Så hold dog mund!

En af mine venner er far til tre drenge under 10 år. Han sagde engang, at det eneste sted, han kunne få lidt ro, var på toilettet – og selv dér var han under pres, fordi håndtaget altid blev fundet af minimum ét barn, og døren til privatlivet lige så langsomt var ved at bukke under, mens han sad derude.

Mine dage som hjemmegående “MOOOAR!” byder på et tilbagevendende spørgsmål, som jeg ikke er vanvittig stolt af, men som jeg heller ikke kan ignorere: I hvor høj grad må man bede sine børn om at flette næbbet? Hver dag har jeg to halvtimes bilture, der – når de små bagsædemunde ikke lige er travlt optaget af de snackposer, jeg desperat efter et par minutters stilhed tilbereder hver morgen – består af mig, der prøver at transportere 3/4 af familien sikkert frem og tilbage, mens jeg overdynges af “BUAAAH!”, “A! A! A!”, “OP! OP! OP!” og ustoppelige monologer, der varierer lidt i individuel længde, men afløser hinanden og typisk er skåret over temaerne bamser, is og Frost. Det stopper aldrig.

Når vi kommer hjem, bliver den yngste lagt til at sove, og i dét øjeblik jeg kommer ud fra værelset, står der én klar til at lege gemmeleg, spille Sorteper, lege Anna og Elsa (hvor vi skal det meste af soundtracket igennem, mens vi står på hver vores side af en lukket dør) – selvfølgelig efter, at jeg har hjulpet hende med at få en Rapunzel-kappe på, spændt hendes rulleskøjter, spændt dem op igen, fordi hun havde glemt knæbeskytterne, og “dem skal man altså have på, og jeg kan jo ikke selv spænde dem, for jeg har jo et æble i hånden, og det kan jeg jo ikke bare lægge, for dig og far siger jo, at der er mange insekter her, og så skal man ikke bare lægge mad, og så kommer der også bare noget på min kappe, og det vil jeg altså ikke have, for den skulle jeg jo lige til at lege med, og husk nu at spænde dem ordentligt!” – og tændt lyset på toilettet, fordi hun glemte det, inden hun satte sig (hver gang) og nu ikke kan nå kontakten.

Som flere af jer nok husker, var det en hård start for M, og jeg kan godt mærke, at skyldfølelsen i forhold til at fjerne hende fra venner og familie stadig sidder der i det omfang, at jeg nok tøver mere med at opfordre hende til at underholde sig selv, end jeg ellers ville have gjort. Jeg synes, det er hyggeligt at lege med hende, men jeg må også blankt erkende, at når jeg er sammen med hende og A så mange timer i døgnet, har jeg brug for lidt fred i hovedet – bare ind imellem. Der er hele tiden en, der skal hjælpes, trøstes, underholdes eller bare have opmærksomhed, og det er en hårfin grænse mellem at give dem hvad de behøver og har godt af, og så ind imellem sige fra, fordi de godt kan lege selv. Eller med hinanden. Jeg kæmper lidt med at finde en balance i både frekvensen og (nok endnu mere) måden: Hvordan beder man sine børne om at holde mund?

Jeg synes ikke, børn skal have opmærksomhed hele tiden, hverken når de er halvandet eller fem år. Tværtimod tror jeg, det er rigtig skidt at give dem det. Jeg tror også, at de får en langt bedre mor, hvis hun får lov at samle tankerne ind imellem og tænke lidt andre tanker end dem, der lige falder ind under morkategorien. Men én ting er, hvad jeg tror på, noget helt andet er, hvad jeg rent faktisk gør. Dét at styre efter principper og overbevisning kræver en eller anden form for overblik, så man ikke bare giver op og lader sig rive med af talestrømme, serviceringskrav og opmærksomhedssøgning, og dét overblik skal jeg lige lede lidt efter nogle gange. Jeg skal nok finde det, og indtil da tager jeg de pauser, jeg kan få – uden at bekymre mig alt for meget om, hvordan jeg får dem. Som nu, hvor den ene sover, og den anden er blevet stukket en iPad. Naturligvis iført rulleskøjter, fuldt beskyttelsesudstyr, kappe og med et æble i hånden. Rom blev jo ikke bygget på én dag.

 

7 tanker om “Så hold dog mund!

  1. Det kan jeg godt forstå – og genkende ikke mindst. Mit store idol, vores leder af børnehaven, snakker om, hvor vigtigt det er at være autentisk. Altså at sige fra, når det er sådan, du føler det, ellers kan man risikere at blive en “anonym” voksen i stedet for én, der er tydelig. Men for pokker, hvor er det svært. Og hvor har jeg også leget tit og ofte med mine børn, med hovedet et andet sted. Mon ikke det snart finder et naturligt leje? Det tror jeg, good luck, og giv dig selv et break! KH A

    1. Helt, helt enig i det med det autentiske. Igen er det noget, som jeg tror kræver lidt overskud og -blik, som dels nok er noget, der kommer mere og mere, men også bare er noget, der er mere af i nogen perioder end i andre, ikke? Nogle dage føler jeg mig som totalt supermor, der er seriøst god til at lege og samtidig lige får ordnet alt det andet, der skal ordnes (uden at min hjerne imploderer undervejs). Andre gange er det den komplette modsætningsfølelse, der rammer, når jeg lægger hovedet på puden og kun kan huske alle de gange, jeg havde lyst til at løbe ud til en øde sø og brøle “AAAAAAAARGH!!!” 😉

      1. I know the feeling! Og ja, jeg vil give dig ret i at det kræver overskud. Jeg håber ikke, min kommentar fremstod belærende. Jeg er bare virkelig fan af vores leder – hun siger de bedste ting, jeg virkelig kan bruge, og deler, hvor jeg kan : )
        Hvis man er lidt en pleaser, det er jeg nok selv, så er det ekstra udfordrende. Men i de perioder, hvor jeg har øvet mig, synes jeg virkelig, det har givet pote i form af respekt, selvstændighed, mere legen selv og selvfølgelig masser af råben og snot i lange baner… Du er så sej, at du klarer dem begge all day long. Ikke sikker på, jeg kunne! Respekt.

        1. Nej nej, på ingen måde belærende. Jeg synes også, det er en rigtig god pointe. Og klart noget jeg vil være opmærksom på: at sige fra, når det er dét jeg vil – frem for at sige halvhjertet både fra og til. 🙂

  2. Hehe. Super godt skrevet! Jeg tænker altid på det, nogen sagde til mig, lige før Emilie kom til verden: Husk, at en glad mor er en god mor. Hvis jeg stod i din situation, så ville jeg nyde at have nogle oplevelser at se frem til, træningscenter, biftur o.lign. Ja, måske ligefrem en nat/weekend væk nu og da m en (ny) veninde (men måske det ikke er så nemt pt). Det er sådan jeg lader op. Var inde og se sommerballet, da Sophie var 1md gammel – bare et par timer (og var i London 3 nætter, da Emilie var 7mdr til stor forargelse for mange). Det gør mig glad og giver mig mere overskud. Og jo, vi siger også ofte til Emilie, at nu skal vi altså lige have 2 min madro v aftenmåltidet 🙂

    1. Dét, at begge børn nu er i skole, gør heldigvis, at jeg har muligheden for hver dag at gøre noget, som jeg helt selv vælger. Ofte er der praktiske ting, der skal ordnes – sådan en oversøisk flytning tager godt nok noget tid! – men i morgen sætter jeg mig over på en af mine to yndlingscaféer og drikker mig en latte og spiser morgenmad. Sandsynligvis i den skønne, NC’ske morgensol. På onsdag skal jeg mødes med en veninde.
      I det hele taget er det min plan fra nu af at lave mindst én ting bare for mig hver dag. Og det i sig selv er faktisk lidt af en luksus, for hvor ofte var det lige jeg gjorde det i Danmark? 😉

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *