Månedsarkiv: maj 2018

Sikken sommer i vente!

Nøj, I har haft (og har!) noget godt vejr derhjemme, hva’? Det er jo helt vildt. Og ikke mindst så utrolig vel undt. Efter et par mildest talt lunkne sommerår var det da i den grad på tide, at solen fandt frem til Danmark. Men åh, hvor jeg håber, at hele kvoten ikke er brugt op, inden vi kommer hjem på ferie! For er det ikke altid lidt sådan det er? Vi danskere får (som regel, når vi er heldige) én rigtig god sommerperiode, og hvis man så tilfældigvis lige havde lagt sin udlandsrejse dér, ja, så er det bare surt show. Der er ikke mere solskin tilbage i posen. Nå, men selv om vi så skulle komme hjem til øsende regnvejr, så går det nok også endda. For det første fordi vi får så rigeligt med solstråler og varme herovre, og dernæst fordi vi sådan helt generelt har en ret lækker sommer i vente, så jeg kommer absolut ikke til at beklage mig.

Vi har lige haft et godt og langt stræk med besøg fra bedsteforældre på begge sider – ren luksus. Mine forældre vinkede vi farvel til i lufthavnen i går, og jeg kunne godt mærke, at både afskeden og besøget var lidt anderledes end normalt. Min mormors død er stadig tæt på, og det er stadig noget, der ikke bare fylder i samtalerne, men også får en anden effekt, når man så skal sige farvel igen. Jeg tror, at dét at miste sætter sig på forskellige måder og forskellige steder i tankerne, og selv om det var så fint og føltes rart at få rundet af og grinet og snøftet på bagkant, når jeg nu ikke kunne være hjemme, da det skete, så lukker det sikkert også op for lidt ekstra ængstelse. Heldigvis går der ikke så lang tid, før vi alle ses igen, og vi har en propfyldt sommerkalender inden da, så før vi ved af det, er tiden gået.

Om ganske få uger sætter vi som tidligere beskrevet kursen nordpå for at fejre undertegnedes runde dag. Tre dage med hvaler, hummere og clam chowder, og så har en af vores venner simpelthen skaffet os et par box seat-billetter til Fenway Park, så vi kan se Red Sox på hjemmebane. Jeg synes, baseballkampe er noget af det sjoveste – også selv om jeg ofte fatter hat af reglerne – men vi har altid kun set mindre, lokale hold spille. En kamp på Major League-niveau bliver uden tvivl en vild oplevelse.

Dagen efter vi lander tilbage i Raleigh, får vi endnu en gang besøg hjemmefra – denne gang af gode, gamle venner. Som vi hiver med til countrykoncert (en af dem er lige så countrybesatte som vi er, og den anden skal vi også nok få overvundet 😁) og sender af sted på roadtrip, og så møder vi dem til en weekend i Nashville. Som jeg, ikke overraskende, er temmelig meget oppe at køre over.

Ind imellem alle turene har børnene sommerskoleaktiviteter rundt omkring, og i begyndelsen af august vender tre af os så næserne mod Danmark, hvor den første tid kommer til at gå i min families sommerhus på Odden. N kan desværre ikke hive ugevis ud af kalenderen på samme måde som vi kan, så han bliver i Raleigh lidt længere og flyver så hjem og møder os i midten af august. To forskellige runde fødselsdage venter på os, og derimellem står den på kørsel rundt omkring i landet, så vi kan komme omkring hele familien. Jeg tror, de fleste udlandsdanskere kan skrive under på, at hjemmebesøg godt kan blive noget hektiske, fordi man jo gerne vil nå at se så mange som muligt på den tid, der nu engang er til rådighed – og som på en eller anden måde bare aldrig rigtig slår til. Det kan godt være lidt af et puslespil, men heldigvis lykkes det som regel at få det til at gå mere eller mindre op. 😊

Nyd sommervejret derhjemme – og gem lidt til os!

Memorial Day weekend ved Wrightsville Beach bød på uanede mængder luksus i form af sol, strand, udsigt, uhyrligt friske pil selv-rejer og afslapning. Kan vi bestille lidt af det samme, når vi kommer hjem til sommer? Tak!

Om at miste langt væk.

For et par indlæg siden nævnte jeg, at vi – børnene og jeg – var i København på lynvisit hen over påsken og et par dage efter. Besøget var hyggeligt og dejligt, men baggrunden for det var ikke helt så opløftende. Vi skulle egentlig først have været hjem til sommer, men i løbet af vinteren begyndte min mormor på 89 at skrante. Ikke sådan virkelig meget, men nok til, at vi tænkte, at sommeren måske alligevel var lige lovlig langt væk, og derfor besluttede vi at tage hjem over påsken, så vi kunne se hende. Et par uger inden vores hjemtur gik det rigtig ned ad bakke, og der var en aften, hvor jeg var klar til at bestille en flybillet til dagen efter – men så gik det fremad igen. Og da vi kom hjem sidst i marts, var min kære mormor blevet udskrevet fra hospitalet, og vi besøgte hende på det genoptræningscenter hun var kommet hen på – og det var faktisk rigtig fint. Hun havde det godt – så godt som man nu kan have det, når man er 89 og har været igennem en månedslang hospitalsomgang – hun var klar i hovedet, i godt humør, og hun var så glad for at se børnene. Og de hende. ❤

I dag er jeg helt ubeskrivelig glad og taknemmelig for, at vi valgte den hjemtur. For i fredags takkede min søde, seje, sjove, stærke, stædige, skarpe mormor af. Hun kunne ikke mere, og selv om det jo ikke er i orden, så var det det alligevel. Nogle gange er det tid, og det vidste og ved vi alle sammen, at det  var. Og jeg har brugt de seneste dage siden beskeden på at navigere i hvordan det føles at miste en, jeg har været så tæt på, når jeg er så langt væk.

Jeg fik opkaldet natten til fredag, og senere den dag løb jeg en tur for at samle mig selv. Og jeg lagde mærke til, at min umiddelbare reaktion var at føle mig lille. Spørg mig ikke hvorfor, for jeg aner det ikke. Min mormor var den sidste bedsteforælder jeg havde tilbage, så alt andet lige skulle man tro, at tabet af den sidste del af en generation ville få mig til at føle mig gammel. Men som jeg løb dér og tænkte på min mormor og de minder jeg har med hende, følte jeg mig bare som et barn. Måske fordi det var dét, jeg trods alt var for hende i så mange år. Jeg følte mig lille på en måde jeg ikke er vant til, og det var ikke ubehageligt, bare… uventet.

Jeg vil ikke skrive så meget om min mormor, fordi det er privat, synes jeg. Men jeg vil gerne gå lidt ind i dét der med at være langt væk, når man mister. For det er altså en ret særlig situation, og det er selvfølgelig en situation, der sætter et væld af følelser i gang. Og ja, en eller anden version af skyld er en af dem. Jeg er som sagt helt utrolig glad for, at vi nåede hjem – men jeg var der ikke til sidst. Jeg nåede ikke ud på hospitalet, jeg kunne ikke give min mor, min bror og min far og resten af familien et stort kram og dele tårer og minder med dem. Jeg VAR der ikke. Og den svider altså lidt. Ikke at jeg tror nogen forventer andet – jeg ville lyve, hvis jeg påstod at “hvad nu hvis…”-tanken ikke har strejfet mig flere gange. Selvfølgelig har den det. Der er masser af plusser ved at bo her, men der er altså også de få, men vigtige aspekter, der gør, at man ind imellem er nødt til at mande sig op og håndtere, at der også er tab og afkald.

Jeg har tænkt meget over dét – over, at når vi vælger eventyret og udrejsen og oplevelsen, så vælger vi også præmissen, der følger med. Og i den ligger, at hvis nogen går bort derhjemme, så er man der ikke til hverken at holde i hånd eller give kram eller række ud. Det er altså en pille, man skal være i stand til at sluge. Og jeg tror ikke, man rigtig kan forudse, hvordan det vil føles, for det kommer nok meget an på tiden op til, og om man føler, at man på en eller anden måde fik taget afsked. Jeg synes, vi gjorde. Jeg tror ikke man kan rådgive nogen om en situation som den, for det er så nært og privat, men hvis jeg skulle, så ville jeg sige hellere en hjemrejse for meget end én for lidt.  Selv hvis den hjemrejse du tager af potentielt sørgelige grunde viser sig at være unødig, så har du stadig fået tid og øjeblikke med en person du elsker, og det kan man ikke få for meget af. Slet ikke når man er langt væk.

Jeg ville så gerne have været der for og med min familie, men i en eller anden afskygning nåede jeg og mine børn – min mormors yngste oldebørn – at sige farvel, også selv om jeg ikke rigtigt troede, at det var den slags farvel. Jeg kunne godt mærke på min mormor, da vi sagde farvel, inden vi rejste tilbage til Raleigh, at hun så det som et farvel og ikke et på gensyn. Jeg smilede det væk og krammede hende og prøvede med alt mit kropssprog og mit ansigt at overbevise hende om, at selvfølgelig sås vi til sommer – til hendes 90 års fødselsdag.

Det blev min mormor, der fik ret. ❤