Oh, the hassle!

Jeg har sendt en fax i dag. Det kan tælles på meget få fingre, hvor mange gange i mit liv jeg har været nødt til at sende en fax, men det er egentlig meget sigende for det teknologiske tempo, mange ting herovre bevæger sig i.

Det hele startede i går aftes, da jeg undrede mig over, at vandet i håndvasken i et af kæmpehusets mange badeværelser ikke blev sådan rigtig varmt. Jeg tænkte ikke videre over det før i morges, da N skulle på arbejde og måtte konstatere, at der kun var koldt vand i bruseren. Da jeg gravede lidt i potentielle årsager, gik det op for mig, at vores tilmelding til gas – som er det, der giver os varmt vand – ikke var gået igennem, så de havde slukket for gassen på skæringsdatoen for de tidligere lejeres udflytning. Det måtte jeg selvfølgelig skynde mig at gøre noget ved, så jeg ringede til gasfirmaet for at få oprettet vores konto rigtigt. Det var så lettere sagt end gjort! Damen i telefonen skulle bruge mit social security number, som vi – efter en evighed på et socialkontor – fik ansøgt om, da vi havde været her i 10 dage, og det fik hun så. Det kunne imidlertid ikke bruges som id, da det åbenbart var for nyt.

“Hvad gør jeg så?” spurgte jeg, efterhånden lidt desperat ved tanken om, at jeg nærmest kunne mærke mit hår fedte mere og mere til. “Inde på vores hjemmeside skal du finde den formular, der hedder Identity Verification Form,” svarede hun. “Den skal du printe og udfylde, og så skal du have den stemplet af en notarius publicus, og så skal du sende den hertil. Hvis du gerne vil have, det skal gå hurtigt (ja tak!!), så kan du faxe den til os, når den er stemplet. Og så skal du sende originalen med posten, så vi har den inden 10 dage, ellers lukker vi for gassen igen! Så kan vi sende en i morgen til at lukke op for gassen. Men der skal være en voksen hjemme!”

“Ok,” svarede jeg. “Kan jeg få en eller anden tidsramme, for jeg er nødt til at køre børnene i skole og hente dem igen?” “Nej, det kan vi desværre ikke give,” beklagede hun. “Men vi kan ringe til dig en halv time før. Men vi ringer fra privat nummer, som du ikke kan se på din telefon, og hvis du ikke svarer første gang vi ringer, så ringer vi ikke igen, og så skal der laves en helt ny aftale!”

Suk. “Ok, så må vi gøre det sådan. Så hvis jeg får printet den her form og faxet den til jer, så kan vi få varmt vand i morgen?” “Ja. Du skal lige først betale et depositum på 230 dollars. Og husk så lige at ringe til os fem minutter inden du sender faxen, så vi kan sørge for, at der er nogen ved maskinen.” “Eehmm, ok. Kan jeg få et direkte nummer at ringe på?” “Nej, ma’am. Det er kundeservice-nummeret, som du finder på vores hjemmeside.” “Ok. Tak for hjælpen.” “Selv tak. Y’all have a good one!”

Det her er ikke et lille, lokalt gasfirma. Det er hovedudbyderen og vores eneste mulighed for varmt vand og et komfur, vi kan lave mad på. Og situationen her er på ingen måde ikke enestående. Da vi skulle have elektricitet og kabel-tv, tog det mig halvanden time i telefonen. Ikke i ventetid eller kø, men i snak og udveksling af oplysninger (og stavning af efternavn) med et levende menneske. Da jeg skulle sørge for, at vi stadig har service i forhold til vand, kloak og affaldshentning, skulle jeg møde op personligt downtown for at oprette en konto hos en dame bag et skrankevindue. Og det er bare et par af de mange eksempler på situationer, hvor jeg har følt mig sendt tilbage til sen-firserne.

Med tanke på hvor vanvittig veludviklet et land USA er, så er det virkelig rystende at observere (og være offer for) den antikvariske administrationsverden, der hersker så mange steder. Det er umuligt bare at ordne noget hjemmefra online – i hvert fald når man er nye i landet, som vi er. Det er stadig ikke lykkedes os at få et kreditkort, fordi vi ikke har nogen “credit history”, som er det, alle økonomiske aftaler er bygget op over her. N har stadig ikke nogen bil, fordi han ikke har opbygget tilstrækkelig credit history til at lave en god betalingsaftale. Og gæt hvordan man opbygger credit history? Med et kreditkort. Eller et billån. Eller en af de andre finansielle muligheder, som vi ikke har, fordi vi ikke har nogen… credit history.

Det er hønen og ægget og Gøg og Gokke, og det er et bureaukrati, der er til at få kuk af. Især når man er vant til lille logiske Danmark, hvor det meste trods alt kan ordnes med nem-ID og penge på kontoen. Jeg tror heldigvis, vi er ved at være ovre de værste administrative hurdler, men lad os nu se. Jeg stoler ikke på nogen eller noget, før jeg har fået mig et varmt bad!

6 tanker om “Oh, the hassle!

  1. Ha, kender det godt! Skal også selv flytte til NC i efteråret, og jeg har allerede besvær med, at de ikke bruger netbank, så jeg er måske nødt til at oprette en amerikansk bankkonto – for 4 måneder. For fanden, hvor er det besværligt!

    Der er enormt meget bureakrati forbundet med sådan ét udenlandseventyr.. Skal også snart til samtale på ambassaden (hvilket I jo nok også har været), og jeg er dødsensangst for at glemme et af de dokumenter, som man død og pine skal have med.
    Men det er forhåbentligt det hele værd, når man er derovre!

    1. Åh ja, ambassade besøget står selvfølgelig stadig meget friskt i min hukommelse. Og ja, mange ting er VOLDSOMT besværlige herovre. Forhåbentlig når du at få styr på det meste inden afrejse, så du bare kan nyde dit ophold! 🙂

  2. Hej 🙂 Jeg faldt lige over din blog og har læst med. Jeg bor selv i Ann Arbor i Michigan (tæt på detroit – gisp…) og ligesom jer har vi taget springet over til et sted man ikke lige hører om eller drømte om. Men det vokser på os lige så stille, og selvom vinteren næsten slog os ihjel, så har foråret været fantastisk. Jeg ser frem til at følge med hos jer via bloggen.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *