knuder end jeg troede muligt, så ser det sådan set ud, som om de er rimelig gode) – og dét i sig selv skubbede til alle de usikkerheder, jeg har og altid har haft. Om at være den lidt store, den lidt klodsede, den meget, meget lidt graciøse. Så ud over at være en overvindelse har min start på uddannelsen også været en påmindelse om en af de ting, yoga fangede mig med helt fra begyndelsen: fraværet af ego. Ikke automatisk, for usikkerheden og egoet parkerer absolut ikke sig selv uden for døren, når jeg træner ind, men jeg bliver mindet om, at det OGSÅ er at “være god til” yoga. At glemme egoet, at lade være med sammenligne mig selv med andre. At huske på, at det her er noget, jeg gør for mig og kun mig, og ikke fordi jeg skal vise nogen som helst andre, hvad jeg kan – eller AT jeg kan. Det er bare mig, og de andre er omkring mig, men de er ikke mig.

Når det kommer til forskellige former for sport, har jeg virkelig aldrig været specielt konkurrencepræget. Jeg har altid haft det bedst med sportsgrene, hvor man ikke kæmper mod andre, men bare for og med sig selv. Og jeg har ikke specielt gode minder om min skoletids badmintonturneringer; ikke fordi jeg ikke kunne lide at spille badminton – tværtimod, jeg elskede det! Men fordi jeg, så snart der var tale om en rigtig konkurrence, hvor det rent faktisk betød noget, at man vandt, fik sådan en virkelig uhensigtsmæssig nedsmeltning, hvor jeg ikke kunne noget som helst. Det betød, at jeg tabte mine egne kampe, og det betød også, at jeg var den, ingen gad spille double med, fordi jeg selvsagt også havde en ret stor andel i at tabe de kampe. Jeg har aldrig været god til konkurrencesport, og jeg droppede alt, hvad der ligner konkurrence, for mange år siden.

Den helhed, som yoga repræsenterer, er fantastisk og unik. Jeg føler virkelig, at yoga på en eller anden måde “tager sig af” mig og hele mig. Jeg bliver stærkere og mere smidig, men lige så vigtigt bliver jeg bevidst om de tanker og følelser, der kommer og går; dem, der fylder – og dem, der fylder for meget. Og i lang tid har det været en fantastisk følelse at mærke, hvordan jeg kunne gå ind i salen, rulle måtten ud og glemme alle de andre derinde. Kun koncentrere mig om min egen træning.

Jeg er blevet slået lidt tilbage med begyndelsen på uddannelsen, men det er der nok en mening med. Der ville ikke være meget mening i at gøre det, hvis det ikke bød på udfordringer og tvang mig til påny og fra en anden vinkel at skulle forholde mig til mig selv og mine egne hæmninger og barrierer. Vi er kun lige begyndt, og jeg håber, at jeg inden ret længe får indsigt nok til at justere på det alt for selvbevidste (og seriøst ukonstruktive) billede af den buttede tumling, der ikke kan det samme som de dygtige piger i klassen, og i stedet ser en snart 40-årig, der har turde vælge en ny vej for at se, hvad den – og ikke mindst hun selv – kan. Det bliver godt.

Expat’ens forbandelse

Det er så vildt at tænke på, at vi ret snart har været her i to år. På den ene side er tiden fløjet af sted så hurtigt, at jeg slet ikke kan forstå, hvor den er blevet af – på den anden har vi allerede oplevet så meget, at det næsten er svært at begribe, at der ikke er gået endnu længere tid. Jeg er stadig så, så glad for at bo her og slet ikke færdig med at leve mit hyggelige amerikanske husmorliv, på trods af, at Danmark jævnligt – og nogle gange oftere end andre og på de særeste tidspunkter – viser sit lille, hjemlige ansigt i mine tanker og følelser. Der har været masser af tanker og savn hjemad gennem de seneste måneder, og jeg har nok også i højere grad tænkt over de mere praktiske omstændigheder omkring vores hjemkomst. Hvor vi skal bo. Hvilken slags skole skal børnene gå i, hvornår er det bedste tidspunkt for dem at vende tilbage, hvad skal JEG lave – og alle mulige andre lignende tanker.

Men oven i savnet og spændtheden er der også en slags… uro. For frygt er nok så meget sagt, men det er stadig en form for bekymring, der nogle gange fylder en del. Jeg er ret spændt på, hvordan det kommer til at føles at komme tilbage. Hvordan vi vil opleve det, der engang var det mest naturlige hjem for os alle – og ikke mindst hvordan vores gamle, nye hjem vil opleve os. Jeg har læst en del artikler om fænomenet “the expat curse”: forbandelsen, der gør, at de (vi), der har valgt at slå os ned ude og finde hjem der, bliver ramt af mere eller mindre uventede problemer, når vi skal finde hjem igen hjemme. For hjem betyder og føles måske som noget andet eller udvidet efter flere år i et andet land – og måske er det slet ikke så nemt at falde til igen i det gamle, som nu føles så anderledes. Det er selvfølgelig en situation, der er mest udtalt for dem, der har været ude i flere år og måske endda levet i flere forskellige lande. Men jeg kan ikke forestille mig, at vi skulle slippe helt for den rodløshed og forvirring, der kan komme – og som måske kan være svær at forberede sig på. For en stor del af den bunder jo også i, hvor meget vi har ændret os – og dét vi ved vi nok ikke selv, før vi bliver konfronteret med det gennem det spejl, som er de mennesker, der kender os bedst.

Det, der står klarest fra en af artiklerne om the expat curse, var et ret rammende citat fra en, der havde været væk fra sit hjemland i seks år: “No one wants to hear your stories.” Dét ramte på en eller anden måde virkelig plet; ikke fordi jeg har oplevet det (endnu, af gode grunde), men fordi jeg ved, jeg kommer til det. Følelsen af at have lyst til at referere til eller fortælle fra og sammenligne med oplevelser og omstændigheder i et tidligere liv et andet sted – og følelsen af bare at lyde irriterende og prætentiøs, når man gør det. Jeg snakker meget, og jeg snakker også meget om mig selv (ja, det er jo januar, så lidt selverkendelse er vel på sin plads), og jeg ved, at jeg vil have SÅ svært ved at finde den balance. For hvornår er dét jeg har lyst til at fortælle om “dengang jeg boede i USA” relevant og interessant – og hvornår er det bare belastende og for meget og “aaargh, nu begynder hun igen…”?

Oven i det, og endnu vigtigere, tænker jeg selvfølgelig virkelig meget over, hvordan børnene vil håndtere det. M kan godt huske Danmark, hun skyper stadig i timevis med sin bedste veninde fra børnehaven (og jeg ELSKER, at de stadig gør det og hygger sig, fniser og fjoller præcis som før), og hun snakker tit om vores hus i Danmark, om skoven, om naboerne – og alle de andre minder, hun stadig har. Men der er heller ingen tvivl om, at hun er fuldt ud integreret her og lever og oplever som en amerikansk first grader. Når hun kommer til Danmark, er hun godt i gang med skolen og skal omstille sig fuldstændigt. Med A er det en smule anderledes, for han har ikke rigtig noget begreb om hvad “Danmark” er. For ham er det mest et sted, man bliver lovet en masse is, når man skal derhen på sommerferie. 🙂 Han var halvandet, da vi flyttede, så han har ingen konkrete minder – men selvfølgelig en masse bånd i form af familie. For ham bliver vores flytning tilbage til Danmark som at flytte til et helt nyt land. Hvor han heldigvis kan sproget, for vi holder stadig stædigt fast i det danske herhjemme – men ikke desto mindre kommer til at skulle starte på ny.

Vi skulle kun have været her i to år, og hvis det var blevet ved dét, ville vi efterhånden begynde at forberede os på at komme hjem – og måske ville forbandelsen ikke være så udtalt. Jo længere vi venter, jo større bliver det omvendte kulturchok utvivlsomt. Men så igen: Jo mere kan vi også nå at opleve. Og hvis ingen andre gider høre om det, kan vi i hvert fald snakke om det med hinanden. 😉