Let’s shine, y’all!

Jeg har altid været sådan en, der virkelig gerne ville elske yoga. Men hver eneste gang jeg har prøvet det, er jeg blevet så overvældet af kedsomhed, at en time føles som et år, og så går der et års tid, før jeg igen tænker: “yoga – det må da være lige mig!” og gør endnu et fiaskoforsøg. Jeg har så mange veninder, der er vilde med det, og jeg har haft virkelig svært ved at erkende, at yoga simpelthen bare er noget, jeg ikke fatter. Men da vi flyttede hertil, var det et par år siden jeg sidst havde givet yoga et skud, så selvfølgelig var det på tide at piske en stemning op om det igen. For nu skulle jeg jo have så meget fritid, og det skulle virkelig bruges rigtigt. På yoga! Som sagt, så gjort – jeg begyndte til yoga. Og jeg går der endnu.

Næsten lige da jeg var begyndt på bloggen her, skrev jeg dette indlæg, og jeg tænker tilbage på det, hver gang jeg er til yoga. De timer har nemlig været – og er stadig – helt enormt grænseoverskridende for mig. Jeg har dyrket yoga max. fire gange i mit liv, og jeg er slet, slet ikke bekendt med alle termerne for de forskellige stillinger. Og når det så foregår på engelsk, er jeg HELT lost. Så min første time i et 40 grader varmt træningslokale gik i høj grad med at kigge rundt og se, hvad de andre lavede – alt imens jeg hørte instruktørens minitale om, at alt, der betød noget her og nu, var os selv på vores måtte, og vi skulle kun fokusere på os selv og ingen andre i lokalet.

En af mine ubetinget største svagheder er at bekymre mig alt for meget om, hvad andre tænker. Det kan være virkelig små, åndssvage ting, og hvis jeg prøver at se på det lidt oppefra, kan jeg godt se, at det er både fjollet, hæmmende og egocentreret. Og så er det jo bare helt enormt meningsløst! Hvad pokker skal jeg bruge det til? Jeg har oplevet, at en mand i en bil dyttede af mig herovre, fordi jeg skiftede bane alt for tæt på ham. Jeg blev SÅ flov. Jeg fik næsten en klump i maven resten af dagen, hver gang jeg tænkte på det, for iih, hvor var det pinligt, at jeg havde kørt så dumt, at nogen havde dyttet af mig. Og manden? Mon ikke han glemte det ved næste lyskryds? Det tror jeg egentlig.

Jeg har været i situationer, hvor jeg virkelig havde lyst til at tage et billede af noget, der enten var sjovt, mærkeligt eller bare særligt på en eller anden måde, men måske ikke et oplagt fotomotiv. Og jeg har afholdt mig selv fra det, fordi jeg ikke kunne overskue, at folk skulle se mig stoppe op og tage billede af noget mærkeligt – og synes, at JEG var mærkelig. Jeg har kort sagt brugt så meget tid og energi og er gået glip af så mange sjove situationer, bare fordi jeg ikke ville have, at andre skulle tænke “noget” om mig. Hvad dette “noget” er, ved jeg ikke, men det har ikke desto mindre fået lov at fylde alt for meget.

At blive mere ligeglad med hvad andre tænker, er noget, jeg skal lære. Sådan helt fra bunden. Og det er noget, jeg skal tage et bevidst valg om, hver gang chancen byder sig. Uanset om det er små eller store ting. Det er usundt at tænke så meget over noget, der er så ligegyldigt – og så er det bestemt heller ikke noget, jeg har lyst til at give videre til mine børn. Så jeg prøver at tage mig i det, udfordre mig selv lidt – også når det bringer mig ud af min umiddelbare comfort zone.

Mine hot yoga-timer er en god start. Min første time var én lang lektion i at glemme andre. Jeg var klodset og ny, og jeg har helt sikkert lignet en klovn. Det er et lille hold, så dét med at gemme sig i mængden er ikke en mulighed. Alle kunne se alle mine kiks og forkerte bevægelser. Det krævede SÅ meget af mig at lægge tankerne om, hvad alle de andre tænkte, til side – og bare fokusere på mig selv. Det har hjulpet mig helt enormt, at holdet har verdens bedste instruktør, som gennem hele timen beriger os med små peptalks, som på én gang er superærkeamerikanske (“you do not need permission to SHINE, y’all!!”) og samtidig bare rammer plet på en måde, der hver eneste gang har givet mig tårer i øjnene og lyst til at være sødere ved mig selv. Og så har opholdet her, beslutningen om at prøve det af, nok også sat gang i noget. Jeg har, hånden på hjertet, lidt mere tid til at pille mig i navlen og tænke over, hvordan mit liv skal være, og med de tanker kommer også lysten til at skille mig af med dårlige vaner. Til at gøre noget andet, end det jeg altid har gjort – og tænkt.

 

 

 

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *