Guds land – mors dag

Gennem de senere år har dage som Valentinsdag og Halloween sneget sig mere og mere ind i den danske mentalitet. Nogle elsker at give den gas med middage på romantiske restauranter den 14. februar, mens andre – og min fornemmelse er, at det stadig er størstedelen – afviser det pure; ofte med kommentarer om, at det er noget importeret amerikansk pjat.

I går var det som bekendt mors dag, og jeg kunne se på både mit facebook- og instagram-feed, at den dag alligevel fylder relativt meget derhjemme. Herovre er det kæmpestort. I ugerne op til har reklamerne for “mors dags-diamanterne” fra diverse smykkebutikker kørt nonstop i min bilradio og vores tv, og uanset hvor vi bevægede os hen i går, blev jeg ønsket tillykke med mors dag (A’s lærer ønskede mig tillykke, da jeg afleverede i morges!). Da vi skulle ud at spise om aftenen, var alle restauranter fuldstændig proppede, og der gik lidt tid, før det gik op for os hvorfor alle var ude at spise. Mors dag. Til gengæld endte vi så som stort set de eneste på McDonalds. 😀

Jeg synes, det er hyggeligt. Jeg elsker, at mennesker og kulturer skaber og vedligeholder måder at fejre sig selv og hinanden på, og jeg var oprigtigt glad for de to potteplanter, som børnene havde lavet til mig i skolen i anledning af mors dag. Jeg glæder mig også helt vildt til Halloween, hvor der virkelig skal skrues op for både udklædning og oppyntning, og lur mig, om N og jeg ikke også finder på noget pladderromantisk, når vi når februar næste år.

Jeg har ofte undret mig over paradokset i, at vi i Danmark generelt er temmelig ligeglade med kirke og religion – og alligevel er langt størstedelen af vores nationale fridage baseret på netop vores religion. Vi elsker foråret, ikke kun for det spirende grønne, men også de dejlig mange helligdage, der giver tid til sommerhusture, storbyferier, alkoholfyldte frokoster og afslapning. Jeg kender ikke en eneste (heller ikke mig), der ser de helligdage som en anledning til lidt ekstra kirkegang.

Amerikanerne – især i syden, hvor jeg bor – er i langt højere grad et folk, der tror på Gud – og dyrker den tro. De går i kirke, de taler om Gud, de har religionsbaserede skoler og børnehaver i alle afskygninger. Men de har godt nok ikke mange helligdage, der handler om Gud. De bruger de nationale fridage til at mindes dem, der er døde i krig for deres land, til at fejre landets uafhængighed, til at hylde en mand, der har ændret livet, forholdene og værdigheden for hele landets sorte befolkning – og alle de andre små og store dage ind imellem.

Jeg vil ikke sige, at jeg foretrækker det ene frem for det andet, men jeg kan godt mærke, at jeg synes, amerikanernes “fejringsdage” på en eller anden måde er lidt mere nærværende. Måske fordi landet trods alt stadig er så relativt ungt, at de rødder, dagene er opstået fra, bare føles tættere på? Jeg glæder mig i hvert fald til at opleve alle de forskellige dage og North Carolinas måde at fejre dem på. Hvilket minder mig om, at jeg skal have læst op på mine turkey stuffing skills, inden det bliver Thanksgiving. 😉

P.S. Herhjemme i lejligheden blev mors dag i øvrigt fejret ved, at M beordrede mig til at gå ind og hvile mig i en time, mens hun lavede en tegning til mig. At hun så var færdig med tegningen efter ti minutter og kom ind med den til mig med ordene “var det dejligt at få hvilet dig i en time, mor?” er flintrende ligegyldigt. Bare dét, at hun mente, at den bedste måde at fejre min helt egen dag var at give mig en lur og en tegning, er noget af det sødeste og mest betænksomme, jeg kan forestille mig.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *