Månedsarkiv: februar 2018

Det jeg savner allermest…

Kan I huske dengang hvor det var lidt en joke, at folk kunne tage på ferie til Mallorca eller Rhodos og hver aften finde en ny restaurant med et menukort, der, ud over en dansk og tysk  oversættelse, også bød på frikadeller, rødkål og remoulade? Jeg ved faktisk ikke, om det stadig er sådan – altså, at folk gør det, når de tager på en uges charterferie sydpå. Men jeg ved derimod, at det med at savne bestemte fødevarer og retter er en meget håndgribelig ting, når man er væk hjemmefra på et lidt mere permanent plan. Og det sjove er jo, at selv om køkkenet i Virum langt oftere bød på fettuccine end frikadeller, så kommer sidstnævnte til at virke som en hofret fra det forjættede land, når man kommer langt nok væk.

Med lidt opfindsomhed og kreativitet og ikke mindst åbent sind er det muligt og endda ret nemt at genskabe alle de gode hjemlandskulinariske oplevelser. For et godt stykke tid siden fik jeg en surdej af en venlig sjæl, og imod alle – og jeg mener virkelig ALLE – odds har jeg formået at holde den i live og rent faktisk bage virkelig gode rugbrød. Som jeg prakker alle mine amerikanske venner og naboer på, mens jeg belærer dem om vigtigheden af en god kartoffelmad med lidt majo og purløg. Jeg har fundet en (og kun én; de fleste andre ser på mig med en blanding af undren og let væmmelse, når jeg spørger) slagter, hvor jeg kan bestille flæskesteg, og mine frikadeller herovre er bedre, end de de nogensinde var i Danmark (faktisk er de så vellykkede, at et (amerikansk) vennepars 11-årige datter hvert år på sin fødselsdag ønsker, at jeg laver dem til hende). World Market sælger Salte Sild, og hos Trader Joe’s har jeg fundet en kyllingelevermousse, der smager så meget som Stryhns franske postej, at gode minder om regn på ruden og lunkne madpakker vælder ind over mig, når jeg sætter tænderne i sådan en klapsammen.

Men der er én ting, som ikke kan fås herovre, og som jeg savner helt uforholdsmæssigt. Bland-selv-slik. Jep. Endeløse rækker af bakteriefyldt, ulovligt importeret skum-, vekao- og gelatinestads med små skovle og store poser og det chok, der følger, når man endelig når til kassen og sætter sækken på vægten. Jeg ved ærligt talt ikke hvad det er, der gør længslen efter bland-selv-slik så overvældende; om det er slikket i sig selv, princippet om at kunne bestemme over sin egen sukkerkombi eller hele konceptet, der som regel hænger sammen med fredag aften, start på weekend, X Factor i fjerneren og vin i glasset – men faktum er, at jeg kan blive sådan helt vemodig og helt utroligt selvmedlidende, når jeg ser billeder af bland-selv-slik på de sociale medier. Det er, for nu at sige det ligeud, en smule ynkeligt, men det er ikke desto mindre sandt.

Selvfølgelig er der masser af andre fødevarer, jeg storsavner. Fjordrejer er en af de helt store spillere hér. Stenbiderrogn og nye kartofler. Meyers kanelsnurrer. Pålægschokolade. En ordentlig skæreost. For nu at nævne en brøkdel. Under “noter” i min telefon er der et fast element med titlen “Spise i DK”, som opdateres og vedligeholdes forud for hver hjemrejse. Men af en aller anden grund er det altså bland-selv-slikket, der sætter flest madsavnsfølelser i gang. Jeg aner ikke hvorfor, men det er også ligemeget. For min mave behøver heldigvis ingen forklaring, og når børnene og jeg snart vender snuderne hjemad på lynvisit, glæder jeg mig til at fråde mig igennem min liste og slutte af med at pakke kufferten med skammelige mængder bland-selv-godt, der (måske, måske ikke) kan holde mig kørende indtil næste tur over Atlanten.

Glædelig mandag derhjemme. Og spis en skumbanan for mig! 🍫🍌

Nå, men…bliver man så tyk af at bo i USA?

Et halvt års tid efter vi var flyttet hertil, skrev jeg det her indlæg, fordi tanken om automatisk at lægge mig ud var noget af det, jeg tænkte over, inden vi flyttede hertil. Og jeg tænkte, at det måske kunne være sjovt med en opdatering her to et halvt år senere. Jeg har også skrevet lidt om dét med at have en anden tilgang til børnesnacks end mange af de andre mødre, men hvordan ser det ud med moren selv her knapt tre år efter udflytningen?

I mit første indlæg om emnet nævnte jeg, at jeg havde taget tre kilo på. Oh lordy. Little did I know at det et års tid senere snarere skulle hedde +10. 😳 Jeg har ikke tænkt mig at lyve eller underdrive: i starten af 2017, lige omkring vores visumforlængelses-besøg i Danmark vejede jeg omkring 12 kilo mere, end da vi kom hertil. Og selv om jeg er relativt høj og aldrig har været spinkelt bygget, så er 12 kilo altså noget, der kan ses. Jeg kan ikke helt huske, hvad der gjorde udfaldet i forhold til at vende skuden (bogstaveligt talt, haha!), men efter en sjov, hyggelig og kalorierig venindetur til New York i foråret, hvor jeg blev mere og mere desillusioneret for hvert prøverum jeg trådte ind i, besluttede jeg mig for, at det skulle være løgn, og jeg gik i gang med at gøre noget ved det. Jeg skal nok lade være med at kede jer med detaljerne, men jeg lavede selvfølgelig drastisk om på min kost, og så begyndte jeg at løbe stort set hver dag. Ikke særlig langt og absolut heller ikke særlig hurtigt, men meget konsekvent. Hver morgen, når jeg havde afleveret børnene, løb jeg en tur, typisk på 4-5 kilometer. Efterhånden som sommeren nærmede sig, blev det sindssygt varmt at løbe (det er altså ikke meget fart jeg får på i 35 graders varme), men jeg holdt fast i at komme af sted hver dag, og kombineret med et noget ændret kalorieindtag havde det virkelig en effekt. Da vi nåede august, var jeg tilbage til et sted, jeg var tilfreds med.

Forskellen på at løbe om sommeren herovre og i Danmark (som på billedet her fra vores tur hjemme i august) var helt utrolig. Temperaturen, luften – pludselig føltes det som ren leg!

Jeg har holdt fast i de vaner jeg fik etableret, og jeg løber stadig – og har hele vejen igennem mit lille løbeeventyr i øvrigt været enormt inspireret af hende her. Jeg løber ikke længere hver dag, men minimum hveranden – medmindre selvfølgelig, at jeg er syg. Eller et barn er sygt. Eller skolen er lukket pga sne. Men der skal virkelig en uløselig situation til – ellers løber jeg hveranden dag, altid. Hvis jeg ved, at der er en dag, jeg ikke kan komme til at løbe, planlægger jeg dagene op til, så det stadig ender med at passe med hveranden dag – nogle gange betyder det så to løbedage i træk. Jeg løber typisk mellem 7 og 11 kilometer og aldrig under 5 (og det er kun, hvis jeg er tømmermændsramt eller på anden måde helt energiforladt, at jeg løber 5). I begyndelsen løb jeg altid med musik i ørerne, men da en giftslange en dag krydsede stien lige da jeg skulle til at tage et skridt, spurgte N mig, om jeg ikke ville droppe musikken på løbeturene, så jeg kunne have fuldt fokus på hvor jeg trådte – og siden har jeg løbet 100 % støjfrit. Og hvor jeg tidligere troede, at det nærmest var fysisk umuligt for mig at løbe uden musik i ørerne, nyder jeg nu helt vildt at være helt uforstyrret og til stede i naturen på turen.

De dage hvor jeg ikke løber, går jeg som regel lange ture, og ofte går jeg de samme ruter, som jeg løber. Så sætter jeg bare lidt længere tid af til det. Og i modsætning til løbeturene er mine gåture fyldt med underholdning i form af podcasts. Jeg er blevet fuldstændig hooked på true crime-podcasts, som jeg grådigt sluger et par afsnit af på sådan en tur.

Det er naturligvis i situationer som denne, at dét med at være housewife bliver et enormt privilegium, fordi jeg jo om nogen har tiden til at gå, løbe cykle, dyrke yoga eller hvad der nu føles rigtigt den dag. Jeg er ikke afhængig af at skulle stå op før resten af familien eller presse en løbetur ind efter aftensmaden, når børnene er puttet, som det jo er tilfældet for langt de fleste udearbejdende forældre. Så det her indlæg er altså på ingen måde et “det er så nemt og alle kan jo bare gøre som jeg”-indlæg, og det skal egentlig heller ikke læses som et fitness- eller sundhedsindlæg. Snarere bare en slags svar på nogle refleksioner jeg selv gjorde mig, inden vi flyttede til et land, der kæmper med ekstrem overvægt, og hvor jeg kendte mig selv godt nok til at vide, at jeg sagtens kunne høre til den gruppe af mennesker, der ville tage lige vel rigeligt for mig af retterne.

Så ja… man bliver tyk af at bo i USA. Eller rettere, jeg gjorde. En kombination af minus motion i hverdagen, amerikanernes besættelse af at putte ost i og på ALT, en forkærlighed for pomfritter og en generel mangel på mådehold fik skovlen under mig. Og på en eller anden måde virkede det nærmest lidt uundgåeligt. Jeg skulle lige op og runde et eller andet magisk punkt som konsekvens af min laden stå til, inden jeg kunne vende tilbage til et sted, hvor halvdelen af min garderobe ikke bare hang og grinede af mig. Og hvor mærkeligt det end lyder, så har jeg det helt ok med hele forløbet. For jeg nød virkelig den ost. 😁

 

Tætte eller trætte?

Vi nærmer os treårsjubilæet for vores flytning hertil, og når man gør sådan noget som at flytte sin familie til udlandet (og har meget tid i sit eget hoved i hverdagen, haha), så kommer man unægtelig til at tænke en del over hvad det har betydet. Hvad betød det for vores børn, at vi flyttede dem? Hvad betød det for vores familie? Hvad betød det for mig og min karriere, at jeg valgte at tage en helt gennemført pause fra det jeg lavede før, og som jeg måske, måske ikke, vil lave igen i én eller anden afskygning? Og så selvfølgelig: hvad betød det for vores parforhold? Sidstnævnte er en stor ting. Fordi det at flytte ud bare ER en stor ting for alle de relationer, det rammer. Og ja, det har haft en enorm betydning for vores forhold, som jeg synes har udviklet sig en hel masse gennem de tre år. Om det havde været komplet anderledes, hvis vi var blevet i Danmark, er jo ikke til at sige, men der er i hvert fald faser af udviklingen, som jeg tror har været meget typiske konsekvenser af det valg vi nu engang tog dengang.

Den første tid var hård, og det er der virkelig ingen grund til at forsøge at strø sukker ud over. For det var den altså. Vi var alle sammen pressede, og der var noget benhårdt over at gå fra at have taget beslutningen og have vild optur over dét, til rent faktisk at ankomme og så skulle til at finde ud af det hele. Det praktiske, det sociale, det logistiske. Fordi udflytningen skete som en del af N’s job, var det ham der havde al kontakt til immigrationsadvokater og andre magthavere, og der var en masse ventetid i forhold til at få alt på plads. Dét stressede os helt vildt. Jeg var frustreret over ikke at vide noget, og N blev frustreret over, at jeg frustreret pressede ham for svar han ikke havde, og som han ingen chance havde for at få, før de kom. Vi boede i en møbleret og personlighedsløs lejlighed i et kompleks, som man ikke kunne komme til eller fra uden en bil, og de første par dage havde vi kun én, så børnene og jeg var lukket lidt inde. Der gik utrolig meget tid med tegnefilm på et sprog, de ikke forstod, og på en legeplads med så meget statisk elektricitet, at jeg fik så mange stød, at jeg sikkert mistede et par hjerneceller i den periode. Nåja, næsten.

Jeg husker, at vi bed en del af hinanden i den periode, og der var flere skænderier, end vi var vant til. Og jeg husker følelsen af at være alene på den magtesløse måde. Hver gang jeg syntes at N opførte sig som en røv, gjorde det mig endnu mere sur og skuffet at tænke på, at jeg ikke havde andre end ham, og det sagde jeg til ham. Tit. Det er en sætning jeg husker gå igen fra den tid: “Du tager af sted og ser mennesker hver dag, men jeg har ikke andre end børnene og dig.” Bum. Det var sandt, men hvad skulle have han gøre? Altså ud over at lade være med at være en røv til at starte med, men altså – ingen af os var de bedste versioner af os selv, og vi var pressede, så ingen havde nok noget at lade den anden høre. Og oven i vores egne forsøg på at finde os til rette med hinanden i nye rammer, kom alt det, som man opdager er dét, der virkelig tager tid: få oprettet bankkonti, få kreditkort, tage kørekort, få social security number og så freakin’ videre.

Efter noget tid faldt flere ting på plads; børnene kom i skole, vi flyttede ind i vores første hus, vi fik vores møbler fra Danmark, vi kunne begynde at skabe os en base, som vi kunne føle os hjemme i. Men det er jo heller ikke noget der kommer fra den ene dag til den anden. N arbejdede en hel masse af døgnets timer, og selv om jeg er så privilegeret at være glad for mit eget selskab, så var jeg stadig langt fra at have opbygget det sociale netværk jeg har i dag. Men stille og roligt kom i hvert fald følelsen af ikke at være alene mere. Og at have andre end min mand. Og efterhånden er det faktisk mere eller mindre blevet sådan, at jeg er den, der står for vores netværk, og fordi jeg har været god til at møde mennesker og skabe kontakter, har det ført en masse positive og betydningsfulde ting med sig: vores hus, en opgave for N’s firma, skolen – og, vigtigst af alt, en masse søde, sjove og rare mennesker, som vi virkelig holder af at bruge tid med.

Men samtidig med al dét, samtidig med vores “opdyrkning” af vores individuelle nye roller og identiteter, er der jo sket en udvikling af vores indbyrdes forhold. Og den synes jeg, hånden på hjertet, har været ret unik og virkelig fin. Man kunne sagtens have frygtet, at vi ville blive trætte af hinanden, at vi ville gå hinanden på nerverne, fordi vi i nu tre år har tilbragt så meget tid sammen og bare grundlæggende været så meget sammen om alting. Men det er slet ikke det, der er sket; tværtimod. I stedet for at været blevet trætte, er vi blevet tætte. På en meget rolig, nærmest usagt måde. Det er som om at kombinationen af den udfordring det var til at begynde med, og intensiteten i den tid vi har brugt sammen på at opleve, lære og være et firkløver har bragt et nyt fundament med sig, som er svært at forklare, men som føles meget tydeligt. En følelse af “os mod verden” dukker op i mit hoved, men den dækker det ikke helt, for det er ikke en kamp. Det er bare en følelse af at være og have været sammen om noget, der ikke er helt almindeligt, og hvor vi stadig lidt føler os som de udefrakommende, der blev plumpet ned. Vi oplever det, vi suger det ind, vi nyder det, vi lever det, og når dagen så er gået, så ved vi lige præcis hvad den anden mener, når han eller hun fortæller om det. Skænderierne er væk, og når de en sjælden gang dukker op, har de altid en meget forudsigelig grund – som når vi er ultrapressede over en situation, vi ikke selv har kontrol over.

Det er en ret særlig ting. Og det er også en af de ting, der kan give mig lidt møl i maven ved tanken om at skulle hjem igen, for hvad sker der med vores sammenhold i nye, gamle rammer? Nuvel, det er ikke noget, jeg går og bekymrer mig om, for som tingene er nu, og som de forhåbentlig er et stykke tid endnu, så føles det bare fint og roligt og rart. Og der er i øvrigt heller ingen grund til at gå og bekymre sig om noget, der formentlig slet ikke bliver et problem, for hvorfor skulle vi ikke kunne bevare de gode følelser hvor som helst?

Vores rejse har været en rejse på mange flere måder end dén over Atlanten, og der er sikkert masser af mellemlandinger foran os. Men vi er landet et godt sted for nu, og jeg kan ikke lade være med at føle, at vores forhold, på trods af den uundgåeligt bumlede begyndelse, har nydt godt af det. For at være sammen om noget og manøvrere sig selv og hinanden igennem det – og opdage, at selv om forholdets og familiens roller kan være flydende, så flyder de altid sammen – dét er ret magisk.