Give & take

I går aftes tog jeg på kajaktur med en dejlig dansk dame, jeg har mødt herovre. Hun er gift med en af N’s kollegaer, har to børn på helt samme alder som vores, og så bor hun ti minutter væk. Vores ældste børn leger, som om de har kendt hinanden altid, og forældrene kan også li’ at være sammen. Hvor heldig kan man være!

Vi er i samme båd, hun og jeg. Hun har også sagt farvel til et job i Danmark og er taget hertil med udsigt til en ny karriere som fuldtidshjemmegående. Og dér på floden i går kom vi så til at snakke om, hvad vi egentlig forventer og ønsker af opholdet herovre. Ikke for vores børn, ikke for vores mænds jobs, men for os selv. Sådan helt ego. Jeg har fået spørgsmålet mange gange før, men det er ikke altid jeg har følt mig i stand til at give et klart svar. Det havde jeg egentlig heller ikke der på floden, men turen var alligevel et meget godt eksempel på i hvert fald noget af det, jeg håber for tiden her. Jeg håber på oplevelser. Alle slags oplevelser, både dem, der er nemme og ukomplicerede at kaste sig ud i, og dem, der kræver lidt mere mod eller opfindsomhed.

Samtidig håber jeg på, at det bliver noget, der får en eller anden form for indflydelse på vores forhold. Ikke, at jeg synes, det trænger til at være noget andet, end det er, men jeg tror på, det er sundt at få vendt tingene lidt rundt ind imellem, så man bliver tvunget til at se lidt på hinanden i de nye rammer og måske et nyt lys. Jeg ved endnu ikke, hvad der sker med mig, når jeg går fra at udfylde et dagligt job sammen med andre voksne mennesker til at tilbringe stort set hele dagen med mine børn. Jeg ved, at jeg nogle aftener, når lyset på børneværelserne er slukket, har lyst til at sætte mig ind i min bil og køre langt væk fra lejligheden til et sted, hvor der ikke er nogen, der taler til mig, ikke nogen, der holder om  begge mine ben forfra, mens jeg går, ikke nogen, der skal serviceres, trøstes eller underholdes. Jeg ved også, at jeg allerede nu føler, at jeg kender mine børn bedre end nogensinde, og at det giver mig en meget særlig og meget taknemmelig følelse helt inde i maven, at jeg får lov til at være hos dem så meget. Men hvor efterlader det mig som person; som Julie?

I øjeblikket, mens det hele bliver bygget op, er N typisk væk 11-12 timer alle hverdage. Om aftenen, når vi har spist, og børnene er puttet, har han ofte stadig noget arbejde, han skal sidde og lave, og jeg er som regel pænt basket efter at have været oppe siden kl 6 og været PÅ hele dagen. Det er ikke spor nemt, og jeg har flere gange bandet N’s lange dage langt væk, fordi jeg følte mig alene. Det er en irrationel (og heldigvis kortvarig) vrede, for vi har begge to hele tiden vidst, at starten herovre ville blive hård og travl, og at opbygningen af firmaet ikke bare kan gøres mellem 9 og 5. Men alt det glider bare sådan lidt i baggrunden, når klokken er 17, det ene barn skriger, det andet brokker sig, og man taber en dåsesodavand, som så bliver det eneste (temmelig klistrede) bad, man fik den dag.

I de situationer er det nemt at sende tordenskyer af tanker mod den, der er væk. Men det er også bare FOR nemt. For et par dage siden slog en tanke ned i mig, og jeg må med lidt skam erkende, at det var første gang, mens vi har været herovre: Hvad bidrager du SELV med til forholdet? Ja, du tager dig af børnene, sørger for det praktiske, sørger for, at familien fungerer – men derudover? N har sørget for, at vi overhovedet har fået chancen for at komme herover, han knokler for, at vi kan få det liv, vi vil have mens vi er her, og det er hans job, der danner grundlaget for, at vores børn går i en fantastisk skole, at vi har kunnet skrive under på lejeaftalen på et drømmehus, og at vi i løbet af året kan rejse rundt i staterne og opleve ting, vi ellers aldrig ville være kommet i nærheden af. Så hvad mere er det, vi hver især kan og skal forvente? Ikke kun af hinanden, men af os selv?

Den tanke fik haget sig fast, og den er dukket op jævnligt de sidste par dage, og jeg tror, det ville være sundt for både mig og mit ægteskab, at jeg dvæler ved den, når tiden er der. Vi er her begge som voksne mennesker, og selv om jeg er med på et “konepas”, så er det lige så meget mit ansvar, at vores liv herovre bliver det, vi drømmer om. Lige nu er alt stadig lidt kaotisk, men når overskuddet kommer, kommer roen. Og rummet til netop at se hinandens sider og lys.

 

2 tanker om “Give & take

  1. Kære J

    Jo, jo jeg har skam bemærket at forbogstavtrenden 🙂

    Ved du godt, at S’et i Harry S Truman ikke står for noget somhelst?
    Det var ikke ualmindeligt på hans tid i landet, hvor du bor.

    Du skriver om N’s lange dage. Det har Hanne Vibeke Holst nogle rigtig gode betragtninger om i bogen ‘Min mosters Migræne’.

    Dejligt at M-barnet er mentalt på højkant igen.

    Jeg gruer og gruer for den 28. ds., hvor din mor siger farvel til os. Det er ikke til at bære, men jeg kan jo godt se nødvendigheden, når I sidder ovre på den anden side af vandet.

    Mange hilsner
    Sidse

    1. Ja, Sidse, sådan rent egoistisk glæder jeg mig da også til, at min kære mor får frigivet en masse tid, haha! Og så må vi andre jo bare oppe os lidt, så vi kan sørge for, at hun får lige så godt selskab, som hun er vant til i løbet af dagen, ikke? 😉
      Tak for bogtip. Jeg må indrømme, at jeg ikke plejer at være stor fan af HVH’s bøger, men det kunne da være, jeg skulle åbne sindet lidt. 😉

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *