Hvad siger manden?

Det her kommer til at lyde ret upstairs/downstairs-agtigt, men jeg er i fuld gang med at hyre både havemand, rengøringshjælp og insektforebyggefirma. Man har folk til alt, og hvis jeg skal være helt ærligt, passer det mig helt fint. Jeg har hele tiden glædet mig til at få mere tid, og det var ikke en del af planen, at jeg skulle sige mit job op og rejse til den anden side af jorden for at gøre 350 m2 gigahus rent og ordne Wisteria Lanes sirlige blomsterbede.

Det er til gengæld lidt af en jungle at finde ud af hvem man skal hyre, og i går kom jeg virkelig i problemer. I Danmark ville jeg få nogle anbefalinger og gå på et par udvalgte firmaers hjemmeside for at tjekke priserne og booke dem online. Sådan er det ikke her. Det er virkelig kommet bag på mig, hvor få firmaer der bruger dét der internet, og halvdelen af de gange jeg bliver anbefalet noget, kan jeg slet ikke finde det online. I de få tilfælde, hvor jeg rent faktisk kan finde en hjemmeside, kan jeg glemme alt om at se en pris. Man skal ringe – eller udfylde en formular, så de kan ringe én op – og de skal komme på besøg, og så får man et tilbud.

Det prøvede jeg så i går. Jeg ringede til havemanden Philipe, som en af naboerne havde anbefalet, og som navnet antyder, var det en spansktalende person, der svarede. Her er jeg nødt til lige at pointere, at jeg har boet et år i Costa Rica og i en periode af mit liv talte fuldstændig fejlfrit og flydende spansk – bevares, det er rustet noget siden, men ikke helt væk. Den telefonsamtale var en total katastrofe. Jeg ville gerne referere den her, men sandheden er, at jeg ikke aner hvad manden sagde. Ikke ét eneste ord. Han talte engelsk med så tyk sydamerikansk accent og så snublende hurtigt, at jeg ganske enkelt var sat af fra begyndelsen.

Jeg TROR, jeg fik hevet ud af samtalen, at han bad mig sige hvilket nummer han kunne skrive til mig på (sikkert fordi han hørte hvor håbløst det var), men eftersom jeg stadig ikke har hørt noget, var det sikkert noget andet, han sagde. Jeg prøvede at svare alt det, der gav mening for mig – adresse, hvad jeg skulle have udført, hvor tit, hvem der havde anbefalet ham – og den hårdt prøvede mand blev ved med at spørge mig om det samme mudrede spørgsmål. Til sidst med let hævet stemme, men hvad i alverden skulle jeg stille op? Det var jo helt sort!

I weekenden talte vi med vores danske venner herovre om den kæmpe forskel, der er i holdningen til sprog og udtale i USA kontra i Danmark. Amerikanerne er simpelthen så vant til at høre deres sprog blive kørt igennem både spanske, franske, kinesiske, russiske og diverse andre nationaliteters vridemaskiner, at deres tolerancetærskel for at forstå det er imponerende høj. Hvorimod vi i Danmark er så lullet ind i vores eget “uangrebne” tungemål, at vi nærmest råber på undertekster, når en franskfødt prinsgemal udtaler sig (personligt har jeg faktisk ind imellem savnet et par linjer i bunden af skærmen, når en eller anden meget vestjysk fisker har udtalt sig i nyhederne). Vi bliver lidt underligt tilmode, når vi taler med folk, der taler meget gebrokkent dansk, og hvis de ikke gør sig forståelige ret hurtigt, kan vi godt have en lidt for hurtig tilbøjelighed til at opgive samtalen. Vi er simpelthen ekstremt sprogforvænte!

USA er så rig på rødder og nationer, at det ikke duer at lukke af for sprogstrømninger med lidt anderledes krydderi. I samtalen mellem Philipe og mig var der ingen tvivl om, at det var mig med den begrænsede sprogforståelse, der gjorde dialogen besværlig – ikke hans tykke latinamerikanske accent. Den er lige som den skal være. Og jeg leder stadig efter en havemand.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *