“Nå, men hvad skal DU så lave?”

Ovenstående er nok det spørgsmål, jeg har hørt flest gange i den senere tid. Og det er forståeligt nok, for jeg har også stillet det selv mange gange – til mig selv.

Når jeg er tilbage på jobbet på mandag efter denne uges ferie, har jeg ni arbejdsdage tilbage. Ni små bitte dage på en arbejdsplads, der har været en markant del af min identitet de seneste syv et halvt år. En arbejdsplads, som jeg – med få undtagelser – har glædet mig til at være en del af hver eneste dag. Dét i sig selv er egentlig vildt nok. Jeg har været gennem fire chefer, endnu flere kollegaer og også et par ubehagelige omstruktureringer, og alligevel glæder jeg mig hver eneste morgen til at komme derind. Det er ikke lyv!

Det er en virkelig mærkelig følelse, at det nu er slut, og at jeg selv har valgt at sige farvel og bytte den tilstand med total usikkerhed.

Meget af det handler selvfølgelig om, at jeg har verdens bedste kollegaer, og at min arbejdsplads bare ER et underholdende, farverigt, uforudsigeligt og inspirerende sted at være. Men en lige så stor del af det bunder også i, at jeg, siden jeg var 13 år gammel og begyndte at arbejde i den lokale bagerbutik, altid har arbejdet. På den ene eller anden måde. Gennem min skoletid, under mit sabbatår, gennem universitetet, efter universitetet – altid. Jeg har været så vanvittig priviligeret, at der altid har været et job til mig et eller andet sted, og som regel har det været et rigtig godt ét.

Nu har jeg sagt det op. Jeg siger farvel til min stilling og status for at følge efter min mand, som skal arbejde udenlands. Det er hans job, der får os derover; det er ham, der skal sørge for familiens indkomst, og det er mig, der følger med. Så ja – hvad SKAL jeg egentlig lave?

Vi har to små børn, som lige om lidt får revet deres tilværelser op med små, men dybe rødder. Mit nye job bliver i første omgang at sørge for, at de lander sikkert, trygt og godt og med en klar vished om, at mor og far har styr på det her. At alt er godt. Selv om vennerne, familien og alt det, de kender, nu er langt, langt væk. De skal i nye institutioner, hvor alle taler et fremmed sprog, hvor ingen forstår hvad de siger, og de skal skabe nogle nye relationer blandt ukendte ansigter på børn og voksne. Så ja. De første par måneder handler min hverdag om dem og ikke om mine egne ambitioner om noget som helst andet end at være deres mor.

Jeg håber, min mand og jeg har skabt et par små, robuste skabninger, og inden længe vil deres hverdag i USA være… ja, hverdag. Derefter kan jeg begynde at forme min hverdag, som helt uden tvivl kommer til at bestå af meget andet end livet på North Carolinas svar på Wisteria Lane. Hvad det er, ved jeg ikke endnu, men jeg har en ide. Eller rettere mange. Og når jeg nu tænker rigtig godt efter, så er en helt ny begyndelse og en ditto horisont vel det allermest oplagte sted at afprøve nye ideer, ikke?

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *