Månedsarkiv: november 2017

If it ain’t broke…

Taget i betragtning at “housewifing” teknisk set er mit officielle job herovre, så er det faktisk imponerende, hvor elendig jeg er til det. Jeg er, for nu at sige det ligeud, et rodehoved. Har altid været det, og selv om det er blevet bedre med årene, så er det aldrig blevet HELT godt. Jeg hader at rydde op, jeg kan ikke fordrage at gøre rent, og bare tanken om vasketøj kan gøre mig helt modløs. Så når de dér huslige pligter skal overstås herhjemme, kræver det både selvdisciplin, tilløb og adspredelse, og sidstnævnte kommer ofte i form af en Mads & Monopolet-podcast. Jeg har fundet ud af, at det program er fuldkommen eminent at folde vasketøj til, så da jeg i dag havde en af de større bunker, der lå og hvæsede af mig, satte jeg en udsendelse på og gik i gang. Og der var en sætning, der satte sig fast i mit hoved: “Don’t change a winning horse”. Jeg kan ikke huske dilemmaet, der bragte den op, og selve sætningen er vist et sammensurium af forskellige ordsprog, men meningen er jo rimelig klar. Og den fik mig til at tænke.

Det her er et indlæg, som har været undervejs længe, men jeg har aldrig vidst, hvordan jeg skulle få det ud. Om det var mod, ordene eller sammenhængen, der manglede – eller lidt af det hele –  ved jeg ikke, men nu prøver jeg i hvert fald. Måske det stadig bliver lidt usammenhængende. Men det er faktisk én af de ting ved vores nuværende situation, der fylder allermest, så lad mig se, om jeg ikke kan få lidt ord på.

Der går aldrig mange dage imellem, at vi bliver spurgt, hvor længe vi bliver herovre. Af folk, vi lige har mødt, af folk vi har kendt længe, af folk hjemmefra. Og hver gang gør det mig lige konfus. For sandheden er, at vi jo ikke ved det. Og at det afhænger af så meget. Der er jo hele den praktiske side: Hvis nu N’s virksomhed pludselig ikke længere går så godt, hvis nu det politiske klima ændrer sig yderligere (man ved fandme aldrig med den spradebasse, der er ved roret lige nu), hvis og hvis… så kan der jo være faktorer, der tvinger os ud af landet. Det er vi ikke rigtigt herre over. Men så er der hele den anden del, nemlig os – og hvad vi vil.

Da vi først besluttede os for at tage herover, var planen at vi skulle være her i to år. De gik som bekendt virkelig hurtigt, og vi havde det virkelig godt, og da de var gået, havde vi en følelse af, at vi jo kun lige var kommet i gang. Så vi besluttede at blive. Den seneste plan har heddet, at vi ikke tager tilbage, før A er gammel nok til at komme i skole, så han ikke skal have flere skift end højst nødvendigt (så vi undgår et skift fra skolen her til en dansk børnehave og så en ny, dansk skole). Men så er der dén hage, at de er et år længere fremme herovre end i Danmark, så efter næste sommerferie starter han i det, der svarer til 0. klasse, selv om han kun lige er blevet fem år på det tidspunkt. Og hvornår er det så det rigtige tidspunkt at lade ham skifte til en dansk skole, så han ikke skal “holdes tilbage” fagligt? De samme tanker gælder selvfølgelig for M, men hun er jo altså allerede godt i gang med sin skolegang.

Men det svære, det allerallersværeste, det er det følelsesmæssige. Og i særdeleshed den skyld, som jeg var inde på her (i et indlæg, som jeg til at begynde med stemplede som et værre Debbie Downer-indlæg, indtil en kær gammel ven blandede sig på indlæggets facebook-post og sagde nogle fantastisk kloge og søde ord – tak for det, Jeppe). For der er jo ingen tvivl om, at der er mennesker derhjemme, der gerne så, at vi flyttede hjem. Og hellere i går end i morgen. Mennesker, som savner at se deres børn, børnebørn og endda oldebørn, nevø og niece på en noget mere jævnlig og dagligdags basis, og mennesker, som savner de gode tider med gode venner. Mennesker, som vi også savner. Intenst og hver dag og ind imellem så meget, at vi kan blive helt i tvivl om, hvad vi dog laver her i så lang tid.

For… dét her var jo aldrig en plan, nogen af os havde. Vi har altid drømt om at tage ud og opleve og måske også bo i udlandet, men jeg tror ikke vi havde forestillet os, at den drøm skulle vare i 4+ år. Ikke desto mindre er det dér vi nu er, og den virkelighed vi er nødt til at forholde os til. Og der er det, at citatet med den vindende hest kommer ind i billedet. Fordi vi føler, at vi sidder på en vindende hest lige nu. Vi er glade. Vi trives. Børnene har det godt, vi har mere tid sammen end nogensinde, og vi oplever en helt anden ro og samhørighed end tidligere. Og når jeg tænker på hvornår vi “bør” tage tilbage til Danmark, så bunder det mest af alt i dårlig samvittighed. Over for alle dem, der savner os, og som vi savner. Jeg føler, at vi påfører dem et savn, der ikke er retfærdigt, fordi det trods alt er vores beslutning, det her. Jeg føler, at vi svigter dem, når vi vælger at blive længere. Jeg tænker på alle de ting, vi går glip af, og jeg tænker på de ting, DE går glip af med os (og med os mener jeg nok primært børnene, da jeg tror det er dem, der generer mest savn 😉). Og ja, jeg tænker heldigvis også på, at når vi så ses, er det jo intenst og dejligt og føles, som om vi aldrig har undværet hinanden. Sidst, mine forældre var på besøg, var vi fire voksne ude at spise, og jeg blev så glad, da min far skålede og sagde, at selv om vi nu boede så langt væk, og vi sås dét sjældnere end tidligere, så var det så dejligt at mærke, at når vi så er sammen, så er alt som det plejer. Afstanden har ikke sat mærker på samværet, og det er jeg SÅ glad for. Og jeg er glad for, at de også synes det. Men det fjerner ikke den første følelse.

Skylden, altså. Den er en værre bandit, ikke? For hvad skal man bruge den til? Én ting er sikker: jeg tror ikke på, at skyld og dårlig samvittighed nogensinde har skabt et godt grundlag for livsvigtige beslutninger. Og hvis vi valgte at rejse hjem, mens vi følte, at vores USA-hest stadig var vinder, baseret på en følelse af ikke at ville svigte, så er jeg ikke sikker på, at vi ville ende med at være glade for den beslutning. Hvad nu hvis vores re-integration går helt ad pommern til? Hvad nu hvis børnene slet ikke kan finde sig til rette i en dansk skole, og skiftet er for voldsomt for dem? Hvad nu hvis jeg slet ikke kan finde ud af, hvad jeg vil, når vi kommer hjem? Ja, det er mange hvad-nu-hvis’er, og der er flere hvor de kommer fra, og de skal såmænd nok melde sig under alle omstændigheder. Men pointen er: Hvis vi nu vælger at tage hjem, ikke fordi vi egentlig synes at vi er klar, men fordi vi ikke vil gøre folk vi holder af, kede af det – er det så et holdbart beslutningsgrundlag? Jeg er ikke sikker på det. Men følelsen fylder for meget til ikke at tage den med i hele den her proces.

Vi ved stadig ikke med sikkerhed, hvornår vi vender hjem. Og det er heldigvis heller ikke en beslutning, vi behøver at tage lige nu. Men som min allerældste, kære, dejlige veninde så klogt sagde, da jeg første gang udtrykte tvivl om, hvor længe vi ville blive her: “Det er nok ikke en beslutning, der bliver nemmere, jo længere I bliver”. Hun havde ret.

Måske jeg skulle skrive til Mads & Monopolet. 😉

What I’m thankful for…

Det er den tid på året igen. Skolen lukker, udsalgene starter, og pumpkin spice synes at overtage alle madvarer. På torsdag er det Thanksgiving – eller turkey day, som vores børn kalder det. Vi havde egentlig lidt planlagt at forbigå den i semitavshed (så meget man nu kan når alle snakker om Thanksgiving hele tiden), ikke fordi vi ikke kan lide den helligdag, men fordi det jo ikke rigtig er en tradition vi sådan HELT føler. De første to år vi var her, kørte vi virkelig gennemførte Thanksgivingmiddage med baconsvøbt kalkun, mashed potatoes, green bean casserole, stuffing, sovs, pecan pie – alt selvfølgelig lavet fra bunden, hvilket betød at det meste af dagen foregik i køkkenet, lige indtil det var tid til at få et bad og gøre sig præsentabel til middagen. Men de to år var noget andet, for vi havde besøg fra Danmark, og det gjorde det lidt sjovere at give den hele armen. I år er vi bare os, og hvor hyggeligt det end er, så må jeg altså indrømme, at jeg ikke helt orker det store kalkunshow. Vi overvejede et splitsekund om vi skulle rejse et sted hen over Thanksgiving – nu hvor skolen alligevel er lukket og N uden dårlig samvittighed kan tage fri fra arbejde de dage, der alligevel er lukket ned – men vi følte egentlig, at vi havde været så meget på farten og eventyr i den senere tid, at vi ikke havde ret meget lyst til at tage af sted igen (luksusproblem, I know!). Juleferien kommer til at foregå på ski i Colorado, så vi har også dét at se frem til.

Altså besluttede vi at blive hjemme, og vi begyndte at undersøge mulighederne for at bruge dagen til at hjælpe i et soup kitchen eller lignende – altså steder, der laver og serverer mad til mennesker, der ikke har hverken midlerne til selv at lave det eller et hjem at spise det i. Desværre viste det sig, at man ikke må have børn med i den slags køkkener, og da det skulle være noget vi kunne gøre sammen, måtte den plan lægges på hylden. Jeg  overvejede også om man så måske skulle benytte lejligheden til at lave en ægte dansk julemiddag med and, risalamande og hele pivetøjet, når vi nu heller ikke får dét ellers i år. Men lige så snart børnene hørte om de tanker, gik der fuldstændig panik i dem. “Jamen, vi SKAL da have kalkun!! Hvad med baconen?? Det er jo turkey day! VI SKAL HAVE KALKUN!!!!!” Så kalkun it is. Det bliver en skrabet version af Thanksgivingmiddagen, men kalkunen slipper vi altså ikke for. Måske jeg kan snige en waldorfsalat ind som tilbehør, gnæg gnæg…

N’s baconflettetalent er rimelig sejt, og børnene lader ham vist ikke slippe i år.
Resultatet af rundt regnet otte timer i køkkenet: en tallerken fyldt med kalkun og ting, man ikke kan se hvad er. Bevares, det er lækkert – men i år er det altså ikke arbejdet værd. 😂

I morgen er der Thanksgiving feast i M’s klasse. Det er en årligt tilbagevendende tradition, hvor hendes klasse sammen med to andre klasser laver en r*vfuld mad af forskellig slags, som de så alle spiser sammen efterfølgende. Der bliver lavet mad hele formiddagen, og forældrene kan så melde sig til at komme og hjælpe. Det er helt klart en fordel ved at være den hjemmegående husmor herovre (og at der er så mange af os) – jeg har altid muligheden for at melde mig til diverse aktiviteter, og børnene elsker, når jeg gør det. Det er så hyggeligt at være sammen med dem om skoleaktiviteter, og på en eller anden måde er de altid helt vildt stolte over at dele deres skoleliv med os. Jeg tænker, at det ikke er en følelse, de bliver ved med at have, så jeg må hellere nyde det, så længe de gider have mig rendende. 😉

Efter Thanksgiving er der kun et par uger tilbage af skolen inden juleferien (de holder sig nogle pænt lange ferier på vores skole), og jeg er glad for, at vi i år skal et sted hen med sne og julestemning. Hvor meget jeg end elsker klimaet i North Carolina – og det gør jeg virkelig – så kan jeg ikke lade være med at mærke hvordan nostalgien kommer galopperende, når jeg ser de sociale medier svømme over i danske julebilleder. Pynt på Kgs Nytorv, eftermiddagsjulemørke foran stormagasinerne, gløgg og julefrokoster – ej, men det er jo det hyggeligste i verden. Jeg kan godt mærke savnet af julemåneden derhjemme komme snigende, så turen til Colorado, hvor der er masser af sne, litervis af varm kakao, hue, vanter og forhåbentlig også en julemand skal nok blive den helt rigtige afslutning på et begivenhedsrigt og smukt år. Som jeg slet ikke behøver en stor kalkun for at føle mig taknemmelig for. ❤️

 

Nashville on my mind

Tænk, at vi allerede i er i november, ikke? Jeg synes simpelthen 2017 er fløjet forbi – og det er jo lidt af en kliché, dét der med at tiden går hurtigt, men jeg synes helt seriøst kun lige jeg har vænnet mig til at skrive 2017 på diverse papirer, haha! Nå, men når tiden flyver, har det jo ret ofte noget at gøre med en masse oplevelser, især de gode/spændende/sjove af dem. Og dem har der virkelig været mange af i år, synes jeg. For nu at give os selv (mig og familien) et rigtig stort, fedt klap på skulderen (det skal man altså også nogle gange!), så synes jeg vi er virkelig gode til at opsøge oplevelserne, mens vi bor her, og virkelig få det bedste ud af tiden. Så meget, at vi til tider tænker “ok, nu trænger vi vist til en hjemmeperiode”. Det er da luksus!

En af de rigtig, rigtig gode oplevelser havde vi – N og jeg – for et par uger siden, hvor vi tog en weekend i Nashville. Vi havde besøg af mine forældre, og traditionen tro bød dét på en chance for N og mig til at tage en voksenweekend. Vi havde faktisk planlagt at tage Miami og var meget tæt på at have alt booket, men så kom der som bekendt et par orkaner ind over kysten her, og da vi ikke var helt sikre på hvordan Miami ville se ud efter den omgang, besluttede vi os i stedet for Nashville, som også længe har stået på vores liste over steder, vi vil se. Og hvor er jeg dog glad for, at det endte sådan! (altså ikke med orkanerne – men med vores retningsskift, ikke?) Nashville var simpelthen den mest fantastiske oplevelse, og jeg får stadig glædesbobler i maven af at tænke på den tur. Jeg vil gerne tilbage (snart! nu faktisk!), og jeg hælder helt klart til at smutte til Nashville igen næste gang en chance for en weekend væk byder sig.

Allerede fra flyet var det tydeligt, at Nashville bød os velkommen. Se lige den solopgang!

Og hvad er det så, der er så specielt ved Nashville? Jeg fristes til at råbe “ALT!!!”, men det ville måske også gøre indlægget her lige lovlig kødløst. Men der ER bare så meget godt ved Nashville. Allerførst skal det siges, at det selvfølgelig er en fordel at være bare en lille smule into countrymusik – ellers kan det sgu nok godt blive en lang weekend, haha! Hvis man til gengæld er det, er det ren slaraffenland. Jeg har været ret vild med country et stykke tid og blev for alvor solgt med Miranda Lamberts 2016-album, “The Weight of These Wings”, som stadig kører på repeat herhjemme – og som stadig sagtens kan få mig til at fælde en tåre. Det er det smukkeste album, og sådan helt overordnet er Miranda bare en fuldstændig fantastisk sangerinde, sangskriver og musiksjæl. Jeg er vild med hende og alt hvad hun laver – men “The Weight…” er altså noget helt særligt.

Countryen har altså langsomt, men sikkert sneget sig ind på mig efter vi flyttede hertil, og nu elsker jeg det. Både det dybe og stemningsfulde, det intense, det poppede og det helt igennem tacky (er man nysgerrig på hvad sidstnævnte dækker over, kan jeg varmt anbefale nummeret “Buy Me a Boat” med Chris Janson. “I’ll name the Dogs” med Blake Shelton er absolut heller ikke ueffen) – og Nashville har det hele og en hel masse andet. Vi havde to dage – landede tidligt fredag morgen og fløj hjem igen tidligt søndag morgen, så fredag og lørdag blev udnyttet til fulde. Vi startede fredag med en tur på Country Music Hall of Fame (hvor det for alvor gik op for mig, hvor afslappende det er at rejse uden børn – man har jo tid til at læse hvad der står på de forskellige skilte i diverse montrer!), som var helt fantastisk og helt vildt lærerigt. Både deres permanente og midlertidige udstillinger var helt vildt fascinerende og gav et virkelig spændende indblik i countrymusikkens historie. Efterfølgende fik vi frokost og så begav vi os mod downtown for at se hvad Nashville havde at byde på (vi boede i The Gulch – et område cirka en kilometer fra downtown Nashville, som i sig selv mestendels består af partygaden Broadway og et par sidegader) – og vi blev ikke skuffede. Broadway, som er Nashvilles “hovedgade”, er simpelthen én lang fest i form af Honky Tonk-barer – steder, hvor folk drikker og fester og lytter til livemusik fra bands, der i mange tilfælde spiller covernumre af populære countryhits, men i nogle tilfælde også spiller deres eget.

Ingen Nashvilletur uden Honky Tonk. I massevis!

Broadway er på mange måder ren Jomfru Ane-gade – og så igen alligevel ikke. For det er jo ikke uden grund, at Nashvilles andet navn er Music City, og det betyder blandt andet, at der er SÅ meget talent. Alle steder. Så de utallige honky tonks har alle sammen bands/kunstnere, der spiller – og de er alle sammen stinkende gode. Der er ganske enkelt så mange om buddet i Nashville, at du ikke ender på scenen på en af Broadways honky tonks uden at kunne noget. Og det kan de altså. Vi endte ved et tilfælde på den måske mest tacky og mest turistede honky tonk af dem alle (når man har bartendere der også er Maxim-modeller, tiltrækker det nok en del kunder og drikkepenge…), og ja, det var helt vildt skørt og tacky og fyldt med fulde folk (fun fact: Nashville er en af de helt store polterabend-byer for piger) og på alle måder alt, alt for meget – men det var også bare helt igennem fantastisk og god stemning og cool musik og øl i stride strømme og så sjovt, at vi kom igen dagen efter. Det blev vores eftermiddags-hangout. 😁

Donny Lee og hans band stod for underholdningen begge vores eftermiddage. Jeg ville tage tilbage til Honky Tonk Central på et splitsekund!

Efter at have tilbragt et par timer på Honky Tonk Central daffede vi tilbage til hotellet og gjorde os klar til at gå ud til middag. Nashville har virkelig gode restauranter, og jeg havde bestilt bord på to af dem i god tid i forvejen. Så fint tøj på, bobbet hår og lidt rødt på læberne, inden vi igen drog mod centrum. De vildeste honky tonks er nok ikke nogen, jeg ville frekventere sent om aftenen (igen, der ER stadig en Jomfru Ane-vibe), så vi fandt en lidt mere lowkey-bar efter maden og kunne igen bare nyde fantastisk musik og skøn stemning indtil vi hoppede hjemad.

Obligatorisk “ude uden børn-“selfie. Med glade smil og musik helt ind i sjælen.

Næste dag tog vi en Lyft (samme koncept som Uber) lidt ud af byen mod The Grand Ole Opry, som er et af de mest legendariske steder inden for countrymusikkens udbredelse. Det er en slags koncerthus, som hver weekend sender live (og har gjort det i næsten 100 år), og nogle af genrens største stjerner er medlemmer og stamgæster på scenen. Vi tog deres backstage-rundtur, som var supersjov, og efterfølgende tog vi tilbage til centrum, fik frokost, kiggede på cowboy boots, fandt endnu en gang vej til nogle forskellige honky tonks – og endte på vores festfavorit fra dagen før. Vi endte faktisk med at blive der flere timer, inden vi satte kursen mod hotellet og gentog mønsteret fra aftenen før: middag på en god restaurant og så ud for at finde musik. Denne gang havde vi besluttet os for at tjekke noget bluegrass ud, og jeg skal være helt ærlig og indrømme, at jeg ikke anede noget som helst om bluegrass. Men vi havde fået det anbefalet, og genren fylder så meget i Nashvilles musikmiljø og historie, at det ville være helt åndssvagt ikke at udforske dét også. Vi tog på The Station Inn, som er et af de mest kendte bluegrass-steder i byen, og helt uden at vide hvad de havde på programmet, fik vi æren af at sidde og lytte til en ægte bluegrass-legende, nemlig Bobby Osborne. Igen, jeg kendte ham ikke i forvejen, men manden er født i 1937, er medlem af The Grand Ole Opry, og som han stod deroppe med sin mandolin og fortalte anekdoter og brød ud i sin stærke og samtidig vildt skrøbelige stemme,  så var det altså svært ikke at blive lidt rørt. Mand, det var en fed oplevelse – og noget helt, helt andet end vores honky tonk-fester – det her var intimt, respektfuldt og en helt perfekt afslutning på vores Nashville-weekend – selv om jeg sagtens kunne være blevet længere!

The Grand Ole Opry. Næste gang vi skal til Nashville, skal vi høre musik her!
Bobby Osborne på The Station Inn. Lille, ældre herre med en stor, stor stemme.

Jeg var – og er – VILD med Nashville. Sådan helt nyforelsket-agtigt. Jeg kan kun anbefale alle med bare en lille smule countryblod i årerne at hoppe på et fly og opleve Music City. Tag den ind, nyd den for alt hvad den er – det skøre, det skæve, det stille og rolige og alt det ind imellem. Bare kom af sted. Det kan endda være vi mødes der, for jeg står på spring til at tage tilbage så snart jeg kan! ❤️