Månedsarkiv: januar 2018

When it snows, it pours…

Talemåden hedder jo egentlig “when it rains, it pours”, men med dét syn vi vågnede til i sidste uge, virkede det helt bogstaveligt yderst passende at sætte snow ind i stedet. Januar er altid, sådan vejrmæssigt i hvert fald, en smule personlighedsforstyrret, og der er intet unormalt ved at gå en tur i 20 grader og korte ærmer den ene dag, for så at finde lufferne og huen frem til de minus 14, der slår én lige i ansigtet to morgener senere. Det er vildt syret, men vi er ved at lære det. Så da vejrudsigten i sidste uge begyndte at tale om snestorm, vidste vi godt hvad klokken var slået. En lukket skole, kaos på vejene og masser af tid hjemme. Det ville have gjort sig gældende, selv om der bare var faldet et par centimeter (som det var tilfældet ugen inden, og som selvfølgelig også betød en lukket skole), men heldigvis (når det nu skulle være), var det ikke dét, der ventede os, da vi kiggede ud af vinduerne onsdag morgen.

Det var derimod et vaskeægte winter wonderland, og endda nok et af de fineste jeg har set. En tyk dyne af sne dækkede alt, og kombineret med en himmel, der stadig blændede med sin helt særlige nuance af carolina blue, var det noget, der satte gang i både børnehvin (hos børnene) og barneglæde (hos alle). A var desværre en sygemus, så den første dag gik i sengen for ham, men M fandt det skitøj, som vi havde pakket sammen efter skiferien, frem igen, løb over til naboen, og så så vi faktisk ikke mere til hende før dagen efter. Bogstavelig talt, for hun valgte at sove hos veninden, og de kom kun ind for at hente forsyninger og lidt varm cacao en gang imellem.

Dagen efter lå sneen der stadig, og A var frisk nok til at få glæde af den. Vi gik en lille tur i det frostklare, smukke solskin, og senere på dagen slog vi os sammen med vores gode venner på den anden side af vores lille bagvej og gik ned i den lokale minipark, hvor der endda lå et par kælke til fri afbenyttelse.

To en halv hjemmedage blev det til, og selv om jeg efterhånden havde en følelse af, at vores børn ikke havde været i skole det meste af januar, så var lige de her fridage altså ret velkomne. Der er altså ikke ret meget, der er hyggeligere end sne og al den glæde, der følger med. ❤️

Den første spæde sne kom allerede tirsdag…
…men det var INTET imod det syn, vi stod op til onsdag morgen! Udsigten fra M’s værelse var ikke til at tage fejl af: winter wonderland, når det er smukkest.
A var kun halvandet, da vi flyttede herover, så hans erfaring med rigtig snesjov er begrænset. Det fik vi rådet bod på! (og ja, det er gummistøvler. Vi har så lidt ægte vintervejr herovre, at dét med at investere i et par store støvler aldrig rigtig er kommet på tapetet. Til gengæld har han verdens sejeste cowboyboots 😁)
Glad dreng, blå, blå himmel. Ren endorfingaranti. ❄️
Jeg er ret begejstret for klimaet generelt, og som regel er det solen og varmen, der gør mig glad – men det her kan altså også noget!

Den strenge mor på vejen

Noget af det allerbedste ved vores (nu ikke længere så) nye hus er, at børnene har venner at lege med. Over det hele. Og at der rent faktisk er et område, hvor det er sikkert at sende dem ud for at lege – på ægte dansk manér, haha. De fleste dage er vi knap nået hjem fra skole, før M er smuttet ind til nabopigen, som hun går i klasse med. Hun er en vildt sød pige, de leger så fint, og vi er rigtig gode venner med forældrene, så det er ret perfekt. Hvis altså ikke lige…

Ovre hos nabopigen, K, er der mange snacks. Som i virkelig, VIRKELIG mange. Og K’s forældre har ikke rigtig nogen regler for hvor mange snacks man må spise, for familien spiser alligevel sjældent aftensmad sammen, så det betyder ikke så meget, om man har spist sig mæt i løbet af eftermiddagen. De første par gange M var derovre, kom hun altid tilbage lige inden aftensmaden – så mæt, at hun nærmest ikke rørte det, der et kvarter senere lå på hendes tallerken. Og da jeg spurgte lidt ind til det, gik det op for mig, at hun havde fyldt sig med alle mulige herlige snacks, som kiks (søde og salte), lidt kyllingenuggets, browniebidder (i supermarkedsposeform), noget udefinerbart slikhejs og mac’n’cheese-snacks (hvordan mac’n’cheese kan eksistere i snackform fatter jeg ikke, men det må være en anden snak). Vi tog en snak om, at det måske ikke var den bedste ide at proppe sig med snacks hele eftermiddagen, så man ikke kunne spise aftensmad, og det kunne hun godt se fornuften i.

Næste dag gik eftermiddagen med, at jeg fik sms’er fra K’s mor: “Can M have x?” “Can M have y?” “Cand M have a piece of z?” Jeg svarede venligt “helst ikke” til det meste og prøvede at forklare, at hun ikke ville kunne spise aftensmad, men gav mig lidt til sidst, fordi jeg også syntes det var lidt flovt at være den der strenge mor, der sagde nej til alt. Og ved det efterfølgende besøg kom M igen proppet tilbage, fordi “jeg troede bare, det var lige dén dag du mente, at jeg ikke skulle spise så mange snacks!” Ok, om igen. Nu har vi lavet en helt klar aftale. Max én snack, når hun leger hos K om eftermiddagen på hverdage. Og jeg ved godt, hun synes det er supertræls og at jeg er en værre skrappemor, når jeg siger sådan. Og så må det være sådan. I går fik jeg en sms fra moren, der spurgte om M måtte få Gatorade, og jeg måtte igen hive skrapkasketten på og sige helst ikke.

Det gør det også lidt udfordrende, når de leger her, for K spørger altid om diverse kiks og snacks, og jeg ved jo, at hun godt må for sine forældre, men mine børn må ikke – så skal jeg bare lade hende fortsætte som hun vil, mens mine børn sidder med deres lækre (😏) æblebåde og ser hende hælde guldfiskekiks i sig? Eller skal jeg sige stop for alle og så for alvor blive set som den strenge mor på vejen? I huset, hvor al sjov med snacks tager hen for at dø?

Jeg har aldrig forestillet mig, at jeg ville blive den strenge mor, men hold op, hvor er det nemt at føle sig sådan her. Snacks’ne er én ting. Men jeg laver heller ikke særskilt pasta hver aften til et barn, der ikke vil spise det samme som vi andre – som en anden veninde gør. Vi er ret hårde med, at vores børn ikke får dessert, før de har spist ordentligt af aftensmaden, hvilket nogle gange har resulteret i, at især A har siddet og stukket temmelig slukøret i sin mad, mens han kigger på de efterladte, fyldte tallerkner fra selskabets andre børn, der har rejst sig for at lege inden desserten. Vi lader ikke vores børn sige nej til at smage på maden, hverken ude eller hjemme. Vi lader ikke M få huller i ørerne, før hun bliver 10, og vi siger blankt nej til, at hun må få sin egen telefon. Begge ting, som hun ser hos mange af sine jævnaldrende og utvivlsomt i sit stille sind bebrejder os vildt for.

Det er ikke sådan, at vi aldrig nogensinde afviger fra principper og regler, for selvfølgelig gør vi det. Men nogle af dem er bare for vigtige til at blive bøjet hele tiden – for eksempel har snack-reglen en masse at gøre med, at amerikanske snacks er så usunde, at jeg simpelthen ikke vil have, at mine børn spiser sig mætte i dem. Og aftensmaden er vigtig for os. Vi sidder sammen, vi spiser sammen. Og der er helt sikkert en masse andre regler, som jeg ikke engang har med her, og som udløser lige lovlig mange “det synes jeg ikke er en god ide” og “helst ikke” og slet og ret “nej”.

Men jeg kan godt ind imellem føle mig lidt udfordret på alle de regler, som vi ind imellem virker som de eneste, der har. Både dem, der handler om sundhed og dem, der handler om opdragelse.  For det er altså ikke fordi det er specielt sjovt at være den mor, der siger nej til alt det sjove. Det er en ævfølelse for mig, og jeg er helt sikker på, at M synes det er superirriterende (uden at hun nogensinde har givet udtryk for det, men hun vil jo gerne have lov til alle de ting, så selvfølgelig synes hun det). Jeg er ligeglad med hvad andre vælger for deres børn, men jeg kan godt ind imellem få lidt ondt af mine børn, som tydeligvis er dem, der har det hårdest med den strenge mor og far.

Heldigvis er det ikke noget, der har fået nogen indflydelse på vores venskaber eller vores forhold til naboerne, som både vi og børnene stadig ser nærmest dagligt og har det vildt hyggeligt og sjovt med. Men jeg kan godt mærke, at jeg lige skal sluge den der med at være den strenge mor på vejen – måske endda i byen.  😳

 

Hej 2018!

Godt nytår derude. ❤️ Jeg håber I kom forrygende ind i det med masser af bobler og kys. Vi havde gæster herhjemme og havde en hyggelig aften med rigelige mængder fantastisk mad – på grund af diverse stakkels sygdomsramte venner og venners børn var vi en lille sluttet skare, og da klokken slog midnat, var vi kun os fire herhjemme til at hoppe ned fra stolene og ind i det nye år. Det er første gang børnene har været vågne til nytår, og N og M tog sig en lille sød svingom ind i 2018. Hjertesmelt. 😊

Selve nytårsaften og dagene op til var præget af lidt vemod for mit vedkommende – det var som om en masse ting lige pludselig ramte mit hoved, og jeg sluttede egentlig ikke året af i det bedste humør. Det er jeg dog sikker på, at 2018 nok skal få rådet bod på, og til gengæld kan jeg glæde mig over, at vi havde sådan cirka verdens dejligste jul. I hvert fald under omstændighederne. Jeg er lidt af en julefreak, men det gælder jo kun, når jeg er hjemme og kan være sammen med familien på den måde det “skal” være og har været i årevis, så når det nu ikke er sådan, må man jo skabe nogle andre rammer, der fungerer. Og det fik vi i den grad gjort. Vi havde tidligere på året besluttet os for at fejre jul på ski denne gang, så den 22. december fløj vi til Colorado og kørte mod Keystone, et skiområde i Rocky Mountains. Vi havde fem hele dage på ski, og jeg havde hjemmefra booket bord på en fin restaurant til middag både juleaften og juledag.

Klar, parat, ski!

Den 23. startede med at få al det lejede udstyr på plads (note to self: ønsk dig skistøvler i fødselsdagsgave!) og børnene afleveret ved skiskolen, der startede kl 9. “Ja, så ses vi jo klokken halv fire, når I henter dem”, blev der sagt. Gulp. Det er da en lang dag! Men off we went, og børnene blev godt taget imod af de sødeste skilærere, der simpelthen arbejdede benhårdt og imponerende for at give dem de bedste dage som spirende skiproffer. N og jeg greb henholdsvis snowboard og ski og tog gondolen til toppen af bjerget, hvor vi ikke bare blev mødt af lange, skønne pister og bidende kulde, men også den mest fantastiske udsigt. Synet af spidserne på The Rockies er uden tvivl noget af det mest bjergtagende (høhø) og forpustende smukke jeg nogensinde har set, og jeg tog mig selv i at falde i svime over synet flere gange dagligt. Og tog selvfølgelig syvtusind billeder af samme udsigt, haha. Især de dage, hvor solskinnet indhyllede, var helt ubegribelige. Vi var på pisterne hele dagen, kun afbrudt af en frokostpause på bjergtoppen, inden vi hentede børnene og gik de fem minutter hjem til hotellejligheden i den lille by. Keystone er to timer bagefter Raleigh, og tidsforskellen kombineret med en hel dag på ski gjorde, at vi havde et par børn, der var MEGET klar til at gå i seng, da klokken var 18. Fedt med en voksenaften, ikke? Hvis altså ikke det var fordi, at vi selv sad og nikkede i sofaen klokken 19.30 og måtte tvinge os selv og hinanden til at holde ud til klokken ni. 😂

U, me and The Rockies. Keystone var et hit.

Dagen efter, juleaftensdag, startede med solskin og same procedure as yesterday. Vi lagde en lang eftermiddagslur ind i programmet, så vi alle kunne være klar til fin julemiddag om aftenen, og for første og, skulle det vise sig, eneste gang den uge kom vi ud af skiundertøjet og klædte os fint på (note to self part II: pak en brøkdel af det tøj, du tror du skal bruge. Skiundertøjet er uniformen. Hver dag, hele dagen. Selv indkøbene foregik i lange underdrenge. 😂). Vi blev hentet af restaurantens bil, der kørte os til det hyggeligste spisested, og da vi var en velkomstdrink og en halv ret inde i de voksnes femretters julemenu, gav A op og fik en pude af den søde tjener, så han kunne ligge og sove på to stole. M holdt ud i fin stil og nød sin bøf (og sikkert også at have sin mor og far alene til middag). Det krævede ikke mange overvejelser at beslutte os for at droppe bordreservationen dagen efter, så vores juledagsmiddag kom i stedet til at bestå af spaghetti carbonara á la mor. 😁

Guldkjole, røde kinder og ditto bøf. Ret god juleaften!

Det sneede juleaften og hele natten, så juledag vågnede vi til det fineste pudder på pisterne – som vi øvrigt havde stort set for os selv, fordi amerikanerne var blevet hjemme for at fejre jul. Jeg har aldrig prøvet at stå i så fin puddersne før, og det var så vildt. Først og fremmest var det overraskende hårdt, og det er en hel anden muskelgruppe, der pludselig kommer på arbejde, men mest af alt var det bare fedt. En af de ting, man bliver sådan helt euforisk af.

Pudderdagen var nok ikke min kønneste, sådan ret teknikmæssigt. Men det var så afgjort en af de sjoveste!

Og sådan gik dagene. På fjerdedagen kom begge børnene med os på ski, men på femtedagen valgte vi faktisk at lade A komme i skiskole igen, mens M stod med os. De lærte begge så sindssygt meget på de fem dage; både i skolen og når de stod med os, og det var så vildt imponerende at se de små mennesker suse gennem sneen. Det var deres allerførste gang på ski, men helt uden tvivl første af mange. Ingen af os kan nærmest vente med at komme af sted igen, og det var en helt fantastisk måde at fejre jul på, når det nu skulle gøres anderledes. Keystone er helt vildt børnevenligt, så ud over at have fantastisk skiløb og milelange pister, er det også et sted, der byder på underholdning for de yngre og ikke mindst en fuldstændig superb skiskole. Alt er indrettet med børnefamilier i tankerne, men uden at det bliver for meget. Cookieværksted, verdens største sne-borg, skøjtebane og så mange andre cool ting. Det var helt perfekt. Og julemanden kom selvfølgelig forbi – en lille reminder om, at det jo rent faktisk VAR jul. Et faktum vi egentlig godt kunne glemme lidt nogle gange.

A klarede den fint ned af pisterne, når jeg havde ham i stropperne (“det var faktisk mig, der trak dig, mor!”), men mine knæ kunne ikke rigtigt holde til at plove i timevis, så vi tog kun en dag på den måde.
Pit stop!

Vi havde kun taget et par julegaver med af hensyn til kuffertsituationen. Vi havde valgt et par stykker ud til børnene af dem, der ikke fyldte meget, så de lige kunne åbne to hver. Resten gemte vi, til vi kom hjem, og da vi landede i Raleigh sent om aftenen den 28., røg børnene direkte i seng, og N og jeg lagde alle gaverne under træet; klar til at blive åbnet næste morgen. Resten af dagen blev der lavet rødkål og risalamande, optøet (!!) en and, brunet kartofler og kogt sovs ind, og om aftenen sad vi klar om bordet til ægte dansk julemiddag. Det var så hyggeligt og lækkert og så fin en afrunding på juleferien.

USA’s måske mest familievenlige skiresort har selvfølgelig også besøg af Santa selv.

Vi skal på ski igen – og gerne snart. Nok ikke nødvendigvis over julen næste gang; mest fordi priserne er hakket totalt i vejret, og pisterne lige bortset fra selve julemorgen utvivlsomt er mere crowdede end på andre, ikke-højtidsrelaterede tidspunkter, så en slut-februartur kunne  helt sikkert godt komme på tale. Og gerne Colorado igen. Manner, jeg er ikke færdig med Colorado. Men Utahs Park City står også ret højt på listen, så måske det er dér vi skal kigge næste gang.

Og nu venter 2018. 2017 var en på mange måder en blandet omgang – ikke for mig personligt, for sådan helt generelt syntes jeg, at jeg havde endnu et priviligeret, lykkefyldt og kærlighedspræget år – men jeg må sgu indrømme, at jeg synes verden og ikke mindst USA tog nogle tæsk i året der gik. Det er jeg temmelig klar til at sige adjø til og så håbe på, at 2018 ser lidt lysere, lettere og mere opløftende ud.