Månedsarkiv: september 2018

Sittin’ tight for Florence

Når man læser, hører eller ser film om orkaner, kan man godt få det indtryk, at det er en slags huhej-oplevelse, hvor de vilde vinde suser ind over huse og natur, og et splitsekund efter står man tilbage med ødelæggelserne og et kæmpe arbejde. Sidste del kommer nok til at passe meget godt, men tidslinjen er snarere noget, der minder om slow motion. Vores forberedelser til Florence begyndte for flere dage siden, skolen lukkede tidligt i går og har helt lukket i dag, de fleste arbejdspladser har også lukket ned i dag – men vi venter stadig. Vi kan godt mærke blæsten nu, og regnskyllene er begyndt (lad mig i den forbindelse nævne, at kombinationen af orkan og en hundehvalp, der skal ud for at tisse hveranden time ikke er optimal) – men Florence er en dame, der tager sig god tid. Hun bevæger sig langsomt, men sikkert, og lige nu ser det ud til, at vi får den tvivlsomme glæde af hendes selskab i flere dage endnu.

Det er først her til morgen, at vi her i Raleigh for alvor er begyndt at mærke til hende. Jeg vågnede op til adskillige tornado-varsler på min telefon, og da jeg var ude med hunden tidligt i morges, kunne jeg godt se alle de løse grene rundt omkring på vejen. Prognosen her er blevet en anelse bedre – vindmæssigt – end den var, da jeg skrev mit seneste indlæg, men vi venter på vandet, der uden tvivl kommer. Vi er ikke blevet bedt om at evakuere, og Florence’s rute skulle ændre sig markant og pludseligt for at det skulle blive aktuelt, så i modsætning til kystområdernes beboere kan vi med (nogenlunde) ro i sindet blive hjemme og bare vente på, at det er overstået. Og i mellemtiden prøve at gøre det lidt hyggeligt – så længe vi stadig har strøm og der ingen skader er sket, er det jo en god anledning til bare at nyde, at vi alle sammen er hjemme og kan være sammen. Jeg bagte en kage i går (som teknisk set var ment som orkan-proviant, men who am I kidding – hvornår har nogen nogensinde kunnet lade en nybagt kage stå?), børnene får lov at inhalere ubegrænsede mængder tegnefilm (fordi vi regner med at strømmen går), og kaffemaskinen gør sit arbejde godt.

Men vi følger naturligvis med, og for dem, der bor i områderne nærmere kysten, er der ingen hygge over det. Flere byer står allerede under vand, så redningsfolkene bogstaveligt talt sejler rundt i gaderne i både, over 100.000 er uden strøm – og det er kun lige begyndt. Byen Wilmington og den tilhørende strand Wrightsville Beach, som er et af de områder, der er hårdest ramt, er det mest populære strandområde i North Carolina – og et fantastisk smukt, sjovt og dejligt et – og de skader, der venter, bliver omfattende og katastrofale for de folk der bor der, og for dem, der har deres levevej der.

Heldigvis er folk, især i Sydstaterne, helt fantastisk gode til at hjælpe hinanden, og overalt er der storhjertede sjæle, der åbner deres ikke-oversvømmede hjem for dem, der er i problemer. Der er shelters, hvor de oversvømmede og strømsvigtramte kan søge husly, redningsfolk er fløjet ind fra hele landet for at træde til, og helt overordnet er der en virkelig fin sense of community, som altid imponerer og rører mig i situationer som denne. Det er beundringsværdigt og inspirerende, at folk simpelthen bare træder til og hjælper uden et sekunds tøven. Det gør man bare. No questions asked.

For nu fortsætter vi i vores venteposition, følger udviklingen tæt – og jeg får lidt af tiden til at gå med at snakke med TV2 News, som har haft mig igennem et par gange. Indtil videre har mine bidrag til reportagen været relativt tilforladelige – vi krydser fingre for, at det forbliver sådan.  😊

 

Mens vi venter på stormen…

Efter så lang en skrivepause er det ikke fordi jeg ligefrem mangler oplevelser, fortællinger og tanker at dele med jer. Tværtimod. Det vrimler med indlæg, jeg gerne vil skrive – om vores dejlige, dejlige danske sommerferie, om børnenes skolestart efter et mildest sagt turbulent sidste halvår, om min og M’s forestående tur til Nashville, om vores nyeste familiemedlem (sidstnævnte har dog alligevel fået sneget sig med i indlægget her…) og alt muligt andet. Men lige nu er det noget ganske andet og desværre noget mere problematisk, der fylder herhjemme og overalt i North Carolina; nemlig orkanen Florence, som I uden tvivl har hørt om derhjemme, og som lige nu brager sin vej mod vores kyst med en kraft, der ikke er set i mange årtier. Det er en såkaldt kategori 4-orkan lige nu (5 er det højeste), og det betyder, at den blandt andet får stemplet “katastrofal” på sig.

Og katastrofalt bliver det helt uden tvivl. Flere stater på østkysten er gået i gang med at evakuere beboerne, og som det ser ud nu, har Florence direkte kurs mod North Carolinas kyst, som formentlig rammes i løbet af torsdagen. Vi regner med, at Raleigh bliver ramt torsdag aften til fredag morgen, og hvis det går, som meteorologerne forudser, så bliver det rigtig skidt. Lige nu sammenligner de Florence med Hazel, som i 1954 var skyld i hundredevis af dødsfald i Haiti, USA og Canada. Der er indtil videre intet, der tyder på, at Florence vil stilne af og blive svagere end Hazel var, men det er svært at forudsige hvor store skaderne bliver, ikke bare ved kystområderne, som helt uden tvivl vil stå tilbage med massive ødelæggelser, men også længere ind i landet, hvor både vindskader og oversvømmelser bliver en barsk realitet i store områder.

Helt overordnet er USA vant til orkaner, tropiske storme, tornadoer og andre voldsomme naturfænomener. Det er, om ikke en del af hverdagen, så i hvert fald en virkelighed man lever med, især omkring hurricane season, som for den Atlantiske kysts vedkommende falder mellem 1. juni og 30. november. De tropiske storme og orkaner rammer hvert år, men nogle år rammer de altså hårdere end andre, og i år ser det altså desværre ud til, at både de to Carolina-stater og Virginia kommer til at stå for skud. I særdeleshed North Carolina, som altså lige nu ser ud til at være Florences direkte vej. Flere steder i staten kæmper beboerne stadig med ødelæggelserne og eftervirkninger af tropiske storme, der ramte for flere år siden – måske bare for at kunne starte forfra denne weekend.

Det er ikke sjovt, og det er ikke eksotisk eller spændende. Det er dybt alvorligt, og det er skræmmende, fordi vi ikke aner hvor store skaderne bliver. I forhold til oversvømmelse TROR jeg, at lige præcis vi er relativt godt stillet, fordi vores vej og hus ligger højt. Men det ændrer ikke på, at vejene omkring vores nabolag kan ende med at stå fuldstændig under vand, og vi derfor ikke kan komme nogen steder. Der er også den mildest talt uhensigtsmæssige kombination af hyppige orkaner, elektricitet i højden (modsat gravet ned) og høje, gamle træer. You do the math. Vi kommer med 100 % sikkerhed til at miste strøm, og ved tidligere orkaner har strømsvigtene for nogen områders vedkommende varet i ugevis.

Vi har forberedt os så godt vi kan. Vi har fyldt bilerne op med benzin (der er allerede ved at være udsolgt på tankstationerne), vi har købt dåsemad, kiks, knækbrød, pasta, ris, tomatsauce og andre fødevarer, der ikke skal være på køl. Vi har gas til grillen, så vi kan lave mad dér, og medmindre der bliver lukket for gassen til huset, kan vi også lave mad på vores komfur. Vi har købt batterier til vores lommelygter, lanterner, flaskevand i tøndevis… Sammen med alle de andre, der drøner rundt i supermarkederne som hovedløse høns.

Så nu kan vi bare vente. Vente og se, hvad der rammer, når det rammer. Hvor længe vi skal være uden strøm. Hvor meget vand vi bliver omringet af, og hvornår hverdagen kan gå videre. M og jeg har som nævnt en Nashvilletur, og planen er at vi flyver tirsdag aften. Det er en virkelig speciel once in a lifetime-tur (vi skal til en intimkoncert med Miranda Lambert på Country Music Hall of Fame; det kostede sved, tårer og eder at få billetterne, og M har helt selv sparet op til sin del af turen og glæder sig SÅ meget), og jeg kan næsten ikke bære tanken om, at det skulle ende med, at vi ikke kan komme af sted. Det skal vi.

Men det er tirsdag. Først skal vi gennem torsdag og fredag. Og håbe på, at Florence mister pusten bare en lille smule – og, vigtigst af alt, at hun ikke kommer til at kræve menneskeliv, som Hazel gjorde det. I må gerne krydse fingre for os.

Og bare for at lysne indlægget en lille smule, så lad mig præsentere familiens nyeste herunder. Hende har vi også købt ekstra mad til.

Lidt sødt til et ellers nedslående indlæg. Mød Dixie, som lige er flyttet ind hos os. Og allerede stor-elsket.