Kan I huske dengang hvor det var lidt en joke, at folk kunne tage på ferie til Mallorca eller Rhodos og hver aften finde en ny restaurant med et menukort, der, ud over en dansk og tysk oversættelse, også bød på frikadeller, rødkål og remoulade? Jeg ved faktisk ikke, om det stadig er sådan – altså, at folk gør det, når de tager på en uges charterferie sydpå. Men jeg ved derimod, at det med at savne bestemte fødevarer og retter er en meget håndgribelig ting, når man er væk hjemmefra på et lidt mere permanent plan. Og det sjove er jo, at selv om køkkenet i Virum langt oftere bød på fettuccine end frikadeller, så kommer sidstnævnte til at virke som en hofret fra det forjættede land, når man kommer langt nok væk.
Med lidt opfindsomhed og kreativitet og ikke mindst åbent sind er det muligt og endda ret nemt at genskabe alle de gode hjemlandskulinariske oplevelser. For et godt stykke tid siden fik jeg en surdej af en venlig sjæl, og imod alle – og jeg mener virkelig ALLE – odds har jeg formået at holde den i live og rent faktisk bage virkelig gode rugbrød. Som jeg prakker alle mine amerikanske venner og naboer på, mens jeg belærer dem om vigtigheden af en god kartoffelmad med lidt majo og purløg. Jeg har fundet en (og kun én; de fleste andre ser på mig med en blanding af undren og let væmmelse, når jeg spørger) slagter, hvor jeg kan bestille flæskesteg, og mine frikadeller herovre er bedre, end de de nogensinde var i Danmark (faktisk er de så vellykkede, at et (amerikansk) vennepars 11-årige datter hvert år på sin fødselsdag ønsker, at jeg laver dem til hende). World Market sælger Salte Sild, og hos Trader Joe’s har jeg fundet en kyllingelevermousse, der smager så meget som Stryhns franske postej, at gode minder om regn på ruden og lunkne madpakker vælder ind over mig, når jeg sætter tænderne i sådan en klapsammen.
Men der er én ting, som ikke kan fås herovre, og som jeg savner helt uforholdsmæssigt. Bland-selv-slik. Jep. Endeløse rækker af bakteriefyldt, ulovligt importeret skum-, vekao- og gelatinestads med små skovle og store poser og det chok, der følger, når man endelig når til kassen og sætter sækken på vægten. Jeg ved ærligt talt ikke hvad det er, der gør længslen efter bland-selv-slik så overvældende; om det er slikket i sig selv, princippet om at kunne bestemme over sin egen sukkerkombi eller hele konceptet, der som regel hænger sammen med fredag aften, start på weekend, X Factor i fjerneren og vin i glasset – men faktum er, at jeg kan blive sådan helt vemodig og helt utroligt selvmedlidende, når jeg ser billeder af bland-selv-slik på de sociale medier. Det er, for nu at sige det ligeud, en smule ynkeligt, men det er ikke desto mindre sandt.
Selvfølgelig er der masser af andre fødevarer, jeg storsavner. Fjordrejer er en af de helt store spillere hér. Stenbiderrogn og nye kartofler. Meyers kanelsnurrer. Pålægschokolade. En ordentlig skæreost. For nu at nævne en brøkdel. Under “noter” i min telefon er der et fast element med titlen “Spise i DK”, som opdateres og vedligeholdes forud for hver hjemrejse. Men af en aller anden grund er det altså bland-selv-slikket, der sætter flest madsavnsfølelser i gang. Jeg aner ikke hvorfor, men det er også ligemeget. For min mave behøver heldigvis ingen forklaring, og når børnene og jeg snart vender snuderne hjemad på lynvisit, glæder jeg mig til at fråde mig igennem min liste og slutte af med at pakke kufferten med skammelige mængder bland-selv-godt, der (måske, måske ikke) kan holde mig kørende indtil næste tur over Atlanten.
Glædelig mandag derhjemme. Og spis en skumbanan for mig! ??