Ælle bælle…

flyttekasser

Inspirerende billede, ikke? Lige nu står der sådan ca. syv af disse kasser og glor tomt på mig. Jeg har ferie hele denne uge for at komme i gang med nedpakningen af huset, men det er som om handlingslammelsen begynder at sætte sit præg. For hvad skal med, når man skal flytte hele sin tilværelse og genskabe fundamentet et nyt sted? Hvad får vi brug for; hvad skal vi lade blive og gemme væk til vi kommer hjem igen? Hvad skal ud, og hvad skal sælges og gives væk?

Jeg har allerede sendt mit sommertøj af sted. Medmindre Danmark pludselig bevæger sig ud i klimamæssigt mirakel for at charme mig og kaster om sig med vilde varmegrader, så regner jeg bestemt ikke med at få brug for shorts, små toppe og sommerkjoler inden afrejse. Resten af mit tøj har jeg sorteret med hård hånd, så alt hvad jeg ikke har brugt det sidste år, ryger ud. Men så kommer næste dilemma: Hvad skal jeg pakke med i kufferten, og hvad kan jeg vente 1-2 måneder på, så det kan sendes med den container, der sejler vores ting derover?

Vi troede først, at vi skulle leje et møbleret hus derovre, men fik så at vide, at det stort set er umuligt at finde møblerede huse til leje – eller at udvalget i hvert fald er meget begrænset. Så vi sadlede om og leder nu efter et umøbleret hus – og lejer så også vores eget ud uden møbler. Vi hyrer et firma, der kommer og pakker hele molevitten ned, putter det i en container, som bliver læsset på et skib, og når det så ankommer til USA, kommer de og pakker tingene ud i vores nye hjem.

Men inden de kan pakke ned, skal vi jo have valgt ud: Skal vi have barnevognen med? Vores søn er halvandet, og selv om han sover udendørs i den herhjemme i weekenderne, så er der jo ikke tradition for det i USA. Og vores cykler? Tja, vi skal bo i et decideret bil-område, hvor dét med lige at cykle til butikker, caféer og institutioner bare ikke er virkeligheden. Al transport foregår i bil. Så ladcyklen skal i hvert fald sælges. Havemøbler og grill? Vi skal bo et sted med behageligt, subtropisk klima,  milde vintre og steghede somre, så det er uden tvivl ting, vi får brug for – men spørgsmålet er, om vi ikke skal lade det blive til lejerne her og så investere i noget nyt derovre?

Det er spørgsmål af noget mere praktisk art, end jeg normalt beskæftiger mig med, men de skal alle sammen stilles – og besvares og handles på – inden for den næste måned.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *