Tre måneder…

Tre måneder – et kvart år! – er der nu gået, siden vi vinkede farvel til flyttemændene, der pakkede hele vores lille hus ned i en stor container og kørte den af sted mod Københavns Havn, hvor den stod og ventede på at blive sendt over Atlanten. I de tre måneder har vi boet dels hos familie, dels i en møbleret lejlighed og dels i et tomt hus med lidt havemøbler (og et nyligt indrettet gæsteværelse, som nu indeholder husets eneste rigtige seng!). Og jeg kan lige så godt sige det, som det er: Jeg SAVNER mine ting! Kender I det, når man pludselig, ud af det blå, kan smage noget, som man har helt vildt lyst til? Sådan havde jeg det her til aften, hvor jeg – mæt af pizza, et par Coors Light og en og Starbucks-kaffe, pludselig mærkede en snert af fiktivt æg med tomat på rugbrød ramme mine smagsløg. Og så kom jeg til at savne min æggedeler helt vildt (ja, jeg har en æggedeler. Det var en af de første ting, jeg købte til mit køkken, da jeg flyttede hjemmefra. En æggemad smager bare bedre, når den er skiveskåret ordentligt!).

Det er en kæmpe kliché, dét der med ikke at vide hvad man har, før man ikke har det længere. Og som oftest er det nok også noget, der mere dækker ulykkelig kærlighed. I mit tilfælde gælder det lige nu inventar. Køkkenudstyr, for nu at være helt specifik. Nøj, hvor jeg savner at bage nogle boller,  smække en kødsauce sammen, stege et par frikadeller – og altså koge et æg, som jeg kan dele med min æggedeler og spise på rugbrød.

Vores møbler blev afsendt fra Savannah, Georgia, i lørdags og skulle efter planen være ankommet til Charlotte i går og hos os i dag. Sådan blev det ikke, og vi venter stadig på dem. Nyhedens interesse og den indendørs camping er efterhånden ved at miste pusten en smule, og nu vil vi bare gerne videre. Med en sofa, et spisebord, vores seng og dyner – og tøj! Vi har ventet så længe, at jeg fuldstændig har glemt, hvad jeg pakkede ned i flyttekasserne med tøj, dengang vi pakkede. Lige nu synes jeg, at jeg har oceaner af klæder i min garderobe her, og jeg kan slet ikke se, hvad jeg mangler. Jeg frygter lidt, at det, jeg finder i de søfarende flyttekasser er en masse fuldstændig overflødigt vintertøj. Bevares, der skal nok blive koldt, når vi kommer til vinteren, men med de 32 grader vi i øjeblikket bevæger os i, er tanken om cardigans, blazere og strømper egentlig bare tosset.

Det er også sværere at være social, når man ikke har noget at være social i. Vi har altid elsket at have besøg; at invitere venner og familie til mad og en masse vin, men det er som om det er lidt fesent at invitere til takeout i havemøblerne og vin fra plasticglas. Jeg vil have mine ting, og jeg vil have gæster!

Med lidt held har vi fået vores ting, inden ugen er omme, og så kan hele familien komme på plads. M får sin seng, sit lille bord, sine billeder og plakater, sine hylder og sine bamser. A får… well, han får sin seng. Som den ægte 2’er han er, flyttede han bare ind på storesøsters værelse og levede dér blandt alt det lilla og lyserøde tingel og hejs, indtil vi rejste. Så hans værelse skal bygges op fra bunden. Hvilket jeg må indrømme, at jeg glæder mig ret meget til.

Der er gået så lang tid, og så mange ting er endelig faldet på plads, og alligevel virker det som om vi stadig har fire hundrede hurdler, der lige skal forceres. Det er fint, vi tager det som det kommer, og vi når det hele. Men jeg er glad for, at vi trods alt har nogle år herovre, så vi også kan nå at nyde livet på den anden side af overgangen! 🙂

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *