Hjemme igen!

Jeg elsker at gå ud at spise. Virkelig. Jeg er et kæmpestort madøre, og fra det øjeblik jeg ved, jeg skal ud at spise, kan jeg bruge oceaner af tid og tanker på at glæde mig til middagen, tjekke menuen online, forestille mig smagen af de forskellige lækkerier, som en eller anden dygtig fremmed tilbereder til mig.

Nu har jeg spist ude i næsten tre uger, fordi vi flyttede ind i et hus uden inventar og måtte vente lidt længere tid på, at vores møbler kom, end vi havde håbet på. Og helt ærligt? Jeg er TRÆT af at gå ud at spise. Træt af, at alle måltider skal være en udflugt eller spises af pizza bakker på lånte havemøbler, træt af at skulle betale drikkepenge og ikke mindst træt af ikke at vide, hvad der er i min mad. Og selv kunne bestemme det! Indrømmet, det er ikke alle vores aftensmåltider der er blevet indtaget på den slags restauranter, som jeg normalt ville vælge til en “aften i byen”, men alligevel. Restaurantmad hænger mig langt ud af halsen.

flyttebil

Derfor var lyden af lastbiler, der parkerede foran vores hus i onsdags, så sød, så sød i mine ører. Tre stærke mænd tog fat, bar ind, pakkede ud, samlede og placerede, og i løbet af dagen blev vores hus fyldt med møbler. VORES møbler! Det er helt åndssvagt, men jeg fik næsten tårer i øjnene, da jeg kom tilbage efter at have afleveret børnene, og jeg så vores spisebord stå lige dér i stuen (jeg sagde jo, at jeg er et madøre!). Og vores sofa. Og dyner.

IMG_1998

Den dag kunne A sove middagslur i sin egen seng frem for den rejseseng, vi havde lånt af gode venners naboer, og M hvinede af fryd, hver gang hun så en af sine mange bamser dukke op af en flyttekasse. Børnene spiste aftensmad i deres Trip Trap-stole, og N fyrede op under den nyindkøbte grill, for nu skulle der denondelyneme laves mad! De gode flyttemænd pakkede al vores habengut ud, mens min mor – som er på besøg fra Danmark til hele familiens store glæde – hjalp mig med at finde skuffer og skabe til kopper, krukker og køkkenmaskiner.

IMG_1993

Jeg er ikke specielt glad for at lave mad. Det er ikke sådan, at jeg ikke kan lide det, men jeg er bare ikke en af dem, der elsker at gå og kokkerere, sautere, blanchere, temperere og finpudse i timevis. Jeg ville ønske, jeg havde det sådan, for jeg elsker at have folk på besøg til mad, og det ville være endnu sjovere, hvis hele optakten var en del af fornøjelsen, men sådan er det altså ikke helt. Eller sådan VAR det ikke helt. For efter at have undværet alt, hvad der hedder køkkengrej i flere uger, var det en glæde og nydelse på linje med dét at træde ud i den første forårsdag at få lov at lave mad igen.

IMG_2009

Det virker lidt overdrevent, egentlig. For det er jo ikke fordi jeg ikke har undværet at lave mad før. Jeg har været på månedlange rejser, hvor alle måltider er blevet indtaget på caféer og restauranter, og det har aldrig generet mig. Men jeg tror, det handler om, at det her er mit hjem. Og et tomt hjem er bare ikke særlig hjemligt. Så selv om vi i princippet har været hjemme, siden vi flyttede ind, har det bare alligevel været en bogstaveligt talt tom fornemmelse. Nu står vi med en masse kasser med ting, der skal pakkes ud og findes plads til, men det gør ingenting. Vi skal nok finde et hjem til dem også.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *