Stærke, skrøbelige – og åh, så små.

Det absolut mest læste indlæg på bloggen og dét, der har affødt flest reaktioner, var det her. Hvilket nok ikke er så underligt, for det er også uden sammenligning det indlæg, der er skrevet med allermest på spil og med så mange svære følelser. Som I forhåbentlig har kunnet fornemme på de efterfølgende indlæg, så går det heldigvis meget, meget bedre nu. M er glad, A er glad, og så er det egentlig også ret svært for os andre ikke at være glade.

Det er dog ikke ensbetydende med, at vi ikke jævnligt bliver mindet om, at det er små, følende, sårbare mennesker vi har med at gøre. Men også mennesker, der ind imellem besidder en styrke, man slet ikke vidste, at deres små kroppe kunne generere. M har gået i skole i en uge nu, og hun er der hver dag fra 8.30 til 12. Jeg afleverer hende om morgenen, hun vinker med et smil, går ud og hænger sin taske op, og så følger hun dagens aktiviteter ligesom alle de andre i klassen. Ikke én gang har hun grædt eller virket utryg ved at blive afleveret, heller ikke selv om hun stadig er på sprogmæssigt fuldstændig bar bund og tre en halv time hver dag er omringet af mennesker, hun ikke forstår, og som ikke forstår hende.

I går snakkede vi, som så ofte før, om hvordan dagen var gået, og hvad hun havde lavet. “Hvem leger du med derovre?”, spurgte vi hende. “Ikke nogen,” svarede hun. “Jeg leger bare selv.” “Men hvad med ude på legepladsen; leger du heller ikke med nogen dér?” “Næ, der gynger jeg bare. Eller klatrer. Bare med mig selv.” Svarene kom ikke med nogen form for trist mine eller frustration, bare konstaterende, mens hun kørte lidt mere spaghetti ned. Resten af aftenen og her til morgen sad samtalen stadig lidt i mig, for som forældre håber man vel altid på, at ens børn klarer sig godt socialt. At de har gode venner; nogen at være fortrolige med, nogen at være i øjenhøjde med. Tanken om, at hun hver dag går rundt dernede helt uden nogen at lege med, sparkede lidt gang i al den dårlige samvittighed fra da vi kom herover. Men vi hæftede os ved, at hun virkede uberørt, og at hun hver dag siger, at hun godt kan lide at være der. At det har været en god dag.

Sproget har altid været en af M’s største styrker og vigtigste redskaber, og ud over at snakke som et vandfald bruger hun sit sprog og sin sproglige udvikling SÅ meget. Hun er god til at formulere følelser, hun har et virkelig godt ordforråd, og hun reflekterer meget verbalt. Nu er det redskab taget fra hende. Hun kan ikke bruge det i sine nye relationer, hun kan ikke bruge det, når hun har behov for hjælp, og alt er stadig så nyt og uoverskueligt, at andre redskaber er svære at få øje på. Jeg ved godt, at det redskab kommer igen, og jeg ved også godt, at så længe hun trives, er der ingen grund til at problematisere en situation, som hun umiddelbart virker tryg ved. Men det ER altså svært at vide, at min lille femårige pige går rundt i en hverdag uden venner. Og uden særlig meget anden direkte børnekontakt end den, hun har med sin lillebror gennem trådhegnet, der adskiller deres to legepladser.

Heldigvis ved jeg, at der bliver taget hånd om hende. Jeg er virkelig blevet bekræftet i, at den skole vi valgte, er helt, helt rigtig – både for M og lillebror. De er omgivet af så meget omsorg, forståelse og ro. De bliver virkelig set af deres lærere, og på trods af, at A stadig er rigtig ked af at blive afleveret, er jeg helt tryg. Jeg ved, han har det godt. Og at han i øvrigt er glad fem minutter efter jeg er gået.

Det er vildt at tænke på, hvor stærke de to er lige nu. Hvor mange omstillinger, de bliver kastet igennem, og hvor sejt de klarer dem. Og det er bare en af de mange opdagelser, der får dét at vi er her, til at føles rigtigt.

2 tanker om “Stærke, skrøbelige – og åh, så små.

  1. Lærerne skal gribe ind med nogle aftaler med de andre børn om at inkludere. Det er ganske normal procedure med nye børn i klassen. Det er også en del af de andre børns læring-empati osv. I bliver forbavsede over hvor hurtige de lærer engelsk. Lige pludselig en dag, kan de det. I er heldige at få alle de her nye oplevelser. Lots of love to all four.❤️Jacqui

    1. Jeg tror faktisk, at de andre børn prøver hvad de kan. M fortæller mig, at de snakker til hende – “men de ved jo godt, at jeg ikke forstår hvad de siger.” Mit indtryk er, at det er hendes eget valg – så bevidst den slags nu kan være når man er fem – at holde sig lidt for sig selv, indtil hun føler sig sikker nok til at interagere mere.
      Du har ret – selvfølgelig er det lærernes opgave at sørge for, at hun er en del af det. Men det tror jeg faktisk også, at de gør deres til. ?

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *