Månedsarkiv: marts 2018

Må jeg egentlig mene noget om kvindekampen?

På Kvindernes Kampdag i går svømmede mine nyhedsfeeds over med artikler om stærke kvinder, inspirational quotes og masser af motiverende slagord. Jeg delte selv et citat på instagram, for jeg skulle da ikke stå tilbage. Eller skulle jeg? Sandheden er nemlig den, at når man har valgt at være hjemmegående, som jeg har været det i snart tre år, så er dét at have ret til noget at sige på den dag, der handler om ligestilling, bestemt ikke en selvfølge. De hyppigste reaktioner jeg møder, når jeg fortæller folk om vores liv herovre, er dels en undren – og dels en form for usagt fordømmelse/skuffelse, fordi jeg jo svigter. Jeg svigter kønskampen, søsterskabet, alle dem, der har kæmpet – og stadig kæmper – for ligestillingen, og selv om det ikke er noget, der bliver sagt ligeud i utvetydige vendinger, er det helt tydeligt, at det er dén reaktion, mit nuværende valg tit afstedkommer.

Hvis nogen skulle være i tvivl, kan jeg afsløre, at mange har det helt fint med at fortælle mig, hvordan de aldrig kunne holde ud ikke at have et arbejde, og hvordan de ville blive vanvittige af det. Jeg gør mit bedste for ikke at tage det personligt, fordi jeg ved godt, at det ikke er ment sådan – men jeg kan alligevel ikke lade være med at tænke over hvor fjernt det ligger mig (og de fleste andre) at sige til en skolelærer, en tandlæge, en sygeplejerske, en revisor, en ingeniør eller en indsæt-en-hvilken-som-helst-stillingsbetegnelse, hvordan jeg aldrig ville kunne holde ud at gøre hvad vedkommende gør. Det er en løjerlig ting, dét med, at reglerne for hvad man kan tillade sig at sige, ind imellem forekommer at være 100 % modtagerbestemte.

Nå, men det er jo på sin vis et sidespring, for indlægget her skulle sådan set ikke handle om hvor mange der ikke kunne drømme om at leve som jeg – men derimod om jeg på den anden side har lov til at mene noget om kvindernes position i dag? Kan jeg tillade mig at sidde og råbe om ligeløn og bedre stillinger, når jeg af egen fri vilje ikke har haft et betalt job i tre år, men ladet mig forsørge af min mand og dermed bombet mig selv og vores familiemønster tilbage til 50’erne? Jeg synes – ikke overraskende – gerne, at jeg må. For mig handler hele den her kamp ikke om hvad vi kvinder laver. Den handler om, at det er vores eget valg – og at vores køn ikke skal stå i vejen for det valg; hverken den ene eller anden  vej. Det er jo så simpelt, at det nærmest føles helt dumt at skrive det, men jeg synes ind imellem det bliver glemt. Vi skal helst alle sammen være frygtløst ambitiøse i vores karrierer, og dem, der vælger ikke at være det – om det så er for en periode eller mere permanent – kommer hurtigt til at føle sig klemt. Jeg tror ikke, der er nogen kvinder, der ikke gerne så alle medsøstre have lige så mange og gode muligheder som mændene, men det er altså en tanke værd, at netop “gode muligheder” ikke betyder det samme for alle. For nogen betyder det en direktørstilling, en karriere som selvstændig eller et mellemlederjob med masser af indflydelse. For andre kan det være et job, der måske ikke redder verden, men er sjovt, og som måske giver en mulighed for at gå på deltid. Og for andre igen kan det betyde et par år i udlandet uden job, men med masser af tid til sine børn. 😉

Så ja. Selv om det ikke altid føles sådan, og selv om jeg faktisk skulle overveje det lidt, inden jeg hoppede på bølgen af instagram-slagord i går, så synes jeg faktisk gerne jeg må være med i koret. Jeg synes ikke, jeg skader kvindekampen ved at gå hjemme. Ville det være endnu bedre, hvis flere mænd tog det samme valg? Uden diskussion. Men her er det altså mig, der gør det, og tilfældigvis også mig, der virkelig, virkelig nyder det. I fulde drag. Samtidig med, at jeg selvfølgelig gør mig nogle overvejelser i forhold til den syvårige pige, der hver dag ser på sin mor med et naturligt behov for at have et forbillede, og som forhåbentlig også kan få øje på noget inspiration.

Jeg gør hvad jeg kan for hver dag at sende M ud i verden med en tro på, at hun kan lige hvad hun vil. Om det så gælder et regnestykke i skolen, en melodi på violinen eller en drøm om fremtiden. Jeg har ingen forestilling – hverken god eller skidt – om, at dét at jeg går hjemme, skal få hende til at tro, at det også er hendes fremtid. Hun kan godt huske, at jeg arbejdede, og hun kan huske hvad jeg lavede. Vi snakker om det tit. Hun ved også godt, at vores liv lige nu er taget lidt ud af en sammenhæng, og at de fleste mødre i Danmark arbejder, mens de fleste herovre ikke gør.
Og hun vil i øvrigt være astronaut.

Happiness starts with a wet nose…

…and ends with a tail.

Jeg måtte to år tilbage i arkiverne for at finde dette indlæg – og tankerne fra det har altså luret lige siden.  Vi endte med at opfylde M’s brændende ønske om en kanin, og siden maj dét år har søde, bløde Butterscotch boet hos os. Vi overtog hende fra en pige, som ikke kunne have hende længere, og alle i familien er vilde med hende. Hun er nuttet, legesyg, rolig og jo flere hænder, der vil ae, klø og nusse hende, jo bedre.

Men… indlægget dengang handlede jo sådan set ikke rigtigt om kaniner. Og det gør det her heller ikke. Det handler nemlig om at nu, efter overvejelser og tanker og snakke og flere overvejelser har vi langt om længe besluttet os for at få en hund. Alle de tanker vi gjorde os dengang, gør vi os stadig, men på en eller anden måde har tidspunktet aldrig føltes mere rigtigt end nu. Jeg kan virkelig mærke, at den dér længsel, der sikkert er naturlig for rigtig mange af os, der er vokset op med hund, kun bliver større, og samtidig har vi og især jeg jo aldrig haft så god tid til at tage os af en hund som nu. Jeg bruger i forvejen så lang tid på gå- og løbeture, at en hund bare ville være en sjov makker, og jeg bruger unægteligt også rigtig meget tid herhjemme, så den ville aldrig være alene hjemme ret lang tid ad gangen. Børnene har en alder, hvor de forstår hvad det vil sige at have en hund, og så har de jo groft sagt “øvet” sig lidt på dét med kæledyr i og med, at de begge har været så glade for kaninen.

Da vi var nået frem til, at tiden var rigtig, kom næste spørgsmål: hvilken slags hund skal vi have? I kommentarerne til det tidligere indlæg nævnte jeg, at vi ville gå efter en internathund, og det var også vores tanke. Men det viste sig at præsentere nogle problemer, som fik os til at gå væk fra det igen. Den primære og altafgørende årsag er, at nogle muskelhunde – pitbulls og american staffordshire terriers – er meget udbredte her i området, og jeg vil skyde på, at de ses hos omkring 85 % af de hunde jeg ser på internaternes hjemmesider. Selv ved dem, der ikke er “ægte” muskelhunde, men blandinger som beskrives som for eksempel “labrador mix”, “terrier mix” og “hound mix”, er det tydeligt at se, at der er noget pitbull eller amstaff (eller lignende) i dem. Den type hund har et andet ry herovre, hvor mange elsker dem og beskriver dem som de kærligste og skønneste familiehunde (og alligevel tænker jeg, at der må være en grund til, at så mange af dem ender på internat…), men jeg kunne aldrig drømme om at lade en pitbull – blanding eller ej – i nærheden af mine børn. Det er simpelthen for stor en risiko at løbe, og det ville være fuldstændig udelukket, at vi fik en hund med den type terrier i sig. Der er selvfølgelig også helt andre hunde, men de fleste af dem bliver enten beskrevet som meget nervøse og menneskesky, ikke velegnede til familier med mindre børn eller andre faktorer, der gjorde dem og vores familie til et uhensigtsmæssigt match. Meningen er jo, at vi skal finde en hund, der kan være hos os altid – ikke en, der viser sig at være et dårligt match, fordi vi ikke magter den opgave det er at “genopbygge” den.

Så vi endte med at gå en anden vej – og blev skrevet på en hvalpeventeliste. Valget er faldet på en sheepadoodle, som – ud over en fuldstændig vanvittig nuttethedsfaktor (seriøst, prøv at google dem – jeg lover, at I ikke bliver skuffede) – på stort set alle måder passer så fint til os. Det er en blanding af en Old English Sheepdog (som jeg er vokset op med) og en puddel, så den bliver relativt stor, og det var længe vores eneste grund til at holde lidt igen med at vælge den. Men vi kiggede  på cockapoos, sproodles, schnoodles, golden retrievers, cavalier king charles spaniels og alle mulige andre, og vi kunne ikke slå sheepadoodlen ud af hovedet. Og vi endte med at vedtage, at hvis dét at den bliver lidt større end hvad vi havde forestillet os, er den eneste hage, så må vi jo bare løse dét. Det er en blandingsrace, som næsten ikke fælder, og som ikke gøer for meget (sagt med forbehold for, at alle hunde selvfølgelig er forskellige, men det er normen).

Vi håber at kunne få en hjem til efteråret – vi kommer til at være i Danmark en stor del af august, så det ville være lidt uhensigtsmæssigt at få den inden da – og præcis hvornår afhænger jo af hvornår den opdrætter vi har valgt, har et kuld klar. Og nu hvor beslutningen er taget, er det jo SÅ svært at vente helt til efteråret, men der må jeg nok lige finde voksen-Julie og lidt tålmodighed frem, haha! 😁 Vi glæder os i hvert fald alle helt vildt, og selv om A hellere ville have haft en kat og nok egentlig føler sig lidt overhørt, så er han også ret spændt. Listen med potentielle navne er allerede alenlang (og spænder relativt vidt fra  Bubblegum og Raleigh over Daffodil og Peanut til Spirit Guide 😂) – men én ting er i hvert fald sikker: det bliver den mest elskede, krammede, kyssede, nussede hund man kan forestille sig. ❤

A little bit of Southern glam…

Jeg tilbringer vel 80 % af min tid i ren komfort, når det kommer til påklædning. Jeg kan svinge mig op til jeans i (nogle af) hverdagene, men ellers står den altså på yoga pants, løbetøj og sågar sweatpants relativt ofte. Makeup er ikke noget, mine hverdage kender til, medmindre vi skal ud om aftenen, og jeg elsker det sådan. Jeg er helt klart en hyggetype, og bare tanken om at skulle dresse up hver dag giver mig koldsved. MEN! Når det så skal være, så giver jeg den gas, og det elsker jeg lige så meget. Date nights er lig med høje hæle, krøllejern, pyntede øjne og røde læber, og vi er heldigvis gode til at komme på dates ret ofte – så lørdags-Julie er temmelig anderledes end onsdags-Julie, i hvert fald på ydersiden, haha.

For et par weekender siden var vi inviteret med til en gallafest. Jeg har aldrig været til den type galla før – I ved, den amerikanske type, hvor det hele handler om at samle penge til et godt formål, så billetterne koster en formue, og så kan man få lov at byde på forskellige auktionselementer, der koster endnu flere formuer. Vi var inviteret af en god ven, som er tidligere bestyrelsesmedlem hos American Heart Association, der stod for arrangementet, så vi var med på en fribillet og kunne bare inhalere den oplevelse det var. AHA’s galla er endda en af rigtig store hvert år, og der var altså dømt fuld glam. Der var rød løber og masser af smokingklædte mænd, champagne og dollarsedler, og det var altså virkelig skægt at opleve. N og jeg følte os lidt som the odd ones out, men mest fordi vores udgangspunkt bare er så anderledes. Det var så amerikansk og over the top og så fyldt med glitter og stort hår, at vi bare kunne læne os tilbage og nyde at være en del af en slags festligt kulturchok.

På fremtoningssiden var der til gengæld intet at komme efter. Når vi nu endelig havde chancen og undskyldningen for at glamme totalt op, skulle den altså have lidt at leve af, så N investerede i et nyt, mørkt jakkesæt og en butterfly (jeg kan afsløre, at det bliver lidt akavet, når man går i et stormagasin for at købe en butterfly og glemmer, at butterfly ikke hedder butterfly på engelsk), og jeg havde lejet en kjole. Gallafester er som sagt ikke noget vi gør det meget i, så det ville være tosset at gå ud og købe en kjole – i stedet gik jeg på en side, der hedder “Rent the Runway” og valgte en kjole, som så blev leveret til mig et par dage før festen. Fantastisk koncept – jeg valgte min størrelse og en back up-størrelse og oven i fik jeg lov at vælge en back up-kjole i tilfælde af, at ingen af størrelserne på mit førstevalg duede. Det fungerede SÅ godt, og jeg var helt vild med den kjole, jeg havde valgt.

Fint tøj gør det selvfølgelig ikke alene, så jeg allierede mig med mit helt eget lille glam squad – en fantastisk veninde, der er tidligere makeup-artist, og hendes nanny, der laver hår OG tager billeder – og så gik de ellers i gang med deres magi. Resultatet får I herunder – jeg følte mig som en lille million, og helt ærligt: tag lige et kig på min handsome hubby, hva’? Ej, men det er jo ren James Bond!

Rød løber og orkester – det er altså lidt af en upgrade fra de velkomster vi normalt får! (Foto: The Picture Guy Photography LLC)
Dygtige Bri stod for både de bløde Hollywood-krøller og den efterfølgende fotosession.

All glammed up and ready to go!

Might have a little dirt on my boots…

Jeans og boots – et look, jeg har set mig mere end almindelig lun på!

Ok, så jeg gav min countryafhængighed fuld skrue i sidste indlæg (og ja, titlen på indlægget her er naturligvis også en countryreference – vi er ikke færdige, venner!). Jeg ved ikke hvor mange af jer, der blev nysgerrige vs. hvor mange der bare gled let hen over det uden at skænke Miranda en yderligere tanke (I går glip af noget! Jeg siger det bare!!), men om man er til countrymusik eller ej, tror jeg simpelthen ikke man kan bo i Sydstaterne uden at blive påvirket en smule af the Southern charm og de tendenser, der følger med. Det være sig stort hår, yogaleggings (hver dag, hele dagen), sweet tea eller, som i mit tilfælde… cowboy boots. Manner, vi elsker vores boots i vores familie! Den første der ønskede sig – og fik – et par, var M. Hun havde flere skolekammerater, der løb rundt i de sejeste boots, og hun ønskede sig så brændende at følge trop. Som den strenge danskermor jeg er, var jeg ikke synderligt henrykt for hverken de spidse snuder eller semihøje hæle til en seksårig pigefod, så det krævede lidt research, inden de helt rigtige med rummelige snuder og en helt lav hæl, men stadig fantastiske, blev skrevet på ønskelisten sidste jul. Støvlerne endte under træet (tak til mormor og morfar!), og de var et HIT. De har været hendes foretrukne fodtøj, hver gang det er for køligt til sandaler – eller slet og ret stridt vintervejr, og de går til alt. Ved den nyligt overståede jul fik hun samme model i størrelsen større, og så har hun fået lov at udvide sit udvalg med et par af de spidse og (lidt) høje, som dog kun må bruges én skoledag om ugen (jaja, strenge mor).

M’s første støvler, som det sidste halvandet år er blevet stylet med alt fra basketballshorts til fine flæsekjoler, bare ben og tykke strømper.

Én dag om ugen får hun lov til at have sine yndlingsstøvler på. Der er en lille hæl og lidt spidse snuder, og så er de bare helt igennem cowgirlcool.

N var den næste i rækken, der hoppede på westernbølgen, og efter vores legendariske Nashvilletur var jeg også hooked. Jeg hoppede direkte ud i mine første Lucchese-støvler i det blødeste skind, og de er de mest behagelige – og på sin vis – smukkeste støvler jeg har ejet. I samme ombæring fik A sine første støvler, og han har stort set levet i dem siden. Der er ikke så meget stilpjat, og de ryger på til joggingsæt, shorts, jeans og nattøj. De går gennem sne og regn, og de løber hurtigt. Hvad mere har man brug for, når man er fire?

Boots og bolo – det er lidt som at tage på date night med Rhett Butler!
A har stort set levet i sine støvler siden han fik dem. Hvem havde troet, at cowboystøvler skulle ende som det perfekte fodtøj til en fireårig?

For ganske nyligt læste jeg et blogindlæg, hvor cowboystøvlen var i charmerende fokus. Om den er ved at genfinde et publikum i Danmark, aner jeg ikke, men hvor ville det være fedt. Jeg ved godt, at de fleste af os (i hvert fald dem på min alder) tænker på den type støvle som noget, vi var seje i i 90’erne – gerne kombineret med en skovmandsskjorte; så var det lokale diskotek klar til at blive gjort usikkert – men den øjenåbner der er fulgt med at genopdage cowboystøvlen i Syden er, at her er den tidløs. Det er ikke en trend, der kommer og går – det er fodtøj. Som altid kan fås i et utal af mere eller mere farverige, frynsede og pyntede varianter, når bare man ved hvor man skal gå hen. Og den er så cool til så meget. Vi har vores lokale western-pusher (som også har været leveringsdygtig i N’s bolo tie, det westernslips han ynder at sætte til sine støvler), og det er lidt som at træde ind i anden verden. Med Lucky Luke, Butch Cassidy og Johnny Cash bag disken. Og når man alligevel har lukket countrymusikken, Nashville og rigelige mængder barbecue ind i sine årer, så kan man altså ikke leve uden et par boots. Jeg drømmer allerede om mit næste par – spørgsmålet er bare, om de skal være lave og knap så larmende eller røde og totalt over the top. Time will tell.

Hey there, mister Tin Man…

Om et par uger kaster N og jeg os ud i noget, vi ikke har prøvet før: Vi overlader børnene til en babysitter, mens vi tager væk natten over. Vi har været på voksenture før, men det har altid været i forbindelse med, at mine forældre har været her, så de kunne få lidt tid med børnebørnene, og vi trygt kunne tage af sted for os selv. Denne gang er der ikke lige bedsteforældre i nærheden, men af sted skal vi. For Miranda Lambert spiller halvanden time herfra, og der er ganske enkelt intet i denne verden, der kunne få mig til at misse det. Og fordi min begejstring for Lambert er helt ubeskrivelig (grænsende til noget der ligner en besættelse, haha!), har det her indlæg ligget i baghovedet et stykke tid, men jeg har ikke været helt sikker på, om det skulle ud. Jeg er nemlig helt klar over, at hun ikke er en, der strejfer tankerne hos mange af jer derhjemme – men det vil jeg så gerne lave om på. Så her kommer et lille Lambert-intro-indlæg, og jeg HÅBER sådan, at I vil give hende et lyt og en chance. Om I er til country eller ej. Hun er noget helt, helt særligt, og for mig er hun nærmest grunden til, at jeg lærte at elske country. Det forventer jeg ikke nødvendigvis sker for jer (medmindre I lige smider en Nashville-weekend oveni!), men hvis jeg nu bare kunne glæde én af jer med en Miranda-øjenåbner, er det såmænd også fantastisk nok.

Hvis I nu rent faktisk føjer mig lidt og lytter jer igennem indlægget her – eller noget af det – så tag lige og smid en kommentar, ikke? Eller send mig en mail. Jeg vil SÅ gerne høre hvad I synes. Om I kan høre hvorfor jeg er blevet så ultrafascineret af Lambert, eller om det er en total fis i en countryhornlygte for jer.

Jeg går kronologisk frem, men i omvendt rækkefølge (kan man så egentlig kalde det kronologisk?) – ganske enkelt fordi det var hendes seneste album, “The Weight of These Wings”, der fik mig til at opdage hende. Albummet er en ordentlig dobbeltkleppert med 24 numre, og det står stadig for mig som 2016’s ubetinget bedste album – og ikke kun i countrygenren. Der er ikke ét svagt nummer på; til gengæld er der så mange stærke og  magiske, at jeg havde svært ved at vælge bare ét. Og alligevel er der ikke så meget tvivl: “Tin Man” forever. “Tin Man” er så rørende, at jeg stadig – efter hundredevis af gennemlyt – ikke kan høre den uden at få tårer i øjnene. Det er sandt. Det er vildt, hvad musik kan gøre, ikke? Hele “The Weight of These Wings”-albummet er skrevet som en reaktion på den (herovre) meget offentlige skilsmisse mellem Lambert og country-kollegaen Blake Shelton, og albummet er fyldt med så ægte sorg, skuffelse, frustration, tristesse, selvbebrejdelse, håb og alle de andre følelser, der kommer i kølvandet på hjertesmerte, at det bare kryber ind under huden og ligger der. “Vice” og “Runnin’ Just in Case” er andre I bør tjekke, men “Tin Man” er i særklasse (Tin Man, eller rettere The Tin Woodman, fra klassikeren “The Wizard of Oz” er ham, der så brændende ønsker sig et hjerte). Den er så ren, så enkel og så ægte, at jeg ikke kan høre den uden at føle den. Lov mig, at selv om I dropper de andre Lambert-numre, så lyt i det mindste til den her et par gange.

Der er desværre ikke lavet en video (det er ærgerligt nok tilfældet for de fleste af sangene her), men sangen er her – først i albumversionen og bagefter i liveversionen fra sidste års ACM Awards. Begge er gåsehudsskabende.

OBS: Af en eller anden grund (formentlig mine manglende tech skills) er det ikke alle link, der viser videoen som billede her – men tryk bare alligevel. 😄

Liveversionen af “Tin Man” – ståpels coming up:

https://www.youtube.com/watch?v=V8ZzlB0Xp0c

Inden skilsmissen og “The Weight…” kom “Platinum”, som handlede en del om berømmelsen i countrybranchen, Lamberts image og – ironisk nok – ægteskabet med Shelton. Titelnummeret er et sjovt og skarpt, tvetydigt nik til farven på både Lamberts lokker og pladerne på væggen derhjemme. Altså, det er jo umuligt ikke at elske en linje som “You don’t need to be a fighter, honey, just go one shade lighter”. Det er country, når det er bedst: ikke så kompliceret, ikke så mange dikkedarer, men altid med en snert af skarphed. What doesn’t kill you only makes you blonder. 😄

“Platinum”:

https://www.youtube.com/watch?v=rbIfI-8iYuA

“Four the Record” er, som navnet antyder, Lamberts fjerde album og måske min favorit efter TWOTW. Det er klart det album, hvor Miranda har inviteret flest med-sangskrivere på, men det gør absolut ikke noget. Tværtimod giver det sangene variation, luft og overraskende elementer. “Nobody’s Fool”, som er den jeg har valgt at fremhæve, er faktisk ikke engang skrevet af Lambert selv, men derimod af Chris Stapleton (som siden er blevet en kæmpestjerne i sig selv og ryddede bordene ved de store country-awardshows sidste år), og den har det hele: en bar, neon lights (det er svært at finde en ægte countrybasker uden ordene neon lights!), et knust hjerte og en ganske enkelt medrivende melodi. “When they ask I’ll just say he’s nobody – and me, well, I’m nobody’s fool”. Ej, men det fungerer bare.
“All Kinds of Kinds” og “Mama’s Broken Heart” er andre topnumre, og så er der “Over You”, som er en anden tåreperser for mig. På overfladen virker den som endnu en i rækken af kærlighedssange, men den fik skovlen under mig, da jeg læste, at den oprindeligt er skrevet af Blake Shelton (Mirandas daværende mand) til den bror, han mistede i en trafikulykke. Shelton var 14, da det skete, og da han senere havde skrevet sangen, var det for hårdt for ham selv at fremføre den – så den endte som Mirandas. Og den er hjerteskærende.

“Nobody’s Fool”:

https://www.youtube.com/watch?v=5mM4i3-d6Wc

“Over You”:

https://www.youtube.com/watch?v=3Y2icHOgC5U

På “Revolution” er “The House that Built Me” en af de sange, der er værd at fremhæve, men “White Liar” er også et lyt værd.

Jeg fuldstændig forgabt i “Crazy Ex-Girlfriend”, som var Lamberts andet album. Der er simpelthen så meget power i det album; sangene er uperfekte, skramlende og rå, sjove og stærke, og så er det bare et album med så meget personlighed, at jeg aldrig kan lade være med at SKRÅLE med. Højt!! Titelnummeret “Crazy Ex-Girlfriend” er et must-hear, som er umuligt at sidde stille til (personligt kan jeg ikke lade være med at råbesnerre “I’m mad as hell!”), men “Gunpowder and Lead” er også en virkelig vigtig spiller her. “More Like Her” er sød og sørgelig og rørende. Og så er “Famous in a Small Town” bare en ægte feelgood-basker, som jeg elsker – og den eneste af de nævnte med en video. Så den er her.

“Famous in a Small Town”:

https://www.youtube.com/watch?v=_xjy6EuMPGA

Sidst, men ikke mindst, har vi “Kerosene”, der bare er en helt igennem bomstærk debut. Lambert har braget igennem siden da, og hvert eneste album har budt på en markant udvikling i hende, både som sangskriver og performer – men personligheden er aldrig forsvundet. Titelnummeret og “New Strings” er oplagte at hive frem, men balladen “Love Your Memory” kan altså også noget.

“Kerosene”:

https://www.youtube.com/watch?v=rB7ONnfIjaI

Tak fordi I lyttede med!