Månedsarkiv: april 2018

Otte år med dig.

Jeg har brugt et par uger på dels at løbe rundt og rydde op, ordne og forberede (og guderne skal vide, at det ikke er min stærke side), og oven i det hele har jeg skullet lyde overbevisende, når jeg sagde til M, at det var heeeeelt ok, at hun ikke kom til at se sin mor på sin fødselsdag i år. Hvilket… altså, dét i sig selv er jo en sætning, der er lidt svær at sige, når man er mor, og selv skulle tro på den, og den er endnu sværere at sælge ind til en syvårig, der siden dag ét har været all about her mama. Vi var en tur omkring skolens kontor i dag, og da de søde damer spurgte M til hvilke spændende planer hun havde på sin fødselsdag, svarede hun med en meget trist mine, at i år ville hun kun se sin far på sin fødselsdag og ikke sin mor eller bror eller kanin. Og uddybede ikke yderligere. Og jeg måtte, stille og roligt og efter at have set ansigterne på de mennesker hun snakkede med, forklare hende, at hendes valg af ansigtsudtryk kombineret med selektiv udelukkelse af dele af hendes fortælling om bemeldte forestående fødselsdag nok måske muligvis gjorde, at folk troede, at hendes mor og far ikke længere boede sammen. Det fandt hun ret overraskende.

Men hun har ret i kendsgerningerne. Jeg kommer ikke til at se min pige på hendes otte års fødselsdag, fordi hun er på en Y Guides-tur med sin far. Og lad mig lige indskyde her, at jeg synes Y Guides er sådan circa det bedste der nogensinde er opfundet for fædre og døtre – ever. Ja, det er opfundet af YMCA, og det kan man jo så mene om hvad man vil, men faktum er, at min mand nogle gange om året mødes med andre fædre og deres døtre og har en fest. På månedsbasis er det den enkelt gruppe af fædre, der bestemmer, hvad tiden skal gå med, og to gange om året er der “outings” på YMCA’s fuldstændig vanvittige camp sites, hvor alle far-/dattergrupperne mødes og har en weekend sammen i bjergene eller ude ved kysten. Der er zip lines, hajtandsfinding, s’mores-grillning, godnathistorier, bueskydning, cykling, kano og kajak og alt muligt andet.

Fælles for det hele er, at far og datter gør det SAMMEN. Så selv om man er af sted en gruppe, der kender hinanden (og ja, far-/datterparrene er sammen i grupper med navne og læderveste med strygemærker…), er der ikke noget med at lade pigerne løbe rundt og passe sig selv – far og datter er sammen og laver alt sammen indtil lysene slukkes om aftenen. Det er fuldstændig fantastisk, og hvis man, som os, har en far, der har travlt i hverdagen, er det uvurderligt. Der er ingen undskyldninger for at bruge tid på sin telefon, og der er ingen mails eller conference calls. Der er bare tid sammen. I vilde omgivelser. Og når pigerne er færdige med at gide at bruge tid på fædrene, har fædrene tid til at sidde og kigge lidt ind i et bål. Hvilket mange nok kunne have godt af.

Nå, men hvor meget jeg end elsker alt det her, og det gør jeg virkelig, så skulle jeg stadig sende min lille pige af sted i eftermiddag med tanken om, at hele dagen i morgen, lørdag, ville det være hendes fødselsdag, og jeg ville ikke se hende. For første gang i hendes otte år er det ikke mig, der laver hendes morgenmad og vækker hende med fødselsdagssang. Men det er ok. Hun får en helt igennem fantastisk weekend ved kysten, og selv om hun var skeptisk ved kun at fejre fødselsdag med sin far (og nogle få hundrede andre Y guides-medlemmer), blev hun sendt af sted ved godt mod. Og thank god for Facetime, amirite??

Til gengæld holdt hun fødselsdag i klassen i dag, og hun havde specifikt bedt om danske fødselsdagsboller med pålægschokolade. Sidstnævnte kan man ikke få her, så det (samt alle de danske flag, som skulle i bollerne, og som alle klassekammeraterne puttede i håret og havde en fest med, og som læreren udtrykkeligt måtte bede dem om at fjerne inden de gik på legepladsen, for det var jo TOOTH PICKS!!!) importerede vi fra Danmark i påsken, og førstnævnte stod jeg op klokken 5 for at bage, fordi den slags bagværk bare ikke er lækkert hvis det er bagt dagen i forvejen.

Hun har haft en skøn dag. Det har jeg også. Jeg kommer til at savne hende fuldstændig skørt i morgen, og det bliver en mærkelig følelse ikke at have min helt egen krammemakker, grinebider, dansemus og country music-partner in crime hos mig på hendes fødselsdag. Hendes far er heldig. Og jeg smækker et ekstra kys på hendes bror, som i i weekendens anledning har fået lov at sove ved siden af sin mor (så hun han kysse ham).

God weekend – og tillykke til alle fødselsdagsbørnene derude. ❤

Mit store fødselsdagsbarn, som heldigvis trods alt ikke er for stort til kys fra mor.
Arhmen der er jo ikke et øje tørt, hva’? Dét er da fødselsdagsboller, som ville have givet Frk Jensen en tåre i krogen!
Ja, amerikanerne synes nok det er spøjst, at vi putter danske flag i vores fødselsdagsboller. Men bollerne røg ned, og flagene røg i håret som pynt.
Otte år. Manner. På søndag kommer hun hjem og er endnu større og har haft sin første fødselsdag uden sin mor. Til gengæld vil hun huske den altid.

 

København, din gamle lurendrejer…

Yikes, det har været en af de dage. Faktisk har der været et par stykker af dem. N er ude at rejse (stort set alle hans forretningsrejser går til et sted så eksotisk som Cleveland, Ohio, og hvis der er andre som jeg, der var ret hooked på The Drew Carey Show, så ved I, at det ikke nødvendigvis er en destination man behøver være sydende misundelig på), M har fødselsdag på lørdag, men er på camp med sin far indtil søndag, hvor vi så også får familiebesøg fra Danmark. Så jeg løber rundt som en høne uden hoved og ordner hytten her, planlægger klassefødselsdag til på fredag, leger singlemor/græsenke, pakker fødselsdagsgaver ind og forsøger at plante et par træer i haven. Og nå ja, så glemte jeg yngstebarnets skoletaske inklusive frokost, så jeg skulle bruge ekstra gode 45 minutter på en tur frem og tilbage til skolen. Nå, men ingen brok herfra. Det går jo alt sammen. Og solen skinner – her til eftermiddag har vi haft 27 grader.

Midt i al rundsusningen har jeg også brugt lidt tid på at undersøge undervisningsmaterialer i dansk. Jeg har besluttet mig for, at jeg vil begynde at give M et par dansktimer om ugen herhjemme; ikke fordi hun ikke taler fint dansk (det gør hun stadig), men fordi hun jo på et eller andet tidspunkt skal hjem i en dansk skole, og så vil det alt andet lige gøre det lidt nemmere, hvis hun er bare lidt forberedt inden for skriftligt dansk, som klart vil være dér udfordringerne vil melde sig. Jeg er slet ikke i tvivl om, at hun kommer til at være helt med på alle de ikke-sprogligt baserede fag, men hvis hun aldrig har skrevet et essay på dansk, kan det måske godt føles lidt uoverskueligt at blive kastet direkte ud i det. Og jeg tror helt ærligt, at skiftet og kulturchokket bliver svært nok i forvejen, så der er ingen grund til ikke at sætte ind, hvor vi kan.

For jo, vi skal jo hjem på et tidspunkt. Jeg er holdt op med at give et konkret bud på vores ETA, for alt er usikkert og flydende, og ting og situationer kan ændre sig hele tiden. Men vi taler stadig om at komme hjem inden for en overskuelig årrække, og selv om tanken i sig selv godt kan give mig lidt koldsved – jeg VED, det bliver svært – så er der også bare de dér små ting, der gør, at jeg slet ikke er i tvivl. Som København. ❤

Børnene og jeg var hjemme på lynvisit over påsken, og selv om der var ting, der ikke just imponerede (hallo, sne og stiv kuling i april?!), så er der også bare ting, man ikke kan tage fra København. Som den morgen, hvor solen endelig, ENDELIG kom, og jeg løb en tur rundt om Søerne, og selv om temperaturen stadig var til den blålige side, sad alle de glade københavnere ved de udendørs caféborde med deres små cortado’er og store solbriller. Og de var pakket ind i uld og dun, men solen var der, så det var smilene også. Det er fantastisk at se danskeres humørskift, når de endelig får lov at indhylle sig i forårssol. Det er ægte glæde, og det er en helt særlig form for taknemmelig ekstase.

Men dét øjeblik, der battede allermest for mig, var den aften hvor jeg skulle hente M fra en legeaftale, hun havde med sin gamle vuggestueveninde hjemme i Virum. De to piger, som har holdt kontakten via Skype siden vi flyttede, havde leget hele eftermiddagen, og jeg havde med bævende hænder lånt mine forældres bil (jeg er i al beskedenhed en helt igennem fremragende bilist i Raleigh-trafik, men tanken om pludselig at skulle forholde mig til cyklister, barnevogne og knap så samarbejdsvillige medbilister var rimelig nervepirrende) for at køre ud og hente min glade pige. Og som jeg kørte dér, gennem Københavns gader, i de dér helt rigtige smukke skumringsminutter, fik jeg øje på en ung mand på en cykel. På bagagebæreren sad hans veninde eller kæreste eller studiekammerat, og lige med ét blev jeg fuldstændig oversvømmet af minder om dét at være ung i København. Hold nu kæft, det er fedt. Små lejelejligheder med brusebad over toilettet og smøger på bagtrappen, forelæsninger, fredagsbar, læseferier, studiejobs, flirterier og dates, madklubber, venindeaftener, byture… og cykler. Alting altid på cykel – ædru eller beruset, forsinket eller i ro og mag, med stiv modvind eller en lun og mild sommerbrise i håret. Alene eller med a special someone på bagagebæreren. Lange, lyse aftener og nætter.

Når vi er i tyverne, drømmer så mange af os om New York, Paris, London eller måske endda Shanghai og Tokyo. Det gjorde jeg også. Men jeg kan slet ikke forestille mig IKKE at have været ung i København (og her kan man jo passende indsætte Aarhus, Odense eller andre danske studiebyer, hvis det er dem, der bringer minderne frem). For mig er det det ubetinget smukkeste sted at leve sin ungdom, og selvfølgelig skal vores børn da dét. Der er slet ingen tvivl. De skal i hvert fald have muligheden serveret lige foran deres næser. Og selv om vi jo helt klart regner med at komme hjem lang tid inden da, så var det alligevel dét, der – for mig – slog hovedet på sømmet. København, det kan godt være, du er lidt grå og ret sur og også sådan lidt på tværs en stor del af tiden – men du kan altså noget, som ingen andre kan. ❤

På vores sidste aften inden det alt for tidlige morgenfly så udsigten fra mine forældres vinduer sådan ud. Jeg tror den fine by prøvede at fortælle os noget.

 

The BIG four-oooooh…

Det er lige om hjørnet. Om godt to måneder fylder jeg simpelthen 40. Den slags runde dage/skarpe hjørner, hvordan man nu vælger at se på det, har det jo med at sætte gang i den indre Spørge-Jørgen. Er jeg hvor jeg gerne vil være? Hvad skal der ske med de næste 40? Hvad hænger, og hvad er blevet blødere? Jeg har virkelig – og det kan jeg sige med 100 % oprigtighed – ingen problemer med at blive 40. Overhovedet. Hvilket egentlig er overraskende, for jeg har altid været sådan relativt forfængelig, og jeg havde faktisk troet, at 40 ville være en streng én. Men det er den altså ikke. Endnu i hvert fald, det kan jo nå at ændre sig, så spørg mig om to måneder, haha!

Er jeg dér, hvor jeg troede jeg ville være? Øhmm, nej. Overhovedet ikke. Jeg tror ikke, at særlig mange danske piger vokser op med et fremtidsscenarie, hvor de er hjemmegående mødre som 40-årige. Min situation, som den ser ud nu, lå på ingen måde i kortene. I min forestilling lavede jeg nok en variant af hvad jeg gjorde inden vi rejste; bare med lidt mere dybde og måske også lidt mere ansvar (ikke for meget, jeg har aldrig gået med lederdrømme) og med dagligt udgangspunkt i vores lille fine hus i Virum. I stedet sidder jeg her, i Raleigh, NC, med dage så åbne som Amager Fælled og al tid i verden til at beslutte mig for, hvad mit næste skridt skal være. For der kommer et næste skridt, og jeg har masser af ideer, men arbejder på dén, der rodfæster sig nok til at blive handlet helhjertet på.

Så jeg er ikke dér, hvor jeg havde troet. Men er jeg et godt sted? Helt uden diskussion, tvivl og tøven. Jeg er der lige dér, hvor jeg skal være lige nu. Det skal ikke misforstås som, at alt er flødeskum og regnbuefarvede enhjørninger hver dag, hele dagen – men life is pretty damn good. Det er det altså.

På trods af, at 40 som sådan ikke er noget syleskarpt hjørne i mine tanker eller mit “mig-billede”, så skal det selvfølgelig markeres, og jeg har brugt uforholdsmæssigt meget tid på at tænke over hvordan. Da N fyldte 40 sidste år, tog vi til Wrightsville Beach, som er vores nærmeste NC-strand, og spenderede fire dage i total fødselsdagsafslapning. Det var bare os fire, en strand, sol, surf & sjusser, og det var lige i øjet. Det var den perfekte fødselsdagsfejring – i hvert fald når man nu ikke kan samle alle sine venner og andre kære til en stor fest. Så jeg overvejede, om vi skulle gøre det samme denne gang, men på den anden side: det ville også virke lidt tamt bare at prøve at kopiere en succes. Så snakkede vi om St. Pete Beach og nogle dage på The Don, som stadig står for mig som en af vores allerbedste strandoplevelser. Jeg elsker den strand, og at sidde på min balkon og nyde et fuldstændig frit udsyn til solnedgang og delfiner med en Corona i den ene hånd og en pizzaslice i den anden – dén tanke kunne jeg godt lige holde ud at kombinere med en fødselsdag. Vi snakkede også om New York. Børnene har aldrig været der, og de er efterhånden store nok til, at de virkelig kunne få noget ud af det – og vi ville kunne have dem med uden at føle, at der gik totalt storbylegeplads i den.

St. Pete kaldte, men ikke højt nok. Det bliver en anden gang – uden tvivl!

Selv om begge ovenstående forslag var fristende, var der alligevel et eller andet, der blokerede for, at vi bare bookede et af dem og kaldte det planen. Og så – midt i en rus af post-Danmarkspåskeferie-jetlag og søvnmangel og et forsøg på at holde mig vågen til klokken 21 – faldt det hele på plads. Hvaler. Jeg har haft et brændende ønske om at se hvaler nærmest så længe jeg kan huske, og siden vi flyttede til USA, hvor der jo er muligheder en masse for netop dét, var det jo så oplagt, at jeg ikke ved hvorfor tanken ikke ramte før. Men heldigvis ramte den i tide, så dagen inden min fødselsdag flyver vi til Boston og kører videre til Gloucester, hvor vi næste morgen stævner ud på hvalsafari. Vi bliver i Gloucester resten af dagen (hvor jeg satser på, at alle mine 40-års-måltider skal bestå af hummer i den eller anden afskygning), og dagen efter kører vi så tilbage til Boston og bruger et par dage dér, inden vi flyver hjem til Raleigh.

Jeg glæder mig helt vildt. Det bliver så stor en oplevelse, og jeg er så glad for, at vi endte med en plan, som jeg er så henrykt over, at forventningens glæde til min fødselsdag føles, som den gjorde, da jeg fyldte 10. Nu er det 40, og det bliver fedt. Hvaler, manner!

Billedet er ikke mit, men lånt af min søde veninde N, som har været så heldig at se hvaler i Grønland. Jeg håber Gloucester kan lidt af det samme!