Månedsarkiv: maj 2017

Skyggesiden, savnet… og skylden.

Der er så utrolig mange fantastiske aspekter ved at bo her. Jeg tror jeg har beskrevet de fleste af dem i diverse begejstrede indlæg om klimaet, skolen, vores hus, mulighederne for rejser, elimineringen af hverdagsstress som vores livsstil har bragt med sig – og endnu flere pluspunkter, som jeg sikkert ikke har behandlet på bloggen, fordi de bare… er der. Uden at gøre det store væsen af sig. Men der er også en masse aspekter, som er mindre fantastiske – de fleste af dem er dog så ubetydelige i det store billede, at de ikke rigtigt fylder. Som Trump, der efterhånden er blevet så stor en joke, at det ikke engang kan betale sig for alvor sådan på daglig basis at hidse sig op længere, for hver dag dukker der noget nyt og vildere op, og gad vide, om den rigsretssag endelig er på vej, når I står op til det her indlæg? Det er heller ikke den relativt iøjnefaldende mængde slanger (heraf en pæn del giftige), der dukker op på mine løbe- og gåture og minder mig om, at her er livsfarligt. 😉 Ligesom det heller ikke er længslen efter fjordrejer på hvidt brød, smørrebrød, nye kartofler eller Meyers kanelsnurrar, der ind imellem lægger en dæmper på stemningen.

Det er skyld. Slet og ret. Skyld og dårlig samvittighed. Og det er som bekendt en af de mindst konstruktive sindsstemninger, man kan befinde sig i, men det er ikke desto mindre en tilstand, der fylder rigtig, rigtig meget, når man vælger at flytte sig selv og sine børn væk fra mennesker, der holder af os og dem. Og jo længere tid vi er væk, jo mere hjemme vi føler os her, jo mere fylder det.

Da vi tog beslutningen om at tage herover, var det for to år – så skulle vi hjem igen. Derfor valgte vi at leje vores hus ud i stedet for at sælge det, og jeg kan faktisk helt oprigtigt sige, at jeg ikke regnede med, at vi ville blive her længere end det. Nu har vi været her i to år og to måneder, vi har købt et hus herovre og sat vores danske til salg, og vi har også taget en beslutning om at blive her i hvert fald til A skal starte i hvad der svarer til dansk første klasse. Hver gang vi tager en beslutning om at forlænge, føles det rigtig, men det er også  med et tungt hjerte at vi giver beskeden videre til familie og venner – ikke fordi vi ikke er klar over, at de er ubeskrivelig glade på vores vegne, men fordi vi ved, at vores valg er et, der gør andre kede af det. Jeg ved godt, hvor meget vores børns bedsteforældre savner dem, og jeg ved også godt, at de helt 100 % savner dem hundrede gange mere end de giver udtryk for (for ikke at give os dårlig samvittighed). Jeg ved også, at jo længere tid vi bliver herovre, jo større bliver indflydelsen på vores danske venskaber – og måske også distancen, den, der går ud over den geografiske.

Men… Jeg ved også, at vi er GLADE her. Virkelig, virkelig glade. Vi savner, ja – helt vildt. Selvfølgelig gør vi da det. Vi savner mennesker, vi savner vores bånd. Men vi trives også. Vores børn trives, og de udvikler sig på måder vi kun kan observere med beundring og stolthed. Vi har muligheden for at leve et liv på en anden måde end vores danske ville være, og vi nyder det helt vildt. For det meste føles det stadig som en forlænget luksusferie, og jeg føler stadig, at vi lever så privilegeret, at det næsten ikke kan være sådan helt rigtigt.

Hvordan vurderer man hvad den rigtige beslutning er? Hvordan vejer man hverdagsrelationerne til de mennesker der rent faktisk betyder mest, op mod en hverdag, hvor alle får lov til at være de bedste udgaver af sig selv? I et makroperspektiv, et forsimplet blik på det liv vi lever nu og her, er alle glade og har fundet deres plads på en eller anden hylde, der føles rigtig rigtig. I et større billede, derimod, er der så mange følelser og tvivl, der melder sig: Hvad gør det ved vores børns relation til deres bedsteforældre, onkler, tanter, fætre, kusiner og alle de andre, at de bor så langt væk? Hvor længe kan vi tillade os at gøre det? Er der aspekter vi overser? Og… vil vi fortryde det? Jeg har altid haft et ekstremt tæt forhold til min familie, og hvis det ikke var fordi det føltes så naturligt at være her nu, så ville det føles meget, meget unaturligt. Helt forkert. Og helt ærligt, skylden fylder.

Jeg er sikker på, det her virker om et underligt og rodet indlæg for de fleste, men det er vigtigt for mig at beskrive alle aspekterne af det at flytte ud. Ikke kun de sjove, ikke kun alle eventyrene, solskinstimerne og hængekøjeidyllen. Det er så vigtigt at få de mere skyggebelagte sider med, og i det øjeblik man vælger at rejse langt væk med sin familie, er der en (for mig i hvert fald) helt uforudset og uventet lavine af følelsesmæssige rundkørsler, blindgyder og t-kryds, der melder sig, og de bringer ikke altid retningsanvisninger med sig. Sjældent, faktisk. Hvilket er grunden til, at det her indlæg har været så længe undervejs og stadig er så svært at få ned på skrift. For i virkeligheden ved jeg ikke helt hvad jeg vil med det ud over at fortælle, hvad udlandsdrømmen også er. Nemlig en hulens masse kvaler over, at den beslutning, der måske gør dig glad, kan ende med at gøre dem du elsker kede af det. Og når man sidder flere tusind kilometer væk, kan dén lille krølle godt være svær at glatte ud. ❤️

Når identiteten gemmer sig

Pausen fra bloggen de seneste to måneder har været min hidtil længste. Og det er ikke fordi jeg bevidst satte mig for at holde en pause, men det har heller ikke været sådan, at jeg har klasket mig selv i hovedet for ikke at komme til tasterne noget før. Sandheden er, at der pludselig skete så mange ting – nogle var spændende, andre knap så fede, og de mindre fede gjorde, at jeg i laaaang tid ikke rigtig kunne finde motivationen til at skrive. Yderst kort fortalt tog vi til Danmark for at forlænge vores visum, og det blev en noget anden oplevelse, end vi havde regnet med. Vi var fanget i Danmark i tre uger, mens vi ventede på en afklaring, og selv om vi nød at tilbringe en masse tid med familien og tilmed nåede at se en masse af de venner vi ellers ikke ville have nået, så var uvisheden og tanken om alt det, vi havde efterladt herovre, virkelig stressende. Det løste sig heldigvis tilsidst, og vi kunne rejse hjem – med ro i sindet og fem nye år på vores visum.

Da alt det var lagt bag os, begyndte hverdagen herovre igen, og så fik vi pludselig småtravlt. Jeg har nemlig fået arbejde! Ejeren af det yogastudie, som er hele grunden til, at jeg blev så vild med yoga overhovedet (og hvor jeg tog min uddannelse) har tilbudt mig at undervise dér, og det har været med lige dele rædsel, nervøsitet, spænding, ærefrygt, henrykkelse og usikkerhed, at jeg har kastet mig ud i at undervise nogle gange om ugen. Det er ikke min plan, at det skal blive til mere end to eller højst tre timer ugen, og det har selvfølgelig at gøre med, at en del af præmissen herovre er, at jeg er den, der står til rådighed i forhold til børn, skole, aktiviteter og den slags, så det har ikke på noget tidspunkt været planen, at jeg skulle finde mig et fuldtidsjob. Jeg må nok også indrømme, at jeg efterhånden sætter lidt for meget pris på vores livsstil til at ændre drastisk på det, haha!

Og about that. Jeg har nævnt det før, men noget af det, jeg får flest spørgsmål om i forhold til vores liv herovre er, hvordan jeg trives med ikke at arbejde. Ikke være den, der hiver en hyre hjem, og til gengæld være den, der er 100 % afhængig af, at en anden gør det. Den, der bruger et kreditkort med penge, jeg ikke selv har sat ind på kontoen, og den der “bare” er mor uden alle de andre lag, som det kan være så rart at lægge på, når identiteten kan føles lidt endimensionel. Mange spørger mig til det, både folk jeg kender godt, og folk jeg lige har mødt, og jeg ville lyve hvis jeg påstod, at det ikke også er et tema, der ind imellem sætter små spørgsmålstegn i mit eget sind.

Jeg havde en snak med N om det for et par dage siden, og nogle gange kan det som bekendt være enormt berigende (og befriende) at få vinklen fra nogle, der ikke er mig i samme situation, men som trods alt ER i situationen og både ved, hvordan tingene så ud engang og stadig ser ud for mange andre – men som også er helt med på, hvordan livet ser ud nu, og hvad vi hver især lægger i det. Det var en af de smukke, varme aftener (som vi lige nu nyder i fulde drag) på vores terrasse, og vi sad i gyngestolene med en kold øl, og jeg nævnte noget om, at det ind imellem var en mærkelig følelse, dét med at være den, der hang på og var afhængig. “Hvis du nu går ud og finder en yngre model, så står jeg jo tilbage med nul og niks!” tror jeg, jeg sagde. Og det sjove er, at når jeg lufter den slags tanker, så kan han SLET ikke se det. For det første minder han mig om, at jeg som hans ægtefælle ejer halvdelen af, hvad han tjener og ejer – så dén er jo i vinkel (gnæg). Men som han så også mindede mig om, så er der jo INGEN i den her familie, der ikke bidrager, og selv om min andel i opbygningen af vores fundament herovre muligvis ikke er økonomisk, så er det ikke ensbetydende med, at den ikke er lige så afgørende. Jeg er for eksempel en langt mere social og udadvendt netværker, end N er, og dét er blandt andet grunden til, at vi overhovedet fik fingrene i vores hus, som vi elsker – inden det nogensinde kom på markedet. Det har også ført til andre vigtige kontakter til mennesker, der har haft afgørende betydning for vores liv herovre. Og så er der jo lige dét med, at hvis jeg ikke fik hjemmefundamentet til at hænge sammen – ja, så ville hans opbygning af firmaet og vores økonomi slet ikke have været mulig. Han minder mig om, at min rolle er nøjagtig lige så betydningsfuld og uundværlig som hans.

Alt dét her er ikke noget jeg skriver for at retfærdiggøre noget eller overbevise mig selv om min værdi. Det er snarere fordi jeg tænker, at andre kunne være eller havne i samme situation og med stor sandsynlighed ende med de samme tanker. Om ikke andet, så måske bare en gang imellem. Vi er så vant til at binde vores identitet op på vores job, at det kan være næsten umuligt at finde en form for klarsyn og få øje på hvad vi også består af og bidrager med, når job-selvet skrælles væk. Jeg er glad for at have nogen, der kan hjælpe mig med at få øje på det, når det kniber og usikkerheden rammer, for sandheden er jo – og det er føles jo egentlig helt skørt at skulle skrive det – at jeg ikke er mindre værd eller bidrager med mindre, fordi jeg ikke har en fast månedsløn. Mit arbejde ligger bare i kulisserne i stedet for. 😉