Månedsarkiv: august 2017

Tripping 2.0, vol II!

Jeg er tilbage med anden del af vores roadtriprejseberetning – første del finder I lige her.

Fjerde stop: St. Pete Beach

Efter vores mere eller mindre vellykkede Sanibel-stop (ej, jeg skal også være fair – Sanibel ER virkelig smuk og har fantastisk meget at byde på, og vi havde det dejligt; jeg er bare bitter over de fordømte bug bites!) satte vi kursen videre mod St. Pete Beach, som også ligger på Floridas golfside. På vores første roadtrip var vi omkring Clearwater Beach, som ligger på samme strækning meget tæt på St. Pete, og som jeg var helt vild med. Selve byen (hvis man overhovedet kan kalde det dét, det var vel snarere en hovedgade med afstikkere til stranden) bød ikke på den store charme, men stranden! Åh, stranden. Vand med den smukkeste azurblå farve, sand, der er så blødt og så hvidt, at det skærer i øjnene, og solnedgange, der efterlader én målløs (ja, jeg har en ting for solnedgange, og dem vi så i San Diego var nok til at få mig til at overveje at flytte til Vestkysten, men det er en helt anden snak). Der var så smukt. Da jeg samtidig havde hørt en del om St. Pete fra flere venner, havde jeg fået oparbejdet en ikke ubetydelig forventning til dette magiske strandsted, og man kunne godt have frygtet, at jeg ville blive slemt skuffet. Men nogle gange GÅR drømme i opfyldelse, og St. Pete var alt det, jeg havde drømt om. Køreturen over broen fra kysten og længere ud på den lille tange gav en god forsmag på hvad der ventede os i form af blå bølger og klare skyer, og da vi så det fuldstændig skøre og legendariske hotel Don CeSar puste sig op i forgrunden, vidste vi, at det her ville blive godt. På Floridamåden, forstås.

Don CeSar er det ubetinget mest berømte hotel i St. Pete, og med god grund. Alene det ydre er nok til at fascinere: et gigantisk slotlignende palæ – i nærmest skrigende lyserødt. Jep, der var en syvårig på bagsædet, der var rimelig betaget. 😁 Hotellet har sin egen bro ind over hovedgaden, og mange af værelserne vender direkte ud mod den mexicanske golf. Vi ville oprindeligt have boet på Don CeSar, men da jeg ringede for at bestille værelset, fortalte receptionisten mig om deres hotellejligheder – Beach House Suites by Don CeSar – der ligger en lille kilometer nede af stranden. Lejlighederne er kæmpestore og har store balkoner, som alle vender direkte ud til golfen. Der er en bus, der kører til Don CeSar (hvis man ikke gider gå den lillebitte halve mile langs den smukke strand), hvor man som lejlighedsgæst har lov at bruge alle faciliteter – pool, fitnessrum osv. Da lejligheden så også kostede en tredjedel af et hotelværelse var det en rimelig nem beslutning – og det var uden tvivl det absolut fedeste sted vi boede på hele vores tur. Det var også det eneste sted, hvor vi en aften valgte ikke at gå ud at spise, men i stedet bare hive nogle pizzaer med ud på balkonen og spise dem, mens vi så solnedgang.

St. Petersburg, som er byen der ligger i forbindelse med St. Pete Beach, har i øvrigt et fuldstændig fantastisk Salvador Dalí-museum, som vi brugte en af vores formiddage på – og sagtens kunne have brugt meget mere tid på. Det var et sindssyg spændende museum, som ud over at have en virkelig fascinerende samling, virkelig også havde gjort noget ud af at gøre informationen om den excentriske kunstner spændende og lettilgængelig. Vi gik alle fire rundt med hver vores iPod og tilhørende høretelefoner, og det var så nemt at vælge hvilket værk man ville høre om, at selv M uden problemer kunne finde ud af det. Og nød det! Det er ikke voldsomt mange “voksenmuseer” vi hiver vores børn med på, men det her var et hit og kan virkelig anbefales.

Vi skal helt klart tilbage til St. Pete en dag. Måske bare en weekend, måske bare os voksne, der så skal bo på den ægte Don og ligge ved poolen og drikke cocktails under palmerne hele dagen i skyggen af det pink palads.

“Se mor, et ægte slot” Jep, et vaskeægte Floridaslot. 😁
Den daglige gåtur langs vandet fra det pink palæ til vores lejlighed på stranden.
Er der noget at sige til, at jeg har en ting for solnedgange? Ej, men helt ærligt altså! Og det er uden filter, venner.
Pizza og Corona på balkonen kan altså virkelig noget, når det er med den udsigt i forgrunden. Og ja, A legede fotograf med selvudløseren.

Femte stop: Cape Canaveral

Efter tre herlige dage på St. Pete (som jeg i øvrigt på ingen måde var klar til at forlade) pakkede vi endnu engang vores trofaste bil og satte kursen mod Cape Canaveral for at besøge Kennedy Space Center. Vi kørte faktisk lige forbi Orlando, men havde på forhånd besluttet os for, at Disney World ikke blev i denne omgang. Vi venter et år eller to, til A er lidt større og får mere ud af det, så det er rigtig sjovt for dem begge. Og heldigvis ventede der os i Cape Canaveral med Kennedy Space Center så stor en oplevelse, at ingen tænkte på Disney så meget som et sekund! Jeg var helt blæst bagover hvor fedt et sted det var, og hvor meget der er at opleve. M’s største forventningsglæde ved den tur var, at hun ville få lov at møde en rigtig astronaut (hendes fremtidsplan har i lang tid været at være astronaut, så det var ret stort), og dét fik hun lov til. Derudover kan man komme helt tæt på rumfærgen Atlantis, der har en hel sektion dedikeret til sig med film, effekter, interaktive aktiviteter og en simulator, hvor man kan få lov at føle hvordan det føles at blive skudt af sted i en rumfærge som den. Det var simpelthen et helt fantastisk sted, og vi var ALLE helt vilde med det. Vi havde desværre kun en dag til besøget og en lang køretur foran os, så vi nåede slet ikke alt det, vi gerne ville. Men vi skal uden tvivl tilbage en dag – jeg anede slet ikke, at jeg var så meget til rum og raketter, haha!

Det gjorde så absolut heller ikke vores besøg mindre spændende, at NASA lige præcis den morgen vi var der, valgte at sende en raket til vejrs. Affyringen af Atlas V var blevet forsinket fra begyndelsen af august til senere på måneden, og så – ved et vildt tilfælde – blev den altså rykket til den eneste dag vi var der. Og på den måde kunne vi stå på stranden foran vores hotel og se en raket blive affyret. Det er svært at forklare, hvorfor det var så fedt at se – og ikke mindst høre! – men det var det altså. Jeg bliver stadig helt glad, når jeg tænker på, at vi fik lov at overvære det.

Jeg tror aldrig jeg har set M så stolt, som da hun fik lov at møde en ægte astronaut – James Reilly, som blandt andet har været med på Atlantis. Se lige det blik!
3, 2, 1, blast off!!! Raketaffyringen som vi så fra Cocoa Beach var noget af det mest fascinerende, jeg har oplevet.

Sjette stop: Kiawah Island

Vores stop ved Cape Canaveral var ultrakort, og efter bare en enkelt overnatning satte vi kursen nordpå igen, mod Kiawah Island i South Carolina. Vi havde fået stedet anbefalet af en bekendt, men selv om der var både fint, og vi nød at være et sted, hvor vi kune leje cykler og komme rundt og se os omkring på ægte dansk familiemanér, var der ikke noget mindeværdigt at fortælle derfra – altså ud over de mange alligatorer på øen (vi havde blandt andet besøg af en i søen bag hotellet ved morgenmaden). Det var et fint sted til afslapning, men kunne ikke så meget mere end dét (medmindre man spiller golf; det er vistnok lidt af et golfparadis), og det var nok også derfor, at det var det eneste sted, vi endte med at tilbringe nærmest en hel dag i og ved poolen.

Kiawah Island var fin, men ikke finere end så meget andet. Det forhindrede os dog ikke i at have det sjovt!

Syvende og sidste stop: Eclipse!

Kiawah Island skulle oprindeligt have været vores sidste stop inden turen hjem til Raleigh, men pludselig gik det op for os, at der var noget med en solformørkelse, og at det vist ville blive rimelig stort. Vi besluttede inden vi tog af sted at forlænge turen med en dag, så vi kunne stoppe i Charleston på vej hjem og se solformørkelsen, og vi havde allerede booket et hotel i begyndelsen af juli – hvor det allerede var næsten umuligt at finde noget! To uger inden formørkelsen fik jeg så en mail om, at vores reservation desværre var blevet aflyst på grund af overbooking. På det tidspunkt var det fuldstændig umuligt at finde et sted at bo i nærheden af Charleston. Og når jeg siger umuligt er det ikke ment som en talemåde – det var HELT umuligt. Jeg prøvede alle obskure motorvejshoteller i små flækker, men alt var optaget. Rimelig bittert. Vi endte med at finde et værelse tre timer fra Charleston (i modsætning til de 45 minutter vi skulle have kørt), hvorfra vi så kunne køre til byen Columbia en time væk. Ikke optimalt og en del mere kørsel, men vi ville ikke gå glip af den begivenhed, så det blev vores plan. På selve dagen tog vi tidligt af sted – jeg havde læst, at dyr kan opføre sig sjovt under en komplet solformørkelse, så vi valgte at tage i byens zoo for at se det – og sørgede for at få en parkeringsplads i det kaos, der allerede var begyndt. Millioner af mennesker kørte til de byer, hvor formørkelsen var total, så der var travlhed alle steder. Vi brugte timerne inden selve formørkelsen på at se på dyr, står i kø til mad, se på flere dyr og vente i varmen. Og så kom den, månen. Og jeg er SÅ glad for, at vi valgte strabadserne for at se den. Det var en virkelig vild oplevelse, ikke kun selve skyggen for solen, men hele lyset, der ændrede sig, stemningen, folk, der hujede og klappede. Det var det mest mærkelige twilight-agtige dagslys, cikaderne begyndte at larme, og hele stemningen var så vild. Turen hjem til Raleigh tog en evighed i trafikken sammen med alle de andre, der skulle hjem – men det var det hele værd.

Det her billede har I nok set i hundredevis af versioner siden i mandags. Men det her er vores, og vores oplevelse var uforglemmelig.

Og sådan sluttede vores ferie. Med en skygge for solen og en lang tur hjem, inden vi mætte, trætte og helt uforskammet glade ankom til vores hus. Verdens bedste ferie. Igen!

Trippin’ 2.0!

For to år siden valgte vi, at vores fælles sommerferie herovre skulle foregå på fire hjul, og jeg berettede begejstret om det her. Det viste sig at være en virkelig ideel måde for os at holde ferie på, og vi var helt enige om, at det ikke var sidste gang, vi tog på udvidet roadtrip. Fast forward til to år senere, nemlig nu, hvor vi netop er vendt hjem fra vores andet af slagsen – og det var om muligt en endnu større succes end det første! Om det er fordi børnene er blevet ældre og mere i stand til at tage oplevelserne ind, eller om vi bare havde valgt bedre destinationer end sidst, skal jeg ikke kunne sige – men vi kom hjem sent mandag aften med to ugers eventyr bag os (fire for mit og børnenes vedkommende; umiddelbart inden nuppede vi nemlig to uger i Danmark, hvor vi fik spist, krammet og grinet os gennem familie, venner, fjordrejer og flæskesteg) – og en hel masse overskud og glæde over alt det vi var ude i sammen på vores vej rundt.

For at gøre det en smule mere spiseligt og overskueligt har jeg valgt at dele denne omgang rejseberetning ind i to indlæg – første del kommer her, og del to følger senere denne uge. Jeg har valgt ikke at skrive detaljer om hoteller, restauranter og turarrangører ind i selve indlæggene, men skriv endelig, hvis I vil have tips. Jeg har masser af dem og deler dem hjertensgerne ud!

Første stop: Charleston

Charleston er en juvel. Intet mindre. Det er ikke et oplagt feriemål for mange danskere (eller europæere i det hele taget), men hver gang vi har besøg hjemmefra, opfordrer jeg virkelig kraftigt folk til at tage en tur derned. Charleston ligger cirka fire timers kørsel fra Raleigh, og når man først når den superfine by, forstår man hvad Southern charm dækker over. Det er en overskuelig by, som man sagtens kan spadsere rundt i, eller hvis man som os har to sæt mindre ben med, kan man vælge at se byen fra hestevogn eller cykeltaxa. Vi valgte førstnævnte, efter at jeg havde researchet grundigt på hvilke af de mange hestevognsfirmaer, der havde en holdning til dyrevelfærd. Mange af firmaerne går desværre ikke rigtig op i hvordan deres heste har det i Charlestons stegende hede, så det var meget vigtigt for os at finde nogen, der tog sig godt af deres dyr.

Ud over gamle huse, der bringer tankerne tilbage til Nord & Syd og Borte med Blæsten, en fantastisk smuk havnefront (hej delfiner, der lige hopper forbi, mens jeg nyder lidt hvidvin!) og de hyggeligste små skjulte veje og alléer, så byder Charleston altså også på noget af den bedste mad, man kan finde i Sydstaterne, hvor battered & deep fried ellers virker som en lidt for gennemgående tilberedningsmetode. Helt ærligt, når man bor lige ved et hav så fyldt med så meget lækkert, hvem i alverden finder så på at pakke alt ind i en tyk dej og smide det i ønskebrønden, indtil alt smager af den samme gråzone? Det er der heldigvis rigtig mange i Charleston, der ikke er hoppet på, og derfor er byen med rette kendt for sine mange fremragende restauranter.

Tag en tur til Charleston. Gør det! I vil aldrig fortryde.

Andet stop:  Crystal River

Da vi besluttede os for at tage på roadtrip, havde vi oprindeligt en plan om at køre nordpå mod Cape Cod, men efter lidt research og en lang snak med en erfaren Cape Cod-ven, besluttede vi os, at højsommeren var et skidt tidspunkt for den plan. Priserne er skyhøje og alle destinationerne overfyldte, så vi blev i stedet rådet til at gøre det i september (det bliver så ikke denne september, men måske næste!). Så røg vi tilbage i tænkeboksen og begyndte at tænke mere over HVAD vi gerne ville se – end HVOR. Jeg har i mange, mange år haft en drøm om at se manatees (søkøer) i det fri, og Florida er et af de absolut bedste steder – hvis ikke DET bedste – at gøre netop det. Bl.a. derfor valgte vi altså at køre sydpå igen, og af præcis den grund blev andet stop på turen den relativt ukendte flække Crystal River. Søkøer lever stort set overalt i Florida, men de er meget nemmere at finde i de kolde måneder, hvor de søger ind i statens mindre floder; der hvor vandet er varmere. August var altså ikke ligefrem det oplagte tidspunkt at tage på manateetur. Men lige præcis Crystal River har en helårsbestand af søkøer, der bare altid bliver – så det blev næste stop.

Lad mig bare sige det ligeud: Det var en fuldstændig magisk oplevelse. Jeg har dykket ved virkelig spektakulære destinationer over hele verden, og jeg synes generelt jeg har oplevet ret vilde ting på mine rejser, men det her var altså én af de rigtig store. Vi tog ud med et firma med et rigtig godt ry (igen satte vi os ind i deres forhold til søkøernes tilstand og deres holdning til dét at komme så tæt på et vildt dyr uden at stresse det), og de var simpelthen ultraprofessionelle og dygtige. De fandt lynhurtigt en mor og hendes baby og så en han-manatee, der havde hægtet sig lidt på. Vi havde fået strenge instrukser om, hvordan vi skulle gebærde os, hvis vi var så heldige at møde søkøerne – lig stille i overfladen af vandet (ingen plasken med ben og arme) og ikke noget med at forsøge at røre dyrene, mens de svømmer, spiser eller passer sig selv. Hvis de derimod selv bliver nysgerrige og kommer over for at undersøge dig, må du gerne ae dem lige så stille – med én hånd ad gangen! Der var mange regler – og heldigvis for det, så de fine, blide væsner ikke bliver skræmte af de mennesker, der svømmer rundt for at møde dem.

De første, der gled ud i vandet, da vi havde fundet søkøerne, var M og hendes far – og det næste der skete, var at den lille af søkøerne kom op for at hilse på M. Den kom helt tæt på hendes ansigt, og min stolte pige kunne altså få lov at ae en søko på kinden. Det var simpelthen så fint og så sødt, og jeg var SÅ glad på M’s vegne. Senere havde jeg selv en af dem helt, helt tæt på mit ansigt, men den var på vej op for at trække luft, så jeg holdt hænderne for mig selv for ikke at forstyrre og lod mig bare fuldstændig opsluge af glæden og ærefrygten ved at få lov at komme så tæt på. Nuttede, magiske, overvældende dyr. Og en af de største oplevelser i mit liv. Hvis det ikke var så møgbesværligt at tude med en snorkel i munden, var jeg nok brudt ud i tårer fyrre gange på den tur.

Om aftenen tog vi på den lokale havnerestaurant og spiste blue crabs, som vi selv bankede op med en hammer – og dagen efter var vi klar til at tage videre, høje på gårsdagens oplevelse og en ferie, der var kommet umanerlig godt fra start.

Martha & the Manatee – en stor oplevelse for en lille pige.
Jeg havde en ret klar regel for min feriemenu: seafood, seafood, seafood og helst ikke ret meget andet. The Crab Plant i Crystal River leverede varen.

Tredje stop: Sanibel Island

Selv om jeg egentlig synes, at vores ferie var noget nær perfekt, så vil der jo næsten altid være et eller andet – et sted, et måltid, en forkølelse, en sur trafikant – der drypper malurt i bægeret, og i vores tilfælde var det vores tredje stop. Sanibel Island er en ellers smuk halvø, der ligger ud for Ft Myers på Floridas golfside, og vi havde glædet os til optimal afslapning, fænomenale solnedgange og børn, der skulle bruge timevis på at samle skaller på stranden som er kendt som en af de ultimative jagtmarker for skal-entusiaster. Desværre var det noget helt tredje, der endte med at overskygge vores Sanibel-stop, nemlig de fordømte små insekter kaldet no see ums. Det er små, næsten usynlige fluer, som måske nok er svære at se, men ikke at mærke. De bider – hele tiden og konstant, men mest når solen er ved at gå ned og hele vejen til solopgang. Hvilket betyder, at dét at være ude for at nyde en solnedgang for de flestes vedkommende ender i et sandt mareridt. Det er ikke som myggestik, der viser sig med det samme – bid fra de her små bæster kan være dage om at bryde ud, og så klør de til gengæld som død og helvede. Som med myggestik er der selvfølgelig nogle ofre, der reagerer kraftigere end andre, og M hørte desværre til den første kategori. Hun havde bid overalt, og ingen af os sov stort set de tre nætter vi havde på øen, fordi hun lå og kradsede sig til blods i hel- og halvsøvne. Vi andre var også slemt ramt – alle bortset fra A, der bare lå og blærede sig med sin fuldstændig uberørte marcipanhud, mens vi andre kradsede vores lemmer åbne som besatte.

Vi prøvede alle midler både for at forebygge bid og for at mindske kløen, og intet virkede. De bider gennem den mest aggressive DEET-koncentration, og selv om jeg flere gange dagligt brugte timer på at duppe M’s vel omkring 100 bid med kløestillende lotion, hjalp det kun i ganske kort tid. Det eneste, der endte med at lindre lidt, var Benadryl-tabletter, som så til gengæld gjorde det stakkels barn så søvnig, at hun næsten ikke kunne hænge sammen.

Sanibel har meget at byde på – vi fik feriens måske bedste måltid på en restaurant der, vi var på en supersjov kajaktur i en nationalpark, og vi hjembragte vores egen vægt i smukke skaller – men alene på grund af de bidende bæster kan jeg med ret stor sikkerhed sige, at vi ikke kommer tilbage. På trods af, at det er over en uge siden vi var der, kæmper N stadig med efterdønninger på sit ene ben, og de søvnløse nætter, blodige sår og det generelle ubehag taget i betragtning var stoppet simpelthen ikke dét værd.

Alt var ikke skidt på Sanibel. Vi lejede kajakker og tog på alligatorjagt i marsken!
Hej ven!

Er I stadig med? Det var første uge, og på trods af lidt minor setbacks på den seneste destination var vi alle ved særdeles godt mod, da vi efter Sanibel satte kursen mod St. Pete Beach, som skulle vise sig at være undertegnedes totale happy place.  Mere om dét, en raketaffyring og en solformørkelse i næste indlæg, der rammer bloggen en af de nærmeste dage. 🙂