Hun kan tale!

Der er gået en god uge siden flytningen, og hverdagen – så meget hverdag det nu bliver, når man stadig lever i et inventarløst hus – er ved at indfinde sig i vores nye hjem. Vi har fået wifi og kabel-tv (og varmt vand!), og vi har også købt lidt småting, som gør det hele lidt sjovere: et lille badebassin til vores lille gårdhave, farvekridt til fliserne, et fjernsyn osv. Så det hele begynder at tage lidt form. Vores møbler skulle efter planen ankomme i morgen, men vi venter stadig på at få besked fra leveringsfirmaet, så mon ikke det bliver skudt en dag eller to…

Børnene havde sidste skoledag i fredags – jep, skolen lukker simpelthen sit almindelige program ned fra begyndelsen af juni til slutningen af august. I en del af de tre mellemliggende måneder kan man så vælge at sende sine børn på “summer camp”, og det har vi valgt, fordi vi mente, at det var det bedste for børnene ikke at få et alt for langt afbræk i den skole, de kun lige er begyndt at føle sig hjemme i. Midt i juli holder vi familiesommerferie, men indtil da har M en masse skolesommersjov foran sig.  A har kun et par uger, fordi vi kom så sent ind i skolen, at mange af pladserne på toddler camp allerede var snuppet.

Denne uge står på “Adventures of the deep blue sea” for M’s vedkommende. En temauge, hvor børnene lærer en masse om livet i havene; de tegner og maler fisk og andre havdyr – og det hele foregår i et andet klasselokale og med andre lærere, end dem M normalt kender. Selv om hun har været supersej med sin skolestart, ville jeg lyve, hvis jeg påstod, at tanken om at hun nu skulle omgives af nye fremmede – stadig med et nyt, fremmed sprog – ikke gav mig en lille klump i maven. Vi aftalte, at jeg skulle tale med læreren den første dag og forklare, at M jo altså ikke taler engelsk, og at hun glædede sig, men ikke forstod så meget endnu.

Som sagt, så gjort, og den rare ældre lærerinde lovede mig at tage sig godt af den lille ny med det begrænsede sprog. Det var dejligt, betryggende – og, skulle det vise sig, helt igennem unødvendigt. Da jeg hentede M, kom læreren over til mig og sagde: “Jeg tror, hun løber om hjørner med os. Hun forstår alt! Hun tæller på engelsk og er med på det hele.”

Jeg tror maksimalt vi har fået fem engelske ord ud af M. Hun bliver alt for selvbevidst, når vi spørger, om vi må høre hvad hun kan sige, og ud over “thank you” og “bye bye” har jeg nærmest ikke hørt hende ytre et engelsk ord. Men de er derinde! Hun lærer og suger til sig, og hun udvikler sit sprog – det foregår bare sammen med alle andre end os. Og det er helt, helt i orden. Jeg kan godt forstå, det er lidt mere uforpligtende at øve sig på sit helt nye sprog sammen med nogen, der IKKE står og stirrer på én med store forventningsfulde forældreøjne, klar til at huje og klappe. Hun skal nok lukke os ind i det, når hun er klar, og indtil da vil jeg bare smile lidt over at få et par små, hemmelige indblik i udviklingen nogle gange. Som da jeg hentede hende og én af hendes klassekammerater overrasket udbrød: “You know what? She talks!!”

Det gør hun nemlig. Som et vandfald. Og nu også snart som et waterfall.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *