Månedsarkiv: februar 2017

Fri leg!

Forleden, da jeg mødte en af vores utallige nye naboer i alléen bag vores hus, sagde hun grinende, at de var flyttet ind for to år siden og stadig havde uåbnede flyttekasser stående. Er det ikke altid sådan det er? Jeg ved ikke, hvor mange uåbnede kasser vi har tilbage, eller hvornår vi når igennem dem – men jeg ved, vores nye hjem stadig er præget af uophængte billeder på gulvene langs væggene, en daglig leg, hvor vi prøver at finde den urtekniv, hovedpude, æggedeler eller jakke, vi endnu ikke er nået til i udpakningen. Det er helt ok, for efter et mildest talt udfordrende efterår nyder jeg bare helt ind til mine hyggetrængende knogler, at vi nu er kommet hjem. Det var ikke nogen hverken sjov, ligetil eller opløftende proces at få lov at købe huset, men nu, hvor vi er her, er der ingen af os, der er det mindste i tvivl: Det var det hele værd. (at tilstandene herovre lige nu så godt kunne få mig til at flytte tilbage til Danmark i morgen, kan vi tage i et andet indlæg)

Der er mange ting at elske ved vores nye hus: Det er helt utrolig pænt. Det er amerikansk, ja, og dermed lidt mere over the top end de fleste danske huse, men selv efter de standarder er det simpelthen så fint. Det er bedre bygget end det, vi boede i før, og det er meget nemmere at være sammen i det. Det ligger tættere på downtown Raleigh, hvilket betyder en minikort Ubertur til de gode restauranter og hyggelige barer. Men den mest mærkbare forskel for hele familien er kvarteret. Vi flyttede fra en vej, der var noget så smuk, men også meget, meget rolig. Og meget, meget beboet af ældre, venlige par, der nød deres otium og pension. Det betød blandt andet, at vi valgte at fejre begivenheder som Halloween hos venner, der boede i mere børnevenlige kvarterer – og det betød, at vores børn aldrig rigtigt kom ud for at lege. Vi gik med dem ind imellem, når de ville ud og cykle på den lille vej bag husene, og de kunne da også gå ud i gårdhaven og lege med kridt og vand. Men leg med andre børn krævede nøje planlagte legeaftaler og tid.

Der, hvor vi bor nu, er det hele vendt rundt. Det her er børnenes kvarter. Vores garage vender ud til en lille allé, der fører ned til en lang græsplæne med balancereb, fodboldmål og basketkurv. Der er en uskreven regel om, at hvis ens garagedør er åben, er ens hus det også – hvilket forleden medførte, at jeg efter en gåtur ned ad vejen med A kom hjem og fandt et barn i vores køkken. 😀 Børnene løber rundt mellem hinandens huse, og alle leger sammen i alléen, kører på cykler, løber på løbehjul, spiller diverse boldspil og lufter hunde. Nogle gange er der et par forældre, der leger med eller kigger på, men som regel styrer børnene det selv.

Jeg skulle virkelig vænne mig til det. Det er ikke normalt i USA at lade sine børn lege uden opsyn, og jeg kunne aldrig drømme om det, hvor vi boede før. Jeg har flere gange måttet tjekke med Chloe, som bor overfor, at det virkelig er sådan, det er her. At børnene bare kan løbe ud og lege – uden at vi er med til at holde øje og passe på. Og jep, sådan er det. Så har forældrene hinandens numre, så man altid kan sende en sms, hvis man er i tvivl om hvilket hus ens barn har invaderet for at tilrane sig snacks, tv-tid eller bare leg. Jeg har stadig ikke vænnet mig til det, og jeg er stadig i tvivl om, hvornår jeg skal træde i en mere mor-superviserende rolle, men M har i hvert fald kastet sig helhjertet ud i det. Hun når nærmest ikke at sætte sin skoletaske på plads, før nabopigen (som også er hendes klassekammerat) står ved døren, og så er de to klar til at forsvinde sådan cirka til aftensmadstid. Ind imellem kommer M lige susende ind, mens hun råber, “mor, jeg er altså SLET ikke kommet hjem! Jeg skal bare lige hente en jakke!” og så er hun væk igen.

Jeg har tidligere været lidt inde på dét med, at jeg ikke sådan i det daglige går og tænker over eller fokuserer så meget på danskhed. Men lige i det her tilfælde har det været en helt fantastisk og ny, men samtidig velkendt følelse. En af de ting, vi nemlig HAR savnet, har været den mere danske børnekultur, hvor børn løber og leger med andre børn på vejen – og får lov at gøre det alene. Som jeg er vokset op, og som min mand og alle andre vi kender, er vokset op. Vi var begge lidt ærgerlige over, at vores børn ikke fik lov at opleve det – i hvert fald i en årrække – men nu gør de det. Især M (jeg lukker selvfølgelig ikke treårige A ud alene), og hun stornyder det.

Vi andre skal så lige vænne os til mylderet af børn, der kommer ind og ud af vores hus – men da det ofte også følges op af forældre, der lige stikker hovedet ind med et glas vin eller en gang aftensmad, bliver det nok ikke så svært. 😉