Patent på den gode barndom

IMG_1913

Det er en følelse, som mange forældre sikkert kender: Man går i seng om aftenen, og det man hører, er lyden af ens egen stemme, der runger af surhed. “Hør nu efter, hvad jeg siger”, “lad nu være med at drille”, “nu vil jeg ikke sige det flere gange” osv. De der dage hvor man synes, at man har været Sure Mor. Og hvor er det bare en ufed følelse at gå i seng på. Det er ingen hemmelighed, at uanset hvor sjove, nuttede og elskelige ens børn er, så kan de også bare være sk*deirriterende ind imellem. Den følelse forsvinder ikke, fordi man, som jeg nu, kan skrue tempoet ned og være sammen med dem det meste af dagen – tværtimod får vi nok nogle gange lov til at gå hinanden lidt for meget på nerverne. Og så er det den dårlige samvittighed kommer snigende, for hvem er det lige, der er den voksne her i foretagendet?

Herovre er den i høj grad ubrugelige dårlige samvittighed krydret med sin lige så lidt konstruktive kusine: skyldfølelsen. Mens jeg ligger og genoplever dagens irettesættelser og korte lunter, kommer jeg altid ud ad den samme sidevej: Den, der husker mig på, at det er os – min mand og jeg – der har taget den her beslutning om at flytte børnene ud af deres trygge verden for at placere dem et nyt sted, hvor deres eneste faste holdepunkt er os. Som så er lidt for sure. Og de har klaret det så godt, de to. Imponerende godt. Så hvordan kan vi tillade os at blive irriterede på dem?

På et eller andet tidspunkt er den skyldfølelse nok nødt til at få sparket, for hvad er det lige ved det, vi har gjort, der kræver så meget tilgivelse? Jeg tror, det handler om min egen usikkerhed på hvad den gode barndom er. Jeg synes, jeg har haft en skøn barndom. Jeg er vokset op trygge steder med gode venner, alle de problemer og rutsjebaneture man skal igennem som både barn og teenager, og jeg sidder tilbage med en masse gode minder om en god og tryg opvækst. Men det er også den eneste opvækst, jeg kender indefra. Den hvor man bor det samme sted i mange år, cykler til skole på små provinsstier, kender sine omgivelser og ikke har for mange rodmæssige udsving, så man bare får lov at koncentrere sig om at være barn.

Den ide om den “rigtige” barndom udfordrer vi lige nu med vores egne børn som forsøgskaniner. Det er jo ikke fordi vi bare har kastet os ud i det uden overvejelser, men faktum er, at ingen af os ved, hvordan det er at være barn i de rammer, som vi lige nu tilbyder. Vi gør det bedste vi kan, og håber, at det – også – er godt. Og i den forbindelse tror jeg, det er forbandet vigtigt for os at huske på, at det kan godt være, vi lige nu ikke giver vores børn de samme oplevelser, som vi selv fik, men det, vi giver dem i stedet, er forhåbentlig lige så godt. Selv om det er noget andet.

Man kan godt se det som, at vi giver dem et eventyr, men det er bare heller ikke helt retvisende, synes jeg. Og egentlig heller ikke (kun) det, jeg ønsker. For det eventyr, vi har taget hul på, skal også blive deres hverdag, og det skal – i hvert fald i nogle år – være det, de tænker tilbage på som deres hjem og deres barndom. Det er ikke bare en rejse, det er en tilstand og en lille æra.

I går var vi til baseballkamp, hele familien. Det var en minor league-kamp, men det var med nationalsang og flag og hotdogs og absurd pauseunderholdning (aber, der rider på hunde for at jagte geder – I kid you not) og det hele. Det var helt fantastisk børnevenligt, og selv om vi alle sammen var ved at smelte ned af sæderne i North Carolinas 30 graders aftenhede, var det lige der dét, det hele handler om. Det, som børnene en dag kan tænke tilbage på som noget af det, der gjorde deres barndom god. Og som er “hjemme”.

Hvis vi ikke havde valgt som vi gjorde, havde vi heller aldrig fået muligheden for det set-up, der er lige nu. Jeg ville ikke bare kunne vælge at gå hjemme og bestemme over mine egne dagstimer. Børnene og jeg har så meget tid sammen, og jeg kan mærke, at jeg lærer dem at kende på en anden måde. Og at få lov at opleve hinanden er jo også en god oplevelse, ikke? For slet ikke at tale om M’s madpakker, der med sine små poser med mandler, nødder, gulerødder og vindruer aldrig har været så gennemført lækre, som de er lige nu! Det er ren speltmor, og jeg kan med oprigtighed sige, at det ikke sker på bekostning af hverken mit arbejde eller mig selv.

Når man selv er ny og usikker i noget, kan det svært at huske på, at det man gør, godt kan være det rigtige alligevel. Jeg kan mærke, at jeg tror på det her i maven og hjertet, og at jeg nogle gange bare lige skal have hovedet med også. Det kan godt være, jeg sagde mit job op og rejste fra vores velkendte verden, men mor-samvittigheden er nok bare nissen, der følger med. Heldigvis er netop nisser noget, der hører mere hjemme i Danmark end i USA, så min plan er at lade netop denne nisse få en blid overgang, inden jeg kyler den tilbage, hvor jeg ikke længere kan høre den. 🙂

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *